Søster Gertrud Thomsen

Søster Gertrud Thomsen døde den 19. september 1973 i Varde - der, hvor også hendes diakonisse-indvielse fandt sted i 1947.

I den by, som også blev hendes by, og hvor hun også fik lov til at afslutte sin livsgerning.

Søster Gertrud var Bornholmer. Hun blev født den 26. september 1915 i Neksø, og hun er udgået fra menigheden der.

I en ung alder kom hun som medhjælp til Betaniahjemmet Skovvang i Århus, som da blev ledet af Søster Hansigne, der kom til at øve en afgørende indflydelse på den unge piges liv.

Søster Gertrud besluttede allerede dengang at gå ind i diakonissernes række og begyndte sin sygeplejeuddannelse på Amtssygehuset i Århus. Det blev en modningstid for hende, og gennem kammeratskabet knyttede hun mangt et venskab, som holdt lige til hendes død.

Efter sin indvielse gjorde hun et par år tjeneste på Betania-hjemmet og ved menighedsplejen i Århus. Da Søster Anna på grund af svigtende syn måtte opgive menighedsplejen i Varde, blev det Søster Gertrud, der glad og frivilligt sagde ja til at fortsætte arbejdet der - noget, hun aldrig kom til at fortryde.

Hun var meget afholdt i de mange forskellige hjem, hvori hun kom og en kendt skikkelse i byen. En dygtig sygeplejerske, der stod respekt om. Hun havde let ved at komme i kontakt med børn og unge, da hun havde en charmerende lune.

I sine yngre år havde hun sin Jakobs-kamp og havde svært ved at holde fast i, at den Herre, hun så gerne ville tjene i al skrøbelighed, virkelig havde taget hendes skyld på sig og betalt med sit dyrebare blod på Golgata.

Når jeg mindes Søster Gertrud, vender jeg stadig tilbage til verset "Vorherre Han er en konge stor". Det er det vidunderlige, at Han vil komme os små mennesker til hjælp. Det var måske også det, der holdt hende oppe, når mismodet og anfægtelserne overvældede hende gennem de lange sydomsperioder.

Tilsidst længtes hun selv efter, at det snart skulle være forbi, så hun kunne gå ind til den evige hvile. Søster Gertrud blev bisat fra kirken i Varde under stor deltagelse. Hendes plads står tom, men hendes søster, kirkens eneste kvindelige præst, Lilly Thomsen står i den samme Herres tjeneste. Vi ønsker Guds velsignelse over hende, hendes søstre og øvrige familie.

Vi takker Gud for Søster Gertruds velsigneIses rige tjeneste gennem Betaniaforeningen til de mange, hun fik lov at være til hjælp og trøst for. Vi vil ære hendes minde.

Søster Isa.

Mindeord bragt i Årbog for Metodistkirken i Danmark 1975

Missionær Bitsch-Larsen og hustru

Mama Lutala & Uwandji Wetsi Lulonga
(Valborg og Immanuel Bitsch-Larsen)

Missionær Bitsch-Larsen og hustru har nu været på deres arbejdsmark i Tunda, Belgisk Kongo, i nogle måneder og går med glæde og iver op i deres gerning i de uvante omgivelser. Hospitalet i Tunda er et af vore bedste hospitaler i Afrika. Det har ca. 50 senge, men desuden kommer mange til ambulant behandling. Fra breve til hjemmet har vi fået lov til at uddrage følgende:

Uddrag af brev fra fru Bitsch-Larsen,
23. september 1951

Regntiden er lige begyndt. Det regner et par gange om ugen, ikke altid lige voldsomt. I dag var det nærmest grøderegn, men det sker jo også, at der kommer en ordentlig masse ad gangen.

Børnene elsker at stikke ud, når det regner, og er det ikke for meget, får de også lov, men det kan ske, at det kommer så pludseligt, at det lykkes dem at gå og vade i vand og pladder til knæene. Det tordner og lyner ofte endda meget kraftigt, men det rører dem ikke. De har aldrig været bange og er det nu mindre end nogen sinde. For den sags skyld kunne de godt gå ude i det mest forrygende vejr.

Taget er af aluminium og tøjret til jorden med wirer. Den vej går lynene, så det er sjældent, huset brænder. Der er desuden meget hårdt træ og lidt af det, men hvor der er elektrisk lvs, går der jo en pære. Vore petroleumslamper er meget beundrede, nydelige og effektive.

Jorden er hverken ler eller sand, men en rødbrun blanding, ikke særlig frugtbar. Man kan tage jord næsten overalt og klistre det op som mur, oftest over et stativ af træ, så tørrer det og bliver hårdere end vort hjemlige ler. Går man på de afbrændte flader, er det meget hård bund at gå på, men når det regner, bliver det meget klægt. Det er rart, at regnen kommer i den varme tid. Det køler altid noget.

Når vi får rigeligt med regn, gror alting frodigt. Vi kigger tit til vor køkkenhave, for vi er jo spændt på at se noget komme op. Det tog os nogen tid at få fat på frø, så vi kom lidt bagefter. Men de andre har haft noget fra Amerika og har delt pænt med os. Vi har nu bestilt noget fra Sydafrika. Det, vi har sået, ser nu helt lovende ud, løg, bønner, radiser og tomater. Majsen og de andre afrika-planter står godt, men det er jo, hvad vi kan vente.

Bag vor have er savanne-græs med spredte træer. Det er ikke svært at rydde, og når man har arbejdskraft nok, er det jo ikke vanskeligt. Vi har plantet fire små planter af appelsin, mandarin, grapefrugt og 40 paipatræer, en slags søde meloner på en høj stang, og en mængde bananer. Desuden har vi et stykke med jordnød og en anden slags nødder, der ligner valnødder, og advokatpærer, der ikke er pærer, men en slags velsmagende grøntsager. Et asparges-bed er lige ved at pippe op.

Angående folkene har vi jo ikke mange erfaringer, men hidtil er vore erfaringer med vore egne boys gode. De arbejder støt og godt, de hverken stjæler vore sager eller sløser med dem. Nogle af dem har endda meget omløb i hovedet og ansvarsfølelse. Hvis børnene er ude, skal de nok se efter dem, at de ikke kommer noget til.

Det er aldrig sagt til dem, men det følger af sig selv. De, vi har i huset, er lige så dygtige og flinke som en ung pige hjemme. Jeg kan tage min kogebog og finde nye, svære kager frem, og kokken svnes, det er morsomt at prøve, og resultatet er ganske udmærket. Det er jo mærkeligt, når man ser deres små hytter og ofte vilde udseende.

Vi har antaget en ny vandmand, den forrige vil Immanuel (dr. Bitsch-Larsen) forsøge at oplære til altmuligmand, da han har godt håndelag. Han sidder for øjeblikket og sveder over forsøget på at forsåle et par sko. Det er en mærkelighed, at man næppe kan se, om en. mand er 15 eller 40, og så pludselig er det blevet gamle folk med grå hår.

Vor pige hedder Mama (mama hedder alle kvinder) Kombe. Hun har været gift, men blev kasseret, fordi hun ingen børn fik. Hendes broder arbejder på hospitalet, er formand for folkene og er en udmærket fyr. Hun er meget pæn. Store sorte øjne med lange øjenvipper, nydeligt tatoverede krydser på kinderne og flotte mønstre på skuldre og arme.

Hun er villig og intelligent, har næppe gået i skole, men har alligevel et godt begreb om hygiejne, hvad man ikke kunne vente. Hun går trolig rundt med Ulla, og de har det rart sammen. Jeg har selvfølgelig haft hende under opsyn, især i begyndelsen, og synes, at det tegner godt.

Vi har fået vore officielle Otetela navne. Lasse hedder Uwandji Tunda (høvding Tunda), Johs. Uwandji Luhahi (en anden høvding, som bad missionen at komme over på denne side af floden), Gunver: Mama Akatsji (akatsji betyder blad, og det skal vistnok betyde noget med, at hendes far er læge. Muligvis er der tænkt på et blad af en lægeurt, men det kan også betyde blad i alle danske betydninger).

Ulla hedder Mama Lukala. Det er muligvis taget som det, der ligner Ulla mest klang-agtigt, men det betyder negl eller spids. Jeg har fået navn efter en gammel dame i Tunda landsby: Mama Lutala. En afdød høvdings yndlingshustru. Immanuel hedder Uwandji Wetsi (medicinmand-høvding) Lulonga (som går på den rette vej).

De fleste læger får navn efter en medicinmand. Medicinmænd findes der jo stadig. De har deres forretning, som hospitalet har sin. Ofte prøver folk begge dele for en sikkerheds skyld. Men der er ingen tvivl om, hvad der er dyrest. D’herrer ved nok, hvad deres kur er værd. Standardbehandling er at ridse en hel masse sår på det sted, hvor den pågældende sygdom sidder. Muligvis for at den onde ånd kan få plads til at slippe ud. Det koster ofte over 100 kr. Det er mange penge, når en boy ofte kun får een krone om dagen. De folk, der dyrker bomuld, får dog betydeligt mere.

Det er meget udbredt at give medicin til folk, særlig til spædbørn, om hvem man tror, at de har en forkert ånd, tvillinger eller andre. Mange gange er et lille nydeligt, velskabt barn født på hospitalet til stor glæde for forældrene, og efter nogen tids forløb er man kommet med det igen i uhelbredelig tilstand, fordi familien har fået forældrene til at give det medicin af en eller anden grund. Det dør næsten altid af det. Det er sket, at det er blevet reddet både to og tre gange, efter at kuren var gentaget.

Alligevel elsker de børn og ønsker at få børn. Men så stærk er altså frygten i dem. De børn, der bliver født i spedalskhedskolonien og de, hvor moderen dør, bliver anbragt i et lille børnehjem her, så bliver de sendt hjem til forældrene, når de er to til tre år gamle og ude over det stadium, da de skal have børnemad.

Man prøvede at sende dem til plejeforældre, men resultatet var, at barnets egen familie før eller senere gav det medicin. Seks af otte børn, som man fra Wembo Nyama havde anbragt på den måde, døde, så holdt de op med det. Det er en selvfølgelig ting, at barnets familie, onkler, tanter, bedsteforældre osv. har forsørgerpligt.

Derfor er det også sådan, at hvis en mand har en god stilling et eller andet sted, kan hans brødre, onkler, tanter osv. med familie komme og slå sig ned hos ham, så længe de vil, og han skal pænt sørge for dem, måske hele deres liv.

Det er også en af grundene til, at der dyrkes så lidt frugt i landsbyerne, for hvis en har noget, kan han ikke undslå sig for at give de andre noget, og så går energien af de flittige, hvis de fleste ikke gider lave noget. Desuden er de i almindelighed ikke så fremsynede, at de kan vente 2—3 år på resultatet af deres anstrengelser. Men de har alle haver med majs, ris, mani ok og andet. Regelen er, at hvis en mand har ryddet et stykke land, tilhører det ham.

I almindelighed stjæler de ikke fra hinanden. De har ikke selv principper om at stjæle, men at man f. eks. er hos en hvid mand og bruger noget af det, han har alt for meget af, det er noget andet. Men det har vi ikke mærket noget til. Naturligvis må man heller ikke friste nogen.

- - -

Bragt i Kristelig Talsmand, 11. januar 1952

Pastor Mathias Møller

Mathias Møller
23. september 1871 - 10. juli 1939

Pastor Møller er født i Grejs Sogn ved Vejle d. 23. September 1871 og er Søn af Gaardejer Niels Christian Christiansen og Hustru Elisabeth f. Mortensen.

15 Aar gl. kom Brd. Møller i Smedelære hos en Morbroder i Hved. Som ung Smedesvend kom han til Vejle, hvor han fik Arbejde hos Fabrikant Hess. Her i Vejle kom han i Forbindelse med Frelsens Hær og blev omvendt til Gud.

I Vejle Korps fandt han sin Hustru. Det unge Ægtepar meldte sig straks til Tjeneste i Frelsens Hær og efter en kort Uddannelse paa Kadetskolen i København, blev de sendt ud i Arbejdet. Gennem ni Aar virkede de som Officersfolk ved 21 af Landets Korps.

De opgav imidlertid i 1904 Tjenesten i Frelsens Hær og drog til Vejle, hvor Møllers Plads ved Ambolten, iflg. hans Mesters Løfte, stod aaben for ham, om den Dag skulde komme, da han paany ønskede at tage sit Haandværk op. Og det var nu hans Mening at tage fat her igen.

Men Gud vilde det anderledes. Paa Foranledning af Pastor L. C. Larsen, der da var ansat i Vejle, kom Broder Møller de flg. Maaneder i Arbejde med Møderækker i forskellige Menigheder.

Efter Aarskonferencen 1905 blev han da antaget som Pastor Thaarups Hjælper i Vendsyssel med Bopæl i Hjørring, hvor han virkede til 1907, og var siden ansat i flg. Menigheder:

Randers 1907—11
Neksø 1911—16
Holstebro 1916—19
Kalundborg 1919—24
Kolding 1924—26
Give 1926—28
Aalborg 1928— 30.

Herefter traadte han i udtjent Forhold, hvorefter han sammen med sin Hustru, der trofast gennem Aarene har staaet ved hans Side i Gerningen, bosatte sig i Løkken. Fra 1930 til 1932 virkede han her som Hjælper og fra 1932 til sin Død den 10. Juli 1939 fungerede han samme Sted som Menighedsforstander.

Møller blev opt. paa Prøve i Konferencen 1907, optaget i Konferencen og ordineret som Diakon 1909 og ordineret som Ældste 1911.

Broder Møller var først og fremmest en god Menighedsforstander. Han var en habil, hjertevarm Prædikant, en trofast Sjælesørger, virksom med Hus- og Sygebesøg. Hans praktiske Sans kom ham paa mange Maader til Gode i den administrative Side af Menighedsarbejdet. Som Præstefolk var Møller og Hustru afholdt i de Menigheder, de betjente. Blandt Prædikanterne vil han blive mindet som en god Broder og Kammerat.

Ære være hans Minde!

Ole Olesen.

Mindeord bragt i Aarbog for Metodistkirken i Danmark 1940

150 års jubilæum: Vejen til statsanerkendelse

Af Niels Mann

Superintendent Chr. Willerup

Den danske stats anerkendelse af den biskoppelige Metodistkirke i Danmark var et ønske, der fyldte Christian Willerups sind. — Willerup ønskede, at den verdenskirke, han var repræsentant for, skulle arbejde og udvikle sig under værdige kår.

Da han var kommet til Norge som superintendent i juli 1856 havde han sammen med O. P. Petersen taget fat på at få den norske stats anerkendelse af Metodistkirken i Norge i orden, og allerede tre måneder senere, nemlig den 16. oktober 1856, forelå denne anerkendelse i overensstemmelse med den norske dissenterlov af 16. juli 1845, og allerede den 10. november samme år blev Willerup og Petersen anerkendte som præster for Sarpsborg Metodistmenighed, der var den første i Norge.

Slet så hurtigt skulle det ikke gå med anerkendelsen i Danmark, ganske simpelt af den grund, at Danmark ikke havde og aldrig har haft nogen dissenterlov — og forhåbentlig får den heller aldrig nogen sådan.

Da Willerup ikke havde nogen klar lovparagraf at holde sig til, måtte han gå ad omveje for at nå sit mål, og en sådan omvej var den forespørgsel, som folketingsmand Barfod den 17. december 1861 stillede til regeringen, og i hvilken der blev forespurgt, om regeringen mente, at den ad administrativ vej kunne give Metodistkirken i Danmark statsanerkendelse, eller, om dette ikke var muligt, den da ville stille sig velvillig overfor et lovforslag, der gav Metodistkirken denne ret.

Den daværende kultusminister Monrad besvarede forespørgslen meget imødekommende.

Willerup ventede da heller ikke med at indsende ansøgningen om anerkendelse, og der førtes derefter forhandlinger mellem Justits- og Kultusministeriet, om sagen kunne ordnes administrativt — altså uden at der behøvedes et lovforslag til vedtagelse i Rigsdagen.

Forhandlingerne endte med, at dette nok kunne lade sig gøre. Forhandlingerne vedrørende den endelige ordning trak dog i langdrag; men sidst på året i 1863 meddeltes det Willerup, at sagen nu var så langt fremme, at den kun manglede kongens underskrift.

Der var da gået ca. to år, siden folketingsmand Barfod stillede forespørgslen i Folketinget, og i den tid var der skrevet og forhandlet frem og tilbage. Nu manglede anerkendelsen altså kun kongens navn, og dog nåede man ikke at få denne sidste akt, der kun var en formssag og ikke krævede megen tid, fuldbyrdet.

Kong Frederik VII døde nemlig på Glücksborg slot den 15. november, og dermed var der indtil videre sat bom for sagens endelige ordning, og foreløbig var to års arbejde med møjsommelige forhandlinger og skriverier spildt.

De for vort land så kritiske dage, som fulgte derefter, bragte regeringsskifte. Ministeriet Hall måtte gå af den 24. december, og den nye regering fik den tidligere kultusminister Monrad, der havde stillet sig så velvillig overfor vor sag, til chef, medens biskop Engelstoft blev kultusminister.

Willerup fik snart at vide, at den nye kultusminister ikke var nogen ven af metodismen; han standsede sagen under foregivende af, at han ønskede den nøje undersøgt, inden han ville fremme den.

Den 19. marts 1864 blev der indbragt en ny forespørgsel i Folketinget, denne gang ved folketingsmand P. Olsen. Forespørgslen var rettet til kultusministeren og havde følgende ordlyd:

„Agter den højtærede minister at indstille til hans majestæt kongens stadfæstelse den under hans formand forberedte anerkendelse af det herværende metodistsamfund, eller vil ministeren forelægge Folketinget et lovforslag, som ordner denne sag?“

Ministerens svar var ikke til at tage fejl af, det var nærmest afvisende; men ministeriet Monrad sad kun et halvt års tid, idet det fratrådte i juli 1864, og dermed gled også biskop Engelstofts indflydelse på vor sag ud af verden.

Derefter overtager ministeriet Bluhme regeringen, i hvilket Chr. Bræstrup senere skulle blive kirke- og undervisningsminister. Det var midt i Danmarks ulivsår. Sønderjylland var tabt, store dele af Jylland var besat af fremmede soldater, og Danmark græd i sin nød og sorg.

Der var ikke megen tid til at beskæftige sig med mindre vigtige spørgsmål, og 1864 gik til ende og omtrent de tre fjerdedele af 1865, før endelig den dag oprandt, der bragte sagen til endelig afgørelse.

Den 22. September 1865 udstedtes en kongelig resolution, i hvilken der meddeles:

„ ... At der må meddeles de til den biskoppelige metodistiske kirke her i landet hørende trossamfund den i Grundloven § 82 omhandlede anerkendelse, således at der tillægges de af sammes præster, forsåvidt de have modtaget allerhøjeste anerkendelse i denne egenskab, foretagne kirkelige handlinger, navnlig ægtevielser, såvel som deres overensstemmende med kirkebøgerne afgivne attester borgerlig gyldighed.

At den omhandlede anerkendelse for det enkelte trossamfund, der måtte danne sig, skal være betinget af, at ordning foregår overensstemmende med indholdet af det af det biskoppelige metodistiske trossamfund i København vedtagne regulativ angående samfundets bestyrelse og repræsentation, hvilket regulativ ministeriet bemyndiges til at approbere.

At ligesom bestyrerne for de pågældende menigheder skulle være pligtige til at underkaste sig såvel lovgivningens almindelige forskrifter som de nærmere forholdsregler, der måtte blive meddelte dem angående sådanne menighedsanliggender, der vedrører den offentlige orden, såsom angående kirkebøgernes førelse og kontrollen med samme m. v., således skal navnlig den anerkendelse, der måtte meddeles præsterne ved samme være betinget af, at de edelig forpligte sig til at holde sig den danske lovgivning og den vedkommende øvrigheds anordninger og befalinger efterrettelige såvel i almindelighed som særlig med hensyn til den borgerlige side af deres præstelige handlinger, hvorhos de for opfyldelsen af denne forpligtelse skulle være ansvarlige efter dansk lovgivning og for de almindelige borgerlige domstole, ligesom også deres anerkendelse kan tilbagekaldes, såfremt den pågældende måtte befindes at misbruge den.“

Den mand, der endelig ordnede anerkendelsessagen, kirke- og undervisningsminister Chr. Bræstrup, var oprindelig politidirektør i København.

I 1863 måtte han forlade dette embede, grundet på stærke liberale kræfter, der krævede en nylig vedtagen politiordning ført ud i livet af en uhildet mand. I en kort tid repræsenterede han derefter Danmark i udlandet ved flere vigtige anledninger, indtil han den 7. april 1865 indtrådte i ministeriet Bluhme, hvor han både overtog Justits- og Kirke- og Undervisningsministeriet.

Der skrives om kirkeminister Bræstrup, at han egnede sig ikke for den parlamentariske virksomhed. Han var kun minister i et halvt års tid, idet ministeriet gik af i november samme år. Bræstrup blev derefter Københavns overpræsident og var dette til sin død.

Han vil i vore kredse mindes som den, der i løbet af sin korte ministertid ordnede det spørgsmål, der lå Willerup så meget på hjerte.

Medens det samme spørgsmål for Norges vedkommende blev ordnet i løbet af et par måneder, tog det små fire år at få sagen ført igennem i Danmark.

- - -

Dette er et uddrag af Niels Manns artikel: Metodismens første Dage i Danmark,
Historisk Aarsskrift for Metodistkirken i Danmark 1933

150 års jubilæum for Metodistkirkens statsanerkendelse

Christian IX underskrev
22. september 1865 resolutionen,
der anerkendte Metodistkirken
som trossamfund i Danmark.

Bekjendtgørelse ang. Anerkjendelse af de til den Biskoppelig Methodistiske Kirke her i Landet hørende Trossamfund

Paa dette Ministeriums derom nedlagte allerunderdanigste Forestilling har det behaget Hans Majestæt Kongen under 22de September d.A. allernaadigst at resolvere, at der allernaadigst maa meddeles de til den Biskoppelig Methodistiske Kirke her i Landet hørende Troessamfund den i Grundloven af 5te Juni 1849 § 82 omhandlede Anerkjendelse, saaledes at der tillægges de af sammes Præster, forsaavidt de efter Andragende fra de vedkommende Samfunds Repræsentanter have modtaget allerhøieste Anerkjendelse i denne egenskab, foretagne kirkelige Handlinger, navnlig Ægtevielser, saavelsom deres overeensstemmende med Kirkebøgerne afgivne Attester borgerlig Gyldighed.

Hvilket herved bringes til almindelig Kundskab.

BEK nr 12000 af 02/11/1865

Niels Mann

Pastor Niels Mann
22. sept. 1889 - 13. nov. 1982

En af den danske metodismes største personligheder er ikke mere.

Lørdag den 13. november døde pastor Niels Mann efter kort tids sygdom, 93 år gammel, i sin lejlighed på Betaniahjemmet på Frederiksberg.

Torsdag den 18. november blev Niels Mann begravet. Fra Golgatakirken, hvor personale og pensionærer havde ønsket en kort andagt, førtes kisten til Jerusalemskirken, hvor mange var med til den sidste mindestund.

Mange af dem var medlemmer og venner fra Jerusalemskirkens menighed, som han tjente fra 1932 og langt over tredive år frem. Efter Niels Manns eget ønske blev der sunget lovsange: »Lovsynger Herren«, »Op al den ting, som Gud har gjort« og »Alt står i Guds faderhånd«.

Konferencelæglederen, Johs. Særmark, bragte kirkens hilsen og sagde blandt andet: — Vi står i dag med mange dejlige minder om en af vor kirkes store personligheder, som i dag er kaldet til en højere tjeneste.

Minder om et fint og nobelt menneske, en nidkær forkynder, en dygtig sang- og salmedigter. Minder om en initiativrig mand, hvis navn på smukkeste måde er vævet ind i den historie, der kan skrives om dansk metodisme.

Pastor Niels Mann kom til at sætte præg på utroligt mange områder inden for vor kirke, og ved nedlæggelsen af denne krans skal der derfor lyde en varm tak for den tjeneste, Niels Mann udførte.

Forinden havde pastor Mogens Bjerno talt om det vidnesbyrd, pastor Mann havde aflagt gennem sit liv og virke.

Og mens de sidste blade faldt fra træerne på en solskøn efterårsdag, blev Niels Mann sænket i graven på Holmens kirkegård, hvor han nu hviler ved siden af Manna Mann. Måske mæt af dage, men til det sidste optaget af de mennesker, der omgav ham. Vi vil savne ham — men minderne har vi tilbage, og de er mange og lyse. Tak.

Henning Bjerno.

- - - -

Gud i det højeste til ære
Pastor Mogens Bjernos tale ved Niels Manns begravelse

»Den gode strid har jeg stridt, løbet har jeg fuldført, troen har jeg bevaret. Så venter mig nu retfærdighedens sejrskrans, som Herren, den retfærdige dommer, vil give mig på hin dag og ikke blot mig, men også alle dem, der har glædet sig til hans tilsynekomst.
2. Tim. 4:7-8.

Der er triumf, der er vished, der er forventningsglæde i disse ord fra apostelen Paulus til den yngre Timoteus. Bag Paulus ligger nu livet som en kamp for evangeliet, der er stridt til ende, et lob der er fuldfort. Det munder ud i ordene:

Troen har jeg bevaret.

Troen som den faste tillid, som den kraft der styrkede, som det han kunne holde fast ved, og som holdt ham fast, når det menneskeligt så umuligt ud! Det var den erfarne gudsmand, der videregav sin erfaring til en yngre medarbejder i evangeliets tjeneste.

1 dag siger de samme ord til os: Når troen synes at glide dig af hænde, når mørket omslutter dig, hvor du spørger: »Gud findes du?« da glider du aldrig ud af Guds hænder: Troen har jeg bevaret, vidner Paulus, og han kunne have fortsat: takket være den Guds nåde, som blev mig til del!

Forventningsglæde — sejrsglæde. Det er noget af den samme trosvished, vi moder i Niels Mann’s salme: »Jesus, i dit frelsernavn«, hvor det fjerde vers lyder:

Livets dag mig bliver god. om du lede vil min fod.
Der er farer på min vej, men jeg ved, du svigter ej.
Og så bærer vejen hjem til det nye Jerusalem.

Under forberedelserne til denne dag, dette øjeblik, der har været som at grave i guldgruber, sad jeg bl.a. med det håndskrevne originalpartitur til den kantate, som Mann og Strandquist (dengang Jerusalemskirkens organist) lavede til dansk metodismes 75 års jubilæum i 1933.

Hvad der talte stærkt — fordi man så sjældent ser det nu om dage, er, at øverst på forsiden står:

GLORIA IN EXCELSIS DEO!
Oversat: Gud i det højeste til ære! 

Det samme kan stå som motto for Niels Manns liv, og som konklusion af hans tilværelse! Nu er det ikke op til os at gå og give hinanden karakterer, — men om Niels Manns liv kan siges et: det var indviet til at tjene Kristus gennem Metodistkirken. Dertil brugte han al sin kyndighcd, sine evner, talenter og med hele sin personlighed var han ét med den kirke, hvis ubetingede nestor, han var gennem årtier.

Rundt omkring i landet havde han sin gerning og inden for mange af kirkens arbejdsgrene. Over alt satte det sig spor, kirker blev rejst, prædikepladser oprettet o.m.a. I disse bygninger her i Stokhusgade/Rigensgade lå en meget stor del af hans gerning og fra prædikestolen bag mig lød hans forkyndelse.

I den sommer, der er gået, var pastor Mann en dag, ved venners hjælp, herinde i komplekset. Jeg ser ham endnu for mig: stille stod han derude i gården, så sig omkring i de omgivelser, hvor han i mere end en menneskealder havde sit daglige virke. — Det var, som om han tog afsked —!

Mann var også på Solborgen, der er hans værk. Der var ældrelejr på det tidspunkt. Flere af dem, jeg må betegne som mine ældre venner, kom hen og sagde:

»Det er jo vor ungdoms præst!«

Hjerteligt var gensynet.

Med den holdning, han havde til gerningen, kom pastor Mann til at præge generationer af danske metodister.

Ikke nok med det, hans virke rakte også uden for vor kirkes rammer. Selv om ordene er brugt i en anden forbindelse, vil det også være sandt her at bruge hans egne ord:

»Mange af frugterne er faldet i naboens have«.

Metodist var han af hele sit hjerte, ingen tvivl om det, men frem for noget var han en sand Kristi stridsmand, der med vor kirkefader kunne sige:

»Er dit hjerte som mit, så ræk mig hånden til fællesskab!«

Begrænsningens kunst er vanskelig.

Rigtig mange ting ville jeg gerne have trukket frem, for mangt og meget kan siges om den mand, der var — Primus inter pares! — oversat: først blandt lige (brødre). (Et udtryk man bruger om en biskop).

Mann vil bestemt ikke have brudt sig om, at jeg siger dette, men det må han så undskylde mig, betegnelsen er sand!

Næppe vil det tjene meget i denne stund at remse hans omfattende gerning op. Men — blandt alt det meget, der vil forblive som minde om pastor Niels Mann og fortælle eftertiden om et menneske, der gennem alt ville ære Gud i det højeste, er hans digtning.

At lovsange og salmer, der kaldte til personlig afgørelse over for Jesus, boede i hans sind, kan man se af de salmer og sange, som bl.a. står i vor salmebog.

Aktuelt for os i dag understreges det ved, at han ønskede, at vi skulle synge lovsange!

»Troen har jeg bevaret«, sagde Paulus.

Også om dette aflægger Niels Mann’s liv vidnesbyrd. For mig personligt siger intet tydeligere end andet, hvad en ældre kollega ønskede for en yngre, da han stod fadder for mig ved min ældstcordination. Ved den anledning gav han mig et bind af John Wesley’s breve. — Han ville sige med vor kirkefader:

»Hjælp mig, mens det er dag mit kald at røgte ret
og fremme, hvad der er din sag og ej at blive træt.«

Dette var han selv et vidnesbyrd om —.

I Jesu navn lyser vi fred over Niels Mann’s minde.

Pastor A. Rogert

Pastor Andreas August Rogert fødtes i Varde den 17. september 1877 som søn af togfører Hans Jepsen Rogert og hustru Marie Andrine Frost.

Efter at have taget præliminæreksamen ansattes han i Landmandsbanken i Varde. I de helt unge år kom Andreas Rogert under indflydelse af pastor L. Christensens forkyndelse. Ved konferencen i Varde for et par år siden vidnede han gribende om, hvorledes dette førte til hans omvendelse.

Han blev optaget i metodistkirken, og inden længe følte han et alvorligt kald til at blive metodistprædikant. En kort tid var han ude for at prøves med hensyn til sit kald og sine evner for prædi-kegerningen dels i Ålborg og dels i Randers. Derefter blev han optaget som elev på kirkens teologiske skole i Randers.

Efter endt uddannelse her fik han sin første ansættelse i Fåborg. Det viste sig snart, at Rogert var udrustet med rige evner, og man hørte ham gerne. 1 Fåborg byggede han vor lille kirke. I 1903 blev han forflyttet til Hjørring.

På denne tid indgik han ægteskab med sin forlovede, frk. Christiane Nielsen, og de fik lov at leve sammen i et langt og såre harmonisk ægteskab.

I 1904 flyttede de til Århus, hvor de virkede i to år. Derefter til Odense Emmaus i årene 1906— 11. — Til Holstebro 1911—12. - - Så flyttede de til Kalundborg, hvor pastor Rogert havde nogle rige og velsignede år 1912—19. Så kom der flytteordre til Golgatha 1919—20 og til Retania 1920—24. — I årene i København var pastor Rogert tillige leder af den teologiske skole og gik med nidkærhed og dygtighed op i arbejdet med de unge prædikanters uddannelse. Fra 1924—26 flyttedes skolen til Århus, også her var A. Rogert dens forstander. —

Desuden var han i flere perioder distriktsforstander. 1926—33 var han ansat i Svendborg. 1933—44 i Vejle og endelig fra 1944—48 var han forstander for menigheden i Holbæk. — Overalt hvor pastor Rogert har virket, vandt han sig venner.

Størst var han som ordets forkynder. Hans prædiken var gennemtænkt og velformet, og den virkede. Mange har han fået nåde til at lede til Gud. — Det skal også nævnes, at han har udført en rig tjeneste for vor ungdomssag. I mange år var han medlem af forbundsstyrelsen, og i årene 1917 -25 var han dens formand. —-

Ved årskonferencen i fjor anmodede han om tilladelse til at træde i udtjent forhold. Han var da nær 71 år, og hans kræfter var opbrugte. Sammen med sin hustru flyttede han til Svendborg, hvor de fik indrettet et lille hyggeligt hjem, og de glædede sig til at nyde hvilen der; men Gud ville det anderledes.

Allerede den 24. januar 1949 kaldte Gud sin tjener ind til den evige sabbatshvile efter få dages strengt sygeleje. Vi takker pastor Rogert for, hvad han gennem et langt livs arbejde, har betydet for dansk metodisme. — Vi nedbeder trøst og nåde fra Gud over hans efterladte hustru, der nu er ene tilbage.—

Velsignet og æret være pastor A. Rogerts minde.


Mindeord bragt i Årbog for Metodistkirken i Danmark 1949

Fru Henriette Marie Anna Særmark

Afdøde pastor Herman Særmarks hustru, fru Marie Særmark, f. Hertel, var født i Gefell, Tyskland, den 14. september 1885.

Hun voksede op i et alvorligt kristent hjem og fik sin første ungdom i en strengt pietistisk kreds. Dette satte sit præg på hende gennem hele livet.

Som ganske ung mand arbejdede Herman Særmark, der var snedker af profession, før han senere tog fat på præstestudierne, en tid ved sit fag i Tyskland, en tid, der iøvrigt fik stor betydning for hans åndelige udvikling.

Her mødtes de to unge og slog følge for livet. I mindetalen, ved sin mors båre sagde pastor Georg Særmark bl. a.:

»I det gamle testamente fortælles om en ung kvinde, som ved et afgørende vendepunkt sagde: Dit folk skal være mit folk, din Gud skal være min Gud. På en smuk og inderlig måde passer disse ord på mor. Engang i sin ungdom traf hun det samme valg og forlod sit fædreland for at leve, virke og dø i et andet og for sammen med ham, hun havde kær, at tjene den samme Gud under helt andre forhold. Vi ved lidt om, at det især i begyndelsen kunne falde lidt svært, men helt gik mor ind for at tjene der, hvor hun stod. — Der var jo et folk, som på en ganske særlig måde blev fars folk, nemlig vor kirke. Trofast fulgte mor også i denne henseende med far, og hans folk blev mors folk.«

I 1911, da pastor H. Særmark var i sin første ansættelse, Esbjerg, indgik de to ægteskab. Igennem årene har fru Særmark stået trofast ved sin mands side i de menigheder, hvor de har tjent som præstefolk, nemlig Esbjerg, Betania, København (to gange), Neksø, Aarhus (to gange) og Kalundborg.

Fru Marie Særmark var sin mand en god støtte i menighedsarbejdet såvel som i de mange fælleskirkelige tjenester, han stod i, f. eks. som mangeårig formand for ungdomsforbundet og distriktsforstander gennem flere perioder.

Fru Særmark må vel nok betegnes som værende blandt de stille i landet, der ikke meget trådte offentligt frem, men hun var den stærke åndelige kraft bag ved og ved siden af den mand, hun havde valgt at dele såvel livets goder som dets kampe med. Og biskop Wade gav nok udtryk for noget rigtigt, når han (som Georg Særmark anførte det i sin mindetale over sin mor), da han første gang hilste på fru Særmark, sagde:

»Jeg har altid undret mig over, hvem der var kraften bag den store, stærke mand.«

Fru Særmark var dog ikke altid alene »kvinden bag manden«. I de respektive menigheder, de betjente, gjorde hun et aktivt arbejde. I sine yngre år gav hun nye ideer, som blev praktiseret i vor kirkes juniorarbejde, M. K. i Betania, København, blev stiftet på fru Særmarks initiativ, ligesom hun bl. a. sammen med sin mand øvede en personlig indsats i hjælpen for wienerbørnene lige efter den første verdenskrig.

Og så har fru Særmark ikke mindst været en god og trofast hustru og mor, der med fast, men kærlig hånd ydede sin indsats i opdragelsen af den børneflok, der voksede op i hjemmet, ligesom hun med stor dygtighed ledede sit hjem og administrerede de beskedne midler, det normalt er beskåret et metodistpræstehjem at råde over.

Fru Særmark boede — også efter sin mands død i 1949 — i hjemmet hos datteren, læge frk. Henny Særmark, i Brønshøj, København, hvor hun, så langt kræfterne tillod det, ydede sin hjælp i hjemmet, men hvor hun tillige nød en god og kærlig pleje.

Her, såvel som når fru Særmark kom ud i børnenes hjem rundt i landet, berigede disse såvel som børnebørnene hendes tilværelse. Og ikke mindst berigende for hende selv var det nok, at hun stadig var i aktivitet for at være til glæde og gavn for sine kære, både små og store.

I de seneste måneder svigtede kræfterne gradvis, og efter et kort sygeleje sov hun stille ind den 2. marts 1957.

Æret være fru Marie Særmarks minde!

Ole Olesen

Mindeord bragt i Årbog for Metodistkirken i Danmark, 1957

Manna Mann

Manna og Niels Mann

Fru Manna Hermandine Mann, født den 9. september 1892, døde den 27. juni 1974, 81 år gammel.

Det var ved begyndelsen til årsmødet sidste år, at vi modtog budskabet om fru pastor Manns død. Dette budskab berørte umiddelbart forsamlingen dengang, og det blev ligesom indledningen til den mindehøjtid, som kirken nu vil fuldføre med taknemmelighed og i ærbødighed.

Fru pastor Mann fødtes i Rønne som datter af skibsfører Ole Chr. Beck og hustru Marie, født Pihl. Hendes far døde, da hun kun var tre år gammel. Hendes mor blev optaget i menigheden, og dermed var for fru pastor Manns vedkommende forbindelsen med kirken også sluttet; men fru pastor Manns metodistiske historie begyndte for alvor under pastor Manns ansættelse i Rønne fra 1913 - 1919.

Det var hans første ansættelse efter prøvetiden i kirkens arbejde. Det blev år, som satte spor i kirken. Efter en vinter med vækkelse blev der optaget 26 nye medlemmer på pinsemorgen i 1916. Kirken i Rønne, som hævder sig smukt i byen, blev opført 1918. Parret Manna og Niels Mann blev viet den 16. december s.å. i Rønne. Disse begivenheder blev baggrunden for deres hjem og tjeneste. De var rodfæstede i den kirke, som de viede deres liv i fælles tjeneste. Deres samliv var født i vækkelse, og det fornægtede sig aldrig i deres forhold til kirken.

Siden fortsattes tjenesten i Svendborg fra 1919 - 1921. Det var fra et lovende arbejde, at de forflyttedes herfra til Frederikshavn, hvor de oplevede ni gode år, som faldt sammen med en periode, hvor pastor Mann var distriktsforstander. Derefter havde de bopæl i Randers fra 1930 - 1932. Det var de år, pastor Mann virkede som ungdomsmissionær. Alt dette fortæller om, hvor engageret hjemmet var i kirkens liv.

Siden fulgte årene ved Jerusalemskirken og Centralmissionen. Det blev de fleste år af deres tjeneste, nemlig fra 1932 til pensioneringen i 1966, ialt 34 år. Der oplevede de de svære år i 30'erne, som skulle strides igennem. I København blev fru pastor Mann mere end nogen sinde indviklet i arbejdet. Hun var i mange år formand for Kvindernes Hjælpeforening, som fik en stor økonomisk betydning for menigheden. Hun deltog i sangkor, og vi husker endnu, hvordan hun med sin gode sikre stemme var med til at lede salmesangen i Jerusalemskirken gennem det lille kirkekor.

Det, som næsten kunne kaldes fru pastor Manns livsopgave, var de ca. 15 år, hun passede Centralmissionens hjælpekontor hver formiddag undtagen lørdag. Den gerning holdt fru pastor Mann meget af. Hun var meget afholdt af mændene, som kom dér. Hun lod dem snakke. Hun var også altid med ved bespisningerne, som dengang blev påbegyndt. løvrigt var fru pastor Mann ualmindelig trofast over for kirkens program, og hun savnedes aldrig på sin plads i kirken.

Fru pastor Mann var udpræget en hjemmets kvinde både som hustru og mor for de to børn, Grethe Thaarup, (nu præstefrue i Asnæs) og Poul Mann (nu Amerika). Det var hende en kær pligt at holde døren til hjemmet åben. Vi husker anledninger, hvor vi var ca. 60 unge til kaffe søndag aften efter mødet. Hun klagede aldrig over mange gæster eller over, når pastor Mann på grund af sin tjeneste var meget borte fra hjemmet.

Fru pastor Mann var en stille, indadvendt karakter, som ikke så let åbnede sig for andre; men for os, som lærte hende at kende på nærmeste hold, var hun åben, fri, fortrolig og med megen lune, som ikke
mindst kom tydeligt frem under hendes sygdom til sidst. Vi lærte at værdsætte fru pastor Mann meget højt, og hendes tjeneste gav sig udtryk i et langt livs vidnesbyrd fra én, som var gammel metodist i sin form og i sit væsen.

Gud velsigne fru pastor Manns minde iblandt os.

Poul Poulsen

Mindeord bragt i Årbog for Metodistkirken i Danmark 1975

Anton Bast

Anton Bast
8. sept. 1867 - 23. apr. 1937

Det var i Begyndelsen af November 1887, at det aarlige Efteraarsmøde for Metodistprædikanter blev holdt i Aalborg. Jeg var lige bleven ansat i Faaborg, og var nu kommet med til dette Møde.

Under Mødet kom en ung Mand ind i Salen. Han var høj, hans Ansigt var skarpt markeret, og hans Dragt af Vadmel fortalte om Hjemmeskrædderens Kunst. Han var, blev der sagt, en ung Fisker fra Løkken, og hans Navn var Anton Bast.

Det føjede sig saaledes, at jeg kom til at være en Del sammen med ham, og jeg blev hurtigt stærkt interesseret i denne jævnaldrende, unge Mand. Han fortalte om Livet i Fiskerbyen og paa Vesterhavet, om Gendarm-krigen i Brønderslev og meget andet, saa jeg syntes, jeg kunde se det hele for mig.

— Aaret efter kom han ind paa vor nyoprettede Skole i København og blev et Medlem af det Skolehold, der i saa høj Grad kom til at præge vor danske Kirke. Af dette Hold paa fem Mand er nu de tre kaldt bort: R. Petersen, C. Jensen og A. Bast. Kun Gaarde og Chr. Nielsen er endnu i Virksomhed.

I 1890 blev Bast ansat i Vejle. Jeg, der dengang var i Aarhus, blev snart klar over, at vi i ham havde faaet en Taler af Guds Naade, og jeg søgte, saa ofte jeg kunde, at faa han til at komme til Aarhus for at hjælpe mig. Og da havde vi fuldt Hus og stor Bevægelse i vor lille Sal i Fredensgade.

Da Bast endnu ikke var ordineret, blev jeg ofte kaldt til Vejle for at forrette en Begravelse eller Daabshandling, og da jeg først havde fundet min fremtidige Hustru der, var disse Besøg mig ikke ukære. Ofte deltog jeg ogsaa i Vækkelsesmøderne i Vejle, og disse Tider staar for mig i et lysende Skær.

Vi var unge, vi havde Tro til os selv og vor Fremtid, og der var Liv og Glæde over vort Samvær baade i Hjem og i Kirke. Nogle af vore Drømme gik i Opfyldelse, andre blev til bitre Skuffelser. Men medens mit Liv forløb i et forholdsvis roligt Strømleje, saa blev det anderledes med Basts. Hans Livslinie viste stærke Kurver, opad mod de store Højder og ned i de dybeste Ydmygelser. --

Men saa har nu dette bevægede Liv naaet sin Afslutning! Vi var en lille Kreds, der i Fredags sad og lyttede til Radioens Nyheder. Pludselig blev vi vaagne, da Meldingen kom om Anton Basts Bortgang.

Underlige, vemodsfyldte Tanker gik igennem vort Sind. Fortiden dukkede op med lyse og mindre lyse Minder. Men igennem det altsammen er der, i alt Fald hos mig, bevaret en Kærlighed til min Ungdomsven, Kammerat og Kollega, en Kærlighed, der aldrig kan dø. Jeg har været med i den store Lidelse og bærer endnu Mærkerne deraf; men jeg glemmer heller aldrig de mange lyse Minder.

Radioavisen bragte et overmaade hensynsfuldt Resumé af det Liv og den Virksomhed, der nu var afsluttet. De betydelige Blade, jeg har læst, har fulgt i samme Spor. Dette Spor besluttede ogsaa jeg at følge, da jeg modtog Opfordringen til at skrive et Mindeord om min afdøde Ven. Derfor har jeg skrevet dette, ikke som en Biografi, men kun som et Mindeord om en, der længe stod mig nær.

Basts Indsats i vor Virksomhed kan ikke udslettes. Der vandrer endnu iblandt os mange, der ved hans Vidnesbyrd blev ført til Livet, hans Navn staar mange Steder i vore Salme- og Sangbøger, og naar vi i Morgen indsamler Bidrag til vore Børnehjem igennem Salget af „Foraarsblomsten“, saa er hans Navn ogsaa knyttet hertil.

Og saa vil vi overgive til Guds Barmhjertighed alt, hvad der i hans Liv, saa vel som i vort, maa have været ufuldkomment og vrangt, og vi vil klynge os fast til Troen paa, at vi frelses af idel Naade, uden nogen vor Fortjeneste og Værdighed. Gud give os at samles og være med i den Skare, der har faaet deres Synder aftoede og deres Klæder tvættede i Lammets Blod!

Aarhus, 26. April 1937.

L. C. Larsen.

Mester! Tak, du kom ombord, 
Himmellods paa Livets Hav!
Tak for Trøst i Nattens Gru, 
Himmellods: Tak være du!
Du trods Synd og Død og Grav 
lodser hjem os paa dit Ord!

Anton Bast.

Kristelig Talsmand, 1937

Fru Marie Bast

Født 1. september 1855, død 15. maj 1920

I Ferietiden 1879 mødte jeg første Gang Marie Bast — den Gang Frk. Marie Michelsen. — Det var paa Sognefoged Otto Jensens Gaard i Elling.

Hos Otto Jensen var altid aabent Hus især for kristeligt sindede Mennesker. Der var mange voksne og halvvoksne Børn, af hvilke den nu bedst kendte er Overlæge Carl Ottosen, Skodsborg Sanatorium. Hjemmet var derfor i særlig Grad tiltrækkende for os unge, og vi lagde ogsaa rigeligt Beslag paa Gæstfriheden.

Frk. Michelsen var den Gang Lærerinde i Vejle, men holdt Ferie hos en Veninde i Frederikshavn; og skønt Feriehjemmet ikke havde noget religiøst Præg, fornægtede hun ikke sit Forhold til Gud eller til Metodistkirken, som den Gang var ret beskedent repræsenteret i Byen. Hun kom paa Møderne i den lille Kældersal og bragte sin Veninde med, og hun søgte social Omgang med kristeligt sindede unge.

Jeg ser hende endnu for mig fra Besøget hos Sognefogden i Elling. Hun var saa ung og saa smuk. Jeg ser endnu hendes smaa fine Sko blive vaade, da vi sejlede ned ad Aaen til Kattegat, og Baaden — soltørret som den var — tog Vand ind. Jeg husker stadig, hvor indtaget vi alle var i den unge intelligente Dame med det livlige og dog saa beskedne Væsen.

Fra da af har jeg fulgt hendes Liv saa nær, som Mennesker, der ikke staar i direkte Familieforhold, kan følge hverandre. Jeg har deltaget med hende i munter Leg, hvor hun som faa mestrede de gamle Folkedanse og smidigt kunde klare Traadene, naar de gik i Urede under Vadmelsvævningen; jeg har deltaget med hende i højtidelige og alvorlige religiøse Sammenkomster; jeg har mødt hende atter og atter under hjemlivets dagligdags Levesæt; og ingensinde traf jeg paa Vandringen gennem Livet et mere taktfuldt og harmonisk Menneske.

Da hun i sin Tid gik ind i „Familien“ — i hine Dage var her kun taa Metodistprædikanter, og vi og vore Hustruer følte os derfor som en Familie — fik denne en særdeles velkommen og værdifuld Tilvækst. Fra den Tid af er jeg igen og igen kommen i hendes Hus.

Jeg kom der baade i Tide og i Utide. Ofte har jeg tænkt paa Abrabam, der mødte de tre Mænd i Ørkenen og lod dem forstaa, at de gjorde ham en Tjeneste ved at gaa ind med ham og blive vederkvægede med Mad og Hvile i hans Telt. Saaledes evnede Familien Bast at næsten paatvinge os den Forstaaelse, at det var dem, der blev begunstigede, naar vi spiste deres Mad.

Mangfoldige Gange, medens jeg rejste meget, er jeg kommen træt og medtaget til Præstehjemmet i Odense. Kom jeg om Dagen, var der Mad, kom jeg om Natten, var der en god Seng i Tilgift. Altid de samme venlige Ansigter, altid det samme hjertelige velkommen, altid den bedste Mad i Huset, selv om Indtægterne gjorde Eftersavn nødvendig, naar Gæsten havde voldt ekstra Udgift.

Som hos Abrahams var det Manden, der tvang Gæsterne ind; men da Gæstfriheden altid stiller størst Krav til Husmoderen, havde Pastor Bast ikke gjort det, om ikke Fru Bast havde opmuntret ham dertil. Pastor Bast var en altfor øm Ægtefælle til at ville paalægge Hjemmet saa store Ofre, om det ikke var efter hans Hustrus Ønske.

Fru Bast var en sjælden dyb religiøs Natur; men hun var en af de sjælelig blufærdige Mennesker, der ikke stillede sine dybeste Hjerteanliggender frem til offentlig Beskuelse. Hendes rige Aandsevner virkede udadtil som den stille Magt, der mulder Jordskorpen og gør den frugtbar. Hvad hun virkede kan ikke maales med menneskeligt Maal. Hendes Liv hernede er ikke afsluttet med hendes Levetid.

Det Liv, der er skjult med Kristus i Gud, fortsætter ikke blot i Udødeligheden hinsides, det fortsætter ogsaa hernede og vil fortsætte i dem, hun som Lærerinde, som Hustru, som Moder, som Veninde, som Præstekone og som den beskedne, venlige, mmneskekærlige Fru Bast kom til at paavirke, og gennem de bedste af dem vil det naa stedse videre ud.

Hendes Bortgang var efter Guds Villie, og ingen tør ønske hende tilbage. Hun gjorde sit til at løfte Slægten og gøre Verden til en bedre Menneskebolig, og hvad hun efterlod sig, vaager Gud over.

Svend Johansen.


Kristelig Talsmand 1920, Nr. 20