Hjem, Barndom

Superintendent Karl Schou - del 1

Af Svend Johansen

Karl Schous Forældre var jævne Borgerfolk i den lille jydske Købstad Holstebro. Faderen var Urmager, og skønt han var en dygtig Mand i sit Fag, var Fortjenesten dog kun lille, saa Forholdene i Hjemmet var meget beskedne.

Forældrene var begge meget retskafne Mennesker, der levede et fromt Liv. Og skønt de ikke kendte noget til erfaringsmæssig Kristendom, saa lærte de dog deres Børn at bede til Gud. I et af de nedenfor citerede Breve til Hjemmet — et Brev, hvori Karl Schou forud har formanet sine Forældre til alvorlig Gudsfrygt — forekommer i Slutningen Ordene:

„O, hvor taknemmelig er jeg ikke til eder, at I som Barn lærte mig at bede. Og om endskønt jeg ikke har gjort det med Tro i mange Aar, saa har Gud dog aldrig forladt mig, men altid hvisket til mig: Du burde være en Kristen.“

Det var især Moderen, der var Midtpunktet for det aandelige Liv i Hjemmet. Hun ikke blot lærte sine Børn at bede, men i enfoldig Bøn fulgte hun dem ud i Livet. Hun var, siger Hanne Schou, vor og særlig Karls gode Engel. Det har været ogsaa Nedskriveren af dette Skrift en Velsignelse at kende hende som en from og gudhengiven Kristen.

Fem Børn voksede op i Hjemmet, af hvilke Karl var eneste Søn. To af Døtrene blev gift med Jernbanemænd, og begge disse Familier forlod senere deres forholdsvis gode Stillinger (Lokomotivførere) i Danmark og drog til Amerika. De er begge døde for flere Aar siden.

En tredie Søster, Frederikke Buck, hvem vi kan takke for adskillige Oplysninger i nærværende Skrift, drog over som Husholderske for Broderen efter hans første Hustrus Død. Hun døde i Aar (1934) den 13. Januar i sit Hjem i Dover, New Jersey.

Den fjerde, Hanne Schou, som mange af de ældre Læsere har kendt og elsket, blev Karls Husholderske her i Danmark indtil hans andet Giftermaal. Hun er nu den eneste overlevende.

Efter Karl Schous Død rejste hun sammen med sin Moder til Amerika, hvor Moderen levede sine sidste Aar hos Mrs. Buck i Dover, og hvor ogsaa Hanne Schou henlever sin Alderdom. De gifte Søstre efterlader sig en stor Flok af Efterkommere i flere Slægtled, saa Hanne nu som Tante og Grandtante ser ud over en Skare af mellem 60 og 70 Sjæle, hvis Stammemødre gik ud fra det lille Urmagerhjem i Holstebro.

Om Karl Schou i Drengeaarene siger hans otte Aar yngre Søster Hanne:

„Han var en munter Dreng, der legede og sloges med de andre Drenge. Han havde mange Venner og var absolut en god Kammerat. Han havde mange Løjer for med os, hans Søstre. Jeg var altid hans Tjener, der gik hans Ærinder.

Undertiden syntes jeg, hans Løjer med mig gik for langt, som f. Eks. en Dag han gav mig en Seddel, jeg skulde gaa med til en Familie for at hente noget Sytøj til ham. Jeg var naturligvis nysgerrig og gik ind i en Port for at forsøge at læse, hvad der stod paa Sedlen, og jeg fik ud af, at det var kun for at lade mig gaa Fastelavnsnar.

Men jeg turde ikke fortælle, at jeg havde læst Sedlen, men maatte lade som ingenting og imod bedre Vidende gaa mit Narreærinde. Dog var hans Løjer altid uskyldige, og vi elskede ham. Han var en kær Dreng.

Om hans Flid og Evner under sin Skolegang afgiver han selv det bedste Vidnesbyrd gennem den Færdighed særlig i Brugen af sit Modersmaal, han fremdeles besad efter at have gennemgaaet de højere Grader af Uddannelse i et fremmed Sprog under Lærere, der var aldeles fremmede for Dansk. Og det skriftlige, der er tilbage fra før han rejste til Amerika og fra hans første Tid i det nye Land, er ortografisk saa godt som fejlfrit og i smuk Haandskrift med de da brugte smukke, gotiske Bogstaver.

Vi har vel alle mødt Mennesker, uddannet ved fremmede Landes højere Undervisningsanstalter, og erfaret, at deres Brug af Modersmaalet staar i ligefrem Forhold til det Maal af Skolekundskaber, de tog med fra Hjemlandets Barneskole.

Af nedenfor citerede Afsnit af Breve vil skønnes, at han maa have været en meget duelig Skoleelev, og at Almenskolen i Holstebro ogsaa i hans Barndom har givet sine flinke Elever en god Uddannelse.