Fuldblods Venstremand

Christen Berg 1829-1891
Midterfiguren i bondeliberalismens
gennembrud efter 1864

Pastor H. Hansen - del 7 

Af Adolph Hansen 

Byens bedre Borgere vilde naturligvis ikke ligefrem prygle Methodistpræsten; men en Del Herrer havde indgaaet den Overenskomst, at de ikke under nogen Omstændighed vilde hilse paa det Menneske, langt mindre tale med ham. Ogsaa dem besejrede Far, og det gik saadan til:

Far var fuldblods Venstremand og stærkt politisk interesseret. Det var i Provisorie-Aarene, og det var opsigtsvækkende, at en Præst var Venstremand.

— Ved et politisk Møde i Holstebro havde to Venstremænd, Noes og Nielsen været Christen Berg behjælpelig med at fjerne Byens Politimester fra Talerstolen; de kom i Arrest, og da de blev løsladt, tog de en Tur rundt i Jylland og talte ved store Møder, hyldet af Demokratiets Folk som den politiske Friheds Martyrer.

De to Herrer kom ogsaa til Varde, og Venstre-Spidserne mødte naturligvis paa Banegaarden for at modtage dem. Uheldigvis kendte Spidserne ingen af de to Herrer. Far kendte Noes og var derfor ogsaa paa Banegaarden for at hilse paa ham.

Venstre-Spidserne gik paa den ene Ende af Perronen og „saa ikke“ Methodistpræsten, som derfor passede sig selv; men da Toget holdt, og Far havde set, i hvilken Kupe de to Herrer befandt sig, gik han selvfølgelig hen og lukkede Kupedøren op og bød de to Venstremænd velkommen til Varde.

De lokale Venstre-Spidser blev nu klar over, hvad der foregik, og de myldrede hen til Noes og Nielsen, Ordføreren holdt Tale, og alt var saare godt, undtagen lige, at Hr. Noes blev ved at samtale med Methodistpræsten.

Da han omsider blev klar over, at der var noget galt, spurgte han meget forundret Varde-Herrerne, om de ikke kendte Pastor Hansen? Nej, det gjorde de ikke. Jamen, Pastor Hansen er jo en af vore, og han har gjort meget for Venstres Sag — og saa fulgte Præsentation, og Hattene maatte af, og man opdagede, at Venstre i Varde slet ikke kunde undvære denne Methodistpræst.

Ad den Vej knyttedes Venskabsforbindelse med Redaktør Bølling, Sagfører Nonboe (senere Esbjerg), Købmand Christrup, Buntmager Achilles o. m. a.

Selv om Far var Venstremand, syntes jeg godt om Gendarmerne. Der laa ridende Gendarmer i Varde, og naar de red forbi vore Vinduer, da vi var flyttet op i Skovbogade, skraas over for Damkiers Hotel, saa vinkede jeg til dem, og Officeren hilste med sin Sabel — det var vel nok Idyl.

Far syntes ikke rigtig om dette venskabelige Forhold, da Gendarmerne jo var meget ilde lidt af Befolkningen. Lidt storsnudede var mange af dem nu ogsaa og betragtede sig som en Slags „Estrups Garde".

Jeg morede mig virkelig en Dag nede ved Havnen. Der laa nogle Fanø-Skippere, og fra en af Skuderne var Losningen i fuld Gang. En Gendarm, fint pudset og med blanke Skaftestøvler paraderede dernede for at passe paa, at alt gik ordentligt til.

Naar nu Manden, der stod nede i Lasten, syntes, at det varede for længe, inden Taljen blev firet ned, saa raabte han op til Manden paa Kajen:

„Nør mæ æ Strop!“ (Ned med Taljen). 

 Da nu Gendarmen havde hørt dette nogle Gange — og det blev raabt med kraftig Røst — saa stod det ham ganske klart, at Manden raabte:

„Nør mæ Estrup!“ 

Og han kom farende og vilde anholde Manden, som imidlertid paastod, at han ikke havde ofret Estrup en Tanke. Gendarmen mente, at „Stroppen“ kunde fires ned, uden at man behøvede at raabe efter den; men Folkene frabad sig temmelig energisk en saa utidig Indblanding i deres Arbejde, og de havde i hvert Tilfælde ikke Tid at diskutere med en Gendarm.

Den „lyseblaa“ turde ikke fastholde sin Paastand, og han var ogsaa lidt trykket af Situationen, fordi der samlede sig fler og fler Mennesker.

Det maa indrømmes, at Raabene „Nør mæ æ Strop!“ ikke blev sjældnere og heller ikke mere stilfærdige efter Gendarmens Indblanding.

Der blev fortalt mange ophidsende Historier om de „lyseblaa“, og jeg husker, at min Broder Olaf og jeg ved en anden Lejlighed lo ad en Gendarm, skønt vi burde have haft ondt af ham.

Det var en Dag paa Varde Banegaard. Der var altid en Gendarm til Stede, naar der kom eller af gik et Tog, og den paagældende Dag stod der ogsaa en „lyseblaa“ og saa overmaade mægtig ud.

„Sikken en Vigtigper!“ hviskede min Broder. Gendarmen dampede paa en stor Cigar, og hvordan han nu bar sig ad, ved jeg ikke; men han kom til at vende Cigaren forkert og puttede den brændende Ende af Cigaren i Munden.

Det stakkels Menneske brændte vist Tungen og Munden frygteligt; han spyttede og spruttede, men der var nogen, der lo ham lige op i Ansigtet, og saa kunde min Broder, som var meget lattermild, heller ikke dy sig, og da jeg ogsaa blev smittet af Latteren, blev vi bange for Følgerne og løb hurtigst muligt hjem.

Den Ejendom i Skovbogade, hvor vi flyttede op fra Sønder-Varde, ejedes af en ivrig Konservativ, Købmand Brorsen, og han kom ved enkelte Lejligheder i Konflikt med sin venstresindede Lejer, Methodistpræsten.

Jeg husker første Gang, vi ventede Besøg af Superintendenten, Pastor Karl Schou. Far havde hentet Pastor Schou i en anden By, hvor de begge havde prædiket.

Jeg havde et pænt, ret stort Dannebrogsflag paa Stang, og det skulde da „hejses“ til Ære for Superintendenten — det var vi Brødre enige om, og Mor godkendte Beslutningen. — Med stort Besvær fik vi Flagstangen stukket ud gennem et Tagvindue, og Dannebrog viftede muntert i Vinden.

Nu traf det sig, at det var Chr. Bergs Fødselsdag, hvilket min ældste Broder, Johannes, fik at
vide, da der efterhaanden blev flaget hos en Del af de ledende Venstremænd.

Nu var Hr. Brorsen ganske overbevist om, at vi flagede i Anledning af Chr. Bergs Fødselsdag, og det forekom ham dog et Numer for stift, at Dannebrog skulde vaje fra en god konservativ Mands Hus til Ære for en saadan Rebel.

Altsaa kom Hr. Brorsen farende ind til Mor og skældte forfærdeligt ud, og det Flag skulde tages ned straks. Ja, Mor kunde ikke tage det ned, og Drengene var ikke hjemme, men Mor skulde da nok sige det til os, naar vi kom fra Skole.

Der skete imidlertid det uhørte, at vi Drenge rent ud nægtede at tage Flaget ned, skønt Mor bad os om det. Vor Motivering af Nægtelsen faldt imidlertid sammen med Mors eget Syn paa Sagen: Vi havde hejst Flaget til Ære for Superintendenten, og iøvrigt havde vi vel Ret til at hædre vore Venner og Meningsfæller, selv om disse ikke havde samme Tro eller politiske Anskuelse som Husværten.

Da Hr. Brorsen saa, at Flaget ikke blev strøget, kom han igen; men min ældste Broder, som ellers var velset i Hr. Brorsens Hjem, afgav vor Erklæring, og Mor vilde, da vi talte Sandhed, ikke bruge sin Myndighed i dette Tilfælde.

Saa vilde Hr. Brorsen selv tage Flaget ned — og han for op paa Loftet — vi tre Drenge bagefter. Nu var Husets Ejer en lille Mand, og han kunde ikke naa op og faa vore Surringer løst. Han forsøgte at tvinge os til at yde Assistance; men det var der selvfølgelig ikke Tale om.

Flaget blev siddende; men der laa jo et Hus, da Far kom med Superintendenten, som endda havde sin Frue med. Flaget blev imidlertid siddende, til det var Tid at tage det ned; men jeg tror næsten ikke, Hr. Brorsen sov godt den Nat. Far kluklo, da Mor berettede om Sagens Udvikling, og Pastor Schou, som satte det danske Flag meget højt, takkede os Drenge for den store Opmærksomhed.

Jeg havde været meget spændt paa, hvordan en Superintendent var, og jeg saa med stor Æresfrygt paa Superintendent Karl Schou og hans Frue. De vandt imidlertid hurtigt mit Hjerte, og jeg mindes med sand Kærlighed Pastor Schou, ligesom jeg har glædet mig hver Gang, jeg i de senere Aar fik Lejlighed til at hilse paa Fru Louise Schou, som jo endnu er i Live.

Som bekendt var Pastor Schou et „mekanisk Talent“, og da vi den næste Formiddag efter Superintendentens Ankomst til Varde var kommen paa Talefod, fik jeg den Idé at delagtiggøre ham i min store Sorg over, at et mekanisk Legetøj, jeg havde, var gaaet itu.

Far var gaaet et Ærinde i Byen, men han blev noget forbavset ved, da han kom tilbage, at se Superintendenten ligge paa Knæ paa Gulvet, stærkt optaget af at skille det mekaniske Legetøj ad.

Jeg saa forfærdet til; men det varede ikke længe, inden Pastor Schou havde fundet Fejlen, rettet den, samlet de forskellige Dele igen, og et Øjeblik efter kørte Lokomotivet rask af Sted, dirigeret af Superintendenten. . . .

Ja, det var Festdage, naar Superintendent Schou gæstede vort Hjem — og dobbelt festligt, naar Fru Louise Schou var med. Og vi Børn forstod jo ogsaa, eftersom vi blev større, hvilken Opmuntring det var baade for Far og Mor, naar Superintendenten kom med Raad og Vejledning, med et Pust udefra, med en ny Sang og med sine ualmindelige Samtale-Evner.

Hvor glad Far var ved Superintendent Schou, har Far sikkert ofte fortalt Pastor Schou, naar han kom og besøgte os paa den „tørre“ Vardeegn. Sjældnere gav Far dette Udtryk offentligt; men i „Dansk Kristelig Talsmand“ skriver Far engang i 1885:

„Den 30. Juli var en sand Festdag for os, da vi for første Gang havde vor kjære Superintendent i vor Midte efter hans farlige Sygdomsanfald, og vi, med samt alle vore danske Søskende, takke Herren, for at alt er saa vel med ham igjen, som det er, saa at vi dog kan se ham færdes iblandt os med den ham vante Kjærlighed, der gjør ham saa elsket af alle, der komme i Berøring med ham.“

Vi Børn blev selvfølgelig meget optaget af alt, hvad Far arbejdede med — vi blev ogsaa interesserede Venstremænd. Det var vel nok en stor Oplevelse, da jeg engang paa en Rejse sammen med min Far havde et Møde med Chr. Berg.

Det var paa Fredericia Banegaard. Vi ventede paa et Tog, og jeg gik med Far ved Haanden paa Perronen og spurgte og spurgte om alle de mærkelige Ting, jeg saa paa den store Banegaard. Pludselig gav det et helt Ryk i Far, og han sagde:

„Kan Du se, hvem der kommer der? Det er Christen Berg!“ 

Berg standsede og talte med Far om en hel Del Ting, som jeg ikke forstod. Jeg var ogsaa tilstrækkelig optaget af at se paa den berømte Mand, som Far talte saa meget om. — Da Chr. Berg havde sagt Farvel til Far, tog jeg min Kasket dybt af, og Berg klappede mig paa Hovedet og sagde:

„Følg Du blot i din Fars Fodspor, min Dreng, saa skal det nok gaa dig godt!“ 

Det var sandelig noget at fortælle Brødrene og Kammeraterne, da jeg kom hjem. Og jeg læste med stor Interesse alt, hvad „Ribe Amtstidende“ fortalte om Chr. Berg.