Pastor N. P. Nielsen

Pastor Niels Peter Nielsen
1861-1942

Pastor Niels Peter Nielsen, Søn af Indre-Missionær Lars Nielsen og Hustru, Sidse Marie, blev født i Holbæk den 25. November 1861.

Som Dreng tjente han forskellige Steder paa Landet om Sommeren, medens han om Vinteren var i sit Hjem. Ganske naturligt gik dette ud over hans Skolegang, hvilket han senere stærkt beklagede.

Efter sin Konfirmation kom han i Lære, og da Læretiden var omme, rejste han til København og fik Arbejde i sit Fag. Det var hos Skomagermester P. Rasmussen, Gothersgade.

Denne Mand var en alvorlig Kristen og en meget ivrig og varmhjertet Metodist. Han tog sig af sin unge Medhjælper og fik ham med i Kirken, og da Rasmussen var en stærkt interesseret Søndagsskolemand, maatte den unge Mand selvfølgelig ogsaa med i Søndagsskolen.

Nielsen, der fra sin Barndom havde været under aandelig Paavirkning i Hjemmet, var stærkt grebet af, hvad han hørte og saa i denne Vennekreds, han saa pludselig var kommet i, og hans Chef var ham til stor aandelig Hjælp i disse første Tider i Hovedstaden.

Det varede ikke længe, inden han fra Elevens Plads kom ind i Lærergerningen. Ogsaa andet Arbejde blev betroet ham. Som saa mange andre af de unge Københavnere blev han stærkt optaget af Gaardmissionen, som fra Kirken i Rigensgade blev drevet særlig paa Nørrebro og Christianshavn.

Han blev i nogle Aar knyttet til Missionsarbejdet paa dette sidstnævnte Sted baade som Leder af Søndagsskolen og Deltager i Gudstjenesterne i Menighedens Kirkesal.

I 1883 gav Menigheden ham Formanerattest, hvilket som bekendt er det første Trin, der fører op til en Metodistprædikants Stilling og Gerning. Og den Gerning følte vor Broder sig efterhaanden kaldet til; og han fik en god Hjælper baade i sin Menighedsforstander, Pastor J. J. Christensen og i Superintendenten, Karl Schou, der tog sig kærligt og godt af ham.

I 1885 flyttede han, sammen med L. C. Larsen og Th. Bertelsen, ud i Præsteboligen i Stokhusgade, hvor de under Karl Schous og P. M. S. Jensens Vejledning forberedte sig til Præstegerningen. Der kom dog snart Bud efter de unge Mænd ud i det praktiske Arbejde.

Allerede i 1884 havde N. P. Nielsen en kort Tid været Medhjælper i Vejle Menighed. Nu kom han andre Steder hen: til Svendborg og senere til Brønderslev, paa hvilket sidstnævnte Sted han forrettede Tjeneste i Brønderslev og Aalborg.

I 1886 ansattes han som Medhjælper hos Forstanderen i Vejle med Bopæl i Enkelund. Her i Vejle Landkreds fik han nogle Aar sin særlige Arbejdsmark. Her lærte han sin tilkommende Hustru. Anna Kyed, at kende. Samme Aar fik han Bemyndigelse som Lokalprædikant. I 1888 optoges han paa Prøve i Aarskonferencen og i 1891 i fuldstændig Forening.

I 1888 fik han sin første selvstændige Virksomhed som Forstander for Menigheden i Holstebro. Medens han gjorde Tjeneste her, skete det sørgelige, at Menighedens Kapel brændte, og én af vore Søstre omkom i Flammerne; men det var, som det vakte Folks Interesse for Sagen; langt flere end tidligere kom til Møderne, og inden et Par Aar var gaaet, blev den smukke Kirke med tilhørende Præstebolig opført og har siden været et dejligt Menighedshjem for Venneflokken.

Efter 5 Aars Tjeneste i Holstebro kom der Ordre til Flytning, og derefter betjente han følgende Menigheder:

Svendborg (1893—98)
Betania, København (1898—1902)
Kalundborg (1902—08)
Holbæk (1908—13)
Golgatha, København (1913—16)
Betania, København (2. Gang 1916—20)
Medhjælper i Centralmissionen (1920—22)
Svendborg (2. Gang) og Rudkøbing (1922—26),
hvorefter han traadte i udtjent Forhold.

Foruden Bygningen af Kirken og Præsteboligen i Holstebro var han den ledende Kraft ved Opførelsen af Jubilæumskirken i Holbæk.

Br. N. P. Nielsen havde mange Interesser og Idéer, og altid søgte han at udnytte dem til Fordel for Kirken eller den Menighed, han i Øjeblikket betjente.

„Vaarbud“ som trykt Organ for Ungdomssagen skyldes hans Initiativ; han var Medlem af flere Salme- og Sangbogsudvalg og gjorde i Særdeleshed et stort Arbejde ved Udgivelsen af de sidst udkomne Melodibøger.

I særlig Grad var han interesseret i Arbejdet for de unge, og i 23 Aar (fra 1895—1917) var han, paa et enkelt Aar nær, Medlem af E. F.s Hovedbestyrelse. Ved sin Afgang derfra valgtes han da ogsaa som Æresmedlem af Forbundet. Kort sagt: Br. N. P. Nielsen var en virksom, nyttig og stærkt interesseret Arbejder i Kirkens og Guds Riges Tjeneste.

N. P Nielsen med familien

De sidste Aar har han og hans gode Hustru, som i over 50 Aar delte Arbejdets Glæder og Sorger med ham, boet i Hus sammen med sin Ven og Kollega fra Ungdomsaarene, Pastor L. C. Larsen. Her i sit Hjem døde den aldrende Herrens Tjener efter nogle faa Dages Sygeleje den 3. Septbr. 1942.

Br. N. P. Nielsen efterleves af sin Hustru og fire Børn og nogle Børnebørn. Maatte Mindet om denne trofaste og gode Arbejder i Metodistkirken i Danmark blive mange til Velsignelse!

Ære være hans Minde!

C. Nielsen.

Mindeord bragt i Aarbog for Metodistkirken i Danmark 1943

Lidt indtryk fra Amerika (1970)

Trinity United Methodist Church
Seattle, Washington

Som medlem af COSMOS (strukturkomiteen for Metodistkirken udenfor USA) var undertegnede en tur i Amerika i dagene 18.-22. november. Mødet blev afholdt i Portland, Oregon.

På rejsen dertil blev der tid til et kort ophold i Seattle hos vennerne Gunhild og Ludvig Eskildsen.

Pastor Eskildsens drog som bekendt til USA i 1952. De er nu ansat ved Trinity United Methodist Church i Seattle, Washington. Det er deres fjerde ansættelse derovre, og man fik det bedste indtryk af forholdet mellem præst og menighed.

Seattle er en storby med omkring 1 mill. mennesker. I hele staten Washington er det statistisk således, at ud af 30 indbyggere er een metodist. Alene i Seattle og nærmeste omegn er der over 25 metodistkirker.

Der er imidlertid også mørke billeder fra denne by. Omkring 100.000 er arbejdsløse. Når dette problem er særlig mærkbart i Seattle skyldes det, at en storindustri, som fremstillede krigsmateriale, havde nedskåret produktionen. Det er naturligvis glædeligt, at der ikke længere er så stort behov for ødelæggelsesmaskiner; men lokalt betød det, at der blev mange tusinde arbejdsløse. Det er en vældig udfordring til kirkerne, som har konstante indsamlinger, for at afhjælpe de arbejdsløses nød.

Eler afspejlede sig iøvrigt forskellige opfattelser af, hvorledes kirken skal forvalte sit hjælpeprogram. En økumenisk hjælpeaktion gik frem efter opskriften: Alle som kommer skal hjælpes, uden at blive udspurgt om behov eller andet. Det var iøvrigt en af byens metodistpræster, der var formand for denne fælleskirkelige hjælpeaktion. Han havde en teori om, at kun 3 pct. af ansøgerne ville snyde, så risikoen var ikke så stor. Resultatet var imidlertid, at denne hjælpekasse ikke kunne opfylde alle de krav, der blev rettet til den.

I pastor Eskildsens kirke gik man en anden vej. Man hjalp først dem fra menighedens egen kreds, som trængte til hjælp. Dernæst gav man til dem, der kunne anbefales af en eller anden fra menigheden. På den måde fik man lidt hånd i hanke med, at hjælpen blev ydet der, hvor der virkelig var nød.

Et interessant træk i kirkelivet var, at man nu — efter sigende — kan spore en stigende reaktion imod det, der er bleven kaldt »det sociale evangelium«. Amerikanerne har — vel mere end andre — forkyndt dette sociale budskab, hvor betoningen af forholdet til medmennesket bliver så fremher-
skende, at en del mener, at forholdet Gud — mennesket næsten er helt borte i denne forkyndelse. Derfor er der nu flere og flere, som forsøger at bringe en »evangelisk forkyndelse med en stærkere betoning af det personlige gudsforhold« .

Vi kan selvfølgelig sige, at amerikanernes forkyndelse bliver deres egen sag. Noget som vi ikke behøver at beskæftige os videre med. Men er det nu rigtigt, som man ofte har hørt, at nye strømninger i USA gør sig gældende her om 5-10 år, så vil vi altså også komme til at opleve en lignende reaktion. Derefter vil en socialt betonet forkyndelse blive betegnet som et reaktionært budskab. Et interessant perspektiv.

Nu kender jeg udmærket indvendingerne: Når man kun har opholdt sig i et andet land i nogle dage, så ved man som regel alt om dette land. Har man opholdt sig i samme land i et år, så ved man mindre. Har opholdet været over flere år, så ved man endnu mindre om samme land.

Hertil vil jeg gerne sige, at disse oplysninger har jeg fået gennem samtaler med kirkefolk derovre. Der ligger ikke »studier i marken« bag mine bemærkninger. Derfor må de heller ikke opfattes som andet end oplysninger på anden hånd.

I megen kritisk tale herhjemme om forholdene i USA efterlyses ofte det amerikanske kirkefolks røst imod al den uretfærdighed, som sker i USA, og som landet iøvrigt er involveret i. Sådanne kirkelige røster har lydt; men hvorfor lyder de ikke kraftigere og oftere?

Det mærkelige er, at amerikanerne stiller nøjagtig det samme spørgsmål, når det drejer sig om danske forhold. På en måde kan det også siges, at de har større ret til dette spørgsmål, da langt over 90 pct. af den danske befolkning tilhører et eller andet kirkesamfund, medens kun ca. 60 pct. af den amerikanske befolkning er kirkemedlemmer. Det liberale syn på porno og hele moralen herhjemme har gjort os kendt i det store fremmede land.

Det kan være helt sundt at høre — fra et land, hvor vi mener, at der er så meget, der burde ændres — at man der mener nøjagtig det samme om vore forhold. Problemerne er som bekendt lettest at løse, når man har dem på lang afstand.

Besøget i Seattle blev også benyttet til at besøge andre danskere, som bor der i byen og omegnen. Fredag morgen gik turen videre til Portland til det omtalte møde i COSMOS.

Robert Nielsen.

Bragt i Kristelig Talsmand, 31. december 1970

Missionær Marie Jensen

Marie Jensen, her i 1959

Missionær Christiane Marie Jensen fødtes den 18. november 1879 i Lønstrup, en lille fiskerby ved Vesterhavet.

Hun var datter af murer Jens Peter Jensen og hustru. I familien var der en børneflok på fem, to drenge og tre piger. Marie Jensen siger selv således om sit hjem:

„Mine forældre var - kan man kalde dem fattige? jeg ved det ikke, måske når man tænker på jordisk gods - for mig var de rige!“ 

Børnene fik en sund og god opdragelse, der byggede på sand og levende kristendom.

Marie Jensen udtrykte ofte sin taknemmelighed for den værdifulde arv, hun fra sit hjem fik med sig ud i livet: gudsfrygt, nøjsomhed, arbejdsglæde, medmenneskelig forståelse og kærlig til alt i Guds skaberværk.

Med sit følsomme sind kom Marie Jensen allerede i sin tidlige barndom ind i et tillidsfuldt forhold til Gud, der holdt sig gennem hele livet. Det betød ikke, at hun blev fri for åndelige kampe, men at netop dette tillidsforhold bar hende gennem alle vanskeligheder og kampe.

Efter sin konfirmation i Mårup kirke tjente hun som pige i fire år i piræstegården. Så flyttede hun til Horsens og kom i huset hos en familie, der ofte havde ferieret i Lønstrup.

Siden lærte hun at sy, noget som senere i hendes livsgerning blev til stor nytte. Hendes læremester var metodist, og dette blev anledningen til, at Marie Jensen for første gang stiftede bekendtskab med metodistkirken - den kirke, der gennem et langt liv skulle blive hendes åndelige hjem.

I pastor H. Hansens tid blev Marie Jensen (21 år gammel) optaget i Horsens menighed, og snart var hun aktivt med i menighedens arbejde: Søndagsskolen og juniorforeningen og desuden optaget af at gå på sygebesøg. Medens pastor Anton Christensen Kostrup var ansat i Horsens, oplevede Marie Jensen sit virkelige åndelige gennembrud.

Det skete ved et lille bønnemøde i kapellet i Vimmelskaftet. Guds Helligånd forvandlede hendes liv og gav hende en glæde og fred, som hun aldrig siden kunne blive træt af at tale om og takke for.

Men også på anden måde havde Gud noget for med Marie Jensen. Et kald til at drage ud på missionsmarken med Evangeliet begyndte at vokse frem i hendes indre.

En dag og efter mange og grundige overvejelser stod det klart for hende: Gud ville have hende til Afrika. Det var svært for familien at forstå, hvorfor hun skulle så langt bort, men hun var vis i sin sag. Gud ville det således!

En dag, samme dag, som Danmark fik sin nye konge Chr. d. X., den 12. maj 1912, forlod Marie Jensen sit fædreland for at sejle over til Amerika. Den første tid var ikke let. Sproget kunne hun ikke, og hun havde blot en ganske almindelig landsbyskoleuddannelse.

Hun mødte megen skepsis fra missionsrådets side, men intet kunne slå hende ud. Gud havde kaldet hende til en missionærs gerning, så måtte Han også bane vejen for hende! Og det skete. Frk. Jensen undrede sig ikke, men priste Gud, hver gang en dør åbnedes for hende.

Efter endt sygepleje- og jordemoderuddannelse blev Marie Jensen antaget af missionsselskabet i New York til at rejse til Kapanga i Belgisk Kongo. I juni måned 1910 sejlede hun sammen med nogle andre missionærer med en fragtbåd ud til sin fremtidige livsgerning.

Gennem 32 år fik Marie Jensen lov til at virke på Kapanga missionsstation - en forret hun aldrig kunne takke Gud nok for.

Da Marie Jensen kom ud, var der brug for pionerer, og hun var i sandhed en sådan! Hun begyndte sin gerning helt på bar bund. Villigt delte hun kår med det folk, hun skulle arbejde iblandt, og som hun kom til at elske så højt, at hun kaldte Kongo sit andet fædreland.

Kendskabet til sin fars håndværk og hendes medfødte praktiske sans blev til stor hjælp for hende. Selv de vanskeligste opgaver kunne hun give sig i kast med. Marie Jensen havde en sjælden evne til at sætte sig ind i de indfødtes tankegang og begrebsverden, og hun følte sig aldrig, fordi hun var hvid, hævet over dem, men forstod at værdsætte dem og deres kultur.

Derfor stod der respekt omkring KAPANGAS HVIDE MODER, en respekt der ikke hvilede på frygt, men på hengivenhed og tillid.

I 1948 blev Marie Jensen pensioneret og måtte forlade Kongo. Hun bosatte sig i Horsens og kom atter til at tilhøre den menighed, hvorfra hun i sin tid var udgået.

At menigheden gennem de følgende år, indtil Marie Jensens bortgang, høstede megen glæde og velsignelse af hendes fortsatte utrættelige virke, kan ikke undre nogen.

Fra 1948 til 1972 var Marie Jensen i aktivitet. Hun førte en overvældende korrespondance med Kapanga-vennerne. De skrev og bad om hendes råd og hjælp - og alle fik svar!

I 1959 opfyldtes en drøm, Marie Jensen længe havde haft: at besøge Kongo endnu engang, før Gud kaldte hende hjem. Den gamle pionær-missionær rejste denne gang med fly til Afrika. Man havde ønsket der ude at holde hendes 80-års fødselsdag.

Det blev for Marie Jensen en overvældende oplevelse. Efter hjemkomsten tog hun fat med fornyet styrke igen og fortsatte sin skrivende og forbedende tjeneste fra sit hjem i Horsens. Hun overraskede os alle med at gå i gang med at skrive en bog, et omfattende arbejde.

Bogen: „Bring dem til mig!“ er hendes egen gribende og interessante skildring af hendes liv som missionær og udkom i 1966.

Nu har denne flittige og gudhengivne kvinde sluttet sin tjeneste på denne jord. Hun sagde ofte til os:

„Hvor har jeg haft et rigt liv, og hvor har Gud været god imod mig!“

Marie Jensen vil også blive husket af mange, når hun var på rejseturne rundt til menighederne og M. K.-kredsene. Altid var hun rede til at vidne om sin Herre og Mester. Det var betegnende for hende, at da hun måtte slutte sit arbejde blandt Kongos folk, følte hun kald til at fortsætte herhjemme blandt sine landsmænd.

Alle, der kom i hendes nærhed, måtte have et Guds ord med på vejen. De syge, de sørgende, de anfægtede, de bekymrede - alle, der krydsede hendes vej, blev opmuntrede. Hendes lys brændte klart til det sidste.

Kort tid før jul blev Marie Jensen indlagt på sygehuset. Hun følte selv, at kræfterne svandt, men hun var beredt som altid. Hendes ben havde i flere år været dårlige efter et uheld, men hun søgte at leve med sit handicap på en beundringsværdig måde.

Den 12. januar 1972 sov hun stille og tillidsfuldt ind i døden - 92 år gammel. Den gode og tro tjenerinde, der havde været tro over lidet, var gået ind til sin Herres glæde!

Nu hviler Marie Jensens støv i forældrenes gravsted på Lønstrup kirkegård til opstandelsens morgen.

I dyb taknemmelighed og ærbødighed udtaler vi et:

Gud signe missionær Marie Jensens minde i blandt os!

Hans Kristian Bhutho

Mindeord bragt i Årbog for Metodistkirken i Danmark 1972

Om spørgsmål til overvejelse (1970)

Henry Minet

I anledning af de syv spørgsmål til overvejelse, som bragtes i Ugebladet nr. 30, er jeg bleven bedt om mit syn på spørgsmålene.

Har metodistkirken noget at gøre i dansk kirkeliv?

Metodistkirken er en del af kirkelivet i Danmark og har været det gennem de sidste 100 år eller mere. Gennem disse år er der talrige vidnesbyrd om de spor, som kirken har sat sig i dansk kirkeliv, og også om den betydning, kirken har haft på forskellige sociale områder ved sit initiativ.

Den samfundsudvikling, der har fundet sted i vort land har vanskeliggjort alt kirkeligt arbejde, men ikke mindst den kritiske indstilling, der i mange samfundsgrupper findes til folkekirken, giver en frikirke muligheder for at placere sig, og jeg tror, at den strukturændring, som sikkert vil komme indenfor folkekirken i dens tilhørsforhold til staten i løbet af de næste 10 år, vil gøre metodistkirken endnu bedre egnet til danske forhold end hidtil. Ved at vise fremsyn tror jeg, kirken har en stor mulighed for at gøre sig gældende fremover.

Hvad betyder det at være præst i metodistkirken?

En metodistpræst har jo den store fordel at kende sin menighed og derved få et helt anderledes personligt forhold til den, end f. eks. folkekirkens præster har til deres menigheder.

Det er vel ikke netop de kirkelige handlinger, der præger præstens arbejde, men vi ved alle, at det er en meget alsidig opgave at være metodistpræst.

Han må være med og indlevet i alle menighedens forskellige arbejdsgrene. Være den, der tager initiativer og går foran, og så vil han også opleve, at menigheden slutter op om ham og yder ham al mulig støtte. Men præstens vigtigste opgave må være at forkynde ordet.

Er vore præster deltidspræster på grund af deres løns størrelse?

Det spørgsmål forstår jeg ikke rigtigt. Det er, som om det slår fast, at metodistkirkens præster er deltidspræster. Det turde dog være en fuldstændig forvrængning af situationen.

Naturligvis er metodistkirkens præster heltidspræster. Som sådanne er de ansat af kirken, og det er mig ikke bekendt, at ikke alle vore præster fungerer som heltidspræster. Vel, der er præster, der supplerer deres indtægt med f. eks. undervisning eller foredrag.

Men er de ikke også i den forbindelse netop først og fremmest præster, og er det ikke ofte derfor, at man ønsker dem til at holde et foredrag?

Der er måske også præster, der har et bierhverv på et par timers dagligt arbejde, der ikke netop har relation til deres præstegerning, men det kan vel også have betydning for præsten at kende, hvordan tilværelsen former sig for andre mennesker, og jeg kan ikke se, at det på nogen måde bevirker, at de så bliver »mindre« præst.

Jeg går ud fra, at kirkens præster er præster, fordi de har følt et kald til denne gerning. Ellers ville de næppe have valgt den opgave, da de jo forud vidste, at det jo ikke var blandt de bedst lønnede i samfundet.

De fleste lægfolk ser sikkert gerne, at det ville være muligt at give præsten en højere løn, og til stadighed arbejdes der på forbedringer, men vi må erkende, at udviklingen på det lønmæssige felt går os stærkt imod, og at det er svært at leve op til de lønnormer, samfundet opstiller.

Når vi må erkende dette, må vi også se med forståelse på, at præsterne bruger en begrænset tid til at supplere deres indtægter. Men jeg vil gerne slå fast, at jeg mener vore præster er heltidspræster, og at det er bedst at fortsætte denne linje.

Skulle en situation opstå, hvor der er tvivl om dette, må spørgsmålet tages op til en forhandling ved kvartalskonferencen.

Indebærer 8 års studier ret til ordination som metodistpræst?

Det mener jeg ikke, det gør. Metodistkirken har jo sine egne regler for at blive præst, og hele vejen går gennem menighedens anbefaling via kvartalskonferencen. Og mon ikke det er et ret fornuftigt system?

Hvornår indebærer andre aktiviteter, at en præst ophører med at være præst?

Det er egentligt et spørgsmål, jeg aldrig rigtigt har haft i tankerne. Man kan måske sige, at det er vanskeligt at blive metodistpræst, men når man først er ordineret, så er det vanskeligt for kirken at ændre på forholdet.

Skal vi i metodistkirken til at aflønne lægfolk, der vil påtage sig deltidsarbejde som menighedsforstandere?

Det er vel ikke et spørgsmål, der har været aktuelt, men om det bliver det, må det vel bedømmes ud fra, om det afskærer vedkommende fra sin normale indtægt eller dele heraf, og er det tilfældet, vil det være naturligt, at kirken yder et vederlag for tjenesten. Men selve tanken at have lægfolk som menighedsforstandere tiltaler mig ikke, og jeg mener, den vil indebære adskillige problemer.

Inden for kirken har vi en stor skare lægfolk, der på forskellig vis yder en god indsats ikke for at opnå løn, men fordi de finder en glæde ved at være medarbejdere i Guds riges gerning, og jeg mener det er bedst, at lægfolket er præstens medarbejdere og ikke optræder i rollen som menighedsforstandere.

Hvilke krav kan og bør honoreres med hensyn til præstelønninger, herunder boligforhold?

Jeg ved, at kirkens medlemmer gerne vil yde det mest mulige i løn til præsterne, men vi må som frikirke erkende, at vore muligheder er begrænsede, og at vi ikke kan følge med i det alm. lønniveau i samfundet, men vi anstrenger os for at gøre det bedst muligt, således at præsten også kan få nogen del i den alm. velstandsstigning.

For boligforholdene gælder det også, at man fra lægfolkets side gerne ville stille en god præstebolig til rådighed for præsten, og i de senere år er der også sket stadige forbedringer af forholdene på dette område, selv om der vel endnu er steder, hvor forholdene kan blive bedre og - sikkert også bliver det.

Vort flyttesystem indebærer vel nok, at det er mest praktisk, at menigheden har en fast præstebolig, der stilles vederlagsfrit til præstens disposition, men det giver også menigheden ansvar og pligter med hensyn til, at den holdes i god og forsvarlig stand.

Hvad dette gode så repræsenterer i penge, vil skattevæsenet finde ud af. En ordning med, at præsten får en højere løn og selv skaffer sig en lejlighed, kan næppe gennemføres af praktiske grunde, da det ofte viser sig meget svært at skaffe sig bolig i forbindelse med flytning til anden by.

Afslutning. Mon ikke ovenstående spørgsmål er udsprunget af den debat, der var ved årskonferencen om præst/lægmand? Jeg mener, at vor kirkeordning — om det da er vor agt fortsat at ville følge den — sætter grænser for, hvor langt vi kan gå med ligesom at forvirre begreberne med at »bytte roller«, så man efterhånden ikke ved, hvem der er præst, og hvem der er lægmand.

Mon ikke det gamle ord om at blive ved sin læst også passer her?

Henry Minet.

Bragt i Kristelig Talsmand, 13. november 1970

Lægprædikantkursus i Golgatakirken (1970)

7.-8. november

Golgatakirken og Betaniahjemmet i København var de bedst tænkelige rammer omkring dette kursus, som indbød til dygtiggørelse og inspiration. Vi, ca. 25 deltagere fra hele Danmark, blev ikke skuffede.

Pastor Erik Kyst gav os lørdag eftermiddag og aften to forelæsninger over følgende emner: »Fortolkning af bibeltekster« samt »Vi opbygger en prædiken«. Det blev en grundig orientering om det at arbejde med en tekst og at fremføre den.

Personligt tror jeg, at det er vigtigt at netop lægfolk går systematisk til værks i et sådant arbejde, for at resultatet ikke skal blive tilfældig sammensætning af tanker og oplevelser. Om man overhovedet har mod til at gå på en prædikestol, må man være forberedt efter et godt og solidt forarbejde, det er jo Guds ord vi arbejder med, det må vi aldrig glemme.

Senere talte pastor Niels Mann over emnet »Salmer og Salmevalg«, og det kunne man ønske at alle Danmarks metodister havde lyttet til. Salmesangen skal være menighedsdannende, ligesom »Alsangen« var det under krigen.

Det fulde udbytte af salmebogen får man ved at læse salmehistorie og biografier samt ved at analysere de enkelte salmer.

Enkelte salmer blev fremhævet og kommenteret. Med hensyn til melodier ligger det sådan, at folk meget nødigt lærer nye, man gider ikke rigtig, ve den præst der tager en ny melodi ind. Så langt pastor Mann.

Disse udtalelser blev hilst med begejstring fra min side, da det netop er en kæphest for mig, og der var da også andre, som kunne tilslutte sig. Pastor Mann påpegede også, at vi desværre har mange underlødige melodier og tekster, og at salmevalget i mange tilfælde bliver foretaget alt for tilfældigt. Det rigtige salmevalg er med til at højne vore gudstjenester.

Efter en kop kaffe var der nadverandagt i kirken ved pastor Mogens Bjerno, der talte ud fra Mat. 11.25-30. Lovprisning skal være grundtonen i en kristens liv, og her kommer lovsangen fra Jesus selv. Der er lovsang, hvor vi andre ville klage.

Lovsangen er en af livets sværeste lektier at lære, ja glæden er svær at finde hos moderne mennesker, og den højt besungne tolerence er så sjælden at finde. Det er, som vi har glemt lovsangen i vor hverdag. Vi er bundet af »du skal og du må ikke« samt religionens tunge byrder. Mange tror, at kristne lever i ghettoer, men kristendom er frihed.

Pastor Bjerno henviste til Alberta Elzholts sang »Der bor en længsel i hvert bryst hernede«. Teksten taler om det lette åg, let fordi det er hævet over lov og religion, idet Kristus vil lede os ind i den styrke, vi får ovenfra. Det er ikke os, der er handlet fra Guds side.

Hans kraft udfolder sig i vor magtesløshed. Fortvivlelse over vor egen fattigdom, har ført til virkelig og varig fornyelse. Så er der da blot at tage imod, alt det vi godt ved, så vi kan få en mere lovsangsbetonet kirke givet af Gud.

I stille bøn forberedte man sig til at modtage Herrens nadver, i denne sene aftentime.

Søndag startede med gudstjeneste, hvor konferencelæglederen Johannes Særmark prædikede. Teksten var hentet hos Markus 16.1-8 og bar overskriften »Han er opstanden«, det som skal være drivkraften for os, og for dem der skal forkynde ordet.

Disciplenes håbløshed overfor døden blev vendt til sejr, for Jesu død var en sejrdød. Jesus sender hilsen til Peter om, at Han er opstanden. Graven var tom, opstandelsen var legemlig, sejren over døden var endelig. Ordet selv skal stå op for den enkelte og blive levende. Mennesker igennem tiden modtog løftet »Jeg lever, og I skal leve«.

Vi indhentes alle af døden, i hvis skygge vi lever, men den opstandne giver os forvisning om sejr og håb og evigt liv. Jeg lever, og I skal leve, det er her og nu. Hvad bliver der af os, om ikke Han får fat i mig? Hvad vil det sige at møde den opstandne? Ja, uden mødet med Ham, hører vi til de håbløse slægter, og med Ham er vi på vej til livet.

Et lille fint damekor fra Betania og Golgatakirken satte et smukt præg på denne formiddagsgudstjeneste. Med små enkle ting sang de sig ind i vore hjerter. Tak for sangen.

Efter en udmærket middag samledes vi til et indlæg ved Johs. Særmark om »Lægprædikantens opgaver«, og efter frugtbare gruppesamtaler konkluderede man, 1. større medvirken af lægfolket ved gudstjenesterne, 2. Lægmændenes søndag, måske to gange årligt. 3. Hverdagsgudstjenester, samt 4. dygtiggørelse af lægprædikanter på distriktsplan. M.h.t. husbesøg var man mest tilbøjelig til at mene, at det er en opgave for medhjælperne.

Den sidste lektion på vort kursus var om sjælesorg, og den blev givet os af pastor Mogens Bjerno, der påpegede at sjælesorg er enhver kristens opgave, men samtidig, sjælesørger bliver man af Guds nåde.

Efter nogle udmærkede vejledninger i sjælesorgens vanskelige kunst, talte Mogens Bjerno om gudstjenesten, som et nødvendigt led i en kristens liv. I gudstjenesten skal menneskesjæle næres til et hverdagsliv. Menigheder skal ikke være selskabsloger.

Til slut fik vi en god retningslinie for den, der skal forkynde ordet, nemlig: Kend dig selv, accepter dig selv, vær dig selv.

Under kaffebordet blev der sendt hilsener og takket af, og alle drog hver til sit, en god oplevelse rigere. En varm tak til arrangørerne af dette lægmandskursus.

Solveig Nyberg.

Bragt i Kristelig Talsmand, 27. november 1970

Biskop Ole E. Borgen

Biskop Ole E. Borgen døde torsdag 24. mars 2009 på A-hus. med sine nærmeste rundt seg, i en alder av 83 år.

Biskop Ole E. Borgen ble født den 8. november 1925 på Lillestrøm. Her vokste han opp, og var aktivt engasjert i Metodistkirken. Hans opplevelse av kallet til heltidstjeneste førte ham i 1956 til USA for å studere.

I 1963 ble han ordinert som eldste i North Carolina. hvor han også fungerte som menighetsprest. I 1968 tok han doktorgraden ved Drew Universitv med avhandlingen John Wesley on the Sacraments. A theological study.

Ole E. Borgens lederegenskaper bidro til at han i 1968 ble kalt av biskop Odd Hagen til Sverige, der han ble biskopsasasistent og pastor. I 1970 ble han ansatt som sekretær og leder av kontoret til Metodistkirkens Verdensråd i Geneve, inntil han ble valgt som biskop for Nord-Europa i september samme år.

Etter aktiv tjeneste som biskop i 19 år ble han pensjonert i 1989. I perioden 1989-1992 underviste han som professor ved Asbury Theological Seminar i USA. Etter dette dro han og hans kone Marta tilbake til fødebyen Lillestrøm, der de engasjerte seg aktivt i menigheten. Det var et stort tap for ham da Marta døde i 2003.

I internasjonal sammenheng har Ole E. Borgen satt sitt tydelige preg både som teolog og kirkeleder. Bl.a. var han medlem i Metodistkirkens Verdensråds Eksekutiv-komie og delegat til en rekke av Metodistkirkens verdensmøter og til generalforsamlingen i Kirkenes Verdensråd. Som første ikke-amerikaner ble han valgt som president i Metodistkirkens Biskopsråd. Han har også blitt tildelt en rekke utmerkelser og æresbevisninger for sitt engasjement for metodistisk historie og teologi.

Gjennom årene bygde han opp en av de største private samlinger av John Wesley-litteratur man kjenner. Denne ga han for sin død generøst videre til glede og nytte for senere generasjoner, fordelt mellom Oslo og Tallinn.

Som biskop i Norden og Baltikum sto Ole E. Borgen for et tydelig lederskap og forvaltning, kombinert med et ønske om å videreføre vekkelsesarven fra John Wesley. Han var predikanten med evangelistens sinnelag og lengsel.

I 1989 ble Ole Borgen utnevnt som æresmedlem av Metodistkirken i Norge.

Vi lyser fred over hans gode minne.

For Metodistkirken i Norden og Baltikum
Øystein Olsen
biskop

Mindeord bragt i Årbog for Metodistkirken i Danmark, 2009

Pastor L. P. Bjerno

L. P. Bjerno 1884-1957

Pastor Lauritz Peter Bjerno fødtes i Vejle den 6. november 1884.

Hans forældre, Ditlev Larsen og hustru, var nidkære medlemmer af menigheden i Vejle, og milieuet i dette fromme metodistiske hjem prægede ham for livet.

Den unge Bjerno blev uddannet som maler, men følte kaldet til at blive en ordets forkynder, og i en alder af et par og tyve satte han sig til studierne på den teologiske skole i København.

Efter endt uddannelse her var han en kortere overgang ved Centralmissionen i København og ligeledes ved kirken i Faaborg, hvorefter han ansattes i Give i 1911, og fra det år, til han pensioneredes i 1954, har han været ved en række menigheder og alle vegne gjort et stort og nidkært arbejde, til han sluttede sin livsgerning i Sct. Jakobs kirke i Odense.

Bjerno var en flittig præst og gik aldrig af vejen selv for de betydeligste opgaver. Og ved siden af sin præstegerning havde han meget andet at varetage. Med en sjælden og vedholdende nidkærhed var han med i afholdsarbejdet fra sine unge år, og på dette arbejdsfelt blev han kendt langt uden for kirkens kreds.

Han stod som formand for Evangelisk afholdsforbund gennem en lang årrække. En tid var han også formand for Kristelig dansk ædruelighedsråd og sad i mange år i bestyrelsen for Danske Afholdsselskabers landsforbund.

En anden ting, der også havde Bjernos varme interesse, var søndagsskolearbejdet, og han beklædte stillingen som søndagsskolesekretær, til han var højt oppe i årene.

Hans stærke interesse for socialt arbejde førte ham i kontakt med vide kredse både inden og uden for kirken.

Som menighedsforstander i Odense blev han formand for børnehjemmet »Aaløkkegaard«, og her var han den førende i opførelsen af det for længere tid tilbage planlagte spædbørnshjem »Willerupgaard«, hvorefter »Aaløkkegaard« blev ombygget i sin indre struktur, og selv om han ikke var formand for dette arbejde, var der alligevel visse forpligtelser, han som formand for hjemmet måtte varetage.

Men det bedste, der kan føjes ind i denne mindekrans, er, at Bjerno havde det største ønske om at ville tjene sin Herre og Frelser, som han havde lært at elske fra sin barndom. Hans kærlighed til sin kirke og sit arbejde var aldrig til at tage fejl af. Man kan vist med sandhed sige, at han aldrig følte større glæde, end når arbejdet lykkedes og bar frugt.

Broder Bjerno har været kirken en sjælden tro søn og nidkær tjener gennem et langt liv.

I 1912 indgik Bjerno ægteskab med Alberta Hansen, der tilhørte Jerusalemkirkens menighed, og som har stået ved hans side gennem de mange år og været ham en stor og værdifuld hjælp i arbejdet. Det bjernoske hjem blev til en stor familie, og der levedes et smukt og rigt familieliv i hjemmet.

I juli 1954 trådte Bjerno i udtjent forhold og bosatte sig sammen med sin familie i Hvidovre ved København. Bjerno havde vist egentlig frygtet for overgangen fra et virksomt liv til en pensioneret præsts stilling.

Men her i Jerusalemskirken og Centralmissionen følte han sig med det samme hjemme og var altid villig til tjeneste, og gang på gang gav han udtryk for sin glæde ved menighedsliv og arbejde. Det blev en lykkelig, men kort livsaften, br. Bjerno fik.

Han vendte syg hjem fra ferie sidste sommer, og derefter gik det hurtigt nedad med kræfterne, til han den 6. februar lukkede sine øjne, og et stræbsomt og virksomt liv blev dermed afsluttet. Gud gav sin trætte tjener fred.

Her savner vi ham, denne vennesæle og gode broder, som han var.

Vi takker Gud for L. P. Bjernos færd og arbejde, og vi ønsker Guds velsignelse over fru Bjerno og hendes kære.

Æret være broder L. P. Bjernos minde.

Niels Mann

Mindeord bragt i Årbog for Metodistkirken i Danmark, 1957

Karen Martine Bjerno

Pastor Carl Bjernos hustru gennem godt 33 år, er født i Vejle den 5. november 1890 i et godt metodisthjem, som datter af staldforpagter Niels Nielsen og hustru.

Ret tidligt følte hun kaldet til at blive hedningemissionær, sådan som nogle af hendes venner følte det — og blev udsendt. Foreløbig søgte hun ind til sygeplejen og blev elev på Esbjerg sygehus. I den tid var det, at Karen og Carl, som forøvrigt havde »gået til præst« sammen hos L. C. Larsen i Vejle, besluttede sig til at leve livet sammen.

Men da der ville gå nogle år, før der kunne blive tale om ægteskab, tog Karen mod kald til at blive betaniasøster i ventetiden og virkede som sådan i 3 1/2 år. Hun blev, venlig og hjælpsom som hun var, afholdt af patienterne og af alle, hun kom i berøring med.

I 1917 blev hun gift med pastor Carl Bjerno, som samme år havde fået sin første ansættelse i Løkken, fiskerbyen ved Vesterhavet i Vendsyssel. Karen blev sin mand en trofast hjælper i menighederne i Løkken, Holstebro, Skive, Neksø, Esbjerg, Frederikshavn og Århus, hvor de fik lov til at tjene sammen gennem 33 år.

Hun forstod på en sjælden måde at knytte mennesker, hun mødte på sin vej, til sig selv, til hjemmet og menigheden, gæstfri og venlig som hun var. Hendes mand sagde om hende ved begravelsen, at »hun i sandhed ikke har ligget på den lade side i de menigheder, vi har betjent«.

Familien Bjerno
Edgar, Elisabeth, Hugo, Poul Erik, Margit
Karen, Henning, William, Mogens og Carl

Hun var en god hustru og en omsorgsfuld moder for de 8 børn, som voksede op i hjemmet. Ved hendes båre udtalte hendes mand bl. a.:

»Karen var mig en god hustru og en fin kammerat«. 

Bedre karakteristik kan vel næppe gives en hustru! At blive — og være mor til så stor en børneflok er en krævende opgave. Men at det lykkedes for Karen Bjerno, viser følgende, som en af døtrene skrev til mig:

»Mor var en travl kvinde; men den kærlighed, som hun følte for os, gjorde det al tjene til en glæde for hende. Det gjorde hendes liv, så det lykkedes for mor både at være Martha og Marie i een person«.

Karen Bjernos arbejde i menighederne vil huskes af mange, dybt interesseret, som hun var i de forskellige virksomhedsgrene. Hun glemte aldrig sin første kærlighed til Herrens gerning derude og var meget aktiv i M. K.s virksomhed i de menigheder, de betjente.

Nu er Karen Bjerno ikke mere her, men hendes minde vil leve i de menigheder, hun sammen med sin mand har betjent, i hendes kæres sind og hos os, der var i slægt med hende, som fik lært at skatte hendes gode egenskaber. Efter omtrent 20 måneders lidelsesfyldt sygeleje fik hun hjemlov den 11. september 1950.

Herren velsigne hendes minde blandt os!

L. P. Bjerno.

Mindeord bragt i Årbog for Metodistkirken i Danmark, 1951

Mogens Bjerno

Mogens Bjerno blev født den 2. november 1939 i Esbjerg, som den yngste af 8 søskende.

Den 11. august 1961 blev han gift med Inger Lise (f. Holm i 1941). Sammen fik de Brit i 1964 og Claus i 1974.

Efter endt studietid på Overås i Goteborg, blev han optaget i Årskonferencen og ordineret til diakon i 1966 og i 1968 til ældste.

Mogens Bjerno var været ansat i Holbæk og Golgatakirken på Frederiksberg, i Strandby, i Jerusalemskirken København, Frederikshavn, Horsens, sidst i Hjørring og Løkken.

Han har sideløbende hermed været distrikts-forstander, formand for Hovedbestyrelsen, Søndagsskolesekretær, redaktør af Kristelig Talsmand og Kirkens repræsentant i økumeniske sammenhænge.

Mogens Bjerno har gennem alle årene været en hengiven menighedspræst og vil særlig blive husket for sin forkyndelse, sjælesorg og arbejdet med den ny salmebog.

Den 30. september 2000 så han sig p.g.a. sygdom nødsaget til at på efterløn og flyttede til Frederikshavn. Han overgik som ældste i pensioneret forhold til Årskonferencen i 2001.

Mogens Bjerno døde den 3. november 2001 og blev under stor deltagelse bisat fra Metodistkirken i Frederikshavn den 8. november.

Æret være Mogens Bjernos minde.

Keld Munk

Mindeord bragt i Årbog for Metodistkirken i Danmark 2002