torsdag den 21. december 2017

Hilsen fra Biskop Nuelsen (1917)

Atter nærmer vi os Julen og Slutningen af dette Aar for at gaa ind i et nyt Aar.

Det vil næppe blive en glædelig Tid. Flere Mennesker end nogen Sinde før har Sorg, og der hviler en tung Byrde paa hele Verden. Nødens Raab og Smertens Suk stiger op mod Himlen.

Men fra den menneskelige Elendighed skuer vi op til vor guddommelige Frelser. Barnet fra Betlehem er Slægtens eneste Haab. Det Lys, som skinnede hin Nat over Judas Høje, skinner endnu i Dag, og er det eneste Lys, som viser Vejen ud af Mørket.

Gud er vor Tilflugt og vor Frelses Klippe, lige som han var i de mørkeste Dage i Salmistens Liv, i Martyriets og Forfølgelsens Dage, i Reformationens Kampdage.

Vi har lige fejret Reformationsjubilæet. Lad os ikke glemme, at vi har den samme Gud, de samme evangeliske Forjættelser, den samme Frelser; at Jesus Kristus er den samme i Gaar og i Dag, ja til evig Tid.

Trods al Verdens Nød og alle Bryderier og Vanskeligheder ser vi op og opløfter vore Hoveder, fordi vi ved, at vor Forløsning stunder til. Kristus er den store Sejrherre over alle Syndens og Mørkets Magter.

Han vil udføre sit naadige Forsæt. Dagen vil komme, da hvert Knæ skal bøje sig og hver Tunge bekende, at han er Herren. Hans Navn er; Kongers Konge og Herrers Herre.

Med stor Tro og fuld Tillid vil vi saaledes gaa det nye Aar i Møde. Af hele mit Hjerte beder jeg, at min himmelske Faders bedste Velsignelse maa hvile over ethvert af hans Børn.

Lad os bøje os for ham i Ydmyghed og med Taksigelse.

Han han været os naadig. Han har opholdt og styrket os. Han har været trofast og barmhjertig. Han har givet os Anledninger til at bære Vidnesbyrd om hans tilgi-ende Kærlighed, hans rige Naade og Magt fremfor nogen Sinde før.

Lad os være tro Efterfølgere af ham, der ikke kom for at lade sig tjene, men for at tjene og give sit Liv for os.

Ud af Ruinerne af denne krigstrætte Verden vil der rejse sig en Slægt, som har en bedre Forstaaelse af Guds Vilje, en dybere Ærefrygt for Frelseren, en alvorligere Vilje til at frelse Menneskeslægten. Efter denne Krig vil der komme en Fred, som er værd at eje. Lad os alle bede om dens snarlige Komme.

Lad os alle gøre vor Del i det ny Aar for at skabe en Atmosfære af broderlig Kærlighed, gensidig Agtelse og Lydighed mod Kristi evige Grundsætninger.

Gud give, at det ny Aar maatte blive Vidne til, at Menneskene tager fat paa at genopbygge paa en mere fast og omfattende Grundvold og med lige saa stort Alvor og Maalbevidsthed, som man nu har haft travlt med at ødelægge. Og Gud hjælpe enhver af os til at lænke og tale og handle saale-des, at vi maa være levende Vidner om det store Budskab:   
 »Ære være Gud i det Høje, Fred paa Jord, og i Mennesker en Velbehagelighed.« 
Da vil det nye Aar blive det bedste Aar, vi endnu har levet.

Dette er det hellige Ønske og den alvorlige Bøn, der er i mit Hjerte for enhver af Kristelig Talsmands Læsere.

Sluttelig, Brødre:

Derfor beder vi ogsaa altid for eder, at vor Gud vil agte eder Kaldelsen værdige og med Kraft fuldkomme al Lyst til det gode og Troens Gerning, for at vor Herres Jesu Navn maa herliggøres i eder og i ham, efter vor Guds og den Herres Jesu Kristi Naade. 2. Tessl. 1, 11—12.

 
Bragt i Kristelig Talsmand, 21. december 1917

torsdag den 14. december 2017

Jubilæumsfesten i Vejle (1917)

Den 18. December er det 25 Aar siden, at vor Kirke, som den nu er, blev indviet.

I 16 Aar havde Menigheden haft et hyggeligt og passende Hjem i det gamle Kapel, men det var efterhaanden blevet for lille for den stadig voksende Menighed, og saa besluttede man sig, efter flere Aars Overvejelser, til at bygge en Tilbygning ud i den store Have, der hørte til Kapellet.

Grundstenen blev nedlagt af Pastor Bast, som den Gang var Menighedens Forstander, den 22. Juni 1892 og allerede hen i December Maaned s. A. var Kirken saa vidt færdig, at den kunde tages i Brug til Gudstjeneste.

Dette skete, som nævnt, den 18. December. Superintendent Christensen talte ved den Lejlighed over Ordene i Ef. 2, 8-10.

Det var et overordentlig stort Frem skridt fra det forholdsvis lille, lavloftede Lokale, hvor Forsamlingerne som Regel var saa tæt pakkede, at det kneb med at faa den fornødne Luft, at flytte ind i den store nye Kirke, hvor der kunde skaffes Plads til 700 a 800 Mennesker.

I dette Guds Hus har Menigheden saa haft til Huse siden, og her har den vokset sig stor og stærk.

Jeg skal ikke ved denne Lejlighed komme ind paa en nærmere Omtale af vort Menighedsarbejde.

Jeg skal kun sige, at Gud har været og er god imod os; priset være han Navn! Vi har en god, stor Søndagsskole i Kirken og flere Filialskoler i Byens Udkant, en god arbejdsom E.-F., en Syforening, der slider tappert i det i denne Tid for at skaffe saa meget Tøj som muligt til fattige Børn til Julen.

Vi har flere Lokalprædikanter og Formanere, der skiftevis forkynder Ordet paa vore Prædikepladser, ligesom ogsaa en hel Stab af Venner skiftes til at afholde ugentlige Møder paa Fattiggaarden.

Medens jeg skriver dette, er det haard Vinter med Frost og Snefog. Bliver det saadan ved, maa vi snart have vor Børnebespisning aabnet. I den plejer vi at bespise ca. 400 Børn daglig i flere Maaneder, I Aar bliver det nok ikke mindre.

Hvor vi skal faa Føden fra til de mange Munde er ikke godt at vide, men vi faar den vel.

Som det nyeste Led i vor Virksomhed skal jeg nævne vort Optagelseshjem, der er indrettet i den vestlige Ende af Præstegaaarden.

Her har vi siden Hjemmet blev aabnet den 1. Oktober haft fuldt Hus af Børn, hvis Mødre enten er syge eller døde. Her forsøger vi saa at være noget for dem, timeligt som aandeligt, indtil de enten kan komme tilbage til deres Hjem eller blive anbragt i Pleje andre Steder eller blive bortadopteret. Str. Johanne Erichsen er Hjemmets Plejemoder.

Vi venter nu rige Velsignelser i de kommende Festdage. Brødrene A. Bast, L. C. Larsen, Gaarde og Chr. Jensen vil gæste os, og maaske der er andre Venner, der vil aflægge os et Besøg i den Anledning. De skal alle være hjertelig velkomne.

Søndag den 16. har vi Jubilæumsgudstjeneste og Tirsdag den 18. — selve 25-Aarsdagen — har vi Menighedsfest.

Kærlig Hilsen til alle Venner.

Eders i Herren forb.

C. Nielsen.

Bragt i Kristelig Talsmand, 13. december 1917

---------------------------------------------------------------------------------------------------------

Det blev en overordentlig god og stemningsfuld Fest, vi havde i Dagene fra 14.—18. December til Minde om Set. Pouls Kirkes Indvielse for 25 Aar siden.

Vi havde den Glæde, at Menighedens tidligere Forstandere: Bast, Larsen og Gaarde samt Distriktsforstanderen, trods Travlhed hver i sin Kreds, havde efterkommet vor Indbydelse for at deltage med os i vor Højtidsfest.

Ligeledes glædede vi os ved, at Emil Nielsen fra Esbjerg, der et Aarstid har været Hjælper i Menigheden, og Peter Bjerno, Rudkøbing, der er ét af Menighedens Børn, kunde deltage med os, den første ved ét, den sidste ved alle Møderne.

Og det maa siges, at vore Venner og Byens Beboere trods Juletravlhed, rev sig løs fra de hjemlige Forhold og fyldte Kirken og Bedesalen Gang efter Gang. Og de gik da heller ikke forgæves.

Der var arrangeret Møde for de forskellige Grene af Arbejdet. Fredag talte Bast, Emil Nielsen og Bjerno ved Afholdsmødet, Lørdag var der »socialt« Møde, hvor Bast talte om sin Virksomhed, og hvor vi fik en god Kollekt til Arbejdet for at lindre Nøden her i Byen.

Søndagen var »Højtidens Dag, den store«, Bast talte med megen Kraft og Varme om Nødvendigheden af at efterkomme det store Kærlighedsbud; Gaarde var meget heldig, idet han paa Baggrund af Beretningen i 1. Kong. 10 om Dronningen af Saba og Jesu Omtale af hende i Luk. 11 talte om, at »ikke Halvdelen er forkyndt« af de Goder og Forrettigheder, vi som Guds Folk er kaldet til, baade her og hisset.

Om Aftenen havde E. F. sin Anledning, og da talte den ældste af vore Gæster, Pastor Jensen om De næste 25 Aar. Enhver, der kender Br. Jensen, kan nok tænke sig til, hvad han havde at sige de unge ud fra det Emne.

Mandag havde K. Y. M. arrangeret Møde med Gaarde som Taler, og Tirsdag Aften — selve Jubilæumsdagen — var der Menighedsfest.

Og medens Forsamlingen samledes om de smukt pyntede Festborde holdt først Pastor Larsen, der ikke kunde deltage i Møderne om Søndagen, en interessant Tale om de svundne Dage, og dernæst vekslede Sang og Tale Aftenen igennem, saa Tiden løb alt for hurtig.

En Del tilsendte Telegrammer og skriftlige Hilsener blev oplæst og sluttelig blev der bragt Gud en hjertelig Tak for Festdagene og alle de gode Minder fra den svundne Tid og til Takken føjedes Bøn om Guds rige Velsignelse over Arbejdet i kommende Dage.

Bl. andre mindedes vi ogsaa Br. A. Christensen, den tro og gode Herrens Tjener, der tjente syv af sine bedste Manddomsaar i denne Menighed. Nu hviler han fra sit Arbejde; men mange her i Vejle takker Gud for, at demødte den Mand. En hjertelig Hilsen sendes hans Hustru og Børn, ogsaa Alfrida paa de fjerne Filippiner, fra Menigheden og Forstanderen her i Vejle.

Og nu ligger saa Jubilæets Festdage bag os; som saa meget andet hører ogsaa de til de gode Minders Verden. Og vi tager atter fat paa Hverdagene, paa Arbejdsdagene, og til Vejle Menighed hedder det nu fra Herren selv:
»Bliver faste, urokkelige, altid rige i Herrens Gerning, vidende, at eders Arbejde er ikke forgæves i Herren.« 1. Kor, 15, 58.
Med Hilsen i Herren til alle Venner fjern og nær og med Ønsket om et af Gud rigt velsignet Nytaar er jeg eders i Herren forb.

C. Nielsen.

P. S. Det var mig en personlig Glæde at mødes med alle mine Kolleger, ikke mindst med de tre Kammerater fra Skoletiden. Vi fire havde en Del at tale om, ikke mindst om, hvor hurtig dog Tiden gik for os, og hvor snart vor Arbejdsdag kunde være til Ende.

Gud give os, og alle Brødrene, at vi kunde ofre hele vor Kraft, saa længe Gud vil spare vort Liv, i den velsignede Gerning at vogte Herrens Hjord, der er os betroet, og gaa foran i Kampen for alt, hvad der er rent og godt! En speciel Hilsen til disse tre og til Kolleger fra eders forb. 

C. N.

Bragt i Kristelig Talsmand, 28. december 1917

mandag den 11. december 2017

Betaniakirkens Jubilæum (1917)

Nu er Jubilæet forbi.

Menighed med Vennekreds er passeret den 25. Milepæl for Betaniakirkens Bestaaen paa dens Vandring mod det nye og forjættede Land.

— Et Livsafsnit for os er afsluttet og et nyt er begyndt, hvor nye Opgaver og maaske uanede Muligheder vil vise sig.

Gud give, at vi belært af de svundne Aar, maa ruste os til de nye Arbejdsdage, thi Festdagene er kun faa, men Arbejdsdagene er de mange, dog i Guds Kraft og ved Aandens Bistand skal selve Arbejdsdagene blive kronede med Naade og Frelse.

I Ugen før Jubilæumsdagen den 11. Decbr. havde vi en Række godt besøgte Møder, hvor Præsterne Bast, Gaarde og Iversen til stor Velsignelse førte Ordet iblandt os.

— Med Forventning samledes paa selve Festdagen saa mange, som Betaniakirken kunde give nogenlunde taalelig Plads til, og Festen kan betegnes som en hyggelig og velsignet Vennefest med Jesus i hans Venners Kreds.

Efter at Pastor Nielsen havde budt Velkommen og paa Menighedens Vegne udtalt sin Tak til enhver, der havde været med at udføre Gerningen, saa man var naaet til det Resultat, der var naaet i Dag, og særlig nævnt de forskellige Præster, der havde betjent Kirken, saavel som afdøde Pastor Anton Christensen, holdt Pastor Gaarde selve Festtalen, der trods al sin Korthed var belærende, opbyggelig og festlig.

Vi hørte om Huset og om Familien, som boede der, om Fortiden og Fremtiden og bad Gud hjælpe os, at der altid maa være de rette Maria’er med Plads ved Mesterens Fødder, og de trofaste Marta’er, der vil tjene Mesteren, og at vi aldrig maa savne dem, som Herren opvækker fra de døde.

Efter at vi havde sunget en dejlig Sang af Frk. Alberta Eltzholtz og optaget Jubilæumskollekt, talte Pastor J. C. hersen hjerteligt og indtrængende til os om at vandre fremad og vokse i Guds Naade.

Nu lød der jævne, varme og hjertelige Hilsener til os fra Menighederne i Jerusalem ved Br. L. C. Hansen og Golgatakirken ved Missionær Enselmann samt fra Brødre i Betania Menigheden.

Først havde Overmester Sofus Petersen Ordet. Paa Bestyrelsens Vegne talte han paa sin sædvanlige hjertevarme Maade om Fællesarbejdet mellem Præst og Bestyrelse, saa det tabte maatte vindes.

Paa Søndagsskolens Vegne talte Agent Carl Rosdahl. Han fortalte, hvorledes han som Barn var ledet hen til Betania-Søndagsskole, og at dette havde været Anledning til, at hans Mor havde fundet Vej til Kirken og sin Gud samt om sin egen Omvendelse.

Fra E, F, bragte stud, med. A, Kyed Nielsen en Tak til Menigheden, fordi de som gode Forældre havde sørget saa vel for dem og særlig, at de havde baaret dem paa Bønnens Arme og fremdeles vilde bære dem. Han bad Gud hjælpe de unge til at blive gode Arvtagere efter Fædrene.

Paa Evangelisk Afholdsforenings Vegne talte Bestyrer Otto Jensen om Arbejdet blandt de dybest faldne, og om at blive bestandig i dette Arbejde.

Derefter talte som uventet Gæst Pastor Sandberg fra Norge om ikke at glemme Herrens Velgerninger, men glemme, hvad der er bagved og som vil hindre. Han bragte en frisk Hilsen fra Broderlandet.

Saa sluttede Pastor Bast med en hjertelig Hilsen og inderlig Bøn til Gud om Gensyn i de kommende Dage.

En stor og festlig Stund var endt i vort kære Gudshus. Med dybtfølt Tak trykkede vi hverandres Hænder og gav Gud Løfter.

Herren signe os alle!

Til Jubilæumsfondet er betalt og tegnet ca. 2 Tusinde Kroner, men vi er endnu langt fra Maalet. Vi har endnu nogle Eksemplarer af Festskriftet til mulige Givere.

Fra Præsterne H. Jacobsen, S. Rosendahl, Chr. Jensen, H. Særmark modtoges venlige Hilsener, og Sognepræst Ifversen sendte en smuk Hilsen til sin Moders Menighed. Tillige var der flere Hilsener fra forhenværende Medlemmer og Venner.

Bed for os, at vi maa opleve herlige Timer ved Mesterens Fødder og se meget af hans Herlighed.

N. P. N.

- - -

En Venneskrivelse
Sognepræst Ifversen i Bregninge pr. Svebølle har sendt Pastor N P. Nielsen følgende Brev i Anledning af Festen i Betania:

— Kære Broder i Herren!

Det var mig en meget stor Glæde at modtage Betaniakirkens meget smukke og gode Festskrift. Jeg har jo i »Kr. Talsmand«, som jeg siden Moders Død har været Abonnent paa, læst om den forestaaende Jubilæumsfest, og det var min Tanke under alle Omstændigheder at sende min Moders Kirke og Menighed en Hilsen til den Dag.

Nu bliver min Takkehilsen saa meget mere en Hjertenødvendighed, som De har sat vor elskede Moder, hvis Minde vi velsigner, saa skøn en Æreskrone paa Festbogens Blade og dermed i Menighedens Historie.

Jeg kan ikke noksom takke Dem for dette Kærlighedens Bevis, og det er os Børn en stor Glæde, hvad Menigheden i sin Tid besluttede over den lille, men med saa trofast et Sindelag opsparede Kapital, som Moder havde helliget til Brug for den Menighed, som hendes Hjerte hang ved til hendes sidste Stund.

Gerne, meget gerne, vilde jeg personligt have kunnet være til Stede hos Menigheden i »Betania« for at hilse paa den og dele eders Festglæde, og jeg har forsøgt at lægge en Plan dertil, men jeg har ikke kunnet ordne mine Sager her saaledes, at jeg har kunnet rejse til København just den Dag.

Jeg vil bede for eder og i Aanden dele med jer Glæden i vor kære Herre Jesus Kristus.

Modtag vor bedste Tak for al den Velsignelse, som blev Moder til Del hos eder og gennem hende ogsaa os.

Hils Menigheden, Deres Præstebrødre og Moders gamle Venner — jeg ser nogle af dem i Festskriftets Tekst og Billeder — og være De og Deres eget Hus kærligst hilset i Jesu Navn!

Jeg ønsker den biskoppelige Metodistkirke »Betania« og anden Steds al Guds Naade til Synderes Frelse og de helliges fuldkomne Beredelse!

Deres taknemlige og hengivne
Jul. Ifversen.

Bragt i Kristelig Talsmand, 21. december 1917

søndag den 10. december 2017

En glemt adventssalme (1970)

Hvorledes skal jeg møde
og favne dig, min skat?
Du skønne morgenrøde
mod al min jammers nat!
Min Jesus, sig, hvorledes
mit arme hjerte skal
opsmykkes og beredes
dig til en brudesal!

Dit Sion palmer svinger
til evig sejers tegn,
og frydens tone klinger
i nådens blide egn;
mit hjerte dig til ære
skal grønnes som en skov,
og alt mit liv skal være
din kærlighed til lov.

Jeg lå i bånd og fængsel,
da førte du mig ud;
jeg stod i spot og trængsel,
da tog du mig til brud;
for mig at få ophøjet
du bar min skam og brøst;
hvad du så tungt har pløjet,
er mig en evig høst.

Ej andet fra dit rige
har draget dig herned
end din den uden lige
grundløse kærlighed.
Da jeg i mørkets sæde
og Satans rige sad,
da kom du selv, min glæde,
og gjorde mig så glad.

Kom, bange sjæl, at skrive
dig det i hjertet ind,
lad denne glæde blive
i hjerte, sjæl og sind:
at hjælpen er til stede,
at Jesus selv er her,
han vil dig trøste, glæde
og altid have kær!

Du skal ej heller klage,
at du ham ej kan få,
han kommer selv at tage
dig ud af jammers vrå;
han kommer selv, han kommer
at dæmpe al din ve,
og gør en liflig sommer
af al din trængsels sne.

Poul Gerhardt. Brorson.
Intet er fuldkomment. Det er et salmebogsudvalg heller ikke. I 1953 forelå vor nye salmebog.

Ved en meget beklagelig fejltagelse var vor gamle og skønne adventssalme »Hvorledes skal jeg møde -« ikke kommen med. Det var meget, meget trist.

Salmen er skrevet af den kendte tyske salmedigter Paul Gerhardt. Den så første gang dagens lys i »Geistliche Lieder und Psalmen«, der udkom i Berlin i 1653.

På den tid var Gerhardt præst i Mittenwalde, og det var altså længe før, han sammen med mange lutherske præster blev indviklet i lærestridigheder med de reformerte, og som endte med, at adskillige præster blev afsat fra deres embeder. Kurfyrst Friedrich Wilhelm var en streng herre. Det fik også Gerhardt at føle, skønt han havde været meget moderat i striden.

Paul Gerhardt var sin tids største salmedigter i Tyskland. Mange af hans salmer er oversat til dansk. Nogle af de mest kendte: »O hoved, højt forhånet«, Befal du dine veje«, »Skulle jeg dog være bange«, »Hjerte, løft din glædes vinger«, »Nu hviler mark og enge« og flere.

Brorson oversatte salmen til dansk, og den var med i »Nogle Advent-Salmer«, der udkom i 1733, altså året efter, han havde udgivet sine kendte og højtelskede julesalmer, her iblandt den uforlignelige »Den yndigste rose er funden«.

Brorson levede i Pietismens stærkeste tid, og han og hans salmeproduktion var selvfølgelig meget stærkt præget af denne retning, denne stærkt individualistiske kristendomsopfattelse, der var opstået som protest mod den golde Ortodoksi. Han fornægter sig heller ikke i sin adventsalme. Alligevel er den sunget i Danmark i snart halvtredie hundrede år.

»Hvorledes skal jeg møde -« var med i vor gamle salmebog, og den blev ikke alene sunget i advent, men ofte søndag morgen og gav altid en festlig indledning til gudstjenesten. — Nu findes den i vort nye hefte med jule- og nytårssalmer.

Men i denne advent — i forventning om og i beredelse for den kommende højtid — nynner vi den gamle salme igen, og lægger vi vort hjerte ind i bønnen, som salmisten har formet den, får vi en god og lys højtid.

N. M.

Bragt i Kristelig Talsmand, 4. december 1970

lørdag den 9. december 2017

Aarsfesten i Neksø (1917)

Vor Kirkes Aarsfest, der fejredes Søndag den 9. Decbr. .blev en virkelig Højtidsdag for os. Om Formiddagen prædikede vor Forstander, Pastor Særmark, over Ef. 6 om:
»En Kristens Kamp og Rustning.« 
Det var en inspirerende Prædiken, der manede til aandelig Fornyelse og Inderlighed i Gudsdyrkelse, der er Betingelser for Menighedens Vækst indadtil som udadtil.

Kl. 3 Eftrm. samledes vi til Menighedsmøde med Nadverens Uddeling. Saa godt som hver Plads i Kirken var optaget, væsentlig af Medlemmer og Prøvemedlemmer fra vor store Virkekreds.

Ved denne Lejlighed talte Pastor Særmark om Hemmeligheden ved Guds Børns Liv og Kraft.

Aftenmødet, der af Hensyn til vore Venner fra Landet blev afholdt Kl. 6 Eftrm., samlede atter Kirken fuld, og Teksten, 100. Ps., »gaar ind ad hans Porte med Pris, ad hans Forgaarde med Lovsang« passede vist for de Følelser, der fyldte Forsamlingen, idet vi mindedes de 22 Aar, Menigheden havde bygget under dette Kirketag.

Flere af dem, der var med fra Begyndelsen, aflagde Vidnesbyrd om Herrens Trofasthed og Naade.

Dagen slutlede med Optagelse af 27 Medlemmer i fuld Forening, største Parten unge Mænd og Kvinder fra vor Landkreds. Gud give, at disse unge som ældre, der er plantet i Herrens Hus, maa grønnes i vor Guds Forgaarde.

Blandt dem, der blev optaget, var en Familie paa fem Medlemmer, Mand, Hustru og tre voksne Børn. Herren har været god imod disse vore Venner, at de med deres Børn kan følges ad paa Himmelvejen.

A. Br.

Bragt i Kristelig Talsmand, 21. december 1917

søndag den 3. december 2017

Advent (1952)

Det er adventtid nu.

Men mon vi rigtig tænker over, hvad advent betyder?

Det er et latinsk ord og betyder »komme«, og der tænkes i denne forbindelse altså på Jesu komme, på julen. Allerede i det 5. århundrede indførtes advent i den kristne kirke. Det skulle altså være en forberedelsestid før julen, og man gjorde meget ud af den tid.

Det kan jo ikke siges, at vi ikke forbereder os til julen. Skønt vi kun endnu er i november, da disse linier skrives, møder man »jul« alle vegne, og travlheden er begyndt. Den synes at begynde tidligere år for år. Og senere tager den til, så det tilsidst går i et forrygende tempo. Jo, menneskene forbereder sig rigtignok tit julen.

Men forbereder vi os til Jesu komme? Bereder vi vore hjerter for en højtid, der er mere end god mad, lys og glimmer? Nej, det synes, som om julens sande højtid, evangeliet om Jesus, ordet, der blev kød og tog bolig iblandt os, drukner i materialisme og selvoptagethed, og denne ånd er trængt dybt ind i menighedens hjerte.

Men Jesus er kommen, og han må gøre julen til jul for os, og i alt, hvad julen bringer med sig af lyst og smukt og godt, skal vi se ham og takke ham for hans kærlighed.

Det var kun en lille flok, der i tidens fylde oplevede Jesu komme, en flok, der havde biet og ventet i tro på Guds forjættelser. Den store flok var optaget af alt andet. Men de få levede i advent.

De ænsede ikke i den henseende, at tidsånden blev en anden. De overhørte skoser og hånlige ord om, at man måtte følge med titlen, være moderne og ikke tage det for tungt eller for nøje og så videre.

Nej, de levede i tro og advent.

Må vi ligne dem. Må det være vort dybeste begær, at vort hjerte er beredt for Herren.   

N. M.

Bragt i Jerusalemskirkens Maanedsblad, December 1952