Det drejer sig om antallet af familier!

Spørger man præsten om størrelsen på hans menighed i Indien, lyder svaret på antallet af familier.

Denne oplysning skulle ikke synes mærkelig for mig, der er indisk født. Hvorfor gør den det alligevel? Jeg har spekuleret over dette længe efter mit sidste besøg i Indien.

Jeg er forståeligt nok blevet mere opmærksom på antallet af kirkemedlemmer i Danmark. Måske er det spørgsmål ikke almindeligt i Indien.

Studierejse til Indien
Jeg var deltager i et rejsehold fra The General Board of Global Ministries (GBGM), New York. Opgaven var at studere vor kirkes missionærers arbejde i Nepal, Indien og Pakistan. Vi var 6 fra USA og 2 udenfor - Tove Odland fra Norge og mig selv.

Mit hold (vi var delt i 4 hold) skulle besøge Hyderabad, Madras og Bangalore i Sydindien. En lørdag aften lå jeg syg i gæstehuset ved Centennery Methodist kirke. Aftenen var lun (30 grader), og alle vinduer, både i kirken ogi værelset var åbne. Jeg kunne høre koret øve sig i kirken før søndagen. Det var midnat, før de var færdige med at øve.

Gudstjenesten i Sydindien
Jeg blev vækket søndag morgen kl. 06 af samme kor og musikinstrumenter med fuld musik, så det kunne høres langt ud over kirkemurene. Der var 8 gudstjenester om søndagen. Kirken blev fuldt ud benyttet. Der var 4 sprog-menigheder - kanada, tamil, hindi og engelsk. Efter en pause mellem kl. 12.30 og 15.00 gik det løs igen til kl. 21.00. Kirken var velbesøgt ved alle gudstjenester.

Der er sket stor forandring i »gudstjenesten« fra, hvad jeg husker fra min barndom. Den er mere indisk. Der er mange indiske melodier, og mange indiske musikinstrumenter (sitar, tabla og et lille transportabelt orgel ved navn harmonium). Man ser sjældent orgel og klaver. Der er mere liv og begejstring.

Antal familier
Præsten i en anden kirke fortalte, at han havde ca. 50 familier i sin menighed. Er en enke eller en ung studerende borte hjemmefra en familie? Svaret er nej; fordi både enken og den studerende hører til en eller anden familie i menigheden.

Den lille menighed havde 50 familier. Da vi deltog i gudstjenesten, var kirken fuld, cirka 150-200, og vi fik at vide, at »kun« 80 procent var mødt op. Familien må indbefatte mere end forældre og børn. Skønt!

Moder-menighed, missionsarbejde
Vi så, at adskillige større menigheder inde i større byer som Madras, Bangalore og Hyderabad havde »bønne-menigheder« i forstæder eller i de nærmeste landsbyer. Her blev der startet skoler, som havde kristne lærere.

Disse lærere er med til at grundlægge de små, bambusgrene/blade beklædte kirker. Pris 1.000 kroner. Menighederne er vokset fra 5 til 10 eller 15 familier i størrelse.

Et udvalg fra moder-menigheden tog sig af disse »børnemenigheder«. Medlemmer i disse kirker var ofte fattige dagarbejdere eller mindrebemidlede landmænd.

GBGM
New York office sender engang imellem lignende hold til andre verdensdele for at holde sig ajour med missionsarbejdet og for at planlægge fremtidens indsats.

Hero F. David

Kristelig Talsmand, Uge 6, 1990

Biskophjørnet: Måske kan du hjælpe?

Et viktualievindue
»Han græd som et viktualievindue« - jeg er fascineret af det udtryk. Det er så udtryksfuldt.

Udtrykket er hentet fra den tid, da der ikke fandtes kølediske i viktualieforretningerne. For at holde varmen ude og temperaturen nede inden døre på varme sommerdage, havde man et genialt system.

I den øvre vindueskant havde man installeret en vandledning med mange små huller. Gennem dem strålede vandet ned og afkølede vinduer.

Tænk dig, hvordan det ser ud, når man græder som et viktualievindue!

Jeg er gammel nok til at kunne forstå det fine udtryk. Men jeg kan ikke bruge det i en prædiken - i hvert fald ikke, hvis jeg vil forstås. Sproget og billederne forandres. Jeg har forsøgt at finde et lige så udtryksfuldt og godt udtryk - men det er svært. Måske kan du hjælpe mig?

En metodistisk gudstjeneste
Jeg elsker den metodistiske gudstjeneste. Jeg blev forelsket i den allerede første gang, jeg oplevede den i Nässjo i efteråret 1957. Den var højtidelig uden at være højttravende. Og den var personlig uden at være påtrængende. Men frem for alt var den forståelig.

Akkurat sådan skal en gudstjeneste være. Orgelpræludium. Første salme. Bøn. Skriftlæsning. Æret være Gud Fader. Skriftlæsning. Bekendtgørelser. Salme. Prædiken. Salme. Bøn. Salme. Velsignelse. Postludium.

Jeg har været med tilstrækkeligt længe til at forstå og sætte pris på den fine gudstjenesteordning. Men jeg har følt, at ikke alle opfatter det på samme måde som jeg, når de kommer til vor kirke.

Højtideligheden opfatter man nok, men det er som om, man mister begribeligheden og nærheden. Sproget og udtryksformerne forandres. Vi må nok forsøge at udtænke noget andet, der er lige så godt. Måske kan du hjælpe?

En metodistgudstjeneste til

»Næste søndag må vi tage til en metodistgudstjeneste!« 

Det var drengene, der var af den bestemte mening, efter vi havde oplevet - synes vi - et mislykket besøg i en anden kirke på vor rejse i Skotland og England. Og metodisterne i Skipton svigtede os ikke! Selvom meget var anderledes, var det som at komme hjem.

Der var den åbne og generøse atmosfære, i tro og glæde for den levende Gud. Ukunstlet og værdigt på en gang. Sproget og udtryksformerne var helt anderledes, men det sagde det samme.

Gudstjenestefornyelse
Når jeg har tænkt og talt med mennesker om vore gudstjenester og om den gudstjenestefornyelse, Centralkonferencen ønskede, vi skulle gå ind i, er der to ting, der har hjulpet mig:

1)    Gudstjenesten er et sprog, ved hvis hjælp vi tilbeder Gud og formidler hans budskab til mennesker. Og alle levende sprog udvikles og forandres.

2)    Det, der gør, at vi kan kalde noget en rigtig metodistisk gudstjeneste, er måske mere et spørgsmål om holdninger og atmosfære end om et bestemt gudstjenesteritual.

 Ja, der er meget at gennemtænke og arbejde med. Vil du hjælpe?

Jeres arbejdskammerat i Herren
Hans Växby

Kristelig Talsmand, Uge 6. 1990

Der er større muligheder end pengene!

 

Penge og tid - frelse og gode gerninger
Hvis Metodistkirken i Danmark vil satse på fremtiden og fremgang for Guds sag, er der ting, i den nuværende situation, som synes at sige, at man må omprioritere.

Det drejer sig om de to væsentlige ting, som kirken på den måde er forvalter af: Penge og tid. Som det ser ud nu, er afkastet ikke det optimale. Skal afkastet i form af en nummerisk og trosmæssig voksende kirke blive til noget, er det selvklart, at udgangspunktet er en åndelig sund kirke.

Lad os forudsætte, at det er den. Vækst for kirken vil alligevel kræve sine ofre i form af tid og penge for den enkelte, der er involveret i vækstprocessen, ligesom kirken som sådan må bære sin del. Når det kommer til stykket, er den slags ofre slet ikke så svære at give, fordi man vil glæde sig over væksten.

Det er nemlig her med hensyn til vækst og indsats på samme måde som med frelse og gode gerninger. Frelsen opnås ikke på grund af gode gerninger. Men det bevirker jo på ingen måde, at man vil påstå, at så kan det også være lige meget med gode gerninger. Det er langt fra tilfældet.

Væksten i kirken kommer heller ikke af vore ofringer, men på baggrund af Guds vilje. Men vil Gud, er det jo naturligt, at vi også ofrer, ligesom det er naturligt,. at den frelste gør sig al umage for at leve sit liv så kærligt som muligt.

Hvad kan vi da prioritere, og til hvad vil vi bruge de mange penge og den megen tid, spm der findes i kirkens regi allerede nu? Hvad vil vi bruge de yderligere penge og den yderligere tid, kirken får stillet til sin rådighed?

At gøre det upersonlige personligt!
De økonomiske midler er de mest upersonlige og vil næsten altid blive brugt på en eller anden form for upersonlig måde. Det er lige fra kirkebyggeri til bekostning af fjernsynskampagner. Det gode resultat vil afhænge af, hvor meget personlig tid der investeres i kirkens bygning, som et sted man kommer.

Det samme gør sig gældende vedrørende en fjernsynsreklame. Hvor meget mere effektiv bliver den ikke, hvis man vil »ofre« tid til bagefter at besøge og være noget for dem, der telefonisk giver respons på udsendelsen?

Det er muligt, at det vil være begrænset, hvor mange timer af sit daglige liv, man kan leve i kirkebygningen. Måske er den gammel og uhensigtsmæssigt indrettet eller ligger et uhensigtsmæssigt sted. Så bør der altså gøres noget ved det, for uhensigtsmæssige kirker giver ikke et så godt vidnesbyrd som hensigtsmæssige kirker. Udover at være en funktionsmæssig god kirke, skal den være en synlig kirke og gerne en hørlig kirke. Lad den så vidt mulig have en kirkeklokke. Hvorfor?

Fordi kirken ved sin blotte tilstedeværelse, dér, hvor den fylder og dér, hvor der er mange af dem, dér er kirken et vidnesbyrd og en udfordring i sig selv. Den fortæller hele tiden til mennesker omkring den, at her er et tempel til Guds ære.

På samme måde med de anonyme kampagner i radio, fjernsyn og aviser i form af annoncering eller omtale. Man kan ikke altid måleligt gøre resultatet op. Men blev alle kirkebygninger i det ganske land brugt til andet end menighedens brug og holdt enhver offentlig omtale og reklame vedrørende kirken op i vort land, ja så ville man jo tro, at det var en hedensk stat. Og 25-50 år efter ville man virkelig have svært ved at evangelisere.

For når kirken ikke udadtil viser sin eksistens, vil man opfatte den som noget glemt, småt og sekterisk. Der er ingen vej udenom. Vi vil og skal og må have og bygge smukke, funktionsduelige og hørlige kirkebygninger. Og vi vil bruge penge til det. Vi vil vise os udadtil med annoncering og omtale i medierne - ellers tror folk vel at Metodistkirken ikke længere findes i Danmark - og det gør den måske heller ikke.

Bevidst brug af tiden
Og så en anden ting - tiden: I den nærmeste fremtid bør det, inden for folket, der kaldes metodister, snarest være en dyd at have system i tingene fremfor at lade tiden tilfældigt rulle afsted. I prioriteringen af tiden skal der være stor plads til samværet med andre kristne såvel som ikke-kristne.

Af en eller anden grund ser det ud til at en families samlede fritid ikke bliver større, som tiden går. Her gælder det om at holde fast ved principperne om, at man vil bruge så og så mange aftener om ugen på familie, kirke, hobby, uddannelse, venner etc.

Lad mig foreslå: To aftener til familie, en aften til familie og venner, en til uddannelse/hobby, en til kirkeligt brug, en til kirkelig ydelse, en til kirkelig administration. Og weekenderne i måneden kan prioriteres på en lignende måde, men måske burde søndagen prioriteres som en helligdag og en familiedag og ikke det ene eller andet.

Kirkens strålende fremtid ligger gemt i en bevidst og bred tidsorientering blandt kirkens medlemmer.

Finn Uth

Kristelig Talsmand, Uge 6, 1990

Social forståelse

En grå, trist og regnfuld formiddag var jeg på vej til en 75 års fødselsdag i menigheden. Jeg var lidt sent på den.

En person, der lige havde passeret mig, kom løbende tilbage med et papir i hånden. Det var et fotokopieret bykort, hvor nogen havde forsøgt at indtegne en rute, men personen kunne alligevel ikke finde frem.

Personen var en kvindelig flygtning fra Iran. Jeg forstod på hendes dårlige engelsk, at hun skulle til tandlægen. Jeg forsøgte, ved hjælp af kortet at vise hende vej, blot nogle få gader fra det sted, hvor vi stod. Men jeg kunne godt se, at hun ikke forstod noget som helst. Så jeg gjorde opmærksom på, at jeg i stedet for ville følge hende hen til tandlægen.

Hun blev meget forundret og samtidig meget glad. Hun ville vide, hvem jeg var og hvad jeg lavede. Jeg forsøgte at forklare det; men heller ikke det forstod hun. Da vi nåede frem til tandlægen, ville hun have mit navn og adresse. Det fik hun.

Første gang Kristin Lavransdatter kommer til Hamar, møder hun en munk. En kone, som også er der, klager over, at hun får for dårlig service og siger:

»Det synes mig, som om denne by er mere fyldt med helligdomme end af hellighed!«
(Sigrid Undset.)

Praktisk hellighed, det var metodismens særpræg. Det omtalte John Wesley mindre end et halvt år, før han døde, som »det store depositum, som Gud har givet og oprejst det folk, som kaldes metodister, til at forkynde!« (Letters, 15.9. 1970).

Metodismens særpræg var at være en kristen livsstilsbevægelse. Overalt og øjeblikkeligt tog de sig af sociale tjenesteopgaver, medmenneskets nød blev vækkelsesbevægelsens nød (Tore Meistad).

Den sociale forståelse - en naturlig følge af tro og livsstil
Metodistkirken har gennem sin historie været stærkt engageret i socialt arbejde. Kirkens konferencer og de enkelte medlemmer har ofte udtalt sig og taget klare standpunkter til omstridte spørgsmål.

Dette sociale ansvar og denne sociale forståelse havde sin grund i dannelsen af de første grupper (klassemøder), og de regler, der var for medlemsskab af dem.

I gruppernes opbygning og funktion kom enheden mellem tro og liv til udtryk, ved at medlemmerne i fællesskab ønskede at hjælpe hinanden til at lave et godt kristent liv, åndeligt, materiellt og socialt. Deres omvendelse og tro førte dem således ikke bort fra »verdens« og livets forpligtelser; men ind i dem som udtryk for et helt og fuldt kristenliv.

Et meget vigtigt point for John Wesley var, at frelsen ikke skulle være en privat forberedelse til det himmelske liv, men et liv i moralsk renhed og social omsorg (Beach & Niebuhr).

Kristendommen er ingen religion for eremitter, siger John Wesley, men en social religion.

»Derfor bliver det at være en kristen en ny og karakteristisk livsstil, præget af barmhjertighed, kærlighed til fjenderne, den tålmodige udholdenhed af det onde, selvfornægtelse og ydmyghed«
(Long, 1967). 

John Wesleys frelses-teologi blev således grundlaget for en dynamisk etik med et stærkt socialt præg. Liv og lære blev en ubrydelig helhed. Alle andre sider af John Wesleys teologi blev underordnet dette hovedtema.

Denne forståelse af det nye liv og det fællesskab, som opstod i grupperne/i menighederne, kom klart til udtryk — troen fik konsekvenser — i metodisternes livsform. Først i den enkelte familie og derefter i de små arbejdssamfund, hvor de boede.

Metodismen var ikke ret gammel før dens tro og liv kom til udtryk i større sociale sammenhæng. Det blev således til en aktiv indsats mod mishandling af fangerne i fængslerne, smugling, slavehandel osv.

Fra at arbejderne havde boet under usle forhold, blev der opbygget små, nye byer omkring industriområderne, og metodistkirken gjorde en stor indsats for at organisere arbejderne i fagforeninger, og der blev arbejdet målrettet for at forbedre deres arbejdsforhold. I de små, nye byer var metodistkirken også med til at oprette skoler og børnehjem.

Denne sociale forståelse var som før nævnt ikke en politisk ideologi; men en troens frugt. Tro og liv hørte sammen i en ubrydelig enhed. Ansvaret for etikken var individuelt, men udfordringerne var sociale (T. Meistad).

Den aktuelle situation
Metodismens særpræg har også været kendt i vort eget land. Det enkelte menneskes behov for den personlige tro og fællesskab med Gud, og de menneskelige, materielle og sociale behov, blev forstået som to sider af samme sag.

Den enkelte menighedsmedlem var engageret i gudstjenestelivet og i menighedens sociale ansvar. Det var således først og fremmest de aktive menighedsmedlemmer, som dannede grundlag for oprettelsen af børneinstitutioner, diakonissernes/sygepleje/hjemmehjælp og de senere oprettede plejehjem. Centralmissionens arbejde for de fattigste,' arbejdsløse og hjemløse, hvilede også på de aktive menighedsmedlemmer.

Metodistkirkens identitet og berettigelse lå i denne virksomme tro, mere end i at komme til ret i rendyrkede teologiske og dogmatiske diskussioner.

Men — eftersom samfundet udviklede sig også på det sociale område — heldigvis da - blev kirkens institutioner mere og mere affolkede, når det drejede sig om menighedsmedlemmers aktive deltagelse. Dette faldt på en måde også sammen med, at den enkeltes tro blev mindre og mindre udadrettet, den blev mere privat.

Denne udvikling er fortsat. Flere institutioner er blevet nedlagt og sblgt. Både fordi det pågældende arbejde nu varetages af det offentlige; men også fordi det blev umuligt, enten at finde kvalificerede medlemmer eller i det hele taget at få nogen medlemmer til at påtage sig opgaverne.

Vort sociale arbejde består således i dag af Centralmissionen, Betaniaforeningen og Afholdsforbundet. Men med et minimum af engagerede metodister.

Problemet
Vi lever i et samfund, der er kendt for sit sociale sikkerhedsnet. Det bliver endda eksporteret til andre lande. Gennem vores høje trækprocent betaler vi for mange sociale goder. På den måde skulle alle kunne få den hjælp, de har behov for, og ikke være begrænset af deres egen økonomiske ydeevne. Det er en del af vort samfunds sociale retfærdighed, som vi må bevare. I særdeleshed i denne tid, hvor brugerbetalingen forsøges indført ad bagdøren.

På den anden side har det offentlige sociale sikkerhedsnet også været med til, at udøvelsen af næstekærlighed og solidaritet er blevet et professionelt arbejde. Det har været med til at fjerne den enkeltes oplevelse af ansvar for sin egen og menneskets tilværelse. Ansvaret er blevet lagt på det offentlige system.

Den store fordel og mulighed, som det offentlige sociale system er, har således også nogle meget kedelige bagsider.

Det er desværre også blevet en kedelig sovepude for kirken.

Samfundsudviklingen faldt sammen med en resignation og privatisering i troslivet inden for vores kirke. Det har medført, at troen og den kristne livsstil har mistet sit sociale præg. Troen er på en måde blevet isoleret fra det daglige liv.

Selv kirkens højeste myndighed i Danmark, årskonferencen, har været og er stadig tilbageholdende overfor at udtale sig om det, som er aktuelt i det daglige liv, både når det drejer sig om den enkeltes livsforhold, samfundsforhold og større nationale og internationale forhold.

»Metodismens præg af at være en kristen livsstilsbevægelse var mere meningsfyldt, dengang metodisternes liv virkelig blev forvandlet og omvendt i mødet med Gud. Det var et særpræg for metodismen, at den overalt og øjeblikkelig påtog sig sociale opgaver. Medmenneskets nød blev vækkelsesbevægelsens nød«
(Tore Meistad).

»Det er et problem i vor tid, at teologiens dynamiske og frigørende funktion er blevet omdannet til at være et mere og mere lukket kirkeligt tankesystem, hvis formål hovedsageligt er at bevare det bestående. Og på tjenestesiden har kirkens institutioner virket som et alibi for vor sociale samvittighed over for vor næstes nød. Men eftersom de også forsvinder, mister vi også dette alibi, og vores virkelige situation gennem de sidste ti år bliver mere åbenbar for både os selv og verden: Vi er blevet tomme for frelsens indhold«
(Tore Meistad).

Mine egne ord for dette er, at Metodistkirken i Danmark har mistet en meget vigtig del af sin identitet og eksistensberettigelse! Udviklingen har gået hen imod mangel på både »indre og ydre liv«.

1990’erne: »Vi vil være virksomme i kærlighed!«
Artiklens opgave var at omtale vores sociale forståelse. Og opgaven lød også på, at den skulle være inspirerende og motiverende. Jeg indrømmer, at ovenstående ikke er særligt inspirerende, og måske heller ikke motiverende. Men det falder mig svært at skrive om Metodistkirkens sociale forståelse ud fra min snart 10-årige erfaring af menighedsarbejde i kirken.

Når jeg har brugt så megen plads til at se tilbage i historien, er det fordi, vi der finder en baggrund for en social forståelse i vor kirkes teologi og tradition. Der finder vi en grundlæggende kærlighed, omsorg og solidaritet over for medmennesket.

Endvidere forsøgte John Wesley og de første metodister ikke kun at lindre den øjeblikkelige nød; men de prøvede også at afdække og fjerne årsagen til nøden, personligt som samfundsmæssigt. De hjalp heller ikke alene på grund af den aktuelle situation; men de så og hjalp ud fra forholdet til Gud, som skaber og forløser.

Vores opgave er — vores sociale forståelse går ud på at være Guds redskaber og formidlere af hans forsonende kærlighed i vor egen tid.

Vores opgave er at forsøge at afdække den nød, der reelt er til stede i vort eget samfund. Hvem har brug for kirkens omsorg og hjælp i sin udvikling mod en menneskeværdig tilværelse i dag?

Vores opgave og udfordringerne bliver større i takt med nedskæringer og stagnation i det offentlige omsorgsapparat. Desuden er de nye sociale problemer ikke først og fremmest af økonomisk karakter; men de handler mere om de mellem-menneskelige problemer, ensomhed og isolation, som det moderne konkurrencesamfund udvikler.

Der ligger mange opgaver og venter på os. Indtil nu har vi haft svært ved at finde ud af, hvor vi skal sætte ind. Vi har haft alt for mange forbehold, og vi har koncentreret os alt for meget på det traditionelle menighedsarbejde.

Vi har kigget for meget indad, og spekuleret i vore egne behov for at overleve som menighed, og vi har set for lidt udad, for at afdække og hjælpe andres behov for at overleve, som mennesker. Derfor er troen blevet for privat og har været svær at omsætte i praksis.

Omvendelsen i dag vil komme, når vor tids moderne og oplyste mennesker erfarer, at vores tro har betydning for os og kommer til udtryk i vores liv og handling over for hinanden og medmennesket.

Vores tro må være virksom i kærlighed!

Hans Munk

Kristelig Talsmand, Uge 6, 1990

Og synd ikke mere...!

Det er muligt!
Et par gange nævnes det i Johannes-evangeliet, at Kristus har hjulpet nogle mennesker. Da Han havde gjort sin gerning, siger han: Og synd ikke mere!

Det er jo en henstilling/befaling, som ville være uden mening, hvis det ikke var muligt at udføre den. Jeg har også svært ved at forestille mig, at Kristus har givet råd og henvisninger og befalinger, som modtageren ikke havde skygge af chance for at realisere.

Nederlags-evangelium
Når jeg ser bedeugens tekster, som vi lige har været igennem, bliver jeg deprimeret, når jeg kommer til det afsnit, der handler om, hvad vi — Hans menighed — har gjort forkert og har forsømt. Afsnittet kommer år efter år.

Hvad mon Gud tænker, når Han hvert år skal lægge øre til bekendelser om fejl og svigt? Mon Han tænker: Det bliver da aldrig anderledes. Eller: Nå, nu skal jeg høre det gammelkendte nederlags-evangelium igen. Og jeg, som ved, at min søn sagde: Så vær da I fuldkomne, som jeres himmelske Fader er fuldkommen.

Det er kristenliv!
I bogen »Det er Kristendom« står der noget, jeg ikke kan glemme. Det er en bog, der indeholder en serie radioforedrag, som den engelske skribent C. S. Lewis holdt i BBC, en yderst populær serie. Manden er selv gået fra vantro og skepsis til et liv i tro på Kristus.

I afsnittet om at beregne omkostningerne ved kristenlivet, siger han:

»Befalingen ‘Vær I fuldkomne’ er ikke idealistisk tågesnak. Det er heller ikke en befaling om at gøre det umulige. Han vil gøre os til skabninger, der kan adlyde denne befaling.

Hvis vi lader Ham gøre det — for vi kan forhindre Ham, hvis vi vil — vil Han gøre den svageste og mest smudsige af os til en gud eller gudinde, en blændende, strålende, udødelig skabning, der helt gennemstrømmes af en sådan kraft og visdom og kærlighed, som vi ikke kan forestille os nu.

Processen vil være langvarig og til dels smertefuld; men det er det, der er hensigten med os. Intet mindre. Han giver ikke op på halvvejen. Han mente, hvad Han sagde.«

Jeg ved ikke, hvor mange gange jeg har været gennem det nadverritual, som jeg stadig bruger, og har studset over dette faktum: Hver gang jeg har bedt »...tilgiv og frels os fra alle vore synder«. Og næste gang har jeg igen troligt bedt:

»Vi bekender vore mangfoldige synder, som vi så ofte har begået...«. 

Der er da noget galt!

Budskabet til tidens jantelovsbefængte mennesker!
Jeg mener, at Lewis udtrykker en dyb sandhed. Ved Guds indflydelse gennemstrømmes mennesket af kraft og kærlighed, så der kan fremkomme et resultat.

Er det ikke præcis, hvad der står i vor troslære? Er det ikke lige det, vi prædiker? Er det ikke det budskab, tidens jantelovsbefængte, ensomme, bange mennesker behøver?

Erik Kristoffersen

Kristelig Talsmand, Uge 6, 1990