En vigtig Begivenhed i mit Liv

Pastor P. M. S. Jensen - del 2 

Af Chr. Nielsen

Pastor P. M. S. Jensen beretter:

„Saa langt, jeg kan huske tilbage, har jeg haft Længsel efter Gud og følt Trang til at tilbede ham; men i min Fødeby Frederiksborg (eller Hillerød), kom jeg ikke i Berøring med nogen, der havde Omsorg for min Sjæl, og jeg mærkede ikke til noget særligt kristeligt Livsrøre der. 

Var jeg bleven født i en By, hvor der var mange alvorlige Kristne, og særlig hvis jeg havde haft troende Forældre, vilde jeg sikkert være blevet ledet til Gud i min tidlige Barndom, men grundet paa den aandelige Død, der herskede allevegne, skete dette først i mit tyvende Aar. Da jeg havde naaet den Alder, opsøgte den gode Hyrde mig og ledede mig ind i sin Flok.“

Pastor Jensen fortæller saa, hvad vi kender fra Kap. I, hvorledes han kom ind i Metodistkirken i Rigensgade, og hvor grebet han blev allerede ved den første Gudstjeneste, og fortsætter derefter:

Markus Nielsen

„Der gik nu to Søndage, hvor jeg ikke var i Kirke, den ene af dem var Pinse-Søndag 1868, men til Gudstjenestetiden disse to Søndage havde jeg stærke Dragelser til at gaa derud. Søndagen efter Pinse kom jeg atter.

Den Dag prædikede Pastor M.(arkus) Nielsen. Hans Tekst og dens Udvikling husker jeg ikke, thi han havde ikke Willerups ypperlige Evne til at slaa Talen fast i Tilhørernes Hukommelse; men derimod blev jeg meget dybere grebet end første Gang.

Det var mig umuligt siden at blive borte fra Kirken. Jeg kom ikke blot om Søndagen, men til hvert Møde, og jo mere jeg hørte, des mere bedrøvet blev jeg, og jeg følte mig tilsidst helt fordømt og elendig, saa jeg tvivlede om, at jeg nogensinde kunde blive frelst. Det var mig saa alvorligt om at gøre at blive frelst, at hverken min Families Forestillinger eller Venners og Kammeraters Spot kunde kalde mig tilbage.

De Ting, som jeg har hørt saa mange Mennesker omtale som saa svære at aflægge, f. Eks. Tobak og Bajersk Øl, har jeg ikke haft Vanskeligheder med nogensinde; thi med Hensyn til mit ydre Liv blev Forandringen gennemgribende, og jeg nærede heller ikke Frygt for at bekende, at jeg vilde leve for Herren. Men uagtet alt dette kunde mit Hjerte ikke komme til Hvile i Kristus, hvem jeg dog følte, jeg baade ærede og elskede.

Jeg havde store Kampe med mig selv. Snart tænkte jeg, at min Omvendelse var Hykleri, og snart, at jeg havde syndet imod Helligaanden, og at der ingen Tilgivelse var for mig; dog under alt dette faldt den Tanke mig aldrig ind at ophøre med at søge Herren; jeg søgte at trænge nær til ham med hele min Sjæl. Metodisterne glædede sig over mig og mente, at jeg var en sjælden Kristen; men i mit Hjerte kæmpede Død og Fordømmelse med et svagt Haab om Naade.

Jeg hørte i den Tid saa meget om sælsomme Omvendelser. Flere meddelte mig om de overnaturlige Syner, de havde i det Øjeblik, de fandt Fred med Gud, og jeg havde en hemmelig Følelse af, at jeg maatte have et eller andet saadant, før jeg kunde være vis paa, at jeg var en Kristen.

Ak, hvor Vankundigheden dog kan hindre selv de alvorligt søgende Sjæle! Men hvilken Trøst, at Herren leder dem og tager Vare paa dem ogsaa i den Tid, saa at der kommer en herlig Løsning paa Sagen tilsidst.

Kampen blev stedse haardere for min Sjæl, og min Bedrøvelse var dyb og inderlig. Havde Metodisterne i København paa den Tid haft Fremkaldelser til Alteret og arbejdet saaledes med de søgende Sjæle, som Tilfældet er nu, var Gennembrudet sikkert ogsaa sket hurtigere med mig; men Metodisterne vare kun faa i de Dage og havde kun lidt aandelig Livskraft og vare som Følge heraf mindre omsorgsfulde i at hjælpe de søgende Sjæle; jeg maatte kæmpe alene.

Jeg kom ofte et Sted, hvor der var et Maleri af Kristi tornekronede Hoved, som jeg betragtede. En Aften, da jeg kom meget ulykkelig hjem, hjalp Herren mig til at tage den Bestemmelse, at jeg vilde bede, til jeg fandt Fred. Jeg kæmpede længe med Gud; men med ét lysnede det, og en salig Følelse af Glæde og Fred strømmede ind i mit Hjerte.

Det tornekronede Kristushoved foresvævede min Tanke, og jeg glædede mig i ham som min Frelser. Jeg havde nu erfaret Guds Naade imod min Sjæl. Tvivlen kom vel igen, efter at den første Glæderus havde lagt sig, og Fristelsen til at tro, at det hele kun var en Indbildning, kom ogsaa, men Herren gav mig nye og kraftige Aabenbaringer af sin Naade.

En Dag bad jeg saaledes i Forening med et Par kristelige Venner, og det var, som om Himlen dalede ned i min Sjæl. Det var en Søndag Morgen, og jeg skulde netop til Skovshoved den Dag for at tage Del i et kristeligt Møde; men af lutter Glæde havde jeg ikke Tid til at gaa; naar jeg mente, ingen saa mig, løb og sprang jeg og priste Herren med høj Røst for hans Barmhjertighed imod mig.

Det er 26—27 Aar siden, dette (sidstnævnte) skete; men Mindet om Guds Naade imod mig i den Tid bringer endnu Strengene i mit Indre til at klinge frydefuldt, fordi Herren var mig god og frelste min Sjæl. Jeg har siden den Tid drukket dybe Drag af Salighedens Kilde og ofte nydt det saligste Samfund i Aanden med den Jesus, jeg elsker over alle andre.

Herren velsigne dette Vidnesbyrd, at det maa blive til Gavn for himmelsøgende Sjæle, der virkelig begære Herrens Frelse!“

En betydningsfuld Kirkegang

Pastor P. M. S. Jensen - del 1

Af Chr. Nielsen

Pastor Jensen med familie

Han hørte til „de gamle" Metodistprædikanter, og derfor er der maaske en og anden, der mener, at det er saa inderligt overflødigt at beskæftige sig med ham. Heri er jeg ikke enig.

Det forekommer mig, at Nutiden har Øjet for lidt aabent for de Værdier, Historien i Almindelighed, og Personalhistorien i Særdeleshed, har at give. De er i Sandhed værdifulde for Tanke og Liv.

Hvad specielt den danske Metodistkirkes Memoireliteratur angaar, da er der jo nok i de senere Aar, særlig gennem Historisk Aarsskrift, vakt nogen Interesse for den, men det synes mig langtfra tilstrækkeligt.

Langt flere skulde i stille Timer fordybe sig i Minderne om de gamle og lære af dem, ikke fordi de var saa særlig fremragende hverken i Begavelse eller Lærdom, men først og sidst for at lægge Mærke til den Aand, de var besjælet af, den, der drev dem ud i deres ofte saa krævende og stundom saa lidet taknemlige Gerning.

Den Inderlighed, Varme og Offervillie, der kendemærkede hele deres Liv og Virke, trænger vi i Nutiden til at komme i Besiddelse af. Fik vi noget mere af den, stod det vel bedre til baade med os selv personlig og med den Gerning, der er givet de troende at udføre i Herrens Menighed.

Pastor P. M. S. Jensen var en af John Wesleys Disciple, der af egen Erfaring kendte til at „faa sit Hjerte vidunderligt opvarmet“. Den hellige Ild — Ilden fra Herrens Alter (Es. 6) — brændte i ham lige fra de tidlige Ungdomsdage, til han, henimod firsindstyve Aar gammel, blev kaldet hjem til højere Tjeneste.

Selv er jeg blevet vederkvæget ved at beskæftige mig med Mindet om denne Herrens Tjener, som jeg har kendt fra min Ungdom, og jeg ønsker, at ogsaa andre maa faa Velsignelse af at læse om ham.

Det er muligt, at det kun delvis er lykkedes mig at give et troværdigt Billede af ham, men jeg haaber, at det, saadan som det nu er, maa være til Inspiration for nogen, der attraar samme Varme og Gudhengivenhed, som den afdøde Herrens Tjener var i Besiddelse af.

Jeg siger Tak for alle de Meddelelser og Oplysninger, der er givet mig af Familien og andre, der har kendt ham og er ligeledes taknemlig for, at hans Søn, Pastor Eng. Ried, Horsens, har skrevet Kapitlet: „Fra Hjemmets Verden“.

Hans Kolleger, Præsterne L. C. Larsen og H. Særmark, har ogsaa, hver paa sin Maade, bidraget til at kaste Lys over ham som Menneske, Kristen og Prædikant.
C. N.

En betydningsfuld Kirkegang

Det var i Foraaret 1868.

Metodistkirken i Rigensgade, Sct. Pouls Kirke kaldet, havde netop ved sin store, malmfulde Klokke kaldet Folk til Gudstjeneste en Søndag Aften.

Blandt dem, der fulgte Indbydelsen, var ogsaa et Par unge Mennesker, Søskende, Søn og Datter af en Guldsmed i Frederiksborg.

De boede begge i København; den unge Mand, der var Klejnsmedesvend, var tyve Aar gammel, hans Søster lidt ældre. Egentlig var det meget mod den unge Mands Villie, at han kom til Kirke netop den Søndag. Hans egen Beretning derom gengives her; den lyder ret mærkelig:

„En Gang i Foraaret 1868 var en Del af mine Søskende og jeg i Besøg hos vore Forældre i Hillerød, og dér foreslog en af mine Søstre, som ogsaa opholdt sig i København, at vi oftere skulde komme sammen og da tage Del i de almindelige Folkes forlystelser.

Efter denne Aftale kom jeg en bestemt Søndag for at tage med hende paa „Alhambra“ (et Forlystelsesetablissement paa Frederiksberg), hvor et omrejsende japanesisk Skuespillerselskab den Dag skulde give Forestillinger.

Da jeg ankom til min Søster, sad der en fremmed Dame og ventede paa hende, og min Søster meddelte mig da, at hun havde lovet hende at gaa med i Kirke. Jeg blev noget ærgerlig herover og udbrød: „I Kirke! dér kan du da altid komme; men saadanne fremmede Kunstnere er det da meget sjældent at komme til at se.“

Jeg forsøgte at overtale hende til at gaa med mig; men hun var nu fast bestemt paa at gaa i Kirke og vilde have mig med sig. Hun overtalte mig til at følge med til Kirkedøren, og da vi vare komne dertil, fik hun mig ogsaa til at gaa med ind. Kirken var Metodistkirken paa Hjørnet af Stokhusgade og Rigensgade.“

Det har sikkert været med stor Forundring, at de to unge betragtede det Kirkerum, de nu traadte ind i, efter at de fra Hovedindgangen havde passeret en af de tre brede Trapper, der førte op til Kirkens Indgangsdøre. Medens Kirkens Ydre med sine store dimensioner og sit ca. 150 Fod høje Taarn virkede ikke blot monumentalt og dominerende, men i høj Grad smukt og stilfuldt, saa kunde dette sidste næppe siges om det Indre.

Hvilket mægtigt Rum var det ikke, ca. 80 Fod langt, 50 Fod bredt og 40 Fod højt fra Gult til Loft. Der var ingen Sidepulpiturer og ingen Piller til at bære det mægtige flade Loft. Syv høje buede Vinduer var der paa begge Langvægge; seks sten Gaskandelabre gav rigeligt Lys ved Aftensgudstjesten; fire Rækker egetræsmalede Kirkebænke gav god Plads til Hundreder af Tilhørere.

For Enden af Rummet var en Platform med en Egetræs Prædikestol uden Lydhimmel og med to store Gaskandelabre; paa Platformen var henstillet en almindelig Sofa og to Stole til Kirkens Præster.

Neden for Talerstolen stod Alten med Alterskranken, indenfor hvilken var anbragt en Kopi af Thorvaldsens Daabsengel i Bronce; den øverste Endevæg var delt i fem Felter fra Loftet og nedefter, hvert indeholdende et Skriftsprog, der kunde læses overalt i Kirken. Ellers var der ingen Udsmykning af nogen Art.

Væggene var hvidkalkede. Rummet var saaledes i høj Grad spartansk udstyret. Dog ét var der, som man ikke saa, men straks ved Gudstjenestens Begyndelse hørte, som gav Kirken Præg af Højtid: et stort, smukt Orgel med dejlige Toner, der, naar det spilledes med fuldt Værk, kunde bringe de tykke Mure til at dirre. Orgelet var anbragt paa en Balkon over Hovedindgangen.

De unge Mennesker havde næppe før set Mage til Kirkerum. Hjemme i Frederiksborg havde de været vant til at deltage i Gudstjenesten i den smukke Slotskirke, og de københavnske Kirker, de kendte, var alle ulig denne.

Men endnu mere forundrede er de maaske blevet ved at se Præsten paa Prædikestolen uden Ornat, kun iført en almindelig sort Frakke.

Saadan noget er ikke ualmindeligt i vore Dage, men den Gang var det næppe set i nogen af Folkekirkerne, og andre Steder havde vore to unge Venner næppe været. Hvorom alting var: Alt synes saa fremmed i denne Kirke.

Dog ikke alt. Det var en god dansk Mand, der stod paa Prædikestolen. Han havde en værdig Optræden, havde en klangfuld Røst og talte et smukt Sprog. Hans Navn var Chr. Willerup, han var vel ca. 50 Aar gammel. Hans Tekst var Sl. 32, 1—2:

„Salig den, hvis Overtrædelse er forladt, hvis Synd er skjult, saligt det Menneske, Herren ikke tilregner Skyld, og i hvis Aand der ikke er Svig“. 

Om Pastor Willerups Prædiken denne Søndag Aften, skrev vor unge Ven mange Aar senere:

„Forsamlingen var kun lille, men Prædiken var mægtig og henrev mig saa fuldstændig, at han (Præsten) næppe den Dag havde en mere opmærksom Tilhører end mig, jeg syntes, at jeg aldrig i mit Liv havde hørt Mage til den Prædiken, og paa Vejen hjem fra Kirken udtalte jeg mig baade til min Søster og hendes Venindes store Glæde i høje Toner om den dejlige Gudstjeneste, jeg havde bivaanet“.

Lidet tænkte den unge Mand paa, at han selv, godt 16 Aar efter, skulde staa paa den samme Prædikestol for, som Menighedens Præst og Forstander, at forkynde Ordet til Frelse for Mennesker, og at han, 18 Aar efter, skulde stede sin aandelige Fader, Pastor Willerup, til Hvile fra den samme Kirke.

Den unge Mands Navn var P. M. S. Jensen. Om ham og hans mangeaarige Virksomhed i Metodistkirkens Tjeneste, skal der fortælles paa de efterfølgende Blade.

Men først vil vi lade ham selv berette, hvilken Betydning den første Gudstjeneste i Metodistkirken havde for ham.

Niels og Signe Tvilling

Fiskeskipper Niels Tvilling - del 6

Af Chr. Nielsen

Niels og Signe Tvilling

Niels og Signe. Ja, vi maa have dem med begge to; de hørte usvigeligt sammen.

Niels Tvilling var født den 29. Marts 1849 og døde den 27. April 1919, 70 Aar gl, hans Hustru, Elsine f. Hansdatter, fødtes den 22. Marts 1850 og døde den 13. April 1926, 76 Aar gl. De var Søskendebørn.

De var begge meget slagfærdige; det laa i Slægten. Signes Søstersøn var Fiskehandler. Han kom en Gang ind til Præsten for at handle, men han mente, at det var billigere at købe Fisken hos Fiskeren, det blev for dyrt med disse Mellemhandlere. Og det var Fiskehandleren jo egentlig ogsaa enig med Præsten i. Der var jo nu, f. Eks., Guds Ord, sagde han, det var jo ogsaa billigere at faa det direkte fra Vorherre end gennem Præsten. Præsten fandt det klogest at give den mundrappe Fiskehandler en lille Handel.

Signe havde det paa samme Maade:

„Tvivl ikke, naar vi ser Halen af Ræven, ved vi, at Kroppen er indenfor,“ sagde hun gerne, naar en eller anden var „lurvoren“. 

I de sidste Aar hun levede, var hun Byens „Mutter“. Det er en Ærestitel deroppe. Jeg mindes „Mutter Kusk“ og „Mutter Tvilling“, og i mange Aar har „Mutter Axelsen“ nu baaret Hæderstitlen.

„Mutter Tvilling“ var dygtig baade som Sygeplejerske og Fødselshjælperske. Der blev sendt Bud efter hende før Jordemoderen og Lægen. Og naar de kom, var alt lagt saa godt tilrette, som ønskeligt kunde være. Og hun var altid rede til at staa Mennesker bi med Raad og Daad, naar der gik Bud til hende. Saadan opofrede hun sig, til hun var godt oppe i Halvfjerdserne. Hun var resolut og lod sig vanskeligt bringe ud af Ligevægt. Hun kunde være svært skrap.

Niels Tvilling sagde om hende, at hun brugte mere Loven end Evangeliet, (naar Børnene f. Eks. skulde afstraffes). Han derimod tog altid Tingene med det gode; men blev han en enkelt Gang vred, saa var der ingen, der havde noget at skulle have sagt.

Han havde et overfølsomt Sind. Var det Storm, og Sønnerne var paa Havet, kunde han ængste sig overmaade; blev det stærk Torden, medens Fiskerne f. Eks. laa ved Læsø, rejste Niels Tvilling sig og gik rundt til de forskellige Hjem og sagde, at de skulde ikke være bange, for nu trak Vejret snart over. Og naar først Niels Tvilling havde været der og sagt nogle beroligende Ord, var man straks mere trygge.

Niels Tvilling var altid fuld af Spøg og Kommers.

„Har De virkelig aldrig været i Theatret?“ spurgte en ung Pige ham ved en Lejlighed, mens han laa syg. „Næ“, svarede han, „a haar jo hadt Mutter, saa a haar hadt Theater nok i min Tid“, svarede han. 

Det kunde siges om ham, som det blev sagt om en anden god Mand: Han var en klog Mand, hurtig i Tanken og lun og morsom i Repliken.

Den 18. April 1920 kunde Ægteparret have fejret deres Guldbryllup. Man havde saa smaat begyndt at tale derom i Byen og glæde sig dertil. Her var jo en Lejlighed, hvor man kunde vise dem, hvor afholdt de var. Men Niels Tvilling var et Aar i Forvejen begyndt at skrante, og tilsidst maatte han gaa til Sengs.

Under sin Sygdom fik han ofte Besøg af sine Venner og var glad ved at samtale med dem; han vilde gerne følge med i, hvad der foregik. Bl. a. besøgte Nedskriveren af denne Minderune ham; det var i Vinteren 1919. Talen faldt paa det forestaaende Guldbryllup. Spøgefuldt sagde jeg til ham, at det kunde da ikke gaa an at blive liggende her i Sengen, naar saa stor en Højtidelighed forestod. Han maatte da se at blive rask, inden Festen skulde være. Saa saa han paa mig med sine milde Øjne og sagde:

„Nej, jeg føler bedst, hvordan det er: Jeg oplever ikke dette Guldbryllup. Men jeg tænker saa ofte paa, hvad der staar i Sangen: „Højt over højeste Bjærgetoppe Brylluppet evigt fejres skal, og dér glæder jeg mig til at være med“, og saa løb Taarerne, dem han havde saa let til, ham ned over de furede Kinder.

Og han var rede til at gaa herfra. Han frygtede ikke Døden. Et Par Dage før han døde udtalte han til Fiskeeksportør Rasmus Clausen, som tit besøgte ham:

„Ja, nu ses vi nok ikke mere hernede; men saa mødes vi hjemme hos Gud. Og naar jeg nu snart staar foran Dødens Port, saa kan det ikke nytte, jeg siger, at jeg er Metodist, for derved kommer jeg ikke ind i Himlen. Det, det kommer an paa, er at være en sand og ydmyg Kristen, som kun klynger sig til Guds Naade“.

Den 27. April døde han, samme Dag, som hans Mor døde mange Aar i Forvejen.

Hans Begravelse fandt Sted fra Elling Kirke. Ved denne Lejlighed saas et Ligfølge som aldrig før i Elling Sogn. Kirken kunde paa langt nær rumme alle, der vilde være med, saa Folk stod langt ud paa Kirkegaarden. Hele Strandby og Omegn fulgte deres gamle Fører til Graven.

Hans Menighedsforstander, Pastor P. Rasmussen, Frederikshavn, talte over Ordet i 2 Sam. 3, 38: „Vide I ikke, at der paa denne Dag er faldet en Fyrste og en stor Mand i Israel“.

Sognepræst Westergaard, Elling gik ud fra Verslinien: „Han fægted med aaben Pande“ og udtalte, at Niels Tvilling altid havde været rede til at kæmpe for det, han troede var ret og sandt, og selv om han ikke hørte Sognemenigheden til, havde han altid sat stor Pris paa ham.

Præsten udtalte endvidere, at efter at han havde været i Amerika og dér var kommet Metodisterne paa nærmere Hold, var det først, at han havde lært at forstaa Niels Tvillings Indstilling.

Hans Menighedsforstander skrev følgende om ham i „Kristelig Talsmand“:

„Niels Tvilling var ubestridt Strandbys største Mand. Han var det lille Fiskerlejes ukronede Konge. Han var Føreren baade paa det materielle og aandelige Omraade. Niels Tvilling har med egne Hænder og til stor Gavn for Efterslægten, paabegyndt Bygningen af Strandby Havn. Han var en saare god og interesseret Mand, der elskede Folket og gerne gjorde noget for andre; han gik selv i Spidsen, hvor han saa, Vejen burde gaa.“

„Daværende Superintendent Karl Schou var meget interesseret i Niels Tvilling, og da disse to Mænd mødtes i Strandby, saa Karl Schou en Prædikant i ham, men hans ringe Tanker om sig selv var ikke let at overvinde. Dog foretog Niels Tvilling paa Schous indtrængende Anmodning en Prædiketur i Vendsyssel, men til mere blev det ikke ude omkring. Resten af Levetiden var han „Prædikant“ i Strandby.“

Signe Tvilling overlevede sin Mand i seks Aar; saa fik ogsaa hun Hjemlov.

Hvad mon de tager sig for deroppe i Faderhuset? Mon de stadig beder for Strandby — for hele Strandbys Frelse? Det gør de nok. — Og for deres Børn, hvoraf kun et Par har fulgt dem til det hinsides, og for deres Venner baade blandt Prædikanterne og andre, de delte dette Livs, baade timelige og aandelige, Goder sammen med. Og hvem ved, om han ikke endnu synger:

„Kom Børnlille hjem til 
det skønne Land.
Kom og arv et bedre Hjem, end 
Jorden byde kan!“
Saa har jeg nu forsøgt at riste denne lille Minderune over mine gamle Venner, som jeg lærte at kendeog sætte Pris paa i de Aar, jeg færdedes deroppe imod Nord og var deres Forstander i Herren. Kunde det være nogle af hans egne, hans Bysbørn, hans Trosfæller og andre, der kendte ham, til Glæde og Opmuntring, vilde jeg være taknemmelig derfor.

Historisk Aarsskrift for Metodistkirken i Danmark 1937

Strandbys Konge

Grundlægger af Strandbys første havn,
fisker og strandfoged Niels Tvilling
29. marts 1849 - 27. april 1919

Fiskeskipper Niels Tvilling - del 5

Af Chr. Nielsen

I de ældre Aar, da Niels Tvilling blev svagelig, drev han foruden sin lille Landejendom, hvortil hørte et Par Køer, hovedsagelig Smaafiskeri ved Kysten og gjorde sig desuden nyttig for baade sine Børn og Byens øvrige Befolkning med hvad der faldt for.

Men i sin Ungdom og Manddom var han Fører for Flokken. Han var Strandbys ukronede Konge. Hans stærke og udprægede Slægtsfølelse omfattede efterhaanden hele Byens Befolkning. Deres Ve og Vel laa ham paa Sinde, og denne Følelse uddybedes mere og mere, som Aarene gik, saa han til Slut ofrede Helbredet paa dette fælles Alter. Og han var en Førerskikkelse, man maatte respektere:

Høj, robust, i Besiddelse af Kæmpekræfter som faa. Man har sagt mig, at han kunde tage en Mand paa almindelig Størrelse, der sad paa en Stol, og løfte baade Stol og Mand i én Haand op paa et Bord.

Jeg garanterer ikke for Meddelelsens Rigtighed; men Kræfter havde han. Jeg synes endnu at kunne mærke hans Haandtryk; min Haand, der dog ikke er nogen Barnehaand, forsvandt fuldstændig i hans store Næve. Men selve Haanden var blød, det var, som den gav Udtryk for det Sind, han havde, det var blødt som en Kvindes. Men ikke blot i det ydre var han Føreren, men hans aandelige Overlegenhed var uomtvistelig, og der var da heller ingen, der paa det Punkt gjorde ham Rangen stridig.

Paa hans Initiativ blev der paabegyndt Bygning af en lille Havn ved Strandby. For andre syntes det haabløst at paabegynde et saadant Arbejde, men Niels Tvilling gik fra Mand til Mand og søgte at interessere dem for Planen, og omsider lykkedes det. Ved egne Midler og personligt Arbejde byggede Fiskerne den lille Havn, der nærmest var en Udvidelse af nogle faa „Kaase“, der laa i Nærheden af hverandre.

De fik ingensomhelst Understøttelse, hverken fra Stat eller Kommune den Gang. Men Slid skulde der til, og Niels Tvilling sparede sig ikke. Her var det, han fik sine svære Underlivslidelser, fordi han tit og ofte gik og vadede i Vandet til midt op paa Livet og stundom tog for tunge Tag.

Men inden længe blev Havnen for lille. Saa maatte Niels Tvilling til at tage fat igen. Mangen en Tur tog han til Frederikshavn for at interessere Havneingeniør Oldendorf for Planen, og det lykkedes. Saa foretog han Rejser til Hjørring og København for at tale med Amtmand, Vandbygningsmester, Rigsdagsmænd og Ministre om Udvidelse af Havnen og Tilskud til samme.

Og det lykkedes altsammen for ham; thi Folk fik Interesse for denne prægtige Skikkelse i de grove Klæder. Flere Gange blev der ydet Hjælp fra Amt og Stat. Nu er der Plads til alle Kuttere, der er hjemmehørende i Strandby, vel en 40 Stk. eller derover, foruden de store Baade og diverse Joller.

Den sidste store Udvidelse af Havnen havde Niels Tvilling dog vist intet med at gøre, men saalænge han kunde, var han interesseret i at gøre Forholdene saa gode som muligt for sine Bysbørn og Arbejdsfæller. Betegnende for hans Stilling er følgende:

Det var i Begyndelsen af Havnebyggeriet. Det gik træls, og han saa ingen Udvej til at faa Tingene gennemført. Saa en Dag, syntes han at høre en Røst, der sagde:

„Gaa ned til den store blaa Sten og bed til Gud“ (Stenen laa midt paa Pladsen, hvor nu Havnen er). 

Det gjorde han, og se, nu lykkedes det, der før havde været saa svært for ham.

Som den Fremskridtsmand, han var, havde han et aabent Blik for alt nyt, der kom frem i Tiden. Han var tillige interesseret i at hjælpe de unge tilrette med Raad og Daad; i det hele taget var han Ven med Ungdommen, og han var rigtig i sit Es, naar han kunde faa de store Drenge og de unge med paa Havet.

Metodismen i Strandby

Søndagsskolen 1921-23
foran det lille forsamlingshus fra 1892,
der hovedsageligt var blevet
finansieret ved aktiesalg af 10 kr.
Niels Tvilling havde skænket grunden.

Fiskeskipper Niels Tvilling - del 4:

Af Chr. Nielsen

Pastor H. Hansen var som klippet og skaaret til Arbejdet paa denne Egn. Han talte kraftigt imod Synden, men kunde jo ogsaa vise Synderen hen til den Frelser, som han personlig havde lært at kende. Forskellige baade alvorlige og fornøjelige Træk fortælles fra hans Virksomhed.

Det hændte saaledes en Gang, at han talte i „Engen“s Lade. En gammel Sukker-Fustage blev benyttet som Talerstol; midt under Talen gik Bunden ud og Præsten forsvandt ned i Fustagen. Da han atter havde faaet sig samlet op, sagde han:

„Vel gik jeg den Vej; men Døren staar aaben for jer“, (han havde talt over Ordet: Se jeg stiller for dig en aaben Dør). 

Hvorsomhelst han kom i Frederikshavn og Bangsbostrand og adskillige Steder i Egnen Syd og Vest for Frederikshavn og ikke mindst i det store Elling Sogn (hvortil Strandby hører) Nord for Byen — overalt var der Mennesker, der tog imod Vidnesbyrdet og begyndte et nyt Liv.

Foruden Niels Tvilling og Hustru, der som ovenfor bemærket, var blandt de første, der blev vundet for Herren, skal jeg nævne enkelte andre, der Tid efter anden kom med.

Der var den blinde Thomas Riisager. Han var ikke blot blind, men meget tunghør, men han var altid glad. Han havde et uudtømmeligt Forraad af Æventyr og Sange, som han sang og fortalte for Børn og Børnebørn og alle, der vilde høre paa ham. Til Gengæld skulde de unge saa lære ham alle de nye, aandelige Sange, der med Metodisterne var kommet til Byen. Dem lærte han udenad tillige med lange Afsnit i Bibelen.

Kort før han skulde dø, var Pastor Thaarup i Strandby for at give ham Nadveren. Han kunde ikke høre Ritualet, men saa fremsagde han det selv sammen med Præsten; han kunde det udenad. Han døde i 1905.

Nogen Tid efter, at Tvillings var blevet vundet for Gud, kom Hans Thomsen Kusk og Hustru Signe med paa Herrens Vej. Manden var en stille, indadvendt Natur, men „Bedste Kusk“, som hun hed i mange Aar, var til Gengæld kvik og stærkt interesseret i Kirkens Arbejde, særlig i Søndagsskolen.

Hun var altid rede til at forsvare Kirken, naar nogen angreb den. Hun havde et rigeligt Forraad af Fyndord, som hun delte ud af til højre og venstre, naar Lejlighed gaves. Alle satte Pris paa den gamle Kone, der holdt sig frisk højt op i Aarene.

Og Niels Tvillings gamle Far Jens Christian Tvilling maa ogsaa nævnes. I sin Ungdom havde han været Sømand, og var vistnok en haard Krabat. I adskillige Aar var han en stærk Modstander af Metodisterne.

Naar der var Møde i Hjemmet, gik han gerne paa Trods ud ad én Dør og ind ad en anden, og det blev han ved med, saalænge Mødet varede. Men efterhaanden blev han, særlig gennem sin Svigerdatter (Signe Tvilling), ledet til Omvendelse. De sidste ni Aar han levede, laa han til Sengs. Kort før han døde, sagde han til Signe:

„Nu flytter jeg snart. Jeg har haft Besøg af Karen (hans Hustru); hun stod her ved min Seng saa ren og hvid, som i hendes Ungdomsdage. Hun sagde: „Nu skal du snart komme hjem!“ 

Næste Morgen talte de sammen igen. Signe sagde til ham, at han saa saa glad ud.

„Det er jeg ogsaa,“ svarede han, „for Jesus har været her og sagt, at nu maa jeg komme hjem“. 

Saa spiste han sin Morgenmad, og en Time efter var han død. Han blev 91 Aar gammel.

Da Pastor Hansen i 1877 var flyttet til Frederikshavn fra Hjørring, aabnede han Kirkens Dør for hvem, der vilde med. De første, der meldte sig fra Elling Sogn, var Niels Tvilling og hans Hustru. Efter et halvt Aars Prøvetid optoges de i Samfundet den 11. November 1877.

Samtidig med dem optoges seks andre fra Elling Sogn; blandt dem var en Skrædersvend ved Navn Svend Kristian Johansen, der kom til at spille en ret betydelig Rolle i den danske Metodistkirke som Prædikant og Menighedsforstander, som Redaktør og Lærer for vordende Præster m. m. Han lever endnu i København som emeritus, og trods sin høje Alder (81 Aar) tager han af og til Del i Arbejdet for Guds Rige.

Arbejdet i Strandby kom snart ind under faste Former med regelmæssige Møder og Besøg af de vekslende Præster og af Lægbrødrene fra Frederikshavn. Særlig synes den for et Par Aar siden afdøde Lokalprædikant N. C. Danielsen at have været virksom. Møderne holdtes stadig i Niels Tvillings Hjem, men til sidst blev Pladsen for trang. I nogle Aar havde de en lille Mødesal i Thomas Riisagers Hus, men heller ikke her var der tilstrækkelig Plads.

Tilsidst maatte man tænke paa et Forsamlingshus. Niels Tvilling gav en god Grund paa sin Mark, adskillige tegnede Aktier, og inden længe stod Forsamlingshuset der, tilgængelig for hvem, der vilde benytte det: Adventister, Baptister, Metodister, Afholdsfolk, Folkekirkefolk o. s. v. Det var i 1892, at Huset blev bygget.

I 1880 begyndte S. K. Johansen en Søndagsskole i Strandby. Det varede dog ikke længe, da han hen paa Efteraaret rejste til Horsens, hvor han fik Arbejde ved sin Profession og blev stedlig Leder for den lille Flok Metodister, som da fandtes i Byen. Hans gode Ven og aandelige Fader, Pastor Hansen, var kort i Forvejen flyttet til Hornsyld, og ham besøgte han ofte og blev af ham benyttet som Medhjælper i det spredte Arbejde i den store Kreds, der den Gang udgjorde Hornsyld-Horsens Menighed.

Efter Johansen optog en Tømrer Nielsen i Frederikshavn Arbejdet som Leder af Søndagsskolen i Strandby. Nielsen var Baptist. Søndag efter Søndag i over 25 Aar vandrede han den Mil til Strandby og hjem igen i al Slags Vejr. Senere gik Skolen igen over til Metodisternes Ledelse.

Da jeg i 1908 fik Ansvaret for Arbejdet i Frederikshavns Kreds, var der en lille Folk Metodister, der holdt deres regelmæssige Møder i Forsamlingshuset. Jeg mærkede straks, jeg kom derud, at der var en ikke ringe Modtagelighed for Ordet, men det var dog først hen paa Vinteren, det brød rigtig igennem.

Indre Mission og Metodisterne holdt fælles Missionsuger først i den lille Indre Missionssal, og derefter i Forsamlingshuset (saa gode Venner var man den Gang). En Mængde Mennesker strømmede til. Jeg har kun én Gang før (i Esbjerg) set et Lokale pakket som dér.

Alt, hvad der kunde skaffes tilveje af Ekstrasæder, var taget i Brug, og paa hver en lille ledig Plads stod et Menneske. Gangen var fuld, Vaabenhuset var fuldt, Platformen om Talerstolen var saa besat, at Taleren næppe kunde røre sig. Det var nærmest uhyggeligt. Luften var frygtelig. Petroleumslamperne var ved at gaa ud.

Da gjorde jeg det, jeg aldrig har gjort hverken før eller senere. Jeg bad de store Børn og de yngste unge om at blive borte de kommende Aftener, saa vilde vi holde særskilte Møder for dem om Eftermiddagen. Det hjalp noget, og Møderne gik nu sin jævne Gang.

Pastor L. Christensen fra Løkken hjalp os i den Uge, og vi mærkede Herrens Nærhed, uden at der dog var nogen stærk ydre Bevægelse at spore. Men Mennesker gav sig til Gud. Søndag Aften efter Mødet stillede jeg Opfordring om at slutte sig til Menigheden paa Prøve.

Jeg havde ventet 2—3 Stk., der kom 12, og kort efter forøgedes Antallet til omtrent det dobbelte. At der var Jubel og Tak blandt den lille Metodistflok er overflødigt at bemærke. Men flere end disse var blevet vundet; jeg kender adskillige Indre Missionsfolk deroppe, der kom med i hine bevægede og velsignede Dage.

Og hvad der var ikke mindre betydningsfuldt var, at Nidkærhedens Aand vaagnede hos de troende. Indre Missions Venner lagde sig i Selen og fik inden længe bygget deres Missionshus. Metodisterne opkøbte alle de Aktier i Forsamlingshuset, de kunde faa fat paa, og tilsidst blev Huset deres og blev saa indrettet som Kirkesal med tilstødende Bedesal, Køkken, m. m. Senere, under Pastor Niels Manns Pastorat, fik de deres dejlige Kirke med tilhørende Bedesal.

Men tilbage til det gamle Hus. Her fortsattes Arbejdet, og Mennesker kom med paa Herrens Vej, ikke mindst blandt de yngre Fiskerfamilier. Et Aar havde vi Besøg af Lokalprædikant Andreas Quist fra Horsens. Det var lige en Mand, der passede for Befolkningen, varmhjertet i sit Vidnesbyrd, snaksom og livlig i sin Omgængelse.

Et af hans Møder staar levende for min Erindring. Prædikenen var tilende, og vi havde „frit Møde“. Der var Sang, Samtale og Vidnesbyrd. Jeg ser Niels Tvilling sidde tværs over én af de Bænke, der den Gang brugtes (uden Rygstød). Han sang. Han var en ualmindelig god Sanger. Han fortalte ofte, at han som ung var særlig glad for at komme til Aalbæk, for dernede var de saa udmærkede til at synge gamle Viser og Sange. Men nu sang han til Herrens Pris.

Hans Yndlingssang i mange Aar var: „Der er hist et Fredens Land, Guds Børn forvist det ved“; Koret lyder saaledes:

„Kom Børnlille hjem til
det skønne Land.
Kom og arv et bedre Hjem, end
Jorden byde kan!“

Den sang han, saa det dirrede i Huset, alt mens Taarerne trillede ham ned ad Kinderne. Niels Tvilling betragtede alle i Byen som sine Børn, og han vilde gerne have dem frelst hjem alle sammen.

Og Arbejdet er fortsat; Mennesker har sluttet sig til, en selvstændig Menighed er forlængst stiftet. Vækkelsen vedvarer, og af og til bryder den igennem som forgangen Aar (1932—33), da en Mængde Mennesker gennem en stille Vækkelse blev vundet for Gud og tilsluttet Menigheden, der det Aar voksede med ca. 60 pCt.

Hvad er Aarsagen til, at der paa dette Sted har været en saadan Modtagelighed hos Folket, medens der andre Steder har været om end ikke Modstand, saa Ligegyldighed?

Mon ikke afdøde Br. Danielsen har givet Forklaringen. I hans foran omtalte Bog, „Livserindringer“, skriver han bl. a. saaledes:

„Gud ske Lov for hver Opbyggelse, jeg fik i Niels Tvillings Hjem i Strandby. Vi skiltes ikke uden en Bønnestund med hverandre, alle tre om det grønne Bord. Bønne-Emnet: „Strandbys Frelse!"

Dette falder godt sammen med, hvad en af Tvillings Døtre ved en Lejlighed fortalte min Hustru. Hun talte om sit Barndomshjem og sine Forældre. Hver Dag holdt hendes Far Andagt. Han bad for dem alle, og det fandt den lille Pige rimeligt og naturligt. Men altid sluttede han sine Bønner med at bede for hele Strandby, at alle Folk dér maatte komme til at tjene Gud! Det syntes den lille Pige var underligt; ja, hun syntes ligefrem, at det var for meget at bede om! —

Hvormeget har denne Bøn om „det grønne Bord“ betydet for Børns og Børnebørns Frelse? Og for Strandbys Frelse? Har den noget at gøre med Vækkelsen forgangen Aar og de foregaaende Aar?

Hvem, der tror paa Bøn, kan vel tvivle paa, at der gaar en lige Linie fra den daglige Bøn ved „det grønne Bord“ i det lille Fiskerhjem ned gennem Aarene lige til Nutidens rige Oplevelser!
Og endnu et Par Træk fra Danielsens Bog:

„Jeg mindes en regnfuld Aften“, skriver han, „paa Vej fra Strandby og hjem. Jeg syntes, der var saa lidt Fremgang. Da jeg naaede Lerbæk (en stor Gaard) tog Regn og Storm til. Jeg lod min Stok falde paa Vejen og knælede ned og bad Gud velsigne Arbejdet. Med ét blev der ligesom lyst om mig, og der lød ét: „Hvem gaar du for?“ —

Et Øjebliks Kamp under Taarer, saa kom det: „Det véd du, Jesus; det er for dig og Sjæles Frelse!“ Da blev jeg ligesom løftet af evige Arme, og der lød ét: „Fortsæt, og jeg skal glæde dig i din Gerning!“ Jeg glemte Stormen og Regnen og fortsatte Vandringen mod Hjemmet“.

Lad mig slutte dette Kapitel med at sige: Hvis vi vil have Vækkelse, maa der være Bøn; de to kan ikke skilles ad. Bøn, ikke blot i Kirken, men i Hjemmene, ikke blot nu og da, men daglig, ikke blot en kort Tid, men Aar igennem, ikke blot Bøn af Præsten, men af Menigheden!

Gid mange vilde følge Eksemplet fra Strandby!

Nye Tider

Strandby havn set mod sydøst, 1900

Fiskeskipper Niels Tvilling - del3

Af Chr. Nielsen

I Vinteren 1875—76 foretog Pastor H. Hansen, som da var Hjælpeprædikant i Vejle Metodistmenighed, nogle Missionsrejser til Vendsyssel.

En af de Mænd, der indbød Hansen, skal jeg sige et Par Ord om i denne Forbindelse; jeg faar næppe Anledning til det senere.

Hans Navn var Anders Chr. Andreasen, født i 1852. Jeg traf ham ved Aarskonferencen i Aalborg i 1933, og han fortalte mig da lidt om sig selv og den Andel, han havde i, at Metodistkirken fik begyndt Virksomhed i Vendsyssel i 1875.

Han, der boede i Hellevad ved Hjallerup og var Pottemager af Profession, var paa det Tidspunkt først i Tyverne. Han var blevet alvorlig vakt og gik nu som et søgende Menneske uden at eje Fred i sin Sjæl. I Kirkerne paa sin Hjemegn kunde han ikke finde det, han søgte, og saa begav han sig paa Vandring.

Han kendte lidt til Brødremenigheden i Christiansfeld og vidste ogsaa om en Metodistmenighed i Vejle, den eneste som den Gang fandtes i Jylland. Paa sin Fod drog han til Vejle, hvor han til sin store Glæde overværede Metodisternes Gudstjenester paa den gamle Kirkesal i Flegborg, drog derfra videre til Christiansfeld for over Varde at komme tilbage til Vejle, hvor han i 1875 blev optaget i Menigheden.

Pastor Chr. Sørensen var da Menighedens Præst og H. Hansen hans Hjælper. Den unge Vendelbo anmodede en af Prædikanterne om at gæste hans Hjemegn, og Hansen blev sendt derop og foretog den Vinter i alt tre Missionsrejser og kom viden om i Landsdelen.

Tilslutningen til hans Møder var saa stor, at Kirkens Ledelse fandt det betimeligt at sende ham derop som fastboende Prædikant, og i September 1876 flyttede han til Hjørring for med denne By som Midtpunkt at drive Virksomhed, hvor Lejlighed maatte byde sig.

I selve Hjørring fik han ikke udrettet stort den Vinter, da det var umuligt at opdrive et passende Lokale, men saa meget mere virkede han baade Øst-, Vest- og Sydpaa i Landsdelen. Paa en af disse Ture ad Løkkenkanten til, omtaler han i en Korrespondance til „Dansk Kristelig Talsmand“ nogle Aar senere, hvorledes Pottemageren fra Hellevad Sogn hjalp ham i Arbejdet.

Øst for Hjørring fandt Hansen særlig Indgang i Frederikshavn og Elling Sogn. Sidstnævnte Sted boede en Sognefoged Otto Jensen i Gaarden „Engen“ (Overlæge Carl Ottosens Fader).

Han indbød Pastor Hansen til at aflægge ham et Besøg og holde et Par Møder i hans Gaard. Folk fra By og Land blev indbudt, og der kom saa mange, at en stor 4-Fags Stue blev ganske fyldt, saa da Hansen kom, kunde han ikke komme længere end i Forstuen.

Herfra talte han saa til Forsamlingen. Dette Møde efterfulgtes af flere Øst og Nord paa, og alle Vegne var der pakfuldt af Mennesker. Kort Tid efter paabegyndtes Arbejdet i selve Frederikshavn. Men om denne Begyndelse og Hansens senere Flytning til Byen, skal jeg ikke skrive ved denne Lejlighed.

Ved det første Møde hos Sognefogden var der en ung, stout Fisker tilstede. Hans Navn var Niels Tvilling. Han indbød Præsten til at komme til Strandby og tale i hans Hus, og dette blev imødekommet kort Tid efter.

Det første Møde var et Afholdsmøde, og inden længe fik Afholdssagen saadan Indgang dér i Byen, at Fiskerne blev Afholdsfolk saa godt som alle. I 1881 stiftedes her en Afholdsforening, der virkede i mange Aar og blev til stor Velsignelse. Jeg ved ikke, om denne Forening er levende og virksom endnu; er det Tilfældet, er det sikkert den eneste Forening, der har bevaret de oprindelige Love fra 1879, da Pastor Eltzholtz stiftede Moder-Foreningen i Vejle.

Afholdsmøderne blev holdt i Skolen og i Strandby-Nørgaard, hvor senere Indre-Mission fik Lokale. I 1892 blev Forsamlingshuset bygget paa en Grund, Niels Tvilling havde skænket, og siden afholdtes Møderne dér.

Iblandt Foregangsmændene var Niels Tvilling, Martinus Poulsen, Chr. Axelsen, Hans Kusk, Anton Larsen, Jørgen Skjeldtved sen. og jun. m. fl. Bevægelsen havde i Begyndelsen megen Modvind, og Niels Tvilling døjede ofte med at faa sin Jord pløjet og harvet, da Gaardmændene var uvillige til at gøre Arbejde for en Afholdsmand.

To Gaardmænd oppe fra „Mosen“ blev imidlertid senere Afholdsfolk, og da kunde endelig Niels Tvilling faa sine Tørv kørt hjem, idet disse to stillede deres Heste og Vogne til Raadighed, og da de andre Gaardmænd saa, at det ikke nyttede at strejke længere, vilde de ogsaa nok køre Tørv for ham og hjælpe ham med Arbejdet i Jorden.

Men Pastor Hansens Arbejde resulterede ikke blot i Afholdenhed; det blev til sand Omvendelse for mange Mennesker, og blandt de første, der tog Skridtet fuldt ud, var Niels Tvilling og hans Hustru Elsine. Følgende Træk viser, at der hos dem var ret god Grobund for det evangeliske Budskab, Metodistpræsten fra Hjørring bar frem.

Før Niels Tvilling og Elsine blev Metodister, holdt de meget af at gaa til de saakaldte Legestuer. En Aften, de fulgtes ad til Dans, kom de forbi gamle Maren Katrines Hus, fortæller Niels Tvillings Søn, Jens Tvilling.

Maren Katrine, der var Baptist, var en alvorligt troende Kristen, agtet af alle i Strandby og Omegn. Hun stod i Døren, da Niels og Elsine gik forbi, og de hilste paa hinanden.

„Hvor skal I to hen?“ spurgte Maren Katrine.
„Vi skal til Dans,“ svarede de.
„Lad hellere være med det; det er ikke noget for jer,“ svarede Maren Katrine, kærligt overtalende.
„Ja, hvad kan det vel gøre,“ mente Elsine og gik videre med sin Mand.

Da de var gaaet, gik Maren Katrine ind og bad for dem begge. Og saa skete det, at Niels Tvilling og Elsine ikke rigtig kunde komme i Stemning den Aften; de morede sig slet ikke. Pludselig gik Elsine hen til Niels og sagde alvorligt:

„Skal vi ikke hellere gaa hjem; dette her er alligevel ikke noget for os“. 

— Og Niels gav hende Ret, og de gik straks efter hjem.

Maren Katrine havde ikke bedet forgæves!

Et enkelt Træk fra hans Barndomstid skal ogsaa nævnes; det viser ham som han var, en sandhedskærlig og redelig Sjæl. En Dag i hans Drengeaar stod der pludselig en stor Makrelstime ind under Land. Hans Fader, Jens Christian Tvilling, var paa Havet, og saa maatte Niels sammen med jævnaldrende og hjemmeværende Fiskere tage Affære.

Voddet kom ud, men revnede paa Grund af den store Mængde Fisk, da de drog det mod Land. Niels Tvilling løb da over til Lars Andreasen i Kræmmerstedet for om muligt at laane et Vaad. Paa Turen derhen opdager han, at han under Arbejdet havde faaet et Hul over Knæet paa det ene Bukseben og for at skjule det, bandt han sit Halstørklæde om Knæet.

Niels kunde godt laane et Vaad hos Lars Andreasen, men denne opdagede jo snart Tørklædet og spurgte Drengen, hvorfor han havde anbragt det dér. Niels, der var flov over Situationen, gik udenom Sandheden, og svarede, at han var faldet og havde slaaet sit Knæ. Else Andreasen kom nu til og sagde, at han, naar han kom hjem, endelig maatte vaske Saaret rent, saa der ikke skulde gaa Betændelse i det.

— Jo, det skulde Niels da nok — — — men saa brast det pludselig ud af ham, at det ikke var sandt, hvad han havde fortalt; han havde kun bundet Halstørklædet om, fordi der var Hul paa Buksebenet.

Da klappede Lars Andreasen Drengen paa Kinden og sagde, at det glædede ham meget, at han ikke var i Stand til at lyve uden at faa Samvittighedsnag, og opmuntrede iøvrigt Drengen til altid at være sandhedskærlig, for da skulde det nok gaa ham vel her i Livet.

Fiskerne og deres Dont

Havnebyggeriet i Strandby ca. 1880

Fiskeskipper Niels Tvilling - del 2

Af Chr. Nielsen

Det var et haardført Folk i gamle Dage, de Strandby Fiskere.

Deres gamle Lærer, L. H. Schroll, der har undervist 3 á 4 Generationer i Skoledistriktet, har for mange Aar siden givet en meget livfuld Skildring af dem og deres Gerning i et Frederikshavnerblad. Herfra hidsættes følgende Smaapluk:

I Morgen er det den 1. September 1871; saa maa der skrabes Østers paa Statens Østersbanke i Aalbækbugten. Banken strækker sig fra Skagen et Par Mil sydpaa ad Hirsholmene til. Bankens Bredde er om ved en halv Mil. Vanddybden er fra 8 1/2 til 11 Favne. Som al Fladfisk fra Læsø til Skagen er Danmarks fineste, var Østers’en i Aalbækbugten Verdens mest velsmagende. Alle Kendere og Yndere smækkede med Tungen af Velbehag, naar Fladstrands-Østers’en blev serveret. Til Kongens Bord skulde der aarligt sendes 30 Tønder Østers.

Af ukendte Grunde aftog Østersbestanden Aar for Aar. Omkring 1880—81 ophørte Skrabningen. Driftsudgifterne blev for store.

I Aarets fire Sommermaaneder havde de store Baade fra tre til fem Tons solet sig paa Kaasebakken, naar de da ikke blev brugt til Stenfiskeri til Havnen.

Men i August Maaned blev Baadene tættede, tjærede og malede. Paa Maanedens sidste Dag stillede Fiskerne sig paa begge Sider af den store Baad. Een „sang“ op, Ryggene sattes under Baadens Sider, Benene straktes, Baaden løftedes og bares fremad. Mange Gange maatte der tages „Tav“, før Baaden flød i  Kaasen. „Traller“ paa Vesteryggene viste, hvem der vilde „være“ og ikke „synes“. Motorer, der nu er som Ballast i Fiskerbaaden, kendtes ikke. Men Ballast skulde der til, thi Efteraarsstormene kan komme pludselig og uventet. Vinddrejning med Snestorm af Nordøst med høj Sø kan gøre Sejladsen meget farlig.

Ballasten i Østersbaadene bestod af Kampesten, 2 til 3 Læs, helst saa store som en kraftig Mand kunde løfte om Bord fra Molen. Dette Arbejde var ikke uden Fare. Med én Fod paa Molen og én paa Baadens Ræling skulde Stenene løftes i Baaden. Bevægede Baaden sig for meget ud og ind, kunde der let ske en Sprængning af Underlivet ved det haarde Løft. Derpaa blev Fiskegrejerne, de saakaldte Skrabere med tilhørende Tove, bragt om Bord. Tillod Vejret det, blev Baadene lagt til Ankers lidt fra Land.

Var Vinden efter Midnat frisk Vest—Nordvest, var det fint Skrabevejr, og da tørnede Fiskerne ud Kl. 2—3, medbringende Proviant for 2—3 Dage. En halv, „grov, hjemmebagt Kage“, lidt Smør, Fedt, ristet Fisk og andet Paalæg, en Dunk Vand samt et Par Potter Brændevin var Føden til en saadan kold Havtur, der kunde vare indtil 3 Døgn. Først de sidste Aar toges der en Gryde med, hvori nedsattes et hjemmelavet Spritapparat, saa der kunde varmes Vand. Skind- og Olieklæder ejedes kun af faa.

Efter et Par Timers Sejlads er Arbejdspladsen naaet. Nu sættes Skraberne ud, 8—12 efter Baadens Størrelse. Skrabernes Overkant er dannet af et Jernskelet i Form af en aflang Rektangel, 2 Alen i Længde og 12 Tommer i Højde, hertil er fastgjort et Net af en Alens Dybde og en Maskevidde af 2 Tommer. Et Tov, 25 til 40 Favne i Længde, er fastgjort til Skraberen og fortøjet til Baadens Ræling. Baaden driver sidelæns for Vind og Strøm og slæber Skraberne langs Havbunden; disse fyldes med Østers, Skaller m. m.

Et „Sæt“ varer en Times Tid. Saa hales Skraberne op. Affaldet og „Undermaalerne“ kastes i Havet. Salgs-Østers gemmes hen. I Frostvejr maa de dækkes godt. Naar Bankerne er gennemsejlet, krydses mod Land til et nyt „Sæt“. Natten glider, og Dagen kommer. Skrabningen fortsættes næste Nat og Dagen derpaa. Mellem Ophalingerne kan der blundes lidt.

Men naar Vinden mod Aften sprang om til Nordøst med tiltagende Kuling, og Sneskyer rullede sig op i Synskredsen, da gjaldt det om at komme bort og i Læ, før den kommende Snestorm fo’r frem i al sin Vælde, medens Vinternattens Mørke sænkede sig over Hav og Land og skjulte Fyr og Landkending.

I Farens Tid vaagner alle Fiskerens Sømandsinstinkter. Efter Kompas og Lod finder han Vej Vest om Græsholmen op under den beboede Ø. Havnen turde Baadene ikke søge. Altsaa maatte de for Natten ankre op saa nær Kysten som muligt. Paa Ballaststene, hyllet i et omvendt Sejl, søgte Fiskerne Natteleje. De, der havde Pligt i Forstavnen, laa som Herremænd. Vinternatten ved Juletid er lang og kold. Bør vi da undres over, at et Par Drammer om Morgenen gjorde Tilværelsen lidt lysere, eller at en gammel Mand, naar han krøb frem under Sejlet, raabte: „A hobber“; „A hobber“ (d. v. s. ryster) — rystende af Kulde. Kom Baadsmændene efter Stormnatten ikke frem i Morgendæmringen, sejlede Holmboerne ud til dem.

Tillod Vejret det, sejlede Baadene til Frederikshavn. Fangsten lossedes. En Kop Kaffe livede de forfrosne Fiskere op. Hjemturen — 1 Mil — i de tunge, vaade Klæder var ofte drøj.

Saalangt Lærer Schroll.

— Ja, det var et haardført Folk.

„Det er ingen Sag, saalænge Vandet kan løbe af Træskoene,“ var der én, der sagde, „men naar det fryser til Is, er det li’egodt en grimme Fornemmelse“. 

Desværre var nok de fleste af dem i Brændevinens Vold, og det forklarer deres store Fattigdom, trods det, at Østersskrabningen og andet Fiskeri kunde give en ret god Indtægt; flere af dem havde dog eget Hus med tilhørende Landeri

Fiskerens Hjem

Niels og Elsine Tvilling
med barnebarnet Niels Christian
foran Tvillinggaarden ca. 1908

Fiskeskipper Niels Tvilling - del 1

Af Chr. Nielsen

Adskillige af de Oplevelser og Iagttagelser, der er omtalt paa de efterfølgende Blade, er mine egne, men langt de fleste er meddelt mig af Niels Tvillings Søn, Fiskehandler Jens Tvilling, København, og Datter, Fru Anna Tvilling Larsen, Strandby.

Ikke saa faa Smaatræk er Citater og Uddrag af en Række Artikler, der under Titlen „Strandby Folk" har været offentliggjort i „Frederikshavns Avis" og skrevet af Hr. Organist P. Chr. Pedersen, Frederikshavn, ligesom der ogsaa er en Del Citater fra „Kristelig Talsmand".

Jeg skylder disse og alle, der bistod mig, en hjertelig Tak. Uden deres værdifulde Hjælp kunde jeg ikke have foretaget dette lille Samlerarbejde.    C. N.

Fiskerens Hjem
Niels Tvilling var Fisker; hans Hjem var i Strandby. Mon „Aarsskriftet“s Læsere nogen Sinde har gæstet et Fiskerhjem — saadan et rigtig godt, gammeldags Fiskerhjem i et eller andet lille Fiskerleje?

Selvfølgelig er der nogle, der har — mange maaske — men der er altid nogle, der ikke har, og saadanne vil jeg gerne ved denne Lejlighed introducere i en eller anden af mine Venner, Fiskernes Hjem.

Jeg har boet tilstrækkelig længe iblandt dem (Esbjerg, Løkken, Frederikshavn) og har besøgt dem paa mange forskellige Steder (Fanø, Bangsbostrand, Strandby, Skagen og andre Steder, hvor de hører hjemme), og saaledes haft rig Lejlighed til at lære Hjemmene og deres Beboere at kende; og jeg lærte at sætte Pris paa begge.

De skal se Dem vel for, naar De gaar ind ad Døren, for den er lav; der staar „Buk“ skrevet, som det hedder i Folkemunde. Og er vi saa indenfor, saa skal De igen passe paa, hvis De har en nogenlunde Højde, at De ikke løber Panden imod Loftsbjælkerne. I gamle Dage skulde der spares paa Materialet; maaske var det ogsaa for at holde paa Varmen om Vinteren, eller var det for den skarpe Blæsts Skyld, at man gjorde Husene saa lave?

Men Stuen er ofte ret stor i Omfang. Dér, langs Væggen, staar de to brede Alkovesenge omhængt af et pænt Sirtses Forhæng. Her er Plads til Mand og Hustru og alle Børnene, og der var, eller kom, som Regel mange. Efterhaanden, som de voksede til, fik et Par Stykker af dem Plads i Slagbænken, der staar dér under Vinduet og om Dagen tjener til Sæde, naar der spises ved det lange Bord, og uden for Spisetiderne tjener til Legeplads for de smaa.

Dér staar den gamle „Bornholmer“, der paa sin langsomme og værdige Maade maaler Tiden for Tidens Børn og hver Time med sine klingre Slag fortæller, at nu er der paany gaaet en Time ind i Evigheden. Dér i Krogen har Bilæggerovnen sin Plads med sine Basrelieffer med Motiver hentet fra
Bibelen eller Historien.

Og paa Langvæggen staar Kommoden (eller maaske er der to) smukt pyntet med Tæppe og en Mængde Souvenirs, som Faderen eller Sønnerne sendte hjem, dengang de „fo’r paa Varmen“. Se her de store Konkylier, der koger saa mærkeligt, naar man holder dem for Øret; det er Havets Røst, man hører i dem, siger Sømanden.

Og dér er Flasken, der ligger paa sit Understel med det fuldriggede Skib i sig. Aldrig begreb jeg, hvorledes de fik den Skude med dens Master og Rær og dens mange Snore paa Kryds og Tværs ind i den Flaske. Jeg tænkte, at man havde skaaret Bunden ud, og saa var det jo ingen Sag; men man overbeviste mig om, at det passede ikke; Skibet var kommet ind gennem Flaskehalsen! Men selv om det hele, som man forklarede, blev lavet udenfor og liggende sendt gennem Halsen, forstod jeg ikke, hvorledes store, grove, begede Sømandsnæver kunde bakse med alt dette og faa det saa sindrigt anbragt paa rette Sted.

Og se, dér paa Væggen hænger Malerier af Skonnert „Anna“ eller Barken „Fremtiden“ eller hvad hun nu hed, Skuden, man sejlede med i de unge Dage, ja, maaske saa længe, at man blev en halvgammel Fyr og træt gav op og slog sig ned derhjemme ved Kysten i det gamle Fødehjem, for at faa et sparsomt Udkomme ved Fiskeriet.

Og for at faa det hele med, lægger vi Mærke til det lange, hvidskurede eller grønmalede Bord med tilhørende Træstole. I de lave Vinduer staar blomstrende Pelargonier, og et Par Sirtses Gardiner (Kapper) fuldstændiggør Udstyret i den lille, fattige, men ofte saa nette og renlige Stue.

Ude i Køkkenet var den aabne Skorsten med Krogen over Ildstedet, med Gryder og Pander og Potter. I Skorstenen røgede man selv baade Grise- og Faarekød samt de Fisk, der egnede sig dertil. Og saa havde man de store, saltede og tørrede Fisk: Torsk, Kuller og Flynder, der efter Tørringen blev nedpakket i Halm eller simpelthen puttet i en Sæk og benyttet til Spisning Aaret igennem.

I Skorstenspiben hang tørret Flynderskind, som blev benyttet til at „klare“ Kaffen med. Man kendte ikke til Kaffekande, men hældte den brune Drik fra den blankpudsede Kobberkedel, hvori den var kogt, lige i Koppen. En Knald brunt Sukker fandt man i Sukkerskaalen, der som Regel stod fremme paa Bordet.

Ved Stranden laa Baaden i en dertil indrettet „Kaas“, som Baadelavet hjalp hverandre med at bygge. En „Kaas“ er to Stensætninger i en passende Afstand fra hinanden ført ud fra Stranden. Imellem dem laa Baaden „svinebundet“ til fire Pæle, to i hver Stensætning. I Fiskerlejet blev disse „Kaase“ bygget Side om Side og var adskillige Steder, bl. a. i Strandby, Begyndelsen til en Fiskerihavn.

Kom der Paalandsstorm, hjalp man hverandre med at hale Baadene op paa Stranden. Baadelavene havde en Baadekasse, og naar Julen kom, blev Baadekassen tømt, og saa blev der holdt Baadegilde med Mad og rigelig Drikkelse og Dans og fornøjet Samvær, og saa glemte man for en Tid de drøje Krydsture i de aabne Baade fra Fangstplads til Hjemmets Kyst.

Pastor Laust Christensen

Af Chr. Nielsen

Pastor Laust Christensen tilhørte en af Vongeegnens ældste og mest ansete Bondeslægter.

Laust Christensen, 1848-1934

Han blev født paa Sandalgaard i Vonge den 14. Maj 1848 i et Hjem, hvor gammeldags Gudsfrygt var raadende. Efter sin Konfirmation kom han i Møllerlære paa den nærliggende Hammer Vandmølle. Som Møllersvend arbejdede han 10 Aar i Holms Mølle, Grejsdalen, og drev derefter selvstændigt Mølleri i Stribæk ved Vejle.

Medens han boede her, blev han og hans Hustru Else Marie, med hvem han blev ægteviet i Juni 1872, alvorlig vakt; det skete nærmest gennem deres førstefødte lille Piges Sygdom og Død. Ved en trofast Metodistbroder Jens Kusk’s Paavirkning kom de i Forbindelse med Metodistmenigheden i Vejle. Det var i Slutningen af 1876.

Superintendent Schou, der paa det Tidspunkt var Menighedens Forstander, skulde prædike, og Niels Kusk indbød de unge, nedbøjede Møllerfolk til at høre ham. Laust Christensen fulgte Indbydelsen; det var en af de sidste Gange, der holdtes Gudstjeneste paa den gamle Kirkesal i Flegborg. Ordet om Midleren mellem Gud og Menneskene (1. Tim. 2, 5—6), der gav sig selv til en Genløsnings Betaling for alle, øvede en mægtig Indflydelse paa ham, og han sagde til sig selv:

„Denne Frelser er det, jeg behøver!“ 

Snart fik baade han og hans Hustru Fred med Gud, og Herren gav dem et klart Vidnesbyrd om Guds tilgivende Naade. Om denne Oplevelse skrev han ved en Lejlighed:

„O, hvilke Minder knytter der sig ikke til den Dag, da Gud gav mig et nyt Hjerte, et Hjerte, som kan elske ham, der har skabt mig og givet mig Naade til at tro paa min dyrebare Frelser, der har forløst mig ved sit Blod.“

Kort Tid efter sluttede de sig til Menigheden, der nu samledes i deres nye Kapel i Wissingsgade.

Det varede ikke længe, inden der blev betroet den unge Møller adskillige Tillidsposter. Han blev Søndagsskolelærer, senere Leder af Bibelklassen og igen senere Klasseleder. Den Nidkærhed, han lagde for Dagen i disse forskellige Virksomheder, havde tilfølge, at Kirkens Ledelse efter faa Aars Forløb opfordrede ham til træde ind i Missionsarbejdet.

Det unge Ægtepar indvilgede heri. L. Christensen fik alt bragt i Orden med Hensyn til Virksomheden og Hjemmet og rejste saa i September 1881 til Langeland som Kolportør og Lægprædikant. Vækkelse udbrød flere Steder paa Øen, og Menigheden fik en virkelig Oplivelse og en betydelig Tilgang af Medlemmer. Om dette sit første Menighedsarbejde fik han, ved en Lejlighed, følgende Vidnesbyrd af Superintendent Schou:

„Gud velsigner vor kære Broders Arbejde; Sjæle omvendes og Guds Børn opbygges. Broder L. Christensen er utrættelig i sit Arbejde for Herren, og man maa sige, at han aagrer med hele sit Pund, og det uden Afladelse.“

Hans næste Plads var Løkken, hvortil han blev flyttet i November 1883. Her blev han mødt med megen Modstand fra Befolkningens Side, der endog kort Tid nægtede at sælge de nødvendige Fødemidler til ham og hans Familie. Men trods dette holdt han ud med ukuet Mod i sin Gerning. Det eneste Sted i Byen han kunde samle Folket var i en tom Butik, hvor Disk og Reoler tog Pladsen op.

Men inden et Aar var gaaet, stod der en lille Kirke nord i Byen og kaldte med sin Klokke paa Byens Befolkning. Med en mageløs Energi var han gaaet i Gang med Forberedelsen til og Gennemførelsen af dette Foretagende. Og det bedste var, at der udbrød en betydelig Vækkelse baade i By og paa Land. Mange blev vundne for Gud; og da han efter 4 Aars Forløb rejste fra Kredsen, talte Menigheden seks—syv Gange saa mange, som da han kom dertil.

I 1887 blev han ansat i Aalborg, i 1889 i Aarhus, i 1890 i Varde, hvor han var i 5 Aar og fik bygget baade Kirke og Præstebolig i Varde, og Præstebolig og en midlertidig Missionssal i Esbjerg. Fra 1895—97 var han i Esbjerg, dernæst i Hjørring, hvor han ogsaa byggede Kirke. I 1903 blev han for 2. Gang ansat paa Langeland; dernæst kom han til Løkken (2. Gang) og til Varde (2. Gang), hvorefter han i 1914 tog sin Afsked efter at have tjent Kirken i 33 Aar.

L. Christensen blev i 1887 anbefalet af Konferencen til at ordineres som Læg-Diakon. Dette blev dog ikke til noget, idet han Aaret efter blev optaget paa Prøve i Aarskonferencen og samtidig ordineret til Diakon. I 1890 optoges han i fuldstændig Forening med Konferencen og i 1892 ordineredes han som Ældste under Missionsreglen.

Efter i nogle Aar at have boet i henholdsvis Hjørring og København som emeritus, flyttede han og hans Hustru i 1920 til deres Fødeegn for at nyde deres Otium. Men han kunde ikke være stille. Inden længe kastede han sig ind i Arbejdet for at faa en Kirke bygget i Vonge; og den 16. Oktober 1921 blev den lille smukke Markuskirke, der er bygget paa hans Barndomshjems Mark, indviet.

Det var med Vemod, at Pastor L. Christensens mange Venner den 20. November 1934 gennem Radio og Presse erfarede, at den aldrende Præst var død om Morgenen samme Dag; og særlig vemodigt var det, at han maatte dø blandt fremmede, langt borte fra sit Hjem. Som det maaske erindres, var han indbudt som Hædersgæst af Menigheden i Løkken, der den 18. November fejrede 50 Aarsdagen for Kirkens Indvielse.

Glad rejste han derop og deltog med Lyst og en forbavsende Kraft i en Række Møder, der blev afholdt Dagene forud for Festdagen. Men det blev den 86-aarige Mand for meget. Han paadrog sig en alvorlig Forkølelse, der tvang ham i Seng; og her tilbragte han Festdagen, medens Menigheden og mange Venner takkede Gud, for det store Arbejde, Pastor Christensen havde faaet Naade til at udføre i By og Egn.

Dagen efter blev han indlagt paa Hjørring Sygehus; men Kræfterne var udtømt, og Kl. 2 om Natten udaandede han stille og fredeligt. Hans Støv blev under stor Deltagelse stedt til Hvile ved Siden af hans Hustru, der allerede i 1923 var gaaet hjem til Gud.

I de 33 Aar Laust Christensen tjente Gud og Kirken som et Herrens Vidne, øvede han en betydelig Indflydelse som Prædikant og Menighedsforstander. Hans hellige Enfold, hans stærke Tro, hans utrættelige Nidkærhed og hans sjældne Evne til at vinde Folks Fortrolighed gjorde ham til en af de største Sjælevindere, dansk Metodisme har fostret.

Dertil kom hans praktiske Sans, der kom ham til Hjælp, hver Gang der var Tale om at faa bygget et Hjem for Menigheden, han betjente. Ingen anden dansk Metodistprædikant har bygget saa mange Kirker og Præsteboliger, som han.

Idet jeg fremdrager disse Minder fra hans Liv som Kristen og Arbejder i Herrens Vingaard, føler jeg Trang til — og sikkert mange med mig — at sige Gud Tak for denne gode Mand og for det Arbejde, han fik Lov at udrette gennem et langt Liv. Men vi vil ogsaa sammen med hans Børn og øvrige Paarørende takke Gud for, hvad han var for sit Hjem og sine Kære. De og vi bevarer alle Mindet om ham som en trofast Ægtefælle og Fader, en alvorlig Kristen og en nidkær og fremgangsfuld Arbejder.

Vil man spørge, hvori Hemmeligheden laa til den Velsignelse, han var til, saa finder jeg Svaret i Herrens Ord. I Jerm. 17, 7—8, staar der saaledes:

„Velsignet den Mand, som forlader sig paa Herren, og hvis Tillid Herren er! Thi han skal være ligesom et Træ, plantet ved Vand, og som udskyder sine Rødder ved Bækken, og som ikke frygter, naar der kommer Hede, og hvis Blad skal være grønt, og som ikke hænger mat, naar et tørt Aar kommer, og ikke lader af at bære Frugt.“ 

Dette Ord er tillige en herlig Opmuntring til alle sande Guds Børn, til at stole paa Herren i al deres Liv og Gerning.

Til foranstaaende Mindetale skal jeg føje nogle faa Oplysninger og Meddelelser, som jeg Tid efter anden har faaet dels fra L. Christensen selv, dels fra andre, der kendte noget til ham og hans Gerning og fra vore Kirkeblade, der af og til bragte Meddelelser fra ham. Det kan forhaabentlig alt tjene til at belyse Billedet af ham, som han var, da han færdedes og virkede iblandt os.

En af de Ting, der optog ham stærkt, efter at han i 1876 var blevet omvendt til Gud, var at faa det samme Evangelium, der havde bragt Frelse til hans egen Sjæl, forkyndt for sine Slægtninge og Bysbørn i Vonge. Han formaaede Pastor J. J. Christensen, der i 1879 blev Vejle Menighedens Forstander, til at tage til Vonge, og fra da af blev der stadig holdt Forsamlinger i hans Faders Gaard — Sandalgaard — og hos Farbroderen, der boede i Gaarden Assenholt, og adskillige andre Steder.

Mange kom til disse Møder for at høre de forskellige Præster, der Tid efter anden kom derud: Schou, Christensen, Thaarup, Eltzholtz m. fl., og mange fik Velsignelse derigennem. L. Christensen kørte for dem fra Vejle til Vonge, deltog selv i Mødet med Vidnesbyrd og Bøn og var saa atter Kusk de tre Mil tilbage til Byen.

I 1888, medens P. M. S. Jensen var Præst i Vejle, afholdt han, sammen med L. Christensen, der paa det Tidspunkt var Præst i Aalborg, en Række Teltmøder i Vonge By. Møderækken begyndte Tirsdag Aften med 10 Tilhørere og sluttede Søndag Aften med ca. 200. Vækkelsens Aand var følbar tilstede, men der var ogsaa en betydelig Modstand.

Bl. a. var en af Egnens store Gaardmænd kommet i den Hensigt at volde Forstyrrelse. Han ruskede i Teltsnorene og raabte op under Mødet. Ved et Møde fortalte L. Christensen, hvorlænge han havde gaaet paa Syndens Vej. „Det var ogsaa længe“, raabte Gaardejeren, idet han satte en Trumf paa.

Men der var andre, der var dybt grebne, mange begærede de Troendes Forbøn, og adskillige Mennesker blev omvendt. Flere af Familiens Medlemmer kom med ved denne Lejlighed, bl. a. L. Christensens Broder, Gaardejer Jørgen Christensen, Sandalgaard. Dette glædede ham meget; det var jo Herrens Svar paa hans mange Bønner og Lønnen for hans Arbejde og Offer.

Mange af de nyomvendte sluttede sig til Give Menighed (Enkelund Menighed, som den kaldtes den Gang), bl. a. Jørgen Christensen. Han var en betydelig Mand paa sin Hjemegn og kom derfor ogsaa ganske naturlig til at spille en stor Rolle i Menighedskredsen. Og ogsaa for Kirken i sin Helhed fik han Betydning, idet han ved Lejlighed besøgte Menighederne Landet over og talte saa én, saa en anden god Sag, der havde fanget hans Interesse.

Som bemærket blev L. Christensen sendt til Langeland i 1881 som Missionær og Leder af Menigheden. Han afløste Pastor Thaarup som Menighedsforstander og fik en virkelig god Tid de to Aar, han opholdt sig der. Fra denne smilende Ø („Rosengrenen i Havet“, som Øhlenschlæger kaldte den) blev han i 1883 flyttet til det barske Vendsyssel med Bopæl i Løkken.

Det var ikke blot en følbar Forandring i det ydre fra den blomsterrige, trærige og frugtbare lille Ø til den saa godt som træ- og blomsterløse Vestkyst med det bestandige Brus fra Havet, de barske Vestenvinde og Sandet fygende omkring i Gader og gennem hver Sprække, der maatte findes i Døre og Vinduer, men det var især en Sindelagsforandring, der mødte ham og hans ved Skiftet. Dette føltes meget stærkt, særlig i den første Tid.

Det var sidst i November Maaned, Familien, bestaaende af Mand, Hustru, fire Børn og en Husassistent, kom til Hjørring for med Postvognen at drage videre til Løkken. Men Vognen var kørt, og de maatte derfor leje Vogn, der hen under Aften førte dem til Byen. Da Møblerne først kom næste Dag, maatte man tilbringe Natten som bedst man kunde, hvilket var meget besværligt for Fru Christensen, der var Rekonvalescent efter en lang Sygdom.

Beboernes Nysgerrighed kendte ingen Grænser; Børn og voksne trykkede Næserne flade imod Vinduerne og gjorde deres Bemærkninger baade om Personerne og om den Fattigdom, der syntes at herske i de tomme Stuer. Naa, det kom man over og fik indrettet et lille hyggeligt Hjem i det samme Hus, der nu tjener som Bolig for Mejeribestyreren.

Værre var det, da man nægtede at sælge dem de nødvendige Fødemidler. Det var ikke muligt for dem at faa Brød eller Mælk eller andre Nødvendighedsartikler. Dog ogsaa dette blev afhjulpet. De faa Metodistvenner, der var i Byen, fik de mærkelige Handelsmænd snakket tilrette, og saa faldt alt i Lave. Men Mindet om dette gik aldrig Christensen af Glemme, og naar Talen kom paa den første Tid i Løkken, gav han gerne en drastisk Skildring af, hvad de oplevede i disse første bevægede Dage i den lille Fiskerby.

Metodistkirkens Virksomhed i Løkken var paabegyndt af Pastor H. Hansen i 1876. Han samlede store Skarer, der jævnlig fyldte det Loft i det store Pakhus, man velvilligt havde stillet til hans Raadighed. Ved en Lejlighed, da Pastor Schou prædikede, stillede en Baptistbroder sig op ved Trappen og tog Mandtal over Forsamlingen. Han naaede til Tallet 800.

Hansen var jo Homøopat, og der gik svært Ry af hans Kure, der ofte lykkedes. Saa kom Folk, ikke blot for at høre, men ofte først og fremmest for at faa Hjælp for deres Sygdomme. Men Hansens Ord lød:

„Ja, det skal I faa, men til Møde først, saa faar I Medicinen bagefter.“ 

P. M. S. Jensen, der fortsatte Hansens Arbejde i Frederikshavn og Løkken, var ogsaa Homøopat, men i ringere Grad, saa Tilslutningen var ikke nær saa stor i de Aar (1880—84), han virkede i Løkken.

Møderne holdtes i Bødker Peters Værksted, der gratis blev overladt ham. Da L. Christensen kom, blev Møderne forlagt til Fisker Niels Damgaards Hus, hvor der var en tom Butik, der blev stillet til Raadighed. Her mellem Diske og Reoler samledes Folk om Ordets Forkyndelse, og Mennesker blev vundne for Gud.

Men Arbejdet var ikke let. Betydelig større Skarer samledes uden for Huset end indeni. Og de var i høj Grad urolige.

„Af og til gik jeg udenfor“, fortalte han, „og skammede Flokken ud, men det hjalp ikke stort“. 

Men en Aften brugte han et probat Middel, der viste sig at være virksomt. Han var midt i sin Tale, da Støjen blev uudholdelig. Med et sprang han over Disken, rev Døren op og sprang ud i Sværmen, greb den første den bedste, tog ham under Armen, bar ham ind i Forsamlingen og sagde:

„Her er en stakkels Synder, bed for ham“. 

Og saa fortsatte han, idet han dog stadig holdt den arme Synder fast i sin ene Haand deromme bag Disken, til Mødet havde Ende.

„Siden havde vi Ro“, sagde han.

Hvorvidt Fremgangsmaaden er probat i vor Tid, er jeg ikke sikker paa. I alt Fald maa man være paa det rene med, at ens Fysik er i lige saa god Orden, som L. Chr.s var.

Men selvfølgelig maatte man under saadanne Forhold tænke paa at faa et ordentligt Lokale, nu man havde faaet bosiddende Præst, ja helst en lille Kirke; men hvem turde gaa i Gang med det? Venneflokken var ikke ret stor, og den var i høj Grad fattig, og den nye Præst var vist den fattigste af dem alle.

Medens Pastor P. M. S. Jensen havde Ansvaret for Arbejdet i Løkken, havde han tumlet en Del med Tanken om at bygge et lille Kirkehus. Han havde ogsaa paabegyndt en Indsamling, der havde givet godt 700 Kr. — et forbavsende godt Resultat, naar Hensyn tages til, at der kun var 13 Medlemmer i Løkken og Omegn. Dertil kom, at Gaardejer Søren Mølgaard, der boede øst for Byen, gav gratis Grund til Kirken, og Købmand Svennevig skænkede en 6 Alen bred Vej, der førte fra Chausséen hen til Kirken.

Da P. M. S. Jensen i 1884 forlod Frederikshavnkredsen og dermed ogsaa Løkken, overlod han tillige L. Christensen et Grundrids til den vordende nye Kirke. Han havde jo i 1881 bygget Kirken i Frederikshavn, saa han var godt kendt med, hvordan saadan en lille billig Kirke skulde indrettes. Men alt dette vilde ikke have ført til noget foreløbigt, om ikke L. Christensen med sin praktiske Sans, der her for første Gang viste sig paa Kirkebyggeriets Omraade, resolut havde taget fat for at faa Planerne gennemført.

Og nu gik det Slag i Slag. Først fik Menigheden et andet Stykke Jord lagt til, for hvilket de gav 200 Kroner; der kom en større Indsamling i Gang, og mange af Løkkens Beboere gav gerne et Bidrag til den nye Kirke; man havde jo saa langt til Sognekirken, Furreby Kirke, saa nu kunde man slippe nemmere om ved det, naar den nye blev bygget.

Og Christensen drog paa sin Fod omkring i mange Sogne og fik af Gaardmændene Løfte om gratis Kørsel af Sten og Kalk og Tømmer til den nye Kirke; og sjældent nægtede man ham denne Tjeneste. Og han drog videre til Langeland, Enkelund og Vejle Menigheder, hvor han hos kendte Venner fik Løfte om Hjælp. Fra Konsul Døllner i New York fik han 350 Kr.

Nu turde man gaa i Gang med Udgravning af Grund og med selve Arbejdet paa Bygningen. L. Christensen var Arkitekt, Jacob Murer (mangeaarigt Medlem af Menigheden) udførte Murerarbejdet. Christensen var tillige Glarmester; ja, han var vel nærmest Altmuligmand; og inden et Aar var gaaet, stod den lille Kirke fiks og færdig. Ialt med Byggeplads, Hegn, Papirsomkostninger o. s. v. kostede den Kr. 5.134,40. Gælden var Kr. 3.845,27. Det hele blev assureret for 6.000 Kroner.

Søndag den 16. November 1884 kaldte den lille Staalklokke første Gang Løkkens Beboere sammen til Gudstjeneste i „Sct. Peters Kirke“. Pastor Schou sammen med J. J. Christensen og L. Christensen foretog Indvielsen, og Glæden var stor hos den lille Venneflok, ja hos Præstefolkene med. Nu saa Folk med helt andre Øjne paa dem, end da de for et Aar siden holdt deres Entré i Staden.

Forøvrigt skete der noget ved denne første Gudstjeneste i den nye Kirke, der fik blivende Betydning for en ung Fisker, Søn af en af Metodistfamilierne i Byen. Hans Navn var Anton Bast.

Han havde været paa Fiskeri den Søndag Formiddag, men Vejret maa have været noget uroligt, thi ved Landgangen kæntrede Baaden. Baade han og Kammeraterne blev dog reddet i Land i god Behold; men Begivenheden bidrog til, at han blev mere medgørlig, end han plejede at være, saa han ikke, som hans Skik ellers var, sagde nej til Forældrenes Anmodning om at gaa med til
Gudstjenesten.

Han gik med og blev grebet af Pastor Schous alvorlige Prædiken. Det blev til Liv og Frelse for ham. Han blev — trods Aldersforskellen — L. Christensens gode Ven og Medarbejder. I tre Aar var han Medhjælper hos Prædikanten i Løkken og drog viden omkring og samlede mange om sin begejstrede Forkyndelse. Senere blev han Medhjælper i Frederikshavns Kreds, og derfra kom han i 1888 paa Præsteskolen i København.

L. Christensen havde meget betydelige Vækkelser baade i Løkken og i Særdeleshed i de øst for Løkken liggende Sogne: Rubjerg, Lyngby, Jelstrup, Gjølstrup o. s. v. Vækkelsen derude begyndte i et Hjem i Rubjerg, hvor Konen havde ligget syg i 16 Aar.

Møderne holdtes Aften efter Aften fra Hus til Hus og fra Gaard til Gaard. Mange blev grebne af Ordet og begærede Forbøn. En Del af dem var blevet enige om, at de vilde ikke knæle under Bønnen, som Skik og Brug var; saa dybt vilde man nu ikke ydmyge sig; de vilde jo da heller ikke være Metodister, saa det var vel ikke nødvendigt med denneher Knælen.

Men saa talte Christensen et Sted over Daniel i Løvekulen. Da han sluttede, sagde han:

„Alle vi, som tror paa Daniels Gud, vil falde paa Knæ og tilbede ham“. 

Nogle havde sat sig ved det lange Bord for at have en Undskyldning for ikke at knæle, men Bordet blev i en Fart skubbet ud, og alle faldt paa Knæ. Og siden var der intet i Vejen for at knæle. Den Vinter optog han 62 i Menigheden, og Aaret efter var der ogsaa stor Tilslutning.

Da Vækkelsen hen paa Foraaret stilnede af, drøftede man Planer om et Kapel dér paa Egnen og blev snart enige om at bygge. Gaardejer Karl Lyckegaard gav Grund lige overfor sin Gaard ved Hjørring—Løkken Landevej. Christensen fik dog intet med selve Opførelsen at gøre, da han om Sommeren blev flyttet til Aalborg. Han overgav Menigheden til Pastor Jens Nielsen. Den talte da 90 Medlemmer i fuldstændig Forening og 25 paa Prøve. Da han kom 4 Aar i Forvejen var der 13 Medlemmer og nogle faa Prøvemedlemmer.

Pastor Christensen var i Løkken to Gange, fra 1883—87 og 1906—12. Den anden Gang havde han igen en ret betydelig Vækkelse, særlig i Rubjerg og Omegn. Om hans Virksomhed dér i de Aar skriver hans gamle Medarbejder Anton Bast i en Korrespondance betitlet „Paa gamle Stier“ følgende smukke Ord:

„Paa det Sted, hvor Herren for nogle og tyve Aar siden frelste min Sjæl, fik jeg Lov at holde tre Møder sammen med den Mand, som Herren brugte til at lede mig ind i Guds Rige og ind i Prædikegerningen. I hine gode gamle Dage havde Broder L. Christensen en velsignet Tid; der blev meget Folk ført til Herren paa de spredte, fattige Egne, og det var en Lykke for mig at være hans uordinerede Medhjælper. — Nej, det maa jeg ikke skrive om; thi saa fyldte jeg hele Bladet! Men alligevel: Det var saa ubeskriveligt dejligt — at være i Arbejde uden Ansvar, at blive brugt til Velsignelse uden at vide det!“ 

„Aarene er gaaet; atter er den samme Mand i det samme Arbejde, — stærkt graanet af Aarene og det, Livet fører med sig, men elsket af Menigheden og velsignet af Gud, som ingensinde før. Det er lykkedes Broder Christensen ved sit Arbejde i Løkken denne Gang at samle en Ungdomsskare, som ikke blot lyser op og varmer i Nutiden, men giver Haab for de kommende Dage.“

Efter at L. Christensen havde betjent Aalborg Menighed fra 1887—89 (det meste af Tiden dér var han syg) og Aarhus fra 1889—90, kom han i Sommeren 1890 til Varde. Her kom han paa sin rette Hylde.

Da han kom, var der en lille Menighed, der talte 29 Medlemmer og 4 Prøvemedlemmer; da han fem Aar efter, Sommeren 1895, rejste derfra, talte Menigheden 69 Medlemmer og et Par Prøvemedlemmer, og saa var der i det Tidsrum overført ca. 20 Medlemmer til den nye Menighed i Esbjerg; en prægtig Ungdomsforening var stiftet, og der var oprettet mange Prædikepladser paa Landet.

Dertil kom, at der ved hans Afrejse stod i smukke Omgivelser en dejlig lille Kirke samt en Præstebolig, alt vurderet til Kr. 18.250,00. Da han flyttede dertil, var der ingen af Delene. Endvidere var der bygget et Hus i Esbjerg, hvori der var indrettet en god Præstebolig og en lille, midlertidig Kirkesal. Men jeg skal ikke skildre, hvorledes han fik alt dette stablet paa Benene i Løbet af fem korte Aar.

Det var Historien fra Løkken om igen. Den staar som typisk for hans Maade at arbejde paa. Han blev den danske Metodistkirkes største Kirkebygger. Han byggede Kirkerne i Løkken, Varde, Hjørring og Vonge (denne sidste kan vel nok siges, uden at forklejne nogen, at være hans Værk, selvom han ikke var Menighedens Forstander), samt Præsteboliger i Varde, Esbjerg, Løkken og Vonge. Det var vel ikke lige godt alt, hvad han lavede.

I hine første Tider gjaldt det jo først og fremmest om at faa Tag over Hovedet. At der med de smaa Midler, der stod til Raadighed, ikke blev taget de fornødne Hensyn til Arkitektur m. m. er givet; det bærer disse vore ældste Smaakirker tilstrækkelig Vidnesbyrd om.

Et Par Gange har vi været Nabopræster. Særlig den første Gang tænker jeg paa med Glæde. Efter endt Soldatertjeneste blev jeg i Januar 1893 sendt til Esbjerg for at optage Kirkens Arbejde dér. En lille Venneflok i Byen, der havde tilhørt Varde Menighed, og var blevet organiseret som selvstændig Menighed, havde, som ovenfor bemærket, bygget Hus med Sal og Præstebolig, og nu kom saa Præsten.

Det var en mørk, kold Januarmorgen, jeg arriverede efter at have kørt hele Natten i et forskrækkeligt Bumletog. Skønt det var tidligt paa Morgenen, var Pastor L. Christensen, der boede i Varde, mødt i Spidsen for Venneflokken for at tage imod mig. Det gjorde mig saa godt, og jeg glemte ham det aldrig. Han og hans Hustru var som Forældre for mig, og i deres hyggelige Hjem i Varde kom jeg ofte. Vi havde ikke saa lidt Samarbejde, og det var altid til fælles Glæde. —

To Gange har jeg været hans Menighedsforstander. Det var efter at han og hans Hustru var flyttet til Vonge. Den første Gang havde jeg Menigheden fra 1922—23. Den anden Gang var i de nu sidst forløbne Aar fra 1932—37, da lærte jeg Christensen at kende bedre end før.

Han var en taknemmelig Tilhører og var stærkt interesseret i at faa Sagen fremmet. Han bad ofte derom paa Bønnemødet og talte om, hvorledes vi bedst skulde faa Folk i Tale. Han var livlig og kvik, og stundom havde vi Følelsen af, at han var den yngste af os alle. Hans Sindelag var ungdommeligt; derfor kunde han ogsaa saa godt med Ungdommen alle Vegne, hvor han kom.

Hans Livs største Sorg var, da han i Sommeren 1923 mistede sin kære Hustru efter nogle faa Dages Sygeleje. Hun havde været en god Moder for hans Børn og en god Medhjælp i Arbejdet. Han blev en ensom Mand efter hendes Bortgang. Han havde ingen rigtig Sans for huslig Hygge; saalænge hans Hustru kunde tage sig af den Side af Hjemmet, kunde han glæde sig derover; men selv formaaede han ikke at gøre noget dertil.

Med stor Bestemthed holdt han paa, at han ingen kvindelig Medhjælp vilde have i Huset; han skulde nok klare alting selv, baade Rengøring og Madlavning, men det blev jo rigtignok derefter; og tilsidst maatte hans Slægtninge gribe ind og bestemt forlange, at han skulde have Hjælp. Og det fik han saa ogsaa.

Hans trofaste Husholder Signe Sørensen styrede Huset for ham de sidste Aar, og han befandt sig vel derved, men man havde, trods dette, Følelsen af, at Savnet og Ensomheden trykkede ham. Men han tog sig sammen og kastede sig ind i Arbejdet baade det fysiske og det aandelige — ledig kunde han ikke være. Og saadan blev han ved til det sidste.

Som omtalt blev han syg under sit Ophold i Løkken ved Jubilæumsfesten i November 1934. Søndag den 11. November havde han talt med megen Kraft, hvorefter man sang: „Sølvsnoren brister dog en Gang“ (284 i Sangbogen). Menighedens Forstander, Pastor M. Møller, bekendtgjorde saa Møderne for Ugen og sluttede saaledes:

„Og saa paa Søndag den 18. November har vi Jubilæumsdagen, saa har vi igen den gamle Kæmpe iblandt os“. 

Saa udbrød L. Chr. paa sin intuitive Maade, som vi kendte saa godt:

„Det skal du ikke sige; vi har jo lige sunget: „Sølvsnoren brister jo dog en Gang“, og jeg kunde jo falde bort inden Søndag“. — 

Hans Formodning gik i Opfyldelse. Næste Søndag laa „den gamle Kæmpe“ dødsmærket i sin Seng, og et Par Dage efter var han ikke mere her paa Jord. Han døde med „Sværdet“ i den ene Haand og „Murskeen“ i den anden, og hans sidste Vidnesbyrd var, at han ikke frygtede Døden, men vilde vandre herfra med Glæde, om det saa var Herrens Vilje.

Og maa jeg saa slutte disse faa Bemærkninger med at minde om Apostlens Ord i 1. Thes. 5, 12—13:

„Vi bede eder Brødre, at I skønne paa dem, som arbejde iblandt eder og ere eders Forstandere i Herren og paaminde eder, og agte dem højlig i Kærlighed for deres Gernings Skyld“.

Det vil vi gøre, og saa vil vi sige med Sangeren:

Frem ad vore Fædres Sti 
hjem til Herren vandre vi. —
Nu de hvile fri fra Ve, 
hist skal vi dem atter se!

Fremad, Brødre, vandrer frem 
mod vort Maal, vort Himmelhjem!
Kongebørn, stem op i Sang, 
til vor Fader gaar vor Gang!

Arbejder i Herrens Vingaard

Pastor Thaarup i Erindring - del 5

Som et Vidnesbyrd om, hvorledes Pastor Thaarup vurderede sin Opgave som en Arbejder i Herrens Vingaard, meddeles her en Artikel, han i sin Tid skrev i „Kr. Talsm.“:

En sand Kristen glemmer vel ikke Lønnen, men han arbejder dog ikke blot derfor. Saa ofte et Menneske kun giver sig i Vingaardsarbejdet for Lønnens Skyld, bliver det ham en Skuffelse, han vil aldrig finde, at den staar i det rette Forhold til Arbejdet.

Gaar et Menneske i Herrens Tjeneste for Kaldelsens, for Arbejdets, for Herrens og Lønnens Skyld, vil han finde, at Lønnen bestandig bliver større end Arbejdet.

Den Aand, der besjæler de rette Arbejdere i Herrens Vingaard, er udtalt i Apostlen Pauli Ord:

„Jeg ønskede selv at være en Forbandelse fra Kristus for mine Brødre, mine Frænder efter Kødet“. (Rom. 9,3). 

Det var ikke den lovede Penning, han søgte — det var ikke det bestemmende for ham, at han maatte faa lige saa meget som andre, ja, vel ogsaa noget mere, eftersom han var en Apostel — det var Kristus og Sjæle, han søgte; at vinde dem var for ham at føje Ære til Kristi Herlighed. For Opnaaelsen heraf var han villig til at give Afkald paa al Løn — ja paa Saligheden med.

Det var dette helt af Kristus gennemtrængte og optagne Liv, der gav ham den velsignede, ubevægelige Vished:

„Jeg véd, hvem jeg har troet, og er vis paa, at han er mægtig til at bevare det, jeg har nedlagt hos ham til hin Dag“ (2. Tim. 1,12). 

Hans indre Vished byggede han ikke paa dette:

„Jeg kender mig selv og véd, hvor store Ting jeg har gjort for Kristus, jeg kender hans Løfte til mig, at han har forpligtet sig selv til at give mig en Penning om Dagen“. Nej, han byggede ikke paa Sand, men paa Klippegrund: „Jeg véd, hvem jeg har troet“.

Det var den samme Aand, der besjælede Martyrerne. De bekendte aldrig Kristus Ansigt til Ansigt med Lidelse, Pinsel og Død for derved at vinde en vægtigere Krone eller herligere Himmel, men fordi Kærligheden til Kristus havde løftet dem op over Selvet, og forglemmende dem selv i ham, de elskede, kunde deres Lovsang tone højt, medens Dødens Lidelser søndersled deres Legeme.

Den samme Aand besjælede dem, der for Kristi Skyld forlod deres Fædreland, Slægt og Venner for at bringe Bud om ham, de elskede, til de mange, der sad i Dødens Mørke. De gik ikke for at tjene en Penning om Dagen eller en bedre Plads i Himlene, men fordi de elskede Kristus og Sjæle, derfor gik de for at føre dem til ham. Enhver, der kendte afdøde Missionær Vilhelm Rasmussen, maa vide, at dette var det eneste, der bevægede ham til at gaa og dø for Afrikas sorte Sønner.

Det er den samme Aand, der besjæler enhver sand og lykkelig Jesu Discipel, den Aand, der udtrykker sig i hver Sejr over Synd, hver Selvopofrelse, hver heltemodigt Forsøg paa at rive Sjæle som Brande ud af Ilden. — Glemme sig selv for at ophøje Kristus og vinde Sjæle for ham.

„At lide Tab paa alt for at vin« de Kristus og findes i ham, at kende ham og hans Opstandelses Kraft og hans Lidelsers Samfund, ja blive dannet til at ligne ham i hans Død“ (Filip. 3,8 -10).

Der er alt for mange Vingaardsarbejdere, der slider for Lønnens Skyld, og derfor taler de bestandig saa meget om alt det meget, de udretter, og maa se at faa det bragt til saa manges Kundskab som muligt. Mange ligner alt for meget Simon Peter, der en lang Tid, ja, helt til efter Jesu Opstandelse og Aandens Udgydelse fulgte Jesus mere for Lønnens Skyld, altid først i Rækken til at tale store Ord, men som kun daarligt opfyldte sine Løfter. Som endog minder vor Herre Jesus om sin egen og sine Meddisciples store Opofrelse:

„Se, vi har forladt alle Ting og fulgt dig; hvad skal vi da have?" (Math. 19,27). 

Da Jesus kæmpede i Urtegaarden, sov Peter. Nok kunde han bruge Sværdet og hugge løs, dog, da det gjaldt, „flyede Peter med de andre“, og „han fulgte langtfra efter ham til Ypperstepræstens Pallads“. Hør, hvorledes han opfylder den store Bekendelse:

„Dersom jeg og skulde dø med dig, vilde jeg dog ikke fornægte dig!“ „Han begyndte at forbande sig og sværge: jeg kender ikke det Menneske. Og straks goel Hanen“ (Luk. 26).

Vi kan ikke give noget bedre Svar paa Spørgsmaalet i Sal. 116,12: „Hvorledes skal jeg betale Herren alle hans Velgerninger imod mig?“ end ved at sige: „Frelsens Kalk vil jeg tage og paakalde Herrens Navn“; thi Frelsens Kalk rummer Forbarmelsen og Naaden, og Paakaldelse af Herrens Naade er Frelsens Vej.

Det er ikke vor Storhed, Naadegaver eller mange gode Gerninger, der sikrer os Lønnen, men vor ydmyge, selvforglemmende Overgivelse til Arbejdet for Kristi Skyld, der sikrer os Kronen, straalende skøn og Indgangen rig i Kristi evige Rige. Se ikke efter de mange og rige Frugter for Lønnen, men til den Kærlighed og inderlige Bøn, der bar dem frem.

Vær vis paa, at den fattige, hedenske Kvinde, der bragte de Smykker, der var hendes Stolthed, som uomvendt, til Missionæren og sagde: „Tag disse, jeg giver det alt til Jesus“, vil faa en højere Plads i Himlen end mange af vor Tids saakaldte Kristne, der taler meget om alt det, de udretter, og hvis Forfængelighed og Hovmod skinner igennem baade i Tale og Gerning.

Mangen Magdalene, der er fisket op fra Syndens og Sanselighedens Dyb, og som sidder med sund Sans ved Jesu Fødder, renset i det Blod, som renser fra al Synd, vil faa en herligere Løn end Tusinder af Kirkemedlemmer, hvis „Fødder var lette i Dansen“, men tunge i Vingaardsarbejdet for Jesus, eller de mange, hvis Plads i Teater og Koncertsal var fyldt, men hvis Plads stod tom i Lønkammeret, hvis hele Bekendelse af Kærlighed til Jesus kun var et Mundsvejr.

Gid vi maa være i Kristus, i ham, som Grenen i Træet, da vil vi ogsaa kunne være i Verden som dens Lys og paa Jorden som det Salt, der ikke har mistet sin Kraft, da gaar vor Vej til Ophøjelse for os som for Johannes i det Spor:

„Ham bør at vokse, men mig at forringes" (Joh. 3,30). 

Lad os med P. Gerhardt stemme i og sige:

Hyrde god og Glædens Kilde!
Du hvis Navn i hvert Savn 
gør mit Hjerte stille!
Jesus, Frelser for din Trone 
der skal vi stemme i 
Tak og Lovsangs Tone!