torsdag den 25. juni 2015

Fru Helga Rosendahl

Helga Kamilla og
Søren Svend Serup Rosendahl
Fru Helga Kamilla Rosendahl fødtes i Kalundborg den 25. juni 1887 af forældrene togfører Niels Peter Olsen og hustru Anna f. Larsen.

Det var gudfrygtige og alvorligt indstillede forældre. De tilhørte vor kirke og var i høj grad agtet af alle.

Helga Rosendahl fik en betydelig åndelig arv med sig ud i livet fra dette sit gode hjem, og denne gudsfrygt og alvor sammen med, hvad hun modtog i sin ungdomstid i den lille Bethesdakirke i Kalundborg, prægede hende for livet og blev, som årene gik, til den åndelige modenhed, der gjorde hende til den stærke kristne personlighed.

Den 9. december 1911 blev hun viet til pastor Søren Svend Rosendahl, der på det tidspunkt var ansat i Kalundborg.

Sammen med sin mand skabte hun et hjem, hvor der altid rådede en ren og god atmosfære, og hun blev sin mand en god hustru og sine børn en sjælden god mor.

Hun var først og fremmest hjemmets kvinde og kendte sit kald som hustru og mor. Men hun fyldte også sin plads som præstekone. I en metodistprædikants ofte vanskelige stilling er en god hustru en uforlignelig medhjælp, og hun stod trofast ved sin mands side i gode og lyse som i svære og vanskelige dage som hans uvurderlige støtte. Hendes færd og arbejde i de menigheder, de betjente, var til megen velsignelse og som et lysende eksempel for mange.

Det, som næst efter hendes mands arbejde i menighederne, havde hendes hjerte, var Guds riges arbejde i missionslande, og denne kærlighed og interesse havde hun og hendes mand fælles.

Jeg tager næppe fejl, når jeg mener, at det var dette vort præstepar, der førte den norske missionssalme »Din rigssag, Jesus, skal være min største herlighed« ind i vore kredse i Danmark. Denne salmes inderlige og inspirerende ord var som skrevet ud af deres hjerter.

I mange år var fru Rosendahl i ledelsen af M. K. og i adskillige år dens formand. Hun elskede dette arbejde og blev ved sin indsats i dette kendt langt udenfor landets grænser. Det var en sorg for hende, da hun af helbredsgrunde måtte give det fra sig.

Fru Rosendahl var en fin karakter, og hun skabte respekt om sit navn ved sin retsindige og noble færd. Hun mødte alle mennesker med sit milde sind, og i sin samtale med dem føltes det, som vejede hun hvert ord på den vægt, som hun vidste, Gud også aflæste.

Hun mistede sin mand i 1947. Siden levede hun alene i sit hjem i Svendborg, i de seneste tider tynget af et svagt helbred, men levende optaget til det sidste af sine børn og deres kære og af kirkens liv og arbejde.

Det var typisk for hende, at hun, den sidste søndag, hun levede, sad på sin plads i Sct. Johannes kirke. Få dage efter, den 19. juni 1957, kaldte Gud sin trætte tjenerinde hjem. En lang og arbejdsfyldt dag blev afsluttet.

Æret være fru Helga Rosendahls minde!
Niels Mann.

Mindeord bragt i Årbog for Metodistkirken i Danmark 1958

Pastor P. Rasmussen

P. Rasmussen
1870-1950
Pastor emer. Lars Peter Rasmussen blev født i Assens den 25. juni 1870.

Hans fader, der var møllerkusk, døde tidligt, og moderen flyttede med de 4 børn, blandt hvilke P. R. var den yngste, til Vejle. Her kom han i malerlære og blev udlært i sit fag. Der var ingen særlig religiøs interesse i familien, men da Frelsens Hær 1890 kom til Vejle og holdt deres første møde der, var han kommen med og blev omvendt til Gud.

Nu havde han lyst til at komme i kirke og fandt vej til metodistkirken, hvor pastor J. J. Christensen var præst, og blev optaget i menigheden i Vejle den 5. februar 1891. Snart følte han kald til at blive prædikant. Han kom. på vor teologiske skole sammen med afdøde pastor Emil Nielsen og fik 1897 sin første ansættelse i Varde. Imidlertid var han bleven gift med pastor Thaarups datter, Vilhelmine.

Hans udmærkede evner som leder og forkynder kom straks for dagen, og efter 5 gode år i Varde flyttede P. R. efter yderligere 1 års virke i Randers til Neksø. Her oplevede han en meget velsignet vækkelsestid, og under hans mandige og forstående ledelse voksede menigheden i tal og indflydelse. Der stiftedes sangkor, hornorkester, og en ejendom købtes, hvori der oprettedes et sømandshjem.

Pastor Rasmussens mandighed og retlinede optræden bevirkede, at kirkens ledelse ved flere anledninger satte ham på vanskelige poster.

Fra Neksø flyttede P. R. til Golgata (1908—11), og fra 1911—14 var han ansat i Randers. Herfra gik turen til Frederikshavn, hvor han havde syv gode virkeår (1914— 1921).

Efter genforeningen blev pastor R. ansat i Kolding og Sønderjylland (1921—24). De øvrige ansættelser ser således ud: Jerusalem, København: 1924—26; Fåborg: 1926— 27; Emmaus, Odense: 1927—28; Golgata: 1928—33 og igen i Emmaus: 1933—37.

I forskellige henseender var der betroet pastor R. betydningsfulde opgaver. Han var således distriktsforstander i årene 1926—32 fordelt mellem sdr. distrikt og Københavns distrikt.

På hans initiativ oprettedes i Frederikshavn den 15. januar 1921 et børnehjem: Fremtidshåb. — I en meget lang årrække sad han i præsteuddannelsesrådet og andre betydende udvalg som: Finansudvalg og bogudvalg.

Som udtjent prædikant kom P. R. ofte til hjælp, hvor man anmodede ham om det.

Kræfterne tog imidlertid af, og særlig hans sidste leveår var P. R. meget alderdomssvækket. Hans trofaste hustru, der overlever ham og hans øvrige familie, plejede ham med omhu.

Den 2. april d. å. fik han hjemlov, og påskelørdag stedtes han til Jorde fra Strandby metodistkirke på Elling kirkegård. Mange venner fra menigheden og en repræsentation fra kirken flokkedes om båren sammen med fru R. med deres 11 sønner, for at vise ham den sidste ære.

Vi savner P. R. iblandt os. Ære være hans minde.

E. Ried.

Mindeord bragt i Årbog for Metodistkirken i Danmark 1950

onsdag den 24. juni 2015

Fru Ane Marie Pedersen

Ane Marie Pedersen
1887-1963
Fru Ane Marie Pedersen, der fødtes i Frederikshavn d. 24. juni 1887, var datter af depotarbejder Jens Christian Larsen og hustru Amalie Olsen.

Den 23. oktober 1917 indgik hun ægteskab med sin forlovede, pastor Berger Peter Pedersen, og hun blev sin mand en god hustru, såvel som en trofast medarbejder i de skiftende menigheder, de betjente, og mange rundt i landet vil mindes dem begge med glæde og tak til Gud.

Sammen med sin mand gav hun børnene, John og Grethe et godt barndomshjem, og efter sin mands pludselige død d. 11. juni 1948 blev omsorgen ikke mindre for børnene og deres familier.

I adskillige år boede fru Ane Marie Pedersen på Betaniahjemmet i Aarhus, hvor hun nød en god og omsorgsfuld pleje, indtil Gud kaldte hende hjem d. 29. december 1963. Begravelsen fandt sted d. 3. januar 1964.

Vi beder Gud trøste børnene, organist John Berger Pedersen og fru Grethe Pedersen, Høng, at de sammen med deres ægtefæller og børn må finde fred i Jesu stærke og myndige ord:
»Jeg er opstandelsen og livet, den, som tror på mig, skal leve, om han end dør«.
Johs. 11. 25.

Æret være fru Ane Marie Pedersens minde.

Andreas Lylloff.

lørdag den 20. juni 2015

Pastor Harry Poulsen

Harry Poulsen
1897-1952
Pastor Harry Palle Sigurd Poulsen blev født i Odense den 20. juni 1897, som søn af Chr. Poulsen og hustru, der i mange år tilhørte Emmauskirkens menighed.

Harry Poulsen blev som ganske ung optaget i kirken og stod som medlem af Emmauskirken, indtil han, efter at have aftjent sin værnepligt, fik ansættelse på margarinefabrikken Alfa i Vejen.

I de år, han opholdt sig i sin fødeby, deltog han på forskellig vis i kirkens arbejde, især blandt ungdommen. I et par år var han ungdomsforeningens formand.

Harry Poulsen var en dygtig kontormand, var afholdt i sit firma både af dettes ledelse og af hans medarbejdere, så det var med megen beklagelse, firmaet efterkom hans anmodning om at fratræde sin stilling, da han, efter længe at have stået kaldet imod til at blive prædikant, bøjede sig for dette.

Han ville have været sikker på en god karriere i sit fag, men bøjede sig for Guds kald, selv om en prædikants kår økonomisk lå betydeligt under, hvad han ville have opnået inden for sit fag. løvrigt var det karakteristik for broder Poulsen, at han aldrig så på sin egen økonomiske fordel, men først og fremmest så på kirkens tarv.

Harry Poulsen havde nogen forbindelse med menigheden i Esbjerg i de år, han arbejdede i Vejen, og det sidste års tid af sit ophold der tog han hver søndag til Esbjerg og hjalp til i menighedsarbejdet der, så langt det var ham muligt.

1924 sluttede han med kontorarbejdet og kom på vor teologiske skole i København, hvor han fik den første del af sin uddannelse som prædikant, hvorefter han kom på vor fælles skandinaviske skole »Overås« i Gøteborg og fik den afsluttende skoleuddannelse.

Samme år, som hans uddannelse sluttede der, 1927, fik han sin første ansættelse. Det blev i Fåborg.

Poulsen blev i 1930 ordineret til diakon og optaget i konferencen. Samme år blev han forflyttet til Randers, hvor han sammen med sin hustru, fru Betty Poulsen, virkede til stor velsignelse til 1935, da han forflyttedes til Betania menighed i København. De to præstefolk skaffede sig mange venner, hvor de virkede. Det var et særdeles afholdt præstepar.

Da vor teologiske skole i 1944 blev genoprettet, efter i en årrække at have været lukket, blev broder Poulsen valgt som dens forstander. Mange gode egenskaber, som var af værdi i denne gerning, var forenede i ham.

Han var i besiddelse af en betydelig viden, godt menneskekendskab, ligesom det viste sig, at han havde gode evner til at hjælpe eleverne i deres tilegnelse af det stof, de skulle arbejde med. Dertil kom, at fru Poulsen på en særdeles ideel måde har fyldt sin plads som værtinde og madmoder for de unge mænd, der gennem årene var i forstanderparrets varetægt.

Her havde de unge mænd et særdeles godt hjem i deres skoletid. Dette at deres vej gerne gik ud til det poulsenske hjem på Thorvaldsensvej, når de efter endt skoletid ved lejlighed var i København, er et af vidnesbyrdene om, at pastor Poulsen og hustru var afholdt af eleverne.

Kun et enkelt år — 1944-45 — betjente broder Poulsen Betania menighed sammen med sin gerning som skoleforstander. I foråret 1945 mødte sygdommen første gang på alvorlig vis pastor Poulsen. Dog var det muligt for ham, trods alvorlige hindringer af sygdommen, at fortsætte med skolegerningen indtil for et år siden.

I flere år var broder Poulsen tillige redaktør af de unges blad »Vaarbud«, ligesom han i adskillige år besad den betydelige post i kirken at være missionskasserer.

Pastor Harry Poulsen var en dygtig prædikant, var en fin og nobel karakter, afholdt som menighedsforstander, ligesom han var en god kammerat og kollega blandt prædikanterne. Kirken har i ham mistet en god og tro arbejder.

Den 25. maj blev pastor Poulsen kaldt hjem til hvilens land. Det er ikke mindst et smerteligt tab for hans hustru, som vi beder Gud trøste og styrke på vejen frem.

Velsignet være pastor Harry Poulsens minde iblandt os!

Mindeord bragt i Årbog for Metodistkirken i Danmark 1952

- - - 

Da pastor Harry Poulsens enke, Betty Poulsen, gik bort skrev Erik Kristoffersen følgende ord:

Betty Poulsen var et menneske, man sent glemmer, når man - som jeg - blandt de første minder har hendes solosang i Emmauskirken, hvor hun så tidligt som i 1920’erne glædede menigheden uden nogen form for kostbarhed. Fra ganske lille har jeg set den personificerede tjenstvillighed, offervilje, beskedenhed og kristne præstekærlighed. I hende.

I slutningen af 20’erne blev hun gift med Harry Poulsen, og sammen dannede de det præste-hjem, hvor man som gæst aldrig mærkede de trange kår. Meget må hun have undværet for at betjene de gæster, der tog det hele som en selvfølge.

I de ca. 25 år, hun og hendes mand fik lov at leve sammen, lærte hun kirken at kende, også bag kulisserne, og bevarede kærligheden til den til sit sidste øjeblik. I lange perioder var det hende, der under Harry Poulsens sygdom var præstehjemmet, en tilværelse der havde kunnet få mangen en kvinde til at bryde sammen. Hun bar det, der var tildelt hende, i sikker vished om, hvem der bestemte over hendes liv.

Forankret i det, der er oventil, var hun et meget jordnært menneske med stor menneskekundskab, - et menneske, der holdt af sine medmennesker, men havde gennemskuet, hvad der var at gennemskue. Hun var det alvorlige, uhøjtidelige, muntre menneske, der kunne græde med den grædende og le med den glade, så det virkede smittende.

Hendes latter, så ægte og hjertelig, kunne virke befriende og løse op i en situation, hvor der ikke umiddelbart syntes at være noget at le. Og på den anden side kunne hun med en enkelt ramsaltet bemærkning sætte tingene på plads.

Der er flere præstekoner og præster, der, før de gik ind i arbejdet som præstefolk, modtog hendes gode råd mht. hvad det vil sige at betjene en metodistmenighed og være praktisk og realistisk i det arbejde.

Ægte from var hun, ikke fromset. Da hun sammen med sin mand steg ud af toget i en by, hvor de havde fået deres nye ansættelse, kom en ældre kvinde i menigheden dem i møde med et rørstrømsk "Velkommen i Jesu navn", hvorefter hun prikkede sin mand i siden og sagde: "Harry, hende skal vi passe på".

Jo, hun så lynhurtigt, hvad der var ægte varer, og hvad der ikke var. Det ægte havde hun selv, og det delte hun rigeligt ud af.

I dyb taknemlighed over, hvad hun var og gav æret være hendes minde iblandt os.

Mindeord bragt i Årbog for Metodistkirken i Danmark 1976

Pastor H. Hansen

Hans Hansen
1842-1911
Den 20. Juni bortkaldte Herren efter et haardt og smertefuldt Sygeleje vor kære Br. Pastor H. Hansen til Freden og Hvilen hisset.

Br. Hansen blev jordet den 27. Juni, Dagen før vi skulde samles til Aarsmøde.

I Sørgegudstjenesten i Kirken deltog Brødrene Folden, L. C. Larsen, Thaarup og Jacobsen, og undertegnede nedlagde i samtlige Konferencemedlemmers Navn en Krans paa Br. Hansens Kiste. Begravelsen foregik under stor Deltagelse fra Menighedens og Venners Side, ligesom alle den afdødes Kolleger fulgte og bar ham til hans sidste Hvilested.

Det er almindeligt for os Mennesker at mindes vore afdøde og, i Forhold til, som deres Liv har haft Betydning for os, ærer vi deres Minde.

Br. Hansen var i sine tidligere Aar en Kraft i vort Missionsarbejde her i Danmark.

I hans Mindekrans ønsker jeg at indflette et Par Erindringens Blomster, en fra Langeland og en fra Vendsyssel. Begge disse Steder blev jeg hans Efterfølger i Embedet, og det skal her siges til hans Ros, at han begge Steder havde bygget solidt paa Kirkens Hovedhjørnesten.

Han var ikke af dem, der samlede letbenede Vejløbere om sig, der sværmede for ham og løb deres Vej, naar han rejste; men han havde faaet Naade fra Gud til at lede Syndere til Korset. Mange af disse, der blev tro til Døden, har mødt ham paa den himmelske Strand for at være Stjerner i hans Glædes Krone, og adskillige staar endnu i Broderkredsen med os under Korset.

Hansen var i sine Velmagtsdage af den Slags Præster, vor Kirke vilde være godt tjent med at have mange af.

Som Medarbejder var han uforstilt og ærlig og hadede alt falsk Væsen, og vi har Grund til at være glade og Gud taknemmelige, fordi han anviste ham Plads i vore Rækker.

Heltene falder den ene efter den anden, men velsignet være Herren, de forøger »Helteskaren, som af hin den store Trængsel kom og frelst opstod ved Lammets Blod til Himlens Helligdom«.

Velsignet være Hansens Minde! Herren hjælpe os, at naar vi betragter Udgangen af de helliges Vandel, vi da maatte efterfølge deres Tro!

Hansen har efterladt en elsket Hustru, der gennem deres lange Samliv stod trofast og hjælpende ved hans Side som den blide Fredens Engel. Maatte han, som er Enkernes Forsvarer og de faderløses Fader, trøste St. Hansen over Tabet af hendes Mand, og maatte hun og Børnene følges ad for at møde vor afdøde Broder i Himlen!

Svendborg, den i. Juli 1911.

P. M. S. Jensen.

Mindeord bragt i Aarbog for Metodistkirken i Danmark, 1911

torsdag den 18. juni 2015

Pastor Engelbrecht Emil Ried

Engelbrecht Emil Ried
1885-1964
Pastor Engelbrecht Emil Ried fødtes i København den 18. juni 1885, hvor forældrene pastor P. M. S. Jensen og hustru var præstefolk ved Jerusalemskirken.

Barndomshjemmet var præget af dyb og inderlig gudsfrygt, der satte dybe spor i børnenes liv. Pastor Ried begyndte som bankmand, men fik tidligt kaldet fra Gud til en tjeneste i vor kirke.

Efter sin uddannelse udøvede han sammen med sin hustru Anna Ried f. Thomsen en dygtig og nidkær tjeneste i flere af vore menigheder. Børnene havde en trofast ven i pastor Ried, og mange steder fik han held til at knytte dem til søndagsskolen, ungdomsforeningen og menigheden.

En stor børneflok voksede op i hjemmet, de blev alle ledet til kærlighed og trofasthed mod Gud, og som mange af vore ældre præstefolk kæmpede pastor Ried og hustru for at give børnene en god og grundig uddannelse trods den lille løn.

Den sidste menighed pastor Ried tjente var Hjørring menighed, og da han og hans hustru gik på pension flyttede de til Vonge, hvor de fik et godt hjem i mange år. For få år siden måtte fru Ried forlade sit hjem på grund af tiltagende sygdom, og endnu en gang blev pastor Ried prøvet i sin tro. Men han kunne bære det, fordi hans liv var i harmoni med Guds vilje. Han oplevede i disse sidste tunge år, at menigheden og venner sluttede tættere op om ham end nogensinde før.

Pastor Rieds forkyndelse var båret af en frimodig og glad tro. Han fik lov til at udøve en velsignelserig gerning blandt børn og unge i Vonge. Gennem sin gerning i strengekoret fik han kontakt med mange børn og deres hjem, og hans tro fik indflydelse på dem.

En ung pige valgte, da hun i skolen skulle skrive en stil om et menneske hun beundrede, at skrive om pastor Ried. Og i denne stil skriver hun bl. a.: »Han lærer os unge at tro på Gud«.

Hans færden blandt byens befolkning skabte den største respekt, man holdt af hans ligefremme væsen og afgjorte sindelag.

Pastor Ried blev begravet fra vor kirke i Vonge den 1. april i år. Det blev en uforglemmelig stund, en højtid vi sent glemmer. Da pastor Ried for sidste gang førtes til den kirke han elskede så højt, strøede børn og unge blomster foran hans båre.

Ved indgangen til kirken stod unge æresvagt, da kisten blev ført ind til højtideligheden, og kirken var fyldt til sidste plads. Ved mindesamværet efter begravelsen takkede mange for en tro og veludført tjeneste i vor kirke.

Vor kirke har mistet en trofast og ærlig tjener. Vi takker for tjenesten og beder for fru Ried og børnene.

Et rigt liv blev levet, det blev ikke sparet for modgang og sorg, men gennem alt blev pastor Rieds liv levet i Gud. Hans liv blev til velsignelse, og da det blev aften gik han ind til sin »Herres glæde«.

Ære være pastor Rieds minde.

Svend Aa. Holm.

Mindeord bragt i Årbog for Metodistkirken i Danmark 1964

mandag den 15. juni 2015

Pastor Svend Kristian Johansen

Af Carl Petersen

Svend Kristian Johansen
1856-1943
Pastor Svend Kristian Johansen fødtes den 15. Juni 1856 i Landsbyen Lendum i Vensyssel og døde i København den 25. Oktober 1943.

I sin Ungdom lærte han Skrædderfaget, men efter at være vundet for Gud genmem Metodismens første Virksomhed paa hans Hjemegn og efter at have gaaet paa Kursus i København, blev han Superintendent Karl Schous Hjælper i Svenborg-Faaborg Kredsen, derefter i Hornsyld Kredsen og indtraadte saa i Prædikanternes Rækker,

Hans første Ansættelse var Odense, Sct. Jakob. Derefter Aarhus, Horsens, Randers, hvor han byggede Kirken — og Esbjerg-Varde. Alle Steder var han en god og omsorgsfuld Menighedsforstander, en særpræget og dyb Forkynder, som Folk gerne hørte.

Hans særlige Naadegave var Skribentens. Hans Sprog var ypperligt, og de mange Aargange af Kristelig Talsmand, han redigerede, hører til de bedste af vort Kirkeblads Historie. Ogsaa bøger, han udgav, fik stor Betydning i forrige Generation og læses endnu med Udbytte og interesse. Han redigerede ogsaa »Søndagsskolen« en Aarrække.

En Tid var han Forstander for vor teologiske Skole, og her kom hans grundige Viden og dybe Indtrængen i Problemerne rigtigt til sin Ret. Han elskede dette Arbejde, ogsaa efter at han fratraadte Forstanderstillingen og i flere Aar virkede som lærer, og denne Kærlighed til vor Prædikantskole bevarede han usvækket til sin Død, hvad ogsaa et Mindefond vil vidne om for senere Slægter.

Hans Viden om vor Kirkes første Tid i Danmark var meget omfattende. Vi fik for nogle Aar siden i »Kristelig Talsmand« fortalt et og andet om dette, og disse Minder vil for Efterslægten være værdifulde Kilder at øse af. Det samme gælder hans smukke Minderune om Karl Schou, et litterært Værk, der i hele sin form giver det Plads blandt det bedste i sin Art og er et Udtryk for Pastor Johansens Begavelse.

Pastor Johansen var en sjælden god Ven at gæste, og han tog sig med rørende Omsorg af den enkelte, og man følte sig godt tilpas i hans Selskab. Han var en Ven for Livet, og at samtale med ham og ikke mindst i Drøftelsen af Problemer var han en Hjælp og en Hvile. Bedst vil vi huske ham, naar han bad sammen med os. Her havde Gud i de senere Aar, da hans Virke mere fuldt indenfor fire Vægge, givet ham en forunderlig Naadegave.

Den 27. Juni 1885 blev han gift med Laurine Helene Johanne Ibsen, en ædel Kvinde, som var ham en god Hustru og em trofast Medhjælp i Arbejdet, indtil hun blev flyttet hjem til den triumferende Kirke. De efterlader sig tre Børn, em Søn i Sydamerika og en Søn og Datter i København.

Saa er heller ikke denne Broder mere iblandt os, men vi velsigner hans Minde, takker for hans Indsats i Guds Rige og beder om, at Velsignelsen, som han bragte, maa videreføres over hans Børn og Børnebørn,

Fred over Pastor Johansens Minde! 

Mindeord bragt i Aarbog for Metodistkirken i Danmark, 1945

tirsdag den 9. juni 2015

Fru Louise Schou

Louise Schou
1850-1940
Fru Louise Schou, Enke efter den danske Metodistkirkes anden Superintendent, Pastor Karl Schou, fødtes i Sverige den 9. Juni 1850 og var af en fin og god Slægt.

Hun var ung, da hun mødte Karl Schou og gav ham sin Haand, og lidet anede hun da, at der ogsaa forude skulde ligge en god Del af Kamp, Savn og Lidelse til hende. Det var et forholdsvis lille Spand af Aar, hun kom til at dele med ham, hun elskede.

Pastor Schou døde, inden han endnu havde fyldt halvtreds Aar, og Fru Schou var kun 39, da hun sad ene tilbage med fire faderløse, smaa Piger. Det saa mørkt ud; der var ingen Pension garanteret og ikke megen Udsigt til ad anden Vej at faa Hjælp; men som den stærke Personlighed, Fru Schou var, tog hun Kampen for sit Hjem og sine fire smaa Piger op, og de kom lykkeligt igennem Aarene. Fru Schou gav sine Piger en god Opdragelse i et smukt og godt Hjem.

Igennem 51 Aar var Fru Schou Enke, og Gang paa Gang gav hun Udtryk for sin Taknemmelighed mod Gud, der gennem de mange Aar aldrig havde forladt hende.

Fru Schou var en fin og nobel Personlighed, smuk og statelig til op i sin høje Alderdom. Der var altid et fint Smil i hendes Ansigt, og hun var aldrig karrig med at lade det rigtigt lyse. Hun var et kærligt og elskeligt Gemyt med et fromt Sind. Hun elskede sin Frelser og sin Kirke med stor Kærlighed. Saa længe, hun kunde, sad hun hver Søndag Formiddag i Jerusalemskirken, og da det kneb saa svært med at gaa, og hun ikke længere kunde komme, sad hun derhjemme og bad for sin kære Menighed.

Vi fejrede hendes 90 Aars Fødselsdag den 9. Juni 1940, en smuk og lykkelig Dag for hende; men kort Tid efter mærkedes det, at Støvhytten ikke kunde holde saa meget længere. En Dag i Efteraaret, da Dagene for Alvor var ved at blive mørke og korte, lukkede de trætte, milde Øjne sig til den sidste Søvn. Gud tog hende, og hun var ikke mere paa denne Jord. Børnene havde mistet en elskelig Mor og vor Kirke et trofast og kærligt Medlem.

Ære være Fru Louise Schous Minde!

Niels Mann.

Mindeord bragt i Årbog for Metodistkirken i Danmark 1941

Fru Karen Marie Elisabeth Jørgensen

Karen og Vilh. Jørgensen
fejrer sølvbryllup i 1937
Karen Marie Elisabeth Jørgensen, der fødtes i Horslunde på Lolland den 9. juni 1879, som den næst-yngste af en søskendeflok på ni, var datter af sadelmagermester Hans Iversen og hustru.

Blot fjorten år gammel kom hun ud at tjene som pige i huset hos nogle nærboende gårdmandsfolk. Men ved attenårs alderen afløste hun sin store søster som »Kammerpige« hos den bekendte pædagog og skoleleder Nathalie Zahle på Nørrevold i København.

Imidlertid vaktes, efter nogle års tjeneste på dette sted, fru Jørgensens interesse for sygeplejen, og tilskyndet af Nathalie Zahle begyndte hun som elev på Frederiksberg hospital. Efter endt uddannelse fik fru Jørgensen ansættelse på børnehospitalet i Odense, men blev senere privatsygeplejerske.

I Odense fandt hun sit åndelige hjem i »Emmauskirken«, og det var her, hun traf Vilhelm Jørgensen, med hvem hun indgik ægteskab den 10. december 1912. Brylluppet stod i Rutland i Iowa, U. S. A., hvor pastor Vilh. Jørgensen på dette tidspunkt var præst. Det blev et meget lykkeligt ægteskab, og sammen med sin mand skabte hun et harmonisk hjem, hvor der var godt at være. Hun var sin mand en god hustru og en sjælden god mor for de fem børn, der voksede op i hjemmet.

1920 overførtes pastor Vilh. Jørgensen til den danske årskonference. Men både i U. S. A. såvel som i de menigheder de betjente herhjemme, var præstefamilien Jørgensen meget afholdt. Gennem 48 år stod fru Jørgensen ved sin mands side som en særdeles god og stærk støtte og var altid levende interesseret i kirkens arbejde. Fru Jørgensen var en fin karakter, en stærk kristen personlighed, der skabte respekt om sit navn ved sin noble færd. Hun var mild af sind og i besiddelse af et aldrig svigtende lune og godt humør.

De sidste år fru Jørgensen levede var prøvende og svære for hende at komme igennem. En ondartet leddegigt berøvede hende efterhånden førligheden, hvorfor hun efter sin mands død i 1959 flyttede sammen med datteren sygeplejerske Inger Jørgensen, hos hvem hun nød en kærlig og omsorgsfuld pleje.

Den 30. september 1963 blev fru Jørgensen kaldt bort fra stridens til hvilens land - 84 år gammel. Et langt og virksomt liv var afsluttet. Hendes minde vil leve længe i de menigheder, hun sammen med sin mand betjente.

Æret være fru Karen Marie Elisabeth Jørgensens minde.

H. Jacobsen.

Mindeord bragt i Årbog for Metodistkirken i Danmark 1964

Pastor Jens Frederik Jensen

Frederik Jensen
Pastor Jens Frederik Jensen fødtes 9/6 1888 i Vindinge pr. Roskilde.

I sine unge Aar virkede Br. J. som Trafikassistent, først i Nordvestsjælland og senere paa Bornholm.

I 1914 blev han gift med Boghandler Ibsens Datter, Dagny Mariane Ibsen i Rønne. En Tid derefter kom de i Forbindelse med Metodistkirken, og efter en dybtgaaende Omvendelse sluttede de sig til Menigheden i Rønne, hvor de paa forskellig Maade gjorde en betydelig Indsats.

Br. Jensens Hjerte var dybt grebet af den Frelse, han havde oplevet i Troen paa Jesus Kristus, og han vidnede gerne om den rige Glæde og Fred, der var bleven ham til Del, og af Hjertet tog han Del i Arbejdet.

Deres Hjem stod altid aabent for Menighedens Venner og for Mennesker, som søgte Herren; og intet syntes dem for godt, naar det gjaldt Menighedens Vel.

Br. J. følte nu Kaldet fra Gud til helt at ofre sin Tid og Kraft i Herrens Tjeneste, og i 1918 opgav han sin Stilling ved Jernbanen og drog til København for at arbejde i Centralmissionen og samtidig være Medhjælper i Golgatha Menighed.

Noget senere kom Br. J. til Vejle og dernæst til Aarhus, begge Steder udførte han et udmærket Arbejde i Menighederne og særligt iblandt Ungdommen. I Vejle samlede han de unge Mænd og stiftede unge Mænds Klub, der kom til at betyde meget for mange af de unge. I Vejle forestod han ydermere Ekspeditionen ved vort Bogforlag.

Næste Plads for Virksomhed blev Frederikshavn, og dernæst blev Br. J. Forstander for Løkkens Menighed. Her havde han fire rigt velsignede Aar. Næste Ansættelse blev Slagelse og sluttelig Randers, hvor hans Sygdom tvang ham til at nedlægge sit Hverv som Menighedsforstander.

Under Br. J.s Tid i Slagelse købte han et Badehotel, som han drev i en Del Aar. Noget senere optog Br. J. atter Arbejdet i et Par Aar i Centralmissionen. Men i de sidste Aar havde Br. J. sin Gerning ved »Arbejde adler«, og om end dette Arbejde ikke var en Forkyndergerning, havde han stor Interesse for Evangeliets Udbredelse og Menneskers Frelse.

Med Br. J.s Helbred, som i de senere Aar ikke var saa godt, gik det stærkt nedad Bakke, og den 7. Maj gik han hjem til Gud.

Han havde den store Glæde, at han, inden han lukkede sine Øjne, fik Lov at se sin yngste Datter, Tove, tage imod Kaldet til at blive Hedningemissionær.

Han var fortrolig med Tanken om at skulle slippe sine kære og alt i denne Verden for at drage hjem til Hvilen, som Herren har beredt dem, der elsker ham. Han var glad i Troen paa Jesus Kristus til det sidste og var vel beredt til Opbruddet.

Maa Herren trøste og velsigne Fru Jensen og Børnene i deres store Sorg og berede dem til Gensynet.

Ære være Br. Frederik Jensens Minde iblandt os.

Ejler Sørensen.

mandag den 8. juni 2015

Fru Kathrine Nielsen

Kathrine og Jens Nielsen
Da Fru Pastor Jens Nielsen den 30. September 1929 lukkede sine Øjne i Døden, var det en Moder i Israel, der gik bort.

Hun var nemlig ikke alene den omhyggelige Moder for sine egne Børn, men hun havde en Moders Sind, Forstaaelse og Kærlighed overfor mange af dem, hun i det sjælefrelsende Arbejde, der var betroet hende og hendes Mand, mødte paa sin Vej,

Det var ovre paa den fynske Højderyg, i Vissenbjerg, at Kathrine Henrikke Jessen Møller fødtes den 8. Juni 1855. Tidligt mistede hun sin Moder, hvad der omsider førte til, at en Tante, der boede i Faaborg, paatog sig Moderhvervet. Denne hørte til Pastor Vilhelm Birkedals Valgmenighed i Ryslinge.

I Hjemmet lød der megen Sang, og i Kirken lyttede den lille Kathrine tidligt til en levende Forkyndelse. Alt dette vakte dybe Længsler i hende. Disse uddybedes senere gennem Samtaler med religiøst grebne Mænd og Kvinder samt ogsaa gennem et Ophold paa Thestrup Højskole.

Det var dog først da hun korn i Forbindelse med Metodisterne og hørte Pastor Anton Christensens alvorlige Forkyndelse om Synd og Naade og ikke mindst om Troens Glæde og Vished, at hun kæmpede sig igennem til Genfødelse og Fred og selv oplevede Frelsen i Kristus, den, der førte hende ind i et bevidst Samfundsliv med Gud.

Som 33aarig lærte hun den 37aarige Pastor Jens Nielsen at kende, og efter kort Tids Bekendtskab kunde han føre hende ind i Præstehjemmet i Løkken som sin Hustru.

At det var to modsatte Naturer, der her havde fundet hinanden, var let at se. Han var den udprægede alvorlige, ja pietistiske i hele sit Livssyn. Hun var derimod mild og venlig, og hun vandt alle, hun kom i Forbindelse med, ved sit yndige Smil. Men trods Forskellighederne skabtes alligevel det mest harmoniske Samliv og det hyggeligste Hjem, man kan tænke sig.


En Del Menigheder blev betroet dem, og det viste sig snart, at Pastor Jens Nielsen ikke alene havde faaet en Medhjælp til Hjemmet, men ogsaa i Menighedsarbejdet. Det kan nok siges, at naar disse to gode Præstefolk fik Lov til at føre mange til Retfærdighed, og saa tillige vogte den Hjord, der var betroet dem, saa godt som det blev gjort, skyldes det ikke mindst Fru Nielsens velsignede Indflydelse.

Der fødtes Ægteparret 3 Børn. Kathe døde 1 Aar gammel, og Mary skulde som 22aarig først forherlige sin Frelser ved et langt Sygeleje, og dernæst ved en vidunderlig, triumferende Død. Fru Carla Christensen, der vandrer i Mors og Fars Spor, er den ældste og eneste tilbagelevende, og hun bor i Horsens.

Som Guds Freds herlige Smil havde hvilet over Fru Nielsens Liv, saaledes blev det ogsaa i Døden. Guds Fred blev i Sandhed Sjælesolen, som aldrig gik ned. Længslen efter det himmelske Hjem betog hende. Der var Stunder, hvor hun saa og hørte uudsigelige Ting, indtil hun fik Lov at hilse sin Frelser med et Smil, med det sidste.

Vi takker Gud for et saadant ham indviet Liv, og vi velsigner Fru Kathrine Henrikke Jessen Nielsens Minde.

Mindeord bragt i Aarbog for Metodistkirken i Danmark 1930