Da Malersvenden fra Hornsyld blev Formaner

C.J.M. Thaarup

Metodismen i Bjerre Herred - del 5 

Af C. Nielsen

Chr. Thaarups skildring fra „Kr. Talsmand“, Nr. 43, 1898:

„Jeg havde i Foraaret 1873 været i Vejle til Kvartalskonference. Dette var altid en forunderlig rig Højtid for mig og de kære Brødre og Søstre, der fra Østeregnen drog til Vejle for at bivaane Kærlighedsfesten og Søndagsgudstjenesten. Endnu efter saa mange Aars Forløb kan mit Hjerte genopleve de dejlige Stunder, da Sandheden erfaredes af følgende Strofer:

Hvor er det godt at vidne og bekende,
saa Hjertesløret drages stille bort! —
O, da begynder Hjerterne at brænde
og ægtefarvet Broderpagt er gjort.

Hvor lykkelige og glade drog vi ikke bort, styrkede og oplivede, ja, i Stemning som hin Mand, Filippus havde undervist, og om hvem det hedder:

„Thi han drog sin Vej med Glæde“.

Der var dog for mit Vedkommende sket noget ved denne Kvartalsrejse, som fik blivende Betydning for mig.

Afdøde Pastor Karl Schou havde afløst den kære Pastor C. Willerup, hvis Prædiken over Teksten: „Der er Korn til Købs i Ægypten“, jeg aldrig glemmer. Pastor Schou forlangte mig til at gaa en Tur med sig, og paa denne spurgte han mig ud angaaende mit Forhold til Herren og den Gerning, jeg som Klasseleder udøvede i Hornsyld Menighed, og jeg, der intet anede, syntes, at han var alt for nærgaaende og personlig, saa jeg følte en ligefrem Lettelse, da vi igen var naaet til min aandelige Fader, Pastor J. J. Christensens Hjem.

Jeg vilde, som det sømmede sig for mig, gaa ind i Stuen, mens Pastor Schou gik til Kontoret. Dog, da han saa, at jeg vilde den anden Vej, sagde han:

„Kom kun med herind, Broder Thaarup“

Pastor Christensen sad ved sit Skrivebord, og Pastor Schou siger ved vor Indtræden:

„Ja, Broder Christensen, jeg har saa talt med Broder Thaarup, og det er nok bedst, vi giver ham Formanerattest; vil du udstede den til ham.“

Den Dag, den 18. Maj 1873, blev der saa givet mig Formanerattest, og med den i min Lomme drog jeg til Hornsyld. Det var denne Attest, jeg slet ikke kunde blive klog paa, og den brændte mig saa underlig paa Sind.

Skønt min kære Broder, Anton Beuchert, sagde forklarende: „Ja, du skal jo saa holde Møder for os,“ saa kunde jeg alligevel slet ikke blive klog paa, hvad det var, de to gode Præstemænd havde taget sig for. Dog, Klogskaben kom og førte til min første Prædiken.

Ordningen i Østeregnen var saaledes, at Præsten kom der to Søndage i Træk, og saa den tredie skulde vi selv holde Opbyggelsesmøde. Da Pastor Christensen saa ved Slutningen af Gudstjenesten Søndag Formiddag i Hornsyld Kapel meddelte følgende:

„Paa Søndag Eftermiddag Kl. 4 bliver der Møde hos Søren Hansen i Hyrup“, saa tog jeg Mod til mig og sagde: „De husker vistnok fejl, Pastor Christensen, det er først paa Søndag otte Dage, De kommer her igen.“

„Nej, jeg husker ikke fejl,“ var Svaret, jeg fik, og saa kom den Meddelelse om Mødet den følgende Søndag: „Broder Thaarup leder Mødet.“

Nu kom Formanerattesten igen, og nu begyndte den at virke paa mig. Lede Møde?!! Hvor mange fremmede vilde komme tilstede; hvorledes skulde dette gaa til?

Jeg var jo nok vant til at lede Møder for vore Medlemmer, og dem kendte jeg jo alle sammen og var fortrolig med; men nu at skulle lede Møde — offentligt Møde; nej, det kunde jeg slet ikke faa til at passe eller komme af Sted med. Hvad jeg som Formaner skulde eller havde Ret til, det vidste jeg ikke, og Formanerattesten sagde ikke andet, end at jeg bemyndiges til at holde Møder for Bøn og Formaning.

Hvorledes jeg skulde lede Mødet den følgende Søndag, ja, derpaa spekulerede jeg, og om Vejledning dertil, derom bad jeg hver Dag i Ugen og naaede da saa vidt, at jeg, menende at skulle have en Tekst, thi det brugtes jo ved alle offentlige Møder, valgte at tale over Jesu Kald til Mathæus: „Levi, følg mig!“ (Luk. 5,27—28).

Nu havde jeg da Teksten; men saa kom det ikke mindre vanskelige, at faa noget at sige om den. Under Arbejdet, i Fritiden, ja om Natten med, blev der under Bøn og Læsning arbejdet paa Disposition til en Prædiken. Efter mange Forsøg kom der noget frem, der saa saaledes ud.“ —

 Pastor Thaarup giver saa et ret fyldigt Udkast til sin første Prædiken og fortsætter derpaa:

„Saa oprandt Søndagen, og Vennerne fra Hornsyld og jeg naaede til Søren Hansens Gaard paa Hyrup Mark. Jeg blev anvist Plads i den lille Stue, hvor Præsterne altid plejede at opholde sig. Jeg var meget urolig, rystede og bævede, og min Uro forøgedes, hver Gang der kom nogen og gik ind i den store Stue, hvor Møderne skulde afholdes.

Jeg bad til Herren om Hjælp, og jeg ved, at mine kære Trossøskende bad for mig; men først, da jeg traadte ind i den pakfyldte Storstue, forsvandt som ved et Under min Ængstelse og min Bæven. Herren hjalp mig til at holde min første Prædiken til Velsignelse for mange. Skønt der er henrundet over 25 Aar siden hin 9. Juni, da jeg holdt min første Prædiken, saa føler jeg endnu hver Gang noget af den Bæven, der betog mig hin Søndag, men — Gud ske Lov — ogsaa den Herrens Hjælp, der da blev mig skænket.“

Saalangt Pastor Thaarup. Paa den Maade kom den unge Malersvend fra Hornsyld ind i Metodistkirkens Arbejde, og han blev en tro og nyttig Arbejder, der ved sine mangesidige Evner og Interesser øvede en betydelig Indflydelse i vide Kredse, baade som Prædikant, Menighedsforstander, Redaktør, Distriktsforstander, Leder af Bogforretningen o. s. v.

Han virkede tro i sin Herres Gerning indtil hin Novembermorgen 1918, da den store Overhyrde sagde:

„Kom kun med herind, Broder Thaarup!“ 

Og han gik ind bag det store Forhæng, hvor alle Guds Børn skal mødes en Gang.

Historisk Aarsskrift for Metodistkirken i Danmark 1932

En herlig Frugt af Virksomheden

Metodismen i Bjerre Herred - del 4

Af C. Nielsen

I Hornsyld var der et ungt Menneske, en Malersvend ved Navn Christian Thaarup. Han var en gemytlig Kammerat, altid oplagt til Spøg og Kommers. Han var kommet til Byen fra Horsens, men vandt sig snart mange Venner blandt Byens og Egnens Ungdom, ja, blandt de ældre med.

Der var næppe et Gilde, hvor ikke Thaarup var bedt med, for hvor han var, var der Liv og Humør. Og naar der var Bal paa en eller anden Kro eller paa Forlystelsesstedet „Smedskærlund“, var det en Selvfølge, at Thaarup var med.

Iblandt Metodisterne i Hornsyld var der en ung Apotekermedhjælper paa Byens Apotek ved Navn Vigfus Ørum. Han var en noget mørk, ængstelig, stærk pietistisk Natur. Han havde fattet Godhed for den unge gemytlige Malersvend og var bekymret for ham. En Aften, da Thaarup som sædvanlig skulde til Bal, siger Ørum til ham:

„Pas nu paa, Thaarup, Djævelen sidder i hver Krog af Dansesalen!“

Det Ord kunde Thaarup ikke glemme, og atter og atter lød det i hans Indre under Ballet.

Fra den Nat ophørte Chr. Thaarup med at gaa til Bal.

Sagen var, at han saa smaat var begyndt at gaa til Metodisternes Møder hos Niels Simonsen. Til at begynde med var det nærmest for at lave Kommers, men det varede ikke længe, inden han blev grebet af Ordet, og særlig var han interesseret i at høre den unge Pastor Christensen.

En af Niels Simonsens Sønner, der var i Lære hos Thaarups Mester, fik ham med til Møde hos Søren Hansen i Hyrup, og her fik han en ny og alvorlig Paamindelse samtidig med, at han i sit stille Sind lovede Lærlingen at „snakke gammeldansk med ham“ ved Lejlighed, da han mente, at han nødvendigvis maatte have sladret til Præsten om ham — saa levende skildrede Præsten netop hans aandelige Stilling.

Søndagen efter kom han til Møde hos Niels Simonsen. Her talte Christensen, og den Aften blev den afgørende for ham. Dybt rystet gik han hjem paa sit lille Kammer og udkæmpede der i Ensomheden den Kamp, der endte med, at Guds Fred fyldte hans Sjæl.

Det var en stor Skuffelse for Thaarups mange Venner, da de mærkede Forandringen hos ham, og de fleste mente vel, at det skulde snart fortage sig. „Vent nu,“ sagde en, „til der igen bliver Bal paa Smedskærlund, saa skal I se, saa kan han ikke blive borte.“ Men det slog ikke til. Thaarup havde for bestandig taget Afsked med den Slags Glæder. Han havde faaet en større Lykke i Eje, end den Verden kan give!

Det var en virkelig Sejr for Venneflokken, og det var ganske naturligt, at den unge, evnerige Mand inden længe blev Medarbejder i Missionsarbejdet i Kredsen. Han blev Søndagsskolelærer og Klasseleder. I denne sidstnævnte Egenskab blev han stedlig Fører for Venneflokken.

Han skulde sammen med andre Brødre lede de smaa Møder, som de kaldtes, Bønne- og Klassemøderne, og det gjorde han paa en saadan Maade, at inden længe blev den nye Superintendent for Virksomheden i Danmark, Pastor Karl Schous Opmærksomhed henledt paa ham. Her var dog vist et Prædikantemne!

Om hvordan det gik til, at han fik begyndt paa denne Gerning, har han selv (efter Opfordring fra Redaktør, Pastor L. C. Larsen) skildret i „Kr. Talsmand“, Nr. 43, 1898.

Denne interessante Beretning gengives i næste Kapitel.

Historisk Aarsskrift for Metodistkirken i Danmark 1932 

"Østeregnen"

Metodismen i Bjerre Herred - del 3

Af C. Nielsen

Som tidligere bemærket varede det ikke længe, inden den nystiftede Menighed i Vejle paabegyndte Missionsarbejde i Sognene rundt om Byen.

Hvor og hvornaar de første Møder i „Østeregnen“ er blevet afholdt vides ikke; de ældste Menighedsprotokoller indeholder intet derom, men det har sikkert været kort Tid efter Menighedens Stiftelse; thi allerede i Foraaret 1862 indlemmedes det første Medlem i Samfundet her fra Egnen.

Det var en Kolportør Niels Jørgen Christiansen af Barrit. Han døde i 1872 som Medlem af Samfundet, men er forøvrigt ubekendt. Et Par Aar efter (i Oktober 1864) kom der en ny og værdifuld Forøgelse, idet Gaardejer Niels Simonsen og Hustru samt Træskomand Anton Beuchert og Hustru, alle af Hornsyld By blev optaget i Vejle Menighed.

Niels Simonsens blev vundet for Gud ved Pastor Smiths Virksomhed, og inden længe indbød han denne til at holde Møder i sin store Gaard i Hornsyld. Her i dette gode Hjem havde Virksomheden sit Midtpunkt i flere Aar. Folk kom langvejs fra, kørende og gaaende, og altid var der aabent Hus hos Niels Simonsens, og som Regel var de store Stuer fyldt af opmærksomme Tilhørere.

Niels Simonsens havde den Glæde efterhaanden at faa deres voksne Børn med paa Herrens Vej og i Samfundet. Desværre rejste denne gode Familie, som saa mange andre af de første Metodister her paa Egnen, til Amerika. Det var i 1872. Men før han rejste, sørgede han for at skaffe Virksomheden eget Hus. Men herom senere.

Et Par andre Steder, hvor Virksomheden bar rig Frugt, var i Hyrup, Stovby Sogn, og Løgballe, Vrigsted Sogn. Førstnævnte Sted boede en Gaardejer Søren Hansen, Hyrup Mark. Han aabnede sit Hjem for Metodisternes Møder, og i flere Aar blev der i hans Storstue holdt Forsamlinger, hvortil Omegnens Folk kom ret talrigt.

Søren Hansen og Hustru, der stod som Venner af Sagen i flere Aar, traadte i 1874 ind i Samfundet, men allerede i 1878 traadte de ud og gik, saa vidt vides, til Baptisterne. Senere rejste de til Amerika.

I Løgballe boede en ældre Mand, Niels Brock, der blev indlemmet i Samfundet i 1869. I hans Hjem blev der holdt mange Møder. Antagelig midt i Halvfjerdserne købte Menigheden Huset og lod det indrette til Forsamlingshus og Skole. Dette Hus var et kært Samlingssted for den voksende Venneskare i flere Aar. Og Møderne var som Regel stærkt besøgt.

Her var det, at den senere saa bekendte Jens Nielsen Donner, hans Hustru Maria og en Mængde andre af de gamle Venner, der i mange Aar stod som Piller i Hornsyld og Horsens Menigheder kom igennem til "Genfødelse og Fred".

Pastor P. M. S. Jensen fortæller, at han her, sidst i Halvfjerdserne havde nogle af de mest velsignede Møder, han havde haft noget Sted i sin lange og paa Velsignelse rige Virksomhed som Metodistprædikant.

I Niels Brocks Hus, som det kaldtes i daglig Tale, var der foruden Forsamlingssal ogsaa Dagskole og Bolig for Lærerinden. Allerede først i Halvfjerdserne havde man oprettet Dagskole for Egnens Børn; i flere Aar havde den tilhuse i Søren Hansens Gaard i Hyrup, hvor tillige Lærerinden boede. Men fra 1877 flyttedes Skolen til Niels Brocks Hus. Desværre er det kun faa Oplysninger, der kan fremskaffes om denne Skolevirksomhed, da alle Protokoller, Skolen vedrørende, er forsvundne.

Frk. Marie Jensen i Hyrup, der er Menighedsbarn derude fra, har meddelt mig, at hun gik i Skolen hos Søren Hansen fra 1873 til 77, og derefter i den nye Skole i Niels Brocks Hus i Løgballe fra 1877—80. Der var tre Lærerinder i den Tid: Frk. Rasmussen, Enkefru Drejer (en Lægeenke fra København) samt Frk. Petrea Kristensen fra Vejle.

Denne sidste var tillige Leder af Søndagsskolen. I 1880 blev Huset i Løgballe solgt og samtidig ophørte baade Dagskolen og Søndagsskolen der paa Egnen. Søndagsskolen flyttedes til Kapellet i Hornsyld, der jo forlængst (fra 1872) var blevet det egentlige Midtpunkt i Kredsen.

I hine Tider havde man ikke vanskeligt ved at faa Folk i Tale. Trangen efter at høre Guds Ord, en Trang, der som før bemærket, sikkert havde ulmet i Hjerterne siden „De gudelige Forsamlinger“s Tid, var let at vække tillive, og ved Metodisternes Forkyndelse slog den ud i lys Lue, og mange samledes til Møderne.

Dette var især Tilfældet, naar den unge J. J. Christensen kom paa Egnen. Han var først Lokalprædikant og Hjælper og senere Menighedsforstander i Vejle fra 1867—1873. De andre Prædikanter samlede ogsaa mange, men han havde bestandig fuldt Hus.

Det skete en Gang, at Smeden i Nr. Aldum, Elstrøm hed han, havde indbudt Christensen til at tale i sit Hjem. Samtidig havde han indbudt Sognets Præst til at overvære Mødet; man mente, der var lidt Drilleri med i Spillet fra Smedens Side.

Men Præsten tog venligt imod Indbydelsen og kom, og hans Sognebørn kom ogsaa; og saa mange blev de, at Folk tilsidst sad „bort i Sprækkerne“, som den norske Prædikant paa en noget drastisk Maade udtrykte sig.

Da Christensen kom, var tilsyneladende hver Plads optaget, og da mange stod udenfor, syntes det ham umuligt at komme ind. Men Smeden var ikke raadvild. „Følg De mig,“ sagde han, idet han med Albuerne begyndte at skubbe Folk til Side.

„Flyt jer, Præsten skal ind,“ raabte han. Og saa fulgte Christensen i hans Kølvand og naaede omsider det lille Bord, man plejede at stille frem for Prædikanten, hvorfra der var bedst Overblik over Forsamlingen. Ogsaa talte han paa sin sædvanlige gribende Maade, og Folket lyttede betaget til, og Mennesker blev vundet for Gud.

Ved et saadant Møde i Nabobyen, S. Aldum, blev den unge, 16-aarige Sypige Inger Petersen fra Stenderup alvorlig vakt. Faa Aar efter kom hun igennnem til Omvendelse i Niels Simonsens Gaard i Hornsyld.

Et Par Aar efter igen blev hun forlovet med Chr. Thaarup, den unge Malersvend fra Hornsyld, der blev en af Metodistkirkens mest fremragende Prædikanter, og delte med ham i et langt Ægteskab en Metodistprædikants ikke altid lige lyse og lette Kaar.

Fru Thaarup har fortalt om disse store Møder, baade i S. Aldum, Hornsyld, Hyrup, Løgballe og andre Steder, hvor Luften i de stærkt overfyldte Stuer var saa trang, at Lysene ofte gik ud af Mangel paa Næring, men hvor Guds Aands Nærværelse føltes saa kraftigt, at den ene efter den anden overgav sig til Gud.

Fru Ditlev Larsen, Vejle, der som Barn var en meget ivrig og interesseret Deltager, baade i Metodisternes Søndagsskole og i Møderne, fortæller om Forsamlingerne paa hendes Hjemegn. Det var hos Jens Ottesen, Assendrup Mark. Ikke alene var Stuer og Køkken og ethvert Rum i Huset fyldt, men udenfor stod Folk i Flokke og fulgte gennem de aabentstaaende Vinduer godt med i Sangen og Vidnesbyrdet.

Men skønt der saaledes overalt var en stor Tilstrømning til Møderne, var Tilslutningen til Samfundet kun ringe. I Løbet af 10 Aar, fra 1862—72, optoges der kun 27 Personer i Menigheden paa disse Egne. Folk stod endnu noget ængstelige overfor den nye Bevægelse, hvilket ikke var saa underligt, thi Modstanden var stor. Gang efter Gang omtaler Præsterne i deres Indberetninger til Kvartalskonferencerne, at Folkekirkens Præster og Indre Missions Udsendinge modarbejdede dem.

Det hedder saaledes i en Indberetning fra Menighedsforstanderen i April 1868:

„Mange staa paa vor Side og ere ogsaa i Begreb med at slutte sig til os, men Statskirken anvender alle sine Kræfter til at forhindre det, og har navnlig den indre Mission, som netop er i Besiddelse af gode Kræfter, udøvet stor Indflydelse til Forhindring ved at sende Mænd paa de Egne, hvor der er sket Opvækkelse ved vor Virksomhed. Dog haabe vi, at ogsaa dette vil fremkalde Afgørelse hos adskillige til at gøre sit Valg.“

I 1874 hedder det i en Indberetning:

„En Del af Folkekirkens Gejstlige vare samlede her i Vejle for en Tid siden for ifølge deres eget Avertissement at lægge hæmmende Raad op imod Metodisterne. Resultatet af deres Forhandlinger er naturligvis ukendt af uindviede, men — „er Gud for os, hvo kan da være imod os?“ — og: er dette Værk af Gud, da kan de Ypperstepræster og Skriftkloge ikke tilintetgøre det.

Den eneste Virkning, jeg har sporet af dette Møde, er en forøget Nidkærhed her hos vore Medlemmer til at arbejde for Guds Sags Fremme og hans Riges Udbredelse iblandt os. Og jeg skulde derfor ikke have det mindste imod, at de snart vilde afholde et lignende Møde, hvis det kunde have en lignende Virkning.“

Men trods alt gik Sagen fremad. I 1875 hedder det i en Indberetning:

„Vi have i Løbet af Quartalet holdt Forsamlinger paa over 20 forskellige Steder og næsten overalt for en meget talrig Tilhørerkreds, og dog har vi ikke været i Stand til at imødekomme Folkets Ønsker om at prædike Guds Ord paa flere andre Steder. Her er stor Trang til en Arbejder mere, da jeg ikke ser nogen Udvej til med de nuværende Kræfter nogenlunde at overkomme, hvad her er at gøre. Det synes klart, at Metodismens Indflydelse tiltager Dag for Dag her i Jylland, og at Folkets Øjne mere og mere aabnes for Sandheden af dens Lære.“

I en senere Indberetning samme Aar hedder det:

„Naar Efteraaret kommer, vil det være umuligt for Hr. Hansen (senere Pastor H. Hansen, der paa det tidspunkt var Lokalprædikant i Vejle Kreds) og mig alene at overkomme Arbejdet, og dersom det skal blive til noget rigtigt Udbytte af det, vil det være nødvendigt, at der bliver en Mand mere, saa det hele kan blive passet ordentligt. Der kommer stadig nye Kald til os, og vi vil nødig sige Nej til nogen, saalænge det paa nogen Maade er os muligt at sige Ja; og dog har vi ikke kunnet efterkomme Opfordringer, der er kommet til os.“

Forstanderens Ønske om at faa en ny Medhjælper til Kredsen blev efterkommet. I 1876 flyttede P. M. S. Jensen til Vejle for sammen med Chr. Thaarup at bistaa den nye Menighedsforstander, Karl Schou i Arbejdet i den store Kreds. I 1877 tog Jensen Ophold i „Østeregnen“, og i 1878 blev Menigheden her stiftet med Jensen som første Forstander.

Historisk Aarsskrift for Metodistkirken i Danmark 1932

Aandeligt og kirkeligt Liv i Egnen omkring Horsens

Metodismen i Bjerre Herred - del 2

Af C. Nielsen

Før jeg kommer nærmere ind paa at beskrive det aandelige Røre, der vaktes ved Metodisterne i Bjerre Herred i sidste Trediedel af forrige Aarhundrede, vil det være paa sin Plads i korte Træk at minde om den aandelige og kirkelige Tilstand, der fandtes paa denne Egn fra Begyndelsen af Aarhundredet og i Særdeleshed pege paa den Bevægelse, der er kendt under Navnet: „De gudelige Forsamlinger“. Meget tyder paa, at den Vækkelse, der blev fremkaldt ved Metodistprædikanternes Forkyndelse for en Del havde sin Rod i denne.

I Slutningen af det 18. Aarhundrede og langt hen i det 19. herskede som bekendt Rationalismen med dens golde Lære om Dyd og gode Gerninger. Overalt i Danmark, ogsaa paa Horsensegnen, hvilede den som en kold, klam Taage over Befolkningen. Præsterne var paa faa Undtagelser nær ganske ude af Stand til at tilfredsstille den aandelige Trang, der fandtes hos Befolkningen, saa det var intet Under, at aandelig Død og Ligegyldighed herskede.

Men selv i de mørkeste Tider af Kirkens Historie, har Gud haft sine trofaste Vidner; det var ogsaa tilfældet i denne mørke og golde Tid. Rundt om i Landet fremstod alvorlige og nidkære Mænd og Kvinder, Lægfolk, der, drevet af en dyb og inderlig Kærlighed til Gud og Mennesker, søgte at vække Folket til Eftertanke. Præsterne ansaa dem for Fanatikere og Fjender af Kirken og betragtede det som Embedspligt at bekæmpe dem, hvilket de da ogsaa gjorde med alle til Raadighed staaende Midler.

Ogsaa i Egnen omkring Horsens havde Herren saadanne Vidner, der ikke ansaa noget Offer for stort for at fremme det aandelige Liv iblandt Befolkningen, særlig var der tre Mænd, der øvede en betydelig Indflydelse, det var Gaardejer Peder Frandssen, Uldum, „Peder Rytter“ kaldet, fordi han havde aftjent sin Værnepligt ved Rytteriet i Randers, Gaardejer Peter Larsen eller Laursen fra Raarup Sogn i Bjerre Herred, og Rokkedrejer og Arbejdskarl Jens Andersen eller Jens Frederiksen, som han ogsaa kaldtes, fra Nebsager Sogn i Bjerre Herred.

Gang efter Gang blev disse og andre Mænd og Kvinder paa Præsternes Foranledning ikendt Bøder og Fængselsstraffe for deres Virksomhed som Lægprædikanter og Lærere for Folket; men intet kunde hindre dem i at følge deres Samvittigheds Bydende. Flere af de Opvakte paa Egnen stod i Forbindelse med Brødremenigheden i Kristiansfeld og med den norske Lægprædikant Hans Nielsen Hauge. Denne sidste, saavelsom hans Discipel Ole Olesen Bagge, aflagde saaledes et Besøg i Horsens og Omegn i 1803 og 04, hvor de bl. a. var Gæster hos Peter Laursen i Raarup.

Et Særkende hos disse Mænd var, at de satte sig imod Autoriteternes Indførelse af Evangelisk kristelig Salmebog i Kirkerne og Balles Lærebog i Skolerne. Man forlangte, at der som hidtil skulde undervises i Kingos Salmebog og Pontoppidans Forklaring. Da Præsterne som Regel ikke vilde gaa med hertil, udviklede det sig jævnlig til stærke Stridigheder, hvor Autoriteterne gik frem med stor Strenghed og, som ovenfor nævnt, idømte baade Bøder, som de Opvakte betalte uden Modsigelse, saa længe de havde noget at betale med, og Fængselsstraffe, som man udstod med stor Taalmodighed.

„De gudelige Forsamlinger“ paa Horsensegnen blev efterhaanden noget for sig selv. Medens de andre Steder i Landet banede Vej for den grundtvigske Vækkelse og „Indre Mission“, til hvilke Retninger de fleste Forsamlingsfolk efterhaanden sluttede sig, dannede de paa Horsensegnen et eget Samfund, der endnu er kendt under Navnet „De stærke Jyder“. I vore Dage er Modsætningerne ikke skarpe som for et Hundrede Aar siden, men endnu synger man i Kingos Salmebog og underviser efter Pontoppidans Forklaring. Bevægelsen er tildels stivnet i ydre Former, selv om der uden Tvivl er mange, der mener det alvorligt med deres Kristendom.

Det var dog langtfra alle de Opvakte, der sluttede sig til denne Bevægelse. En Del, omend ikke mange, fandt Hjem i grundtvigske Kredse og indenfor „Indre Mission“, men mange flokkede sig om Metodisterne, som først i Tredserne begyndte deres Virksomhed her paa Egnen. Deres varme og skriftmæssige Forkyndelse af Synd og Naade kom den religiøse Trang, der utvivlsomt fandtes mange Steder hos Befolkningen, imøde, og mange blev ved det Vidnesbyrd, de hørte, ført ind i et lykkeligt og frigjort Liv i Kristus.

Hvor Kilderne sprang

Metodismen i Bjerre Herred - del 1

Af C. Nielsen

Tre Gange har den, der skriver dette, været ansat som Forstander for Horsens Metodistmenighed: fra 1890—92, 1903—08 og siden Sommeren 1927. De to første Gange havde jeg tillige Hornsyld Kreds, som Virksomheden i Bjerre Herred blev kaldt, som Anneks-Menighed. Da jeg sidste Gang kom hertil, var denne Menighed ophørt at eksistere som selvstændig Menighed. De faa Venner, der var tilbage, havde sluttet sig til Horsens Menighed.

Ofte har jeg ønsket at kunne tegne et Billede af disse gamle, trofaste, særprægede Venner, som jeg kendte dem, og samtidig mere udførligt fortælle om det betydelige Missionsarbejde, Gud brugte Metodisterne til at udføre paa disse Egne i sidste Trediedel af forrige Aarhundrede og et Stykke ind i dette.

Og nu byder der sig en Lejlighed, idet jeg er opfordret til at skrive en Artikel om Metodismen i Bjerre Herred til dette Tidsskrifts første Nr. Paa Grundlag af egne Optegnelser og nye Oplysninger, som Venner her paa Egnen og andre Steder har givet mig, samt ved at studere gamle Menighedsprotokoller, „Aarbøger“, Artikler i vore Blade: „Missionstidende“, „Missionsvennen“, „Kristelig Talsmand“ o. s. v., har jeg da dannet mig et Helhedsindtryk, som jeg gengiver her.

Det er et Forsøg paa at skildre en Periode af Kirkens Historie , som vi Nutidsmetodister ser tilbage paa med Glæde og Tak. Hvorvidt Forsøget er lykkedes, maa jeg overlade andre at bedømme. Gerne havde jeg givet en mere udførlig Beskrivelse af enkelte Personer, f. Eks. Menighedens mangeaarige Lokalprædikant Ole Peter Olesen, ligesom det jo ogsaa havde været på sin plads at omtale Virksomheden i Horsens nærmere, da denne er en direkte Aflægger af Missionsarbejdet udfra Hornsyld Menighed; men den Plads, der stod til min Raadighed, har ikke tilladt dette. Maaske saadanne Skildringer kan komme ved en senere Lejlighed.

C. N.

Hvor Kilderne sprang
Enhver Strøm har sine Kilder; enhver Bevægelse sin Oprindelse. Stundom skal man langt bort for at finde det egentlige Udspring. Dette er Tilfældet med Metodismen i Bjerre Herred. Direkte stammer Bevægelsen fra Vejle; men skal vi have fat paa dens Oprindelse, maa vi til Hovedstaden.

I Slutningen af Halvtredserne i forrige Aarhundrede finder vi derovre to Mænd, der er ivrig optaget af at forkynde Guds Ord for stedse voksende Skarer. Det er Pastor Chr. Willerup, født i København, og Kolportør Boje Smith, hvis Hjemsted var Slesvig.

De var begge i en ung Alder kommet til Omvendelse og Tro blandt Metodisterne i Amerika. Willerup blev Præst og virkede i nogle Aar som saadan blandt skandinaviske Nybyggere i Wisconsin. Smith gik ogsaa ind i Guds Riges Arbejde og blev Kolportør. Og nu var de begge kommet til deres Hjemland med Ønske om at fortælle Slægt og Venner og Landsmænd om det nye Liv, de havde fundet i det fjerne Vesten. De to fandt snart hinanden. Willerup prædikede, og Smith solgte Bøger, aflagde Husbesøg og indbød Folk til Møde, og inden længe samledes ret betydelige Skarer om Ordets Forkyndelse.

Ved en Lejlighed var en Vejlenser kommet til Møde. Han blev straks grebet af det Budskab, han hørte, og kort Tid efter indbød han Willerup til at komme til Vejle og forkynde det samme Evangelium, han havde hørt af ham i København. Denne Mands Navn bør mindes i denne Forbindelse. Det var Skibskaptajn Hansen. Saavidt vides, blev han aldrig selv Medlem af Samfundet, men han blev det Redskab, Gud brugte til at føre Bevægelsen til Vejle, hvorfra den i Aarenes Løb spredtes ud over hele Halvøen.

Imidlertid kunde Willerup ikke i Øjeblikket efterkomme Kaptajn Hansens Anmodning, men sendte Smith i sit Sted. Han kom til Vejle i Sommeren 1860 og begyndte straks at afholde Møder i en privat Skole. Nogen Tid efter kom Willerup selv til Byen, og der blev da lejet et ret stort Lokale i Flegborggade, som blev indrettet til Forsamlingssal. Den 12. Maj 1861 blev dette Lokale indviet til gudstjenstligt Brug af Pastor Willerup, og samme Dag blev Menigheden i Vejle stiftet, idet 19 Personer forenede sig med Kirken paa Prøve. B. Smith blev af Willerup ansat som den nye Menigheds Forstander, og han virkede i denne Stilling, indtil han i 1864 flyttede til Svendborg.

De første Aar gik det ret smaat med Tilslutningen til Menigheden. Da Smith rejste i Oktober 1864 talte den kun 31 Medlemmer; fire Aar senere, da hans Eftermand, Missionær Markus Nielsen, rejste, var Antallet 66. Disse første Aar var i væsentlig Grad en Saatid, hvor Ordet ikke blot blev forkyndt i Vejle By, men ogsaa i de omliggende Sogne baade Syd og Nord for Vejle og særlig i „Vesteregnen“, d. v. s. Egnen omkring Give, Thyregod m. fl. Sogne og „Østeregnen“, d. v. s. Bjerre Herred. Om Virksomheden i denne sidstnævnte Del af Kredsen, er det, denne Artikel handler.

Historisk Årsskrift for Metodistkirken i Danmark 1932

Konsul Harald Døllner

Af S. N. Gaarde

Blandt alle de gode Gaver, Gud giver, indtager gode Mennesker en fremragende Plads. De er ikke blot til Velsignelse, mens de lever; men deres Ihukommelse er ifølge Skriften ogsaa til Velsignelse — for de kommende Slægter, som hører eller læser om dem.

I Forhallen til St. Jakobs Kirke i Odense er paa et iøjnefaldende Sted anbragt en Marmorplade i Væggen, hvorpaa der er anbragt følgende Indskrift:

Kirken er bygget til Minde om den danske Metodistmissions ædle Velgører, afdøde Konsul H. Døllner, R. af D. og Dbm., i New York. Hans Minde bevares i taknemlig Erindring.

Menighedens daværende Præst, Pastor J. J. Christensen skrev i en Omtale af Kirkens Indvielse i Februar 1889, at Hensigten med Tavlen var, at den skulde fortælle de kommende Slægter, hvad denne ædle Mand har været for vor Kirke i Danmark.

Nærværende Artikel er et Forsøg paa, efter de forskellige foreliggende Kilder, særlig Uddrag af hans Breve, at tegne et Billede af denne gode Mand.

Hans biografiske Data kender jeg ikke meget til udover, at han var født den 1. December 1805 i København, og at han døde den 29. August 1886 i New York, ca. 81 Aar gammel.

Under sin Opvækst havde han faaet en alsidig og god Uddannelse, før han gik til Søs en Tid. Senere bosatte han sig i New York, stiftede Familie og grundede en stor og god Forretning. I denne Periode blev han omvendt og gav Gud sit Hjerte, forenede sig med Metodistkirken og erhvervede sig sine Medborgeres og Medkristnes Agtelse og Kærlighed.

Han blev en hædret Borger baade i Danmark og Amerika. Uagtet han forlod sit Fædreland i en ung Alder, saa vedblev han dog at elske dette lille Land, og han fulgte Begivenhederne herhjemme med levende Deltagelse.

Han sørgede over saavel den ydre som indre Ufred, Landet led under; og han glædede sig over ethvert Gode, Folket nød, og ethvert godt Foretagende, som nød Fremme. Og Danmark hædrede sin loyale Søn i det fjerne Land; det betroede ham at være dets befuldmægtigede Konsul i New York; og Regeringen hædrede ham med saavel Ridder- som Dannebrogskorset.

I Amerika ærede og skattede man ogsaa hans ædle og retskafne Karakter og varme Hjertelag. Hvormange Tillidsposter han indehavde, ved jeg ikke, men de var mange og forskellige; og de vidner om, at han havde en levende Interesse og Deltagelse for alle gode, humane saavel som religiøse Foretagender.

Han var en god Forretningsmand. Det hedder i Davids første Salme om en gudfrygtig Mand, at „alt hvad han gør, skal han faa Lykke til.“ Og Døllner havde i høj Grad Lykken med sig. Hvorledes han selv betragtede sit Forhold giver følgende Uddrag af et Brev et Indblik i; han skrev:

„Dersom jeg ikke var bleven en Kristen og ikke havde haft den Ære at blive Medlem af Kirken, saa havde jeg maaske aldrig faaet Lykke til noget af det, jeg tog mig for. Det er Gud alene, der tilkommer Æren, ikke en uværdig Orm, som jeg er; jeg har kun opfyldt nogle af de Pligter, jeg skyldte min Gud.“

Men det gaar ikke altid efter den gamle Salmes Ord. Ogsaa gudfrygtige Mennesker er udsatte for Uheld og Tab; men den Maade, en Mand bærer saadanne Skuffelser paa, viser bedre end mange andre Ting hans Hengivenhed i Guds Vilje. I Anledning af saadanne Erfaringer skrev han:

„Den gode Gud tillader somme Tider, at Planer, som er lagte i den bedste Hensigt, bliver kuldkastede ved Menneskers Uærlighed. Jeg har lidt uhyre Tab, nogle endog ved Venner og Medlemmer af Kirken; Tab, hvis Størrelse vilde mere end dække al den Kirkegæld, vi har i Danmark; men Herren tillod det, og da Penge jo ogsaa er en Gave fra ham, saa vil jeg være taalmodig og ikke knurre; men under det alt bestræbe mig for af Hjertet at sige: Velsignet være Herrens Navn!

Somme Tider er det svært, eftersom det naturlige Menneske hænger ved de jordiske Ting; og skønt vi ved, det er Uret, saa er den menneskelige Natur svag i saa Henseende. Ja, vi kommer alle tilkort; men det er en stor Trøst, at vi har en barmhjertig Dommer og kærlig Talsmand og Forbeder.“

En saadan Tankegang er ikke Verdensmandens, ikke den Forretningsmands, der søger at samle sig Skatte paa jorden; der higer efter Rigdom som det højeste Gode. Men det var heller ikke den Aand, som drev ham, idet han virkede i sit Kald.

At mange af de Virksomheder, hvori han var Tillidsmand, trængte til hans Hjælp og Støtte og lagde Beslag paa meget af hans Tid er selvfølgeligt. Og da Kirken i mange Aar betroede ham at være Medlem af Missionsraadet, hvor han var medbestemmende over Anvendelsen af mellem 2 og 3 Millioner Kr. om Aaret, var det ret naturligt, at han med sin levende Interesse for det religiøse Livs Fremme alle Vegne ogsaa tænkte paa den lille Gren af Metodistkirken, som var spiret frem i hans Fædreland.

Derfor var han stærkt medvirkende til, at det i sin Tid blev muligt at opføre den store og smukke Metodistkirke i Rigensgade i København. Foruden hvad han udvirkede af Støtte dertil fra Missionsraadet og flere private Personer, ydede han selv personligt store Summer til denne Bygning, saa det vistnok kan siges med Rette, at det skyldes mere ham end nogen anden Person, at den blev opført denne Gang.

I denne Forbindelse bør det bemærkes, at skønt han var Metodist, og naturligvis først lod sin egen Kirke nyde godt af sine Gaver, saa foreligger der Vidnesbyrd om, at den lutherske Kirke i hans Fødeby ogsaa nød godt af hans Velgørenhed.

Til Belysning af hans Syn paa sit Forhold i disse Sager tjener et Uddrag af et Brev fra ham, som Svar paa en Takkeskrivelse fra Menighedsraadet i København, da han havde betalt en Restgæld paa Kirken. Han skrev:

„Jeg har modtaget eders Takkeskrivelse, og jeg paaskønner naturligvis den Kærlighed og de gode Ønsker, som er udtalt deri; men der gøres for meget ud af en Handling, som jeg ikke fortjener den Tak for, som ydes mig.

Hvad jeg har gjort, var kun min Pligt; thi jeg har engang lovet Herren, at jeg vilde gøre det, hvis min Gerning lykkedes, idet jeg kun betragtede mig selv som Husholder. I en ringe Grad har jeg somme Tider fornægtet mig selv for at opfylde denne min Pligt.“

At tage Beslutninger og give Løfter er ikke saa svært for adskillige Mennesker; men at opfylde dem, naar Tiden kommer, er ofte vanskeligere. Han havde givet Gud et Løfte, og da Anledningen kom, opfyldte han det samvittighedsfuldt — os alle til Efterfølgelse!

Hvor meget han Tid efter anden gav til Kirkens forskellige Foretagender i Amerika og her i Landet eller paa Missionsmarkerne, det ved kun Gud. Men ved at sammenholde forskellige Meddelelser derom, som er fremkomne efter hans Død, er jeg tilbøjelig til at mene, at det drejer sig om mere end en Million Kroner. Denne Sum betød jo en god Del mere for 50—60 Aar siden, end den har gjort i de senere Aar.

Ved Testamente havde han bl. a. bestemt, at al daværende Kirkegæld i vore Menigheder i Danmark, efter hans Død skulde betales af Midler, han havde betroet Missionsraadet at forvalte, ligesom der var bestemt 15,000 Kr. til en ny Kirke i Odense. Det var da ret naturligt, at de danske Metodistprædikanter ved et Møde et Par Maaneder efter hans Død udtalte deres Taknemlighed for denne Bestemmelse og en Forsikring om, at „hans velsignede Minde vil altid leve i vore Folks Hjerter.“

Sidst — men ikke mindst — kan der lykkeligvis skrives, at han var en sund Kristen. Det lagde han for Dagen paa mange Maader, baade i Hjemmet og i Forretningen; i Kirkens Sager saavelsom i de borgerlige Forhold. Hans Livssamfund med Gud gjorde ham til en elskelig, bramfri og virksom Mand.

Som den dygtige og praktiske Forretningsmand han var, kunde man jo godt tænke sig, at han kunde være tilbøjelig til at lægge mest Vægt paa den mere udvortes Side af Kirkens Arbejde; men følgende Uddrag af Breve fra ham vidner om noget andet:

„Min kære Broder! Jeg er glad ved, at vor Sag vinder Fremgang. Jeg er fuldkommen overbevist om, at Deres Arbejde ikke har været forgæves, og at al Frugten af Deres Arbejde ikke vil blive kendt her i Tiden. Den moralske Indflydelse kan ikke maales med nogen Talstørrelse. — — —

Jeg har sagt til dem, som mener, at Guds Værk gaar ikke frem i K—, at da jeg ved, at flere Sjæle er bleven omvendte og frelste, har det betalt os for alt vort Arbejde og Pengeudlæg. Med Hensyn til Missionsgerningen, da ser vi formeget paa det som en Forretning; vi forventer visse Procenter af vort Arbejde og vore Penge, medens een Sjæls Værdi i Virkeligheden ikke kan beregnes i Dollars eller Cents — — —“

En anden Gang skriver han:

„Jeg har ofte tænkt, at kun faa af de oprigtige og tro Præster og Missionærer vil lære at kende Udstrækningen af deres Fremgang i Arbejdet for Sjæles Frelse, før de kommer hjem til Himlen! Men blot een dyrebar Sjæls Frelse vil være tilstrækkelig Belønning for meget Arbejde og store Bekymringer. — — —“

Som en Kristen bad han ikke blot om Guds Velsignelse over sit Hus og sin Gerning; men flere Bemærkninger i hans Breve viser, at han var en tro Forbeder for sine Venner og de forskellige Missionsarbejdere og deres Gerning, og at han glædede sig barnligt, naar han erfarede, at de havde Fremgang i Arbejdet. Saaledes hedder det i et Brev:

„Jeg er ellers noget reserveret af mig og ikke let bevægelig af Natur; men da jeg læste Deres Brev med de gode Tidender, det indeholdt, jublede mit Hjerte et bevæget: Ære være Gud! Det var sandelig opmuntrende at erfare, hvorledes Guds Aand virker paa Hjerterne, og at Mennesker bliver omvendte til Gud. — — —

Jeg har ofte været bedrøvet, naar der var saa faa og smaa synlige Frugter af Arbejdet i K—. Men naar jeg saa betragtede Sagens Stilling som et Hele, levede Haabet op paany---og saa takkede jeg Gud og fattede Mod igen, og fortsatte ivrigere end før i mine Forbønner for Sagen. Selv om mange af Præsterne vil foragte og modarbejde eder, saa er den ene, som er for eder, stærkere end dem alle. Gud velsigne eders Bestræbelser for at vinde Sjæle for Kristus — selv om de ikke bliver Metodister — hjælp dem til at blive Kristne i Aand og Sandhed. — — —

Jeg ved, at vi skal erfare, at vort Arbejde er ikke forgæves. — — —

Jeg haaber, at der raader Enighed og Kærlighed blandt de gamle Medlemmer i Menigheden.“

At hans Deltagelse for saavel Præsterne som Menighederne ikke blot kunde give sig Udslag i trofast Forbøn, venlige Opmuntringer og Raad, men ogsaa i alvorlige Henstillinger og Irettesættelser, foreligger der adskillige Eksempler paa i Brevene. Naar det sidstnævnte skete, kan man tydelig mærke, at det har været en Lidelse for ham selv at gøre det. Men for Sagens saavelsom Personernes Skyld maatte han være „Sandheden tro i Kærlighed."

Hans Gudsfrygt viste ogsaa sin Ægthed, da det led mod Aften og Skyggerne lejrede sig om ham.

Sommeren 1883 døde hans Hustru. Et Aarstid derefter skrev han:

„Det har naturligvis været en Sorgens Tid for mig, siden jeg mistede min gudhengivne Hustru. — — — Jeg begynder dog nu at kunne beherske mine Følelser mere; men jeg har endnu Stunder, da jeg er meget nedbøjet.

Naar vi bliver ældre, kan vi ikke saa let besejre vore Sorger, som da vi var unge og stærke. Men jeg er under alle Omstændigheder taknemlig for, at det blev os forundt at leve et saa lykkeligt Liv sammen i næsten et halvt Aarhundrede, og at min Sorg er blandet med saa mange velsignede Minder om en saa hjertensgod, kristelig Kvinde.“ — — —

Senere, da han selv havde gennemgaaet en haard Sygdom og følte sig meget svag, saa han ikke kunde deltage i Forretningen, skrev han:

„Skønt jeg maaske kan leve endnu nogle Aar, saa venter jeg det dog ikke; jeg ser ikke længere frem end fra Dag til Dag og gør ingen Beregninger for Fremtiden. Jeg bestræber mig for at være taalmodig og lydig under min Pilgrimsgang her. At se mod Graven er trøstefuldt for mig og uden Gru.

Nu er jeg lagt bort som et unyttigt Redskab; men jeg skuer haabefuldt fremad mod den Tid, da jeg skal have det bedste og saligste Selskab, og den kære Gud vil sikkert give mig Taalmodighed til at oppebie hans Kaldelse.“ — —

I et andet Brev hedder det:

„Min Hjemgang kan ikke være fjærn, og jeg ser taalmodig fremad mod den forjættede Hvile; jeg tror, at jeg snart skal mødes med de Kære, som er gaaet forud. Igennem det alt vil Herren frelse os af sin Naade.“

Et halvt Aarstid før sin Død skrev han:

„Jeg ser fuld af Glæde Fremtiden i Møde og haaber og venter i Taalmodighed, indtil min kære Herre kalder mig bort, hvad enten det saa sker i denne Uge eller næste Aar. Jeg beder om en taalmodig og lydig Aand, og jeg glæder mig ved Besiddelsen af Guds Fred, og ofte frydes jeg ved Evangeliets velsignede Haab.“

En Maanedstid før han døde, skrev han, efterat have omtalt sine Svagheder og Lidelser:

„Men under det alt sammen har jeg Sjælefred, og jeg glæder mig i Haabet om den Herlighed, som er rede til at aabenbares paa dem, som forbliver tro; og min Bøn er, at Herren vil give mig i ydmyg og lydig Hengivenhed at vente paa Hans Komme, enten Han kommer i Morgen eller om et Aar.“ — — —

Skønt det nu snart er 50 Aar siden denne gode Mand, som en Synder frelst af Naade, gik hjem til Hvilen hos Gud — og Papiret i hans Breve er gulnet af Ælde, saa vidner Indholdet i dem fremdeles om, hvorledes det er muligt for Gud at frelse en Sjæl og bevare den i Ydmyghed, trods Rigdommens Fristelser, og bruge den, som er villig til at tjene Herren med sit Gods, til at være Medarbejder i hans store Vingaard.

Vi takker Gud for, hvad han gav denne Broder at være og gøre med de ham betroede Midler for vort Samfund her og andre Steder; og vi velsigner hans Minde!

Historisk Årsskrift for Metodistkirken i Danmark 1932

Minder fra Vejle Vesteregn

Prospekt af Vejle set fra nordvest, 1850

I 1895 udkom på Kristelig Bogforenings Forlag et lille julehæfte, kaldet »Festgaven«, redigeret af Søren Gaarde. I dette hæfte findes en artikel med ovenstående titel. Den er skrevet af pastor Jens Nielsen, der dengang var 45 år.

Vi, der har kendt denne fromme præst, ved, hvor alvorligt han tog det med sin kristendom og sin kirke. Det bærer denne artikel også i høj grad præg af. Den har et alvorligt ord at sige os i dag, hvor så meget flyder, og synerne er blevet få.

Artiklen har - så vidt mig bekendt - aldrig før været genoptrykt. Vi har to eksemplarer af »Festgaven« i vort landsarkiv.

Muligt vil vi senere skrive lidt om Jens Nielsens hjemegn og de mange mødepladser, der senere rejstes i egnen omkring Give og vor kirke dér. (Forfatterens retskrivning er bibeholdt.) N. M.

Naar man har gennemlevet noget skønt og glædeligt, kalder man det ofte tilbage i Erindringen, lever det om igen i Tankerne og nyder vedvarende Glæde deraf, saaledes gaar det ofte med Minderne fra min tidligste Ungdom; jeg tænker paa dem med Glæde og Taknemmelig til Gud, som saa kærlig drog mig til sig i mine unge Dage.

Lige fra min tidligste Barndom har jeg været under Helligaandens Indflydelse. Min Moder søgte, efter det Lys, hun havde, at lede mig til Troen paa Gud, og hendes Formaninger blev som Sædekorn saaet i mit Barnehjerte. Ofte fortalte hun om, hvorledes Gud paa en underfuld Maade havde ført hende igennem Trængsler og Modgang, og hvorledes han havde hørt hendes ydmyge Bønner og aabnet Vej for hende, hvor ingen Vej var at se.

Fra ganske lille lærte jeg at se Gud som en stor og god Gud, som vi bør tjene og lyde, og til hvem vi kunne gaa med alle vore Sorger for at finde Hjælp og Trøst. Et af mine Barndomsminder staar meget tydeligt for mig. Det var Skik at Skolebørnene skulde overvære Fastegudstjeneste i Kirken, det vil sige dem, der kunde have Forstand paa Ordet. Den Dag, jeg her vil omtale, talte Præsten om »Fald og Oprejsning«.

Han søgte at vise Faldet i Almindelighed, saaledes som vi ser det i Verden, og han indskærpede Nødvendigheden af Omvendelse; han fortalte om sin egen Omvendelse. Mit Barnehjerte blev dybt grebet af Ordet. Taarerne løb ned ad mine Kinder, og jeg ønskede saa inderligt, at jeg maatte blive en Mand som han, der kunde aflægge et lignende Vidnesbyrd om Guds Gerning i mit Hjerte.

Det var mig klart allerede den Gang, at jeg trængte til Omvendelse; men denne Rørelse svandt lidt efter lidt hen og jo ældre jeg blev des mere ligegyldig blev jeg ogsaa. Til Tider kunde jeg blive urolig, jeg saa mig da paa en Vej, der førte mig længere bort fra Gud i Stedet for, at jeg burde komme ham nærmere.

I Foraaret 1865, jeg gik den Gang til Konfirmationsforberedelse, kom en ung Mand til mit Hjem for at indbyde os til et Møde, som skulde afholdes i en Landsbyskole i Nabosognet, det var, sagde han, en Mand, der talte med Aand og Kraft og han ønskede gerne, at nogle af os skulle komme til Mødet.

Den unge Mand fortalte om sin egen Omvendelse og det Lys, som Herren havde ladet opgaa for ham og den salige Forvisning, han havde om, at alle hans Synder var forladte. Dette var noget nyt for os, ja, vi havde ikke tænkt, at noget saadant kunde opnaaes før Døden. Vi indsaa, at dersom dette var sandt, og den unge Mand havde det saaledes, som han sagde, saa maatte han være et lykkeligt Menneske. Det var den første Metodist, jeg saa; men fra den Tid af stiftede jeg mere og mere Bekendtskab med det Folk og den Kirkeafdeling, der blev til saa stor Velsignelse for mig.

Min Søster, med flere, fulgte Indbydelsen til Mødet i Landsbyskolen og de blev saa meget glade ved, hvad de der hørte. Dette havde til Følge, at den nye Præst (M. Nielsen) efter en Tids Forløb fik Indbydelse til at komme og holde Møde i vor Skole. (Dengang holdt Metodistprædikanterne Møder i Skolerne, hvad senere hen er bleven forbudt af Ministeriet).

Min Konfirmationsdag oprandt; det var en højtidelig og alvorlig Dag for mig. Jeg havde en Følelse af det Ansvar, jeg paatog mig ved at aflægge Daabsløftet. Det var min faste Beslutning, at blive mit Løfte tro, thi jeg ind-saa Nødvendigheden af baade at forsage og tro for at komme til Himlen; men Lyset var ikke opgaaet for mig, og derfor gik jeg i min egen Kraft. Vi havde om Eftermiddagen et lille Selskab af troende, og iblandt dem var den før omtalte unge Mand og et Par andre unge Mænd, som ogsaa var Metodister.

Det var ret mærkeligt at iagttage disse unge Mennesker, thi det syntes, som om de ikke kunde blive trætte af at samtale om Vorherre og synge Salmer og Sange. Da de skulde tage Afsked, sagde en af dem: »Skal vi ikke holde Bøn sammen, før vi skilles.«

Da ingen havde noget at indvende derimod, faldt de paa Knæ, og vi andre fulgte nølende efter. De bad nu enfoldigt og alvorligt om, at Herren vilde lade sin Velsignelse hvile over dette Hjem og over alle, som vare tilstede, at Gud i sin Naade vilde lede os alle paa den rette Vej, og særlig blev der bedet for mig, at Gud ville give mig Naade til at blive det Løfte tro, jeg denne Dag havde aflagt.

Uagtet mine gode Beslutninger, svandt dog Sommeren hen uden nogen synlig Forandring i mit aandelige Liv, jeg deltog ikke i Verdens Glæder, men jeg levede uden noget virkeligt Samfund med

Gud. Pastor M. Nielsen havde holdt nogle faa Møder i Skolen, som vare rigtig godt besøgte. Sognepræsten havde overværet det første Møde og lagt Tilhørerne paa Sinde at gøre derefter; men siden efter kom han saa paa andre Tanker og forbød Metodisterne at afholde Møderne i Skolen. Jeg havde overværet et Par af disse Møder, uden at det havde gjort noget særligt Indtryk paa mit Sind.

Jeg besøgte ikke Møderne, fordi jeg havde nogen særlig Trang dertil, men snarere for at efterkomme min Moders Ønske; dog, snart oprandt den Stund, der ved Herrens Naade skulde blive et Vendepunkt i mit Liv. Det var en Eftermiddag henimod Slutningen af Aaret, jeg var til et Møde, som Pastor Nielsen holdt. Hans Emne var: »Frelserens Kald« (Aab. 3,20).

Ordet greb mit Hjerte, min Tilstand blev mig klar, jeg indsaa, at der maatte ske en Forandring med mig, hvis jeg skulde blive salig, og det lød i mig: Nu eller aldrig. Alle mine brudte Løfter stod for mig og anklagede mig for Gud. Den Aften lærte jeg at bøje mig som aldrig før, da lød der et Raab til Gud fra mit beklemte Hjerte om Naade og Barmhjertighed. Fra den Dag foregik der en forandring med mig, mit Livs store Opgave blev at tjene Herren og følge den Vej, der leder til et evigt Liv. Jeg havde mange Kampe at udstaa, og var i Særdeleshed ofte fristet med Tvivl, der forstyrrede min Sjælefred, og ofte gjorde Døden mig bange. Det kom af, at jeg saa paa mig selv og glemte at se paa Jesus; men den Tid oprandt ogsaa for mig, da jeg af Hjertet kunde sige:

Nu har jeg fundet det, jeg grunder mit Salighedens Anker paa, den Grund er Jesu Død og Vunder, hvor den før Verdens Grundvold laa; det er en Grund, der evig staar, naar Jord og Himmel selv forgaar.

Det er naturligt, at jeg kom til at holde af den Mand og den Kirke, Gud havde benyttet som et Redskab til min Omvendelse. Jeg besøgte de troendes Forsamlinger og jeg besøgte Folkekirken, ligesom jeg ogsaa jævnlig kom blandt Baptisterne; men intet Sted kunde jeg føle mig saa godt hjemme som blandt det Folk, Herren havde brugt til min Omvendelse.

Jo mere jeg blev kendt med Bibelen og med Metodisternes Lære og Kirkeordning, des mere kom jeg til at elske den. Gud bruger forskellige Redskaber i sin Tjeneste og har mange Maader at drage os til sig paa. Det har mindre at sige, ved hvem og paa hvad Maade vi kommer til Herren, naar kun vi kommer der ved en sand Omvendelse.

Fra den Dag, Lyset oprandt for mig, begyndte jeg ved Guds Naade at leve et nyt Liv; jeg følte Trang til at bede. Ikke alene Morgen og Aften, men ofte midt under mit Arbejde kunde jeg henvende mig til Herren i Bøn. Bibelen blev en kær Bog for mig; jeg læste den med stor Opmærksomhed. Der var vel en Del hemmelighedsfuldt og skjult for mig i den, men saa tog jeg den med ind i Lønkammeret, hvor jeg faldt paa mine Knæ og bad Gud om Lys og Vejledning, at jeg maatte lære at kende den rette Vej, saaledes som den anvises os i Ordet.

Lyset gik derved mere og mere op for mig, saa mange af de skjulte Ting ved den Helligaands Vejledning bleve aabenbaret, og jeg kunde glæde mig ved de mange herlige Forjættelser. Jeg fandt stor Glæde og Opmuntring i Brorsons kærnefulde Salmer, og nogle af dem glemmer jeg aldrig, da de have været mig til Hjælp og Trøst ved mange Lejligheder, og de staar som indskrevne i mit Hjerte.

☆

Naar jeg nu ser tilbage paa Aarene, som er svundne, siden jeg færdedes derude paa de vidtstrakte og magre Marker blandt de jævne og hjertelige Trosfæller og mine kære Slægtninge og tænker paa Herrens Godhed mod mig, medens jeg boede paa Langeland, i Varde, i Løkken og nu her i Faaborg, føler jeg mig af Hjertet taknemmelig til Gud, for hvad han har gjort imod mig. Jeg kan i Sandhed sige: »Herren er min Hyrde«, og det er mit Haab, at »mig skal intet fattes« - »Naar jeg end skal vandre i Dødens Skygges Dal, vil jeg ikke frygte for ondt; thi du er med mig, din Kæp og din Stav, de skulle trøste mig« (Salm. 23,1-4).

Jens Nielsen

Historisk Årsskrift for Metodistkirken i Danmark 1972

Glimt fra den fynske metodisme

Johanne Hansen, 1963
Malet af Viggo Kragh-Hansen

Om Johanne Hansens barndomserindringer og senere oplevelser

Af Margrethe Askholm

Den 8. januar 1968 fyldte tidligere forstanderinde Johanne Hansen ved Als husholdningsskole 75 år. Samme dag blev skolen 40 år. I denne dobbeltanledning udsendtes en bog skrevet af forskellige venner til Johanne Hansen. Bogen hedder »Troens kvinde«.

På grund af hendes aktive deltagelse i modstandsbevægelsen under besættelsesårene 1940-45 førte Gestapo hende en dag til Vestre Fængsel, derfra til Frøslev og siden til den berygtede koncentrationslejr Ravensbruk, hvor mere end 100.000 kvinder fra 20 nationer sad indespærret, og mange af dem mistede livet her.

Johanne Hansen bar alle sine prøvelser med styrke og bevarede under alle forhold sin faste Guds-tro, selv da hun tre gange blev stillet ansigt til ansigt med gaskammeret. Hun voksede her med sjælelig styrke, og vandt en ejendommelig værdighed. Hvordan kunne det gå til, at hun lys i sind kunne gå ud af Nazisternes Helvede uden at hade sine bødler; men tværtimod ønskede at være med til at bygge op, hvad der var brudt ned - også i forhold til det folk, der havde været årsag til hendes lidelser?

Johanne Hansen fortæller herom i sine erindringer »Det kunne bære!«:

»I min barndom lå der nogle år en lille bitte rund trækirke, »Bethel«, kun l/4 km fra mit hjem i Fangel på Fyn. Den var rejst af metodisterne, og menigheden bestod nærmest udelukkende af teglværksarbejdere fra den anden side moseskellet, hvortil vi altid før i tiden så over med en vis uhygge, fordi druk og slagsmål tidligere hørte til dagens orden her. Men nu så vi dem hver tirsdag pyntede, pæne og glade mennesker med hinanden i hånden, hele familier, store og små, gå til Bethel.

»Bethel« i Fangel

Vor sognepræst tålte ikke godt dette, og far og mor holdt sig til sognekirken. Sådan var det nu engang skik.

Men farmor, som var meget selvstændig og myndig, gik i Bethel og tog os børn med.

Glæde og fest bandt disse mennesker sammen så hjertelig - og det gjorde et sådant indtryk på os, at vi aldrig glemte det. Bethel var vor barndom.

Da vi kom ud i verden, lagde vi knap nok mærke til, at Bethelkirken blev brudt ned og flyttet.

En sommeraften kom min veninde og jeg fra fest i Fruens Bøge. Vi kom forbi stedet, hvor kirken i sin tid havde stået. Men hvad var det? Vi kunne ikke gå videre, for gyden og især det sted, hvor kirken havde stået, var fuld af lys, sang og musik, så overjordisk dejligt strålende. Vi sagde intet, men vendte om og gik hjem. Men dette jublende lys har jeg altid siden kunnet mærke i sindet. Det kan ikke forklares.

Er det de frelste teglværksarbejdere, som jubler deres tak ud på det sted, hvor de fandt ind til Gud? Vi ved det ikke. Men nede i Ravensbruk, engang i begyndelsen, da jeg syntes, at nu lukkede mørket sig helt om og over mig, da hjalp dette minde mig.

Jeg så rundt på de tusinder lige så ulykkelige som jeg, og syntes ikke, at jeg kunne ulejlige Gud med mig alene, når der var så mange andre. Men så dukkede en forestilling op om millioner, ja, legioner af engleskarer. Så kunne jeg da godt bede Vorherre sende en engel til hver af os ulykkelige, og endda blev der nok til de andre lejre og slagmarker. Og straks var det som om vi blev løftet op over mørket; der var lys, og det holdt sig siden hele tiden gennem det altsammen.

Og når de ulykkelige blev lagt hen for at stride den sidste strid, bad jeg Gud sende en engel, som kunne holde den famlende hånd og hviske, at nu gik det hjem til paradiset. Og jeg tror, englen kom, og at den døende kunne mærke det.

Næst efter Gud gik for mig takken til jer - I mænd og kvinder fra Bethel i min barndom, - fordi I vidnede om, at Gud lever, han, der var jeres autoritet. Det kunne bære, da det for alvor gjaldt - bogstaveligt, legemligt næsten. Det var vor største rigdom dernede i det jordiske helvede.«

Fhv. skoleleder Harald Østergård Flint skriver om Johanne Hansen, også kaldet »Danmarks Johanne«:

»En lille ydmyg kvinde blev af livets tilskikkelser tvunget til at blive en »kriger« med sin simple bue. Hendes pile var afvæbnende smil. Johanne’s hjælpsomhed under fælles ulykke og hendes ubegribelige trosmod selv midt i dødens huler svejsede sjæle sammen, så det aftvang bødlers respekt. Danmarks Johanne, du spændte den bue, der blev rakt dig - og buen blev din.«

Tidl. sognepræst I. P. Kr. Skjoldborg siger:

»Min bedste oplevelse ved Johanne Hansens fødselsdag var en bekræftelse på, at Gud er til.«

Dette strålende vidnesbyrd siger os, at det nytter altid at så, at viderebringe Guds Evangelium -trods stedets lidenhed - trods menneskers forskellighed — der er faktisk ingen undskyldning for ikke at gå igang med at evangelisere. »Kast dit brød på vandet, og du vil finde det længe efter.«

TILFØJELSE:

Til det her meddelte skal lige føjes lidt historisk orientering.

Missionær Markus Nielsen bragte metodismen til Svendborg, hvor han holdt de første møder den 27. og 28. maj I860. I 1864 blev han forflyttet til Vejle, men kom i 1870 tilbage til Svendborg og blev der til 1875. I de år han virkede fra Svendborg, bredte metodismen sig ud over Syd-Fyn og Langeland, og i 1872, den 22. november, holdt han det første møde i Odense. Arbejdet gik noget trægt, indtil J. J. Christensen blev præst i Odense fra 1887-1890.

I 13 år havde menigheden holdt til huse i et lokale ved Albanibroen. Her blev der nu vækkelse, og den 3. februar 1889 kunne superintendent Karl Schou indvie St. Jakobs kirke.

I 1895 kom Anton Bast til Odense. Han var en flammende vækkelsespræst og en gudbenådet folketaler. Tilhørerskarerne voksede og mange mennesker blev vakt og omvendt. Virksomheden voksede så stærkt, at endnu en kirke i Odense kunne indvies. Det var Emmauskirken, der blev indviet af J. J. Christensen, der nu var blevet superintendent. Dette skete i februar 1900.

Nu var der to menigheder i Fyns hovedstad, og de arbejdede godt sammen, ikke alene i byen, men også i landkredsen, hvor der var adskillige prædikepladser, som blev regelmæssig betjent. Den ene plads var Fangel, og det var her den uanseelige trækirke Bethel blev bygget. I 1907 blev den solgt til menigheden i Silkeborg, hvor den gjorde tjeneste til en rigtig kirke blev opført.

Men det var altså i den periode, hvor Bethel var samlingssted i Fangel for metodisterne, at Johanne Hansen fik så uudslettelige minder og så rige velsignelser, at de fulgte hende hele livet — og endnu taler til os.

☆

Fra Kristelig Talsmand 1899 gengives her sluttelig et referat af en høstfest, der bekræfter rigtigheden af den åndelige atmosfære, der har hvilet over arbejdet i den lille trækirke i Fangel:

En meget velsignet Høstfest blev afholdt her i Bethel Lørdagen den 2. September. Det var en Glæde at se, hvorledes Folk strømmede til fra alle Sider; snart vare alle Pladserne optagne saavel Staa- som Siddepladserne, saa man med Nød og næppe kunde trænge sig frem, ja mange maatte endog finde sig i at staa udenfor.

Vore kære Brødre Bast, Sørensen og Werner vare her og talte paa en saa kærlig og indtrængende Maade, at det sikkert har fundet Vej til mange Hjerter og der optændt en hellig Varme og Kærlighed til Jesus og til alt, hvad der hører ham til.

Vi havde ogsaa den Glæde, at Sangkoret fra Odense var her til Stede og sang saa mange dejlige Sange for os og til Ære for vor dyrebare Frelser. Men den bedste af alle vore glæder har jeg gemt tilsidst, og det er, at Jesus selv var midt iblandt os og lod sit »Fred være med eder« lyde i vore Hjerter.

Nu føler jeg Trang til, før jeg slutter, at sige alle I elskelige Brødre og Søstre Tak, fordi I paa en saa kærlig Maade glædede os ved vor Høstfest. Gud velsigne eder derfor!

En hjertelig Tak til vore kære Brødre Bast, Sørensen og Werner. Tak for hvert Ord, der blev talt. Herren velsigne eder for al eders Møje. Vi bringe ogsaa alle I andre Venner en hjærtelig Tak, Tak for de mange dejlige Sange og Tak fordi vi atter havde den Glæde at se eder herude hos os. Jesus være med eder og os alle i al Evighed, det er mit højeste Ønske. En, der vil være med til at holde Høstfest i Himlen.

Historisk Årsskrift for Metodistkirken i Danmark 1972

Metodistkapellet i Holstebro

Det ældst kendte foto fra Holstebro, ca 1860
Lokalhistorisk Arkiv Holstebro

Af Emil Larsen

I de dage, hvor det at være metodist var ensbetydende med at være en missionerende kristen, gjorde kirken stadig nye erobringer. Ofte var de vel kun tilsyneladende små, men selv de mindste fremskridt tilskyndede til større indsats og større ofre.

Her skal fortælles lidt om nogle bevægede år i Holstebro i 1880’erne.

Karl Jensen Skou blev født i Holstebro den 22. maj 1841 og døbt i den gamle sognekirke 1. juni samme år. Hans forældre boede på Sønderland, hvor faderen havde et gørtler- og urmagerværksted. Da Karl voksede til, viste han stor interesse for sin fars arbejde, og blev derfor tidligt men grundigt udlært i faget. Efter udstået læretid rejste han, 21 år gammel, til USA, der for mange unge stod som det store forjættede land med de talrige fremtidsmuligheder.

Herovre kom han i forbindelse med metodistkirken, blev omvendt og følte snart kald til at blive en Evangeliets forkynder. Samtidig med at han passede sin forretning, studerede han teologi, for at kunne blive præst i metodistkirken. I 1868 giftede han sig, og hans gode hustru blev ham en værdifuld hjælp i hjem og præstegerning.

Hjemmet gik ikke fri for sorger og vanskeligheder. To små piger døde med kort mellemrum, og deres mor døde i 1871. Det var et hårdt slag for den unge præst, der led meget under savnet af hustru og børn. Da metodistkirkens ledelse derfor i slutningen af 1872 opfordrede ham til at rejse tilbage til sit fædreland, og der overtage ledelsen af kirkens arbejde efter superintendent Chr. Willerup, var han straks villig til at følge kaldet.

I begyndelsen af året 1873 satte Schou atter foden på Danmarks jord. Han var kun 31 år, da han overtog sin ansvarsfulde tilsynsgerning herhjemme.

Hans far var død, men moderen levede endnu, og under et besøg i barndomshjemmet besluttede han at holde et møde i sin fødeby. Gennem aviserne indbød han til offentligt kristeligt møde i hotel Schaumburgs store sal. Men hans bysbørn viste ikke særlig interesse for at høre en »Sektererpræst«. Kun et par af Karls gamle skolekammerater og nogle få andre var til stede.

Det var ham en stor skuffelse. Men han var fast besluttet på at gøre et nyt forsøg. Metodismen skulle til Holstebro, og det kom den også. Der gik dog ti år, før næste forsøg fandt sted.

I efteråret 1883 kom en ung skræddersvend ved navn Christian Jensen (den senere så bekendte præst i metodistkirken) til byen ved Storåen. Han var medlem af metodistmenigheden i Varde, og præsten dér, Hans Hansen, havde anmodet ham om at forberede et møde, hvor muligheder fandtes. Chr. Jensen gik i gang energisk og målbevidst, og allerede den 30. oktober kunne pastor Hansen tale ved et møde, hvor en interesseret forsamling lyttede til en glad forkyndelse, som de gerne ville høre mere om. Chr. Jensen begyndte en søndagsskole med 25-30 elever, og fik herigennem forbindelse med interesserede hjem og forældre, og inden længe optoges en regelmæssig mødevirksomhed.

H. Hansen var blevet afløst af L. Christensen, og denne igen af Anton Christensen (Kostrup). Særlig under pastor Christensens virke sporedes tydelig fremgang, og ved en række specielle møder var der fuldt hus hver eneste aften, og en del mennesker blev vakt og kom til levende kristentro. Så tog tanken om at få eget Guds-hus form.

Blandt de mennesker, der var blevet vundet for Gud og metodismen, var familien Thor Thomsen. Thomsen var fiskehandler og han tilbød at opføre en ejendom i Lille Østergade, og i den indrette kirkesal og et par mindre lokaler til menighedens brug. Arbejdet kom hurtigt i gang og var snart fuldført.

Søndag den 17. juni 1888 blev kapellet højtideligt indviet ved superintendent Karl Schou. Fra to prædikepladser: Hygum og Hou kom 32 medlemmer og venner for at deltage i højtideligheden. Der var gudstjenester formiddag og eftermiddag, og ca. 200 tilhørere fyldte kirkesalen ved hver af disse anledninger. Ingen kunne glæde sig mere over festdagen end Karl Schou. Kapellet lå på en plads tæt op til det sted, hvor han som dreng havde gået i skole. Ved indvielsen talte Schou over teksten: »Jesus kan fuldt og helt frelse dem, som kommer til Gud ved Ham.« Det var en prædiken, der greb alles hjerter. Om eftermiddagen talte også pastor A. Christensen.

Holstebro Dagbald skrev om indvielseshøjtideligheden bl. a.:

»Efter prædikenen meddelte hr. Schou, at kapellets indre forsyning var bekostet af byens egen lille menighed, og efter vanlig skik ville han forinden indvielsen opfordre forsamling til, eftersom evnen og hjertet tilskyndede dem, at komme menigheden til hjælp med lidt penge. En indsamling fandt derpå sted, og man fik indtrykket af, at enhver gav af villigt hjerte. Pastor Schou indviede derpå bygningen til Herrens tjeneste, takkede Gud, fordi arbejdet var lykkedes så vidt, og nedbad Herrens velsignelse over det, der her i fremtiden skulle gøres, så alle ting måtte være til Gud Faders ære. Menigheden nød derefter Nadverens sakramente.«

Dagen blev en meget stor festdag, og menigheden var taknemmelig for at være nået så langt, og fortsatte ivrigt arbejdet blandt børn og voksne udfra »Betania«.

Selve kirkesalen var 22 alen lang og 12 alen bred. I den ene ende var indrettet to små lokaler og herover et pulpitur. Menigheden fik nu selvstændig præst, det blev N. P. Nielsen.

Arbejdet gik støt frem, trods ret kraftig modstand fra både sognepræsten og frimenighedspræst Morten Larsen, og også Indre Mission erklærede den lille menighed åben krig.

Provsten nægtede at konfirmere børn, der gik i metodisternes søndagsskole, og i dagsskolen gjorde både lærere og elever nar ad børn fra metodisthjem. Mange voksne turde ligefrem ikke åbenlyst komme til møder i Betania. Alligevel voksede menigheden både i tal og indre styrke og frimodighed. Både præst og menighed stod sammen i godt fællesskab.

Men så hændte der noget, som en overgang truede med at lægge alt øde. Kapellet brandte! Natten mellem den 14. og 15. marts 1891 udbrød en voldsom ildebrand, der på nogle timer lagde bygningen i aske — og i luerne omkom ejerens kone, fru Thomsen.

Set fra et beboelsesstandpunkt var ejendommen meget upraktisk indrettet. I kælderetagen var lejlighed og værksted, i stuen kirkelokaler, og på 1. sal to lejligheder. I den søndre gavl boede familien Thomsen, i den nordre tre unge håndværkere. Opgangen til taglejlighederne var ad en udvendig trappe, der havde en overbygning af træ. Her lå den største fare. Thor Thomsen var rejst til Amerika, og familien skulle snart følge efter.

Fru Thomsen indebrændte, men børnene, tre døtre, blev reddet i yderste øjeblik. Det var en smed Skjoldager, der med fare for sit eget liv, frelste pigerne fra flammehavet. Han blev senere belønnet for sin heltemodige redningsdåd.

Branden blev udførligt skildret af byens blade, men skal ikke udpensles her.

Selvsagt vakte denne tragiske ulykke stor opmærksomhed i den lille by, ja ud over hele landet. Fiskehandler Thomsens tre døtre fik midlertidigt ophold hos præstefamilien N. P. Nielsen, indtil alle formaliteter var bragt i orden, så de kunne rejse over til deres far. Den ældste af pigerne blev senere gift med en metodistpræst i USA.

Man kunne have frygtet, at denne katastrofe ville have lammet menighedens virke. Det skete mærkeligt nok ikke. Gudstjenester og møder blev holdt i forskellige lejede lokaler og med stigende tilslutning. Også søndagsskolen voksede støt. Ja, arbejdet kom ind i en sådan opgangsperiode, at præst og menighed besluttede at bygge kirke i Danmarksgade.

En tid blev de offentlige møder holdt i gæstgiver Jens Andersens lokaler på Sønderland. Det første holdtes allerede den 22. marts. Fru Andersen sluttede sig til menigheden, og hendes søn modtog megen åndelig hjælp gennem møder og samtaler. Han blev senere præst i folkekirken. De sidste år af sin tjenestetid var han provst i Brande.

Men modstanden mod metodisterne ophørte ikke. Pastor Morten Larsen arrangerede en foredragsrække om »Sekteriske Samfund«. Pastor N.P. Nielsen overværede disse, og da talen var om metodismen, bad han om ordet, og redegjorde så dygtigt for vor kirkes lære, at denne aften blev til større sympati og hjælp for menigheden end til skade.

Den 20. december 1891 blev Skt. Pauls kirke indviet under endnu større festlighed, end da »Betania« tre år tidligere blev taget i brug.

Blev det kun en kort tid, kapellet udgjorde menighedens åndelige hjem og arbejdscentral, så var det dog en god grotid. Og da det brændte, gik der også ild i menigheden, så den brændende i Ånden virkede mere nidkært end tidligere.

Efterhånden som årene gik blev det fjendtlige forhold til metodisterne ændret til det bedre. Som eksempel kan nævnes, at pastor Morten Larsen fra prædikestolen i Frimenighedskirken også bad for Metodistmenigheden. Og mellem ham og en af de yngre præster, som nogle år gjorde tjeneste ved Skt. Pauls kirke, udviklede sig et smukt venskabsforhold. Den gamle præst gav i tidlige morgentimer flere gange om ugen den unge metodistpræst undervisning i græsk. Og han talte endogså én gang i Metodistkirken - for fuldt hus.

Under besættelsesårene, hvor brændselsknapheden var følelig (1940-45) åbnede Frimenighedskirken sine døre for metodistmenigheden. Hver søndag formiddag holdt sognekirken gudstjeneste, frimenigheden om eftermiddagen og metodistmenigheden om aftenen.

Metodistkirkens videre historie i Holstebro skal ikke skrives her, blot skal omtales, at Metodistkirkens ungdomsskole »Lægården« ligger i byen ved Storåen, og den er i god vækst.

Historisk Årsskrift for Metodistkirken i Danmark 1972

Hornsyld kapel og menighed

Af Margrethe Nielsen

Hornsyld kapel

Når man dykker ned i mindernes bog for at finde frem til historien om Hornsyld kapel og menighed, fanges man straks ind af alle de vidunderlige beretninger, der findes om Guds indgriben, om menneskers frelse, om Guds velsignelse og om menneskers enfoldige tro og tillid.

Det vil være umuligt at fortælle om Hornsyld kapel uden også at fortælle om menigheden og nogle af de mennesker, som var med til at bygge Hornsyld kapel både åndeligt og materielt.

Det var i juni 1860, at metodistkirken begyndte sin virksomhed i Vejle. Allerede året efter, den 12. maj 1861, blev Vejle menighed stiftet ved optagelse af 19 medlemmer. Menigheden begyndte straks at missionere i egnen omkring byen, og kom også ind i Bjerre Herred.

Så tidligt som i foråret 1862 blev det første medlem fra Hornsyld-egnen optaget i menigheden, og i oktober 1864 blev gårdejer Niels Simonsen og hustru; træskomand Anton Beuchert og hustru fra Hornsyld optaget i menigheden i Vejle.

Niels Simonsen, der havde en stor, dejlig gård beliggende midt i Hornsyld by, tilbød straks, at der måtte holdes møder i hans hjem. Folk kom langvejs fra, kørende og gående; altid var der åbent hus og tætpakket hos Simonsen, hvis gård efterhånden blev samlingssted og midtpunkt for metodistvirksomheden på egnen.

Flere andre steder blev der også frugt, bl. a. i Løgballe. Her boede en ældre mand, Niels Brock, der kom i menigheden 1869. Også i hans hjem holdtes mange møder. Midt i halvfjerserne købte menigheden hans hus og indrettede her forsamlingssal og dagsskole. Dette sted var i flere år samlingssted for den voksende venneskare på denne egn. Her var det, at den senere så bekendte Jens Nielsen Donner og hans hustru Maria kom igennem til »genfødelse og fred«.

J. N. Donner var skræddermester fra Breth. Han var en stille, svagelig mand. Han var ingen ordets, men en tankens mand. Han var dybdeborer og søgte at trænge tilbunds i tingene. Han lærte sig selv så meget græsk, at han kunne benytte Ny Testamente på grundsproget; ja han veg ikke tilbage for også at arbejde med hebræisk. Han og hans hustru blev viet i Hornsyld kapel. Dette ægtepar, deres børn og flere børnebørn har været til stor velsignelse.

Der var mange andre navne, der kunne nævnes, f. eks. malersvenden Chr. Thaarup, der senere blev en benådet præst i kirken. Og den originale lægprædikant Ole Peter Olesen. Han var teglværksarbejder, men hans egentlige embede blev at være lokal præst for Hornsyld menighed. I over en menneskealder gik han i sin fritid omkring og besøgte syge og betrængte, og i kapellet prædikede han Guds ord, så godt som nogen uddannet præst. Han var en naturbegavelse, slagfærdig og fuld af humor - og alvor. Om ham går der mange gode historier. Men det ville føre for vidt at nævne alle de personer, der fortjente en omtale.

Halvfjerserne var en ualmindelig rig tid på de egne. Pastor P. M. S. Jensen har engang sagt, at han her havde sin rigeste periode i sin lange tjenestetid.

Der havde jo tidligere været åndeligt liv i Bjerre Herred. Her var det, at den første egentlige danske almuevækkelse brød igennem. Den, der fik navnet »De stærke Jyder«. Men denne bevægelse var efterhånden blevet splittet og svag. Men med metodistkirken kom der nyt og rigt liv.

Nogle af de frugtbareste år var vel nok, da J. J. Christensen virkede her. Ved et møde blev den unge syerske, Inger Petersen fra Stenderup omvendt. Hun blev senere gift med Chr. Thaarup. Hun har fortalt om møderne fra dengang, at luften kunne være så tyk, at lysene gik ud. Men Guds lys skinnede ind i hjerterne til fred og frelse.

Det var naturligt, at venneskaren tænkte på at få eget Guds-hus. Og det skete også. Niels Simonsen, der rejste til Amerika, havde før sin bortrejse skænket menigheden en byggegrund og her blev Hornsyld kapel bygget. Det blev indviet den 17. april 1872 af superintendent Chr. Willerup, der talte over 1. Mos. 42, 21:

»Se, jeg hører, at der er korn tilfals i Ægypten, far did ned og køb os derfra, at vi må leve og ikke dø.« 

Talen gjorde et stærkt indtryk på den store forsamling.

Man kan vist godt kalde kapellet i Hornsyld for typisk for metodistkirken. Gulvet var belagt med mursten, der dog senere afløstes af bræddegulv. En række fasttømrede stive, umagelige bænke var anbragt på hver side af midtergangen. Mænd og kvinder sad på hver sin side. Foroven fandtes en forhøjning, hvorpå talerstolen var anbragt. Udenom den var alterskranken, indenfor hvilken var stillet et bord med elementerne til Herrens Nadver, når der var altergang. Væggene var hvidkalkede, og der var ikke prydelser af nogen art. Udenom kapellet var en stor have.

Var der mange mennesker, der stod sammen om denne virksomhed, så var der dog også adskillige modstandere af metodistkirken og dens virke. Mange hindringer blev lagt i vejen for at bremse fremgangen; og det lykkedes også at hindre en del i at slutte sig til menigheden. Gang på gang indberetter vore præster ved kvartalskonferencerne, at folkekirkens præster og Indre Missions udsendinge modarbejder os på alle mulige måder.

Til trods herfor gik gerningen dog frem, og det blev ikke muligt at efterkomme alle fremsatte ønsker om at få møder på forskellige pladser. I 1875 hedder det således i en indberetning: »Vi har i løbet af kvartalet holdt forsamlinger på over 20 forskellige steder og næsten overalt for en meget talrig tilhørerskare, og dog har vi ikke været i stand til at imødekomme folkets ønsker om at prædike Guds ord på flere steder.«

Der trængtes til flere arbejdere; og de kom. I 1876 flyttede P. M. S. Jensen til Vejle for sammen med Chr. Thaarup at hjælpe superintendent Karl Schou med arbejdet i den vidtstrakte kreds. I 1877 kom P. M. S. Jensen til at bo i landkredsen og året efter blev Hornsyld selvstændig menighed. Den talte da 72 medlemmer og 15 prøvemedlemmer. Pastor Jensen havde en meget fremgangsrig tid. Da han i 1880 blev forflyttet til en anden menighed, bestod Hornsyld af 86 medlemmer plus seks i forberedende medlemskab. I de tider udvandrede mange til Amerika, og det var naturligvis et stort minus, menighedsmæssigt set.

I 1881 blev menigheden i Horsens stiftet, og præsten fik bopæl i byen. Dette bevirkede, at Hornsyld-Horsens kredsen nu fik sit tyngdepunkt i Horsens, hvor der også viste sig store fremtidsmuligheder. I Hornsyld svandt menigheden ind, fordi der foruden emigrationen til USA også var stor fraflytning til andre steder inden for riget. Det var især ungdommen, der drog bort, og efterhånden som de ældre døde, så det ud til, at Hornsyld menighed også skulle dø.

Der kom dog en lille opblomstring under pastor Anton Christensens virke omkring 1910, men det hele var, som når lyset er ved at slukkes, så kan det pludselig flamme op, men så slukkes det.

Kirken så nu ingen anden udvej end at sælge kapellet til Indre Mission. Det var i 1918. Medlemmerne, de få der var tilbage, overførtes til Horsens, og dermed afsluttedes et kapitel i vor kirkes historie.

Men velsignelserne fra de mange rige og givende arbejdsår vedbliver at leve. De er spredt ud over vide marker, og frugterne ses den dag i dag.

Historisk Årsskrift for Metodistkirken i Danmark 1972

Nordøst-Vendsyssel

Fra »den ringe tings dag« til frugtbare tider

Af Niels Mann

Gården »Engen« med ejeren, tømrermester
Chr. Jørgensen foran det gamle stuehus

I Elling sogn, vel 4-5 km nord for Frederikshavn, ligger »Engen«, en meget gammel gård.

Trap mener, at den kan føres tilbage til slutningen af 1600-tallet.

Men i hvert tilfælde viser tingbogen, at en fæstebonde under den i sin tid store »Ellinggård« har magtet at købe den og fået skøde på den den 19. juli 1801, og det vil altså sige, at den i hvert tilfælde har eksisteret i 1700-tallet, og den har stået som selvstændigt landbrug siden.

Ejendommen har i den meget lange periode selvfølgelig haft mange ejere. Her skal nævnes en enkelt fra forrige århundrede, nemlig sognefoged Otto Christian Jensen, der købte gården i 1874, hvorefter den var i slægtens besiddelse i en lille snes år. Den har siden haft et par ejere, til tømrermester Chr. Jørgensen, Frederikshavn, købte den og har ved forpagter drevet den siden. Derved fik »Engen« fornyet interesse. Chr. Jørgensen er en særdeles velkendt borger i sin by. Han er af gammel metodistslægt og har på mange måder været sin kirke en god mand. I mange år sad han som medlem af kirkens hovedbestyrelse, ligesom han i mange år har været kirkeværgernes formand i Frederikshavn.

Når jeg beskæftiger mig lidt udførligt med »Engen«, er det, fordi dens ejer, ovennævnte sognefoged Otto Jensen og hans hustru for snart et hundrede år tilbage var de første til at indbyde en metodistprædikant til at holde møde i Nordøst-Vendsyssel, og at netop »Engen« blev den åbne dør til det åndelige og kirkelige røre, der skulle udvikle sig så stærkt og rigt i egnen omkring Frederikshavn og op mod Skagen - et arbejde så rigt velsignet af Gud som få steder i vort land.

Hvad der så beskedent begyndte på »Engen« rakte gennem det lille århundrede langt, langt længere ud, end vi kan måle eller tænke. Tusinder har i prædikener eller vidnesbyrd, i sang eller påvirkning på anden måde mødt hin tids metodismes stærke forkyndelse om synd og nåde. Ad mærkelige veje førte Gud sit arbejde videre til Strandby, Frederikshavn og til mange mødepladser på egnen. Der var mange åbne sind for evangeliet.

Det er nok gået her som andre steder i vort land, hvor metodismen kom med sit vidnesbyrd, at den selv fik den mindste frugt af sit arbejde.

Er det for ubeskedent at nævne en sjælden frugt fra »Engen«-møderne, nemlig hjemmets egen søn, Carl, som har været 11-12 år, da H. Hansen første gang gik ind gennem hjemmets dør. Carl har selvfølgelig været med til mange møder i sit hjem, og troligt gik han søndag efter søndag til sin søndagsskole hos H. Hansen i Frederikshavn. Hans modtagelige drengesind tog mod det, der ofte blev til den største og rigeste arv, nogen kunne tage med sig ud i livet.

Carl Ottosen blev den senere over hele Danmark kendte overlæge, som i så mange år var knyttet til Skodsborg Badesanatorium. Denne institution, kendt langt udenfor Danmarks grænser, var hans livsværk. Det samme gjaldt også »Frydenstrand« ved Frederikshavn, der nu for mange år siden er nedlagt. Carl Ottosen blev aldrig medlem af metodistkirken. Han sluttede sig som bekendt til Adventistsamfundet.

☆

Men hvorledes kom metodisterne i det hele taget til Vendsyssel? Der var jo så langt fra denne nordlige del af landet til den nærmeste metodistmenighed. Den lå nemlig i Vejle.

Måske må jeg benytte anledningen til at korrigere et par ting i denne forbindelse. Den almindelige opfattelse er jo, at det var kolportør i Indre Mission, Andreas Christensen, boende i Aså, syd for Sæby, der først talte med kirkens styrelse om at få en metodistprædikant til Vendsyssel. Dette er uden tvivl rigtigt. Men der har i hvert tilfælde også været en mand mere, der kom til at spille en stor rolle i samme sag.

Men først et par ord om Andreas Christensen. Han, der var kolportør i Indre Mission, tog en dag i 1874 til København, og måske har denne rejse haft som hovedformål at stifte bekendtskab med metodisterne, som han har hørt en del om, og som har vakt hans interesse.

Han overværede i Set. Pouls Kirke i Rigensgade (nu Jerusalemskirken) en gudstjeneste og flere af kirkens møder, og han blev stærkt grebet af det personlige i metodisternes forkyndelse og arbejde. Året efter var han til kirkens årsmøde i Vejle, der yderligere styrkede ham i troen på, at metodistkirken havde noget at gøre i Danmark, og det er her, han har udtrykt ønsket om at få en metodistprædikant til Vendsyssel. Om dette har han da forhandlet med kirkens ledende mænd. Han trådte dermed ud af Indre Mission og dens arbejde.

Adskillige år senere minder A. Christensen i en meddelelse fra Aså til Kristelig Talsmand om, at han jo var den første, der bad kirkens ledelse om at få en metodistprædikant til Vendsyssel.

Men uafhængig af A. Christensen - sådan synes det i hvert tilfælde — var der en mand fra Vesterskov i Hellevad sogn, ikke langt fra Hjallerup, der også synes at have haft en meget stærk indflydelse i sagen. Hans navn var Anders Christian Andreasen.

I Metodisthistorisk Årsskrift 1937 fortæller pastor Chr. Nielsen (død 1946) i afsnittet om Niels Tvilling, at han ved årsmødet i Ålborg i 1933 traf denne mand.

»Han fortalte mig lidt om sig selv og den andel, han havde i, at metodisterne fik begyndt virksomhed i Vendsyssel i 1875«, skriver Chr. Nielsen, og fortsætter:

»Han, der boede ved Hellevad og var pottemager af profession, var på det tidspunkt først i tyverne. Han var blevet alvorlig vakt og gik som et søgende menneske uden at eje fred i sin sjæl. I kirkerne på hans hjemegn kunne han ikke finde det, han søgte, og så begav han sig på vandring. Han kendte lidt til Brødremenigheden i Christiansfeld og vidste også om en metodistmenighed i Vejle, den eneste, som dengang fandtes i Jylland. På sin fod drog han til Vejle, hvor han til sin store glæde overværede metodisternes gudstjenester i den gamle kirkesal i Flegborg, drog videre derfra til Christiansfeld for over Varde at komme tilbage til Vejle, hvor han i 1875 blev optaget i menigheden.«

Der kunne måske rejses spørgsmål om, hvem der egentlig har været den første, der har fået metodistprædikanten til Vendsyssel. Den første møderække, som vi har kendskab til, blev nemlig holdt i december 1875, og det første møde i denne holdtes i Andreasens hjemsogn.

Derfor kan Andreas Christensen selvfølgelig selv have holdt møder i Aså. Men det har jo sådan set mindre til sagen at gøre. Det er dog interessant, set på den tids baggrund, at to mænd fra hver sin egn rejser lange veje i en tid, hvor rejsemulighederne var få og meget primitive, blot for at søge det, der kan tilfredsstille hjertets længsel efter Gud.

Men Hellevad-manden var den første metodist i Vendsyssel, optaget på sin vandretur i det sydlige Jylland i 1875. De første seks medlemmer, der optages i Vendsyssel, er bl. a. Andreas Christensen og hustru Marie f. Nielsen, Aså, og pottemager Andreasens hustru Christine f. Jensen, som, da manden kom hjem, har besluttet sig til at stå i samme kirke som sin mand.

For øvrigt har der været nogen ængstelse for, at man skulle udvide arbejdet så meget, at det ikke kunne passes. I referat fra det omtalte årsmøde i Vejle i 1875 står der:

»Formanden (superintendent Karl Schou) fremsatte det spørgsmål, om det var hensigtsmæssigt at sprede virksomheden til så mange steder som muligt, når dette medførte, at menigheden (Vejle) derved måtte savne det tilbørlige tilsyn, og selv om menigheden ikke led derved, om det alligevel var gavnligt at prædike på mange forskellige steder, når disse ikke tilbørlig kunne vedligeholdes.«

Hans mening var, at først måtte menigheden passes, og dernæst, at det ville være til større gavn at indskrænke virksomheden kun til et sådant antal steder, som ofte kunne besøges.

Ikke desto mindre var Hansen i Vendsyssel tre gange i første halvår af 1876, og i september ansættes han deroppe med bopæl i Hjørring.

☆

Hans Hansen var en meget nidkær og flittig prædikant, og han gik ind ad alle åbne døre, og arbejdet synes at have båret frugt med det samme. På grund af vanskelighed med at få passende lokale blev det i første omgang ikke til meget med arbejdet i Hjørring. Men i Løkken og deromkring samledes mange mennesker i de hjem, der ville åbne sig for metodisterne, og mange lyttede til den unge prædikants hjertevarme vidnesbyrd.

Der havde endnu ikke været afholdt noget møde i Frederikshavn eller i det hele taget i Nordøst-Vendsyssel, da sognefogeden og hans kone fra »Engen« engang hen på efteråret i 1876 tog til Hjørring for at tale med metodistprædikanten, om han ville komme og holde et møde hos dem. Hansens ry var altså nået til »Engen«. Og nu lovede de ham, at hvis han ville komme, skulle de nok få folk til huse. Hansen slog til med det samme.

Lidet anede de to mennesker så lidt som Hansen selv, hvad dette besøg hin efterårsdag skulle komme til at indebære.

Mødet på »Engen« blev bestemt til den 1. december. Skønt Hansen selv har ment, at han kom i god tid, kom han alligevel for sent til at komme ind i stuerne. Lang tid før mødet skulle begynde, var de fyldt med folk, og Hansen måtte stå i døren mellem forgangen og stuen. Vi tager næppe fejl, når vi mener, at dette første møde har været et stærkt kald til mennesker om at søge Gud til frelse, og at det var en forkyndelse, der lå ud over, hvad mennesker var vant til at høre. I hvert tilfælde vakte den røre og bevægelse.

Selvfølgelig var der en del mennesker fra det nærved liggende fiskerleje Strandby, og blandt dem var der et par yngre folk, som blev stærkt berørt af ordet, og som efter mødet resolut indbød Hansen til at holde møde i deres hjem i Strandby.

Det var den senere meget kendte fisker Niels Tvilling og hans kone Elsine. Det var mennesker godt op i tyverne, og de havde en lille landbrugsejendom i Strandby, og samtidig med driften af denne drev Niels Tvilling lidt kystfiskeri. Det ser ud til, at Hansen allerede næste dag eller aften, altså den 2. december 1876, holdt det første møde i Strandby, og at det altså har fundet sted i Niels Tvillings hjem, der i mange år skulle blive rammen om et rigt og velsignet arbejde.

Det ser også ud til, at Hansen har fortsat dagen efter til Jerup, nogle få kilometer nord for Strandby, og et par steder mere, inden han igen vendte tilbage til sit hjem i Hjørring. Begyndelsen havde været meget lovende, og Hansen var fast besluttet på at følge den op.

Hvor ofte der i disse første tider har været afholdt møder i »Engen« og Strandby og på de andre pladser på egnen, står ikke helt klart. Men der er dog næppe tvivl om, at der efterhånden er kommet en vis regelmæssighed med hensyn til møder både i »Engen« og i Strandby. Men vi må huske på, at dels boede Hansen til at begynde med i Hjørring, en meget lang vej og få rejsemuligheder, og dels var han også i de første tider alene på sit vidstrakte felt, og der blev kaldt mange steder fra.

En ung mand, han har vel på den tid været en lille snes år, som var uddannet i skrædderfaget og var fra Lendum sogn, men sandsynligvis haft arbejde i Frederikshavn og boet dér, har uden tvivl overværet møder i »Engen« eller i Strandby i disse første tider.

Han er blevet vakt og stærk draget af Hansens forkyndelse. Han finder på at sende Hansen et brev og spørger, om han vil komme til Frederikshavn og holde et møde. Som sædvanlig er Hansen med det samme villig til at sige ja, og han er i Frederikshavn til de første to møder den 18. og 19. januar 1877, altså kun et par måneder efter det første møde i »Engen«.

Denne unge mand var den senere pastor S. K. Johansen, hvis rige evner senere blev taget i brug på forskellig vis: kirkens præst ved flere menigheder, i adskillige år lærer ved vor præsteskole og ligeledes i en del år redaktør af Kristelig Talsmand - en af kirkens rigest begavede mænd.

Arbejdet i de følgende måneder er så lovende, at Hansen senere på året 1877 forflyttes til Frederikshavn. Nu fik han arbejdet i den nye lovende landkreds nærmere ind på livet, og arbejdet kunne bedre passes.

Selv om møderne i Otto Jensens gård fortsattes i regelmæssig gænge, blev Strandby dog med årene tyngdepunktet på egnen, hvilket var ret naturligt, dels var der i det lille fiskerleje en samlet befolkning, og dels viste der sig i denne befolkning at være stor modtagelighed for den forkyndelse, metodistprædikanten kom med.

Arbejdet er hurtigt faldet i ret faste former. Niels Tvillings hjem forblev i adskillige år samlingsstedet for de ret mange, der efterhånden følte sig hjemme i metodisternes kreds, og mangen strandbynit har mangen aften nu og da standset udenfor det gamle hus i smøgen og lyttet til den glade sang, der tonede ud fra de små ruder - noget helt nyt her, hvor hav og storm ellers havde været ene om at synge, hvad enten det var i de lysere eller mørkere toner.

Ret hurtigt voksede en lille kreds af mænd frem, der kunne føre ordet, og som følte kald til at tjene og prædike, ulønnede mænd, som ofrede tid og kræfter og evner i arbejdet. Den første har vel været den unge Svend Johansen, der jævnlig kom til Strandby og vel også til de øvrige pladser.

Senere møder vi navnet N. C. Danielsen, en skibstømrer, som sammen med sin hustru var blevet vundet for Gud i metodistkirken. Han var en varmhjertet kristen og en nidkær og dygtig forkynder. Han kom meget ofte til Strandby og kom til at betyde meget for arbejdet dér. I alskens vejr tog han som regel turen til fods de 7 km frem og hjem igen. Han flyttede senere til Esbjerg, og her har han skrevet i sine erindringer:

»Gud ske lov for hver opbyggelse, jeg fik i Niels Tvillings hjem i Strandby. Vi skiltes aldrig uden en bønnestund med hverandre om det grønne bord. Og vi bad altid for Strandbys frelse. . .«

Det fortæller lidt om den alvor, der prægede dem, der havde ansvar i hine dage.

Også baptistmenigheden i Frederikshavn holdt møder i Strandby, hvor de havde et enkelt medlem. Selvfølgelig var der god økumenik de to samfund imellem. Den unge lægprædikant Svend Johansen, begyndte i 1879 en søndagsskole, men da han efter kortere tids forløb måtte forlade Frederikshavn for at gå ind i kirkens tjeneste, ophørte den, men kun for kort tid efter at fortsættes af baptisterne, og i mange år drev de denne søndagsskole med megen omhu og trofasthed.

En enkelt leder, som jeg har kendt, tømrer Nielsen (Gjøderum), Frederikshavn, var sjælden trofast i denne gerning og holdt ud i ca. 25 år, og så vidt jeg ved, gik han en stor del af denne tid til fods den lange vej fra Frederikshavn.

☆

Niels Tvillings lavloftede stuer blev efterhånden for trange. Der kom stedse flere til møderne, og nu og da var der vækkelse og røre i kredsen. Pastor C. Thaarup skrev f. eks. i 1888:

»Også omkring på landet, hvor vi forkynder frelsens budskab, bekender Gud sig til arbejdet. Mange søger Gud alvorligt, hvilket dog særligt er tilfældet i Strandby og Sæsing . . .«

Det blev nødvendigt at finde et sted med lidt mere rum, og Thomas Risager, far til den ret store Risager-slægt, indrettede da en sal i sit hus. Den var heller ikke stor, men der har nok været lidt mere luft.

Ret ofte havde man drøftet mulighederne af at kunne rejse et hus eller et kapel, der kunne være velegnet for det voksende arbejde. I 1888 skriver superintendenten, Karl Schou, på rejse om Frederikshavn:

»I Bangsbo og i Strandby, to landsbyer i nærheden (af Frederikshavn), er de derboende brødre meget optaget af byggetanker. Hvert sted ønsker sit kapel, og de får det nok også...«

Men det gik ikke så let. Fiskerne var dengang en meget fattig befolkning, og Strandby var ingen undtagelse. Og man var hundeangst for gæld, så udsigterne for denne drøm var små.

Der skulle komme til at gå 16 år fra det første møde i Niels Tvillings hus, til et hus blev bygget, og så var det endda ikke metodisternes eget hus. De måtte dele det med mange andre.

Der skete nemlig det, at afholdsbevægelsen, Danmarks Afholdsforening, dengang noget nyt, også nåede Strandby og blev dér som mange andre steder meget populær. En meget stor del af den lille bys befolkning sluttede hurtigt op om den, og da Indre Mission og metodisterne blev de førende indenfor dette nye arbejde, blev den en ikke ringe faktor i det kristelige arbejde på stedet.

Men savnet af et hus føltes også stærkt indenfor den nye forening. Man havde ikke rigtig noget sted at samles, og efter lange og mange drøftelser fandt man på at rejse et ganske almindeligt forsamlingshus. Det skulle stå åbent for alle uanset anskuelse i kristeligt, politisk eller socialt arbejde. Der måtte blot ikke afholdes dans eller udskænkes spiritus. Man enedes om at rejse huset på aktier.

Lidet anede metodisterne dengang, at dette jævne og i hele sin skikkelse fattige hus, og fremmet indirekte af afholdsforeningen, skulle blive den ubetydelige og primitive begyndelse til en metodistkirke i Strandby.

Vor gode ven, Niels Tvilling, der som nævnt ejede hus og mark i Strandby, skænkede en grund til huset, den samme grund forøvrigt, som vor forhenværende gamle kirkebygning, nu ombygget, ligger på den dag i dag. Man tog ret omgående fat på aktietegningen. Hver aktie skulle koste 10 kroner. Et latterligt lille beløb i dag, men som dengang var penge for en Strandby-fisker. Forsamlingshuset stod færdigt i 1892.

Jeg har foran mig liggende den gamle regnskabsbog fra disse første dage. Den dækker tiden fra den 23. juni 1892 til den sidste dato i bogen, den 9. februar 1911.

Der har været 40 aktionærer. Samtlige byggeudgifter beløb sig til 1.075 kr. Til dækning af denne sum havde man aktionærernes 400 kr., et lån i Frederikshavns Sparekasse på 600 kr., og med nogle enkelte frivillige gaver var der ved opførelsen af byggeriet en kassebeholdning på kr. 15,23, et regnskab, der var til at overse. Og så følger i den gamle bog år for år kasseregnskab, der også er meget enkelt og kun omfatter relativt få poster.

Men de taler deres eget sprog for den, der vil lægge øret til dem. Her i den gamle bog møder vi også nogle af de navne, der har haft en sjælden god klang i dette fiskerlejes metodistiske befolkning, og det er med ærbødighed, man møder disse navne, skrevet i bogen med en ret ubehjælpsom skrift.

Bogen viser, at afholdsforeningen har været meget aktiv i sit arbejde, og at foruden metodisterne har baptister, Frelsens Hær, mormoner, De Frigjorte (hvem det så siden har været) med flere holdt møder i huset.

Som årene gled, var det overvejende metodisterne, der anvendte huset, og efterhånden opkøbte de også ved dødsfald eller bortrejse de ledige aktier. Og en dag var det en kendsgerning, at huset var deres, selv om der stadig var enkelte aktier på andre hænder.

☆

Som nævnt før havde der ofte været stærk bevægelse ved møderne i Strandby, og dette var ikke mindst tilfældet i pastor Chr. Nielsens tid (1906-14). En vinter var tilstrømningen så stor, så pastor Nielsen bad børnene om at blive hjemme (jeg tror just ikke, at det var så helt rigtigt), for at de voksne kunne få plads. I de år meldte sig det største antal mennesker til optagelse i menigheden, som den ældre tid har kendt. Men også i pastor Rasmussens tid (1914-21) var der liv og grøde i arbejdet.

Det var i pastor Rasmussens tid, man indrettede huset til en kirkesal med alterparti o. s. v., så nu havde huset indvendigt et kirkeligt præg. Den unge lægprædikant Johan Øvereng var medhjælper i kredsen i pastor Rasmussens sidste år, og han gjorde et godt arbejde både i søndagsskolen og i ungdomsforeningen. Strandby havde efterhånden det hele.

Det gamle hus stod endnu i sin jævne og primitive skikkelse, da jeg i 1921 overtog menigheden efter pastor Rasmussen. Da jeg samtidig også skulle være distriktsforstander, og landkredsen faktisk var som en stor menighed, ansattes samtidig den unge Emil Larsen, der lige havde afsluttet sine studier ved vor præsteskole. Vi havde et særdeles godt samarbejde i de følgende to år.

Det gamle forsamlingshus fra 1892 i Strandby.
Søndagsskolen fra 1921-23.
Siddende til højre: den unge pastor Emil Larsen.

Emil Larsen gjorde et stort og godt arbejde i Strandby og videre og var også meget afholdt. Vi havde altid fuldt hus ved gudstjenester og møder, som det havde været tilfældet i mange år.

Mangfoldige gange har vi set petroleumslampernes flammer dale ned og gispe efter ilt. Men det gjorde ikke noget. Rummet var skønt, fordi Gud var nærværende. Sangen blev båret, som jeg næsten hverken før eller senere har hørt magen til. Endnu toner det i mine ører:

»Højt over højeste bjergetoppe brylluppet evigt fejres skal. . . «

Fr. Jensen afløste Emil Larsen som hjælpepræst, men kun for en kortere tid, da han blev forflyttet til Løkken. I hans sted fulgte den unge Lorentzen. De sidste par år havde jeg arbejdet alene, til Strandby og kredsen blev organiseret som selvstændig menighed.

Da man omsider havde de allerfleste aktier på huset, var der jævnligt tale om at ombygge det til en lille kirke. Vi havde sikret os en smule mere grund, om så skulle være, idet vor nabo, fiskeeksportør Rasmus Clausen, var villig til at overlade os et stykke af sin have. Men tiderne var jo stadig små, og man tøvede med at tage den endelige beslutning.

Vi nåede frem til begyndelsen af året 1924 og rørte igen ved planerne, og nu kom der gang i forhandlingerne. At vor unge murermester Kristiansen kom med et fordelagtigt tilbud på ombygning og udvidelse af huset til kirke gjorde sit til den endelige beslutning. Arkitekt Nielsen Gjøderum i Frederikshavn udarbejdede tegninger, og arbejdet sattes i gang.

Hvad finansieringen angik, lød murermesterens tilbud på 6.000 kr. alt iberegnet. Det gamle inventar skulle fremdeles anvendes. Man havde 3.000 kr. til formålet, væsentligt stammende fra basarer. De øvrige 3.000 sikrede man sig som lån i Frederikshavns Sparekasse. Jeg fik til opgave at sikre os de sidste aktier, så den juridiske side var i orden.

Den 21. december 1924 indviede vi så den første kirke i Strandby, og det blev en stor og festlig dag for hele kredsen. Den lille kirke var fyldt til trængsel, og pressen skrev smukt om højtideligheden. Da der nogen tid efter hang en lille, meget lille kirkeklokke i den lille tagrytter på bygningen, syntes man, det hele var fuldendt.

Jens Tvilling blev »ringer«, og han var ikke mindst stolt, når han trak i rebet og fik de sprøde klokketoner til at lyde som en sang ud over det lille fiskerleje. Og her og der undrede man sig over, hvad dog de metodister kunne!

☆

Men der var jo andre mødepladser på egnen end Strandby. »Engen« havde møder i adskillige år, hvor længe har jeg ikke klarhed over. Men familien afhændede gården i 1893.

Den 25. september 1891 døde den gamle sognefoged, Otto Jensen, i sit hjem på Frydenstrand, og mærkeligt nok skulle det blive pastor H. Hansen (ansat i Frederikshavn for anden gang), der sad ved hans leje, da han lukkede sine øjne i døden. De to mænd havde delt så meget sammen siden hin mindeværdige efterårsdag i Hjørring i 1874. Pastor Hansen begravede sin ven i overværelse af flere hundrede mennesker.

I Aså havde der også været holdt møder i en længere årrække, men heller ikke her har jeg klarhed over, hvornår de er ophørt. Og Andreas Christensens navn (han var som bekendt lægprædikant) nævnes fra sidst i firserne heller ikke mere. Hvorfor ved jeg heller ikke.

Men der havde været holdt møder i mangfoldige hjem fra Frederikshavn til Skagen. Engang i 1889 holdtes det første møde i Skagen. Men de blivende steder var bl. a. Bollehede og Blæsbjerg. De ældste, jeg har kendt på denne egn, var vore gamle trofaste venner, gårdejer Chr. Sørensen og hustru og deres store slægt, der også en dag sendte den unge Robert Nielsen ind i præstetjenesten, ligesom Strandby gav os Poul Rasmussen.

I Chr. Sørensens gamle gård holdtes der mange møder, og da han forlod den og byggede sig noget mindre, åbnede han også dørene til dette sit nye hjem, og jeg husker tydeligt det første møde (en sommersøndag eftermiddag), vi holdt i det nye aftægtshus. Men også andre steder samledes man - og gør det endnu.

I Jerup havde der været møder i ældre tider, men de blev ikke ved, og denne meget lille by delte skæbne med andre pladser på egnen.

»Vanggården« i Jerup

Men engang under slutningen af første verdenskrig, vistnok 1918, købte en metodistfamilie på den anden side Frederikshavn »Vanggården« i Jerup, og med dette køb indlededes en guldaldertid på denne egn.

Chr. Larsen og hustru Ane stillede deres nykøbte gård i Guds riges tjeneste - og gjorde det på en sådan måde, som var det metodisternes egen.

Hvis ikke jeg husker fejl, holdt pastor P. Rasmussen, dengang i Frederikshavn, sine første møder på Vanggård i 1919. Der kom efterhånden mange folk, og vore venner fra Bollehede og Blæsbjerg tog ofte turen til Jerup. Da jeg kom til egnen i 1921, var der således god samling om arbejdet.

Oftest var stuerne på Vanggård fyldt, og når vi nu og da holdt møder i forsamlingshuset for at nå videre ud, så vi også en tæt besat sal. Der hvilede i de år altid en vækkelsens ånd over dette sted, og mange gav sig til Gud. Selvfølgelig var der også en god søndagsskole, som Chr. Larsen ledede, bistået af flere af vennerne.

Hemmeligheden til dette rige arbejde var ikke mindst de to kære venner, Chr. Larsen og hustru Ane, der har været værtsfolk gennem mange år for tusinder - uden selv at begære noget ud over velsignelsen og glæden ved at være i Guds tjeneste.

Min ven, Chr. Larsen, der så sandelig ikke pralede af noget, fortalte mig en dag en lille tildragelse, der illustrerer disse venners helhjertede stilling overfor Guds arbejde. Omkring første verdenskrig og en tid efter denne var den såkaldte gullachstid stærkt fremherskende, hvilket som bekendt gav sig udslag i visse folks overflod af penge, som de ruttede med.

En dag kom en ejendomsmægler til Vanggård i den hensigt at købe gården til en svensk familie. Vanggård er en dejlig ejendom, der ligger lige ned til Kattegat. Manden bød Chr. Larsen en betydelig sum, der lå langt ud over, hvad Larsen selv havde givet for gården. Men Larsen sagde nej. Mægleren blev ved med at sætte budene højere og højere op, til beløbet var det femdobbelte af, hvad Larsen havde givet.

»Da vaklede jeg«, sagde min ven, »det var jo en grumme hob penge, og jeg kunne jo købe mig noget andet og bedre. Men pludselig kom det til at stå for mig: ’Gud har sat os her, og vi har viet os selv, og hvad vi ejer, til ham og hans gerning’, og jeg sagde nej for sidste gang.«

Gården »Himmerig«, også i Jerup, skal heller ikke glemmes. Vore venner dér, Chr. Pedersen og hustru, og for øvrigt mange andre, stod last og brast om arbejdet med familien på Vanggård.

☆

Efterhånden voksede Strandby og den øvrige landkreds sig til en jævn og stor menighed med alle en menigheds normale arbejdsgrene og funktioner. Man havde da også længe drøftet rimeligheden i, at kredsen burde være selvstændig. Dette blev til endelig virkelighed i 1928, ca. 52 år efter det første møde i Niels Tvillings hjem. Pastor Ole Olesen ansattes som præst for - som det hed dengang - Strandby-Jerup menighed.

Den officielle Stiftelsesdag blev søndag den 26. august. Der blev skåret ca. 100 medlemmer ud af bøgerne i Frederikshavn. Længe havde der været en god ungdomsforening i gang i Strandby, og der var tre søndagsskoler i kredsen: Strandby, Rimmen og Jerup. Det var også en ret børnerig menighed, så den samlede metodistbefolkning i hele kredsen, heri indregnet faste tilhængere, var betydelig.

Den 26. august blev selvfølgelig en meget stor højtidsdag for hele kredsen og en ikke uvæsentlig mærkedag for selve Frederikshavn, som pludselig fik skåret sin store landkreds bort. Kl. 10 holdtes gudstjeneste i Frederikshavns kirke, hvor distriktsforstander, pastor S. Rosendahl talte, kl. 16 gudstjeneste i Strandby, hvor pastor Ole Olesen holdt tiltrædelsesprædiken, hvorefter distriktsforstanderen erklærede Strandby-Jerup metodistmenighed for en organiseret selvstændig menighed under Den danske Metodistkirke. At hele kirken fra forgang til køkken var taget i brug er vel overflødigt at skrive.

En meddelelse til Kristelig Talsmand slutter med linierne:

 »Den danske sommer havde den dag gjort en undtagelse fra reglen og lukket til for regn og slud. Solen kastede sit strålende skin over den stille høstdag og gjorde den højtidelig og smuk, og metodister klædt til fest strømmede til den lille by ad mange veje . . . Metodismen i Danmark havde dermed skrevet et nyt kapitel ind i sin historie.«

☆

Her slutter vi. Jeg ved så godt som nogen, at denne historiske beretning er såre ufuldkommen. Men lad os så også huske, at den ikke er Strandby metodistmenigheds historie, ellers skulle meget andet vedrørende personer og data m. m. være behandlet. En dag ad åre vil noget mere fuldkomment foreligge med beretning om nye sejre, om mennesker, der er vundet for Gud, om den store dag, da den smukke kirke på den fine plads i byen blev indviet og meget mere.

Her er kun fortalt i store træk om arbejdets forunderlige begyndelse og dets videre udvikling i de første årtier - om en tid, helt forskellig fra vor, da metodistprædikanten færdedes ad lange veje i storm og slud og mørke eller i sol og lys for at forkynde evangeliet - i bevidstheden om, at »det haster med kongens ærinde«.

Historisk Årsskrift for Metodistkirken i Danmark 1972