Hans forældre havde tidligt fået forbindelse med Metodistkirken, og Carl og hans søskende fik lov at nyde godt af den ånd, der rådede i hjemmet. Allerede i 14 års alderen oplevede han et åndeligt gennembrud og gav sit hjerte til Gud.
Han blev lige fra begyndelsen en aktiv arbejder, først i søndagsskolen og siden i ungdomsforeningen. Han kom i lære, og efter udstået læretid rejste han en tid som ung håndværker i Tyskland. —
Efterhånden modnedes hos ham tanken om, at Gud kaldte ham til at blive metodistprædikant. — I 1914, ved den tid, da den første verdenskrig udbrød, begyndte han sammen med tre andre unge sin uddannelse på Metodistkirkens prædikantskole, der på den tid var flyttet til Aarhus, — Her lærte man at værdsætte ham som en god broder og kammerat.
I 1916 fik han sin første ansættelse i Løkken. Samme år indgik han ægteskab med Karen Martine, født Nielsen, der også var fra Vejle, og med hvem han havde været forlovet nogle år. — Sammen fik de lov at virke i en lang årrække i de skiftende menigheder: Løkken, Holstebro, Neksø, Esbjerg, Frederikshavn, Aarhus og Banders. — Hans gerning satte spor, hvor han kom. Han var en nidkær arbejder for Gud — »tilforladelig og med en indre glød i sin forkyndelse«, blev der sagt ved hans begravelse, og det er rigtigt. Han var en samvittighedsfuld menighedsforstander, tro mod den arv, han fik fra kirken og hjemmet, — og han vandt sig venner alle steder. Udrustet, som han var, med en særlig nådegave til som sjælesørger at møde mennesker på tomandshånd.
En periode gjorde han også tjeneste som distriktsforstander. —
I 1950 mistede han sin hustru. Det blev et stort tab for ham og for de 8 børn, der var vokset op i hjemmet. —
Senere indgik pastor Carl Bjerno ægteskab med betania-søster Johanne Nielsen, der blev ham en trofast medhjælp de sidste år, han levede.
Det sidste års tid var han ikke rask. Det var hjertet, der voldte vanskeligheder. En længere periode var han fritaget for tjeneste for at søge helbredelse på kuranstalten Hald. — Han vendte tilbage, tilsyneladende med nye kræfter, og genoptog sin gerning, og så — da man mindst ventede det — kom der pludselig rejsebud til ham mandag den 21. marts i år.
Under stor og hjertelig deltagelse stedtes støvet til hvile i Aarhus fredag den 25. marts.
Ved højtideligheden i kirken udtaltes smukke mindeord af pastor Carl Bjernos svigersøn, pastor Kyrø Rasmussen, af hans broder, pastor L. P. Bjerno, og af sønnen, pastor Povl-Erik Bjerno. —
Vi takker for pastor Carl Bjernos liv og tjeneste iblandt os, — vi nedbeder Guds velsignelse over hans efterladte — og udtaler: Velsignet være pastor Carl Bjernos minde.
Ejner Kyst
Mindeord bragt i Årbog for Metodistkirken i Danmark, 1955
Kommentarer
Send en kommentar