Anna Lerbæk

Anna Lerbæk 1898-1975

Anna Elisabeth Lerbæk blev født den 25. februar 1898 i Gundsømagle.

Som den ældste af en søskendeflok på syv kom hun i en ung alder til at skulle give en hånd med i arbejdet. Hun hjalp sin fader i stald og i marken og sin moder i køkkenet, ved rengøringen og med pasningen af de mindre søskende.

På den måde opvoksede Anna Lerbæk under forhold, hvor det var naturligt at gå igang med mange forskellige arbejdsformer. Denne barnelærdom fik hun senere brug for i gerningen.

I Vindinge skole afslørede Anna Lerbæk hurtigt sine fremragende evner. Da først hendes kundskabstørst var vakt blev hun en flittig gæst på biblioteket, hvor hun fandt læsestof til at supplere skolelæsningen med.

Gennem en veninde fik hun kontakt med metodistmenigheden i Vindinge. Her fik hun en god åndelig undervisning og efter sin omvendelse blev hun optaget som medlem af kirken. 1920 gik rejsen til Amerika, hvor Frk. Lerbæk fik en omfattende sygepleje - og universitetsuddannelse. Hendes flid og gode evner bevirkede, at hun gennemførte studier, der normalt tager 11 år, på 8 år og opnåede fine resultater.

I 1930 var alt endelig klart til udsendelsen. Rejsen gik til Sandoa i det daværende belgisk Kongo. Her udførte Anna Lerbæk størstedelen af sin store missionærgerning. Det blev en alsidig opgave, der omfattede undervisning, sygepleje, byggeri og landbrug. Den litterære side af frk. Lerbæks gerning må dog særlig understreges. Oversættelsen af bibeldele til lundasproget samt udgivelsen af en afrikansk ordbog vil være til stor gavn i mange år.

Med sin dygtighed, sin flid og åndelige personlighed satte Anna Lerbæk meget igang derude. Arbejdet fortsætter. Der er tændt lys i Afrika. Som metodister i frk. Lerbæks hjemland, har vi al grund til at være taknemlige over, at vor kirke har kunnet opfostre og udruste en så stor åndelig personlighed.

1960 blev Anna Lerbæk pensioneret, hvorefter hun levede sine sidste år på Betaniahjemmet i København.

Den 29. juni 1975 hjemkaldte Herren sin trofaste tjenerinde.

Ære være Anna Elisabeth Lerbæks minde.

Robert Nielsen

Anna Lerbæk blandt gæster fra USA

Mindeord bragt i Årbog for Metodistkirken i Danmark 1976

Søster Rigmor Eriksen

Rigmor Eriksen (1901-1964)

Søster Rigmor Eriksen er født i Rønne den 23. februar 1901.

Hun er vokset op i et gudfrygtigt Indre Missionshjem, men fik i sine tidlige ungdomsår tilknytning til metodistmenigheden, der da havde tilhuse i et mindre kapel i Rønne. I en ret stærk vækkelsesperiode der, omkring 1915—16, fik vor missionær Alma Eriksen en stærk åndelig oplevelse, der blev afgørende for hendes fremtid.

Nogle få aftener senere oplevede hendes søster Rigmor, der da var 15 år gammel, det samme. Begge de unge søstre fandt deres plads i metodistmenigheden og blev ret hurtigt virksomme medarbejdere, særlig indenfor søndagsskolen og ungdomsforeningen.

Et særpræg for de to søstre var den åbenhed og frimodighed, de lagde for dagen såvel i deres hjem som i menigheden og ude blandt andre mennesker.

Rigmor Eriksen gik ind til sygeplejen og fik sin uddannelse fra sygehuset i Esbjerg. Hun gik ind i Betaniaforeningens tjeneste i 1924 og blev af biskop R. J. Wade, ved årskonferencen i Svendborg i 1928, sammen med tre andre sygeplejersker, indviet til diakonisse.

Allerede i 1926 blev søster Rigmor ramt af en svær sygdom — australsk syge — der prægede hende for livet. Hun stred tappert mod sygdommens følger, men måtte dog i perioder afbryde arbejdet. Hun fortsatte i tjenesten indtil 1954, hvor hun blev pensioneret.

Sygdommens prøvelser blev ikke mindre med årene. Men hun bevarede troens frimodighed og tilliden til den Gud, hun, så langt kræfterne slog til, havde søgt at tjene, ved at hjælpe andre i sygdom i lidelser. Og med enestående tålmodighed og uden at klage bar hun sin sygdom.

Men sygdommen tog overhånd, så søster Rigmor måtte indlægges på Århus Kommunehospital, hvor Herren den 27. december 1964 hjemkaldte sin trætte og svage tjenerinde.

Æret være søster Rigmor Eriksens minde.

Søster Martha Nielsen

Mindeord bragt i Aarbog for Metodistkirken i Danmark 1965

Vore Kongomissionærer i 1890'erne: Louise Jensens Dagbog 6

2. juledag 1896 ankommer
Hans og Louise til København.

Paa Vej hjem, 1896

20. Oktober.

„Vi ankom i Dag til Ugangila, og Hans blev jo meget overrasket og glad ved at se mig, da han ikke havde ventet mig saa snart. Han var meget bedre, Gud ske Lov, men dog ikke i Stand til at være oppe hele Dagen.

Vi forlod Isangila Søndag Morgen, og det er vel nok sidste Gang, jeg ser Vilhelms Grav og vort gamle Hus. — Men det er vel nok bedst saadan. Vi kom godt ned, og jeg frydede mig ved at være ude paa Rejse i den frie Natur.

Den første Aften følte jeg mig lidt ensom. Jeg tænkte paa, at vi havde ikke mere noget Hjem og skal maaske i lang Tid tage rundt fra den ene Plads til den anden. Men ogsaa derigennem kan vi lære, at vort Hjem er ikke hernede paa Jorden, at vi ikke her har et blivende Sted. Og det kan opmuntre os til at stræbe efter det bedre Hjem oppe hos Gud.“

21. Oktober.

„Gik til Vivi i Dag. — Hans fik mine Bærere, som jo ikke var saa glade for Byttet, og jeg fik to andre fra Ngangila. Men jeg gik det meste af Vejen. Og da de ikke var kendte med Vejen, gik vi hver sin Vej. Saa jeg var meget ængstelig for, hvor Hans var blevet af. Men han kom da rigtigt til Vivi lidt senere end jeg. Det var underligt at se Vivi igen for mig, som ikke havde set det saa længe. Og Børnene, de lignede sig selv meget. Hans var træt efter Rejsen. Han er meget svag.“

24. Oktober.

„I Dag kunde vi vente Br. Oman og Str. Lavson tilbage fra Isangila, hvis Bærerne har holdt Ord. -- Hele Dagen gaaet; men de er ikke kommet endnu. Br. White kom op i Dag, og vi saa ham for første Gang, siden vi forlod Vivi. Vi var alle i Seng, da vi pludselig hørte Trin udenfor, og til vor store Glæde hørte vi Br. O. og Str. L. Men de var alene og havde gaaet hele Vejen ned fra Isangila. Der var kun kommet otte Bærere ialt. Saa der var ingen til at bære Str. L. Men Gud havde hjulpet dem paa Vejen, saa de var da nogenlunde raske efter saadan en lang March.“

24. Novbr.

„Vi har været en Maaned ved Vivi nu. — Vi har haft en god Tid her. Men der har ogsaa været meget, som har bedrøvet vore Hjerter. Stakkels Br. O. har her et tungt Kors at bære. Og det er ikke underligt, om han somme Tider føler sig fristet til at afkaste Byrden. Han arbejder for haardt, og han har ikke været rask i lang Tid. Jeg er bange, at hvis han bliver saadan ved, saa vil hans Plads snart være tom ved Vivi. Str. L. er heller ikke vel og ikke glad. Og det værste er, at hun synes at være hæmmet i sit Arbejde herude; og hjemme var hendes Tid altid optaget i et velsignet Arbejde for Gud, og hun var glad og lykkelig. Det gør os ondt at forlade dem.

Vi føler os alle saa trykket under de nuværende Omstændigheder. Vi véd intet om, hvordan den nye Biskop vil ordne alt. Og vi ønsker alle, at han snart vilde komme herud. Men nu er det ordnet, at vi skal rejse. Saa vi vil ikke se ham denne Gang. Det er vor sidste Dag ved Vivi. Den sidste Aften vil vi se Solen gaa ned og holde den sidste Aftenbøn med Børnene. Skal vi se denne Plads mere? Det véd kun Gud. Men, takket være Ham, vi er glade, fordi vi kan sige: Din Vilje ske, o Gud. Vi vilde være glade ved at blive, og vi vilde være glade ved at komme igen. Men jeg føler mig mere og mere uværdig til Gerningen herude.

Jeg synes somme Tider, at vi er blevet kolde overfor Gud, at vi har mistet vor første Kærlighed og Iver. O, Herre, drag os nær til Dig og hjælp os at holde fast ved Dig, for Jesu Skyld, at vi dog ikke skal være unyttige Arbejdere i Din Vingaard! — Det er ikke her, vi havde tænkt os at være for et Par Maaneder siden. Og skulde vi have valgt vor egen Lod, saa havde det vel ikke været saadan. Men vi kan ikke ønske os nogen bedre Lod end den, som Gud udvælger for os, om den end fører os gennem Trængsler.

Saa skal vi atter paa Vandring! Herre, hjælp os, at vi maa være til Velsignelse, hvor som helst vi kommer! — Vi er fattige. Men det bekymrer os ikke meget. Vi kan sige i Sandhed: Hidtil mig Herren har hjulpet saa vel, indtil i Dag. — Og vi véd ogsaa, at Han vil ikke forlade os. Vi har Beviser for Hans Omsorg og Kærlighed til os hver Dag. — Mr. Egerton var her forleden Dag for at sige Farvel til os; og han gav os en Note paa 50 Dollars, da han gik. — Tak, ogsaa for det, himmelske Fader!“

25. Novbr.

„Forlod Vivi om Morgenen. — Tog til Matadi og fik vore Pengesager ordnede og gik derefter ombord paa den belgiske Damper „Albertville“ ca. Kl. 12. — Vi kom dog ikke til at sejle før den næste Dag. Sagde Farvel til de kære Venner. Wveba var meget bedrøvet, stakkels Dreng. Gud velsigne ham og gøre ham brugbar i Sin Tjeneste og lade os mødes igen, hvis det er Hans Vilje. — Det var en usædvanlig varm Dag, og vi døjede meget af Varmen baade om Dagen og Natten.“

26. Novbr.

„Meget tidlig om Morgenen lettede vi Anker, og vi maatte skynde os op paa Dækket for at faa det sidste Glimt af Vivi at se, og derefter gik det stærkt ned ad Floden. Ca. Kl. 7 var vi ved en Plads nær Boma, hvor vi stoppede det meste af Dagen for at losse, og henad Aften gik vi til Boma, hvor vi blev Natten over. --

Om Morgenen tidlig gik vi i Land og havde en behagelig Spadseretur. Kl. 10 gik vi fra Boma til en anden Plads, hvor vi skulde tage en Ladning ind af Palmeolie og Kærner, og her blev vi til næste Morgen.“

28. Novbr.

„Gik til Malele meget tidlig, og her var en Masse at losse og lade. -- Her fik vi en Dame ombord med et lille Barn. Hun var ofte syg af Feber, og da hun skal rejse alene hjem, var hun meget glad over, at vi var med, saa vi kunde hjælpe hende med Barnet.“

29. Novbr.

„Kom til Banana om Morgenen for at tage Kul ind; men da det var Søndag, blev intet Arbejde udført. -- Om Fmd. døde en af de stakkels sorte Passagerer. Hans Venner og Kammerater var meget omhyggelige for ham og klædte ham paa med noget af deres eget Tøj, før han blev begravet. Var en Tur i Land. Om Aftenen havde vi Sang med de Indfødte ombord. Flere af dem var udmærkede til at synge.“

30. Novbr.

„Mrs. Hendriks fik hæmorturisk Feber om Natten, saa vi maatte jo tage os af den lille Dreng. Hun er meget syg, Stakkel, og hendes Mand er meget ængstelig for hende. -- Vi kom ikke ned at besøge Miss Kildare. — To andre sorte Mænd er døde i Dag, og flere er syge. Her er utaalelig varmt.“

1. Decbr.

„Mrs. H. er ikke bedre, og da Doktoren er syg, og hendes Mand ikke kan rejse med hende, saa blev det bestemt, at hun skulde tages i Land igen. -- Jeg gik med dem i Land, da de gik, og jeg kunde ikke lade være at græde, naar jeg tænkte paa dem; — hun dødssyg i et fremmed Hus, og saa den lille, stakkels Dreng, som maaske snart vil blive moderløs. Jeg havde ham om Natten, og han var saa god og sød. — —

Hans fik Feber i Nat, men var bedre i Morges og lidt oppe i Eftmd. — 4. Styrmand, en pæn ung Mand af god Familie, døde i Fmd. af Feber. -- En af Passagererne, som er lidt forstyrret af Feber, forskrækkede os alle ved at affyre en Revolver ud af Vinduet i sin Kahyt.“

3. Decbr.

„Hans fik Feber i Morges og har været i Seng hele Dagen. -- En af Opvarterne døde i Dag. Han var kun i Seng ½ Dag. Men han havde høj Feber. Det er ikke længere siden end i Forgaars Aftes, at vi talte med ham. Da var han oppe og gik omkring, og i Aften er han allerede begravet. Det er en alvorlig Advarsel for os alle om at være beredt. Ingen af os véd, hvem der vil blive den næste.“

De forlader Landana, hvor Skibet har ligget et Par Dage, og gaar ud i rum Sø. Der er megen Sygdom ombord, og Hans og Louise har travlt med at hjælpe. Den 5. Decbr. omtales, at en af Passagererne er meget syg og menes ikke at ville leve Natten over.

„Mr. Forfeit og Hans har gjort alt, hvad der kunde gøres for ham.“

6. Decbr.

„I Nat Kl. 12 døde den syge. Hans kom lige derind, som det var forbi. Og i Morges tidlig, før nogen kom op, blev han sænket i Vandet. En anden Mand, som har været syg længe af Feber, har det værre i Dag; men jeg har bedt meget til Gud for ham. Han har ligget som en Byrde paa min Sjæl, og jeg véd, at Gud er i Stand til at bevare hans Liv. Doktoren er ogsaa stadig syg og synes næsten at blive daarligere. Hans har hjulpet ham en Del, og han er meget taknemmelig for det.“

7. Decbr.

„Den anden syge var daarligere i Nat, saa Hans maatte stadig op og fik ikke megen Søvn eller Hvile. En anden Mand, som ogsaa har været syg hele Tiden, døde i Morges. Det var lidt uhyggeligt. En af Opvarterne kiggede ind til ham, og da var han døende og levede kun nogle faa Minutter. Og to Timer efter var ogsaa han puttet i Vandet.“

8. Decbr.

„I Morges tidlig standsede vi ved Akra, hvor en Del af de sorte, som har arbejdet paa Kongoen, skulde i Land.--I Dag saa vi Land hele Dagen, idet vi sejlede langs med Guldkysten. Her er meget behageligt nu, hverken for koldt eller for varmt. Hans’ Patienter er bedre; men han er ikke selv meget stærk. En af de sorte, som hjælper til her ombord, bad os i Aftes om at give ham en Bibel, hvilket vi var glade ved at gøre.“

12. Decbr.

„I Nat ankom vi her til Sierre Leona — for at tage Kul ind. Her er meget smukt, — en temmelig stor By med mange smukke Huse. Og saa de høje, skovklædte Bjerge bagved. Og rundt mellem Husene de høje, slanke Palmetræer. Det varede ikke længe, før vi var omringede af Baade, som kom -- for at tage Passagerer i Land. Der kom ogsaa en Masse Frugt ombord, og vi fik os nogle Appelsiner. Her var meget varmt, og vi var glade, da vi lettede Anker Kl. 4 og kom ud i rum Sø. — Det var den første Plads, hvor vi saa Afrika. Og det vil ogsaa blive det sidste, vi ser af Afrika, denne Gang. Om vi skal se det mere, véd kun Gud.“

De og mange andre af Passagererne døjer en Del paa Grund af Søsyge, da Skibet ruller stærkt. —

16. Decbr.

„De sidste to Dage har været koldere. Og i Dag er det rigtig koldt, saa Folk begynder at tage Vintertøjet frem nu. Og vi kan mærke Forskellen. Vi har ikke været vant til Kulden nu i et Par Aar.“

17. Decbr.

„I Dag stoppede vi her ved de kanariske Øer. Her er meget smukt, høje Bjerge. Og rundt omkring ligger strøet smaa Landsbyer. Alle Husene er helt hvide. — Mr. og Mrs. Forfeit gik i Land her for at blive en lille Tid, før de rejser hjem. De har været rigtig flinke, saa vi vil savne dem. Men nu haaber vi med Guds Hjælp snart at være hjemme ogsaa. Saa vil vi ikke tænke paa Savn mere for en Tid. Her er en Masse Frugt af alle Slags, og en Mængde er kommet ombord i Dag.“

22. Decbr.

„I Aften sejler vi forbi den franske Landtunge og kommer ind i Kanalen. Det er meget koldt, og vi kan føle, at det er Vinter nu. Vi er raske, takket være Gud, og glæder os snart til at se de kære derhjemme. Men vi naar jo ikke at være hjemme til Juleaften, som vi havde glædet os saa meget til. — Lørdag havde vi slemt Vejr. Det rullede meget, og vi var beg# ge utilpas. Men siden Søndag har vi haft rolig Sø.“

★

Dermed slutter Louise Jensens sirlige Skrift i Dagbogen. Og hendes Mand har tilføjet følgende Efterskrift:

„24. Decbr. kom vi ind til Antwerpen, og snart var alt besørget. Men først Kl. 5½ gik Toget. -- Tiden gik hurtigt, og snart kørte vi, — hele Natten og næste Dag. Kl. 11 var vi i Kiel. Men vi havde mistet vore Kasser i Hamborg, og vi maatte telegrafere tilbage, og saa kom vi for sent til Færgen og maatte tage ind paa et Hotel og vente der til om Natten for saa at tage med Færgen.

2. Juledag saa vi saa igen vort gamle Danmark, idet vi kom til Korsør Kl. 8 Morgen. Og Kl. 11½ var vi i København, og Kursen blev jo sat til Utterslev, hvor vi med Glædestaarer blev modtaget af de kære. —

27. Decbr. var jeg ude paa Amager. Kære Mor kunde næsten ikke tro sig selv. Gamle, kære Mor troede, jeg var død.

Oh — ! — Tiden gik hurtig, og fjorten Dage var snart forløbne med at tale om nyt og gammelt og købe ind og andre Smaating. Og vi frydede os ved at kunne være sammen med de kære og at samles med alle Venner. —

Men snart kom der andre Ting og Tilstande. Den 12. Januar blev den kære Louise syg, og snart stod det klart for hende, at der ikke var mere for hende her paa Jord. Men som hun havde ønsket og søgt at arbejde for Herren og Frelseren, medens hun var rask, saaledes gjorde hun til sin Død. Ja, selv midt i Dødens Flod lød fra hendes kærlige, deltagende Hjerte:

„Kom med! Kom med!“

Afrikas Besværligheder afskrækkede hende ikke fra at rejse ud til dets stakkels Sønner og Døtre. Men heller ikke Døden havde nogen Brod for hende. Triumferende, med Smil i Øjet og Fred i Hjertet, lød hendes kærlige Stemme:

„Jeg ser Ham, Jesus min Frelser! Ja, jeg ser det ny Jerusalem!“ — Ja, og „Hold fast! Hold fast og kom med!“

16. Januar 1897.                                                                             

— — —

Salige er de døde, som dø i Herren.

Dagbogens Beretning er endt. — Den er tillige et personligt Vidnesbyrd fra en from og tapper Kvinde og en uforfærdet Mand, to jævne, unge, danske Metodister, der satte Livet i Vove for at tjene Gud. Som tog Korset op og fulgte Jesus efter, fyldt af opofrende Kærlighed til Gud og Mennesker, ogsaa til deres sorte Brødre i det mørke Afrika. —

Hvor meget deres Gerning betød, véd kun Gud, og det tilkommer det ikke os at dømme om. — Vi kender ikke Guds Maalestok. — De vil i hvert Fald staa som lysende Eksempler paa Mennesker, hvis Hjertes dybe Længsel var at leve med Gud, at gøre Hans Vilje og blive brugt af Ham, og som ikke lod det blive ved smukke Tanker og Følelser.

„O, Gud ske Lov, det hjemad gaar!“ er et Hjertesuk, der gentagne Gange lyder fra Dagbogens Blade. Louise Jensen levede sit Jordeliv med Haabets Anker kastet ind bag Himlens Forhæng. Og det „gik hjemad“ — maaske hurtigere end ventet, — og hurtigere, end vi med vor begrænsede Menneskeforstand kunde finde det rimeligt: kun lige fyldt 29 Aar.

— — —

Bragt i Historisk Aarsskrift for Metodistkirken 1941

Vore Kongomissionærer i 1890'erne: Louise Jensens Dagbog 5

Congofloden set fra Mayanga-plateauet

Isangila, 1896

1. Jan.

„Min Sjæl, lov Herren, og glem ikke alle hans Velgerninger! — — Jeg begynder den første Dag med Feber; men Gud har lovet, at Han vil give den trætte Kraft. Hans er ogsaa træt og svag, men har dog ingen Feber, Gud ske Lov!“

2. Jan.

„Gud ske Lov, i Dag  jeg rask og oppe igen! Fylder i Dag 28 Aar. Hans og Drengene har travlt i Haven.“

18. Jan.

„Vore Hjerter længes efter mere Samfund med Gud, mere Fortrøstning, mere Frimodighed og Tro. Og vi kunde faa det alt, for Han har selvsagt: Beder, saa skal eder gives. — Forrige Søndag var en af Drengene nede at grave Orme op, da en Krokodille kom listende og bed ham i Armen. Og det var et stort Under, at han slap saa let. Men det var Gud, som holdt sin Haand over ham. Han kunde let have mistet sin Arm og Livet med. —

I Torsdags havde jeg lidt Feber. Men det var ikke den værste af Dagens Hændelser. Lidt efter Middag trak et forfærdeligt Uvejr op, og en Storm kom tillige saa voldsomt, at vort gamle Hus svajede frem og tilbage, og Skolen faldt. Kogehuset var ogsaa nær faldet, og mange af vore Pisanger faldt. Men ogsaa den Dag viste Gud os, at Han har Omsorg for os. Alle Drengene var i Skole, da Uvejret brød løs. Men de skyndte sig ud. Og lige som de var kommet ud, faldt Huset. De var næppe sluppet uden Skade, hvis de havde været i Huset.“

24. Jan.

„I Dag er det kære Vilhelms Fødselsdag. Han tænker vel næppe paa det i Himlen. For et Aar siden laa han døende her paa den samme Plads, hvor vi nu virker. Jeg var oppe at se til hans Grav. Mon nogen af os skal hvile ved Siden af ham?“

1. Febr.

„Hans kom hjem i Dag, rask og glad, og havde haft en god Tid oppe i Byerne.“

17. Febr.

„Hans og Drengene har haft travlt med at bygge paa Skolehuset i den forløbne Uge, og det gaar godt fremad nu.“

25. Febr.

„I Dag har Hans faaet Skolehuset færdigt. Vi er alle meget glade derover, da vi i lang Tid har savnet det. Maatte Guds Velsignelse hvile over det nye Hus, saa Sjæle maatte blive frelst der!“

24. Marts.

„Hvorfor har jeg ikke skrevet saa længe? — Jeg har ikke haft noget godt at skrive om. For det har været en Mørkets og Kampens Tid, og jeg har været syg og træt. Men Gud være takket, det har lysnet op igen! —

Forrige Søndag, d. 15., fik vi Brev fra Br. White, at han vilde rejse til Amerika „in the interest of our Mission“. Men han kunde ikke faa Tid at komme her først, hvilket vi var meget bedrøvede og skuffede over. — Det ser ikke meget lovende ud i vor Mission, hvad de timelige Ting angaar. Men om Vej og Tid vor Herre véd Raad.“

7. April.

„I Morges gik Hans og ni af Drengene til Byerne for at købe Mad, men ogsaa for at tale Guds Ord. — De var dog ikke gaaet ret langt, før H. fik Feber og maatte ligge paa Stien i flere Timer.

Saa sendte Gud nogle Bærere forbi, og da han heldigvis havde en Hængekøje med sig, saa bar de ham hjem. Jeg blev jo forskrækket ved at se en af Drengene komme tilbage. Men da Hans kort efter kom, var Feberen dog gaaet noget ned.“

17. April.

„Hans har ligget til i Dag, men er da oppe nu. — I Dag er det fem Aar, siden Jesus gav mig Fred. Det var en Glædesdag for mig.“ —

18. April.

„I Dag er det tre Aar, siden vi rejste fra Danmark. Vil vi se det igen?“

3. Maj.

„Hans’ Fødselsdag og et Aar, siden vi kom hertil fra Vivi. Gud har velsignet os meget i det Aar.“

9. Maj.

„Vi har tænkt frem og tilbage og bedt Gud vejlede os i, hvad vi skal gøre angaaende at bygge. Det staar klart for os, at vi ikke skal bygge her ved Isangila, og saa er der ingen anden Udvej at se end at bygge ved Banza-Yanga eller gaa. Men da vi hellere ønsker at blive, saa længe vi kan, og Gud heller ikke har vist os, at vi skal gaa, saa har Hans i Dag bestemt at gaa i næste Uge. Og vi glæder os, for vi tror, at Gud vil velsigne os. — Hans vil komme til at bo deroppe nogen Tid.“

12. Maj.

„Saa gik de! Jeg véd, at jeg nu ikke vil se Hans, uden paa Besøg, i flere Maaneder. Og han vil ogsaa have det ensomt, og mange Ture vil han have at gaa. - - Det er nu tredie Gang, Pladsen bliver ryddet for at begynde at bygge derpaa. Vil Gud velsigne os denne Gang og lade det ske? Maatte dette Hus blive et Fyrtaarn, hvorfra mange Sjæle maa lære Livets Lys at kende!“

18. Maj.

„Hans kom hjem fra Kilongo. - - Folket deroppe syntes glade, fordi han er kommet og vil bygge der. Og Rydningsarbejdet gaar rask fra Haanden.“ 

Hans gik til Vivi d. 22. Maj og kom tilbage d. 29.

„Han havde jo som sædvanlig gaaet saa stærkt, at de fleste af Drengene var bagefter. Gud havde velsignet ham og de smaa Midler, vi havde, saa vi fik langt over Forventning af alle Slags.“ — 

Dagen efter begyndte Drengene at komme med deres Byrder.

„En af de bedste Ting var Orgelet. Hvor er jeg glad for det! - - Og Symaskinen fik jeg ogsaa og mange andre gode Sager.“

4. Juni gik Hans og Drengene igen til Kilongo, men var tilbage allerede 10. Juni.

15. Juni.

„I Dag er det to Aar, siden vi første Gang saa vort Afrika-Hjem. - - Gud har bevaret os gennem mange Storme og Fristelser. — — Vi har ikke meget at vise frem efter to Aars Arbejde. Vi har i Skrøbelighed udsaaet Guds Ord, og Han har sagt, at det skal ikke vende tomt tilbage. Vi ser en god Forandring til det bedre hos mange af vore Drenge. - - Hans er gaaet igen i Dag, saa nu er jeg alene med to Drenge. Her er saa stille og tyst. Men der er Fred i min Sjæl. Og jeg véd, at Gud er med os.“

22. Juni.

„Nu er en Uge forløbet, siden Hans gik. Jeg har haft meget at bestille; men dog har jeg følt mig lidt ensom. Særligt i Gaar, Søndag, havde jeg en haard Anfægtelse. Jeg var heller ikke rask. - - O, denne Tvivl og Frygt i Sjælen altid! At jeg dog ret kunde gribe Gud og holde fast i Troen! — —

Jeg véd, at uden Tro er det umuligt at behage Gud, og det er alt, hvad jeg ønsker. Herre, hjælp mig! — Hans er rask, Gud ske Lov, men faar ikke megen Hjælp fra de Indfødte. Saa det vil maaske gaa langsomt med Huset. Men han er glad og tillidsfuld.“

27. Juni kom Hans hjem.

„Det gaar godt fremad med Huset deroppe.“

2. Juli. Hans gik (til Kilongo).

„Han saa bleg og daarlig ud.“ — 

Der kom fremmede. Det var en af de svenske Missionærer, Hr. Sjoholm:

„...en herlig Mand, og det gjorde mig godt at tale med ham, skønt det stak mig i Hjertet at gøre en Sammenligning mellem vore Missioner. De har Hundreder af omvendte og mange Skoler og gør et stort Arbejde for Gud, medens vi —. Men, Herre, kan vi ikke gøre de store Ting, hjælp os at være trofaste i de smaa! — Siden gik de op og besøgte Hans, som ogsaa fik godt af deres Besøg.“

27. Juli.

„Vi er nu ikke længere under Biskop Taylor, da han er gaaet af paa Grund af Alderdom. Saa vi er nu under Missionsselskabet og haaber, det maa føre til det bedre. Maa Gud velsigne den nye Biskop, som er valgt! —

Hans kom hjem den 16. og havde bestemt at gaa igen den 20., men fik Feber og blev saa hjemme til i Dag. - - Havde en Karavane til Vivi. De har været syge allesammen og lidt meget af Jiggers. — Maatte vi alle komme ud af vore Trængsler mere rene og mere skikkede og mere villige til at modtage den Helligaands Ledelse!“

3. August.

„Havde Brev fra Hans i Forgaars. - - Arbejdet paa Huset gaar godt fremad.“ — 

10. August atter Brev. Hans har haft Feber, men var bedre. Fremgang med Huset:

„...om end kun smaat. Jeg længes meget efter at komme derop. Har ikke set Hans i to Uger nu.“

14. August.

„Om Eftm. kom en Baad ned med en Del hvide Mænd i. -- Det var Mr. Woodcock og Townsend og tre andre Missionærer, som kom ned fra Manyanga. Jeg havde dem alle til Aften, og vi havde en dejlig Tid sammen med Sang, Bøn og Samtale. Kun ønskede jeg, at Hans havde været med og? saa. Jeg sendte Bud til ham om Aftenen, og han var her ogsaa om Morgenen tidlig Kl. 8.“

15. August.

„De blev her til henad Eftm., og vi havde en dejlig Tid. Det var forfriskende for vore Sjæle efter saa længe at have levet i Ørkenen.“

18. August gik Hans igen.

„Maaske, naar han kommer igen, han kan tage mig med.--Været lidt feberhed. — Hans har mange Patienter deroppe, og Folket synes at være glade for ham. Han har hjulpet mange, og de har Tiltro til ham. Gud ske Lov!“

Hans har Modgang med Byggeriet. En Negerkonge kom og tog tre af sine Mænd, der hjalp ham. Og Staten tager tre andre fra ham. —

21. August

„Bud fra Hans. — Han var da lidt gladere igen. -- Huset omtrent færdigt, takket være Gud.“

23. August.

„I Dag Moders Fødselsdag. Gud velsigne hende i det nye Aar. -- Var oppe at spise til Middag hos Statsmændene. Men det er ikke Selskab for os, som vi kan glædes over. Dog gør de det i en god Mening.“

30. August.

„I Morges kom her to Mænd. Og hvilket Syn! Den ene sad paa Jorden og klagede sig. Foran i Halsen var skaaret en Flænge helt igennem Kødet, lige ind til Struberøret, ca. fire Tommer lang. Et aabent, gabende Saar, som flød med Slim og Materie; foruden andre Saar i Hovedet, Skulderen og den ene Haand. Han var uhyggelig at se til. Men, stakkels Mennesker, de var kommet her i Tillid til vor Hjælp. --

Saa jeg tog fat og vaskede ham og fik bundet ham lidt ind. Men jeg tvivler paa hans Helbredelse. O, hvilken Elendighed Satan bringer sit Folk i! Og den anden, som fulgte ham, er aldeles bedækket med Snavs og Saar. Hans Fingre er helt sammengroede af Saar og Snavs. Hvilken Tilstand at leve i! Det er næsten værre end dyrisk.“

31. August.

„Fandt en Bog forleden Dag om Hellighed, som jeg har læst meget i. Den viste mig saa tydeligt, hvordan det er muligt at faa et rent Hjerte og Kraft i den Helligaand. O, hvor mit Hjerte længtes efter denne Erfaring! Jeg blev oppe det meste af Natten og bad til Gud om denne store Velsignelse. Og dog, jeg fik den ikke.

Var min Tro for svag? Eller havde jeg ikke Tro? Herre, tilgiv mig! Hjælp mig at fortrøste mig helt til dig! Jeg føler, jeg maa have denne Velsignelse, hvis jeg skal være lykkelig her paa Jorden. Og jeg véd, det er Guds Vilje, at jeg skal have den.“

2. Septbr.

„Hans kom hjem i Fmd. -- Det store Hus er nu færdigt, og vi kan nu snart flytte, takket være Gud, som har hjulpet og velsignet Hans til at bygge det. — Vi havde en regulær Operation med den syge Mand. Vi syede det store Saar sammen. Men vi frygter lidt, fordi der er Hul baade i Struben og Spiserøret. Hvis han ikke snart kan begynde at spise, vil han dø af Sult. Vi kan kun bede Herren om at hjælpe ham.“

4. Septbr. kommer deres Bærere fra Vivi, hvor Missionærerne længe har været syge.

„Vi havde en god Stund i Aften med Bøn med vore Drenge. En af dem bad saa hjerteligt og oprigtigt, saa vore Hjerter frydede sig i Tak til Gud, for hvad Hans Ord har ud# rettet. Gud velsigne alle vore Drenge!“

12. Septbr.

„Hans gik til B.-Y. i Mandags og kom tilbage i Dag. Det har været en haard Uge med Anfægtelser og Mørke i Sjælen. Har taget alting ned og pakket en Del af vort Tøj. -- Bærerne har lovet at komme Mandag, som vi ønskede. — — Hans er nu helt færdig med Huset og glæder sig til at faa mig derop, og jeg glæder mig ogsaa til at komme.“

16. Septbr.

„Mandag havde vi travlt med at pakke Resten af vore Sager. Men Aftenen kom, uden at vore Bærere lod sig se. Tirsdag Morgen sendte Hans to Drenge af Sted efter dem. Men heller ikke Tirsdag kom de. I Dag ved Middagstid kom to Drenge hjem fra B.-Y. og fortalte, at nogle Folk deroppe havde truet med at ville brænde vort Hus af. Saa Drengene var bange for at være deroppe alene.

Staten ligger ogsaa i Krig med nogle af de Byer, som ligger nærmest ved vor Station. Saa Udsigterne er ikke de lyseste at begynde med. Men priset være Gud! Han har al Magten, og Han kan lede alt til det bedste for os! Hans gik straks derop igen, saa jeg er atter alene paa ubestemt Tid. Men det er værre for stakkels Hans. Han skal bære det altsammen. Herre, velsign og hjælp ham i denne Aftenstund!“

23. Septbr.

„Denne Dag har været haard og lang. I Stedet for at se Hans komme hjem med Bærere kom to af Drengene med den sørgelige Nyhed, at vort Hus oppe ved Banza-Yanga er brændt ned i Gaar. Hvorfor skulde det ske? Det véd vi ikke endnu. Men Gud vil engang gøre alt klart for os. Men det er et haardt Slag.

Og det gør mig saa ondt for Hans, som nu har stræbt og arbejdet saa haardt i 4 Maaneder, — og det er altsammen ødelagt nu. Det synes ikke, som Herren vil have os derop. Efter Bestemmelsen skulde jeg være taget derop i Morgen. Men nu vil jeg aldrig faa det Hus at se. — Men, Herre, din Vilje skel Led os og vis os, hvad vi skal gøre!“

28. Septbr.

„Disse Dage har været lange og triste. — Og dog tror vi, det er bedst, som det er sket. For ellers vilde Gud have forhindret det. Vi kan ikke se nogen Udvej endnu, om hvad vi skal gøre. Men vi véd, at Gud vil vise os det i sin egen Tid. I Lørdags blev Hans syg, og om Natten fik han hæmorturisk Feber. Han var meget syg hele Natten, men i Gaar, Søndag, lidt bedre.

I Nat mere syg igen, — men i Dag, Gud ske Lov, bedre igen. Men Blodet vedbliver at gaa fra ham. Jeg var ogsaa lidt syg i Gaar. Men vi blev passet godt af vore Drenge. De har været meget flinke og deltagende imod os gennem det altsammen, takket være Gud for dem. Har sendt Bud til Vivi i Dag efter Br. Oman.“

29. Septbr.

„Blodet standsede henad Aften i Gaar, men begyndte igen i Dag. Saa jeg gik op til Mr. Van Billingham, Chefen for Stationen, og spurgte, om han ikke vidste noget Raad. Han gav mig noget opløseligt Kinin, og efter at Hans havde taget det, standsede Blodet.“

30. Septbr.

„Hans lidt bedre i Dag. Men han kan ingenting tage ind, saa han begynder at blive saa mat.“

1. Oktober.

„I Dag gik Feberen højt op igen, saa Hans var meget utilpas og urolig.“

2. Oktober.

„Lidt bedre i Dag, og Feberen gaaet ned igen.“

3. Oktober.

„Bedre i Dag, men træt og svag. Om Middagen kom Br. Oman og Str. Lavson. Vi havde ikke ventet dem saa tidligt, saa vi blev overrasket ved at se dem, og særlig Str. Lavson, som vi ikke tænkte paa vilde komme. Men vi var meget glade over at se dem.

Det var første Gang, jeg havde mødt dem. Jeg synes meget godt om dem, og det var en stor Oplivelse for os at have dem. Men der var ikke meget hyggeligt i Huset, da det meste var taget ned og pakket sammen.“

4. Oktober.

„Hans syntes temmelig rask. Men han havde vist talt lidt for meget, og der var ogsaa lidt Træk, hvor han laa. Saa om Fmd. forandrede han sig og fik saadan et underligt Udtryk i sit Ansigt. Og efter Middag blev han meget syg igen, og hans Feber gik op.

Saa om Aftenen var det værre, end det havde været før, og vi vaagede over ham hele Natten. Oman foreslog at bære ham ned til Ugangila, da de havde inviteret ham paa det ivrigste og sagt, at Oman skulde bringe ham derned.“

5. Oktober.

„Hans havde ikke saa høj Feber, men var meget udmattet og svag. Da vi ikke selv havde Bærere, gik Oman op til Staten for at spørge, om vi kunde faa nogle fra dem. Jeg bad til Gud, at hvis det var Hans Vilje, at vi skulde forlade Isangila, at Han saa vilde lade os faa Bærere. Og da Oman kom derop, var alle de Bærere, de havde, rede til at gaa og havde netop løftet deres Byrder.

Men Chefen tog straks otte stærke, kraftige Mænd fra, og vi fik Ordre til at være færdige i Løbet af en Time. Saa jeg fik saa travlt med at ordne og pakke, at inden vi vidste af det, var de færdige til at gaa. Hans var saa svag, at han ikke kunde staa paa Benene, og aldeles hvidgul, som om der ikke var en Draabe Blod tilbage i ham. — Det var jo lidt haardt at sige Farvel; men jeg havde en Forvisning om, at jeg skulde se ham igen.“

10.    Oktober.

„Br. Oman lovede at være tilbage i Dag, og vi er ængstelige efter at høre, hvordan det staar til. — Str. Lavson og jeg har haft en rigtig god Tid sammen. Hun er en meget god Pige.

I Gaar fik vi vore Sager tilbage fra Banza-Yanga, og jeg har nu sendt Bud efter en stor Karavane til at tage alle vore Sager ned, da vi ikke kan se anden Udvej. Huset her er for gammelt til at blive i, naar Regntiden kommer. Vi kommer til at rejse hjem, da det naturligvis vil vare længe, før Hans kan komme sig, og vi ingen Steder har at være.“

11. Oktober.

„Br. Oman kom i Aftes Kl. 11 ½ og var meget træt og udaset. Han havde godt Nyt med fra Hans, som allerede var meget bedre. Men han havde været meget syg paa Vejen ned.“ 

Br. White var kommet tilbage til Vivi fra Amerika og havde sin Broder med. Men de skal arbejde med Damperen og tager nogle af de bedste af Drengene fra Vivi med.

„En af disse skulde uddannes til Evangelist, og det gjorde baade Str. Lavson og Br. Oman saa ondt at se ham gaa. Men Gud kan vende alt til det bedste endnu. --- “

14. Oktober ventede de Bærere:

„...men om Aftenen kom Drengene tilbage med Besked, at de kunde ikke komme før om en Uge.“ 

Heller ikke Statens Chef kan skaffe dem Bærere nok, og 15. Oktober gaar Br. Oman forgæves op til Byerne for at skaffe nogle.

17. Oktober.

„I Dag, Lørdag Eftm., kom der Bud ned fra Chefen, at vi kunde faa femten Bærere, -- og da vore egne var saa usikre, turde vi ikke afslaa Tilbudet. Jeg vilde have, at Str. Lavson skulde gaa; men Oman vilde, at jeg skulde. Saa jeg fik jo travlt med at pakke sammen, da vi skulde af Sted den næste Morgen. —

Men jeg var ikke ked af at skulle herfra. Den sidste Tid havde været haard, og jeg var blevet saa nervøs og trist. Alle Drengene var ogsaa gaaet, undtagen én, saa der var intet, som holdt mig tilbage.“

Bragt i Historisk Aarsskrift for Metodistkirken 1941

Vore Kongomissionærer i 1890'erne: Louise Jensens Dagbog 4

Udsigt over floden mod Isangila, 1885

Isangila, 1895

„Kl. 10½ i Dag var vi i Isangila, og endelig saa jeg den Plads, hvor Vilhelm havde arbejdet og bygget, levet saa mange lykkelige Timer med sin Frelser, og hvorfra han gik hjem til Gud. —

Det er Hans’ Fødselsdag, men ikke meget hyggeligt. Vi skulde jo først betale alle vore Bærere. Det tog en god Tid, og lidt henad Aften fik jeg Feber og maatte gaa i Seng, saa vi mærkede jo ikke meget til Højtiden. Men vi var glade og taknemmelige alligevel, at Gud havde ført os saa vidt.“

4.—14. Maj.

„Vi har haft meget travlt i den forløbne Tid med at ordne alle vore Sager, og vi har faaet alt indrettet saa hyggeligt, saa vi er saa tilfredse med vort lille Hjem. Tiden er gaaet hurtigt, og Gud har velsignet os baade til Sjæl og Legeme.

Jeg var ikke oppe ved Vilhelms Grav før den fjerde Dag, da jeg laa tre Dage, og den første Dag havde jeg ikke rigtig Mod til at gaa derop. Det gjorde mig dog ikke saa ondt at se den; for jeg véd, det er kun hans trætte Legeme, som hviler her. Hans Aand fryder sig hjemme hos Jesus. Jeg har plantet nogle Agaver paa den og skal have plantet noget mere, naar jeg kan faa Tid.

Hans er ogsaa glad i sit Arbejde. Vi har dog kun fire Drenge til Hjælp, saa vi kan ikke faa udrettet meget. Men vi beder til Gud, at Han vil sende os nogle flere snart, da vi ogsaa skulde bygge det nye Hus, om det er Guds Vilje. Vor Vaskedreng er gaaet, saa jeg har selv vasket en stor Vask i Dag. Jeg er meget træt; men min Sjæl er glad i Gud. O, maatte Han velsigne vor Gerning og vort Ophold heri.“

16. Maj.

„Hans var lidt uforsigtig om Aftenen med at tage et Bad, og ud paa Natten vaagnede han og følte sig meget utilpas. Og det var mærkeligt, for da han kaldte ad mig, drømte jeg netop, at jeg havde saa travlt med en syg Mand.

Jeg blev meget ængstelig, for det var hans Mave og Nyrer, der smertede ham, og det blev pludseligt saa mørkt omkring mig. Jeg tænkte: o, skal jeg nu miste ham? Hvad skal jeg saa gøre? Men da det blev Morgen, lysnede det lidt op i Sindet igen, og Haabet kom tilbage.“

 18. Maj er Hans dog saa rask igen, at han kan staa op om Eftm.

„Vi var glade i vor Sjæl og taknemmelige til Gud for vort lille, hyggelige Hus.“

21. Maj.

„I Gaar, Søndag, havde vi en rigtig god Dag. Der var mange Manyangamænd herovre, og vi troede, vi skulde faa Lov at tale Livets Ord til dem. Men netop som vi skulde til at begynde Gudstjenesten, saa gik de. Her var dog nogle andre, som fik det at høre, deriblandt gamle Statsmand Andersen. Det var vistnok oplivende for ham at høre lidt Sang og Tale i sit eget Sprog (han er Nordmand), og det var ogsaa oplivende for os. Han er en flink, gammel Mand.

Her er ellers en dejlig Plads. Jeg holder meget af at bo her. Blot vi kunde gøre noget mere Missionsarbejde. Det er vor stadige Sorg og Længsel.

— Her har været saadan en sød, lille Dreng fra en af Byerne. Han kender Hans fra Vejen, hvor han mødte ham, og han hænger rundt om Hans og løber efter ham alle Vegne, som kunde han være en af hans egne.

Hvor jeg vilde ønske, vi kunde beholde ham, førend han bliver opdraget i Synd og Elendighed, og lære ham om Gud. Og hvor jeg ønsker, at mine Børn fra Vivi var heroppe ogsaa. Jeg længes meget efter dem. Herre Jesus, velsign dem allesammenl“

23. Maj.

„Mr. Andersen sendte Bud efter Hans i Dag. Han var syg.

25. Maj.

„I Gaar sendte jeg lidt Gele op til Andersen. Han skrev et pænt Brev, og hvad der glædede os meget var, at han tilføjede: Bed for mig! — Ja, maatte Gud lede os i sin Visdom og bruge os som Redskab til at lede ham paa Frelsens Vej!“

Med faa Dages Mellemrum maa de Gang paa Gang gaa i Seng med Feber. —

30. Maj sender de to af Drengene til Vivi efter Post. —

8. Juni.

„Sidste Uge var hverken Hans eller jeg rigtig vel; men vi holdt dog Modet oppe ved Tanken om vore Breve, som vi ventede med Længsel. Dog blev vi lidt skuffede ved hverken at se Drengene Torsdag eller Fredag, først Lørdag Morgen kom de, og stor var vor Glæde.“ —

Der var Brev fra Louises Mor. Og et fra en Broder og Svigerinde:

„...med den glædelige Nyhed, at de begge har givet dem over til Gud. Hvilken Fryd opfyldte ikke vore Hjerter ved at læse det. Hvor Gud er god imod os, at Han har bønhørt os! Vi havde ogsaa Brev fra Emil Nielsen i København. Han er ogsaa glad i sin Gerning og venter med Længsel paa den Tid, da han ret skal faa Frihed til at tale og prædike Evangeliet.“ — 

Ogsaa fra Vivi fik de gode Nyheder.

„Harry er blevet saa rask og stærk, og Helen synes saa tilfreds dernede, skønt hun ikke var ganske rask. — Ja, det var en stor Dag for os, da vi fik alle disse gode Nyheder, og vore Hjerter var opløftet til Gud i Tak og Pris.“

14. Juni.

„Hans gik i Morges op til Landsbyerne for at samle en Karavane til at gaa til Vivi, da vi har opbrugt omtrent alt. Det er første Gang, han har været deroppe, siden vi kom. Men han har heller ikke været særlig rask eller stærk, og det er ikke saa kort en Vej.“

15. Juni.

„I Dag havde jeg en Sorg. Masamba stjal 12 Frc. fra os. Jeg opdagede det dog i Tide og fik alle Pengene tilbage. Men jeg er saa bedrøvet over ham. Jeg troede, han var begyndt at blive bedre, og at Guds Ord havde Indvirkning paa ham. Stakkels Børn, som er født i Synd og Elendighed og aldrig har set andet. Maa Gud hjælpe os til at sprede Lys og Forstaaelse til dem, saa de kan lære at vende om fra deres onde Veje.“

16. Juni.

„Søndag, Hans oppe i Byerne endnu, saa jeg er ene hjemme. Havde en god Bønnestund med Jesus om Morgenen og en velsignet Gudstjeneste om Fmd. Nogle Manyangamænd var herovre og lyttede opmærksomt til Ordet, og mit Hjerte frydede sig i Gud, at Han gav mig Naade til at vidne for Ham.“

17. Juni.

„Om Aftenen kom Hans hjem fra Byerne, glad og lykkelig. Gud havde ogsaa velsignet ham og givet ham Naade til at tale Guds Ord til Folket. De behøver ogsaa Evangeliets Lys til at sprede det Mørke og den Synd, som de lever i. Han fik ogsaa sine andre Ærinder udrettet, at faa en Karavane og at fæste nogle Drenge til at arbejde her.“

22. Juni blev Hans igen syg.

„I Løbet af kort Tid var han saa syg, som jeg aldrig har set ham, og led meget. Men det var kun en Overgang, saa blev han lidt bedre.“ — 

Den 23. Juni taler Louise Guds Ord til 30 af Mg.-Mændene.

„Skønt jeg følte mig lidt feberhed, før jeg begyndte, saa forsvandt det snart, da jeg begyndte at tale til dem. Og Gud velsignede mig meget og gav mig stor Frihed til at tale til dem. Priset være Hans Navn! Maatte Gud velsigne Ordet, at det maatte udrette, hvad Han sender det til!“

25. Juni.

„Hans skød for første Gang noget Vildt, en Skovdue, som smagte dejligt til Middag. Om Aftenen kom hans Karavane, dog kun ti Mænd.“

26. Juni drager Hans og Br. Guern med Karavane ad Vivi til. —

„Jeg følte mig meget ensom og nedslaaet, da de var gaaet; men jeg var ogsaa syg tilligemed. Jeg kommer altid til at tænke paa, naar jeg siger Farvel til Hans, at maaske jeg aldrig vil se ham mere.“

2. Juli.

„Jeg havde en Glæde med Wveba. Henimod Aften, da jeg skulde til at spise og stod ude og ventede, medens han dækkede Bord, sagde han pludselig: Mama, jeg ønsker at sige dig noget. —

Og da jeg fortalte ham, at han maatte sige alt, hvad der laa ham paa Hjerte, saa fortalte han, at der var nogle af Statsdrengene, som havde bestemt at komme ned og stjæle om Natten, og de havde spurgt ham, om han vilde være med. Saa vilde de betale ham godt. Men Gud ske Lov! Wveba var trofast mod sin Gud.

Han sagde: Nej, for Gud kan se det, og Han vilde betale ham efter hans Gerninger! — Han var dog lidt bange, at de skulde hævne sig. Men jeg lovede ham, at der skulde ikke blive gjort ham noget ondt. — De har dog ikke vist sig endnu; godt for dem og for os.“ 

Louise begynder Skole med Wveba og Malafu, men frygter, at det ikke vil gaa saa godt.

„En kommer, og en anden gaar, og det gør mig saa mismodig, naar jeg tænker paa, hvad vi egentlig kan gøre her. Jeg synes undertiden, det er at spilde vor Tid med at staa her, og vort Helbred gaar ogsaa i Løbet. Men jeg vil tro paa Gud. Han har ført os her; og vi vil blive, til Han vil lede os herfra igen.“

3.    Juli.

„I Morges havde jeg en velsignet Stund med min Frelser. Jeg kunde løfte min Sjæl ligesom højt over Bjergene og fryde mig i Haabet om Salighed hjemme hos Gud. Og ligesom en ny Forsikring om Guds Kærlighed til mig opfyldte min Sjæl. Nu er det en Uge, siden Hans gik, saa jeg haaber at se ham i Morgen.“

5. Juli.

„Kl. 8½ kom Wvemba løbende og fortalte, at han saa Masamba komme, og lidt efter kom Hans ogsaa, og saa var der jo Glæde.“ 

Der var gode Nyheder fra Vivi. Helen og Drengen er raske.

„Børnene dernede ønskede at gaa med Hans til Isangila og var meget bedrøvede over ikke at kunne.“

10. Juli.

„Hans havde en Dreng med fra Vivi. Han er en god Hjælp for mig, da han kan vaske og stryge.“ — 

22. Juli.

„Fik to nye Drenge i Dag, saa nu har vi otte. Det giver os mere at bestille med at se efter dem og holde dem i Arbejde, og Skolen er jo ogsaa større nu. De har begyndt at bære Sten til det nye Hus.“ — 

23. Juli.

„Hans var ude i Eftm. og huggede Tømmer til Huset.“

27. Juli.

„En Nordmand og hans Kone — Schaffenbergs — kom ned fra Stanley Pool, og han kom ned for at besøge os om Morgenen. Hans Kone vilde komme ned om Eftmd.; men saa blev hun syg, og jeg blev ogsaa syg, saa det passede jo godt.“ — 

Hans og Louise kunde dog besøge dem næste Dag.

5. August.

„I Dag har vi haft en Storm i Huset. Wvebas Tid er udløben, og hans Konge ønskede ham hjem, og den stakkels Dreng var saa ulykkelig. Han vilde saa nødig tilbage til sin By, fordi han saa gerne vilde, at Hans skulde gøre ham fri, saa han ikke var Slave mere. Han var helt opløst i Graad. Men jeg tror, Gud vil hjælpe os og ham. Hans Konge vil komme igen i Morgen, saa skal det afgøres.“

7. August.

„Kongen kom ogsaa i Gaar, og vi havde sikkert faaet Sejr, hvis jeg ikke havde været saa ufornuftig. Hans Konge sendte sine Medhjælpere hjem efter den gamle Konge, da han ikke kunde finde nogen anden Udvej, og saa sov han her om Natten.

Hans tænkte at lukke Døren af for Wveba; men jeg syntes ikke, han skulde, og saa lod han ogsaa være. Men da vi kom op i Morges, var baade Wveba og Kongen gaaet, og ingen havde set eller hørt noget.

O, hvilken Selvbebrejdelse i min Sjæl i Dag! Og vi, som havde lovet Wveba saa sikkert at hjælpe ham! Det ser ud, som om Djævelen har vundet Sejren; men Gud er dog den stærkeste, og Han kan lede alt til det bedste endnu. Herre, hjælp ham og os, for Jesu Skyld!“

18. August havde de Besøg af en af Statens Mænd, en Svensker Eklund.

„Jeg tror, han holder af at komme her, og jeg tror ogsaa, at han har Trang efter Gud. O, at vi maatte faa Naade til at tale Livets Ord til ham og vise ham hen til Frelseren! Han blev til vort Møde og siden til en Kop Kaffe. —

Som vi netop var færdig med den, kom Lubela hjem fra sin By og fortalte, at Sakola var meget syg og ønskede, at Hans skulde komme derop. Paa faa Minutter var han færdig og paa Vej. —

Jeg har lige læst en Rejsebeskrivelse fra Palæstina af Dr. Talmadge, og jeg har i Aanden set de Steder, hvor vor kære Frelser vandrede, led og døde.“

19. Aug.

„Hans kom hjem i Eftm. — Han var glad over, at han gik derop. Havde en god Tid imellem dem. Sakola temmelig syg, men glad over, at han kom. De troede alle, at han kunde helbrede ham straks, og var meget forbavset over, at han gik, før Sakola var rask.“

21. Aug.

„Hans gik i Morges Kl. 8 (til Vivi). Havde tre Drenge med sig, saa han vil ikke være saa ene. — Jeg har følt saadan en Længsel efter Vilhelm i Dag; efter at se hans milde, kærlige Ansigt og høre hans venlige, hjertevarmende Ord. Foruden Hans har jeg ikke set et troende Menneske i de omtrent 4 Mdr. her. — Men

O, Gud ske Lov, det hjemad gaar,
did, hvor det store Stævne staar,
som Husets Børn skal samle.
Hvor altid de skal sammen bo,
som did fandt Vej i Jesu Tro,
de unge med de gamle. 

27. August.

„I Dag har jeg haft meget travlt med at gøre rent og lægge nye Maatter paa Gulvet og hænge de rene „Vægge“ op. Hans vil blive overrasket, naar han kommer hjem og ser, hvor hyggeligt her er blevet.“

Louise er atter syg nogle Dage, men Drengene er flinke til at passe hende. —

„2. Septbr. kom nogle Folk for at handle, og jeg købte deres Kano. — Bagefter følte jeg mig saa nedtrykt og mismodig. Jeg syntes, jeg havde gjort Gud imod.“ 

Men da der straks efter kom nogle Folk og tilbød Proviant:

„...fik jeg saadan en Glæde, for jeg syntes, at Gud viste mig, at Han havde Omsorg for os. For jeg havde bedt Ham sende noget til mig, da jeg intet havde at give Drengene.“

Endelig 4. Septbr. kommer Hans tilbage fra Vivi.

„Der blev jo rigtignok Glæde. Han var rask og stærk og havde gaaet Vejen paa mindre end to Dage. — Helen er rejst hjem og endda til Danmark. Jeg tænker, de vil blive glade, og i Særdeleshed Moder over at se den lille Dreng.“

8.    Septbr.

„I Morges fik vi at vide, at Sakola er død, saa Hans vil gaa derop i Morgen, om det er Guds Vilje.“ — 

Næste Dag:

„...gik saa Hans med fem af Drengene; to var gaaet i Forvejen, saa jeg blev alene tilbage med de tre. Men Gud har bevaret os alle.“

10. Septbr.

„I Fmd. fik jeg lidt Feber, — — men min Sjæl var mere syg. O, at jeg dog ret kunde leve nær til Gud og blive mere nidkær i hans Tjeneste! O, at jeg ret kunde tage Korset op og følge Jesus fra Dag til Dag, saa der kunde blive mere lyst og mere Fred i min Sjæl! At jeg kunde glemme mig selv mere og være til større Velsignelse for andre! Jeg længes og længes efter at give mig selv og alt til Gud og blive brugbar i Hans Arbejde. Herre, hjælp os!“

12. Septbr. kom Hans. Han havde haft en god Tid oppe i Byen. —

25. Septbr. fik de fem nye Drenge:

„...og en fik vi forleden, saa nu har vi 16 ialt. — Det er ikke længere siden end i Aftes, at jeg bad til Gud, at Han vilde tage os bort herfra, hvis vi ikke var til Velsignelse. Men saa i Dag sendte Han os fem nye Drenge, saa jeg fik saadan en Fortrøstning til Gud. Han har givet os noget at leve og virke for. Vi takker Ham derfor og er vis paa, at Han vil hjælpe og velsigne os og forsørge os, for der skal ikke saa lidt til hver Dag til saadan en Familie.“

Hans gaar op til Wvebas, den forsvundne Drengs By for at købe Madvarer. De sorte Soldater er udhungrede.

„I Morges kom én ned til mig og spurgte: „Mama, hvad vil du give din Søn at spise?“
Han havde intet faaet fra Onsdag Aften til Fredag Morgen.

I Aften kom Mr. Muffat. Han turde ikke sige noget, for han er altid saa beskeden. Men jeg spurgte ham selv, om han intet havde at spise, og han svarede, at han ikke havde saa meget, som der kunde ligge paa en Negl. Saa jeg gav ogsaa ham lidt. Og hvor var han taknemmelig! Han kunde intet sige af Glæde.

O, Jesus, gid Du vilde
mit Hjerte danne saa,
at aarle det og silde
Dit Tempel være maa!.“

28. Septbr.

„Hans kom hjem lidt efter Middag. Han havde ikke set Wveba, hvilket jo var en Skuffelse. Han fik ved Guds Hjælp Lejlighed til at redde en By fra at brænde, hvilket Folket var meget taknemmeligt for. De modtager ham saa venligt alle Vegne, og han har mange Lejligheder til at tale Livets Ord.“

1. Oktober.

„I Morges gik ti af Drengene til Vivi. — Her var helt tomt og stille, da de var gaaet. Jeg kom til at tænke paa, — — om vi nu blot havde Wveba her. Jeg anede ikke, at jeg skulde se ham saa snart. Men henad Middag saa jeg pludselig to Hoveder kigge ind ad Vinduet, og hvem var den ene vel andet end W.? Og der blev Glæde. Han er den samme gode, venlige Dreng, og, priset være Gud, han holder fast ved Gud og er trofast imod Ham.“ —

2. Oktober.

„W. sov her i Nat og gik i Fmd. — Det var haardt for ham at sige Farvel. Han græd, stakkels Dreng. Han er saa forskellig fra de andre i Landsbyen. Han kan ikke finde sig hjemme der. Han ønsker at leve for Gud. Det var haardt for ham at komme op ad Bakken, og han stod længe og betænkte sig.“

10. Oktober.

„Vore Drenge kom tilbage fra Vivi. Fik en god Portion Ris hjem, saa vi vil have lidt at hjælpe med.“ — 

12. Oktober fik de Brev fra Helen, der befandt sig godt paa „Vilhelmina“. — —

„Ved denne Tid haaber jeg, hun er i Danmark.“

 31. Oktober.

„Op ad Fmd. kom vore Bærere fra Vivi. De nye Missionærer var ankommet. Maatte Gud velsigne dem, saa de kan udrette noget for Ham. — En lille Dreng mere kom og ønskede at blive her, og vi paatog os Byrden. Han er kun 6—7 Aar, saa nu er vor Familie 18. — Hans skød et Dyr lig et Firben, som vi siden fik at vide var en Øgle. Den var 2 Alen lang.“

2. Novbr.

„To af Drengene gik til deres By i Dag. De saa Wveba, som var meget bedrøvet, fordi hans Konge ikke vilde tillade ham at komme her igen og arbejde. Han skrev et lille Brev og sendte ogsaa nogle Peanuts. — Gud vil bevare ham, til hans Udfrielses Time kommer.“

28.    Novbr.

„Hans er lige nu gaaet til Vivi. Han havde kun faa Kræfter, og jeg vilde helst, at han skulde blive hjemme. Men han syntes, han skulde gaa. — Jeg er ogsaa træt og svag efter Feber; — men jeg føler mig tryg i Guds Haand og Hans Varetægt.“ 

 Om Eftmd. kom dog Hans tilbage:

„...og da jeg saa Hans, bleg og næppe i Stand til at gaa, saa tænkte jeg: Nu er det forbi!“ 

Om Aftenen blev det dog bedre.

„En Ting blev klart for os: Gud vilde ikke, at Hans skulde gaa. Gud havde sagt det til os begge om Morgenen; men vi vilde ikke lytte.“

1. Decbr.

„Havde en god Søndag. Efter Bønnen sagde Masamba, at han ønskede at elske Jesus; og jeg tror, det er hans Alvor. Jeg bad og talte med ham. O, at Guds Aand ret maatte faa Tag i hans lille Hjerte, saa han helt kunde give sig over til Jesus.“

4. Decbr. drager Hans af Sted med en Del Bærere for at skaffe Proviant. —

10. Decbr.

„Vi har nu været alene hjemme en Uge. — Lørdag havde jeg Brev fra Helen. Hun var da endelig kommen hjem til Moder. — Moder er jo glad for dem. Det er jo et levende Minde om Vilhelm. Jeg fik lidt Hjemve ved at læse om hendes Ankomst til de kære. — Men om Herren vil, da skal jeg ogsaa se dem igen. —

I Aften havde jeg en stor Glæde. Vor kære Wveba er nu endelig sluppen fra sin By, og jeg haaber, at med Guds Hjælp skal han ikke komme der mere som Slave. —  Han skal gaa med en Karavane til Boje, og paa Hjemvejen vil han gaa fra dem og gaa til Vivi, da han frygter for at blive her. Hans Konge har nemlig sagt, at han vil komme og slaa ham ihjel og brænde vort Hus, hvis han gaar herned og bliver.“

14. Decbr. kom Hans tilbage.

„Han syntes rigtig godt om de nye Missionærer ved Vivi og havde godt Haab om, at de skulde udrette noget for Gud.

15. Decbr.

„En vældig Græshoppesværm slog sig ned i vor Have i Dag. Jeg var bange, de skulde æde alt; — men de var ikke slemme.“

24. Decbr.

„Atter er det Jul! — Vi havde det jo lidt ensomt, men var dog glade for Guds Naade imod os. — Vi spiste tidlig til Aften og havde derefter Bøn med Drengene. Saa sang vi nogle af vore gamle, kendte Julesalmer, og derefter gik vi til Ro.“ —

De vaagnede lidt senere ved, at nogle sang lige udenfor. Det var tre Smede, som arbejder for Staten.

„Vi fik lidt Tøj paa og lukket op for dem, og derefter havde vi en rigtig god Stund med Sang og Bøn; og vi havde alle Velsignelse af det.“

25. Decbr.

„Endelig kom saa den store Dag, som Drengene saa længe havde ventet paa og glædet sig til!“ 

Efter Bøn — og en Middag, hvor de „rigtignok tog for sig af Retterne, — fik de hver et nyt Lændeklæde og en ny, blank Tintallerken, og der var Jubel, særlig over den sidste. — “

31. Decbr.

„I Dag den sidste Dag i det gamle Aar. Jeg maa blive i Sengen igen i Dag med Feber. Atter et Aar svundet. Er vi kommet Gud nærmere? Jeg synes, jeg har lært mere af Gud i det sidste Aar. Hans Velsignelser har været store imod os. —

Men hvor ofte har vi ikke bedrøvet Hans kærlige Aand med vor Tvivl og Egenvilje. Mange lyse Timer og Glæder har Gud givet os; men vi har ogsaa erfaret mange mørke. —

Dog, Han har givet os Styrke og Kraft til det altsammen. Takket og priset være Gud!“

Bragt i Historisk Aarsskrift for Metodistkirken 1941

Vore Kongomissionærer i 1890'erne: Louise Jensens Dagbog 3

Hovedgaden i Matadi, ca. 1900

Vivi, 1895

Det nye Aar begynder med, at de til deres store Sorg hører, at de tre Arbejdsmænd, de endnu havde tilbage, var gaaet om Natten.

2. Jan.

„Min Fødselsdag, 27 Aar. — — Opad Fm. kom Hans ind, og jeg saa, han havde stærk Feber. Og efter en Del Overtalelser fik jeg ham til at gaa i Seng, og snart efter havde han saa stærk en Feber, saa jeg begyndte at frygte for ham.

Jeg var meget bedrøvet om Aftenen ved Tanken om, at jeg maaske skulde miste ham; og jeg kunde ikke faa mit Hjerte til at sige fuldt ud: Ske din Vilje. — Han sov dog lidt om Natten.“

 Næste Dag var Hans lidt bedre. Men om Aftenen blev det værre:

„Jeg kunde ikke blive fri for den Tanke, at han ikke vilde komme igennem det; og han havde vist ogsaa selv den Tanke. Børnene kom ind og sang nogle Salmer. Og da de var færdige, sagde de, at de ønskede at bede, og Sala bad en smuk Bøn for os.

De kære Børn, det gjorde dem ondt for os, da de saa os græde. Og det gjorde os saa godt at se deres Deltagelse. Og sikkert, Herren hørte deres Bøn, for straks efter blev Hans lidt bedre. —“

9. Jan. faar de to nye „Drenge“ fra en anden Missionsstation.

„Den ene bekender at være en Kristen, — og vi er meget glade over at have faaet saa gode Mænd. De deltager i vor Morgen- og Aftenbøn, og det er oplivende for os andre med.“

14. Jan.

„Jeg lovede Hans at være glad hele Dagen; og jeg tror nok, jeg forsaavidt holdt det, skønt jeg fik Feber og maatte ligge hele Eftmd. — — Vi har faaet en Mand til, saa vi har nu tre Mænd, foruden Joseph og Edie.“

De arbejder som sædvanligt og har deres Skole.

„Vi lærer da lidt hver Dag.“

De faar Besøg af Br. Reid.

„Det er som et Pust fra en anden Verden, naar han kommer. Han synger og spiller saa dejligt, og for første Gang i Maaneder fik vi lidt Musik igen. O, men hvilken Storm rejser det ikke i mit Indre, naar vi hører om hans Arbejde.

O, om vort Liv for Gud ret kunde blive levet som et Eksempel til Efterfølgelse! Hvis vor Tro var stærkere, saa skulde vor Gerning ikke blive uden Frugt. Alt dette pinte mig saaledes, at jeg ikke kunde sove om Natten.“

Lige før Br. Reid gik næste Dag, fik han et Brev om, at Br. Walsh i Boma, som var stærk og rask, da han lige havde besøgt ham, var død samme Aften eller maaske Morgenen efter, at Br. Reid havde forladt ham.

„O, er det ikke værd at stræbe efter: at følge Ham i Middagsheden, saa vi kan favne Ham i Aftenfreden.“

20. Jan.

„Vi havde en god Søndagsskole med Drengene og Børnene. Men lidt senere fik Hans Feber, dog ikke meget. Børnene gik til Damperen, saa vi var ganske alene. Efter en Bøn til Gud satte jeg mig til at læse for Hans, og vi blev begge velsignede.“

28. Jan. kom to Mænd fra Isangila. Der var Brev fra Helen.

„Vilhelm var kommen hjem fra Banza Yanga og var meget syg, og om ikke Hans kunde komme derop og blive en lille Tid. Der var ingen Tvivl i min Sjæl om, at Gud vilde vise os Vej. Og jeg var sikker paa, at Hans vilde gaa.“

Lidt efter kom Hans hjem. Han var beredt til at gaa.

„Vi pakkede alting færdigt, og den næste Morgen, 29. Jan., ved Solopgang spadserede han af Sted. Hvornaar jeg vil se ham igen, véd jeg saa ikke.“

31. Jan.

„Vaagnede glad og rask med Tak til Gud for hans Kærlighed imod os. Det har i Aften været et forfærdeligt Uvejr med Lyn og Torden og en Regn, som jeg endnu aldrig har set. Jeg var lidt bange; men jeg anbefalede os alle i Guds Haand.“

1. Febr.

„I Dag er Hans sikkert ved Isangila. Jeg haaber, Vilhelm er bedre. Jeg synes, jeg er saa rolig for ham. Herren vil ikke tage ham bort, saa længe der er er noget for ham at gøre her paa Jorden. —  Min And forsvandt i Dag.“

2. Febr.

„Børnene meget ulydige og uartige, saa jeg tabte tilsidst Taalmodigheden og gav Maza en god Omgang Prygl. Det hjalp storligen paa hele Familien; men jeg følte mig selv meget nedtrykt og mismodig.“

4. Febr.

„Om Aftenen det dejligste Maaneskin. — Vi sad alle og saa paa det, og jeg fortalte Børnene om den nye Himmel, hvor der ikke skal være Sol og Maane, men hvor Gud, Herren, selv skal være Lyset, og om Livets Flod og Træer.

Og de var meget interesserede, og Sala fortalte, at Folkene i Byen havde den Idé, at man havde stillet den ene Kasse oven paa den anden, til man tilsidst naaede Himlen. Og man havde saa med en Kniv stukket Hul i Himlen og paa den Maade frembragt Stjernerne.“

6. Febr.

En stor Slange har om Natten forsøgt at komme ind i Huset ved fire Døre, men var gaaet forbi et aabent Vindue.

„Priset være Gud! Han beskærmede os.“

Eddi vil forlade dem og rejse tilbage til Liberien.

„Jeg var lidt bedrøvet over det; men den Tanke kom til mig: Lad os miste alting. Vi beholder dog Jesus, og bedre Fattigdom med Jesus end alle vore jordiske Ønsker opfyldt uden Jesus. — Mavampo kom hjem fra Isangila om Aftenen.

Vilhelm havde været meget, meget syg. Men Hans syntes dog, at han var lidt bedre. Han havde været helt forvildet i flere Dage. Maatte Herren spare ham for os! Dog, om han skulde tages bort, det vilde blive hans Vinding. Stakkels, kære, trætte Broder! — Hans havde været syg paa Vejen op; men Herren hjalp ham over det.“

9. Febr.

„Alle raske og vel, men en underlig Uro over mig. Nu kan det snart blive 14 Dage, siden Hans gik. Hvornaar vil han komme igen?“

10. Febr.

(Over Afsnittet er tegnet et Kors).

„I Morges Kl. 1 hørte jeg Hans kalde paa mig og mit første Spørgsmaal var:

„Er det godt eller ondt?“

„Det er altsammen godt nu, de er alle vel.“

„Er Vilhelm død?“

„Vilhelm er i Himlen nu.“

O, saa skulde det alligevel komme! Vor kære, elskelige Broder er gaaet hjem til Jesus. Skulde vi ikke glæde os over hans Herlighed i Himlen? Salige er de døde, som dø i Herren. O, men hvilket Savn for os! Vor kærlige Støtte og Raadgiver. — Dog, Herren véd, hvad der er bedst for os. Hans Veje og Tanker er ikke vore. Vore sørgende Hjerter fristes til at sige:

Saa skulde du dø i det mørke Land,
langt borte fra dine kære. —
Og vi med vor fattige, ringe Forstand,
og vi, som intet begribe kan,
vi spørger: Hvor kunde det være?

Hvor er jeg bedrøvet og mit Hjerte forpint. Og hvad maa ikke stakkels Helen lide! Og lille, faderløse Harry! Dog, vor himmelske Fader er Enkers Forsørger og de faderløses Fader. Jeg kan knapt tro det somme Tider; og Spørgsmaal og Svar flyver imellem os. Gud ske Lov for min kære Hans! Han er saa stor en Hjælp og Trøst.“

 12. Febr.

„Jeg vidste ikke, hvordan jeg skulde faa skrevet til Moder og bringe hende den sørgelige Tidende; men jeg fik da begyndt. — — Gud velsigne og hjælpe min stakkels Moder over dette uventede Slag! Skønt Moder er dog ikke Stakkel, naar hun har Haabet om det evige Liv.“

14. Febr. har Hans tilendebragt Forberedelserne og begiver sig paa Vej til Isangila for at hjælpe de efterladte. —

„Bærerne, som havde lovet at komme, svigtede. Vi sendte Bud til en af vore egne Mænd; men han sagde, at om de vilde skære hans Hoved af, saa vilde han ikke gaa. Men Enden blev jo, at han maatte gaa alligevel.

Hans var nedslaaet, da han gik. Det er saa svært at se, hvad vi skal gøre nu. Men Gud vil vise os Vej. Saa er jeg nu ganske alene igen. Denne Gang har jeg Sorgen og Savnet til Selskab og intet bestemt Haab om at se Hans snart igen. Men priset være Gud! Hans Naade og Forjættelser tilhører os!“

16. Febr.

„I Dag har jeg ikke haft saa meget at bestille, saa Sorgen og Savnet har faaet mere Plads. Den kære, milde Vilhelm er ikke mere! O, om jeg blot havde været mere kærlig og hjælpende, medens han var hernede. — —

Hvor jeg savner ham! Saa længe han var levende, tænkte jeg ikke saa meget derpaa, men nu, jeg véd, jeg ikke kan se ham mere. Dog, engang, maaske snart, skal vi ses igen. Priset være Gud!“

21. Febr.

„Medens vi holdt Skole i Dag, kom Mavambo hjem fra Isangila. Det var triste Nyheder. — Hans kom derop Søndag Morgen og fandt Helen syg og i Seng. Om Natten forværredes Sygdommen, og den næste Dag ventede de begge at se Døden igen. Men Gud sparede hende.

Men hvilken Tid, de stakkels Mennesker maa have haft! Det er mig, som har lært Sygeplejen; men det er Hans, som maa gøre Arbejdet. Stakkels kære, han havde ogsaa Feber, da han gik op. Han havde en Kamp, angaaende at gaa om Søndagen. Men saa kom Jesu Ord til ham: Er det tilladt at gøre ondt eller godt? — og hans Tvivl var borte.“

22. Febr.

„G. nede i Byen og skaffede en Mand til at gaa op til Isangila. Lusinga kom. Jeg var ikke saa glad, for jeg tror ikke, han er ærlig; men jeg kan ikke gøre andet end fortrøste mig til Gud og bede Ham lede alting til det rigtige. Børnene er gode og artige og en stor Trøst og Opmuntring for mig. — Hvornaar mon jeg skal se Hans igen?“

27. Febr.

„Vi er alle vel, Gud ske Lov! Har frydet mig i Gud i Dag, i Haabet om Gensynet oppe i Himlen. Jeg undrer paa, hvordan Hans og Helen har det.“

28. Febr.

„En af Statens Mænd, en Svensker, som havde sit Telt nede ved Floden er død. Jeg vidste, at han var syg, og jeg er meget bedrøvet over, at jeg ikke havde været nede at se til ham. Atter for sent! Vi gik over paa Stanleyhill, hvor han skulde begraves. Men da de ikke var nær færdige med Graven, saa vilde vi ikke vente, men gik ned paa Damperen.“

1. Marts.

„Brev fra Hans. — De er alle raske deroppe, Gud ske Lov! Blot vi vidste, hvad vi skal gøre; men Herren vil vise os Vej i sin Tid.“

3. Marts.

„Søndag. Havde en god Søndagsskole med Børnene. Om Eftm. lidt nede hos Br. W. paa Damperen.“

4. Marts.

„Børnene var ude at saa lidt Majs. Fik en god Regn. Vi er alle raske, Gud ske Lov! Har skrevet til Udsen.“

5. Marts.

„Lusinga kom fra Isangila. Hans er stærk og glad. Han har været oppe ved Banza Yanga. Helen og Drengen havde Feber igen. Han sendte fire Stykker afrikansk Tøj ned, som jeg er meget glad for. Helen har ikke bestemt sig til, hvad hun vil endnu. Herre, vis hende og os Vej! —

Jeg længes efter Hans og ønsker, at han var her. Det er saa en« somt mange Gange. Men priset være Jesus, at jeg har ham til at styrke mig i min Ensomhed. Og Børnene er ogsaa til stor Opmuntring. Men, o, hvor jeg ønsker, at jeg var bedre skikket til Missionsarbejde! Men, Herre, hjælp mig, at jeg maa bruge de Evner, som Du har givet mig!“

7. Marts.

„I Dag et Aar, siden Helen og jeg rejste fra Des Moines.“

8. Marts.

„Føler mig saa ensom i Dag. Jeg kan ikke rigtig forsone mig med, at Vilhelm ikke er her mere. Jeg skal ikke se ham mere hernede. Længes ogsaa efter Hans. Herre, hjælp os og led os efter din Vilje!“

10. Marts.

„Søndag. — — Wveba og en anden Dreng kom fra Isangila.Helen tager rimeligvis hjem til Amerika, saa de vil snart komme herned. — —  Efter Middag lidt nede i Landsbyen. Havde en god Samtale med Mazala.

Efter det var vi oppe hos Dronningen, hvor jeg saa en lille Pige saa sød, som jeg ikke før har set. Børnene fortalte siden, at hun havde ingen Forældre, saa jeg ønskede meget, at vi kunde faa hende op til Stationen. Og hun har været i min Bøn til Gud hele Dagen.“

18. Marts.

„G. og Tandu gaar til Isangila. Tandu gjorde mange Indvendinger, men gik tilsidst. Saa nu er Børnene og jeg ganske alene igen. — Men jeg føler mig tryg i Guds Omsorg for os, og min Sjæl fryder sig i Haabet, i Jesus. 

Men jeg mærker alligevel, at der er en god Del tilbage, og det gælder lige saa godt i Ensomhed som i Livets Tummel at holde sig fast til Gud i Troen. O, hvor lidt der skal til for at komme bort fra Ham! Blot en Dags Lunkenhed. Kun hans Naade bevarer os.“

22. Marts.

„Følte mig ensom og sløv, men havde dog en Følelse af, at en eller anden Forandring vilde ske i Løbet af Dagen. Og lidt efter Middag hørte jeg pludselig raske Skridt i det andet Værelse, og ind kom jo Hans til min store Glæde, rask og stærk, og saa saa frisk og rask ud.

Vi var meget glade ved at ses efter saa lang en Adskillelse og takkede Gud, at han havde bevaret os saa vel. Der var jo mange Ting at spørge og tale om. Og vi kunde næsten ikke blive færdige.“

23. Marts.

„Hans maatte gaa til Matadi, og han var træt og ømbenet; men Herren hjalp ham. Han fik Posten med hjem, og nu fik vi rigtignok Breve og Aviser. Det er en hel Højtid at faa saa meget godt paa en Gang. Hvor Gud er god imod os!

Børnene var jo ogsaa meget glade over, at Hans er kommen hjem. Sala bad en dejlig Bøn i Aften, og mit Hjerte frydede sig. O, at vi maatte se nogen Frugt og Velsignelse og forstaa ret at berede disse Hjerter, saa Sæden kan gro!“

25. Marts.

„Var tidlig oppe i Morges. Hans har arbejdet hele Dagen. Han har slaaet Græs. Her var saa tilgroet, saa man kunde ingen Steder se.“

26. Marts.

„I Aftes, efter at vi var kommen i Seng, kom jeg til at huske paa, at jeg havde glemt at sætte Brød. Jeg stod straks op og gjorde det og var ved at gaa i Seng igen, men hørte pludselig en Støj fra det andet Rum. Og ved at se efter opdagede jeg en stor Slange, som laa sammenrullet paa Gulvet.

Jeg skreg jo op til Hans, og han kom snart paa Benene, og vi begyndte Krigen. Først skød Hans paa den og ramte ogsaa. Men det var ikke nok. Og først efter mange Slag maatte den give op. Den var 9 1/4 Fod lang. Et nyt Bevis paa Guds Omsorg for os.“

28. Marts ankommer en ny Missionær, Miss Taylor, til Vivi.

„Nu synes Gud at vise os, at vi maa gaa til Isangila, og vi forbereder os for det. Miss Taylor vil blive her ved Vivi foreløbig.“ 

Br. Snape har bestemt at rejse hjem, da han er syg.

„En Station mere lukket nu, og der er kun fire af os herude nu. O, at Gud vilde velsigne os, at vort Arbejde herude ikke skal være forgæves!“

2. April.

„Hans og jeg gik til Matadi. Brev fra Moder. Hun er saa lykkelig i Jesus. Hun har faaet en ny Erfaring. O, det er just det, som jeg har søgt efter, men ikke faaet endnu. — —

Vi havde en god Tid i Matadi. — — Sejlede derefter til Londe, handlede ved Kala-Kala, havde en god Aften ved Londe, sov der om Natten, og efter Frokost tilbage til Matadi. — —

De havde en stor Sorg i den svenske Mission. Br. Vestlind er død. Og han vil blive savnet af os alle. Han har gjort et stort Arbejde for hele Missionen. Han blev aldrig færdig med sin Bibeloversættelse. Og der vil ingen være til at erstatte ham foreløbig. Der var ingen, der var saa godt inde i Sproget som han. Stakkels Søster Vestlind! Det gør os saa ondt for hende og den lille Dreng. —

Da vi kom om Aftenen, var Br. Gordon fra Angola kommen for at hente Søster Taylor. Og da han ikke vidste, at hun havde lovet at blive her, saa var det jo en stor Skuffelse for ham, at hun ikke kunde gaa med ham. De er forlovede, saa det var jo ikke saa nemt at sige Farvel, da han rejste. Han var en herlig, aandelig Mand, og vi havde Glæde af hans Besøg. — —

Br. W. blev meget nedslaaet over hans Visit. Han havde vist selv haft lyse Drømme angaaende Miss T., men det var nu alt forbi. Det gjorde os meget ondt for ham, stakkels, ensomme Mand, altid Skuffelser.“

8. April.

„Den sidste Uge har været meget mørk for mig. Jeg syntes at være kommen saa langt bort fra Gud, og alt omkring mig var Mørke. Jeg var heller ikke rask og havde saa meget at gøre, saa jeg var overtræt, og alt tilsammen gjorde mig meget uelskværdig og Livet surt for alle mine Omgivelser. Søndag havde vi en god Dag; men jeg maatte i Seng med Feber.“

18. April.

„Hans gik til Isangila, og jeg fulgte ham langt paa Vej. Jeg var bedrøvet over at sige Farvel til ham, og som jeg stod og saa efter ham, kom jeg til at tænke paa: Skal jeg se ham mere? Men i det samme vendte han sig om og raabte tilbage: Du vil se mig igen! Det kom som Trøst og Svar paa mine Tanker. Jeg er dog ikke saa ensom denne Gang, da Søster Taylor er her.“

21. April.

„Søster Taylor har Feber i Dag igen, og temmelig høj. Jeg havde Søndagsskole med Børnene, men var bedrøvet og ulykkelig over min ringe Evne til at tale til dem. O, at jeg dog ret kunde elske min Frelser, saa Han maatte saaledes opfylde mig, at min Tunge maatte strømme over af Pris og Lov til Ham! At det kunde ses og høres paa mig, at jeg var en af Hans! Herre, velsign os! — —

Helens Fødselsdag. Stakkels Helen, hun føler sig vist ensom i Dag. Sidste Aar havde vi en god Dag i Philadelphia. Jeg haaber, Hans er deroppe i Dag.“

24. April.

„Det er i Dag vor Bryllupsdag. Takket være Gud for al den Naade, som Han har bevist os i det svundne Aar. Hans er jo ikke hjemme, saa vi kan ikke fejre den ved nogen Fest. Ja, det Aar er gaaet hurtigt og godt, og med Guds Hjælp haaber jeg, at vor Kærlighed ikke skal formindskes, om Han vil til» lade os at leve sammen mange Aar endnu.“

25. April.

„Et Aar i Dag, siden vi forlod Amerika for at gaa til Afrika. Gud har vist sin Kærlighed imod os i det svundne Aar. Priset være Hans Navn! — Vi stod op i Morges Kl. 5 og havde Læsning af Bibelen og Bøn sammen, før de andre kom op. Det er dejligt; — om blot vi kunde vedblive med den Skik. — Vi har alt for lidt Bibellæsning og Bøn. Vi trænger til aandelig Næring.“

26. April.

„Kl. 10½ Aften kom Hans hjem fra Isangila, drivende vaad af Regnen, som strømmede ned. Han havde efterladt Helen, Harry og Br. Snape med 52 Bærere ved Ugangila, og han kom ned førend de andre for at forberede mig paa, at de vilde komme. Og tillige for, at vi kunde faa pakket lidt sammen.

Det var jo en stor Overraskelse for mig. Endelig viste Gud os, at nu var Tiden for os at gaa. Stakkels Hans, han var saa træt i sine Ben, saa han kunde ikke sove. Og ingen af os fik megen Søvn den Nat, da vi jo ogsaa havde saa meget at skulle tale om. Jeg var baade glad og bedrøvet, for vi holder begge meget af Vivi.

Og saa gør det mig saa ondt for de kære smaa hernede. Jeg frygter, de ikke vil faa nogen rigtig kærlig Pleje. Men Gud kender alle Ting, og jeg véd, at Han elsker dem mere, end jeg gør. Saa Han vil bevare dem.“

27. April.

„Tidlig oppe og begyndte at pakke. Var færdig og alt i Orden omtrent til Middag. Den første, der kom, var Miss Peacock. Hende havde vi ikke ventet. Saa kom Helen, Drengen og tilsidst Snape.

Jeg kunde ikke lade være at græde, da jeg saa den lille, magre Dreng, saa bleg og forandret. Og saa Tanken om, at jeg ikke kan faa Lov at passe ham lidt, men skal forlade ham saa hurtigt igen. Jeg kunde næsten ikke lade være at ønske, at Gud vilde gemme den lille Sjæl, som allerede har lidt saa meget.

Det er nyt for os at være saa mange samlede ved Vivi. Snape er en stor, kraftig Mand, men meget svag nu efter sin Sygdom.“

28. April.

„Vi havde Gudstjeneste om Fmd. — Snape, som jo kan tale bedst, ledede. Som jeg saa ud over denne Forsamling af stakkels, uvidende Mennesker, kom Tanken til mig, at ogsaa for alle disse Mennesker har Jesus lidt og er død, og Frelsen er for alle dem ogsaa. O, maatte Gud hjælpe os til at lede dem paa Frelsens Vej i Sandhed!“

30. April.

„Børnene var meget alvorlige, da de nu saa, at vi skulde til at rejse. Og hvor det gjorde os ondt at sige Farvel til dem og til dem allesammen, særlig lille Harry. Jeg kunde ikke frigøre mig for den Tanke, at jeg ikke skulde se ham mere. Men endelig fik vi jo revet os løs, og jeg havde min første Erfaring i at rejse i Hængekøje.

Da vi kom ned til Byen, kom Tjama ud og sagde Farvel. Jeg tænkte paa, om vi dog havde benyttet Tiden og Lejligheden bedre og talt Livets Ord mere til dem.

Lidt efter Middag kom vi til Ngangila, hvor vi blev hjerteligt modtaget og tilbragte en dejlig Eftmd., mest sammen med vor kære Egerton. Miss Miick var syg, og Br. Reid var ikke hjemme. De vilde absolut overtale os til at blive en Dag mere; men vore Bærere ønskede at gaa. Og da de havde ventet saa længe ved Vivi paa os, saa mente vi, det var bedre at gaa, hvor fristende det end kunde være at blive. Det var en Forfriskning baade til Sjæl og Legeme.“

3.    Maj.

„Vi havde en meget behagelig Rejse, tørt og godt Vejr hele Turen. Vi saa mange smukke Steder paa Vejen; men det var med lidt Vemod, jeg tænkte paa, at her havde Vilhelm gaaet saa mange Gange. Den sidste Nat sov vi paa en dejlig Plads lige nede ved Floden, under nogle høje, skyggefulde Træer.“

Bragt i Historisk Aarsskrift for Metodistkirken 1941

Vore Kongomissionærer i 1890'erne: Louise Jensens Dagbog 2

Vivi og Matadi, ca. 1890

Vivi, 1894

Dagbogen, en stor Protokol, begynder 23. Juni 1894 med at fortælle om Ankomsten til Vivi otte Dage forinden og om den hjertelige Modtagelse, de fik af de andre Missionærer, især af Br. White i Vivi og Mr. og Mrs. Hall i Matadi, Byen paa den modsatte Bred af Kongofloden. —

Huset i Vivi er nyt, men ikke meget praktisk og lavt og mørkt.

 „De tre smaa Piger og to Drenge, som tilhører Stationen, kom ud at møde os og syntes meget glade for os.“ — 

Hans faar straks travlt med sammen med Br. White at save og hugge Brænde til Missionens lille Damper „Annie Taylor“, der sejler Sten til Boma. — Og Louise ser sin første Opgave:

„Børnene her er blevet forsømt en god Del, og der trænges haardt til, at en Kvinde skulde komme og oprette det forsømte i dette Hus.“

Den første Søndag var de nede i en af de Indfødtes Landsbyer og besøgte Høvdingen, eller Kongen, som han kaldes. Hans Navn var Masala.

„Et af hans Børn var sygt, og Kvinderne begyndte at synge og danse rundt om ham, og de havde forskellige Ceremonier for hans Helbredelse. Stakkels uvidende Mennesker! Det gjorde mig ondt i mit Hjerte for dem, og jeg bad til Gud, at han vilde give os Naade og Visdom til at føre nogle af disse Sjæle til Jesus. — Jeg længes efter at gøre noget for dem. Men jeg véd, vi maa have Taalmodighed og lære Sproget først.“

De stifter hurtigt Bekendtskab med nogle af de Farer, der lurer i Troperne. Medens de en af de første Morgener sad og spiste Frokost, kom en stor Slange ind i Stuen. Det lykkedes at faa den dræbt, uden at der skete noget. Men de Indfødte fortalte, at det var en af den giftigste Slags. — Og en af de første Aftener møder deres Medarbejder, Missionær Guern, en Leopard i Haven. Men den gjorde ham ikke noget. — En Dag bestemmer Hans sig til at bade nede i Floden. Men et Stykke ude i Floden gled han pludselig og kom ud i et stort Hul og var nær druknet.

„Han var under Vandet to Gange. — Men Gud sparede hans Liv denne Gang, Tak til Ham!“

Følgende Afsnit giver Udtryk for et Kristendomssyn, som virker noget fremmed i vor Tid, — hvilket maaske er en Fejl hos os:

„De brænder Græs af i Eftermiddag, og det er et baade smukt og uhyggeligt Syn, — — — og som Flammerne viftede højt op i Luften, kom jeg til at tænke paa Ilden i Helvede. O, hvor frygteligt er det ikke, at nogen skal pines deri Og hvor mange, der selv vælger den Vej og kommer der, hvor deres Pines Røg opstiger i al Evighed! — Hjælp os, Herre, at advare dem, som er paa den vrange Vej, og vise dem hen til Frelsen i Jesus! Og giv os Naade til at være trofaste Vidner om Jesu Kærlighed! Amen.“

Dagbogen omtaler Gang paa Gang, at snart den ene, snart den anden er blevet syg af Feber. Louise havde kun været derude i 14 Dage, da hun blev angrebet og laa alvorligt syg i 4—5 Dage. Den sidste Dag, hun laa, kom Vilhelm Rasmussen hjem fra en Tur til Isangila og fik et Feberanfald. Og Dagen efter blev det hans Kones, Helens, Tur, foruden at deres lille Dreng allerede i lang Tid havde haft stærk Feber og svævet mellem Liv og Død.

Og Hans har under en haard Tur med Missionens Damper været syg af Feber, ligget en Uge ved Banana og kommer bleg og afmagret hjem. Men det vil føre for vidt at gaa i Enkeltheder om Sygdom, da de skiftevis — og undertiden samtidig — med kun Dages eller Ugers Mellemrum faar Feberanfald, — mest kortvarige, men ogsaa nogle af længere Varighed.

25. Juli drog Vilhelm Rasmussen med Kone og Barn og en Karavane af Bærere af Sted til Isangila.

„Det var lidt vemodigt at sige Farvel, da Udsigten til at ses igen altid er usikker herude i Afrika.“

En Dag tager Hans og Louise i den skrøbelige Kano over Floden til Matadi. De kom til at overvære Slutningen af et Møde for de Indfødte, besøgte Missionær Harvey og sejlede til den svenske Kongomission, Missionærerne Westlind og Strandman, der „er saa venlige og hjemlige“.

De faar begge nok at gøre i Vivi, men mest legemligt Arbejde. Missionsarbejde kan der ikke blive saa meget af, før de har lært noget mere af Sproget.

Louise skriver 5. August:

„Søndag. — Vi havde bedt meget, at Gud vilde velsigne os, og han gjorde det. Da alt var færdigt, og Børnene havde vasket op, samledes vi alle ovre ved det gamle Hus. Alle de store Drenge kom ogsaa. Vi fortalte dem, at vi kunde ikke tale til dem i deres eget Sprog. Men vi vilde alle synge og paa den Maade prise Gud. Vi sang en Del Salmer, bad nogle Bønner, læste et lille Stykke i Bibelen og forklarede dem — Maggie oversatte for os —, sang lidt igen og saa derefter paa nogle bibelske Billeder, som syntes at interessere dem meget. Min Sjæl blev velsignet, og jeg tror, vi alle blev det.“

Louise holder lidt Skole med Børnene hver Dag.

„De er alle glade derfor. Sala er en opvakt lille Pige og ivrig efter at lære, og Maia kan allerede skrive flere Bogstaver og kender snart de fleste af dem.“

14. August tager de med Damper ned ad Floden til Banana, hvor de skulde tage sig af og hjælpe en Missionær, Miss Kildare, der levede ensomt i Ntombe.

Paa Tilbagevejen gør de Ophold i Banana i to Dage hos en Dansker, Kaptajn Wright, som de har truffet før derude. —

„Vi var alle glade over at faa en dansk Samtale.“ 

— Den følgende Morgen tager de med en lille, belgisk Damper, „Herondale“, op ad Kongo. De faar en Samtale med Maskinmesteren, der er dansk og hedder Andersen. — Da Hans pludselig bliver syg og ryster af Febergysninger, faar Louise ordnet, at Hans maa gaa til Sengs i Maskinmesterens Kahyt. Om Aftenen er de i Boma. Hans er for syg til at flyttes; men de faar efter nogle Overvejelser arrangeret, at Maskinmesteren gaar i Land og overnatter paa Hotel.

„Jeg blev saa hos Hans. Jeg tog blot min Kjole af og laa paa Gulvet med en Frakke til Hovedpude og et Sjal over mig. Og jeg laa godt og sov godt, og hverken Rotter eller Moskitoer forstyrrede mig.“

Næste Dag var Hans betydelig bedre, og snart er de hjemme i Vivi og i Virksomhed igen.

To af Pigerne, Mary og Maggie, er gaaet til Ngangila. Det var en Sorg for Louise. Men der er jo ogsaa Drengene at opdrage paa. Hun ser det som en stor Opgave og et stort Ansvar. Og „jo længere, jeg er her, jo mere synes jeg at se min Ringhed og Udygtighed. — Men der er altid nogle smaa Ting at gøre; og jeg vil være et villigt Redskab i Guds Haand.“

De er ofte i Vildrede med, hvad der er Guds Vilje med dem. Vil Gud bruge dem oppe i Isangila? Her i Vivi synes der ikke rigtig at være Velsignelse ved Missionens Arbejde.

„Men her har heller ikke været gjort meget Missionsarbejde, kun alt andet. — Fremtiden synes at se saa øde og tom ud. Men Gud kan jo snart vende alting til det bedre.“

Et Par Dage efter kommer en Missionær ned fra Ngangila.

„... Frejdig som altid, — fuld af Aand og Liv, med Resultat af deres Virksomhed, og jeg føler altid et Stik i Hjertet ved at se og tale med dem. Jeg véd ikke, om det er Misundelse, — ja, det er et grimt Ord; men vi maa uvilkaarligt somme Tider misunde en Kristen hans gode Omgængelse og Forhold, — eller det er Bedrøvelse over min egen Ringhed. 

Ja, jeg er næsten altid bedrøvet over mig selv. Er det Guds Aand, som fordømmer mig? Eller er det, fordi jeg ser for meget ind i mit eget ustadige Hjerte i Stedet for til Jesus? — — O, Herre og Fader, brug mig som dit Redskab og lad mig intet være i mig selv! Hvor er min Frimodighed og Glæde som et Guds Barn? Hvor er min Lov og Tak til Gud som hans Barn? Hvor er Frugterne? — Ingen!“

Da de en Søndag i September gik ned til Landsbyerne, traf de Kongen, som først modtog dem venligt.

„Men da han hørte, at vi vilde synge, blev han meget vred og befalede alle sine Koner at gaa ind, og selv gik han ogsaa sin Vej. Men vi sang alligevel, og da vi var færdige der, gik vi til en anden Del af Byen og begyndte at synge der. Og der flokkedes en god Del omkring os; men de syntes ikke at bryde sig stort om det. — Jeg var lidt bedrøvet over Begyndelsen af vor Missionsgerning. Men jeg tror, Gud vil velsigne os.“

Ofte gaar Tankerne til Danmark og de kære der; og det er Glædesdage, naar der kommer Breve, især fra hendes Moder eller Søskende.

Det stadige Spørgsmaal for dem er, om de skal drage til Isangila, til Kimpoka, hvor der ogsaa er Brug for dem, — eller Gud vil, at de skal blive i Vivi. Et Brev fra Biskop Taylor d. 24. Septbr. synes nærmest at tyde paa det sidste.

I øvrigt skriver Biskoppen til Br. White, at der er stor Underbalance i Missionens Kasse. De maa prøve at gøre Stationen selvunderholdende ved at lade den lille Damper gaa i Fragtfart op og ned ad Floden. Og den gamle Biskop vil tage til England og Amerika og prøve paa at samle Penge.

 „Det gærer i Sindet nu. Vi synes, at vi skal blive her ved Vivi. — — Herre, hjælp os at gøre det rette!“ — — „Nu maa vi tage alle vore Kræfter i Brug. Gud ske Lov, at vi har nogle!“ — — „Hans og alle Mændene er nede at slaa Sten og lade Damperen“.

29. Septbr. drager Hans af Sted mod Isangila med to af Drengene som Bærere og holder Søndag ved Missionen i Ugangilo. Han er tilbage den 7. Oktober og beretter, at Vilhelm havde ligget syg i 4 Dage, da han kom derop. Louise er bedrøvet over, at hun ikke kan hjælpe eller gøre noget for den kære Broder. Den lille Dreng er heller ikke rask.

13. Oktober.

„Hans har begyndt at bygge en Sokkel til den store Klokke.“

14. Oktober.

„Det er Søndag. — Efter at vi havde spist til Middag, gik Hans og jeg samt Børnene ned til Landsbyen Lufundi. Vi blev modtaget venligt, og en Del kom for at se os. Jeg fik tre Æg forærende af en Mand. Vi havde vore Sangbøger med og sang en Del Sange for dem. En Mand døde, medens vi var dernede; og en forfærdelig Skrigen og Græden begyndte af Kvinderne over ham, stakkels blinde og uvidende Mennesker. Og vi, som skulde hjælpe dem at se, er selv blinde, vantro, udygtige; o, hvor uskikket for det Arbejde!“

De er ofte syge af Feber; men i Almindelighed kommer de hurtigt over det. —

22. Oktober.

„Hans temmelig rask i Dag. Han gjorde Sokkelen til Klokken færdig og fik den op. Det er en dejlig Klokke, næsten som vor gamle Klokke i Kirken derhjemme. O, maatte den kalde mange Folk sammen til at høre Guds Evangelium! Og maatte den Tid komme, da den kan faa Plads i en Kirke!“

24. Oktober.

„Br. W., Hans og Lutete ude at saa Bønner og Majs i Dag. Jeg og Børnene ryddede ogsaa et lille Stykke Jord, som jeg saaede lidt i af forskellige Slags.“

25. Oktober.

„Intet hørt fra Vilhelm endnu og ingen Bærere. Jeg længes meget efter at høre fra dem, og jeg undrer mig over, at de ingen Bærere kan faa. Men jeg har lagt det i Guds Haand. Han véd alt om det. Herre, velsign deml“ —

30. Oktober.

„Tandu er gaaet sin Vej. Jeg er baade glad og bedrøvet derover. Han var en god Dreng, men ikke god Kok; og det var hans Arbejde. Jeg havde haabet, vi skulde vinde ham for Gud. Men maaske dette vil være til hans bedste.“

Louise er ofte alene, naar Hans gaar i Fart med den lille Damper eller er andet Sted henne. Hun føler ofte Ensomheden, men er som Regel ved godt Mod. Saaledes skriver hun 2. Novbr.:

„Børnene og jeg har haft det saa roligt og godt, medens vi har været alene. — Og Herren har sørget for os i alle Retninger. Ingen Mangel paa nogen Ting; og et godt Helbred har jeg ogsaa haft, siden de rejste. Og Gud har lagt saadan en Fortrøstning i min Sjæl, saa jeg har ikke været ængstelig for noget. Priset være hans Navn, min Sjæl har frydet sig i Ham i de sidste Dage!“

Atter lider de Skuffelser. —

11. Novbr.

„Søndag Morgen fik vi den Nyhed, at fire af Mændene her paa Stationen var gaaet og havde taget alle deres Sager med. Det virkede lidt nedstemmende paa Sindet. Ikke fordi de var saa gode Arbejdere, — men mere deres Utaknemmelighed for, hvad der er gjort for dem; og nu de var tillærte lidt--og tilmed i den travle Tid.“

— Dagen efter fortæller Dagbogen:

„En Mand mere gaaet sidste Nat og en i Aften, saa der er kun tre tilbage nu. Det ser lidt trist ud; men Herren véd Raad. Han vil sende anden Hjælp.“

Af og til omtales den skønne Natur. —

12. Novbr.

„Alt er dejligt frisk og grønt rundt om os, og alt gror med en forbavsende Hurtighed, baade ondt og godt. Bjergene begynder at blive grønne her rundt om, og alt er frisk og dejligt som Foraaret hjemme. Floden rejser sig voldsomt, og et Fald, som er 6—7 Mil herfra, kan vi høre her. — Mangoerne er begyndt at blive modne.“

Et Par Dage senere:

„Jeg tog Børnene med mig og gik ned til Floden, da jeg saa længe har længtes efter at se den.---Vi var alle meget fornøjede. Drengene blev nede ved Stien for at bade, og Sala og jeg kravlede over forskellige Høje og Dale, til vi kom til et Vandløb, hvor hun vaskede sig. Det var et dejligt Vejr, og alt var saa frisk og grønt.

Der var storartet ved det Vandløb, og jeg kunde ikke lade være at beundre Guds Storhed ved at se alle disse vældige Sten. Vi kravlede over Stok og Sten og kom tilsidst op til Ruinerne af Stanleyhuset, der har været et solidt og grundigt Værk. Vi maatte skynde os hjem før Regnen; og vi kom lige hjem, som en vældig Regn kom.“

23. Novbr.

„Henad Aften kom tre Bærere fra Isangila, og vi fik endelig lidt at høre deroppe fra. De er temmelig raske nu. Men baade Vilhelm og Drengen har været syge. Vilhelm ønsker, vi skal komme derop. Han har været oppe ved Banza-Yanga og havde faaet saadan et godt Indtryk af Folket og Egnen og atter den Indskydelse at bygge en Station der. Men det ser lidt vanskeligt ud.

Han er svag og tit syg, der er ingen Midler i Missionen, og en Station staar og er ledig. Saa det synes lidt dristigt at begynde paa en ny. Og vi kan ikke gaa herfra lige nu. Der er ingen Bærere, og der er ikke til at komme frem for Vandet. Nu staar vi atter overfor et Dilemma. Herre, hjælp os at gøre det rette! O, at vi dog ikke skulde forfejle.“

24. Novbr. kom to Drenge fra Ugangila efter Mangoer:

„I det medfølgende Brev skrives, at Maggie (en af de to Piger, der forlod Vivi i August) er under Paavirkning af den Hellig Aand og vil nok snart blive en af de lovprisende. Maaske derfor, hun skulde derop, og vi gaar til Ntombe, for at de kunde komme af Sted.“

De har i den følgende Tid nogle Besværligheder med de sorte i Anledning af, at en Indfødt, Joseph, var løbet bort og havde søgt Tilflugt paa Missionsstationen, hvorfra Missionær White bragte ham i Sikkerhed i Matadi. Og ligeledes nogle Dage senere, da der har været natligt Indbrud, og noget af Br. Guerns Tøj var stjaalet, hvilket Hans og Louise mente, det var urigtigt at blande Politiet ind i.

„Vi havde alle mistænkt Sabbi. Saa gik G. over til Matadi for at faa Staten til at arrestere ham, og han kom tilbage med en Statsmand og ti Soldater om Aftenen den næste Dag, og de tog Sabbi. Men det gjorde mig ondt for ham, og jeg var bedrøvet over al den Forstyrrelse og Elendighed. — — Efter dette vil det blive endnu mørkere, frygter jeg.“ 

Statsmanden gaar op i Landet og søger efter Tyvekosterne. Soldaterne tager til sig af alle Slags i Byerne, og Folkene fra Byerne begyndte at komme, og snart var her en stor Forsamling, som talte og raabte i Munden paa hverandre. De forlangte deres Sager tilbage, som de ogsaa fik, og de gik saa hver til sit.

„Alt dette Spektakel med Staten, det er noget, som sent glemmes. Hvor er vi bedrøvet over det.“

 — Et Par Dage efter gaar Soldaterne igen op til Byerne. De skal have fat paa nogle Høvdinge. De kommer tilbage med fem Fanger.

„Jeg kan ikke beskrive mine Følelser ved at se disse Mennesker, lænkede sammen med tykt Reb og med store Byrder paa Hovedet, drevne af Sted som Faar. De havde slaaet en af dem, en Konge, saa slemt med en Bøsse, at han næsten ikke kunde gaa. Han jamrede sig for hvert Skridt. Men de havde ingen Medlidenhed; de tvang ham til at gaa. —

Vi har nylig faaet fire ny Mænd paa Stationen, og en af dem er Søn af den Konge. Og da han saa sin Fader som Fange, græd han saa forfærdeligt og sagde til Br. W., at han vilde arbejde et, to eller fem Aar foruden Betaling, hvis W. blot kunde faa ham fri.“

Til Missionærernes store Glæde viste de Indfødte sig — trods alt — meget venlige, da Hans og Br. W. den følgende Søndag gik ned til Landsbyen. Alle Drengene gik med. Louise maatte gaa i Seng med Feber.

„Da Sala hørte, at jeg ikke kunde gaa, saa vilde hun blive hjemme hos mig.--Hvor er jeg taknemmelig mod Gud for disse Børns Kærlighed og Tillid. Det er mere værd for mig end hele Verden og en meget stor Trøst her ude i Ensomheden.“

17. Decbr. begiver Hans sig af Sted mod Isangila. Louise har bl. a. bagt lidt, som Hans og hans Bærer, Siku, tager med op til Vilhelm R.’s, for at de kan „føle lidt hjemligt til Julen.“ — Louise er atter ene. Men hun har nok at bestille, ogsaa „travlt med Julegaver. Det er dog kun i det smaa.“

22. Decbr.:

„En lille Feber; men henad Aften stod jeg op, og skønt lidt svag klarede jeg mig dog. Br. W. havde de danske „Talsmænd“ med hjem (fra Matadi), som jo var meget velkomne. Sala passede mig paa det omhyggeligste, og jeg var glad i Gud.“

23. Decbr.

„Sala ønskede at se nogle Billeder af Jesus, og som jeg fortalte hende om de forskellige Billeder, frydede min Sjæl sig i min Frelser, og der var Fred og Glæde i mit Hjerte som ikke for lang Tid.“

24. Decbr.

„Juleaftensdag! Og hvor forskelligt fra de andre Aar, hvor alt var Sne og Is eller dog meget koldt omkring os. Og her Solskin og Varme; grønt overalt, modne Frugter i Haven. Efter Middag maatte jeg i Seng med Feber.

Efter et Par Timer var den forbi; og ligesom jeg var vasket, hørte jeg Børnene raabe op: mangwanga! mangwanga! og saa vidste jeg, at Hans var i Anmarch. Han kom hjem Kl. 3 og var rask og glad.“

De var ogsaa alle raske oppe i Isangila. Vilhelm „var oppe ved Banza-Yonga, da Hans kom, og havde haft en god Tid deroppe.“

„Hans havde forskellige gode Ting med hjem. Br. W. arbejdede til den mørke Nat; og Juleaften gik som en af de andre Dage; men vi var begge meget glade, at Gud havde bevaret os saa vel.“

25. Decbr.

„Vi gav hvert af Børnene en Mundharpe, som de jo var meget henrykte over, og et Lændeklæde. Derefter havde vi en Middag, hvor de fik alt, hvad de kunde spise. Vi havde inviteret 20 af Børnene fra Byen til at komme; men de vilde ikke. De andre legede og morede sig godt. Det var vor første Juledag i Afrika. — Hvor er vi næste Jul? — Vi var glade og taknemmelige mod Gud for al Hans Velsignelse.“

Nytaarsaften er Louise rask nok til at være oppe efter nogle Dages Sengeleje, og hun skriver nogle Nytaarstanker i Dagbogen, bl. a.:

„Det er altsaa den sidste Dag i det gamle Aar. — Hvor stor har ikke Guds Naade og Kærlighed været! O, hvor mange Overtrædelser, hvor mange Fejl, hvor mange forsømte Lejligheder, hvor mange Gange bedrøvet Guds gode, hellige Aand med vor Tvivl, Vantro, Kulde og Sløvhed i det forløbne Aar. 

Herre, tilgiv os for Jesu Skyld! — Men ogsaa hvor mange Beviser paa Guds Kærlighed, Langmodighed, hvor megen Hjælp og Bistand — — hvor mange Byrder taget bort — — og dog er vi saa lidet taknemmelige for al Guds Godhed! — 

O, vor himmelske Fader, hjælp os i det nye Aar at vandre i saa inderligt et Samfund med Dig som aldrig før! Og maa vi lære bedre og bedre at forstaa Længden, Bredden, Højden og Dybden af Din Kærlighed, tage Korset op og følge Dig efter og gøre Din gode og fuldkomne Vilje! Amen. —“

Hans’ Tanker Nytaarsaften:

„Skønt liggende i Sengen med Feber — — kan jeg kun prise Ham og sige, Han har trofast ledet mig, sørget for mig og velsignet mig. Og det har været det bedste Aar, jeg endnu har haft. —

Jeg takker Gud for hans uendelige Kærlighed til mig, at Han gav mig Naade til at gaa herud for at fortælle dette Folk om Hans store Kærlighed til alle Mennesker. Mange Gange tænker jeg paa Hjemmet og de kære der — — ønsker jeg kun og længes efter, at Gud i sin Naade vil bruge mig i mange Aar i sin Tjeneste til Sjæles Frelse her i Afrika.

Jeg tænker mange Gange paa at faa en personlig Samtale med mine kære Forældre og Søskende om deres Sjæles Frelse. Og min Bøn er, at om ikke jeg kan blive deres Hjælper, at Gud saa vil sende dem en anden.“

 Bragt i Historisk Aarsskrift  for Metodistkirken 1941