Arne Widegaard: Åndelig fornyelse

Indledningsord af Arne Widegaard ved Metodistkirkens Centralkonference i København.

Der findes en risiko for at tale så meget om åndelig fornyelse, så talen erstatter selve fornyelsen.

Da Jesus mødte sine disciple efter opstandelsen, sagde han ikke til dem:

»Nu skal jeg holde en forelæsning om den hellige Ånd for jer«. Han sagde: »Tag imod hellig Ånd!«

Hvad mener vi, når vi taler om åndelig fornyelse? Hvad er den, og hvad er den ikke? Kan åndelig fornyelse ske? Behøver vi åndelig fornyelse? Om åndelig fornyelse ikke sker — hvad hænder da? Er der forskel på den enkeltes og menighedens behov for fornyelse? ’

Når vi nu skal tale om dette emne, vil jeg, at vi betragter os som en helt ordinær, sædvanlig menighed, lille eller stor. I denne vor samtale fremsætter jeg mange spørgsmål og alternativer. Vor tænkning og samtale omkring spørgsmålene skal bidrage til nogle svar.

1. Vi tænker os som regel den åndelig fornyelse som en følelsesmæssig engagerende erfaring. Er enhver sådan følelsesmættet oplevelse en åndelig fornyelse? Kan det tænkes, at mange af os i årenes løb har oplevet mange sådanne »fornyelsesstunder« uden nogle direkte følger i personlighedslivet, så et skabelonmønster er blevet skabt uden nogen virkelig fornyelse?

På den anden side har vi hørt John Wesley bekende:

»Jeg følte mit hjerte forunderlig opvarmet«.

Behøver vi en fornyet varme, glød, grebethed, henførelse, inspiration? De første metodister kaldtes »entusiaster«.

Vi møder en form af henførelse og engagement hos mange unge uden for kirken i dag. Findes der intet i menighedens liv, som kan gribe på samme måde? Kan vi tænke os, at vor evangeliske appel skal kunne gives uden dybt engagement? Kan man være blasert, når man forkynder eller tager imod evangeliet?

2. Findes der bestemte midler at bruge, som kan lede til åndelig fornyelse? Om man forsømmer midlerne, udebliver den åndelige fornyelse da? Hvilken betydning har bønnen, bibelen, gudstjenesten og det kristne fællesskab? Kan man »arrangere« fornyelsesgudstjenester?

Kan en fornyelse af den ydre form for disse midler også bidrage til at hjælpe den indre, åndelige fornyelse frem? Er det derfor, at nogle »nye« bønner i vor tid griber os særligt? Må en prædikant arbejde med at gøre sin prædiken »ny«?

3. Indebærer fornyelsen en gentagelse af det, som tændte første gang. Er fornyelsen, at vi tænker på den åndelige arv, vi har fået? Skal vi vende tilbage til en oprindelig situation for at se, om vi har fået arven med os fra fædrene?

»Hvad sagde Wesley om dette? Hvordan så de første metodister på dette?«

Eller indebærer denne fornyelse, at vi frigør os fra visse attituder og positioner og opfattelser, som havde betydning inden for den oprindelige historiske ramme, men som i :ke kan passe ind i nu-et?

Eller betyder fornyelse, at man tager grundstrukturer op, som kan anses for umistelige, og som engang skabte åndelig styrke, og spørger sig:

»Hvordan skal dette få skikkelse nu for at få en lignende effekt som da?«

Tag for eksempel behovet for åndelig opfostring, som ledte til skabelsen af klassemøderne. Hvordan skal et sådant behov for fællesskab imødekommes i dag, i vor situation?

Hvad menes der med de ofte citerede ord:

»Do it again!« — »Gør det igen!«

Hvad mener vi med »den gamle ånd?« Hvad mener vi, når vi synger:

»Fædrenes tro, som lever end?«

4.    Er åndelig fornyelse mulig uden en intensiv tankeudveksling og udveksling af erfaringer i fællesskab med andre grupper af kristne? Er det bedre med en stærk koncentration omkring ens eget trosindhold for at gøre det stærkt levende?

Kan det blive til udtyndning, hvis man åbner sig for impulser fra andre samfunds åndelige budskab? Eller kan denne åbenhed betyde ny belysning, berigelse, fordybelse, fornyelse?

5. Kan åndelig fornyelse ske gennem konfrontation med den såkaldte verden og med anskuelser, som føres frem i andre sammenhænge end de specifikt kristne? Er der risiko for en verdsliggørelse så?

Eller kan denne kontakt lede til åndelig fornyelse, til at møde »verden« ikke med gudsfrygtighedens skin og form, men med dens åndelige kraft?

6. Vi kender til ungdommens indbryden i de ældres verden i vor tid. Kan ikke blot børns og spædbørns mund, men også ungdommens råb betyde en vækkelse til liv for væsentlige virkeligheder, som Gud har at gøre med og vil engagere os i, hvis vi lader os forny og ikke blot forstyrres?

7. Kan vore folk og lande, kan vor verden leve videre uden større plads for det, vi kalder for åndeligt liv?

Orker menneskene at leve videre, hvis det bliver mere og mere af et særsyn med et milieu af renhed og kærlighed i verden?

Dette er et yderst personligt spørgsmål. Vi beder med bønnen i en bønnebog:

»Min Fader, lad i dag alt i mig blive nyt. Gør gamle pligter nye. Gør min kærlighed ny. Gør min længsel ny«.

Bragt i Kristelig Talsmand, 16. oktober 1970