Helsingør Menighed

Helsingør, ejendommen med
menighedens kirkesal St. Annagade 77

Af Poul Fredsby, 1980

Jeg er blevet bedt om at fortælle historien om menigheden i Helsingør. Det er en historie om en menighed, hvis begyndelse og levevis var vidt forskellig fra alle vore andre menigheder.

Om bedre eller dårligere, men anderledes, helt anderledes.

Jeg fik et meget stærkt indtryk af denne forskel, ja, næsten et chok første gang jeg kom til metodistkirken i Helsingør. Jeg kom til Helsingør fra Aarhus for næsten 50 år siden. Jeg havde aldrig været i Helsingør før og kendte ikke eet menneske der.

De første måneder gik med at sætte mig ind i mit nye arbejde, men endelig en dag satte jeg mig for at opsøge de metodister, som jeg fra min tid i København vidste skulle findes i Helsingør.

Jeg husker, hvordan jeg gik ud af en lang, trist sidegade. Uden butikker og uden nogen trafik. Gaden bestod mest af gamle eenetages huses, og så længst ude kom jeg så til nr. 77. Det var ganske vist i 2 etager, men ved et at det var bygget direkte på jorden, ja, gulvet lå endda lidt under fortovet, var der noget knuget over det hele.

Huset var over 200 år gammelt med små vinduer og en smal og lav dobbeltdør, og med et udseende som mindede mig om Prinsensgade! - Og så var der lukket. Selv om det var den sædvanlige mødetid stod jeg uden for en låset dør, og jeg tænkte uvilkårligt kan der virkelig ske noget her?

Næste søndag kom jeg igen. Kom ind i en forgang med cementgulv, og derfra ind i kirkesalen. En stor firkantet stue, der var lavt til loftet. Belysningen bestod af 4 - 25 lys pærer. Lampefatningen sad i loftet.

Helsingør menigheds kirkesal i Sct. Annagade 77.

Hundrup med hans kor var der. De stod i et hjørne, supleret med det lokale kor, medens der sad nogle få på bænkene og lyttede til. Jeg husker intet fra selve mødet, men jeg husker tydeligt den venlighed jeg mødte efter mødet.

Jeg havde haft min faste gang i 3 af vore kirker, og havde besøgt flere andre, og jeg tror I forstår min skuffelse. Og mon ikke disse omgivelser har haft deres andel i at menigheden var anderledes.

En anden grund til forskellen fandtes i dette, at der aldrig havde været en fastboende præst på stedet, men jeg fandt en 3. grund, og det var sikkert den væsentligste i at Helsingør menigheds særlige psyke. Det var den måde det hele begyndte på.

Medens de fleste af vore menigheder blev oprettet for ca. 100 år siden i en åndelig tør tid, hvor der samledes en flok vakte mennesker omkring en tilrejsende metodistpræst, hvorefter man byggede en kirke, eventuelt med økonomisk hjælp fra Amerika. Sådan var det ikke i Helsingør.

Metodismen kom først til Helsingør 30 år senere, omkring 1914. Og på den tid var der allerede et stærkt åndeligt liv af forskellig art i Helsingør.

Indre Mission var stærk, havde bygget stort Missionshus, havde en indremissionær boende, K.F.U.M, havde sit eget store hus flere store sale til de forskellige grene af arbejdet, og desuden et stort pensionat med 30 værelser, og K.F.U.K. havde sit eget hus i den anden ende af byen.

Luth. missionsforening havde en stor forsamling, og fik en stærk støtte fra deres højskole i Hillerød. Bl.a. kom musiklæreren derfra, Th. Evald (en far til Finn Evald) og ledede deres sangkor i Helsingør.

Og nogle år forinden var der sket dette, at sekretæren i K.F.U.M., løjtnant Sigurd Bjørner, var blevet grebet af pastor Barrats forkyndelse. Dette førte til at Bjørner blev afskediget fra sit sekretærjob, hvorefter han begyndte en pinsemenighed "Libanon", som også samlede mange.

Og efter alt dette kom så Metodistkirken. Det begyndte vist med, at maskinmester Hiechelmann kom til byen. Familien stod Anton Bast meget nær. Således sendte de deres børn til konfirmandforberedelse hos ham i København.

Pastor Bast var et meget kendt navn på den tid, især for sin omsorg for de hjemløse mænd i storbyen, samt for sit store børnehjemsarbejde. Der blev så holdt nogle møder med ham som taler. Der var stor tilslutning til disse møder, og der blev derefter arbejdet for at begynde en en menighed i Helsingør.

Men så sker der dette, at fru Heichelmann dør. Heichelmann får en husbestyrerinde, Marie Christensen, som var metodist. Kort tid efter bliver Heichelmann forflyttet til Esbjerg, medens frk. Christensen, bliver tilbage i Helsingør, hvor hun oprettede et pensionat.

Omkring 1915 bliver så P.M.S. Jensen, som da var nær pensionsalderen, ansat som præst i Helsingør. Det var meget små forhold. Jeg har set en regnskabsbog, hvori der med hans smukke håndskrift, var opført hvor mange der var til møderne, og hvor stor en kollekt der var optaget.

Der kunne f.eks. stå 7 deltager, og kollekt 1 kr. 95 øre. Men trods dette var han fuld af optimisme. Han fik den originale ide at trykke nogle ark med billeder af mursten, og hver af disse sten skulle så sælges ud over landet, til hjælp til en ny kirke. Det blev begyndelsen til et kirkefond.

Men da P.M.S.Jensen rejste kort tid efter, var disse penge forsvundet, ingen vidste hvor de var blevet af, og ingen vidste hvor mange penge der var. Og der skulle gå mere end 20 år før sagen blev opklaret.

Dette skete på den måde, at der blev afleveret en gammel regnskabsbog, der var fundet i et dødsbo. Og i den stod, at man havde lånt pengene fra fonden til hjælp til kirkens almindelige daglige udgifter. Det drejede sig om 200 kr., og dette beløb blev så indbetalt med det dobbelte til det ny byggefond.

Efter P.M.S. Jensen kom den unge pastor Ried. Der blev lejet et lokale, begyndt en søndagsskole af børn som tidligere havde gået i søndagsskole i indre mission og Frelsens Hær. Pastor Ried lærte dem at spille og dannede et lille strengekor.

Helsingørs første strengekor, pastor Ried i midten.

Blandt de første medlemmer var Kirsten gift med pastor Olesen, og Edith, mor bl.a. til Gerda Kronborg Chrstensen.

Pastor Ried kom gennem disse børn i forbindelse med forældrene, og der var snart en god forsamling. Således kom pastor Ried også i forbindelse med Kirstens forældre, Jens og Marie Mortensen. Der var en meget stor børneflok i dette hjem.

De havde på den tid en lille kælderbutik, hvor man blandt meget andet solgte øl. Og der fortaltes længe efter, om hvordan man en skønne dag så, Jens Mortensen og pastor Ried stå og hælde alt øllet i rendestenen.

Pastor Ried rejste dog snart, men efter hans tid har der været holdt faste møder hver uge. I mange år blev Helsingør betjent fra Jerusalemskirken. Og de fleste af vore ældre præster, som gik på skole dengang i København, begyndte med at tage til Helsingør og holde møder der.

Desuden har der siden den tid været en stor skare lægprædikanter fra København, der trofast har taget turen til Helsingør.

I 1920 skete det så, at menigheden fik foden under eget bord. Der var en gammel beværtning med tilhørende ejendom til salg. Biskop Bast skyndte sig at købe den, men da der var lavvande i kirkens hovedkasse, tog Bast pengene fra Centralmissionen, og på den måde blev Sct. Annag. 77 Centralmissionens ejendom.

Ejendommen med menighedens kirkesal indviet 11. oktober 1920

Ved indvielsen af den nye kirkesal optages der 6 medlemmer. Og af dem er Louis Nielsen stadig levende.

I 1926 blev der holdt en række vækkelsesmøder med den svenske evangelist Israelsson. Der var stærkt åndeligt røre og mange blev frelst. Men det hændte, som i en lignelse pastor Mann engang fortalte, "om pæretræet, der hældede ind over skellet til naboens jord. Frugterne faldt mest hos naboen!"

Således også her. Det var kun ganske få der sluttede sig til Metodistkirken. Men deriblandt var Åge og Else Mortensen, samt pastor Harald Jakobsen, der fik sit åndelige gennembrud ved disse møder.

På den tid var der ikke mange der havde tanke for moderkirken i Danmark, højest et håb om økonomisk og åndelig hjælp til en ny kirkebygning, derimod et alliancesind overfor de andre kirkeretninger i byen. Man deltog i andres møder, var med i sangkor udenfor vor egen kirke.

Og medens det er almindeligt at Metodister er "Kattekristne", som nødigt bevæger sig bort fra deres hjem, så var der i Helsingør så mange bånd mellem de forskellige samfund, at der til tider næsten ingen var hjemme hos os selv.

Dette sindelag havde den store ulempe, at når de unge giftede sig, så var ægtefællen ofte ude fra.

Som eksempel på denne afgang kan jeg nævne Jens Mortensens mange børn.

Een søn sluttede sig til indre mission, 2 sønner sluttede sig til Adventistkirken. 2 døtre giftede sig med mænd fra Luth. Missionsforening, 2 døtre blev gift med mænd, som vist ikke var kirkeligt interesserede, og kun to piger af disse 9 børn blev tilbage, og af disse 2 blev den ene, Eva, gift med Harald Jakobsen, og så var der kun en tilbage, nemlig Kirsten, som blev gift med en fuldblods indremissionsk ung mand, som så sluttede sig til vores menighed.

Og med de andre unge gik det nogenlunde på samme måde. Og da så både Jens Mortensen og Aage Mortensen købte landejendomme langt fra Helsingør, så tyndede det stærkt ud i rækkerne.

Omkring 1930 var der kun en lille trofast flok tilbage. Men så et par skete der igen en opblomstring, og man fattede nyt mod. Der kom således 3 søstre fra Frederikshavn, de 2 skulle studere sygepleje, de trak andre unge med sig så der pludselig var en frisk ungdomsskare.

Der var et par unge hjem med småbørn, og endelig hændte dette glædelige at Aage Mortensen vendte tilbage til Helsingør.

Senere så sluttede Agnes og P. H. Hansen, som senere skulle få så stor betydning for spejderarbejdet, sig til menigheden. Så trediverne blev en tid med fremgang for vor lille menighed. Aage Mortensen og Edith Nielsen fik genoplivet vor søndagsskole. De formåede at samle en masse børn.

Omtrent samtidig begyndte Aage Mortensen et nyt byggefond. Det begyndte i det små, forskellige ældre søstre gik fra dør til dør og samlede 25 ører ind. Trofaste var de, og de mange bække små blev med tiden til en stor å, så at nu i 1980 ejer fondet obligationer på mere end 100.000 kr.

I 1933 kom gamle pastor Emil Nielsen til Helsingør. Han ville så gerne hjælpe, men hans hjerte var svagt, så flere gange måtte vi afbryde et møde fordi hans hjerte svigtede og jeg måtte hjælpe ham hjem i Taxa. Jeg husker endnu hvor glad han var fordi han fik lov at døbe en lille pige.

Den 9. april 1940 skulle Ungdomsforeningen have generalforsamling, det blev til et bedemøde i de nu mørklagte lokaler. Men siden fortsatte arbejdet uden afbrydelser.

Selv under tiden med mødeforbudet holdt vi, som de eneste foruden statskirkerne, vore sædvanlige gudstjenester, og vor søndagsskole var den eneste i byen, der holdt ud under hele krigen.

I det første krigsår holdt vi møder med missionær Bræstrup, lige inden han med det sidste fly slap ud af landet. Ligeledes nåede vi at holde en uges møder med Israelsson fra Råå i Sverrig. Et par år senere, husker jeg, var vi vært for et sommermøde for ungdomsforeningerne fra København.

Det blev holdt i en lysning i en skov nær Helsingør. Det var en skøn sommerdag, og trods mødeforbudet, samledes der masse mennesker omkring os. Og spontant blev der sunget den ene fædrelandssang efter den anden.

Men ellers gik arbejdet sin vante gang, og selv om vi var under stadig mistanke fra værnemagten, fordi vor kirke stammede fra England og Amerika, og også fra anden side blev kritiseret, fordi der jævnlig hos os kom tyske Metodister, som var soldater, så lykkedes det trods mange besværligheder at komme godt igennem den svære tid.

I krigsårene havde vi et nært samarbejde med folkekirkens præster, og det førte til, at man i årene efter 1945 holdt et månedligt fælleskristeligt møde, hvori de forskellige samfund deltog.

Møderne holdtes lørdag aften i den gamle Sct. Mariæ kirke, og blev ledet af dennes sognepræst, pastor Dalsager. Til disse møder havde man et ca, 30-mands strengekor, samlet fra de forskellige menigheder.

Efter pastor Dalsagers død og indtil der blev indsat en ny sognepræst hændte det usædvanlige, at en Metodist stod for og ledede disse i en folkekirke. Men da så den nye sognepræst kom, blev det definitivt slut med disse møder. Hos ham var det intet alliancesind.

I godt 10 år efter krigen udviklede der sig et stort spejderarbejde hos. os. Der var store troppe både blandt piger og drenge.

Og hos drengene blev der yderligt oprettet en trop i Hornbæk, 12 km fra Helsingør. Og i en overgang var dette arbejde det største inden for vor kirke i Danmark. P. H. Hansen gjorde et enestående arbejde for drengene og ofrede al sin fritid derpå. Fru Hansen, og senere Gitte, nu Tvilling, var ledere hos pigespejderne, hvor der også var en meget stor flok.

Men så skete det, som også var hændt før, at vor ungdom flyttede bort, hvorefter spejderarbejdet sygnede hen, og vi måtte opgive denne arbejdsgren.

Omkring 1960 var der så kun den ældre generation tilbage, som trofast samlede sig om møderne. Og i 1968 lykkedes det endeligt efter mange forgæves forsøg, at købe en nyere ejendom, hvor vi kunne indrette en bedre kirkesal.

Helsingør menigheds ejendom på Esrumvej. Indviet 24. november 1968.

Der står, "Dersom Herren ikke bygger huset, er bygmesterens møje forgæves!"

Men her fik vi virkeligt at opleve, at Herren byggede med. Alle håndværkerne var enestående, og menighedens medlemmer gav alle i stor enighed en hjælpende hånd, hvor de kunne.

På samme tid blev menigheden organiseret som en selvstændig menighed. Og den 24. novbr. samme år indviede biskop Odd Hagen vor nye kirkesal.

Og siden har vort arbejdet gået den samme gode gang. Et ungt ægtepar flyttede til Helsingør et par år senere, og hjalp i vort børnearbejde, men flyttede desværre efter et par år til Holbæk.

Noget senere havde vi den glæde at pastor Ole Olesen flyttede til Helsingør. Men ellers det nu, når medlemmernes gennemsnitsalder er omkring 70 år, at kredsen svinder ind, fordi så den ene og så den anden løftes højere op!

Men det er stadig dette glædelige, at medlemmerne viser en stor interesse for kirkens fællesarbejde. For ydre mission. For Forårsblomsten og for alt hvad der angår "Solborgen", især ældrelejren.

Ovenstående er fortalt ved en sammenkomst for ældre i Jerusalemskirken den 19. novbr. 1980 af Poul Fredsby.

Det kan yderligere nævnes: at efter 1925 har Helsingør været betjent af følgende præster: P. Rasmussen, Carl Petersen, Niels Mann, Ejler Sørensen, og nu de sidste 20 år af Poul Poulsen. Efter at ejendommen i Sct. Annagade var erhvervet 1920 havde vi som kirkebetjent: Jens Mortensen indtil 1929, derefter Edith og Louis Nielsen fra 1929 til 1967. Louis Nielsen var desuden formand for E. F. i 10 år, og menighedens omhyggelige kasserer fra 1929 til 1974. Edith Nielsen var søndagsskolelærer i over 20 år, en tid formand for M. K., og desuden kirkens organist i mange år, en post der blev overtaget af Oda Henriksen (en datter af lægprædikanten Jens Olsen, Horsens.) Og fra 1967 til 1980 var det Herluf Olufsen, der passede vor kirkesal og ejendom.

Pastor Ejler Sørensen

Ejler Sørensen (1885-1976)

Den ældste prædikant i den danske årskonference, pastor Ejler Sørensen, blev den 24. november 1976 kaldt hjem til Gud 91 år gammel og blev den 27. november 1976 stedt til hvile fra Christianskirken i Sønderborg, hvor han nu havde sin bopæl.

Pastor Sørensen var født i Ubberup, Tommerup sogn, den 31. januar 1885 og var søn af smed Anders Sørensen og hustru, Ane Kirstine Nielsen. Pastor Sørensen har selv på opfordring nedskrevet lidt af sin erindring om, hvordan han blev omvendt til Gud og kom til klarhed over sit kald. Lad os høre hvad han fortæller:

"I maj måned 1905 var der en ny herlig tid ved at bryde igennem mit liv, jeg sagde farvel til Danmark for at tilbringe et år i USA. Jeg glædede mig meget dertil, idet jeg var træt af mit daværende arbejde og mit liv.

Det var hverken for at tjene penge, ære eller andet stort, at jeg drog der over, og det skulle kun være for eet år for at få en uddannelse, der gav mig mulighed til at udfylde en stilling i en handelsvirksomhed i Thailand, og dette mente jeg ville blive begyndelsen til at opleve den store verdens herlighed.

Jeg vidste slet ikke noget om, at mine tanker og længsler var Guds førelse og den vej, han ville lede mig ind i Guds rige.

Jeg var træt af den tvang, mit arbejde var mig, og længtes efter frihed og at få afbrudt den omgangskreds, jeg havde, idet jeg indså, at mit liv var forfejlet, så det var godt at blive fri og få andre forhold at leve under, jeg var blevet usikker med mig selv, egentlig var jeg ateist og havde ingen åndelig sans eller tanker om Gud, men at min mor og min bror bad for mig, vidste jeg, skønt de ikke talte med mig derom, de havde opgivet det, da de indså, det var ganske omsonst. Inden jeg forlod hjemmet, lovede jeg min mor, at nar jeg kom til USA, ville jeg gå i kirke og læse i bibelen, hun havde givet mig.

Jeg skulle bo i Perth Amboy hos min moster, hun var metodist, og hendes mand var medlem i Frelsens Hær; der var fire sønner i hjemmet, den ældste var 15 år. Min onkel, der var bygmester, overtalte mig til at blive tømrer, og jeg begyndte hos ham som lærling, og skønt jeg syntes, det var urimeligt, gik jeg ind derpå.

Min moster var en elskelig, gudhengiven kvinde, så det var et dejligt hjem, jeg fik der. Allerede den anden eller tredie dag efter ankomsten blev jeg præsenteret for en student, og vi blev straks gode venner, og ved den første søndag mødte han op kl. 9 og tog mig med til kirke, en dansk-norsk Metodistkirke, og det varede ikke længe, før den blev min kirke.

Kirken var fuldt besat, sangen var kraftig, og prædikenen var sådan, at præstens ord altid havde bud til mig, jeg syntes, de var som særligt adresseret til mig. Jeg kom der til gudstjeneste hver søndag, og oftest to gange; snart efter begyndte jeg også at gå til bibelmøde, og lidt senere tog jeg også del i ungdomsmøderne.

Men den måde disse forskellige møder virkede pa mig var, at jeg følte mig urolig og ønskede at blive som de andre var, men jeg forstod ikke, hvorledes det kunne ske."

 I 1907 fik Ejler Sørensen en varm anbefaling med fra præsten i den danske metodistkirke i Perth Amboy. Han skulle bringe hilsener i de danske ungdomsforeninger og tale til de unge, fordi han havde været præsident for Epworthligaen (ungdomsforeningen) i Perth Amboy.

Uroen i hans sind holdt sig, og et brev fra pastor L.C. Larsen i januar 1911 viser, at han har kæmpet med sit kald, åbenbart også efter at han kom på missionsskolen 1910. For Ejler Sørensen tænkte sagerne igennem.

Det har nok også siden været karakteristisk for denne ranke personlighed, der skulle få en så afgørende tjeneste i den danske metodistkirke. Pastor Sørensen blev optaget på prøve i konferencen i 1912 og i fuld forening 1914.

Efter nogle års tjeneste blev han gift med Anna Jensen Mann den 16. december 1918. Hun blev ham en god hustru og en god støtte i arbejdet i de mange menigheder, han kom til at betjene. Sammen dannede de et godt kristent hjem, hvor børnene Else og Harald voksede op.

Pastor Sørensen var en god prædikant både med sit liv og med sine ord. Uforlignelig var han til husbesøg og gjorde her en fin tjeneste.

Med aldrig svigtende troskab betjente han, først alene, men fra 1918 støttet af sin hustru, en lang række menigheder: Hjørring, Fåborg, Ålborg, Neksø, Betaniakirken, København, Esbjerg-Varde, Kalundborg, Slagelse, Holbæk, Vindinge-Karlslunde, endnu en gang Betaniakirken, København, Jerusalemskirken, København og Centralmissionen.

I Jerusalemskirken sluttede han sin lange tjeneste, der tydeligt afspejler rejseprædikantens vilkår. Men tjenesten fortsatte efter hans pensionering. I Sønderborg, hvor metodistkirken ingen virksomhed har, tog han snart fat på at besøge syge og andre og var bibelkredsleder.

Pastor Sørensen havde sine meningers mod, men var man en gang blevet hans ven, var hans trofasthed uforlignelig. Kirken gjorde også brug af hans rige evner. En del tillidshverv kom han til at beklæde. I 1932 blev han sendt til kirkens generalkonference i USA som repræsentant.

Han blev medlem af præsteuddannelsesrådet, af den teologiske skoles bestyrelse, bogudvalget, Centralmissionens bestyrelse og Frikirkerådet, lians evner som maler kom også kirken til gode, her i Jerusalemskirken huskede han os helt op i sin høje alder med et maleri til basaren hvert år.

Pastor Sørensens ranke holdning og hans troskab mod Gud og kirken var måske det allerbedste vidnesbyrd. Så fuldførte han da løbet og bevarede troen. Med dyb taknemlighed vil vi bevare erindringen om ham i Metodistkirken i Danmark.

Ære være pastor Jens Ejer Sørensens minde.

Erik Kyst

Mindeord bragt i Årbog for Metodistkirken i Danmark 1977

Fru Anna Marie Nielsen

Anna Marie Nielsen
(1872-1953)

Fru Anna Marie Nielsen, f. Andersen, enke efter pastor Chr. Nielsen, var datter af husejer Anders Jensen, Odense, og fødtes i Odense d. 18. januar 1872.

I sin tidlige ungdom fik hun forbindelse med Metodistkirken. Det var især pastor J. J. Christensen, der blev Guds redskab til at ledt hende ind i bevidst gudsforhold igennem Metodistkirkens møder i salen ved Albani bro og i Sct. Jakobs kirke.

I forbindelse med kirkens årsmøde i Odense traf hun den unge, begavede og gudfrygtige præst, pastor Niels Carl Christian Nielsen, og de to unge knyttede den forbindelse, der varede i 53 gode år. Den 24. november 1893 blev de viede.

Medens hendes mand tog energisk fat på de mange opgaver, der blev betroet ham at tumle med som præst i kirken, og ofte var på rejse, passede hun hjemmet og børnene, der voksede op i hjemmet og gjorde samtidig sit til, at menighedens medlemmer og venner kunne finde sig hjemme i deres hjem og gerne kom der.

Skønt hun beskedent holdt sig tilbage, fik hun dog, grundet på kirkens flyttesystem, en stor berøringsflade med vort folk, idet hun som prædikantens hustru kom til at færdes i menighederne i Esbjerg, Løkken, Hjørring, Sct. Jakob, Odense, Rudkøbing, Frederikshavn, Århus, Vejle og Horsens.

— Hendes stille fordringsløse optræden, hendes afgjorte gudsforhold og rene karakter var med til at danne den dybe resonansgrund i børnenes sind, der bevirkede, at de gik i forældrenes spor og blev Gud og kirken tro. Hun hørte til de stille i landet, der betød rigtig meget for både hjem og menighed.

Efter at pastor Chr. Nielsen 1937 var trådt i udtjent forhold, boede døtrene Margrethe og Elise sammen med forældrene i Horsens, og det vakte glæde og opmuntring, når Erik Uhrup med familie, Esther eller Johannes fra Kanada kom på besøg.

En lignende indflydelse øvede de gode breve fra datteren Karen i USA. Vennerne i Horsens husker særlig godt de festlige anledninger, da der var »åbent hus« i hjemmet på pastor Nielsens fødselsdag.

Efter hendes mands død d. 18. juli 1946, blev fru Nielsens helbred svagere og svagere, og hendes to hjemmeværende døtre plejede hende kærligt. Kræfterne ebbede langsomt ud, og døden fandt hende rede.

Den 17. november 1953 fik hun hjemlov, og d. 21. november blev hun under stor deltagelse begravet fra vor kirke i Horsens.

Æret være fru Nielsens minde!

Mindeord bragt i Årbog for Metodistkirken i Danmark 1954

Pastor S. S. S. Rosendahl

S. S. S. Rosendahl
(1881-1947)

Søren Svend Seerup Rosendahl fødtes i Ørum ved Grenaa 16. Jan. 1881, men kom allerede 1½ Aar efter med sine Forældre til Varde.

Han havde den Lykke at opvokse i et afgjort kristeligt og metodistisk Hjem, idet hans Forældre, Postkontrahent Mads Rosendahl og hans elskelige Hustru, hørte til den daværende lille, men livskraftige Metodistmenigheds ledende Medlemmer.

Efter at »Søren Svend« havde taget Præliminæreksamen, blev han antaget som Trafikelev ved Statsbanerne og blev hurtig forfremmet, saa man spaaede ham en straalende Fremtid i Statsbanernes Tjeneste.

Da afbrød han pludselig selv sin Karriere her. I Aaret 1903 havde han faaet en Fornyelse og Uddybelse af sit aandelige Liv. Under Indtrykket heraf havde han forsøgt at hjælpe til i Arbejdet i Menigheden og Ungdomsforeningen i Esbjerg, hvor han paa det Tidspunkt var ansat som Trafikassistent; men dette Fritidsarbejde var ham i Længden ikke nok. Han følte Kald til at give hele sin Tid i Guds Riges og Metodistkirkens Tjeneste — og Kirken tog med Glæde mod ham.

I 1904 blev han ansat i Hjørring-Løkken Kredsen, 1905 blev han forflyttet til Rønne og begyndte samtidig paa sine Konferencestudier, 1906 blev han optaget i Konferencen og ansat i Kalundborg. Alle disse Steder blev den unge, veltalende Prædikant med det glade Smil og den begejstrede Forkyndelse modtaget med Glæde — og vandt sig mange Venner.

I Kalundborg vandt han sig noget mere — idet han her fandt sin fremtidige Hustru, Helga Olsen, Togfører Olsen og Hustrus unge Datter. I 1911 blev de gift — og Helga Rosendahl fulgte fra nu af sin Mand som den trofaste Medarbejder rundt i de Menigheder, han efterhaanden kom til at betjene. Disse var: Odense, Emmaus (fra 1911), Randers (fra 1914), Aalborg (fra 1921), Aarhus (fra 1928) og Svendborg (fra 1938).

I to Perioder tjente Pastor Rosendahl som Distriktsforstander, og han har haft en Del Udvalgsarbejde, — ligesom han nogle faa Aar var Forstander for Bethaniaforeningen. Men det er dog som Menighedsforstander, at han længst og bedst vil blive husket, — maaske ikke mindst som den trofaste Husbesøger.

Han var en af vore mest særprægede Prædikanter. Jeg har ved en Lejlighed kaldt ham Mystikeren iblandt os. Jeg ved, at han ikke rigtig syntes om, at jeg ved den Lejlighed betegnede ham saadan; men ret forstaaet er det vist rigtigt.
Joh. Bræstrup sagde en Gang for mange Aar siden i en Samtale:

»S. Rosendahl er en religiøs Natur, du« (sagde han til en Deltager i Samtalen) »er en intellektuel Natur.« 

Hvis Bræstrup dermed mente, at Rosendahl modtog sin religiøse Paavirkning umiddelbart, saa mener han det samme som jeg, naar jeg siger, at Rosendahl var et Stykke af en Mystiker.

To Træk prægede ham udadtil: Det første var hans udprægede Frimodighed. Baade fra Prædikestolen og i privat Omgang med Mennesker, baade blandt vore egne og blandt fremmede, blandt kristne og blandt verdslige Mennesker, overfor »sinaa« og »store« — han var aldrig bange for at gribe Anledningen til at vidne.

En Del var vel her temperamentsbestemt, men meget havde sin Aarsag i, at han følte sig umiddelbart ledet af Gud.

Det andet Træk, jeg tænker paa, var Følelsen af hans høje Kald. Det var som Guds Tjener, han virkede — og han var i denne Egenskab ikke bange for at stille Krav for Guds Rige.

Nu er denne Herrens Tjener kaldt hjem!

For nogle faa Maaneder siden begærede han overfor Konferencen Hvile fra sit Arbejde. Faa forstod vel dette. Han var vel mere syg, end vi vidste. Den 28. Marts 1947 blev han kaldt bort. Han er gaaet hjem, hvor. han har faaet Lov at høre sin Herre sige: »Velgjort, du gode og tro Tjener!«

Velsignet være Pastor Rosendahls Minde!

Gud trøste hans efterlevende med Haab om Gensynsglæden !

A. Rogert.

Mindeord bragt i Aarbog for Metodistkirken i Danmark 1947

Fru Vilhelmine Rasmussen

Vilhelmine Rasmussen
1876-1950

Fru Vilhelmine Elisabeth Rasmussen, født Thaarup, enke efter pastor P. Rasmussen, fødtes i Vejle den 8. januar 1876 af forældrene pastor C. J. M. Thaarup og hustru, Inger Marie, f. Pedersen.

Hendes barndomshjem var præget af en inderlig gudsfrygt, og hun voksede op i en atmosfære, hvor retsind og respekt for høje etiske idealer sad til højbords.

Fra sin barndom var hun fortrolig med de kår, et metodistpræstehjem i hine fjerne tider måtte leve under. Hun var derfor på flere områder vel udrustet til den nye tilværelse, hun gik ind til, da hun i 1896 ægtede den unge pastor P. Rasmussen.

Det unge præstepar gik ind til kirkens tjeneste med kærlighed til Gud og arbejdet og med stor nidkærhed og tro på kaldet, de havde modtaget af Gud.

Gud velsignede da også deres tjeneste, og de oplevede rige tider i flere af de menigheder, de fik betroet. Gud kronede deres arbejde med megen nåde.

Fru Rasmussen stod trofast ved sin mands side og var ham en betydelig hjælp i gerningen. Hun var rigtignok først og fremmest hjemmets kvinde, en sjælden god hustru og elskelig mor. Men ved siden af sit arbejde i hjemmet, hvor der var en stor børneflok, havde hun altid tid til kirken, og når hendes mand kaldte.

Fru Rasmussen havde flere rige evner. Hun var en dygtig organist, og med sit fine øre for toner var hun en god leder af koret i flere af deres menigheder.

Stor var fru Rasmussen som menneske og kristen. Med sit noble væsen vandt hun sig altid mange venner. Med sit blide sind og sin stilfærdige færd øvede hun en tjeneste blandt mennesker på tomandshånd, en sjælesørgergerning i det stille. Hun var den finest tænkelige medhjælp i en metodistprædikants gerning.

Fru Rasmussen overlevede sin mand i 11 år. Som hun havde levet og virket gennem travle år og spredt glæde og velsignelse om sig, gjorde hun sin livsaften rig ved at færdes særlig blandt de gamle, ved at opmuntre og trøste og smile mennesker mod til.

Hun hørte til den kategori af mennesker, om hvem Mads Nielsen synger:

»Der er nogle, der bestandigt går, som de gik kongebud«, og
»som tør leve det vi andre synger søndagssange om«.

Fru Rasmussen levede en lang og rig livsdag, og da det blev aften, tog Gud hende hjem.

Æret være fru Vilhelmine Rasmussens minde!

Niels Mann.

Blade af Jerusalemskirkens Historie: De statskirkelige Forhold paa Willerups Tid

 
Af Jens Nyberg

Da Willerup kom til København, var Danmarks største Tænker og inderligste religiøse Aand, Søren Kierkegaard, død paa Frederiks Hospital, 42½ Aar gl.

Hvad han betød i Danmark religiøst var ikke stort uden for de Lærdes Kreds, folkeligt fik han ingen Betydning.

København forstod ham ikke — eller vilde ikke forstaa ham.

Den officielle Kirke var imod ham; men i Norge skabte hans stærke Krav om Individualismen som det absolutte, og den Enkelte over for sin Gud, fuldstændig revet ud af Slægten, hvor der ikke bliver Plads for det nu saa moderne, vi kalder det relative, det menneskelige, det humane, — oppe i det mere frie Norge skabte Kierkegaard derimod en Digter som Henrik Ibsen, der i sit Skuespil Brand lader Præsten sprænge sig selv paa Søren Kierkegaards Krav, som forøvrigt ogsaa er den inderlige Indleven i Christo.

Men Eksistenstænkerens Evne til at ægge til personlig Sandhed og Digterens og Inderlighedsprædikantens Evne til at hævde dens Værdi var ikke noget for Massekøbenhavneren, en Type, Kierkegaard forøvrigt holdt af, og hvis Sprog han aflurede.

Kierkegaard blev ikke berømt paa det religiøse, men populær hos Københavnerne, fordi han var den store Sprogkunstner, som forstod at spille paa alle Sprogets Registre — fra den blødeste Nynnen og vemodigste Hvisken til den højeste Patos og den mest skærende Haan.

Da Willerup kom til København, var Kierkegaard uden Betydning. Men Bladet har vendt sig. I vore Dage stilles Kierkegaard Side om Side med Sokrates; han læses i alle Verdensdele og inden for alle Confessioner, ikke mindst blandt Katolikkerne; men hvor forundret bliver ikke de fremmede, naar de kommer til København og ikke finder kirkeligt Spor efter Søren Kierkegaard!

Edmund Gosses Bog „To Besøg i Danmark“ (fra 70’erne) viser, at Rationalismens Aand raadede fremdeles. Hverken Mynster, H. N. Clausen, Grundtvig eller Søren Kierkegaard har nogensinde forstaaet at erobre København eller præge Befolkningens Livsvaner. Det gjorde derimod Georg Brandes og det moderne Gennembruds Mænd, baaret frem af det fremstormende, tyskprægede Socialdemokrati.

I 40’erne og 50’erne var Besøget i Statskirkerne sparsomt, særlig om Vinteren, da Kirkerne var isnende kolde.

„Naar Præsterne havde prædiket ved Højmessen, trak de Kjoler og Kraver af, og saa var Søndagen forbi.“
(Edm. Gosse: To Besøg i Danmark). 

Aftensangen blev overladt til Kandidater og Studenter. (Søndagen den 6. Oktober 1839 blev der f. Eks. i København prædiket af syv Kandidater og fire theol. Studenter).

De kirkelige Handlinger var for Befolkningen kun Ceremonier og blev ikke betragtede med synderlig Alvor. (Dr. Villads Christensen: København 1840—1857).

Udvortesheden var fremherskende i Forholdet til Kirken. Her gives en Skildring af en københavnsk KonfirmationsSøndag fra Byens mest læste Blad „Fædrelandet". (Redigeret af Carl Ploug og Gjødvad):

Naar nogen, som stod uden for det kirkelige Samfund, paa en saadan Dag kom ind i en af vore Kirker, vilde han vist ved første Øjekast tro, at her opførtes et eller andet Skuespil til Øjnenes Forlystelse, thi det første, man ser, er Tilskuere af ethvert Slags og enhver Alder, krøbne op paa Bænkene og Kirkestolenes Rygge for at beskue dem, hvilke Kirkens Højtidelighed paa den Dag nærmest angaar. 

Dog dette er ikke det mest forstyrrende, man kan se hele Skarer af Skoledrenge og Piger fra de offentlige Skoler løbe omkring i Kirken i Gange og paa Trapper og frembringe en højst forstyrrende Larm ved deres lydelige Fodtrin og højrøstede Passiar, voltigerende fra den ene Stol til den anden. 

Man kan se unge Piger, som efter deres Samtaler at dømme kun kommer for at tilfredsstille deres Nyfigenhed med Hensyn til deres Veninders og Bekendtes Pynt, og unge Lapse, som maaske aldrig besøge Guds Hus uden paa denne Dag, og have drevet omkring fra den ene Kirke til den anden for at tilfredsstille deres Øjnes Lyst paa dem, der i en ganske anden Hensigt paa den Dag have fremstillet sig i Kirken. 

Man kan danne sig et temmelig tydeligt Begreb om den Andagt, der kan finde Sted under disse Omstændigheder, naar man dertil føjer den Uro og Støj, som foraarsages ved de lydelige Fodtrin af Kirkens Betjente og de Drenge, der med dem ombære Tavlerne (Kollekten) under selve Prædikenen (!), og ved den just ikke meget dæmpede Tale, de fører med dem, de skulle lukke ind i Kirkestolene...

Saaledes er Skildringen af en Konfirmations-Søndag i København en Aprilsdag. Konfirmanderne blev opstillede efter Forældrenes Rang og Stand, altsaa de fattigste forneden. Senere, da man fik Øjnene op for det forargelige heri, opstilledes Børnene efter Alder.

Søndagen var nærmest som en Hverdag. De Handlende, bl. a., blændede bare Ruden i Butiksdøren og lod „Kunderne gaa bagind“. De ulykkelige Butikssvende stod i Butikken fra Kl. 6 Morgen til 10—11 Aften, hvorledes skulde de faa Tid til at gaa i Kirke, selv om de havde Trangen?

Først paa Willerups Tid blev det ved kgl. Plakat paabudt, at alt ufornødent Arbejde og larmende Forlystelser skulde ophøre mellem 9 og 4, i „Særdeleshed paa den Tid, da der holdtes Gudstjeneste“. Forordningen blev dog ikke taget alvorlig.

Ved Hovedstadens danske Kirker og Kapeller, ved Stiftelser, Hospitaler og Straffeanstalter var der i 1857 ansat 34 Præster, Kapellaner og Kateketer. Desuden fandtes 5 tyske Præster, 1 fransk og 1 engelsk.

Vesterbro hørte i kirkelig Henseende til Frederiksberg, medens Nørrebro og Østerbro hørte til Trinitatis Sogn. Kirkegængerne her var gamle Koner, som ingen tog sig af. Deres religiøse Trang maales i Visen:

Madam Jensen gaar i Trinitatis,
der faar hun Lys og Varme gratis.

Først i 1861 kom St. Johannes Kirken paa St. Hans Torv. I Aar er det kun 80 Aar siden, det vældige Nørrebro fik sit eget Sogn.

Katolikkerne havde Ansgar Kirken i Bredgade, der i 1942 kan holde 100 Aars Jubilæum. Kirken stod under den østrigske Regerings Patronat, og Præsterne var Gesandtskabspræster, indtil vi fik Grundloven, der jo lovede Religionsfrihed.

Denne „Religionsfrihed“ mærkede Baptisterne ikke meget til. De baptistiske Smaamenigheder var Genstand for nogen Forfølgelse, egentlig ikke fra Befolkningens Side, men fra Statskirkepræsterne under flittig Anførsel af Biskop Mynster, der baade i Tale og Skrift ivrede imod dem og fik Kancelliet til at hjælpe sig. Derfor var det af kirkehistorisk Betydning, at hans Efterfølger paa Sjællands Bispestol, Dr. Fuglsang Damgaard i 1939 sendte en Repræsentant til Indvielsen af Købner-Kirken paa Amager (Baptistkirken).

Jøderne udgjorde den sædvanlige Stat i Staten. Gudstjenesten i Synagogen blev til Dels holdt paa det hebraiske Sprog, dels paa Tysk. I 1835 blev det paalagt Overrabbineren, den lærde Wolff, hver 4. Sabbath i Maaneden at tale paa Dansk. Først i 1848 forsvandt det tyske Sprog fra Jødernes Synagoge i Krystalgade.

Den lille, fransk-reformerte Menighed i Gothersgade havde i disse Aar en betydelig Leder i den virksomme Pastor Rafford. Han var særlig kendt som Filantrop.

Den strenge, men lærde Dr. Hans Lassen Martensen var, da Willerup kom til Byen, Biskop over Sjælland, den danske Kirkes Primas, Grundtvigs og Søren Kierkegaards absolutte Modstander.

★

Der var altsaa rigtig god Plads for en frisk, evangelisk Forkynder som Willerup. Han tog ogsaa ufortrødent fat. Hans Indflydelse var ikke ringe. Det var lykkedes ham at faa Metodisterne anerkendt som Trossamfund, hvilket vil sige, at Kirkens Handlinger var lovgyldige Handlinger.

I „Berlingske Tidende“ for Fredag den 29. September og „Fædrelandet“ for Søndagen den 30. September 1865 finder vi følgende:

Ved allerhøjeste Resolution af 22de d. M. er Udfærdigelsen af en i det Geheime Statsraad den 24de Marts d. A. allern. bifaldt Anerkjendelse af det biskoppelige Metodistske Trossamfund her i Landet, og af C. Willerup som Præst ved den til Samfundet hørende Menighed her i Staden allern. tilladt.

★

Nu vil vi se, hvem der f. Eks. prædikede i København paa den samme Tid, og slaar derfor op i „Berlingske Tidende“ og finder (noget afsides, med fin Petit) følgende:

Prædikanterne paa 15. Søndag efter Trinitatis.
Slotskirken Herr Slotspræst Schrøder, Kl. 10.
Frue Kirke, Herr Licent. Rothe.
Holmens, Herr Prior, Kl. 9½
Helliggejstes, Herr Schjerring.
Trinitatis, Herr Rohde, Kl. 9½
St. Petri, Herr Schmaltz, Kl. 9.
Frelserens, Herr Fenger.
Frederiks, Herr Provst Mårtens.
Garnisons, Herr Fibiger.
St. Johannes, Herr Frimodt.
Citadellets, Herr Schmidt.
Reformerte, Tydsk Kl. 10. Fransk Kl. 11.
Vartou, Herr Grundtvig.
Alm. Hospital, Herr Provst Hansen.
Abel Cathrines Stiftelsen, Herr stud. theol. N. F. Baumann Kl. 2.
Frederiksberg By, Herr L. C. Nielsen Kl. 1.
Katolsk Kirke Form. Kl. 8 og 12. Stille Messe. Kl. 10 Højmesse med Prædiken, Herr Griider.
Metodisternes Forsamlingssal, St. Kongensgade 21, Prædiken om Formiddagen Kl. 10, Herr P. K. Rye, og om Aftenen Kl. 7 af Herr C. Willerup.
(Oprindelig holdt Willerup Gudstjeneste paa Engelsk hver Søndag Eftermiddag Kl. 4).
Baptisterne, St. Kongensgade 27 Kl. 10 og Kl. 8, J. Købner.
St. Kongensgade 55 holdt Grunnets Frimenighed Højmesse Kl. 10 og Aftensang Kl. 5.
I Adelgade 27 holdt Mogens Abraham Sommer „Evangeliske Foredrag“ (Folkekirkens Psalmebog benyttes).
I Lille Kongensgade 10 „de døbte Christne“ (en Slags Fri-Baptister), P. Lassen Kl. 10 og 6.
Stormgade 21 Brødremenigheden (Forst. Wolter) og Engelsk Kirke (Rev. Ellis).

Der var saaledes et Par frie, ikke-statskirkelige Forsamlinger i St. Kongensgade; kun faa Huse fra hinanden prædikede Baptisternes og Metodisternes Førstemænd (Købner og Willerup) samme Dag og samme Time. Længere ude i Gaden var der stor Tilstrømning til Grunnets Frimenighed.

Willerup havde som bekendt, da der var almindelig Lokalenød, først sin Kirkesal i St. Kongensgade (lige overfor den nuværende Palægade) efter Grundtvigs „Danske Samfund“, og her holdt han Møder gennem 7 Aar. Den sidste Gudstjeneste i St. Kongensgade 21 fandt Sted Søndag den 15. Oktober 1865.

P. K. Rye talte om Formiddagen, C. Willerup om Aftenen. Den følgende Søndag 22. Oktober holdtes Møderne i Brødremenighedens Forsamlingssal, Stormgade 21, om Aftenen Kl. 7. Rye talte.

Dette Lokale blev flittigt benyttet. Om Formiddagen Kl. 11 havde Englænderne (den engelske Højkirke) Gudstjeneste (the Rev. R. S. Ellis, M. A.) i det samme Lokale. Kl. 5 Eftermiddag samledes Brødremenigheden selv, og Kl. 7 Aften kom Metodisterne. Søndag den 26. November holdtes for sidste Gang Metodistforsamling i Stormgade.

Hele December og i Julen holdtes der, efter hvad vi kan se af Datidens Aviser, overhovedet ikke noget Møde. Willerup havde regnet med at kunne indvi sin prægtige, nye Kirke i Begyndelsen af December, men det blev ikke muligt for Haandværkerne at blive færdige (det var selvfølgelig Malerne, det kneb med), og derfor stod Metodisterne uden Lokale hele December Maaned 1865.

Willerup havde forøvrigt været meget paa Rejse rundt i Norge, Sverige og Danmark og havde de to Nordmænd Bernhard Johannesen og P. K. Rye som første Medhjælpere. Johannesen havde været Forstander for Metodistmenigheden i Aalborg i 1864, men var fordrevet af Tyskerne, som netop skulde bruge hans Lokale.

★

Hvorledes Willerup kunde skaffe Penge, lige efter den store Pengekrise 1857, til sit Byggeri, er helt ubegribeligt. Da Kirken blev bygget, laa der nogle fattige Rønner paa Grunden til det nuværende Rigensgade 21, og da disse Rønner misklædte den nye Kirke, begyndte Willerup og en Bygmester Knudsen, som Willerup kendte fra Evanston i Wisconsin, at opkøbe disse Grunde.

Fru Willerup, f. Müller, og hendes to Søstre havde en Fædrenearv, som blev anvendt for dette Byggeri.

Rigensgade 21 blev opført, en stor, flot Herskabs-Ejendom med fast Portner og gode Lejere; alligevel gik Pengene tabt, og Ejendommen maatte sælges til den rige Grosserer S. A. Blom i Dr. Tværgade 5.

Kirkens Missionsraad i New York havde ydet 5.000 Dollars til Kirken og Konsul Døliner 1.000 Dollars, Resten samlede Willerup ind i Smaabidrag fra Venner og Tilhængere. Grunden blev allerede købt i 1862, men man begyndte først at bygge i 1864, idet Grundstenen blev nedlagt 18. Maj 1864, netop som den dansk-tyske Krig var tabt.

Det er ikke meget, der staar i Datidens Blade om Metodisternes Virksomhed. Men den har alligevel været rig og levende. Bladene havde meget smaa Oplag og kom slet ikke ud i de folkelige Kredse. Hist og her findes der dog enkelte Smaaglimt af saare venlig Art.

I Februar 1865 findes følgende Notits i „Berlingske Tidende“:

„Paa Hjørnet af Rigensgade og Stokhusgade opføres en Kirke for den metodistiske Menighed i København. Arbejdet er allerede saa vidt fremskredet, at man i disse Dage har rejst Taget, og inden et Aar vil Kirken være færdig.

Det er ikke blot de store Dimensioner, der drager Opmærksomheden til sig, men især den Skønhed i Kompositionen, man kun ufuldkomment opdager indenfor Stilladset, som fængsler de forbigaaendes Interesse.

Bygningen er 125 Fod lang, Bredden 64 Fod, Spiret, som endnu ikke er opført, bliver 150 Fod højt. — Stilen nærmer sig meget den byzantiske og udmærker sig ved en Majestæt og Elegance, forbundet med en monumental Værdighed, som man ikke vil finde hos nogen anden Bygning i København.“

I „Søndagsposten“ for 19. November 1865 skrives efter en detailleret Beskrivelse af Bygningen bl. a.:

„I Løbet af halvandet Aar er dette Guds-Tempel blevet fuldført, og det alene ved frivillige Bidrag. Den herværende Menighed har efter bedste Evne ydet sin Skærv; men Hovedkapitalen er rigelige indstrømmede fra Moderkirken i Amerika.“

Den nye Kirkes Indre maatte nok fylde de Fremmede med Forundring. Det var et mægtigt stort, firkantet Rum uden Gallerier paa Siden. Der var kun Galleri, hvor det smukke Orgel var anbragt, og som blev betjent af saa fremragende Kunstnere som Professor Nebelong, som boede i Rigensgade 27.

For dem, der var vant til at se et Alter i Lighed med det indvendige i de danske Statskirker, var det en Overraskelse at se Prædikestolen og et lille Nadverbord med tilhørende Knæfald forbundet med hinanden. Dette Knæfald brugtes ogsaa, naar Ordets Hammer havde virket med Aandens Kraft mellem sønderknuste Hjerter, og der blev kaldt frem til Forbøn.

Rummet var meget svært at tale i, baade Willerup, J. J. Christensen, Schou, Ole Olsen, Thaarup og P. M. S. Jensen, der dog alle havde Stentorstemmer, klagede over, at Rummet tog alt for meget af deres fysiske Kraft.

Først i C. V. Duckerts Tid gennemgik Kirken en gennemgribende Restauration med Gallerier paa begge Sider og et Tag, en Slags Lydhimmel over Prædikestolen, saa det blev lettere at prædike, fordi de akustiske Forhold var totalt forandret.

Denne Reparation kostede henved 60.000 Kr., hvilket ingen af de gamle Prædikanter havde turdet at bede om Penge til. Tiden var fyldt med Krav fra Menighederne i det øvrige Land, om flere Prædikanter med større Uddannelse og bedre Kapeller andet Steds.

Men den straalende, humørfyldte Begavelse Pastor C. V. Duckert, som altid saa Sagen fra den lyse Side, vovede Forsøget. Der blev slaaet Hul i Kirkemuren ud til Rigensgade, saa der nu blev direkte Adgang til Kryptkirken fra Rigensgade, ligesom Varmeanlæget blev fornyet.

Pastor Duckert, der var en Nyboderdreng med Lyst til at rejse, Smedelærling fra samme Værksted i St. Kongensgade som den senere Folketingsmand A. C. Meyer, gav ved et af Møderne under Jubilæumskonferencen i 1908 (han var da ansat i Kristiania) en fornøjelig Skildring af, hvorledes han som de andre viltre Nyboderdrenge havde været med til at forstyrre Arbejdet paa Byggepladsen, til stor Glæde for hans Bedstemoder, men da han blev indfanget af en Mand, som førte ham til Søndagsskolen i Stedet for at give ham Prygl, fik han et andet Syn paa Metodisterne.

Da han imidlertid ogsaa vilde være med til Indvielsen den 6. Januar 1866, blev han jaget væk af Betjentene. Gaden var fyldt med de højeste Autoriteter i Stat og Kommune, Embedsmændene (dog ingen Statskirkepræster) mødte i Galla, de kom i Kareter og Forspand med Blinker fra Bohns Vognmandsforretning i Købmagergade.

Nyboderdrengene var ved at tabe baade Næse og Mund over al den Storhed, og da de var kommet til Kræfter, løb de rundt i Kvarteret og sang den uforglemmelige Slagsang:

„Paaen, paaen, paaen igen, lille Ferdinand Ludvigsen“. 

Da tænkte Duckert ikke paa, at han selv engang som voksen Mand skulde blive Præst i 3 Aar ved den fine Kirke, og en god Præst, siger de, der endnu husker ham.

★

Tilsidst blot et Par Ord om Ejendommen i Rigensgade 21, som tog Modet fra Willerup og kostede hans Hustru og hendes Søstre alt, hvad de ejede.

Willerup kendte Bygmester Knudsen og Hustru fra Evanston, de var gode Metodister og Sagen tro. Knudsen byggede en Villa til sig selv paa Strandvejen i Nærheden af gl. Tuborg, hvor Grundtvig døde. Denne Villa fik Navnet Evanstone, og efter denne Villa fik Vejen ned til Sundet Navnet Evanstonevej, som den hedder den Dag i Dag, altsaa et Metodistminde værd at mindes.

Bygmester Knudsen tabte ogsaa sine Penge og kom til at sidde meget smaat i det. Han og Willerup byggede i Fællesskab den efter Datidens Forhold smukke Ejendom Rigensgade 21, og blandt de allerførste af de mange fine Beboere i denne Metodistejendom boede Enke efter Stiftsprovst Pauli med to Sønner, den theologiske Student Pauli, som ogsaa blev Stiftsprovst ved Frue Kirke, og som brændte ihjel i sin Seng i 1915. Den anden Søn var stud. med. og blev senere en berømt Læge.

Enkefru Pauli var Datter af Biskop Mynster, ... se, hvor underligt Historien dog kan sno sig —: Datter af den samme højkirkelige Biskop, som i en officiel Skrivelse af 1825 i høj Grad saa ned paa Metodisterne. I sin Enkestand fik denne Mynsters Datter Husly i en Metodistejendom.

Hendes Fader var haard ved os.

I et Brev fra ham er det første Gang i det kirkelige Brevarium, at Ordet „Metodisterne“ blev anvendt i Danmark. Det skete i 20'erne, da stærke Kampe stod om de gudelige Forsamlinger paa Fyn.

Fra højkirkelig Side saa man med uvillige Blikke paa Tidens forskellige „sekteriske“ Bevægelser; man slog dem gerne i Hartkorn. Saaledes skrev Biskop Mynster i Januar 1825:

„Der er en anden Sekt, som just nu opfordrer til alvorlig Modstand, og dette er Pietisternes, eller som de efter deres nuværende Form vel egentlig maa hedde: „Metodisternes". Det er i Sandhed sørgeligt at se, hvilken Indflydelse disse Mennesker vinder ---- og det er dog egentlig Bredden af Afsindigheden, hvortil de ere førte.“

Grundtvigs Dom i de samme Aar over disse Bevægeiser lød saaledes:

„De (de gudelige Forsamlinger) er i mine Øjne kun maadelige Surrogater for det kirkelige Liv og kun maadelige Planteskoler for sand Gudsfrygt, Ydmyghed og Kærlighed. Kirkehistorien har nemlig lært mig, at en vis sygelig Pietisme i slige Forsamlinger saare let parre sig med forskruede Indfald, Ringeagt for Lærerstanden og omsider for Skriften selv, og derfor har jeg aldrig tilraadet, men snarere fraraadet dem, og i de Aar, jeg som Præst var udenfor Kirken, maaske med overdreven Ængstelse skyet alt, hvad der kunde have mindste Skin af noget saadant.“

Var Grundtvig da virkelig enig med den urimeligt strengt dømmende Mynster? Nej. Der var Forskel —! Forskellen mellem dem kom først frem, naar Spørgsmaalet blev om Statens Forhold til disse Bevægelser.

Paa dette Punkt maatte Staten efter Grundtvigs Mening ikke gribe ind.*)

Grundtvigs Syn blev ændret, eftersom Aarene gik, og han selv kom i Kamp med Staten. Datidens Standpunkt hos de fleste Præster var, at den danske Statskirke var lig med Kristi Kirke i Danmark — altsaa væsentlig det 17. Aarhundredes uholdbare Standpunkt.

Grundtvig gled bort fra denne Opfattelse ved den stadigt voksende Forstaaelse af, hvad Helligaanden og den levende Menighed betød. Dette herlige Liv kunde ikke lade sig binde af Statens Embedsmænd.

— Det ligger udenfor denne Skildrings Hensigt at komme nærmere ind herpaa. Det nævnes kun, for at de danske Metodister kan forstaa den historiske Baggrund for Willerups Virksomhed, og hvorfor Bevægelsen, da de første Vanskeligheder var overvundet, fik saa stort et Omfang i Halvfjerdserne, men ikke stort nok, ikke dybt nok, fordi den mødte direkte Modstand fra de kirkelige Myndigheder, som skulde have været den uegennyttige Bevægelses allerbedste Venner.

- -

*) Biskop Mynsters besynderlige Stilling til religiøse Bevægelser udenfor Statskirken beroede paa Tidens herskende Frygt — ikke udtalt, men meget stærkt udbredt i Datidens herskende Klasse — for, at Katolicismen paany, ved en Forfatningsforandring med almindelig Trosfrihed, skulde blive en alvorlig Konkurrent til Lutheranerne, som efterhaanden havde den hele Magt, efter at de Reformerte efter Christian VI havde vist sig at være uden Vækstmuligheder.

Man ønskede i det stille at skabe et religiøst Monopol, som skulde holde alle frie Tanker ude.

En Frihedsmand som den ædle Joh. Kr. Drewsen paa Strandmøllen, der som Stænderdeputeret i Roskilde fra 1834 spillede en stor Rolle for den borgerlige Frihed, var imod enhver Frihed paa det kirkelige Omraade.

Sognebaandsløsning og saakaldt Præstefrihed ventede han sig intet godt af.

Han troede, at naar Sognebaandet blev løst, da vilde „de Opvakte“ trænge ind alle Vegne og „gøre lignende Ulykke som Jesuiterne i Frankrig, idet der vilde opstaa Splittelser i Befolkningen, som vilde kendes ned i Familielivet.“

Mynsters paabudte Tvangsdaab af Baptisternes Børn, som var, set i Historiens Lys, en beskæmmende Skandale, havde ingen Modstander i ham, der dog var en ivrig Forkæmper for en human Jagtlov og for Jødernes Ligestilling med de Kristne her i Landet.

Blade af Jerusalemskirkens Historie: Kirkebygningen

Af S. K. Johansen

I sine Indberetninger til Missionsselskabet fra sin første Tid som Metodistprædikant i København kan Pastor C. Willerup skrive om de overmaade store Forsamlinger i den lejede Sal i St. Kongensgade, som til Tider slet ikke kunde rumme dem, der kom for at høre.

Og det lyder derfor ganske naturligt atter og atter: Blot vi havde en Kirke, stor nok til at tage mod alle, der vil høre os, vilde vor Mission under Guds Velsignelse sikkert bære store Resultater til udødelige Sjæles Frelse.

En uvurderlig Støtte i Kravet om en Kirkebygning havde Willerup i den danske Generalkonsul i Amerika, Døllner, som var Medlem af Missionsstyrelsen og selv af sine rige Midler ofrede store Summer til Guds Riges Udbredelse og var især stærkt interesseret i de religiøse Forhold i sit Fædreland. Det var derfor under hans Anbefaling og med hans Støtte, at det blev tilladt at købe Byggegrund, dog foreløbig for egen Regning, men med pekuniær Støtte fra Selskabet og fra Døllner.

Den 15. Januar 1862 købte Willerup da af Marineministeriet Grunden paa Hjørnet af Rigensgade og Stokhusgade. Om dette Hjørne samlede sig nu Menighedens Interesse. En Subskription blev optaget; men Menigheden var fattig, og velhavende Medborgere, bl. a. den amerikanske Gesandt med Familie, undskyldte sig med, at først naar de havde en Kirke, kunde de søge deres Opbyggelse blandt Metodisterne. Subskriptionen blev derfor kun forholdsvis lille i Sammenligning med de Beløb, der vilde blive Tale om til en præsentabel Kirkebygning.

Grunden kostede 8000 Specier (32.000 Kr.), og saavel Købesum som Renter, ogsaa for den Dels Vedkommende, som blev sendt fra Amerika, blev betragtet som Laan til Menigheden, eftersom den stod som Ejer.

Saaledes stod det hele, indtil Missionsselskabet i 1864 besluttede selv at bygge Kirken. Det overtog nu Grunden som Ejendom, og den 29. Januar 1864 udstedte Willerup følgende Overdragelsesdokument:

„Jeg undertegnede, C. Willerup, erkender herved at have paa Den biskoppelige Metodistkirkes Missionsselskab i New Yorks Regning købt for den Sum af 16000 Rigsdaler (8000 Specier) det Stykke af den Grund, der ifølge Søfartsloven af 10. Marts 1862 under Matr. Nr. 510 er beliggende paa Hjørnet af Rigensgade og Stokhusgade (Nr. 13 Rigensgade og Nr. 2 Stokhusgade).

Og da ovennævnte Missionsselskab har betalt alle Udgifter ved Købet og tillige et Beløb af 12000 Rigsdaler (6000 Specier) af ovennævnte Købesum af Grunden og endvidere forpligtet sig til i rette Tid at betale Resten af Købesummen, 4000 Rigsdaler (2000 Specier), erklærer jeg herved, at jeg herefter hverken har Del eller Lod i nævnte Grund, hvilken jeg herved overfører til ovennævnte Biskoppelige Metodistkirkes Missionsselskab til evig Ejendom, med alle de Rettigheder og Pligter, som hviler derpaa, under hvilke jeg i Selskabets Navn har erhvervet og ejer det efter Loven.“

Dette Dokument blev højtideligt vidnefæstet og retmæssig indført, saa nu er det selve Missionsselskabet, der er Ejer og bygger Kirke i København.

Der tages nu fat paa Bygningen, som opføres efter Tegning af Arkitekt Jensen, der for selve Tegningen modtager det efter vore Forhold ret beskedne Beløb 200 Rigsdaler (400 Kr.).

Illustreret Tidende havde i 1865 et Billede af Kirken efter Arkitektens Tegning, som dog under selve Opførelsen blev simplificeret lidt af økonomiske Aarsager; men det var og er fremdeles et smukt Bygningsværk.

I den ledsagende Artikel hedder det om Kirken:

„Metodisterne er ved Tilskud fra den amerikanske Mission sat i Stand til at lade Kirken opføre. Meget skyldes Superintendenten, Pastor Willerups utrættelige Virksomhed og Iver i denne Sag. Arbejdet er endnu ufuldendt, men Kirken vil blive indviet i September eller Oktober Maaned.

Ligesom flere af de nye Bygninger opføres den af røde Sten; Materialet er benyttet med Smag og staar i udmærket Harmoni med den arkitektoniske Composition.

Kirken hviler paa en Sokkel, som helt omgiver den og kun afbrydes af den underste Etages Vinduer og Indgangen. I samme Plan hæver sig Portalens Frontispice og Contraforcerne, to paa Facaden og fire paa hver af Siderne, hvorved det hele faar Karakter af Styrke og Fasthed.

Facaden optages af tre Buer, som hviler paa svære Søjler. Den midterste omslutter Solen over Indgangen, og i den er Kirkeuhret anbragt; Rummet mellem Søjlerne udfyldes med fem Pilastre, som stiger op ad Frontispicens Sider og bærer Solen. Sidebuerne omslutter Facadens to Vinduer.

Søjlernes Fodstykke, Kapitælerne, Frisen over disse tilligemed de smaa Stjerner, som dekorativt er anbragt paa Pilastrene og under Solen, er udførte i Beton. Formerne er overalt simple, men holdt i en Karakter, der svarer til den Plads, hvorpaa de er anbragt.

Saaledes bugner Fodstykkernes nederste Dele ud over den Flade, hvorpaa de staar, saa man ret mærker, hvor stor en Vægt der hviler paa dem. I Kapitælerne er der en langt større Ro, som minder om den antikke Kunst, skønt Motivet nærmest er taget fra den ældre byzantiske Stil.

Siderne inddeles ved de fremspringende Contraforcer i tre Dele, hvoraf den midterste har tre, de andre to Vinduer, adskilte ved Søjler af samme Form som Facadens. Under Taget løber et Galleri af smaa Søjler med Nicher imellem; paa Hjørnerne over Contraforcerne antager de en mere dekorativ Karakter, hvor den skarpe Kant er bibeholdt,medens den længere nede er afbrudt ved en slank Søjle.

Paa Facaden stiger Galleriet op mod Tagets Linier, som danner en stump Vinkel. Over Hjørnerne er der anbragt svære Akroterier af Beton, som ender i fem Lillier; disse er udført i Kobber og lueforgyldte. Taamet er holdt langt lettere end den øvrige Bygning.

Den nederste Del er firkantet, og den forreste Side er en Fortsættelse af Facadens Plan; paa Hjørnerne er der anbragt smaa Søjler.

Firkanten gaar straks over til den ottekantede Form; paa hver af de otte Sider er der Aabninger, af Form som et rundbuet Vindue; de, som vender ud mod Hjørnerne, er mindre, og under dem er der store Udladninger af Beton, som dækker de fremspringende Dele af Firkanten. Siderne ender i spidse Gavle, som bæres af smaa Søjler staaende paa Konsoller, der udgaar fra hver af de otte Kanter.

Bagved Gavlene stiger Spiret let opadstræbende i Vejret. Øverst oppe er der et forgyldt Kors. Hele Bygningen gør et imponerende Indtryk, overalt er der Højhed og Ro, som passer godt for en Kirke, og som aabenbarer sig selv i de mindste Detailler; der findes intet tilfældigt, allevegne mærker man Kunstnerens Aand og Individualitet.

Ligesaalidt kan man henføre den til nogen bestemt Stil eller en vis bestemt Tids Bygninger; den bærer Præget af og tilhører ganske den Tid, hvori den er fremstaaet.

Af de forskellige Haandværkere, som har været beskæftigede ved Kirkens Opførelse, nævner vi Murermester Knudsen, Tømrermester Blom, Smedemester Nielsen, Snedkermester Brødrup og Malermester Wiene.

Søjlernes Kapitæler og Fodstykker er udført af Stukkatør Metzgen, det øvrige Betonarbejde af Billedhugger Fjeldskov. Jernstøberarbejdet er fra Anker Heegaards Fabrik.“

Selve Kirkerummet dannede en Firkant, som fulgte Ydermuren i hele dens Længde fra Præsteboligen til Vestibulen, der var den samme, som der er endnu. Over Vestibulen var der et Galleri med Plads til Orgel og Sangkor. Kirkesalen var, bortset fra dette Galleri, uden Gallerier, Hvælvinger eller Begrænsninger af nogen Art. Loftet var fladt, men meget smukt. Det var et imponerende Rum.

Gulvet var amfiteatralsk. Det skraanede fra Indgangen, hvis Højde var, som den er nu, nedad, saa det sidste Kældervindue rørte Gulvbrædderne. Dette gjorde det lettere at høre Prædikanterne og bødede en Del paa Ulempen ved den stærke Genlyd, som Rummet skabte.

De fire Rækker Bænke var bekvemme Siddepladser, forskellige fra de alle Vegne brugelige, meget trættende, stivryggede Kirkebænke. Da Kirken ved sin første Ombygning i Halvfemserne gik over til „rigtige Kirkebænke“, købte Kommunen en Del af de gamle Bænke og anbragte dem paa Steder, hvor den undte trætte Mennesker en Hvilepause. De øvrige Bænke blev værdige til at tjene i Lokalerne i Kælderetagen.

Disse Lokaler blev meget forbedrede ved den første Ombygning, da Gulvet blev løftet op i Plan. Ogsaa Lydforholdene blev forbedret. De Prædikanter, der undertiden raabte højt, gik det tit i Virvar for. Ole Olesen lod forsøge med nogle Rækker Tøj fra Væg til Væg, for at opfange de uønskede Gentagelser af de gode Ord. Det pyntede ikke, men hjalp dog maaske noget. Gallerierne langs Siderne derimod blev nu en betydelig Vinding.

Endnu i lang Tid blev der lavet om paa Kirkerummet ved at føre Talerstol og Alterparti frem i Salen og danne Platform bag Talerstolen og Kontor og Sakristi paa hver sin Side; men den store Forandring kom dog først efter Branden, som er os alle i frisk Minde.

Nu er der skaaret yderligere fra til Kontor m. m., og Prædikestolen er rykket mere frem, saa Rummet er blevet noget mindre. Dertil kommer Buer og Hvælvinger, som nu har gjort Kirken mere almindelig og mindre imponerende; den sidste Ombygning er dog alt i alt en Vinding.

Men vi gaar tilbage til Kirkens Tilblivelse og Indvielse for 75 Aar siden. Da først Missionsselskabet havde paataget sig at bygge Kirke i København, drev man paa og kunde ikke hurtigt nok blive færdig med Arbejdet. Man regnede i Amerika med at kunne faa den indviet tidligt paa Aaret 1865; men Willerup maa gaa fra sine Løfter adskillige Gange.

Han lover den færdig senest til August, saa til Oktober, saa til December o. s. v. Først faar Vinteren 1865 Skylden, senere Haandværkernes Langsomhed, men endelig kan den indvies den 7. Januar 1866.

Foruden Grunden, hvis Regnskab holdes for sig, og som ved Indvielsen med paaløbne Renter og Skatter m. m. stod Missionen i en Sum, der omregnet beløber sig til 34.720 Kr., kostede Bygningen 218.000 Kr., tilsammen 252.720 Kr.

Disse Penge var paa 50.000 Kr. nær sendt fra Amerika, de 50.000 var laant af Skomagermester Spannier, han, som senere i sit Testamente bestemte, at Søndagsskolen skulde have 1000 Kr. aarligt af de store Legatmidler, han ved sin Død efterlod sig.

Endnu var der dog mange Ting, der krævede Penge. Af Pastor Willerups Indberetninger ses, hvorledes der senere bedes om Penge til Istandsættelse af Lokalerne i Krypten, til Orglet, Lysekroner, Kakkelovne og meget andet.

Men Kirken var indviet og taget i Brug som Arbejdsplads i Guds Rige, og her slutter vi nu med de Breve, Willerup efter Indvielsen skrev til Missionssekretæren Dr. Durbin og til Kirkens Velgører, Konsul Døliner, af hvis Kasse i Virkeligheden alt blev betalt, ogsaa senere de 50.000 Kr., som skyldtes her i København.

København, den 10. Januar 1866.

Til

Korresponderende Sekretær, Pastor Durbin, Dr. theol.

Velærværdige og kære Herre.

Mit sidste Brev til Dem var dateret den 20. September og her» med erkendes med Tak Deres Breve af 27. November og 21. December, i hvilket sidste var indlagt Check paa 1157 $ og et Kreditiv paa 1482 $.

Vor nye Kirke er nu fuldført og blev indviet til den almæg« tige Guds Tjeneste den 7. Januar. Vi havde en underfuld Tid — en Dag, som aldrig vil glemmes. Exguvernør Wright, amerikansk Minister i Berlin, var her og talte ved Anledningen — se indlagte Brev til Konsul Døllner. Der var forskellige amerikanske Familier med Mr. Wright, Dr. Roler, Mr. Knox og andre, ogsaa den amerikanske Minister her, Mr. Yeaman og Familie, var nærværende.

Vi havde Prædiken Kl. 10 om Formiddagen og Kl. 6 om Aftenen. Kirken var overfyldt, og efter hvad der er sagt mig, var der mange flere udenfor end inde, der ønskede at komme ind. Indlagt lægger jeg et af Indbydelseskortene til Dagen for at hindre for stor Trængsel.

Jeg indbød mange Stormænd i Byen og alle Præsterne. Biskoppen indbød jeg personlig; men meget fornemt svarede han mig, at han ikke kunde have den Ære at være nærværende. Hans Grund til ikke at komme vil Mr. Døllner sige Dem, og jeg tror, at ingen af Præsterne var nærværende. Men nogle af Landets Ministre og mange i høje Stillinger var nærværende.

Det var, fordi Gaskronen, Maling og andre Smaating ikke var rede eller færdige som lovet, at Kirken ikke blev indviet før. Men nu er det sket, Kirken er indviet, og Glædes- og Taknemmelighedstaarer rinder fra mine Øjne, medens jeg skriver disse Linier. Maa Gud velsigne Dem, Missionsstyrelsen — den hele Kirke for, hvad der er gjort for os. I vil uden Tvivl møde mange Taarer og Bønner fra frelste Danskere, som er gaaet op til Himlen, til eders Kredit.

— —

København, den 10. Januar 1866.

Konsul H. Døllner.

Kære Herre og Broder i Kristus!

Hermed erkender jeg Modtagelsen af Deres Breve, af hvilke det sidste var dateret den 9. December. Den 7. Januar blev vor nye Kirke indviet til den almægtige Guds Tjeneste. Vi havde en sød og højtidelig Dag, en Dag, som aldrig vil glemmes. Exguvernør Wright, den amerikanske Minister i Berlin, var nærværende og talte ved Anledningen, med ham var Dr. Roler, Dr. Knox og nogle andre amerikanske Familier, ogsaa den amerikanske Minister her, Mr. Yeaman, og hans Familie var nærværende.

Vi havde Prædiken Kl. 10 Formiddag og 6 Aften. Kirken var overfyldt, og et større Antal end inde i Huset var udenfor og ønskede at komme ind. Indlagt sender jeg Dem et Udklip af Avisen og et Indbydelseskort, benyttet den Dag for at forebygge Trængsel.

Jeg sendte Indbydelseskort til de fleste betydelige Mænd i Byen og til alle Præsterne. Biskoppen indbød jeg personlig. Jeg bad ham, om jeg maatte have den Ære at have hans Nærværelse ved vor Kirkes Indvielse. Han svarede meget fornemt, at Æren var paa hans Side, men at han ikke kunde have den Ære. Han bifaldt ikke, at vi har bygget en saadan stor Kirke beliggende just et saadant Sted som dette.

Indlagt sender jeg nogle Breve modtaget fra Professor Hjort, af hvilke De vil se Sindelaget, og hvad der kan ventes af Biskoppen her. Ingen af de indbudte lutherske Præster var nærværende, ikke engang Frimodt.

Jeg véd, at nogle af dem syntes om at have været der, men jeg formoder, at det skyldes en Forstaaelse mellem dem og Biskoppen.

Jeg indbød personligt Kongen, Kronprinsen og Enkedronningen, men de kunde ikke komme, sagde de, og jeg saa tydeligt, at det skyldtes Biskoppen.

Jeg fik Brev fra Kongen gennem hans Gehejmesekretær Trap, at han ikke kunde være til Stede ved Indvielsen, men han vilde være glad ved til en Tid efter Indvielsen at have en personlig Samtale med mig.

Efter at jeg havde sendt Kort og indbudt alle, jeg syntes passende, og givet Kort til alle vore Medlemmer, bekendtgjorde jeg i Bladene, at Adgangskort kunde faas gratis til saadan Dag og Tid, og sjældent har jeg set saadan et Syn af Stimmel paa Gaden som den, der kom for at faa Kort. os i Løbet af en halv Time var alle Kortene væk, og i lang Tid efter vedblev Folk at komme og bede om Adgangskort.

For Aftengudstjenesten havde vi ikke Kort, og Trængslen var endnu større, og den næste Gang vi prædikede, var det ligesaadan. Nytaarsaften havde vi Kærlighedsfest og Vaagenat i Forsamlingssalen i Krypten, og vi havde en herlig Tid.

Deres Navn vil ikke blive glemt i vore Bønner. Det skyldtes Gaskronen, Maling og andre Ting, som ikke blev færdige til den Tid, de var lovet, at Kirken ikke blev indviet før — men nu er den indviet, Gud være Tak! Vi har vort eget Hus — et Hjem — — —.

Glædes og Taknemmeligheds Taarer til al Barmhjertigheds Fader flyder fra mine Øjne, mens jeg skriver disse Linier. Maa Gud velsigne Dem, min kære Broder, og maa han velsigne Missionsstyrelsen og hele den Kirke for alt, hvad de har gjort for os. Taarer og Bønner fra Tusinder af frelste Danskere vil stige op til Himmelen for Dem.

Efter Indvielsen har jeg haft meget travlt, og det har ikke været muligt at skrive til Dem før. Angaaende Kirkens Finansforhold skal jeg skrive om faa Uger, naar jeg faar alle Regninger.

Paa Indvielsesdagen havde jeg den store Fornøjelse at have Ministrene Wright og Yeaman og alle de andre amerikanske Familier hos os i vort Hjem. De blev hele Dagen hos os. Jeg tror, Mr. Wright var meget tilfreds og fornøjet. De vil uden Tvivl høre fra ham.

— — —

Bragt i Historisk Aarsskrift for Metodistkirken 1941

Fru Anna Sørensen

Fru Anna Sørensen, f. Mann, der fødtes i Voldby pr. Hammel, den 3. januar 1888, var datter af Jens Mann og hustru. Senere flyttede familien til Randers, hvor de fik tilknytning til metodistmenigheden.

Anna Mann mødte på sin vej pastor Ejler Sørensen, til hvem hun blev viet i Randers den 16. december 1918.

Pastor Sørensen, der i nogle år havde opholdt sig i U. S. A., var antaget i kirkens tjeneste i 1912 og var på det tidspunkt, de blev viet, ansat ved menigheden i Ålborg. Undergivet Metodistkirkens flyttesystem, udøvede de sammen gennem årene en særdeles trofast tjeneste i flere menigheder.

Sidst i Jerusalemskirken, hvor de gjorde tjeneste i tolv år, indtil de i 1956 trådte over i de pensioneredes række. De blev dog boende i København indtil foråret 1963, hvor de flyttede til Sønderborg, for at være i nærheden af datteren og svigersønnen der.

Fru Sørensen, der i flere år havde haft et skrøbeligt helbred, blev alvorlig syg efter et par måneders forløb og kom på hospitalet, hvor hun døde den 31. juli 1963.

Fru Anna Sørensen var en god mor for sine to børn og en trofast medhjælper for sin ægtefælle. Og som det er sagt om pastor Sørensen, at han er en israelit, i hvem der ikke er svig, kunne det med lige så fuld ret siges om fru Sørensen. Hun levede sammen med sin mand, for at tjene i den gerning, der var blevet deres ungdoms kald.

Æret være fru Anna Sørensens minde!

Ole Olesen.

Mindeord bragt i Årbog for Metodistkirken i Danmark 1964

Pastor Chr. Nielsen

Pastor Chr. Nielsen
1868-1946

Den 1. Januar 1868 fødtes Niels Carl Christian Nielsen i København.

I sit gode Hjem modtog han stærk religiøs Paavirkning, især gennem Moderen, der, mens Christian var en stor Dreng, blev omvendt til Gud og indviede sig og sine Kære til Herren.

Børnene kom til at gaa i Luthersk Missionsforenings Søndagsskole, og snart fandt de Vej til Sct. Markus Metodistkirke i Stokhusgade, hvor Moderen først sluttede sig til og inden længe ogsaa Sønnerne Christian, Sofus, Emil og Alfred, efter at de havde givet Gud deres Hjerter.

I denne levende og virksomme Menighed lød Guds Kald til Prædikegerningen bl. a. til to af disse Brødre, af hvilke Christian var den ældste. I 1884 optaget i Menigheden.

I 1888 blev han, 20 Aar gammel, optaget paa vor Kirkes teologiske Skole i København og kom nu til at deltage i det ret store Skolehold, der fostrede flere Mænd af Format, og som prægede Kirkens Liv gennem lange Tider.

Efter vel overstaaet Afgangseksamen begyndte han nu (1890) et langt og rigt Liv som Menighedsforstander, ordineret 1892, opt. i Konf. og Ældste 1894.

I Sommeren 1890 ansattes C. N. i Horsens, der blev den Menighed, som han betjente længst, ialt i 17 Aar i 3 Terminer fra 1890—92, fra 1903—08 og fra 1927—37, og hér opførtes under hans Ledelse den smukke Gethsemanekirke 1900.

De øvrige Menigheder, Pastor Nielsen har betjent, er:

Esbjerg (1892— 95),
Løkken og Hjørring (skiftevis fra 1895—1900),
Odense, Sct. Jakob (1900—01),
Rudkøbing (1901—03),
Frederikshavn (1908—14),
Aarhus (1914—15),
Vejle (1915—21).

Forstander for Missionsskolen i Aaret 1914—15.

Redaktør af »Kr. Talsmand« fra 1921—27.
Redaktør af »Søndagsskolen i Aaret 1924—25. 

Redaktør af »Sendebudet« fra 1917—21.
Redaktør af »Korsets Budskab« fra 1924—27.

Særlig i Menighedsarbejdet nedlagde Pastor Nielsen sin bedste Kraft, idet han var flittig til Husbesøg og Arbejdet i Landkredsen og en afholdt og forstaaende Sjælesørger. Som Forkynder indtog C. N. en Førerstilling.

Han formaaede at rive Forsamlingen med sig. Hans Prædikener var ikke blot grundigt forberedt, men de var baaret af hans rige personlige Erfaring og hans varme Kærlighed til udødelige Sjæle og til Metodistkirken.

I den 47-aarige lange Tid, Pastor Nielsen virkede som aktiv Præst i Metodistkirken, blev der betroet ham adskillige Tillidshverv. Saaledes var han fra 1905—21 Sekretær for Aarskonferencen, fra 1920—25 Distriktsforstander for Sydlige Distrikt samt fra 1921—27 Agent eller Forretningsfører for Kristelig Bogforening.

Hertil kom, at han skrev adskillige interessante Artikler til Metodisthistorisk Tidsskrift og som pensioneret Præst i 9 Aar med stor Udholdenhed arbejdede for vore »Venner i Adspredelsen« og i denne Forbindelse udgav Heftet: »Paaskehilsen«.

Naar Pastor Chr. Nielsen kunde naa alt dette, havde hans Hustru Anne Marie, f. Andersen, som han traf under sin Tjeneste i Odense og blev viet til d. 24. Novbr. 1893, sin store Part. Hendes stille, blide Væsen og trofaste, retskafne Færd beredte ham den Hvile i Hjemmet og den milde Inspiration, som var Betingelsen for C. N.s aktive Virken udadtil.

Hun havde ogsaa sin store Part i Opdragelsen af Børnene, 6 i Tal, som ikke blot blev dygtige Medborgere i Samfundet, men tro og virksomme Medlemmer af Metodistkirken.

Nogle faa Dage efter Aarskonferencen i Fjor døde C. N. d. 18. Juli 1946 og blev begravet fra Gethsemanekirken under stor Deltagelse. — Vi savner ham i vor Midte og udtaler vor hjertelige Medfølelse overfor Fru Pastor Nielsen og øvrige Familie i deres endnu større Savn.

Ære være Pastor Chr. Nielsens Minde!

E. Ried.

Mindeord bragt i Aarbog for Metodistkirken i Danmark 1947