 |
Lauritz Christian Larsen
1867-1956
|
Der er næppe et navn i den danske metodistkirkes historie, om hvilket der over så langt et åremål har stået så stor respekt og ærbødighed som om pastor L. C. Larsens.
Han har fyldt et meget stort kapitel i dansk metodismes historie. Han har taget udviklingen med i ca. tre fjerdedele af denne kirkes arbejdstid i vort land.
L. C. Larsen blev født i Longelse på Langeland den 13. december 1867. Han var ikke ret gammel, da hans hjem fik forbindelse med metodistkirken, og drengen med det følsomme og higende sind modtog indtryk af levende kristendom, så det satte sit præg på ham for livet.
Han førtes ind i en atmosfære af primitiv metodisme, der også for bestandig gjorde, at den højt intellektuelt udrustede mand bevarede i sit sind noget af delte primitive indslag fra sin barndoms og ungdoms kirke, og uden tvivl har dette i betydelig grad været medbestemmende for den store kærlighed til og trofasthed mod kirken, som pastor Larsen lagde for dagen gennem et langt liv.
Meget tidligt fik kirkens ledelse øje for den unge mands rige evner, og den metodistprædikant, der hjalp ham til klarhed over hans kald, anede lidet om, hvad denne unge mand skulle komme til at betyde for kirken.
Den unge Lauritz Christian fik efter hine dages forhold en meget god skoleuddannelse. Han var kun 19 år gammel, da han fik sin lokalprædikantfuldmagt, og samme år blev han ansat som hjælpeprædikant ved kirken i København.
Året efter — altså kun 20 år gammel — blev han menighedsforstander i Fåborg. I 1890 blev han ordineret af biskop Warren i Odense og blev samme år optaget i konferencen.
Han stod således i den danske missions- og årskonference i 66 år, sikkert ret enestående, i hvert tilfælde for Danmarks vedkommende. Og dog har pastor Larsen ikke betjent så mange menigheder, som dette tidsrum kunne give anledning til at tro.
Dels har han stået i et par menigheder i en længere årrække, og dels har kirken betroet ham tjenester, der lå udenfor en menighedsforstanders felt.
Han har betjent menighederne i Varde, Århus, Frederikshavn, Ålborg og Vejle, og var ved sin afgang fra tjenesten præst i Århus. I et årstid tog han — i en for den danske konference meget streng tid — den vanskelige post som præst ved Jerusalemskirken.
Broder Larsen var en af de første tre distriktsforstandere, eller som det dengang hed: »Præsiderende Ældste«, da dette system indførtes i Danmark i 1896, og kirken betroede ham igen efter nogle års forløb den samme tilsynsgerning.
I 1898 valgtes han til redaktør af »Kristelig Talsmand«, og gennem årene har han fyldt mange spalter i vore kirkeblade. Han har oversat flere bøger og skrevet en del i pjece- og bogform.
Selv om han ikke var særlig produktiv som skribent, har han alligevel skrevet nok til, at mange endnu husker hans pen, og det, han skrev, blev læst.
I 1909 overtog pastor Larsen ledelsen af den theologiske skole i København og flyttede med den i 1912 til Århus. Han var den fødte skolemand, og her var et af de områder, hvor han med sine store evner virkede til rigest gavn og velsignelse for kirken.
I 1919 blev han forstander for vor nyoprettede højskole, og det var ham en hjertesorg, da denne måtte nedlægges.
Et særligt kapitel i hans livshistorie var viet børnene og de unge. Med sin rige forståelse af deres sjæleliv, havde han de bedste forudsætninger for at kunne yde noget værdifuldt på dette vigtige område indenfor kirken.
Han stod som de unges leder i mange år, og søndagsskolen og ungdomssagen skylder ham en stor tak. Og som det har været nævnt ved denne konference, skal det også siges i disse mindeord, at han var en af den lille kreds, der var med til at rejse vort første lille beskedne børnehjem, »Marielund«, ved Vejle.
Pastor Larsen indgik i 1892 ægteskab med den kvinde, der gennem et langt liv har stået ved hans side, til døden skilte dem, fru Olga Larsen, født Schollert, og hun har betydet meget for ham i hans arbejde og hele færd.
Vi, der har kendt pastor Larsen gennem mange år, har billedet for os af en stor og fin personlighed. Han var sin kirke en sjælden god søn, og som regel forstod kirken altid at gøre brug af hans store og rige evner. Hans fromhedsliv gav sig ikke udslag i de store svingninger. Men den, der kom ham på nærmere hold, anede noget af dybden i det.
Broder Larsen var præsten og forkynderen af Guds nåde. Hans dybe og rige tanker, klædt i et smukt sprog, fik altid mennesker til at lytte.
Han var den sidste af den flok af metodistprædikanter, der hørte til den generation, der havde pionerånden, og han var den sidste, der kunne forbinde os med en tid, vi kalder stor, og som står i stråleglans for os, fordi der skete store ting i den.
Vi har savnet pastor Larsens skikkelse ved denne konference, hans stilfærdige og noble færd iblandt os, og det smerter os, at vi ikke mere skal se hans ansigt her.
Den 9. april delte år lukkede den gamle præst sine øjne. Hans røst blev tavs for stedse, den stemme, som Gud havde brugt forunderligt rigt i sin tjeneste.
Men »lovet være Gud, vor herres Jesu Kristi fader, som i sin store barmhjertighed har genfødt os til et levende håb ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde til en uforkrænkelig og ubesmittelig og uvisnelig arv, gemt i himlene til jer . . . .«
Gud signe pastor L. C. Larsens minde iblandt os og Gud lyse fred over hans støv!
Niels Mann.
Mindeord bragt i Årbog for Metodistkirken i Danmark 1956
