Marie Jensens Afsked med Kapanga (1947)

Af Missionær Bræstrup

Her er et Billede af os tre danske Missionærer, taget lige før vi skiltes. Det er taget lige udenfor mit Hus i Kapanga. Vi ser jo ikke saa helt unge ud mere. Nu er Frk. Lerbæk jo i Danmark paa Orlov. Hun er den yngste af os, og dog har hun været her siden 1930, Frk. Jensen kom i 1915.

Jeg vil gerne fortælle lidt om Frk. Jensen. Vi har jo været paa samme Station i mange Aar. Nu, da hun er paa Vej hjem, efter at hun har levet et langt Liv herude, er det jo ganske naturligt, at vi savner hende meget.

Ja, der er vist ikke blandt os herude nogen, hvide eller sorte, der ikke savner hende. I flere Dage efter hendes Afrejse græd Børnene paa hendes Børnehjem og vilde ikke spise. Det gjorde mig ondt at se de smaa Stakler, nu da de ikke har nogen, der rigtig kan tage sig af dem.

Fru Brinton (den unge Brintons Hustru), som kom herud for et Aar siden, forsøger, saa godt hun kan, at tage Frk. Jensens Plads i Børnehjemmet og paa Pigeskolen. Men dels kan hun ikke endnu tale Sproget, dels har hun sin eijen Familie med to smaa at tage Vare paa.

Vi venter Frk. Karen Thomsen, saa snart hun er færdig i Bryssel med sit Kursus i Tropesygdomme, men hun skal jo afløse Frk. Ruth Piper som Sygeplejerske, da denne, ligesom jeg, rejser paa Orlov næste Aar.

Frk. Jensen tilbragte mindst fire Timer paa Kliniken hver Dag for ikke at tale om, naar hun som Jordemoder maatte være paa Hospitalet. Det er efter-haanden blevet Skik, at Kvinderne kommer til Hospitalet, naar de skal føde, og hvor mange Børn, Frk. Jensen har hjulpet ind i Verden, har vist kun Himlen ført Regnskab med, det er sikkert mange Tusinder.

Kvinderne savner hende ved deres ugentlige Bedemøder. Det System, hun har gennemført, at sende kristne Kvinder ud til de nærliggende Landsbyer for at forkynde det glade Budskab, har sikkert baaret sine rige Frugter. De kristne Kvinder her paa vor Station er en Inspiration for hele vort Arbejde. De er her som i Hjemlandet langt forud for Mændene i Menighedsarbejdet. De savner deres Ndona (Frøken) til at give dem Raad og Daad. Lad mig ikke glemme de smaa Lam i Søndagsskolen.

Da Frk. Jensen for et Aar siden regnede med, at Selskabet vilde sende hende hjem, da hun var nær ved Aldersgrænsen, da Missionærerne pensioneres, og hun fik Lov til at blive her et Aar endnu, optog hun Arbejdet blandt de mindste i Søndagsskolen i den nærliggende Konges Landsby, Musum-bu. Frk. Jensen gjorde det saa interessant, at ogsaa de større Børn ønskede at høre med til de smaa Lam.

Frk. Jensen er et meget følsomt Menneske, og vi var bange for, at det vilde blive for meget for hende at sige Farvel til alle sine Børn og Børnebørn, saa vi arrangerede et lille Farvelmøde, lige før hun skulde gaa i Bilen, der førte hende til Banen, 200 miles borte. Store Skarer af yngre og ældre havde stillet sig op paa Vejen.

Efter en Geværsalve, der er Tegnet, naar en Høvding rejser bort, traadte Kirkens ledende Præst, Andrew Nawej, frem og talte smukt om, hvad Frk. Jensen havde været for dem. Det var saa rørende, at vi havde svært ved at holde Taarerne tilbage.

Saa kom Kvindernes Deputation med et Sengetæppe, der var syet sammen af mange smaa Broderier fra de forskellige kristne Familier. Det var noget saa originalt og betegnende for de indfødte herude, noget, jeg er sikker paa, at Frk. Jensen vil bevare som et dyrebart Minde.

Derpaa kom de kristne Mænd, som, om jeg saa maa sige, kronede Frk. Jensen med en Krone som den, de store Høvdinger bærer. Den er lavet af kulørte Perler.

Derefter talte Frk. Jensen stærkt og klart om Nødvendigheden for dem alle af at bevare, hvad de havde modtaget, og om at fortsætte med at leve et helligt Liv. Hun talte med den Varme og Inderlighed, der er saa betegnende for hende. Jeg var bange for, at hun skulde bryde sammen, thi det havde været svære og travle Dage for hende, men hun klarede sig tappert — og saa var Bilen der.

Br. Brinton og Familie skulde bringe hende til Jernbanen. Frk. Buth Piper var allerede kørt bort i sin Bil og havde taget hendes Ejendele . med sig, saa langt hun ikke havde foræret dem bort til de indfødte. — Og saa var hun her ikke mere. Vi stod der tilbage med et synkende Hjerte, thi vi vidste jo, at vi ikke skulde se hende mere. De indfødte listede ind i deres smaa Hytter for at græde ud i Stilhed, fordi hun, som de alle elskede og havde kær, var taget fra dem.

Frk. Jensen er et alsidigt Menneske, praktisk og af den gamle Skole. Hun kan spinde og væve, sy og strikke og brodere. Hun lærte de indfødte Kvinder alt dette i Industriskolen. Af sin Fader havde hun lært saa mange praktiske Ting, saa hun kunde bygge sit eget Hus. Naar der var noget, vi ikke vidste, hed det altid: »Spørg Ndona Jensen.«

Hun var lige saa meget Doktor som Sygeplejerske. Vi var alle mere afhængige af hende, end hun af os. Hun maatte ofte være alene paa Missionsstationen, men det syntes hun ikke var saa svært.

»Jeg har lært at være tilfreds under alle Forhold,« sagde hun engang til mig, og det er sandt. Naar der var noget, hun ikke syntes om, var hun ikke bange for at sige det rent ud, men det velsignede var, at hun bagefter kunde være lige saa venlig og imødekommende, enten vi var enige eller ikke. Hun bar aldrig Nag mod nogen.

Jeg haaber, at naar Frk. Jensen om et halvt Aar kommer hjem fra Amerika, at hun da maa faa noget at bestille, thi hun er ikke færdig til at lægge op og hvile sig paa sine Laurbær, og der er jo ogsaa Hedninger nok hjemme.

Ja, mit Brev blev langt, længere, end det maa være for at komme i »Avisen«, saa, Broder Særmark, skær blot fra, hvad du synes.

De bedste Hilsener
din hengivne
Johs. Bræstrup

NB. Vi takker for Brevet. Det er ikke for langt. Vi takker Gud for at høre om en Tjeneste, der er udført i Jesu Navn, og glæder os til Gensynet med Frk. Jensen og byder hende velkommen hjem efter fuldført tro Tjeneste.
S.m.k.

Bragt i Kristelig Talsmand, 28. november 1947

Bibelmaraton i Vejle (1992)

Det er lørdag formiddag, og det øsregner. Alligevel vover du dig ud for at tømme postkassen.

Her finder du en nydelig bog i paperbackudgave. Ved nærmere eftersyn finder du ud af, at det er Det nye Testamente. Brevet, der er vedlagt fortæller, at det er den nyautoriserede udgave, og at det er en foræring!

Du er overrasket! Sådan var det at bo i Vejle for et par uger siden. Nyoversættelsen af Bibelen var ikke bare noget, man kunne læse om i avisen; den lå i postkassen - lige til at undersøge.

Mange var allerede forberedt, man havde kunnet læse om det i avisen. Foreningen “Bibelen til alle” havde stillet et beløb til rådighed, så Nye Testamenter kunne bliv trykt og delt gratis ud til alle husstande i byen.

Som uddeler kan jeg bare sige: Jeg følte mig SÅ rig! Det varede heller ikke længe, før reaktionerne kom. De uheldige, som af en eller anden grund ikke havde fået, ringede og ville have en. En anden kunne tirsdag fortælle, at han var nået til Galaterbrevet!

Et rigtigt herligt budskab kom, da en fortalte, at hendes klassekammerat ikke havde fået et testamente. Klassekammeraten mente nok, at der var andre i klassen, som bestemt ikke ville være interesseret i den, de havde fået. Men om de ville af med den...! Der var heldigvis andre at give af.

Men dette var kun indledningen til en stor begivenhed, der skulle indtræffe ugen efter. Man havde sat sig for at læse Bibelen fra ende til anden for at markere, at den nu påny var blevet oversat.

Med det føromtalte Testamente og en avis var Vejles borgere blevet informeret ugen i forvejen. Bag arrangementet, som også indbefattede en døgncafe og videoforevisning for børn, stod 14 folke- og frikirker.

Jeg spurgte Keld Munk (også kendt som Metodistpræst i Vejle), der var det ledende samlingspunkt, hvordan ideen opstod.

“En folkekirkepræst foreslog det på et lokalt evangelisk alliancerådsmøde. Allerede i 1990 besluttede rådet at gennemføre en bibelmaraton, men kredsen af deltagende kirker udvidedes undervejs. Dette er den første bibelmaraton i Danmark.”

Torsdag morgen 12. november begyndte man på læsningen. Det skete på rådhuset, og byens borgmester, Karl Johan Mortensen, var den første oplæser. Herefter læste amtsborgmester, alle præsterne, nogle byrådsmedlemmer og redaktøren fra den lokale avis.

Oplæsningen varede i døgndrift til søndag aften, hvor de to sidste kapitler i Johannes Åbenbaringen læstes i kor ved den afsluttende gudstjeneste.

I alt var 350 vejlensere med til at læse deres del af den nye oversættelse, og kunne man ikke lytte med på byens aktivitetshus, så kunne man åbne for en lokal station, som transmitterede hele begivenheden.

Hvad var det vildeste ved at holde bibelmaraton?

Keld: “Jeg syntes, det var vanskeligt at læse nogle dele af Det Gamle Testamente op, især slægtsregistre og forskrifter. Jeg var også spændt på, hvordan borgmester og andre kendte folk ville reagere på opfordringen til atvære med. Jeg havde i det hele tage slet ikke forventet så meget opmærksomhed, f.eks. når der var pauser i radiotransmissionen, så ringede folk for at spørge, hvad der var i vejen!”

Hvad var jeres hensigt?

Keld: “Vi ville gøre Bibelen kendt og få den enkelte vejlenser til at læse i den.”

Søndag aften sluttede man begivenheden af med en festgudstjeneste i Vor Frelsers kirke. Der var ca. 700 mennesker til denne begivenhed, hvor man sammen læste slutningen på Bibelen....

“Han, der vidner om dette siger: ‘Ja, jeg kommer snart’. Amen, kom, Herre Jesus! Herren Jesu nåde være med jer alle!”

Biskop Henrik Christiansen holdt aftenens prædiken, hvor han bl.a. sagde, at demonstrationer var andet end noget med brosten. Bibelmaraton i Vejle blev en demonstration af, at Bibelen har et budskab til verden, der stadig kan bruges.

Et af vores medlemmer fortalte, at en medbo, der desværre lige havde fået konstateret kræft, var blevet meget opmuntret over at finde Det nye Testamente i posten, efter at være kommet hjem fra sygehuset.

Hvad glædede du dig mest over?

Keld: “Afslutningsgudstjensten - den var fantastisk!”

Det var en lykkelig Keld Munk, som til kaffen efter gudstjenesten takkede alle implicerede. De to bibler, der var blevet brugt til oplæsningen, og som var signeret med alle deltageres navne, blev givet til rådhus og byhistorisk arkiv.

Den nye udgivelse af Bibelen blev mere end en kort omtalt begivenhed - det var den anledning, hvor mange mennesker fik deres første Nye Testamente, og hvor Bibelen var almindeligt samtaleemne og noget, man reklamerede for på busser.

Vejlenserne fik set, at Bibelen ikke kun er en bog af kulturhistorisk interesse, som oversættes af sprogkyndige - det er en bog, som mange mennesker læser i og som har betydning i deres liv.

Tine Jørgensen

Bragt i Metodistkirken, december 1992

Allehelgen (1970)

Vi er ved Allehelgen. I Norden falder den i mørketid med nøgne marker og ribbede træer og i storm og slud. Det er de dødes dag med naturens store prædiken om alle tings forgængelighed.

Vi tænker vel alle ofte på vore kære, der gik bort. Nu og da kan de være os så nær, så vi ser deres ansigt og kan høre deres stemmer, det kendte tonefald, og mærke den hånd, der kunne trykke så varmt. Men vi er ikke i illusionen ret længe. De er her ikke, de er for bestandigt borte for os på denne jord. Kun mindet lever. Og længslen.

Men Allehelgensdag taler om døden og vore døde på en helt anden måde end minder og længsler. Den taler med største ret om, at vi er Guds børn, og om håbet, Guds børns kostelige klenodie, det, som er lagt ind i vort hjerte sammen med troen og kærligheden. Det gudfødte i os. Den henter sin fortrøstning fra Guds eget ord.

Hør, hvad der lyder ved vore åbne grave:

»Lovet være Gud, vor Herres Jesu Kristi Fader, som i sin store barmhjertighed har genfødt os til et levende håb ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde«. 

Den synger om den store hvide flok, der for Johannes synes som tusinde bjerge, der er dækket med sne. Og lægger vi øret til det samme kapitel i Åbenbaringen, hvorfra Brorson også fik sit store syn og nedfældede det i bunden stil, hører vi om den store skare, som ingen kunne tælle, de mange, der bar de hvide klæder, og på spørgsmålet om, hvem de er, får vi at vide, at det er dem, som kommer fra den store trængsel og nu er foran Guds trone og tjener ham, de skal ikke mere lide eller savne, og Gud vil aftørre hver tåre af deres øjne.

Det er et af disse udødelige ord, der har fået vore fædre til at forme Allehelgensdag. Men Ny Testamente har så mange ord, der fortæller os, hvad der venter dem, der tror på Kristus.

Må vi bede for vore døde? Vi skal i hvert tilfælde ikke gøre det for at få dem ud af skærsilden. Vi tror ikke på den. Men der er protestantiske kristne, der beder for deres hengangne kære. Vi skal ikke tage stilling til dette spørgsmål her. Men vi forstår måske den fromme mand, der i sin an-
dagt nævnte navnene på sine nærmeste, der var gået bort. Han delte med Gud sit savn og længsel.

Vi metodister lærer sammen med andre trossamfund, at der eksisterer en synlig og usynlig kirke, og det er samme kirke. Vore døde er nok borte, men de danner den del af kirken, der er skjult for os. Charles Wesley har givet så stærkt udtryk for denne sandhed i sin kendte salme — i Grundtvigs gendigtning:

Helgen her og helgen hisset 
er i samme menighed, 
derom haver os forvisset 
han, som alle dybder ved.
Sammen bo vi i Guds-haven 
skilt kun ved et lille bælt. . .

Der er noget meget smukt i det gamle billede af nadverbordet, hvis øverste ende er i Himlen, og den er tæt besat, og den nederste ende hernede, hvor vi, der endnu er i den stridende kirke, bænker os.

Jeg færdedes i Jerusalemskirkens menighed i mange år, og jeg kendte så mange, mange af denne menighed, der nu er bag ved skyen. De var med i højtidsskaren til Guds hus. Jeg kan endnu se så mange af dem på deres bestemte pladser i kirken. Men jeg holder af at tænke på den usynlige kirke og dens medlemsliste, som Gud fører. Nu tælles de med i den. De er blot overførte. De står i samme menighed som du og jeg.

Det gælder også de elskede, som du mistede. Hvilken dejlig tanke!

Allehelgensdag skal også minde os om, at vi endnu lever i den stridende kirke modsat dem, der er gået forud og nu er i den triumferende.

Paulus taler om troens strid. Han taler om den fulde rustning. Han tillod aldrig sig selv at lægge den. Han kendte noget til den modstander, troen måtte stå på vagt overfor.

Vi er også, om vi vil høre Gud til, i troens strid. Fristelserne og anfægtelserne er så tit over os, tidsåndens isnende vinde blæser om os. Kampen for vor tro skal være standende: Giv os at kæmpe med det samme mod som fordum her din helgenskare god, til den med sejrskrans for tronen stod.
Og med Gud skal vi sejre. Han giver kraften og velsignelsen til hver, der stoler på ham.

Men det at leve i troen på Kristus og i håbet om et evigt liv, er ikke ensbetydende med at leve med en uvirkelig og en hel eller halv sygelig himmellængsel. Klostertanken er en misforståelse. Vi skal leve midt i vor hverdag med vor tro, og Gud har kaldet os til at være vidner.

»I er jordens salt ... I er verdens lys!« 

Og det er et lige så stærkt udtryk for Allehelgensdagens evangelium som noget andet. Vi er lige så fuldt kaldet til at være, hvor mennesker lider, trodser og bander Gud, som vi er kaldet til at være med i Guds hus.

Så mange af dem, der gik forud, skal mane os til at følge Kristus efter, »for at vi må kende ham og kraften i hans opstandelse og fællesskabet med ham i hans lidelser . . .«

Lad denne Allehelgen mane os til alvor og til at besinde os på vort kald: at tjene Kristus med vort liv.

N. M.

Bragt i Kristelig Talsmand, 30. oktober 1970