af Henning Bjerno
Søndag den 1. oktober 2006 blev en festdag i Jerusalemskirken i København. Efter flere måneders grundig forberedelse og beslutninger i de to menigheder var det dagen, hvor medlemmerne var mødtes for at markere sammenlægningen.
Gudstjenesten blev ledet af den fælles menigheds to præster, Christian Alsted og Ole Birch og med aktiv deltagelse af menighedens lægfolk og teenagekoret, The Gospel Team. Pastoralkomiteformand Minna Kristensen sagde velkommen til pastor Ole Birch og fru Charlotte.
"O gid med tusind tungers magt" blev sunget til indledning - højt og stærkt af de henved 150 deltagere. Pastor Ole Birch prædikede, og ved nadverhandlingen medvirkede to lægkvinder.
Efter gudstjenesten var der arrangeret en fin kirkefrokost i krypten. For at alle hurtigst muligt kunne lære hinanden at kende, bar alle navneskilte.
Fremtiden
Det bliver Jerusalemskirken, der bliver den fortsættende menighed, og Wesleykirken tilsætter 3-5 medlemmer til menighedsrådet og bliver repræsenteret i alle udvalg. Pastor Ole Birch bliver boende i præsteboligen i Gladsaxe i hvert fald frem til sommeren 2007 og flytter på et tidspunkt til bolig i Jerusalemskirken.
Regnskaberne sammenlægges fra nytår 2007. Betjening af Betaniahjemmet på Frederiksberg med Golgatakirken indgår i menighedens pastorale ansvar. De to gospelkor i Gladsaxe overvejer i øjeblikket deres fremtid og mødested.
Præstens bemærkning
I sidste nr. af Wesleykirkens menighedsblad skrev pastor Ole Birch:
Pastoratskonferencen søndag den 27. august har vedtaget menighedsrådets forslag om sammenlægning af vores menighed med Jerusalemskirken og salg af kirken i Gladsaxe.
Ifølge den ligeledes vedtagne køreplan holdes den sidste gudstjeneste i Wesleykirken søndag d. 24. september og den officielle sammenlægning finder sted ved en festgudstjeneste i Jerusalemskirken søndag, d. 1. oktober.
Begge disse gudstjenester er vigtige markeringer for metodistfolket i Storkøbenhavn.
Arbejdet i Gladsaxe kom til at foregå i ca. 12 år fra 1994, hvor Golgatakirken og Betaniakirken slog sig sammen og flyttede fra henholdsvis Frederiksberg og Nørrebro til Gladsaxe.
Jeg vil ikke spekulere i, hvorfor der ikke blev den fremgang, alle havde håbet på, men blot konstatere, at det medlemsmæssige og det økonomiske grundlag var for sårbart til at løfte opgaven.
Når vi ser tilbage, skal vi huske det gode, det er sket i de 12 år. Jeg tror ikke, vi skal plage os selv med fortrydelser og mismod. Der er blevet kæmpet godt for at være en levende menighed og et vidnesbyrd for verden. Der har været mange gode aktiviteter i Wesleykirken, og nogle af dem kommer også til at leve videre.
Først og fremmest så er vi alle, børn, unge og voksne mennesker, der er værdifulde i Guds øjne, og som også fremover kan finde en sammenhæng at leve vores tro ud i.
Det vigtige er derfor at se fremad og blive inspireret af de nye muligheder som sammenlægningen med Jerusalemskirken indeholder. Vi bliver en del af et større menighedsliv, hvor der er muligheder for at knytte nye kontakter og tage del i et spændende arbejde.
Vi kan give slip på den byrde, det også kan være at skulle klare alting selv. Det kan give plads til, at vi selv kan være dem, der tager imod Guds kærlighed, så vores åndelige liv kan opleves som en styrkelse i livet.
Livet er en foranderlig størrelse. Ingenting forbliver altid det samme. Eller som Prædikeren skriver: "Der er en tid til alting".
Lige nu er tiden til opbrud og nyorientering. Det er ikke nogen let proces, men med Guds kærlighed skal vi nok klare det. I et nyt fællesskab kommer den enkelte til at opleve sig forvirret og usikker i begyndelsen.
Hvem er de mennesker, jeg nu er i menighed med? Kan jeg finde mig til rette her? Kan jeg finde næring for min ånd i disse nye rammer?
Det vil tage tid at finde vej og bygge nye relationer, men det kan lade sig gøre!
Selv vil jeg gerne slutte min sidste "Præstens bemærkning" med at sige tak. Tak til Gud fordi jeg fik lov til at tjene i Wesleykirken, og tak til min menighed for samarbejde, opbakning og forbøn i disse godt fire år. Tak for fællesskab fra mig og min familie.
Og så vil jeg sige velkommen til en levende oase, midt i Storbyen, Jerusalemskirken.
Bragt i Himmel & Jord, oktober 2006
