lørdag den 25. august 2018

»Hvor kan de synge, de Strandby-folk«

Af Harald Jacobsen

I maj måned 1937 afsluttede jeg min uddannelse på vor teologiske skole »Øverås« i Göteborg.

Ved årskonferencen samme år i Holbæk, blev jeg ansat som forstander for Strandby-Jerup menighed, og tiltrådte den 1. august. Jeg blev således den tredie præst ved menigheden, som var blevet selvstændigt pastorat 1928. Jeg havde dog besøgt menigheden et par gange forud.

I januar 1934 blev jeg udsendt af kirken, for gennem praktisk arbejde at få mit kald som præst, bekræftet - og kirken samtidigt kunne vurdere mine evner i så henseende.

Strandby
I 1933/34 havde Strandby menighed oplevet en rig åndelig tid med vækkelse, som havde til følge, at menighedens medlemstal blev fordoblet. Det blev for mig en åndelig berigende tid, at omgås mennesker, der havde oplevet frelsen i Jesus Kristus.

Gik man en aftentur i byen, lød der lovsang fra alle hjem - og især sangen:
»Så skal det mit alvor da være, at gøre hvad Herren han vil«. 
Jeg måtte her lægge pennen og synge sangen for mig selv og mindes de glædefyldte dage, da jeg første gang besøgte Strandby.

Det blev derfor en glæde for mig, som skabte store forventninger, da biskop Raymond Wade om søndagen i forbindelse med ansættelseslisten læste Strandby-Jerup: Harald Jacobsen.

Jeg fik lov at virke her i 5 år, hvoraf halvdelen af tjenestetiden faldt i krigens år. Der siges, at nød forener - og det fik jeg i rigt mål oplevet i Strandby-Jerup i krigsårene.

Det er begrænset spalteplads, der er givet mig, så jeg skal blot nævne nogle få ting, jeg fik lov at medvirke til.

Før krigen tog fiskerne ved forårstide på Englands-fiskeri - og vendte hjem hen på efteråret. Der blev afholdt afskeds- og velkomstfest for fiskerne henholdsvis i Missionshuset og Metodistkirken.

Indre Mission havde på den tid deres egen præst, som de selv lønnede, først senere blev sognets folketal så stort, at det blev et fast embede under Kirkeministeriet. Deres præst var pastor Hübert Knudsen, som jeg delte meget godt sammen med.

Vi blev enige om at tale med vore menighedsråd om at sammenlægge disse fester for fiskerne, og afholde dem skiftevis i Missionshuset og Metodistkirken - gennem dette blev samarbejdet udvidet til bl. a. Evangelisk Alliance.

Jeg mindes også mange dejlige moder i Skagen, som blev afholdt i Bidstrups hjem i nordbyen. Hver gang vi havde møde i hans hjem, flyttede han noget af sit indbo ud i haven, for at give plads til de besøgende.

Også i Aalbæk fik vi anledning til at holde møder på en gård hos Peter Lyng, hvis kone i sine yngre år havde deltaget i møderne på Vanggården i Jerup.

Vinteren 1941/42 var meget kold med megen sne og store kuldegrader. Jeg har set termometeret stå på 40 kuldegrader på Julius Thomsens fiskehus. Havnen var bundfrossen, og Strandby var landfast med Hirsholmene, så bl. a. Marie Ingeborg gik over isen fra Strandby til Hirsholmene.

Alt fiskeri lå stille den vinter.

En aften kom to unge til præsteboligen og spurgte, om ikke der kunne blive afholdt nogle møder nu, da alle fiskerne alligevel var hjemme. De ville så personligt gå fra hus til hus og indbyde til møderne.

Vi begyndte møderne i den lille sal, men tilslutningen øgedes, så vi måtte rykke ind i kirken. Efter en uges tid, hvor vi selv afholdt møderne, sendte vi bud efter pastor Chr. Nielsen fra Horsens, og møderne fortsatte i yderligere tre uger.

Ved disse møder fandt mange - især blandt de unge - livet i Gud.

Een ting mere, jeg vil huske fra min Strandby-tid, det var menighedssangen. Hvor kan de synge, de Strandby-folk.

I mange byer blev der i krigens år holdt alsang-stævner. Jeg indbød også til et sådant, og der samledes ca. 200 mennesker på Nissebakken nord for Strandby, hvor vi sang vore dejlige fædrelandssange samt flere åndelige sange.

Jeg foreslog det, der efterhånden var blevet tradition efter et sådant samvær, at sende en hilsen til Hans Majestæt Kongen. Nogle dage senere var jeg oppe på Strandby Station. Stationsleder fru Poulsen sagde:
Der er kommet et telegram til Dem, pastor Jacobsen. 
Stor var min forundring, da jeg læste:
Amalienborg Slot. 
Telegrammet havde følgende ordlyd:
Min hjertelige tak og genhilsen - Christian R.
Over halvdelen af min tjenestetid i kirken er faldet i Vendsyssel. Jeg har betjent samtlige vore menigheder i Vendsyssel. Her stiftede vi vort hjem.

Vort bryllup - sølvbryllup - og guldbryllup har vi fejret i det østlige Vendsyssel. Vore to børn er født her - de er også viede med vendelboere og bosat her i landsdelen. Vore fem børnebørn er født og opvokset i Vendsyssel.

Når jeg tænker tilbage på årene, vælder minder frem om gode samvær med menighedernes venner, som vi er Gud og menigheder meget taknemmelige for.

Artikel bragt i jubilæumsskriftet Strandby Metodistmenighed 1928-1988

Metodismen i Strandby

Af Steen A. Larsen, 1988

Den første start på metodismen i Strandby tog sin begyndelse på gården »Engen« i Elling den 1. december 1876, hvor sognefoged Otto Jensen boede.

Fra Hjørring havde man indbudt pastor H. Hansen til at afholde et par møder. Folk fra by og land blev indbudt, og der kom så mange, at den store stue på gården blev fyldt sådan op, at da pastor Hansen kom, kunne han kun komme til forstuen, hvorfra han så talte til forsamlingen.

Ved dette første møde hos sognefogeden i Elling var der en ung stout fisker fra Strandby tilstede. Hans navn var Niels Tvilling, og han bad efter mødet pastor Hansen komme til Strandby og tale i sit hus, hvilket allerede blev imødekommet dagen efter, den 2. december 1876.

Det første møde var et afholdsmøde, og inden længe fik afholdssagen sådan indgang i Strandby, at så godt som alle fiskerne blev afholdsfolk.

I december 1876 begyndte man med søndagsskole i Strandby, og dette arbejde tegnede ualmindeligt godt; men desværre mente skolelæreren, at han burde stille sig skarpt imod det, og i de dage var en skolelærers indflydelse noget større end i vore dage, og dette gjorde da også, at søndagsskolen gik en del tilbage.

I en beretning om arbejdet i Strandby fra juni 1880 ses det, at den helt måtte standse af samme årsag.

I 1881 blev der stiftet en afholdsforening, der virkede i mange år. Afholds-modeme blev holdt i skolen og på »Nørgaard«.

I 1892 lykkedes det en kreds af beboere at få bygget et forsamlingshus på en grund, Niels Tvilling havde skænket.


Adskillige tegnede aktier i bygningen, og da den var færdig, havde man et hus, som var tilgængeligt for, hvem der ville benytte det: adventister, baptister, metodister, afholdsfolk, folkekirkefolk, Indre Mission m. fl.

Aktietegningen bestod af små aktier på 10,- kr., et latterligt lille beløb i dag, men dengang var det stort for en Strandby-fisker. Der var ialt 40 aktionærer. Samtlige byggeudgifter beløb sig til 1.075,- kr.

Til dækning af denne sum havde man aktionærernes 400,- kr., et lån i Frederikshavns Sparekasse på 600,- kr., og nogle enkelte frivillige gaver. Efter opførelsen af huset var der en kassebeholdning på 15,23 kr., et regnskab der var til at overse.

Det første regnskabsår 1893 gav et overskud på 1,26 kr., som i næste regnskabsår 1894 blev til et underskud på 11,23 kr., hvilket måske skyldtes et afdrag på kakkelovnen på 11,45 kr., et af de større gældsbeløb som huset havde dette år. Til tjæring af husets tag blev brugt 2,- kr.

Metodistbevægelsen i Strandby havde i begyndelsen megen modvind. Niels Tvilling døjede ofte med at få sin jord pløjet og harvet, da gårdmændene var uvillige til at gøre arbejde for metodister, som de troede var en slags mormoner, som flere ikke havde gode erfaringer med på det tidspunkt.

To gårdmænd fra »Mosen« blev imidlertid selv afholdsfolk. Nu kunne Niels Tvilling få sine tørv kørt hjem, idet disse to stillede deres heste og vogne til rådighed, og da andre gårdmænd så, at det ikke nyttede at »strejke« længere, ville de også nok køre tørv for ham og hjælpe med arbejdet i jorden, som var en vigtig del af familiens eksistens, selv om fiskeriet var den vigtigste indtægtskilde.

Metodismens arbejde i Strandby kom snart ind i faste rammer med menigheden i Frederikshavn, som man hørte under.

Før man fik bygget forsamlingshuset, blev alle møderne holdt i Niels Tvillings hjem (i dag Havnevej 8), men til sidst blev pladsen for trang, og i nogle år havde man en lille mødesal i Thomas Risagers hus, Krøghsvej 4. Heller ikke her var der tilstrækkelig plads, så det var efterhånden blevet en nødvendighed med større lokaler.

Metodistmenigheden opkøbte derfor alle aktierne i forsamlingshuset, som derefter blev indrettet til kirkesal med tilstødende bedesal, køkken, klokketåm m. m.

Den lille kirke blev indviet søndag den 21. december 1924, og kunne da rumme 150 mennesker.

Tilstrømningen til den lille kirke blev efterhånden så stor, at man en overgang så sig nødt til at bede børnene blive hjemme fra gudstjeneste, for at de voksne kunne få plads. Tit var der så overfyldt i kirkerummet, at petroleumslampernes flammer dalede på grund af iltmangel.

I starten blev der i kirken holdt møde hveranden søndag og et ugentlig bønnemøde. Ungdomsarbejdet tog også sin begyndelse, og efterhånden voksede menigheden sig så stor, at man mente, menigheden var stor nok til at blive selvstændig.

Disse planer blev en realitet, da man søndag den 26. august 1928 kunne holde officiel stiftelsesdag for den nye menighed i Strandby-Jerup. Det blev en minderig dag for menigheden i Strandby, som stod overfor det store skridt at skulle danne selvstændig menighed.

Den gamle kirke
For menigheden i Frederikshavn betød det, at et lille hundrede medlemmer blev skåret ud af medlemslisten og overført til Strandby. For landkredsen Strandby-Jerup kom det til at betyde selvstændighed i alle forhold, nyt ansvar, nye glæder, nye byrder og ved Guds hjælp nye sejre.

Menighedens første præst blev Ole Olesen, og det blev også ham, der kunne byde velkommen til det første menighedsmode den 1. september 1928. På dette møde skulle den nye bestyrelse vælges for den nye menighed. Den kom til at bestå af Emil Larsen, Julius Thomsen, Jens Tvilling og Mads A. Thomsen samt præsten.

Præsten boede i starten til leje i et hus nær kirken, men i marts måned 1930 blev man enig om at gå i gang med opførelse af en præstebolig. Man havde fået et overslag på ca. 5.000,- kr. for et sådant byggeri.

På et nyt møde den 5. maj blev der imidlertid lidt uro om dette projekt, da et nyt overslag pludselig viste ca. 7.000,- kr. Dette var en stor mundfuld for den lille menighed, og ved forhandlinger frem og tilbage med håndværkerne, fik man dem ned i en ny pris på 6.000,- kr. - og så kunne man gå i gang med byggeriet.

Nogen egentlig kirkebetjent havde man ikke i starten - man skal helt frem til 1. marts 1937, før en kirkebetjent blev »fast« ansat til en årlig løn på 225,- kr.

Påetmøde den 29. januar 1938 blev det besluttet, at samtlige konfirmander efter eget og forældres ønske optages i menigheden som medlemmer.

På samme møde blev der bevilget indlæggelse af vand i kirken - efter indhentet tilbud - imod at man til gengæld sløjfede den ene vandhane i præsteboligen! Man kan således se i protokollen, at præsteboligen og dens forhold tit har været det store diskussionsemne.

Således blev der 26. november 1938 bevilget indlæggelse af gas til præstefamilien. Det kneb mere med forståelsen af nødvendigheden med en telefon til præsten.

I marts 1948 blev der bevilget telefon til præsteboligen efter et anonymt bidrag på 5 0,- kr. Men glæden var kort for præsten - for på et nyt møde blev præsten bedt om at afbestille telefonen igen!

Først i 1954 - efter et overskud fra »Julens Glæde« på 300,- kr. og med en personlig gave fra præsten selv - lykkedes det omsider at få installeret telefon i præsteboligen.

Det var til tider et problem for præsten at få løst sit transportbehov med at komme ud til alle menighedens medlemmer i oplandet. Derfor søgte menighedens præst i 1950 - pastor Hans Kristian Bhutho - om støtte til anskaffelse af en »Diesella« cyklemotor!

Præsten ville selv klare en udbetaling på 400,- kr. og behøvede blot hjælp til de månedlige afdrag. Bhutho foreslog, at menigheden i Strandby ydede 10,- kr., Ungdomsforeningen 5,- kr., Aalbæk 5,- kr., Jerup 5,- kr. og Bollehede 5,- kr. Resten klarede præsten selv af sin beskedne løn.

Betalingen skulle afvikles på 12 måneder. Præsten fik sin bevilling, og mange i Strandby kan sikkert huske, når præsten drønede afsted på sin »Diesella« på vej til sine menighedsbørn i oplandet.

Menigheden bevilligede ham senere et benzin-tilskud på 2,- kr. om måneden!

Menigheden i Strandby voksede efterhånden til en af de største metodistmenigheder i Danmark, med et stort ungdoms- og spejderarbejde. - Pladsforholdene blev efterhånden for lille i den gamle kirke. Man begyndte at tale om udvidelse af kirken.

En nabo til kirken, fiskeexportør Rasmus Clausen, skænkede i april måned 1955 velvilligt et stykke jord øst for kirken til en eventuel udvidelse.


Der går to år mere, indtil august 1957, hvor en bygge- og restaureringsfond oprettes. Man har nu planer om nyt oliefyr til kirken, restaurering af køkkenet i kirken og en eventuel tilbygning, men på et møde 8. august 1959 finder man, at disse planer er for dyre i forhold til at bygge noget nyt.


Man enedes i stedet om at rette henvendelse til Elling sogneråd om køb af grunden, hvor den gamle skole lå. Grunden bliver købt til en pris af 3.000,- kr., og man beslutter at bygge en ny kirke og sælge den gamle veltjente kirke.

Samtidig vedtog man at forsøge at sælge præsteboligen, da man mente den var for dyr at restaurere - det gjorde man dog senere alligevel.


Grundstenen til den nye kirke blev lagt den 20. august 1960. Der blev sagt og skrevet meget om dette kirkebyggeri, som helt brød med traditionel kirkebyggeri på daværende tidspunkt. Byggeriet blev Biskop, dr.teol. Odd Hagen. projekteret til at koste 285.000 kr.


Det var mange penge på det tidspunkt, men ved en utrolig frivillig offervilje blandt menighedens medlemmer, lykkedes det dog at få skrabet pengene sammen, så man kunne bygge for egne midler.

Indvielsen fandt sted ved en stor højtidelighed palmesøndag den 26. marts 1961.

I 1976 lavede man yderligere en tilbygning med faciliteter til menighedens store ungdomsafdeling og spejderbevægelse. Spejderbevægelsen fik i 1982 sit eget fritidscenter, idet man købte en nedlagt landbrugsejendom, »Krogsholt« i Søholt ved Østervraa, sammen med menigheden i Frederikshavn. Dette center, der blev indviet i 1987, bliver nu flittigt benyttet af de to menigheder.

Strandby Metodistmenighed er i dag den største metodistmenighed i Danmark med 324 medlemmer. Kirken benyttes flittigt af unge og gamle og er et samlingspunkt for mange efterkommere af de første metodister i byen.

Metodistkirken er en åben kirke, hvor der er plads til alle - ikke kun medlemmer af kirken - hvilket også tydeligt ses ved de mange forskellige arrangementer, der bliver holdt i kirken, hvor tilstrømningen er stor fra alle samfundslag i Strandby.

Artiklen blev bragt i jubilæumsskriftet Strandby Metodistmenighed 1928-1988

Lidt om de to første år af Strandby Metodistmenigheds selvstændige historie

Af Ole Olesen, 1988

Året 1928 blev i høj grad skelsættende for Metodistkirkens medlemmer og venner, som var bosiddende nord for Frederikshavn, nærmere betegnet Strandby i Elling sogn, samt Jerup og Bollehede.

Indtil den 26. august 1928 var hele den del af Vendsyssel, hvad Metodistkirkens medlemmer angår, en del af menigheden i Frederikshavn. Der havde åbenbart i længere tid været et fremherskende ønske blandt den del af menighedens medlemmer om at blive udskilt som selvstændig menighed.

Den endelige beslutning herom blev taget ved årskonferencen i 1928. Det faldt i min lykkelige lod at blive den af den daværende præstestand, hvis navn på ansættelseslisten blev knyttet til denne nye menighed.

Menigheden betegnedes de første år som Strandby-Jerup Metodistmenighed. Det var sikkert en særdeles naturlig betegnelse, da en ikke ringe del af menighedens virke faldt i Jerup og Bollehede og en ikke uvæsentlig del af menighedens medlemmer boede i dette område.

I Strandby havde menigheden til huse i den bygning, der oprindelig var mødested for en ret økumenisk sammensat forsamling, men som efterhånden gled helt over på metodisternes hænder.

Denne kirke var givetvis hele menighedens kirke og samlingssted. Men i Jerup holdtes der regelmæssigt ugemøder i Metodisthjemmet »Vanggård«, dog ved visse anledninger i forsamlingshuset.

I Bollehede holdtes møderne skiftevis i metodisthjem og i forsamlingshuset. Der var varme og inderlighed over møder og gudstjenester såvel i Strandby som i disse to udposter.


Begynderårene blev nok noget præget af, at det var noget nyt at være selvstændig og skulle tage ansvaret for menighedens åndelige og timelige vel.

Men der var kvinder og mænd i menigheden, for hvem det åbenbart var en naturlig sag at gå ind under ansvaret. Og det kan uden tvivl siges med rette, at allerede de to - for mig alt for korte - år, jeg fik lov at blive og virke i menigheden, var det mærkbart, at der skete en god udvikling i retning af at bygge en god og solid menighed op.

Denne udvikling fortsatte, under Guds velsignelse, i rigeligt mål, også i de årtier, der er gået siden. På en særlig måde er det lykkedes blandt andet at få ungdommen draget ind i menigheden.

Med disse linier ønskes menigheden lykke og Guds velsignelse i al fremtid!

Artikel bragt i jubilæumsskriftet Strandby Metodistmenighed 1928-1988

søndag den 5. august 2018

Frihed til fremtid

Under dette tema samledes omkr. 200 mennesker fra folkekirkelige og frikirkelige menigheder, organisationer og enkeltpersoner til konference i Holstebro fra 5. - 8. august.

Sigtet med denne konference var forberedelse til de danske kirkedage, der skal afholdes næste sommer, og hvor man tilsigter at samle kristne i Danmark til en fri og åben meningsudveksling.

Gennem forberedelseskonferencen ønskede man så tilkendegivet en nærmere præcisering af de problemer og opgaver, som kristne står over for i vor tid, og som så nærmere kunne blive behandlet ved de kommende kirkedage.

Helhedsindtrykket af denne konference var, at der virkelig er vilje til at lytte til hinanden og til at forstå hinanden. Det var en stor oplevelse at være med, og jeg tror — og det, synes jeg, blev stadfæstet ved denne konference — at vi som kirke og ikke mindst frikirke har et vægtigt bidrag at yde til en fælles indsats i de brydninger, der i dag finder sted i kirkens møde med verden.

Konferencen indledtes med gudstjeneste med altergang, hvor biskop Johs. W. Jacobsen, Viborg, prædikede ud fra Matt. 11, 16-24 om sammenligningen af menneskene med børn, uoplagte til at lege med, både når der jamres over de døde, og når der spilles op til bryllup. Nerven i Jesu ord, sagde biskoppen, er den dybe alvor, at det går ikke sporløst hen over et folk, et menneske at have mødt Gud.

Det er alt eller intet, medens mådehold og rimelighed dog passer os bedst. Og ingen fristelse for kirken kan sammenlignes med den: at mildne ordets dom, gøre kravet overkommeligt og gøre Guds nåde begrænset. At få mere at vide end vi egentlig ønsker, og at få et indtryk, vi aldrig forvinder — det er at have hørt Guds ord.

Hver eftermiddag under konferencen var der afsat tid til foredrag, medens dagene iøvrigt var helliget gruppearbejdet, som jeg ikke her skal komme ind på, da det er refereret andet steds.

I øvrigt indledtes dagene med morgensang i kirken, hvorefter bibelarbejdet holdtes i skolens aula, hvor også foredragene holdtes, medens gruppearbejdet foregik dels i kirkens lokaler og dels i skolens klasseværelser. Også aftenerne havde forskelligt program.

Onsdag var der completorium i Nørrelandskirken, torsdag sluttedes med en forsøgsgudstjeneste arrangeret af en ungdomsgruppe fra Århus. Fredag var så kirkespilkredsen fra Herlev på besøg og opførte spillet »Vejen til Damaskus«.

Konferencen sluttede så lørdag med plenarmøde, hvor hver sektion fremlagde sine synspunkter, og linierne for det fremtidige arbejde blev trukket op, hvorefter man samledes til middagen, der var arrangeret som en agapemåltid (kærlighedsmåltid).

Lad mig så lige omtale de forskellige foredrag. Det første holdtes af docent Harry Aronson, Lund, over emnet: »Veje til fremtid«.

Taleren omtalte bl. a. vor tid som postkonstantinsk, d.v.s. at kirken er løst fra kejseren eller kongen, og omtalte den sekulariseringsproces, der er i gang både på kulturens, naturens, moralens og religionens område, og nævnte bl. a., at vi er stærkt på vej mod en post-industriel tid, der år 2000 vil være et faktum.

Det næste foredrag holdtes af docent Johs. Aagaard, Århus, over emnet: »Retfærdighed — kærlighedens minimum«. Dette blev en meget stærk forkyndelse om kirkens ansvar socialt og politisk.

Uden retfærdighed er kærlighed svindel, sagde Aagaard, og fortsatte, at kærlighed forudsætter retfærdighed, om der ikke skal være tale om hykleri, det ved vi, men en ting er at vide, noget ganske andet er at tro det, så man gør derefter.

Vi har en mekanisme, der faktisk hindrer vor viden i at blive til tro, nemlig fortrængningen, der gør, at en ubehagelig sandhed, som man har erkendt, kan »glemmes« så fuldstændigt, at man går videre i sin tankegang og sine handlingsmønstre, som om intet var erkendt. Men hvad gør vi så?

Kirke efter kirke verden over vedtager i disse måneder at give 20 pct. af deres budgetter til kampen for retfærdighed. Der skal dog tid til alt, siges der, men alle problemer i verden bliver vanskeligere at løse i morgen, end de er i dag. Retfærdigheden er hjemløs i vor verden, og derfor er vor tale om kærlighed hul og tom. »Salt« eller »opium« — det er stadig problemet.

Det sidste foredrag holdt generalsekretær Erik W. Nielsen, London, med emnet: »Kirken — et frit handlingsfællesskab«.

I spørgsmålet om kirken, sagde Erik W. Nielsen, må vi gøre os klart, at det drejer sig om mennesker, ikke som et abstrakt begreb, men mennesker i deres konkrete mangfoldighed. Men bestandig flygter vi fra mennesker ind i åndeliggørelse eller intellektualisme eller teknik.

Han fortsatte med at tale om kirkens frihed, der ikke betyder, at den i sig selv er spor mere fri end alle andre dele af det menneskelige samfund, men at dens frihed ligger på et dybere og mere radikalt plan.

Tilgivelsen, opstandelsen betyder friheden, frigørelsen til at være menneske, ikke skygge. Det betyder frihed til at lide nederlag og frihed til at tage fejl, frihed til at leve ud af og forkynde den opstandelseskraft, som jeg godt ved, jeg er ulydig imod.

Erik W. Nielsen sluttede med at fremholde, at menighedens handling er frigørelsens og forsoningens handling, og midtpunktet i denne handling er samlingen omkring Kristus, og denne samling, gudstjenesten, finder sted på vejen, midt i sendeisen, i missionens perspektiv.

Kirken betyder proeksistens, kirken »for andre«, og dette betyder ikke først og sidst strukturer og store handlinger og planer, men selve det at have frihed til at elske og tilgive, til at møde det andet menneske helt, at være sammen. Det er hænderne og fødderne og munden og øjnene, som er i verden og samfundet, en del af, ansvarlig hver eneste dag.

Disse vægtige og stærkt forkyndende foredrag sammen med bibeltimerne, der holdtes af pastor Henrik Christiansen, Dronninglund, som på en levende og inspirerende måde førte os ind i Kol. 1, 14-25 under emner: »Gudsriget — verden« og »Gudsriget — kirken« blev et ypperligt grundlag for det videre sektionsarbejde.

Berigede og inspirerede kunne vi så skilles i forventning om en stor og berigende konference ved de danske kirke-dage 1971, hvor jeg håber, at mange fra vor kirke deltager, så vi kan lade vore røster lyde også i sådanne sammenhænge.

E. Carlsen.

Bragt i Kristelig Talsmand, 28. august 1970

fredag den 3. august 2018

Kristent fællesskab i Rønne (1970)

Den 3. august lød der et sensationslystent interview-udbrud i radioavisen »Religionskrig på Bornholm«.

Det er ikke første gang, man har brugt sådanne ord i radio og presse om Evangelisk Alliances arbejde på Bornholm. I 1967 skete det også, og baggrunden var den samme denne gang.

EVANGELISK ALLIANCE I RØNNE 

Arbejdet her har sikkert gået i bølgegang som mange andre steder. Men det var i pastor Ejner Kysts tid, at det begyndte at komme ind i faste rammer, og flere samfund begyndte at finde sammen.

Udviklingen har gået der hen, at man i bedeugen i januar afslutter med nadvergudstjeneste i Folkekirken, og her har metodist- og baptistpræst deltaget i uddelingen. Valdemarsdag afholder man et stort friluftsmøde. For fem år siden enedes man efter mange og lange diskussioner om at arrangere seks sommergudstjenester på friluftsscenen, og dette er nu indgået som et fast led i sommerens mange aktiviteter i vor by.

RELIGIONSKRIG
Det hele begyndte med, at jeg blev ringet op af Baptistpræsten, som spurgte, om ikke vi burde gøre noget mod den trængen på, man var ude for. Det viste sig, at Jehovas Vidner skulle afholde en kongres på Galløkken og hjemsøgte alle husstande for at få deres vidner indlogeret. Vi forfattede en resolution, som blev underskrevet af de kristne kirkesamfund i byen, og den blev indrykket i byens to aviser.
JEHOVAS VIDNER
I disse dage er mange hjem i Rønne og omegn ude for, at en eller anden kommer og beder om, at der må stilles værelser til rådighed i anledning af en kongres, der skal holdes på Bornholm.

Det er de såkaldte Jehovas Vidner. Vi undertegnede me-ner, at det er vores pligt at gøre folk bekendt med de faktiske forhold i denne sag.

Jehovas Vidner siger ganske uden tøven, at alle andre kristne kirker er Satans synagoge og alle præster Satans håndlangere. Ydermere hævder Jehovas Vidner, at deres organisation er den eneste sande.

Disse kendsgerninger vil hjælpe mange til ikke at føle det som ugæstfrihed at sige afgjort nej til denne pågående form for indlogering og propaganda for en religion, der går fuldkomment på tværs af Jesu bøn om, at alle hans disciple måtte være eet.

Vi er som kristne kirker vidende om, at vi ikke er fuldkomne, og at vi ikke hver for sig i vore kirkesamfund sidder inde med patent på hele sandheden. Vi vil stå sammen og tilbede Gud, vor himmelske far, så langt som han vil give os hellighed, trofasthed, kærlighed og visdom dertil.

Vi vil ikke fælde dom over hinanden. Men vi har på den anden side ingen tillid til at tro på nogen organisation, der selvbestaltet placerer sig som den eneste rette gudsdyrkelse.

Lad ikke een nok så veltalende repræsentant for Jehovas Vidners organisation ødelægge den tro, Gud ved sin Helligånd har givet dig på Jesus Kristus som Frelser og Herre.

B. Jensen, Apostolsk Kirke. B. Abildgaard, Baptistkirken. H. Kvist, Evangelisk Luthersk Mission. J. Fabricius, H. Hansen, R. Hansen, Folkekirken. C. Lydholm, Frelsens Hær. J. Mortensen, Indre Mission. E. Bartel, Katolsk Kirke. E. Andersen, Luthersk Missionsforening. K. B. Jørgensen, Metodistkirken. S. Granlund, Missionsforbundet. Pinsemenighederne på Bornholm.
Dette blev begyndelsen til en række andagter og gudstjenester rundt om i Rønne. Det er af stor betydning at understrege, at Jehovas Vidners navn ikke blev nævnt en eneste gang udover i denne resolution.

Man samledes til andagt kl. 9,00 - 12,30 og 19,30 torsdag den 30. juli - lørdag den 1. aug. i de forskellige kirker. Søndag eftermiddag samledes man til en stor friluftsgudstjeneste på Store Torv.

Mange mennesker fandt vejen til dette arrangement, som blev et klart ja til troen. Det skal også fortælles, at selv om man kunne være uenige i mange ting, var man dog helt enige om at samles om den apostolske trosbekendelse, således at den har været det faste led i sommergudstjenesterne.

FÆLLES NADVERGUDSTJENESTE

Det begyndtes torsdag morgen med en nadvergudstjeneste i Baptistkirken, hvor de forskellige samfunds ledere deltog. (I mit fravær deltog pastor J. Lærkholm). Ved denne anledning talte provst emer. Viggo Nielsen gribende over teksten:
Så lad da også os, som har så stor en sky af vidner omkring os, lægge alt det bort, som tynger, og synden som så let hilder os, og lad os med udholdenhed ile fremad i det kapløb, vi har foran os, mens vi retter vort blik mod Jesus, troens banebryder og fuldender, som for at få den glæde, der ventede ham, udholdt korset uden at ænse skammen, og som nu har taget sæde på højre side af Guds trone. Ja på ham, som har tålt en sådan modsigelse af syndere, skal I tænke, for at I ikke skal blive trætte og modløse i jeres sjæle.
(Hebr. 12, 1-3).
EN AF DE STØRSTE DAGE I MIT LIV
Ved et af planlægningsmøderne sagde pastor J. Fabricius, at vi ved nadvergudstjenesten selvfølgelig skulle have sådan et rigtigt brød, for at manifestere, at vi trods vore forskellige syn var eet om det samme brød og eet i Kristus. Efter nadverstunden siger Fabricius, at det var en af de største dage i hans liv.

FRILUFTSGUDSTJENESTE PÅ TORVET

Disse dages højdepunkt var også friluftsgudstjenesten på torvet, der blev ledet af undertegnede, og hvor sognepræsten Fabricius talte. Ved denne anledning blev trosbekendelsen og korset sat i centrum. Dertil skal siges, at der ved hver af vore kirker var rejst et tre meter højt kors midt igennem en cirkel. To af disse kors blev placeret på torvet.

Sommerens mange arrangementer i Evangelisk Alliance blev afsluttet onsdag den 5. august med en af de traditionelle sommergudstjenester, der på grund af vejret måtte holdes i falkekirken.

EN MESTER
Så er der igen stille i Rønne, hver er gået til sit for der at fortsætte arbejdet. Men man er altid rede og vil til enhver tid være beredt til at »rykke ud« for at forsvare og forkynde troen. Man kan i sandhed sige, at man har forstået Jesu ord, når han siger:
»Men I skal ikke lade jer kalde »Rabbi«; thi kun én er jeres mester, og I er alle brødre«. 
I alliancen har vi set styrken af at stå sammen om vor fælles tro, for selv om vi ser forskelligt på et og andet, så er der trods alt meget mere og større og værdifuldere, der forener os i troen på Jesus Kristus.

Knut Bjarne Jørgensen.

Bragt i Kristelig Talsmand, 28. august 1970