Student og Prædikant

Superintendent Karl Schou - del 5


Af Svend Johansen

Som vi vil have bemærket, blev ovenstaaende Brev sendt fra Evanston, Illinois, en lille By ved Michigansøen, nær Chicago, som blev anlagt af Metodister omkring deres store Northwestern Universitet.


Der blev fra Byens Grundlæggelse lagt Servitutter paa alle Grunde i flere Miles Omkreds, der bl. a. forbød al Handel med Spiritus og alt andet, der fandtes stødende mod offentlig Sædelighed. Den teologiske Afdeling af Universitetet hedder „Garrett Biblical Institute“, Navnet efter en Mr. Garrett, som ved en stor Pengegave gav Midlerne til Skolens Oprettelse og Drift.

Ved denne Skole var Karl Schou just nu begyndt paa sine Studier som fremtidig Metodistprædikant. Det var i hine Dage ikke sjældent, at unge Mænd med Vidnesbyrd om sand Omvendelse og gode naturlige Gaver som Prædikanter, blev givet Adgang til Prædikeembedet uden anden videnskabelig Uddannelse end den, der var foreskrevet i de Studiefag, Konferencen krævede Modenhed i, før de fik Adgang til Ordination.

Tusinder af Metodistprædikanter og deriblandt nogle af Kirkens største Mænd var aldrig Elever paa nogen „lærd Skole“ eller Studenter ved noget Universitet; men skønt Kirken ikke nogen Tid har spærret Adgangen til Prædikegerningen for nogen indviet ung Mand, fordi han ikke mødte op med Universitetseksamen, saa har den dog altid opmuntret sine Mænd til at søge den bedst mulige Forberedelse.

Naturligvis kunde Karl Schou være gaaet den nemmere Vej udenom Universitetet, men det laa ikke for ham. „Hvad der er værd at gøre, er værd at gøre grundigt,“ sagde han en Dag. Og det, han ventede af andre, anvendte han paa sig selv. Og vi finder ham nu den 17. Juni 1866 i Evanston, hvor han staar foran Dørtærskelen til „Garrett“. Om dette skriver han i en Efterskrift til Brevet af 17. Juni:

„Nu, mine kære Forældre, vil jeg fortælle eder lidt om mig selv med Hensyn til min Stilling paa Institutet. Jeg antager naturligvis, at I har modtaget mit sidste Brev (hvilket ikke er opbevaret) og deraf set, at jeg havde forladt La Fayette og gaaet hertil for at studere og, om det er Guds Villie, en Gang forkynde hans Ord.

Jeg er ganske aldeles i hans Haand, stoler paa ham i et og alt; har overladt alt til ham; han kan gøre med mig, som han vil, og priset være hans hellige Navn for alle disse Goder, jeg modtager fra hans Haand. Har han ikke ledet mig altid, endskønt jeg var modstridende; og er jeg ikke anderledes i enhver Henseende nu, end jeg nogensinde har været før?

Jeg siger ikke dette for at sige godt om mig selv. Gud forbyde. Men en god og alkærlig Gud har gjort for mig saa meget, og vil stedse vedblive, naar vi blot vil lade ham gøre det. Burde vore Hjerter ikke fyldes med Glæde og Taknemmelighed og en Villighed til at overlade alt i hans Hænder; thi uden ham kan vi alligevel intet gøre.

Jeg har længe nok prøvet det paa min egen Haand og imod Gud; nu er jeg overvunden og har taget den anden Side, er gaaet over paa den stærkes Side, paa Guds Side. Der er ingen Ting, som hedder Fejltagelse. Skønt jeg til Tider ikke er i denne ønskelige Tilstand, som jeg burde være, men overfaldes af Fristelser. De bliver dog, Gud være lovet, færre og færre. Men deri ser jeg ogsaa Guds Haand og takker ham, fordi han finder mig værdig til at blive prøvet; thi jo ogsaa Kristus selv var fristet og bedrøvet, og det er enhvers Lod; men derover maa man ikke fortvivle, men søge Jesus, som altid er nær til at hjælpe. Maa han ogsaa hjælpe eder, er min ydmyge Bøn! Stol kun paa ham; han vil trøste og hjælpe.

Jeg har det rigtig godt her. Vi er en 75 unge Mænd her, som studerer, og saadant Liv og Kærlighed findes vist kun faa Steder. Jeg tvivler ikke om, at jeg nok kan tjene alle mine Udgiftter her med Urmageriet. Det er en lille By paa et Par Tusinde Indbyggere, og der er ingen Urmager. Deri ser jeg ogsaa Guds Naade til at hjælpe mig ogsaa deri.---“

De sidste fire Maaneder havde skabt en hel og fuldstændig Revolution i Karl Schous Tilværelse, timeligt som aandeligt. Det var den 26. Februar, Mr. Hull fik ham med til Kærlighedsfesten, hvor han som en bodfærdig Synder ikke turde tro, at Gud vilde være naadig og frelse hans Sjæl; og nu, den 17. Juni, har han sat sit Liv ind paa at blive dygtig til at gaa ud for at forkynde, at Gud er rede og villig til at frelse hver eneste Synder paa den hele vide Jord, uanset hvor elendig og stor en Synder, det maatte være.

Men ogsaa paa anden Maade var Forandringen stor. For fire Maaneder siden var han Urmagersvend med gode Indtægter, 1000 a 1500 Dollars om Aaret. Han havde da just sendt et større Pengebeløb hjem til Danmark; nu var han en fattig Student, der skulde leve af at reparere nogle Ure i den Tid, han kunde afse fra Skolegang og Lektielæsning. Han var bleven rig i Gud, men i samme Maal fattig paa jordisk Velvære. Han havde vundet Perlen, men solgt alt det han havde. Offeret var lagt paa Herrens Alter.

Med Urmageriet gik det ikke saa godt ligestraks. Og dog maa man vel sige, at det var godt gjort af en ung Mand at passe sine Studier og i Fritiden tjene til Husly, Bøger og Skolepenge. Der er ikke ved de amerikanske Universiteter som ved de danske gratis Undervisning. Og ved Siden af blev der endda noget til Rest til Brød og Melasse, som i Begyndelsen af Skoletiden var hans væsentligste Føde.

Saasnart det lod sig gøre for ham, samlede han Skandinaver, som boede i Evanston, til religiøse Møder i sit Hjem, Bønnemøder og Klassemøder. Og det behøver ikke at siges, at det blev velsignede Møder, den unge, nylig omvendte Karl Schou var Leder af. Forsamlingerne voksede da ogsaa stærkt.

Der var mange Skandinaver i Byen, og der maatte et større Lokale til. Efter en Tids Forløb blev det den nydannede skandinaviske Menighed tilladt at holde deres Møder i Byens offentlige Skole. I mange Aar vedblev Skolen at være de skandinaviske Metodisters Kirkelokale. Schou var ikke dristig, naar der var Tale om at bygge Kirke. Han var meget forsigtig i Pengeaffærer, og dette vedblev han at være ogsaa som Superintendent i Danmark, da det var kirkelige Midler, han havde Ansvaret for.

En Kirke var et Guds Hus, og Gud skulde ikke sættes i svagt funderet Gæld til Pengemænd. Det var derfor først i Aaret, før han rejste til Danmark, at Menigheden i Evanston fik sin egen Kirke. En af de amerikanske Menigheder byggede da en ny og større Kirke og solgte deres gamle Kirke til Skandinaverne.

Det næste Brev til Hjemmet, der er bevaret, skrev han fra Evanston den 10. Februar 1867. I dette gør han først en Undskyldning, fordi han har ventet saalænge med at skrive. Han har haft saa meget at gøre, at der ikke har været Tid til at skrive et ordentligt Brev. Efter flere Tilløb tager han sig dog endelig sammen. Ugedagene har selvfølgelig været optaget af overvældende Arbejde for at naa frem i sine Studier, samtidig med at skulle tjene de nødvendige Penge. Han fortsætter:

„Endelig har jeg besluttet mig til at bruge denne Søndag Eftermiddag dertil (til at skrive), skønt det er noget, som jeg aldrig gør: at skrive Breve paa Herrens Dag; men jeg har saa inderlig bedt min dyrebare Frelser om at tilgive og hjælpe mig, da jeg maaske kan virke paa denne Maade med Pennen i Herrens Vingaard, som om jeg forkyndte hans Ord paa en anden Maade.

Og først af alle Ting maa jeg takke Herren for den Naade, som jeg føler i min Sjæl, at jeg er frelst formedelst hans Naade, at min Tro er fast og bestemt, at jeg har et sikkert Haab paa en Evighed hos Gud. O, hvilken salig Fred er dette ikke at leve i! Denne Verdens Bekymringer forsvinder aldeles for denne uendelige Kærlighed, som findes i Frelsens Plan. Og denne Overbevisning har givet mig Trøst mange, mange Gange, naar jeg har tænkt paa eder, at Herren er lige saa nær eder, som han er mig, og igennem ham kan vi korrespondere, naar vi blot har Tro.

Om Aftenen, naar jeg gaar ned paa den skønne Strand, som er kun halvtreds Favne borte, og ser op til den skønne, klare Himmel, de tindrende Stjerner, og ser Nordstjernen og Karlsvognen og alle de andre usigelig skønne Stjerner, da tænker jeg uvilkaarligt: det er de samme, som du saa paa din Faders Trappe i det kære, langt borte liggende Hjem; og Tanken kommer da til mig, at I der hjemme ofte ser op dertil, og at I ved, hvor jeg elskede at undersøge dem og fortælle, hvad lidt jeg vidste derom, og at hver Gang, I ser dem, tænker I paa mig. Saadanne Tanker glæder mig meget. Og alligevel er det alt sammen forgængeligt. Himmel og Jord skal forgaa. Og hvem skal bestaa? Herren skal, og disse, der har modtaget Frelseren, han sendte os, som sin Frelser og er bleven delagtige i hans rensende Blod og faaet rene Hjerter, fri fra Synd. De skal bestaa. Hvilken behagelig Tanke, dette er!

Og kære Forældre, naar jeg tænker derpaa, hvorledes Gud ser ned paa os i vor daglige Vandel, at han ser eder ligesaavel som mig, skønt vi er saa langt adskilte, og naar vi saa paa begge Steder ser op til ham, saa mødes jo vort Blik, og vi har da saa at sige hørt fra hverandre. O, denne Bønnens Magt fra et troende Hjerte! Hurtigere end den bedste Telegraf udgaaende fra et bekymret Hjerte bæres den af Englene frem for Guds Trone.

Hvor ofte har jeg ikke følt mig trøstet og styrket, naar jeg har bedet for eder, som jeg har gjort flere Gange hver Dag, siden Gud for Jesu Skyld borttog Syndebyrden og beseglede mig som sin, at han vil hjælpe eder, tage Vare paa eder, styrke eder, give eder det nødvendige for Livet, afholde Sygdom fra eder. — Nu har jeg været paa mine Knæ igen for eder, og jeg ved, at han vil være for eder altid, thi jeg har bedt ham derom; og han lover det og vil holde det. O, for mere Taalmodighed til at bære Korset, som Herren lægger paa! Men det bedste er, at vi har saadan en god Hjælper, Jesus, som vil bære den tunge Ende, naar vi blot vil lade ham gøre det.

Jeg ved, at I er bedrøvede over mit Skridt, og at I maaske vil tabe lidt derved i verdslig Henseende; men Herren vil lede alt til det bedste for dem, som elsker ham. Ja, lovet være hans Navn! Dette Haab har vi, at dersom dette Hus her, som er lavet af Ler, er opløst, da har vi „et Hjem hos Gud, ikke lavet med Hænder, evigt i Himlene.“ Og dette alene kan give os Kraft her. Se til ham altid og for alle Ting, kære Forældre, og han har endnu aldrig svigtet i Nødens Tid. Jeg ved, at han har velsignet eder i den sidste Tid paa sjælelig Maade, og at igennem ham har eders Sorg over min lange Tavshed været mildnet; og han vil bestandig gøre det.

Jeg maa nu se at fortælle eder lidt om min Beskæftigelse. Jeg studerer naturligvis endnu, og det gaar godt. I ved jo nok, at jeg har altid haft Lyst til at læse, og nu har jeg faaet Lejlighed. Jeg har nu været her siden Maj med Undtagelse af et lille Besøg i La Fayette i Julen, og har studeret hele Tiden; og naar næste Juni kommer, saa gaar jeg ind i den 3die Aarsklasse, saa I kan nok se, jeg har brugt min Tid vel. Jeg studerer Græsk, Latin, Tysk, Algebra, Engelsk Sprog, og venter at begynde Hebraisk til Marts. Foruden det har jeg faaet Bibelhistorie og Geografi, som jeg blev eksamineret i sidste Oktober. Og jeg studerer uden Lærer et Sprog, som kaldes Tachygrafi (Stenografi), hvorved man er istand til at skrive saa hurtigt, som man kan tale. (Her nedskriver han nogle Stenograftegn for at vise, hvordan de saa ud).

Jeg staar i Almindelighed op Kl. 4 1/2 og gaar i Seng Kl. 9—10; og i denne Tid er jeg aldeles optaget. Om Lørdagen arbejder jeg som Urmager her, og derved tjener jeg mit Ophold. Jeg har nok at bestille, hvorfor jeg er meget taknemmelig. Og Værktøjet, som I sendte, kunde aldrig være kommet i en belejligere Tid; og jeg er meget taknemmelig for, at I sendte det, thi jeg ved næsten ikke, hvad jeg skulde gøre nu uden det.

Hveranden Søndag har jeg at forkynde min kære Frelsers Evangelium enten her eller andet Sted. Jeg var kort før Jul inviteret til Racine, en By 60 Mil nord herfra, da Pastor Haagensen var rejst bort denne Dag; og jeg talte tre Gange den Søndag og havde en velsignet Tid med de danske der. Jeg kan gerne sige: den meste lig Hjemmet, jeg endnu har haft; thi de fleste Skandinaver her paa Egnen er svenske. Skønt jeg taler og forstaar Svensk godt nok, saa føler jeg mig dog bedre hjemme iblandt danske og venter at virke blandt dem mest.

Jeg tænker ofte paa, hvor vanskeligt det altid er antaget i Hjemmet at være for studerende, at Sprog og sligt er haardt og kun saa faa gaar igennem. Men hvor ligger Grunden? Det er Personen og ikke Studeringerne. Udsvævelser, Lystigheder, Drik, Tobak, Spil og Nattevaagen; deri findes Grunden og ikke i Vanskelighederne. Et rent Hoved og en klar Forstand i Forbindelse med Guds Bistand, saa er ingen Ting uoverkommeligt; og dette er, hvad jeg har at takke for min Fremgang her. Vi er for Tiden her paa Institutet omtrent 60, tror jeg; og til 1. Marts bliver vi 20 eller 30 flere. Det er jo nok til at drive et helt Regiment af Djævle paa Flugt, ikke sandt?

Evanston er blot en lille Plads omtrent som Holstebro; men der er ingen Værtshuse eller Danseboder som dér, men fire Kirker i Stedet. Og vi staar os godt ved Forskellen. Ingen Slags spirituøse Drikke er at faa i en Omkreds af fire Mil herfra, og følgelig behøver vi ingen Raadstue eller Arrest her, og naturligvis heller ingen Politibetjente; thi hvad skal de bestille, hvor der findes ingen Brændevin? Jeg tænker da ogsaa ofte, at det er et lille Paradis paa Jorden, og tvivler paa nogens sinde at finde en mere behagelig Plads. Men hvorlænge jeg bliver her, ved jeg ikke bestemt; thi der er altid Mangel paa Mænd, og ofte bliver nogen taget ud af Skolen og sendt til en Plads, hvor der ingen Prædikant er; men saa laenge, jeg er her, skal jeg bruge min Tid vel, maa I tro.

Vi skal have et skandinavisk Universitet (en Afdeling ved Universitetet beregnet for skandinaviske studerende) og Bibelinstitut bygget snart, og mit Navn blev foreslaaet som Dansklærer der; men jeg afslog. Jeg fandt, at jeg var kaldet til noget andet. Dog ved jeg ikke endnu, hvorledes det gaar. Dersom de ingen anden faar, saa bliver jeg maaske nødt til at assistere foreløbig. Det lader jeg dog alt i Herrens Haand. Jeg har en Gang lovet at tjene ham, og han kan gøre ved mig, som han vil; og jeg tvivler ikke paa, at der nok skal aabnes en Vej for mig.

Men Præsternes Stilling i Metodistkirken er ej saaledes som i den lutherske. Kun en meget lille Løn, og saa flytte hverandet Aar fra en Plads til en anden. Det er ved Undersøgelse fundet, at en Mand kan ikke være nyttig og underholdende som Lærer meget udover denne Tid, og paa den anden Side, at Menigheden ofte bliver træt af at høre en og samme Mand al Tid, og paa den anden Side, at den, som er elsket af sin Menighed, maaske faar mere Indflydelse, naar hans Tid er kort.

Min Fremtid vil jo saaledes blive i Fattigdom, flyttende fra en Plads til en anden. Mødes for atter at skilles. Men det afskrækker mig ikke, thi jeg kan gøre alt gennem Jesus Kristus, som gør mig stærk. Men mit Ønske er rigtignok at komme til Danmark, og det kan jeg ogsaa komme, naar der bliver Plads aaben, og der skal sendes en Mand over, som jo sker. Dette overlader jeg dog alt i Guds Haand; han vil gøre det alt til det bedste for mig. Og naar det er hans Villie, at vi skal ses, da ses vi, og ikke før, om vi end aldrig anstrenger os saa meget derfor. Lad os da kun trøstigt vente, indtil hans Time slaar.

Med Hensyn til Marie, da har jeg ikke hørt fra hende i syv Maaneder, og jeg har heller ikke skrevet, hvilket bedrøver mig. Jeg elsker hende med den samme Kærlighed som tilforn, og om muligt mere; men jeg er bange, at hun vil synes, at alt dette er modstridende hendes Plan.

Jeg kan ikke holde Løfterne om Rigdom og Herlighed, som vi drømte om. Men et rent og trofast Hjerte og en frelst Sjæl har jeg, som er hendes, dersom hun vil endnu have den. Andet end Fattigdom kan jeg ikke love hende, og maaske Bekymringer; men en god Mester har jeg nu, som vil holde sine Løfter, og ham jeg kun vil søge, dersom Byrden bliver for svær.

Men jeg vil og kan ikke forlange, at hun skal ofre al hendes jordiske Glæde; det maa hun gøre frivilligt; og mit Lod her paa Jorden er kastet. Dersom hun kan tage derimod og dele den med mig, som den vil blive, saa er min Glæde fuldkommen. Men paa den anden Side, hvis hun ikke kan, da elsker jeg min Frelser mere end noget andet og følger ham. Alligevel levner jeg det som alt andet i hans Haand, som vil gøre det hele vel.
— — —
Der er et vist Vemod i ovenstaaende Brev. Ikke at han længes tilbage til sin forrige Tilstand med Haab og Arbejde for en lykkelig jordisk Tilværelse i timeligt Velvære. Heller ikke føler han sig skuffet under Forholdene ved Skolen eller andet, der angik hans aandelige Liv. Som en Helt var han beredt til at møde Fattigdom og Forsagelser. Og dog! Han følte, at han ikke var forstaaet af dem, der var hans Hjerte nærmest. Om nogle af sine Venner fra Hjemmet skriver han:

„De synes sikkert, at jeg er gal.“ Han tilføjer dog i samme Aandedræt: „men takket være Herren, denne Galskab leder ikke til Døden, men til evindeligt Liv.“

Noget andet var det med hans Forældre. Et usigelig ømt Baand bandt ham til dem, hvis Støtte i deres Alderdom han havde foresat sig at blive, og som de ventede, han skulde være.

„Jeg ved, at I er bedrøvede over mit Skridt, og at I maaske vil tabe lidt derved i verdslig Henseende.“

Men især var vel Tanken om, at Marie, til hvem hans Hjerte var saa nær knyttet, nu i syv Maaneder ikke havde svaret paa hans sidste Brev. Som vi ved fra et tidligere Brev, ventede han, at hun netop skulde blive en Støtte for ham paa Vejen i Jesu Fodspor; men det var den Gang, de tænkte sig Vejen indkranset af jordiske Pragtblomster; nu da disse var rykket op med Rode langs den Sti, han vandrede ad, blev hun tavs.

Han bebrejder hende ikke. Han er ikke bitter. Dertil elsker han hende for højt og for ægte. Men han indser, at hans Rejse gennem Livet vil blive dobbelt fattig uden hende. Ogsaa de forcerede Studier, som han dog er saa glad ved, har ved et stærkt Pres paa hans Nervesystem virket nedstemmende.

Jeg husker en Tid, da jeg ogsaa bød mig selv mere end sundt var for hurtigst muligt at naa et godt Eksamensresultat, at jeg en Dag beklagede mig over den Tørhed og aandelige Nedstemthed, der havde lagt sig over min Sjæl, og han opmuntrede mig ved at fortælle, hvordan han i sin Studietid havde gennemlevet de samme Erfaringer.

Det følgende og, saa vidt jeg ved, det sidste Brev, der er bevaret fra Karl Schous Studietid, er skrevet Nytaarsdag 1868. Han skriver deri, at denne saa at sige er den eneste Dag, han har haft fri i ni Maaneder. Han takker Gud, fordi alt er vel baade til Legeme og Sjæl.

„Mit Helbred baade i Sommer og i Efteraaret har været temmelig godt. Jeg er ikke slet saa stærk, som jeg har været; men jeg kan ikke klage. Med min Stilling overfor min Gud, da er jeg, takket være Herren, i den samme gode Forbindelse som før. Jeg vil ikke trætte eder med en Beskrivelse derover; men alligevel kan jeg ikke afholde mig fra at omtale det, thi det er for mig alt. Ja, I undres vist ofte over mig og tænker, at jeg er ulykkelig eller bedraget eller ledt bort paa Vildspor. Og jeg undrer mig ikke derover, naar jeg betænker, hvilken Religionsøvelse, der finder Sted i Danmark.....

Tro ikke, kære Forældre, at jeg er nogen Sværmer. Hvad jeg ønsker og beder om er, at Kristus, Guds Søn, var eders fuldkomne Frelser. Jeg ved vel, at den lutherske Lære, som den nu er, ikke vil vide af denne Syndefrihed; men at vi skal gaa igennem Verden nedtrykte og bekymrede over denne store Byrde, og at vi ikke kan blive fri derfra førend ved Døden.

Det synes jo næsten, som om de vil lære, at Døden skulde fri mig derfra, hvorimod Skriften siger, at Kristus kom for at gøre det. Og tilmed, dersom det sker ved Døden, saa var den jo Midlet og ikke Kristus. Det gjorde jo saaledes Kristi Forløsning ufuldkommen. Og endvidere: Døden kom ind i Verden formedelst Synden; hvordan skulde Døden som en Følge af Synden kunne tilintetgøre Synden, som er dens Aarsag......“

Vi maa antage, at dette Forsvar for Metodismens Lære om kristelig Fuldkommenhed er Svar paa et Brev, i hvilket Forældrene har skrevet om, hvad én eller anden har sagt dem om „Metodisternes Vildfarelse“ i dette Spørgsmaal, hvorfor han foruden det ovenfor citerede endnu fortsætter med et Modangreb paa Modstanderne og beder sine Forældre om ikke at lytte til Mennesker, men lade sig vejlede af Guds Ord.

For sin egen Del takker han Gud, som ikke blot har bevaret ham, men „mere end dette, at han vilde lægge paa mig et saadant Hverv at være en af dem, som forkynder hans glade Budskab til en falden Menneskeslægt. Ja, jeg anser dette for en højere Stilling end nogen Slags Rang, som man kunde give mig. Og jeg har kun et Ønske, at jeg maa være min Herre og Mester en tro Efterfølger og holde frem hans Villie og Kraft til at frelse.“

Han gaar derpaa over til at tale om sine personlige Forhold. Han søger at være nyttig, har Møder tre Gange om Ugen og Bibelklasse i Søndagsskolen for ti a tolv unge Damer mellem fjorten og femogtyve Aar, og Herren er med, saa alt gaar vel. Han fortæller om en Julefest, han havde for sin Bibelklasse, hvor de fik Chokolade og Kager af forskellig Art, som en medstuderende, Svenskeren S. A. Westergren, havde bagt. Denne Ven og Broder havde prædiket i tre Aar, men var nu i Evanston for at fuldende sine Studier.

Han fortæller nu om sine timelige Forhold. I den første Tid i Evanston havde han haft Bolig paa Skolen, senere boede han en Tid hos en Familie fra København, som hed Knudsen. Men nu har han lejet en Del af en Butik hos en Manufakturhandler, hvor han har indrettet sig et lille Værksted.

Han har godt Arbejde og en Tid haft to Svende, hvilket dog ikke har betalt sig, saa han har maattet begrænse sig til, hvad han selv kan overkomme. Hans Tid er dog meget optaget paa Skolen, saa han er borte fra Forretningen. Men saa er der en fra Manufakturbutikken, der assisterer, naturligvis ved Ind- og Udlevering, Salg m. m.

Han arbejder en Del hver Eftermiddag og hele Lørdagen og studerer Lektier fra Kl. 4 Morgen til Kl. 8, og om Aftenen fra Kl. 8 til henad 11. I Begyndelsen tog Lektierne hele Tiden, men nu gaar det meget lettere. Han havde i sidste Aar tjent 800 Dollars ved Professionen. I Leje betaler han 60 Dollars om Aaret; men saa har han paa første Sal i samme Hus lejet to temmelig store Værelser, som han betaler 75 Dollars i Leje af. Dem har han møbleret med Tæpper paa Gulvene, hvilket har kostet ham 500 Dollars.

Denne Broder Westergren bor hos ham. De er begge lige fattige; men Westergren kan ingen Profession; han er derfor Husassistent for Schou, laver deres fælles Mad m. m., medens Schou passer Urmageriet, og begge faar nødvendig Tid til at følge med paa Skolen og lære deres Lektier. Schou er nu naaet til, skriver han, at „have Spisekammeret vel fyldt, og i den Henseende har jeg det godt.“ Folk ironiserer lidt i Spøg over Husholdningen, men selv er de unge Mænd vel farne dermed.

Og dog er der noget, der mangler dem. De har begge deres Maria. Westergrens Maria lever i Malmø, og Schous Maria i Kolding. Der er dog for Schous Vedkommende sket en Forandring siden sidst.

Brevvekslingen er igen optaget, og Marie er „kær og tro, og jeg kan ikke noksom takke Herren, fordi han har givet mig en saadan kær Pige. Maatte jeg kun være hende værdig! Dersom Gud vil og han styrer det saaledes, thi det er altsammen i hans Haand, da skal jeg i dette Aar betræde mit Fødeland og se eder igen; eder, som i saa lang Tid har været skilt fra mig.

I Juli Maaned skal jeg ved Herrens Hjælp for en Tid af seks Uger igen betræde de før saa kendte Steder, tale med de mig saa kære, og med Ord, lydelige Ord, tolke, hvad mit Hjerte føler. Lovet være Gud for hans Godhed! Med en Sjæl fyldt med Fred, en salig Fred, skal jeg omfavne eder mine dyrebare Forældre igen. Ja, jeg har gjort det mange Gange i Tankerne, thi dertil har jeg sat min Hu for lang Tid siden. Det er jo det sjette Aar efter Løfte, og jeg synes at se, at det er Herrens Villie. Men mærk eder, kære Forældre, bliver det ikke, da vid, at Herren har gjort det anderledes, og med Taalmodighed lad os oppebie en anden Tid.

Det er min Bestemmelse at tage Marie med over her for nogle Aar, indtil jeg er færdig med de klassiske og bibelske Studier, og da, om Gud vil, at gaa til Danmark igen.....“

Der er straks en lysere Tone over dette Brev, der som før sagt er det sidste, vi har fra hans Haand, før han kom til Danmark. Hans Økonomi er tilfredsstillende, hans Fortjeneste stor nok til det daglige Behov; og i Sommeren 1868 drog han over Havet paany for at hente sin Brud. Mrs. Buck fortæller, at hun var den eneste af hans Familie, som var med ved Karl Schous og Marie Møllers Bryllup i Kolding. Og hun husker tydeligt, hvilken Bestyrtelse der blev ved Bryllupsmiddagen, da der blev serveret Vin, og Schou vendte Glasset om og bad om Vand. De protesterede enstemmigt og krævede, at han i hvert Fald skulde nyde en lille Taar Vin, men han vilde ikke.

Schou og Marie levede i et særdeles lykkeligt Ægteskab i de knap fire Aar, hun fik Lov at leve med ham. Der blev født dem to Børn, begge Piger; men kun den ene overlevede Moderen. Efter sin Hustrus Død skrev han hjem og bad om, at én af hans Søstre maatte komme over og styre Huset og opdrage hans lille Pige; og Søster Frederikke (Mrs. Buck) blev udset til at rejse over. Men før hun naaede Evanston, var ogsaa hans sidste lille Pige lagt i Graven.

Alt, der stod hans Hjerte nær, var taget fra ham. Selv en lille Hund, den eneste levende Rest fra det før saa lykkelige Hjem, og som han holdt meget af, døde. Det var derfor en ensom og dybt nedbøjet Mand, hans Søster drog ind hos.

Skønt Schou nu havde gennemført sin fulde Universitetsuddannelse og i Praksis gjorde Tjeneste som Præst for en Menighed, havde han dog ikke søgt eller modtaget nogen præstelig Indvielse. Hans økonomiske Stilling i Evanston var nu vel funderet. Han havde en solid Forretning og var tilmed ansat som Lærer for de skandinaviske Studenter ved Universitetet; og da han tillige var den aandelige Leder for en god Menighed, foretrak han foreløbig at fortsætte som Lokalprædikant.