Ud i Arbejdet

Superintendent J. J. Christensen - del 5 

Af C. Nielsen

J. J. Christensen

Det kan maaske lette Overblikket, om jeg ved Begyndelsen af dette Kapitel giver en summarisk Oversigt over de Steder, hvor J. J. Christensen efterhaanden fik sin Virksomhed og de Embeder, han betjente. Hans Ansættelser var følgende:

Som Hjælpeprædikant: Vejle 1867—72.
Som Menighedsforstander: Vejle 1872—73; København 1873—76; Svendborg 1876—79; Vejle (2. Gang) 1879—81; København (2. Gang) 1881—84; Frederikshavn 1884—87; Odense 1887—90; København (3. Gang) 1896—98; Svendborg (2. Gang) 1898 til sin Død 1904.
Som Superintendent fra 1889—1904.
Som Forstander for Prædikantskolen: 1890—95.
Som Redaktør af Kirkens officielle Organ: 1881 —86; 1888—89 og 1892—93.

Det var egentlig mærkeligt, at Superintendent Willerup turde sende den unge Mand, nu 22 Aar gl., til Vejle som Hjælper. En Profet er jo, som bekendt, ikke agtet i sit Fædreland, og hvem kunde vide, hvorledes det vilde gaa ham, naar han nu vendte tilbage til den hjemlige Kreds som Ordets Forkynder.

Men har der været Betænkeligheder i saa Henseende, blev de overvundne, og den 2. August 1867 tiltraadte J. J. Christensen sit nye Embede som Markus Nielsens og senere B. Schmidts Hjælper. Her var nok at tage fat paa. Østpaa og nordpaa i Bjerre og Hatting Herreder, vestpaa helt ud til Thyregod og Brande og sydpaa efter Fredericia og Kolding strakte Arbejdsmarken sig.

J. J. Christensen var ung og energisk. Paa sin Fod gik han fra Landsby til Landsby og samlede overalt trods sin Ungdom — eller maaske netop paa Grund af den — store Skarer om sin Forkyndelse, og Sjæle blev vundne for Gud alle Vegne.

I Artiklen: „Metodismen i Bjerre Herred,, (Historisk Aarssk. 1932) er nærmere omtalt hans Virksomhed dér paa Egnen.

Ingen havde som han Folkets Øre. Her vandt han den unge Malersvend, Chr. Thaarup, der senere blev Prædikant og en fremragende Leder i Kirken. I de Aar blev Kapellet i Hornsyld bygget af Gaardejer Niels Simonsen, der tilhørte Samfundet. At J. J. Christensen har haft sin store Andel deri er utvivlsomt.

I September 1872 rejste Menighedens Forstander, Pastor B. Schmidt tilbage til Amerika, hvorfra han var kommet i 1857. Da vi næppe i dette Skrift faar Anledning til mere at beskæftige os med denne gode Mand, er der et Par Ting ham vedrørende, jeg gerne vil omtale.

Der har været lidt Uklarhed over, hvad hans Navn var. Han er blevet kaldt Boje, Bøje, Burrel og Buriel. Ifølge Daabsattest udstedt 14. Marts 1935 hed han Boy — altsaa Boy Schmidt (ikke den engelske Form: Smith). Han var Søn af Husmand Kristian Andreasen Schmidt og Hustru Lavrette Boesdatter og var født i Emmerlev Sogn, Tønder Amt, den 12. Juni 1826. Han var næppe, som tidligere bemærket nogen fremragende Prædikant, man han var en god, gudfrygtig Mand, hvorom følgende bærer Vidne.

Da J. J. Christensen i Aaret 1893 besøgte Amerika efter Indbydelse af Biskop Vincent aflagde han ogsaa Boy Schmidt et Besøg; han var da Præst ved den danske Metodistkirke i Perth Amboy, hvilken Menighed han forøvrigt var Stifter af. Under Besøget tog Boy Schmidt J. J. Christensen tilside og sagde:

„Jeg har noget, jeg vil bekende for dig. Da vi var sammen hjemme i Vejle, var jeg ofte misundelig paa dig, fordi du bedre kunde samle Folket end jeg. Jeg vidste godt, at det ikke var ret, men jeg kunde ikke overvinde denne Følelse. Nu bekender jeg det for dig og beder om Tilgivelse, fordi jeg nærede slige syndige Følelser imod dig.“

At disse to gode Mænds Hjerter smeltede sammen ved den Lejlighed, er det overflødigt at tilføje.

Da Schmidt var rejst, overtog J. J. Christensen Forstanderskabet for Vejle Menighed. Til Medhjælper fik han en ny Mand i Arbejdet, Missionær Ola Olsson. Menigheden talte paa det Tidspunkt 126 Medlemmer, der var 3 Søndagsskoler i Kredsen med 280 Elever og 11 Lærere og Lærerinder. Tilstanden i Menigheden var god, og særlig var Bønne- og Klassemøderne i god Gænge.

Den unge Forstanders sidste Beretning fra Vejle findes i „Missions-Tidende“ 1873 Nr. 4. Der berettes om det sidste Kvartalsmøde, de havde haft, hvor Brødre og Søstre fra Vester- og Østeregnen og nogle fra Fyn var samlet.

„Det var som en Forsmag paa den store og herlige Dag“, skriver han, „da Gud vil samle alle sine Børn fra Øster og Vester og lade dem sidde tilbords i Faderens Rige. Under Aftengudstjenesten og under Nadverens Nydelse var det, som Herrens Herlighed hvilede over Forsamlingen. En Del forenede sig med Menigheden, og vi have det Haab, at deres Tal, som vorde frelste, maa daglig forøges.“

Sidst i Oktober 1873 blev J. J. Christensen flyttet til København. Det vidner om den nye Superintendent, Pastor Karl Schous store Tiltro til den da 28-aarige J. J. Christensens Evner og Gudsfrygt, at han beskikkede ham til Forstander for Hovedkirken og for den største Menighed i Landet.

Den første Meddelelse fra den nye Virksomhed findes i „Missions-Tidende“ 1874, Nr. 2, og beretter om en velsignet Tilstand i Menigheden. Især var Virksomheden paa Christianshavn gaaet godt frem, efter at de havde faaet et nyt Lokale i Stedet for det gamle, der laa i et folketomt Kvarter.

Ved Distriktskonferencen næste Sommer i København beretter han om store Forsamlinger i Vinterens Løb, særlig paa Christianshavn, „hvor en stor Del have forenet sig med os paa Prøve“. Ogsaa paa Nørrebro, i Ordrup, Skovshoved og Dragør blev der afholdt mer eller mindre regelmæssige Møder.

Der var i Aarets Løb optaget 69 Medlemmer i fuldstændig Forening og 150 paa Prøve, og Menigheden talte nu 152 Medlemmer og 177 Prøvemedlemmer, ialt 329.

Det er rimeligt, at nogle af disse skyldtes Formandens Arbejde, men Broderparten var sikkert Frugt af J. J. Christensens Virksomhed. Der var tillige en ret betydelig Søndagsskolevirksomhed i Forbindelse med Menigheden. Der var 4 Skoler med 39 Bestyrere og Lærere og 636 Elever, hvilket viser, at Metodistkirkens Virksomhed for Børn trivedes frodigt i disse første Aar efter Søndagsskolens Stiftelse. Senere, da det blev almindeligt, at Folkekirken og Frisamfundene holdt Søndagsskoler, blev det jo vanskeligere at samle saa store Skarer.

I de Aar havde Forstanderen en Række gode Hjælpere i Arbejdet. Først skal nævnes de Forenede Staters Gesandt i København, Dr. M. J. Cramer, en tidligere Metodistprædikant, der jævnlig tog Del i Arbejdet; endvidere de to unge Brødre H. Hansen og Chr. Thaarup, der senere som Præster fik en betydelig Indflydelse paa Kirkens Udvikling her i Landet.

Hansen var kommet til København i Foraaret 1872 fra Svendborg, hvor han havde virket som Kolportør. Han havde Formanerbemyndigelse. I København virkede han som Kolportør og Sømandsmissionær. Om hans Samarbejde med J. J. Christensen skriver Pastor L. C. Larsen i en Artikel i „Vaarbud“ Nr. 2 1895:

„Han (J. J. Christensen) og Pastor Hansen, der den Gang var Sømandsmissionær, kunde fortælle Scener, særlig fra Kristianshavn, der er ulig mere morsomme at høre paa, end de havde været at medvirke i, enten det saa var i Handleform eller i Lideform.“

Chr. Thaarup, J. J. Christensens gode Ven fra Hornsyld, kom til København i 1874. Sammen med H. Hansen deltog han i Distriktskonferencen i Maj Maaned; begge fik de ved den Lejlighed Bemyndigelse som Lægprædikanter efter at være eksaminerede ret grundigt i forskellige bibelske og teologiske Spørgsmaal.

Den tredie af de senere saakaldte „ældre“ Prædikanter, P. M. S. Jensen, havde Aaret i Forvejen faaet samme Bemyndigelse og var ansat paa Langeland.
 
Endnu en Mand skal nævnes: Andreas Wollesen. Om ham hedder det i Referatet fra Distriktskonferencen i det noget stive og højtidelige Sprog, man den Gang brugte:

„Da Forslaget om, at de fra Kvartalskonferencerne anbefalede Formanere til at erholde Lægprædikant-Bemyndigelse skulde eksamineres, fremtraadte Broder Wollesen og erklærede, at han foreløbig ønskede at trække sig tilbage.“

A. Wollesen rejste kort efter til Amerika, men kom efter et Par Aars Forløb igen til København som Sømandsmissionær, lønnet af et Selskab i New York. De første Aar arbejdede han i Tilslutning til Metodistkirken, men senere sluttede han sig til Folkekirken, da der derfra blev stillet ham betydelig større Midler i Udsigt, hvorved han kunde udvide sin Virksomhed. Bl. a. hjalp man ham til „Bethelskibet“, der i adskillige Aar var beliggende for Enden af Nyhavn lige overfor Charlottenborg Slot. Med dette som Hovedkvarter øvede han en betydelig Indflydelse blandt danske og udenlandske Sømænd.

Jeg husker ham saa godt fra min tidligste Ungdom. Af og til kom han i Kirken i Rigensgade. Pastor emer. S. K. Johansen fortæller om ham, at da han sidste Gang besøgte ham, det var en Dag i Halvfemserne, sagde han:

„Jeg og min Kone vedbliver at være Metodister i vore Hjerter; vi bliver aldrig andet end Metodister, selv om vi af Hensyn til Arbejdet i København formelt har maattet gaa over i Folkekirken.“

J. J. Christensen betjente Menigheden i København i 2 1/2 Aar fra Oktober 1873 til Januar 1876. Som en Prøve paa, hvorledes Arbejdet formede sig i de Aar, hidsættes følgende Uddrag af en Korrespondance fra ham til „Missions-Tidende“ Nr. 1—2 1875:

„Den første Søndag efter Nytaar bekendtgjordes det fra Prædikestolen, at vi agtede at afholde Bønnemøder hver Aften i Ugen, som vedtaget af den evangeliske Alliance, og opfordrede saa mange, som havde Lyst dertil, til at samles med os. Følgen blev, at Mange kom Mandag Aften og siden Flere og Flere, saa at vor Forsamlingssal i Kirken blev aldeles fyldt af Deltagere.

Møderne antoge med hver Aften en mere og mere alvorlig Karakter, idet mange stode op og under mange Taarer bekendte sig at være Syndere og ønskede vore Forbønner, og næsten hver Aften maatte vi forlænge Møderne, der begyndte Kl. 8 til Kl. 11 for at bede med En eller Flere, som særlig følte sig betyngede af Syndens Byrder. —

Nu var den første Uge forbi, Nogle havde fundet Fred med Gud, men Mange søgte alvorligt, og det er en Selvfølge, at der ikke kunde sluttes under saadanne Omstændigheder, og Møderne blev derfor fortsatte i den paafølgende Uge og fortsættes endnu paa 5. Uge til stor Velsignelse hver Aften.

Mange, som alvorligt søgte Gud med Tolderens Bøn: „Gud vær mig Synder naadig!“ have aflagt Vidnesbyrd om, at de have faaet Naade og tro nu, at deres Synder er udslettet med Jesu Blod, og at Guds Aand vidner med deres Aand, at de ere Guds Børn, og denne herlige Bekendelse have de aflagt for mange Vidner.“

Denne malende og interessante Skildring maa staa som en Prøve paa, hvorledes den unge Prædikant arbejdede baade i København og andre Steder senere hen. Den Slags Møder fandt i hine Tider næppe Sted udenfor Metodisternes Kreds, og selv her var de i deres Vorden.

J. J. Christensen havde en vældig Magt i saadan et Vækkelsesmøde. Han bevægede sig i det som Fisken i Vandet og Fuglen i Luften. Men aldrig overskred han den Grænse, Takt og Finfølelse bød ham at drage. Adskillige andre Prædikanter har haft stor Naade som Sjælevindere i Vækkelsesmøderne, J. J. Christensen havde det i særlig Grad!

Ved Distriktskonferencen i Vejle i 1875 indberetter han:

„Vi have stor Grund til at takke Herren for det sidste Aar, thi ikke alene har Forøgelsen af Medlemmer været større end de foregaaende Aar, men jeg tror ogsaa at kunne sige, at paa nogle faa Undtagelser nær, have de fleste med større Alvor stræbt fremad for at erholde mere af dette Sindelag, som var i Kristus Jesus.

Vore offentlige Gudstjenester saavelsom vore Ugemøder have endog i Sommer-Maanederne været godt besøgte, og navnlig have Klasse- og Bønnemøderne været meget opmuntrende. For alt dette tilkommer Gud alene Ære og Pris, thi det er ham, der har hjulpet os baade at ville og at udrette efter hans Villie.“

Fra København blev J. J. Christensen sendt til Svendborg, hvor han boede fra Januar 1876 til Oktober 1879. Forholdene dér var meget smaa og vanskelige. I seks Aar havde Pastor Markus Nielsen virket der, men det stod fuldstændig stille baade i Menighedsarbejdet og i Søndagsskolen. Et daarligt Lokale havde de, og Forsamlingerne var smaa. Det eneste Lyspunkt var Landvirksomheden. Enkelte Steder kom der endog store Forsamlinger.

De unge Præstefolk — for J. J. Christensen var imidlertid blevet gift — tog fat med frisk Mod, men man mærker nok paa Indberetninger og Meddelelser fra ham, at han ikke var videre stolt af sin nye Arbejdsmark. Dog var han langtfra tilsinds at give op. Det første, der maatte til, var en ny Kirkesal. Og allerede nogle faa Maaneder efter sin Ankomst kan han meddele:

„Vor Herre har maget det saaledes, at vi til Efteraaret kan ombytte vort nuværende uheldige Lokale med et andet, som baade er bedre beliggende og mere hyggeligt, og jeg haaber ogsaa, at dette skal bidrage til Sagens Fremgang.“ 

Hvad Virksomheden i Landkredsen angaar, meddeler han ved samme Lejlighed:

„Paa Landet er Forsamlingerne derimod meget bedre (end i Svendborg), f. Eks. i Brudager, hvor jeg nylig har begyndt, og hvor der de sidste Gange har været henimod 200 Mennesker samlede. Der er stort Røre iblandt Folket.“

Tiden gik, men stadig var det smaat i selve Byen. Et Aarstid efter sin Ankomst klager han endnu (i en Indberetning til Kvartalskonferencen):

„Jeg haaber og beder, at Gud vil hjælpe os her i Svendborg, saa at Vederkvægelsens Tider maa komme for Herrens Ansigt, thi jeg føler tilfulde, at Gud har stillet mig paa en vanskelig Post.“ 

Endelig dagedes det. Modstanden og Ligegyldigheden blev overvundet! „I Svendborg har vort Kapel været aldeles overfyldt af Tilhørere til hver Gudstjeneste lige siden Nytaar,“ hedder det i en Indberetning til Kvartalskonferencen Maj 1878.

Efter at have omtalt Odense og Faaborg, der ogsaa hører ind under hans Virksomhedsomraade, og hvor der er „stor Trang for Tiden efter at høre Guds Ord,“ slutter han sin Indberetning saaledes:

„Endog paa Trolleborg (Midtfyn) har der været godt i den senere Tid, saa det ser ud til, at der gaar en mild Luftning fra vor Herre over hele min Virkekreds, hvorfor ham ske Tak og Pris!“

Den sidste Vinter, J. J. Christensen tilbragte i Svendborg denne Gang, synes at have været meget velsignet. Han skriver (Indberetning til Kvartalskonferencen 6. Februar 1879):

„Vore Gudstjenester har ofte været besøgt af flere, end vort Kapel har været istand til at rumme, og den Alvor, hvormed disse store Forsamlinger lytte til Ordet, tyder paa, at Herrens Aand virker paa Hjerterne gennem Ordet, der tales.“ 

Han omtaler de andre Steder, der hørte ind under hans Pastorat, og skriver bl. a.:

„Folk strømmer til i Mængde, saa vi maa takke Gud inderlig for den Forandring, der er sket i hele min Virkekreds her paa Fyn i det sidste Aar.“

Tilgangen til Menigheden var dog ikke synderlig stor, ialt talte den 60 i fuldstændig Forening og 23 paa Prøve, og i Søndagsskolen var ca. 100 Børn, da han hen paa Efteraaret fik Flytteordre og drog til Vejle.

Det var med ikke liden Sorg, at J. J. Christensen og hans Hustru forlod Svendborg i Oktober 1879. Men Tidsgrænsen for Prædikanternes Forbliven i en Menighed (3 Aar) var forlængst overskreden, og de maatte afsted. I Vejle afløste han den fra Amerika hjemvendte Pastor C. F. Eltzholtz.

Han blev modtaget med aabne Arme af Menigheden, der saa vel erindrede hans Arbejde dér i Kredsen for Aar tilbage. Menigheden havde, siden hans Afrejse i 1873, faaet et nyt Kapel, men skønt det var adskilligt større end Kirkesalen i Flegborg, beretter han dog gentagende, at det er overfyldt af Tilhørere hver Søndag. Der klages over for lidt Plads og udtales Haab om snart at faa en ny, stor Kirke.

Ogsaa Landvirksomheden, og ikke mindst Arbejdet i Slesvig, trivedes godt i disse Aar. „Vesteregnen“, der endnu hørte ind under Vejle Menighed, gæstede han af og til og udtaler sin Glæde over den gode Tilslutning.

I Augustnummeret af „Missionsvennen“ 1881 har en ung Mand, Andreas Jensen, Slelde, der paa det Tidspunkt frekventerede Latinskolen i Vejle og senere rejste til Amerika for at studere til Præst, men døde derovre i en ung Alder, skrevet en interessant Artikel om en saadan Missionstur, J. J. Christensen, hans Hustru og den unge Mand var paa. Desværre tillader Pladsen ikke at gengive dette interessante Aktstykke.

Ved Aarsmødet i Vejle i August 1881 under Ledelse af Biskop Peck blev J. J. Christensen for anden Gang ansat som Forstander for Københavns Menighed. Det vil næppe være nødvendigt igen at give en indgaaende Skildring af hans Virksomhed i Hovedstaden.

I det væsentlige var det en Fortsættelse af det Arbejde, han med saa stor Velsignelse havde udført dér nogle faa Aar i Forvejen. I den Periode var det, at Skriveren af disse Minder „kom med“, som nærmere omtalt i Indledningen.

Forholdene i Menigheden var ikke gode. Adskillige blev udelukkede og en Del traadte tilbage.

„Har det end lykkedes ham (Mørkets Fyrste) at indsnige sig i vore Rækker i Form af onde og utro Mennesker, saa er det vor Bøn til Albarmhjertighedens Fader, at han vil skaane os for Fremtiden, saa vore Menigheder maa være hellige baade i Ord og Handling. Hellere ti ærlige og trofaste Medlemmers Navne i Kirkebogen end Hundrede, som mangler Livet i Gud og derved skade dem selv og forraade Guds Sag,“ skriver han i „Dansk Kristelig Talsmand“ Nr. 1, 1882.

Den første Tid i København var saaledes ret besværlig for J. J. Christensen, hvad Menighedsarbejdet angik; dertil kom, at han var syg og lidende af en ret generende Mavekatarr, saa han maatte underkaste sig en Kur paa Rosenborg Brøndkuranstalt. Trods disse Besværligheder passede han sit Arbejde, og Gud velsignede det, saa Menigheden ogsaa denne Gang fik en virkelig Opgangstid.

Forskellige unge Prædikanter stod ham bi i Gerningen, bl. a Dansk-Amerikaneren John Johnsen, der var herhjemme en kort Tid for sin Uddannelses Skyld. Han rejste tilbage til Amerika i Sommeren 1882, men døde nogen Tid efter af en Sygdom, han havde paadraget sig paa Tilbagerejsen. Ogsaa S. K. Johansen og N. P. Nielsen var Hjælpere i København i de Aar.

Da J. J. Christensen efter tre Aars Forløb blev forflyttet til Frederikshavn, kunde han i en Korrespondance til „Dansk Kristelig Talsmand“ Nr. 17, 1884, trods alle Vanskeligheder skrive:

„Naar jeg nu sidder og tænker tilbage paa de sidste tre henrundne Aar i Kjøbenhavn, da fyldes mit Hjerte med Taknemlighed til den gode Gud, som aldrig lod mig staa alene, men derimod trofast hjalp mig i min vigtige Gerning, og som tillige lod mig se, at mit ringe Arbejde ikke var forgjæves.

Af de 102 Personer, som jeg har indlemmet i Menigheden i Kjøbenhavn som fuldstændige Medlemmer, ere de fleste mine aandelige Børn, som jeg haaber at faa Glæde af, idet de holde fast ved Livets Ord indtil det sidste. Vær tro, kjære Venner, tro mod Gud og tro mod den Kirke, som I have givet Haand til i et højtideligt Øjeblik, og den Gud, som begyndte det gode Værk i Eder, skal selv fuldføre det indtil sin egen Dag.“

I August 1884 ankom J. J. Christensen med Familie til den nye Arbejdsmark, Fiskerbyen Frederikshavn i Vendsyssel. Man sagde, at han langtfra var begejstret, da han hørte, hvor Biskoppen vilde have ham hen, og det er jo let forstaaeligt; thi ikke alene syntes Vendsyssel noget langt borte og noget barsk og fremmed i Forhold til det øvrige Danmark — Skagen var ikke rigtig „opdaget“ endnu, skønt Kunstnerne havde begyndt at slaa sig ned dér — men Befolkningen havde fra gammel Tid Ord for at være nogle ret stridbare Mennesker — de boede jo „Norden for Lov og Ret“, som det hed i Folkemunde.

Dertil kom, at Frederikshavn kun var en lille By paa ca. 3000 Indbyggere, saa alene Forandringen fra de store Forhold i Hovedstaden til de smaa i den lille Fiskerby, maa Familien have følt noget trykkende. Og endelig var Menigheden, der talte godt hundrede Medlemmer, spredt over det meste af Landsdelen fra Asaa i Øst til Løkken i Vest, fra Frederikshavn og Hjørring i Nord til Aalborg i Syd. Det var saaledes en ret besværlig Arbejdsmark.

Et Par Maaneder efter sin Ansættelse indberetter J. J. Christensen til Kvartalskonferencen, at Møderne i Kirken hidtil har været meget smaa, særlig Søndag Formiddag. Bønnemøderne var ogsaa smaat besøgt, men dog i Fremgang, saa de nu blev besøgt af flere, end der kom til Formiddagsgudstjenesten. Trods de smaa Forhold var han ved godt Mod, thi han slutter sin Indberetning saaledes:

„Min Bøn er, at Gud maa velsigne Arbejdet i denne By, og derfor vil jeg arbejde med al Flid og Interesse; thi jeg har ingen større Glæde end denne, at Sjæle vindes for Herren, og at Guds Børn opbygges i Troen.“

At hans nidkære Arbejde bar Frugt allerede den første Vinter, derom vidner hans Indberetning til næste Kvartalskonference:

„Kirken har hele Vinteren været overfyldt af Tilhørere, og Mange have søgt og fundet deres Frelser“, skriver han. 

66 var blevet optaget paa Prøve og 16 i fuldstændig Forening. Han giver sin Menighed følgende smukke Omtale:

„Det maa jeg sige til vore Medlemmers Ros, at de ere nidkære for at bringe Sjæle til vore Forsamlinger, og dette er vel en stor Grund til, at vor Kirke er og har været hele Kvartalet fyldt af opmærksomme Tilhørere.“ 

Den anden Vinter var der for Alvor Røre iblandt Folket.

„Der har i dette Kvartal,“ skriver han, „været en betydelig Vækkelse baade her i Frederikshavn og Bangbostrand, saa vi i denne Henseende have haft betydelig Opmuntring. Kirken har hver Søndag været fyldt til Trængsel, og ved vore Møder i Begyndelsen af Aaret, var der mange, der søgte og fandt Jesus som deres Frelser, hvoraf nu de fleste staa paa Prøve i Kirken.

I Bangbostrand har der været en ualmindelig Vækkelse og et stort Røre; næppe noget Hus har kunnet rumme Folket, og henved Hundrede have søgt Herren, hvoraf en stor Del har faaet Fred med Gud. Naar jeg ikke personligt har været der, har vore Brødre herfra været derude, og Folket har flokket sig om dem for at blive ført til Jesus.“ 

Ogsaa andre Steder i den store Kreds, bl. a. i Brønderslev og Aalborg, hvor den unge Lokalprædikant N. P. Nielsen fra København virkede, var der god Fremgang. Fuld af Begejstring slutter han en Indberetning til Kvartalskonferencen med følgende Ord:

„Brødre lader os holde os nær til Gud og staa hinanden bi; saa giver Herren Sejren i vor Haand!“

I Sommeren 1886 saa man sig nødsaget til at udvide Kirken, saa den kunde give Plads til ca. hundrede Personer flere end før, „men desuagtet er Kirken fuld af Tilhørere ved Gudstjenesten Søndag Eftermiddag.“

Man havde revet den gamle Skole ned, forlænget Kirken otte Alen og bygget et nyt Skolelokale bagved og forenet dette med Kirken ved et Par store Fløjdøre, saa Skolen kunde tages i Brug sammen med Kirken, naar det var nødvendigt. Og det var jævnlig nødvendigt.

Pinsedag 1887 blev der indlemmet 48 Personer i Samfundet. Det var den sidste Optagelse, J. J. Christensen havde dér. Et Par Maaneder efter blev han ved Aarsmødet i Vejle ansat ved Menigheden i Odense. Gerne havde Menigheden beholdt deres elskede Præst, men den ubarmhjertige Tidsgrænse gjorde sig ogsaa gældende her; han maatte afsted!

Det var en vidunderlig Tid, disse tre Aar fra 1884 —87 i Frederikshavns Kreds, vel nok den rigeste, nogen Metodistprædikant har haft i Danmark. Ikke alene var Menigheden vokset med ca. 150 pCt., men en ny Menighed (Løkken) var stiftet og Arbejdet i Aalborg By og Kreds var i en saadan Gænge, at der inden længe kunde organiseres Menighed ogsaa dér.

Dertil kom, hvad der jo var af endnu større Betydning, at Menigheden var i Besiddelse af en stor aandelig Kraft. Denne har gjort sig gældende lige til vore Dage. Det var ingen Straaild, der var tændt, som snart slukkedes. Nej!

Menighedens Historie viser, at den har haft en vidunderlig Evne til at forny sig, saa at den efter et halvt Aarhundredes Forløb, og efter at Aalborg, Hjørring og Strandby Menigheder er udskilt fra den, fremdeles er en af vore kraftigste Menigheder i Landet.

Endelig maa det omtales, at gennem disse tre Aars Vækkelse blev der tilført Indre Missions Samfund paa Egnen — og særlig i Bangbostrand — en saadan Fornyelse, at den blev en af de største og stærkeste Missionskredse i Landet.

De allerfleste af „de gamle“ Indre Missionsfolk fik deres Vækkelse blandt Metodisterne i disse Aar. Hvilken velsignet Tid vilde ikke være opgaaet over Egnen, om de to Retninger i Forening kunde have fremmet Herrens Værk. Fra Metodistkirkens Side var der intet i Vejen. Desværre havde man ikke det samme Sind i den anden Kreds.

Jeg bør dog vist ikke slutte denne Skildring uden at nævne den Mand, der menneskelig set gav Stødet til denne betydelig Bevægelse. Hans Navn var Johan Samuelson fra Fiskerlejet „Smøgen“ i Gøteborg Skærgaard. Han opkøbte Sild og sejlede Lasten med sin Jagt „Hulda“ til Frederikshavn, hvor han solgte den. Vinteren blev stræng, og Havet lagde til, saa han ikke kunde sejle.

Hjemme plejede Samuelson at tale Guds Ord, og det gjorde han nu ogsaa i den fremmede By. Han lejede en Sal paa Hotel „Cimbria“ og samlede Arbejdere og Fiskere, og stundom holdt han Møder ombord i sin egen Skude.

Han hørte om Metodistbrødrene, der holdt Møder i Bangbostrand og andre Steder og fulgtes med dem. Han spillede og sang og aflagde sit Vidnesbyrd. Mange Mennesker samledes, og man var glad ved at høre ham.

Pastor J. J. Christensen deltog stundom i disse Møder, og han trak Folket til Kirken i Frederikshavn. Ofte deltog Samuelson i Arbejdet i Kirken med sin Sang og Musik. Han var Guds Riges gode Ven og vedblev til sin Død at være et Vidne for Herren.

I Odense, hvortil J. J. Christensen nu flyttede, blev Metodistkirkens Arbejde paabegyndt af Pastor Markus Nielsen den 22. November 1874. Til at begynde med holdtes Møderne i forskellige Hjem, men i 1876 fik de en Kirkesal ved Albanibroen, som vel kunde rumme det meste af et Par Hundrede Mennesker. Her havde de tilhuse, til de fik deres nye Kirke i 1889.

Menigheden blev stiftet i 1881, og dens første Forstander var J. de L. Thomsen. Da J. J. Christensen i 1887 afløste Pastor C. Thaarup dér, talte den godt et hundrede Medlemmer og Prøvemedlemmer foruden Medlemmerne i Faaborg, der var tilsluttet Odense, men havde sin egen Prædikant. Det var her, som flere andre Steder, at Forsamlingerne var smaa til at begynde med. Men J. J. Christensen gik gerne ivej med et friskt Mod, og det gjorde han ogsaa i dette Tilfælde.

„Hvad Udsigterne til Fremgang her i Odense angaar,“ skriver han i sin første Indberetning til Kvartalskonferencen, „da øjner jeg ikke andre end dem, jeg ser gennem Guds Forjættelser, men disse er ogsaa saa herlige, at jeg med Haab og Tillid kan gaa til Arbejdet, forvisset om, at det skal lykkes.“

Gang efter Gang meddeler han i sine Indberetninger og Korrespondancer til „Kristelig Talsmand“, hvorledes Lokalet var fyldt af Tilhørere. Ekstrabænke maatte skaffes, og Folk stod tæt sammen i det ophedede Lokale, saa Forholdene til Tider var alt andet end behagelige. Mange Mennesker blev vundne for Gud paa den lille Sal, og ikke faa blev tilsluttet Menigheden. Den sidste Meddelelse fra det gamle Lokale findes i „Kristelig Talsmand“ Nr. 4, 1889, og heri hedder det bl. a.:

„Søndag den 13. Januar holdtes den sidste Gudstjeneste i det gamle Kapel ved Albanibroen, som har været benyttet af Menigheden i henved tretten Aar. Vel har den lille Sal været fuld af Mennesker mange Gange, ogsaa i Vinter, men som den var fyldt den Søndag, har Indsenderen heraf aldrig set den før; thi der var næppe et Sted paa hele Gulvet hvor der ikke var en Fod. — —

Ved Prædikenens Slutning blev Forsamlingen adspurgt, om den vilde give tilkjende, hvor mange af de tilstedeværende, der havde fundet Fred med Gud i denne Sal gennem disse tolv á tretten Aar, og det var med inderlig Glæde, vi saa de mange oprakte Hænder, hvoraf de fleste var os bekendte som ærlige Mennesker, der alvorlig tragte efter at faa deres Sjæl frelst.

Dette var dog ikke hele Resultatet af disse Aars Arbejde; nej, en stor Del er rejste bort, hvilket Kirkebogen viser, og en Del er ogsaa gaaede sejrrige hjem til Gud, og foruden disse synlige Frugter af Arbejdet i denne Sal ere vi forvissede om, at den store Dag skal opklare, at alle disse Prædikener, Bønner, Salmer o. s. v. har haft større Indflydelse, end vi have anet eller tænkt!“

Korrespondancen slutter med at meddele om et velsignet Eftermøde, hvor mange Sjæle søgte Gud, og tilsidst blev flere Personer optaget paa Prøve i Menigheden. Saaledes sluttede Møderne paa den gamle Kirkesal. Tre Uger senere tog Menigheden sin nye Kirke — Sct. Jakobs Kirke — i Brug ved en højtidelig Indvielse.

Dette store Spørgsmaal: En ny Kirke, mødte J. J. Christensen straks efter hans Ankomst til Byen. I flere Aar havde man talt derom, uden at det var blevet til andet, end at nogle faa Hundrede Kroner var indsamlet. Men saa skete der det, at den danske Konsul Døllner i Amerika døde. Han havde testamenteret Kirkens Missionsselskab meget betydelige Summer, hvoraf en Del skulde benyttes til Afbetaling af al Kirkegæld i Danmark.

Da dette hans Ønske var efterkommet, var der endnu en Sum Penge tilbage, hvoraf Missionsselskabet bestemte, at Menigheden i Odense skulde have 15,000 Kr. til en Kirke paa den Betingelse, at Menigheden selv skulde skaffe 5000 Kr., saa Kirken kunde staa gældfri den Dag, den blev indviet. Det var ingen lille Sum i hine Tider; men man tog trøstig fat paa Løsningen af Opgaven.

Menigheden havde sikret sig en god Grund, og den 21. August 1888 blev Grundstenen lagt; et lille halvt Aar efter var Kirken færdig, og den 3. Februar 1889 blev den indviet af Pastor Karl Schou, der ved den Lejlighed talte for en tæt pakket Forsamling. Kirken havde Siddepladser til 500 Mennesker og paa Balkonen kunde der rummes et halvt Hundrede.

I Forhallen blev indmuret en Tavle med en Mindeindskrift for Konsul Døllner, Kirkens — og Metodistkirken i Danmarks — ædle Velgører.

Selvfølgelig var der stor Glæde over den smukke nye Kirke, men Glæden var ikke udelt; thi det viste sig, at i Stedet for en gældfri Kirke, blev der en ikke lille Gæld paa den, hvilket for en Del skyldtes, at der samtidig med Kirken opførtes en Sidebygning med Skolelokale til Dagskole og Bedesal samt Bolig til Kirkebetjenten.

Der var vel en Del, der havde bange Anelser og ængstelig spurgte, hvorledes det vilde gaa. Men det gik — og gik godt! Forlængst er Gælden paa Kirken bragt ud af Verden. Hvad
Odense Sct. Jakob har af Gæld er paa den senere byggede Præstegaard.

Men, hvor Tiderne dog forandrer sig! Denne store monumentale Kirke kostede med Grund og det hele kun 24,177 Kr. Man byggede billigt i de Dage!

De halvandet Aar, J. J. Christensen prædikede i den nye Kirke, var meget velsignede. Der var stor Kirkegang. Vækkelsen fra Kapellet fortsattes, og mange Mennesker blev vundne for Guds Rige. Men der var ikke den Tilstrømning til Medlemsskab i Menigheden, der havde været i Frederikshavn. Det kom først senere i hans nærmeste Efterfølgeres Tid.

Ved Aarsmødet i Odense i 1890 blev J. J. Christensen løst fra Odense Menighed og fra Forstandergerningen i det hele taget. Aaret i Forvejen var han blevet udnævnt til Superintendent, og det faldt ham vanskeligt at forene disse to Stillinger, der hver for sig krævede en Mands fulde Tid og Arbejde.

J. J. Christensen tog nu Bolig i Hovedstaden og her opholdt han sig til 1898. Han rejste meget i de Aar for at øve sin Tilsynsgerning. Tillige var han Bestyrer og Lærer paa Præsteskolen. De to sidste Aar, hvor der knapt var saa mange Rejser, da Virksomheden nu var delt i tre Distrikter med hver sin Pr. Ældste, var han for tredie Gang Forstander for Menigheden.

Det er desværre kun faa og meget sparsomme Meddelelser, der er til Raadighed fra dette Tidsrum. Menighedens Protokoller fra den ældre Tid er bortkomne, synes det, og „Kristelig Talsmand“ indeholder kun faa og smaa Meddelelser.

Det eneste skriftlige fra disse Aar, der er tilgængelig, er et Par korte Meddelelser i hans (Superintendentens) Indberetninger til Aarsmøderne 1897 og 1898. Men de er forsaavidt talende nok.

I den første udtaler han sin Glæde over at arbejde i den gamle Menighed, thi „der findes en fuldtro lille Skare, som er med i Arbejdet baade med Hjertet og med Pungen, og det er denne tro Flok, som holder Sagen oppe.

Endnu er Kirken ikke mere end halvfuld til Gudstjenesterne, men der er Folk nok til at fylde den, og jeg har sat mig for i mine Tanker at trænge ind til Gud saa længe, til dette prægtige Tempel fyldes af glade Menneskers Lovsang for Frelsen i Kristus.“

Aaret efter synes han imidlertid at have tabt Modet. For første Gang (vistnok?) i hele sin Forstandertid maa han melde Nedgang i Medlemsantal; Tilgangen havde ikke været saa stor som Afgangen, og det piner ham. Men der er ogsaa Ting, han glæder sig over, og dem undlader han ikke at gøre opmærksom paa:

„I Begyndelsen af Aaret var der en god og sund Vækkelse,“ skrev han, „hvor en Del blev omvendte til Gud; men kun fjorten blev optagne i Menigheden paa Prøve. Resten forenede sig med Ungdomsforeningen, hvor de staar fremdeles.“ 

Han er glad ved Venneflokken:

„Sct. Markus ejer . . . en trofast og solid Medlemsskare, der ikke staar tilbage, hvor det gælder om at bringe endog store Ofre for Sagen, og det har været mig en Glæde at være Vidne dertil.“ 

Men — saa kommer Betænkelighederne:

„Hvad Sct. Markus trænger til for Øjeblikket er efter mit Syn paa Sagen, større Arbejdskraft end mine Kræfter kan ofre, og saa med Guds Hjælp vil Fremgangen komme!“

Sagen var, at ikke blot var J. J. Christensen selv begyndt at føle de fremrykkende Aars Tryk, men ogsaa hans Hustru maatte de sidste Aar i København prøve Sygdom og Lidelse, og der syntes for dem kun ringe Udsigt til Helbredelse. Saa bad han da Biskoppen om en ny Ansættelse.

Han vilde til Svendborg. Dér var smukt og sundt. Dér var en dejlig Kirke og Præstebolig med en lille Have til, hvor han haabede, at hans syge Hustru kunde genvinde de tabte Kræfter. Og fremfor alt var der en god Menighed, som han kendte fra sit første Ophold i Byen og fra sine talrige Besøg som Tilsynsførende; og Arbejdet i Kredsen var ikke større, end han mente sig stærk nok til at varetage det — ved Guds og Venners Hjælp!

Biskoppen efterkom hans Anmodning, og saa pakkede han da paany alt sit Hab und Gut og flyttede, (for 15. Gang, siger han i en Korrespondance), og det blev hans sidste Flytning og vel ogsaa den mest vemodige. Hans Hustru kunde slet ikke hjælpe ham — ene maatte han arbejde med at ordne Tingene i det nye Hjem, saa godt han kunde.

Menigheden i Svendborg tog med stor Glæde mod de nye Forstanderfolk. De kendte dem jo fra den Tid, de havde boet i Byen for Aar tilbage. J. J. Christensen var ogsaa glad for sin nye Menighed, og med sædvanlig Energi tog han fat paa Gerningen. I sin første Indberetning til Konferencen udtaler han bl. a.:

„Personlig er jeg glad ved at arbejde i denne By, hvor jeg tidligere har haft saa gode Tider; og jeg beder til Gud i mine daglige Bønner, at han vil sende sin vækkende Aand iblandt os, saa vi kunne faa den store Glæde at se mange Syndere ved Korsets Fod for at finde Frelse fra deres Synder. Dertil give Gud sin Naade!“

Egentlig blev der vel aldrig saa stærkt et Røre eller saa stormende Vækkelser i Svendborg, som han f. Eks. havde haft i Frederikshavn og Odense, men hurtigt samlede der sig en trofast Tilhørerkreds, der med Glæde lyttede til hans Vidnesbyrd, og den voksede saa stærkt, at Værgerne efter fire Aars Forløb maatte gøre Udvej for mere Plads.

Kirken blev forlænget 8 1/2 Alen og en Sidebygning paa 22 Alen blev opført, og heri indrettedes en dejlig Ungdoms- og Bedesal samt Bolig for Kirkebetjenten. Men selv efter denne Udvidelse kunde det til Tider knibe at faa Plads i den stadig lige fulde Sct. Johannes Kirke. Gud gjorde sin Gerning for mange af disse Mennesker, og adskillige sluttede sig til Samfundet. Men det var ikke, som da han paa sit Livs Højdepunkt jævnligt rakte „Samfunds højre Haand“ til 40—50 Mennesker ad Gangen.

Knapt et Par Aar efter sin Ankomst til Svendborg fristede han den tunge Sorg at miste sin Hustru. Det Tab forvandt han aldrig. Vel rettede han sig og fortsatte sin Gerning baade i Menigheden og som Tilsynsførende. Men af og til havde han Sygdomsperioder af kortere eller længere Varighed, og fire Aar efter sin Hustrus Hjemgang fik han pludselig selv Rejsebud nogle Dage efter Hjemkomsten fra Missionskonferencen i Varde. Det var i 1904.

Han faldt, som han saa ofte havde ønsket det, midt i sin Gerning. Den tro Stridsmand var iført sin Rustning til det sidste!