 |
Alma Eriksen
1898-1989 |
Kære venner i Danmark!
Det er underfuldt atter at være hjemme i Danmark og at møde slægtninge og venner. Der er gået fem og et halvt år, siden jeg så jer sidst, og jeg har oplevet så mange ting, som jeg gerne vil dele med jer.
Jeg har ikke skrevet noget brev og fortalt om mine erfaringer siden efteråret 1949. Chengtu var endnu under nationalisternes kontrol. Vi var tre missionærer, der boede i vort hjem på den kinesisk-amerikanske højere pigeskole.
De fleste missionærer havde bestemt sig til at blive til trods for rygterne om kommunisterne på andre pladser. Vi barrikaderede vor store port med tunge sandsække om natten og låsede den i hele december måned så snart, det blev mørkt.
Den 9. decbr. forlod en af vore missionærer os med missionsflyveren St. Paul. Hun var kl. 9 om aftenen blevet ført til flyvepladsen ad veje, der var overfyldt af de flygtende hære. Juledag blev vi »befriet« af »the peoples’ liberation army«.
 |
| Skolen, hvor vi bor. Billedet er taget fra et af vinduerne i kirken lige overfor. |
I de første fem måneder var der ikke mange muligheder hverken med hensyn til vort personlige liv eller livet i skole og hospital. På landet var der ikke sikkert, og jeg kunne ikke rejse, men jeg holdt forbindelsen med vore sygeplejersker pr. post.
Som tiden gik anvendte jeg mere tid og energi til studiet af Mao Tze Tung’s »New Democracy.« Vi var opdelt i grupper eller celler, der skulle beskæftige sig med selvkritik. Jeg overværede lange forelæsninger af partilederne.
Selv i kirken efter gudstjenesten blev vi delt i små grupper for at diskutere prædikenen eller kritisere arbejdet. I skolen blev klasserne suspenderet for nogle dage eller en uge for at studenter fakultetet og skolens medarbejdere kunne anvende al deres tid til at sætte sig ind i »den ny lære.«
 |
| Vores kirke lige overfor, hvor vi bor. Vi har også et hospital ved siden af kirken. |
Alle udlændinge blev kaldt til det lokale kontor for udenlandske sager til et interview efter hvilket, vi fik udstedt en seks måneders opholdstilladelse.
Ved udbrudet af Koreakrigen blev alle udlændinge og specielt amerikanere mistænkt som spioner eller agenter for vore regeringer. Trykket blev større. Det var vanskeligt at udføre noget arbejde. Vi blev et ansvar for vore kinesiske kollegaer og venner. Min ambulance havde kun foretaget een tur på landet i januar 1950, og skønt den var registreret, kunne jeg kun køre den i byen.
Jeg søgte tilladelse til at sælge den, og den blev solgt i december for det halve af, hvad den havde kostet mig. På samme tidspunkt overlod jeg alt mit arbejde og medicin og forsyninger og penge til en komité med vor præsts hustru som direktør for arbejdet.
Min tid var udløbet, og jeg søgte udrejsetilladelse og håbede at kunne rejse omkring juletid 1950. Min anden kollega var allerede rejst efter skoleterminen i august, så jeg var nu den eneste missionær i hjemmet. Jeg havde overladt det meste af mit hjem til skolen og vore kvindearbejdere og beholdt kun et soveværelse og køkken til mig selv.
Jeg pakkede min kuffert mange gange, fordi det blev forår, sommer og efterår, før jeg fik tilladelse til at rejse. Det var ikke let at sidde og vente, men Herren var nær og lærte mig at være tålmodig og ydmyg.
 |
Mig med vore kinesiske tvillinger. Den ene er død nu.
Moderen havde ikke mælk nok til dem begge,
så vi tog den ene til vort hus og købte mælk og passede det. |
Jeg takker jer meget for alle jeres breve, der gav mig mod. Tak for jeres interesse og forbøn. Jeg var glad for at få »Talsmanden«, »Vaarbud« og »Missionshilsen« og andre blade.
Efter at jeg havde læst »Kr. Dagbl.«, blev de sendt til vore norske venner. Skønt bladene var to eller tre måneder gamle, var vi glade for at læse om forholdene i Norden.
Jeg fandt flere breve i Hongkong, som var sendt for et år siden. Tak for dem alle. Herren svarer på bøn, og i hans time blev alle de mange bønner besvaret, og jeg fik tilladelse til at rejse.
Den 15. oktober fløj jeg fra Chengtu til Chungking, hvor en embedsmand fra udlandskontoret mødte mig, og da jeg førtes til en kro, var jeg glad for at blive anbragt i et værelse med to missionærer, jeg kendte, for jeg var ganske udmattet efter rejsen.
Næste dag måtte jeg fortælle min livshistorie og blev interviewet igen, og vi fik tilladelse til at rejse, efter at alle vore kufferter var omhyggeligt undersøgt for tredie gang, siden vi tog af sted. Vi fik kun 5. klasses billetter til flodbåden, hvilket vil sige ståplads. Men kaptajnen og officererne var venlige og lod mig brede min sovepose ud udenfor, og så sov vi skiftevis to ad gangen, medens een sad op — i fire nætter.
Otte nonner fra et spedalskhedshospital i Kangdin nær Tibet var på samme båd. Den ældste var syg og 72 år. De kaldte hende englemoderen. De havde gået 130 kinesiske miles til den nærmeste bus. Kun den syge fik tilladelse til at tage en stol.
De græd, da de fortalte om patienterne, de havde efterladt, og om alt deres arbejde, fra de var unge. De havde ventet at dø på hospitalet og ikke mere vende tilbage. De havde strå-sandaler over deres sko, og deres hænder og ansigter bar præg af hårdt arbejde.
Vi kom til Hankow i mørkningen og førtes til et hotel, og næste aften befandt vi os i et tog på vej mod Canton. Vi blev på samme tog to nætter og en dag, og da vi ankom til Canton tidligt om morgenen, blev vi alle hejset op på en platform med vor håndbagage, medens vor krop og vore klæder blev undersøgt igen, og vi kunne gå videre til toget, der skulle føre os til grænsen.
I Canton kom mange udlændinge fra Shanghai, mange af dem var jøder, der måtte forlade deres forretninger, nogle var katolske præster, og nogle var munke.
Vi kom til grænsen om middagen og gennemgik en ny undersøgelse af bagagen i toget. Men denne gang blev de kinesiske passagerer mere omhyggeligt undersøgt end udlændingene. Ved grænsen kunne vi ikke tage vore kinesiske penge med os, men sendte dem tilbage til vore venner i Chengtu.
Ved grænseovergangen er der pigtrådsspærringer på begge sider og et lille stykke ingenmandsland imellem. De kinesiske embedsmænd fra udlandskontoret var overordentlig høflige og spurgte, hvorfor jeg ville forlade Kina.
De løste en af mine kufferter op for at undersøge den, efter at den var forseglet. Den var uåbnet siden Chungking, — og jeg var rede til at gå over grænsen. Miss Smith, vor M. K. repræsentant, og andre var der for at møde os og byde os velkommen.
 |
| Politibetjenten vogter bagagen |
Vi havde nu kun en halv times kørsel til Hongkong. Men en Kina Inland Missions missionær blev ført tilbage til Canton, fordi hun havde taget noget bagage med for en af deres missionærer, der var i fængsel, og embedsmændene sagde, at de havde fundet en bog med antirevolutionær propaganda i hans bagage.
Vi blev alle meget bedrøvede for hende, men Kina Inland missionæren i Hongkong kaldte sammen til et særligt bedemøde og opfordrede indtrængende til forbøn for denne kvinde, der havde ventet så længe på en ensom station efter tilladelse til at rejse — og nu blev ført tilbage. De beholdt hende i tre dage, og så gik hun over grænsen. Vi følte, det var direkte svar på bøn.
Hongkong er overfyldt med folk af mange racer og nationaliteter. Havnen er altid fyldt med dampskibe, oceanlinere og krigsskibe, flag fra mange forskellige nationer. Ind imellem er de maleriske kinesiske junks. Mange flygtninge, både udlændinge og kinesere, er kommet til Hongkong og kan ikke finde husly eller arbejde.
Byen har givet en ø til kinesiske flygtninge og bygget træhuse til dem. Hver familie har et lille rum eller nærmest kun plads til deres seng, der består af brædder og kun er adskilt fra naboen ved tynde planker. De får en spisebillet og kommer til central-køkkenet med en skål og får ris og en slags vegetabilsk ret to gange om dagen.
Flere missionærer, som er kommet ud fra Kina, hjælper i dette arbejde. Nogle missioner har bygget en lille kirke og hjælper med henkogt mælk og klæder til børnene. De har også læserum, hvilehjem og medicinsk klinik. De holder gudstjeneste og får kinesiske kristne til at hjælpe for om muligt at vinde nogle af disse ulykkelige mennesker og hjælpe dem til Kristus.
Et andet interessant arbejde er bådmissionen. Det er en gruppe af missionærer, som bor på en båd og prædiker for de mange kinesere, der bor i husbåde. Disse missionærer er også flygtninge, men de bragte deres både med sig, og de er nu anbragt i de forskellige bugter i nærheden af Hongkong mellem de mennesker, som lever i både.
Jeg besøgte en af bådene, og de havde et pænt kapel med siddeplads til omkring 100 mennesker. To kvindelige missionærer bor sammen og har et hyggeligt hjem i en del af båden. De havde gudstjeneste den aften, og om dagen kom kvinder fra nabolaget ofte på besøg.
Der er mange uafhængige kinesiske kirker. Jeg gik til en, der havde et stort skilt, hvorpå der var skrevet Jesus; indenfor var en primitiv kirke med prædikestol på en platform og ingen anden dekoration.
Dørvogterne bar hvide veste med røde inskriptioner som: »Jesus kom for at frelse svndere« eller: »Jesus elsker dig«, »Kom til Jesus nu« o.s.v. Prædiken holdtes både på mandarinsk og kantonesisk, men hovedsagen er, at de tror på Jesus og ikke på kirkeorganisation.
Vi har flere metodistkirker med kinesiske præster. En er nylig bygget og har en stor skole lige ved. De bruger den kantonesiske dialekt, som jeg ikke forstår. De havde et fint kor og øvede sig med julen for øje. Vi har en engelsk metodistkirke på højen ved Hongkong, hvor al tjeneste foregår på engelsk.
 |
| En køretur påskedag. |
Hongkong er en interessant by, og jeg kunne fortælle meget mere.
Jeg forlod Hongkong d. 23. november på M/S »Ceylon« og kom til Hamburg d. 14. januar, hvorfra jeg tog med toget til Århus.
Jeg ved ikke, hvad fremtiden vil bringe, men jeg venter at få en ny ansættelse på en anden missionsmark. Der er mange mennesker, som ikke har hørt evangeliet, men vi må ikke glemme at bede for vore kinesiske kristne i disse vanskelige tider. Sæden, der er sået gennem mange år, vil bære frugt, og Gud vil give sol og regn og vækst i sin tid.
Jeg håber at se de fleste af mine venner, medens jeg er hjemme, og jeg takker igen for al jeres venlighed og forbøn.
Jeres i hans tjeneste
Alma Eriksen.
- - -
Bragt i Kristelig Talsmand, 1. februar 1952
