Hilsen fra Biskop Nuelsen (1917)

Atter nærmer vi os Julen og Slutningen af dette Aar for at gaa ind i et nyt Aar.

Det vil næppe blive en glædelig Tid. Flere Mennesker end nogen Sinde før har Sorg, og der hviler en tung Byrde paa hele Verden. Nødens Raab og Smertens Suk stiger op mod Himlen.

Men fra den menneskelige Elendighed skuer vi op til vor guddommelige Frelser. Barnet fra Betlehem er Slægtens eneste Haab. Det Lys, som skinnede hin Nat over Judas Høje, skinner endnu i Dag, og er det eneste Lys, som viser Vejen ud af Mørket.

Gud er vor Tilflugt og vor Frelses Klippe, lige som han var i de mørkeste Dage i Salmistens Liv, i Martyriets og Forfølgelsens Dage, i Reformationens Kampdage.

Vi har lige fejret Reformationsjubilæet. Lad os ikke glemme, at vi har den samme Gud, de samme evangeliske Forjættelser, den samme Frelser; at Jesus Kristus er den samme i Gaar og i Dag, ja til evig Tid.

Trods al Verdens Nød og alle Bryderier og Vanskeligheder ser vi op og opløfter vore Hoveder, fordi vi ved, at vor Forløsning stunder til. Kristus er den store Sejrherre over alle Syndens og Mørkets Magter.

Han vil udføre sit naadige Forsæt. Dagen vil komme, da hvert Knæ skal bøje sig og hver Tunge bekende, at han er Herren. Hans Navn er; Kongers Konge og Herrers Herre.

Med stor Tro og fuld Tillid vil vi saaledes gaa det nye Aar i Møde. Af hele mit Hjerte beder jeg, at min himmelske Faders bedste Velsignelse maa hvile over ethvert af hans Børn.

Lad os bøje os for ham i Ydmyghed og med Taksigelse.

Han han været os naadig. Han har opholdt og styrket os. Han har været trofast og barmhjertig. Han har givet os Anledninger til at bære Vidnesbyrd om hans tilgi-ende Kærlighed, hans rige Naade og Magt fremfor nogen Sinde før.

Lad os være tro Efterfølgere af ham, der ikke kom for at lade sig tjene, men for at tjene og give sit Liv for os.

Ud af Ruinerne af denne krigstrætte Verden vil der rejse sig en Slægt, som har en bedre Forstaaelse af Guds Vilje, en dybere Ærefrygt for Frelseren, en alvorligere Vilje til at frelse Menneskeslægten. Efter denne Krig vil der komme en Fred, som er værd at eje. Lad os alle bede om dens snarlige Komme.

Lad os alle gøre vor Del i det ny Aar for at skabe en Atmosfære af broderlig Kærlighed, gensidig Agtelse og Lydighed mod Kristi evige Grundsætninger.

Gud give, at det ny Aar maatte blive Vidne til, at Menneskene tager fat paa at genopbygge paa en mere fast og omfattende Grundvold og med lige saa stort Alvor og Maalbevidsthed, som man nu har haft travlt med at ødelægge. Og Gud hjælpe enhver af os til at lænke og tale og handle saale-des, at vi maa være levende Vidner om det store Budskab:   

 »Ære være Gud i det Høje, Fred paa Jord, og i Mennesker en Velbehagelighed.« 

Da vil det nye Aar blive det bedste Aar, vi endnu har levet.

Dette er det hellige Ønske og den alvorlige Bøn, der er i mit Hjerte for enhver af Kristelig Talsmands Læsere.

Sluttelig, Brødre:

Derfor beder vi ogsaa altid for eder, at vor Gud vil agte eder Kaldelsen værdige og med Kraft fuldkomme al Lyst til det gode og Troens Gerning, for at vor Herres Jesu Navn maa herliggøres i eder og i ham, efter vor Guds og den Herres Jesu Kristi Naade. 2. Tessl. 1, 11—12.

 
Bragt i Kristelig Talsmand, 21. december 1917

Jubilæumsfesten i Vejle (1917)

Den 18. December er det 25 Aar siden, at vor Kirke, som den nu er, blev indviet.

I 16 Aar havde Menigheden haft et hyggeligt og passende Hjem i det gamle Kapel, men det var efterhaanden blevet for lille for den stadig voksende Menighed, og saa besluttede man sig, efter flere Aars Overvejelser, til at bygge en Tilbygning ud i den store Have, der hørte til Kapellet.

Grundstenen blev nedlagt af Pastor Bast, som den Gang var Menighedens Forstander, den 22. Juni 1892 og allerede hen i December Maaned s. A. var Kirken saa vidt færdig, at den kunde tages i Brug til Gudstjeneste.

Dette skete, som nævnt, den 18. December. Superintendent Christensen talte ved den Lejlighed over Ordene i Ef. 2, 8-10.

Det var et overordentlig stort Frem skridt fra det forholdsvis lille, lavloftede Lokale, hvor Forsamlingerne som Regel var saa tæt pakkede, at det kneb med at faa den fornødne Luft, at flytte ind i den store nye Kirke, hvor der kunde skaffes Plads til 700 a 800 Mennesker.

I dette Guds Hus har Menigheden saa haft til Huse siden, og her har den vokset sig stor og stærk.

Jeg skal ikke ved denne Lejlighed komme ind paa en nærmere Omtale af vort Menighedsarbejde.

Jeg skal kun sige, at Gud har været og er god imod os; priset være han Navn! Vi har en god, stor Søndagsskole i Kirken og flere Filialskoler i Byens Udkant, en god arbejdsom E.-F., en Syforening, der slider tappert i det i denne Tid for at skaffe saa meget Tøj som muligt til fattige Børn til Julen.

Vi har flere Lokalprædikanter og Formanere, der skiftevis forkynder Ordet paa vore Prædikepladser, ligesom ogsaa en hel Stab af Venner skiftes til at afholde ugentlige Møder paa Fattiggaarden.

Medens jeg skriver dette, er det haard Vinter med Frost og Snefog. Bliver det saadan ved, maa vi snart have vor Børnebespisning aabnet. I den plejer vi at bespise ca. 400 Børn daglig i flere Maaneder, I Aar bliver det nok ikke mindre.

Hvor vi skal faa Føden fra til de mange Munde er ikke godt at vide, men vi faar den vel.

Som det nyeste Led i vor Virksomhed skal jeg nævne vort Optagelseshjem, der er indrettet i den vestlige Ende af Præstegaaarden.

Her har vi siden Hjemmet blev aabnet den 1. Oktober haft fuldt Hus af Børn, hvis Mødre enten er syge eller døde. Her forsøger vi saa at være noget for dem, timeligt som aandeligt, indtil de enten kan komme tilbage til deres Hjem eller blive anbragt i Pleje andre Steder eller blive bortadopteret. Str. Johanne Erichsen er Hjemmets Plejemoder.

Vi venter nu rige Velsignelser i de kommende Festdage. Brødrene A. Bast, L. C. Larsen, Gaarde og Chr. Jensen vil gæste os, og maaske der er andre Venner, der vil aflægge os et Besøg i den Anledning. De skal alle være hjertelig velkomne.

Søndag den 16. har vi Jubilæumsgudstjeneste og Tirsdag den 18. — selve 25-Aarsdagen — har vi Menighedsfest.

Kærlig Hilsen til alle Venner.

Eders i Herren forb.

C. Nielsen.

Bragt i Kristelig Talsmand, 13. december 1917

---------------------------------------------------------------------------------------------------------

Det blev en overordentlig god og stemningsfuld Fest, vi havde i Dagene fra 14.—18. December til Minde om Set. Pouls Kirkes Indvielse for 25 Aar siden.

Vi havde den Glæde, at Menighedens tidligere Forstandere: Bast, Larsen og Gaarde samt Distriktsforstanderen, trods Travlhed hver i sin Kreds, havde efterkommet vor Indbydelse for at deltage med os i vor Højtidsfest.

Ligeledes glædede vi os ved, at Emil Nielsen fra Esbjerg, der et Aarstid har været Hjælper i Menigheden, og Peter Bjerno, Rudkøbing, der er ét af Menighedens Børn, kunde deltage med os, den første ved ét, den sidste ved alle Møderne.

Og det maa siges, at vore Venner og Byens Beboere trods Juletravlhed, rev sig løs fra de hjemlige Forhold og fyldte Kirken og Bedesalen Gang efter Gang. Og de gik da heller ikke forgæves.

Der var arrangeret Møde for de forskellige Grene af Arbejdet. Fredag talte Bast, Emil Nielsen og Bjerno ved Afholdsmødet, Lørdag var der »socialt« Møde, hvor Bast talte om sin Virksomhed, og hvor vi fik en god Kollekt til Arbejdet for at lindre Nøden her i Byen.

Søndagen var »Højtidens Dag, den store«, Bast talte med megen Kraft og Varme om Nødvendigheden af at efterkomme det store Kærlighedsbud; Gaarde var meget heldig, idet han paa Baggrund af Beretningen i 1. Kong. 10 om Dronningen af Saba og Jesu Omtale af hende i Luk. 11 talte om, at »ikke Halvdelen er forkyndt« af de Goder og Forrettigheder, vi som Guds Folk er kaldet til, baade her og hisset.

Om Aftenen havde E. F. sin Anledning, og da talte den ældste af vore Gæster, Pastor Jensen om De næste 25 Aar. Enhver, der kender Br. Jensen, kan nok tænke sig til, hvad han havde at sige de unge ud fra det Emne.

Mandag havde K. Y. M. arrangeret Møde med Gaarde som Taler, og Tirsdag Aften — selve Jubilæumsdagen — var der Menighedsfest.

Og medens Forsamlingen samledes om de smukt pyntede Festborde holdt først Pastor Larsen, der ikke kunde deltage i Møderne om Søndagen, en interessant Tale om de svundne Dage, og dernæst vekslede Sang og Tale Aftenen igennem, saa Tiden løb alt for hurtig.

En Del tilsendte Telegrammer og skriftlige Hilsener blev oplæst og sluttelig blev der bragt Gud en hjertelig Tak for Festdagene og alle de gode Minder fra den svundne Tid og til Takken føjedes Bøn om Guds rige Velsignelse over Arbejdet i kommende Dage.

Bl. andre mindedes vi ogsaa Br. A. Christensen, den tro og gode Herrens Tjener, der tjente syv af sine bedste Manddomsaar i denne Menighed. Nu hviler han fra sit Arbejde; men mange her i Vejle takker Gud for, at demødte den Mand. En hjertelig Hilsen sendes hans Hustru og Børn, ogsaa Alfrida paa de fjerne Filippiner, fra Menigheden og Forstanderen her i Vejle.

Og nu ligger saa Jubilæets Festdage bag os; som saa meget andet hører ogsaa de til de gode Minders Verden. Og vi tager atter fat paa Hverdagene, paa Arbejdsdagene, og til Vejle Menighed hedder det nu fra Herren selv:

»Bliver faste, urokkelige, altid rige i Herrens Gerning, vidende, at eders Arbejde er ikke forgæves i Herren.« 1. Kor, 15, 58.

Med Hilsen i Herren til alle Venner fjern og nær og med Ønsket om et af Gud rigt velsignet Nytaar er jeg eders i Herren forb.

C. Nielsen.

P. S. Det var mig en personlig Glæde at mødes med alle mine Kolleger, ikke mindst med de tre Kammerater fra Skoletiden. Vi fire havde en Del at tale om, ikke mindst om, hvor hurtig dog Tiden gik for os, og hvor snart vor Arbejdsdag kunde være til Ende.

Gud give os, og alle Brødrene, at vi kunde ofre hele vor Kraft, saa længe Gud vil spare vort Liv, i den velsignede Gerning at vogte Herrens Hjord, der er os betroet, og gaa foran i Kampen for alt, hvad der er rent og godt! En speciel Hilsen til disse tre og til Kolleger fra eders forb. 

C. N.

Bragt i Kristelig Talsmand, 28. december 1917

Betaniakirkens Jubilæum (1917)

Nu er Jubilæet forbi.

Menighed med Vennekreds er passeret den 25. Milepæl for Betaniakirkens Bestaaen paa dens Vandring mod det nye og forjættede Land.

— Et Livsafsnit for os er afsluttet og et nyt er begyndt, hvor nye Opgaver og maaske uanede Muligheder vil vise sig.

Gud give, at vi belært af de svundne Aar, maa ruste os til de nye Arbejdsdage, thi Festdagene er kun faa, men Arbejdsdagene er de mange, dog i Guds Kraft og ved Aandens Bistand skal selve Arbejdsdagene blive kronede med Naade og Frelse.

I Ugen før Jubilæumsdagen den 11. Decbr. havde vi en Række godt besøgte Møder, hvor Præsterne Bast, Gaarde og Iversen til stor Velsignelse førte Ordet iblandt os.

— Med Forventning samledes paa selve Festdagen saa mange, som Betaniakirken kunde give nogenlunde taalelig Plads til, og Festen kan betegnes som en hyggelig og velsignet Vennefest med Jesus i hans Venners Kreds.

Efter at Pastor Nielsen havde budt Velkommen og paa Menighedens Vegne udtalt sin Tak til enhver, der havde været med at udføre Gerningen, saa man var naaet til det Resultat, der var naaet i Dag, og særlig nævnt de forskellige Præster, der havde betjent Kirken, saavel som afdøde Pastor Anton Christensen, holdt Pastor Gaarde selve Festtalen, der trods al sin Korthed var belærende, opbyggelig og festlig.

Vi hørte om Huset og om Familien, som boede der, om Fortiden og Fremtiden og bad Gud hjælpe os, at der altid maa være de rette Maria’er med Plads ved Mesterens Fødder, og de trofaste Marta’er, der vil tjene Mesteren, og at vi aldrig maa savne dem, som Herren opvækker fra de døde.

Efter at vi havde sunget en dejlig Sang af Frk. Alberta Eltzholtz og optaget Jubilæumskollekt, talte Pastor J. C. hersen hjerteligt og indtrængende til os om at vandre fremad og vokse i Guds Naade.

Nu lød der jævne, varme og hjertelige Hilsener til os fra Menighederne i Jerusalem ved Br. L. C. Hansen og Golgatakirken ved Missionær Enselmann samt fra Brødre i Betania Menigheden.

Først havde Overmester Sofus Petersen Ordet. Paa Bestyrelsens Vegne talte han paa sin sædvanlige hjertevarme Maade om Fællesarbejdet mellem Præst og Bestyrelse, saa det tabte maatte vindes.

Paa Søndagsskolens Vegne talte Agent Carl Rosdahl. Han fortalte, hvorledes han som Barn var ledet hen til Betania-Søndagsskole, og at dette havde været Anledning til, at hans Mor havde fundet Vej til Kirken og sin Gud samt om sin egen Omvendelse.

Fra E, F, bragte stud, med. A, Kyed Nielsen en Tak til Menigheden, fordi de som gode Forældre havde sørget saa vel for dem og særlig, at de havde baaret dem paa Bønnens Arme og fremdeles vilde bære dem. Han bad Gud hjælpe de unge til at blive gode Arvtagere efter Fædrene.

Paa Evangelisk Afholdsforenings Vegne talte Bestyrer Otto Jensen om Arbejdet blandt de dybest faldne, og om at blive bestandig i dette Arbejde.

Derefter talte som uventet Gæst Pastor Sandberg fra Norge om ikke at glemme Herrens Velgerninger, men glemme, hvad der er bagved og som vil hindre. Han bragte en frisk Hilsen fra Broderlandet.

Saa sluttede Pastor Bast med en hjertelig Hilsen og inderlig Bøn til Gud om Gensyn i de kommende Dage.

En stor og festlig Stund var endt i vort kære Gudshus. Med dybtfølt Tak trykkede vi hverandres Hænder og gav Gud Løfter.

Herren signe os alle!

Til Jubilæumsfondet er betalt og tegnet ca. 2 Tusinde Kroner, men vi er endnu langt fra Maalet. Vi har endnu nogle Eksemplarer af Festskriftet til mulige Givere.

Fra Præsterne H. Jacobsen, S. Rosendahl, Chr. Jensen, H. Særmark modtoges venlige Hilsener, og Sognepræst Ifversen sendte en smuk Hilsen til sin Moders Menighed. Tillige var der flere Hilsener fra forhenværende Medlemmer og Venner.

Bed for os, at vi maa opleve herlige Timer ved Mesterens Fødder og se meget af hans Herlighed.

N. P. N.

- - -

En Venneskrivelse
Sognepræst Ifversen i Bregninge pr. Svebølle har sendt Pastor N P. Nielsen følgende Brev i Anledning af Festen i Betania:

— Kære Broder i Herren!

Det var mig en meget stor Glæde at modtage Betaniakirkens meget smukke og gode Festskrift. Jeg har jo i »Kr. Talsmand«, som jeg siden Moders Død har været Abonnent paa, læst om den forestaaende Jubilæumsfest, og det var min Tanke under alle Omstændigheder at sende min Moders Kirke og Menighed en Hilsen til den Dag.

Nu bliver min Takkehilsen saa meget mere en Hjertenødvendighed, som De har sat vor elskede Moder, hvis Minde vi velsigner, saa skøn en Æreskrone paa Festbogens Blade og dermed i Menighedens Historie.

Jeg kan ikke noksom takke Dem for dette Kærlighedens Bevis, og det er os Børn en stor Glæde, hvad Menigheden i sin Tid besluttede over den lille, men med saa trofast et Sindelag opsparede Kapital, som Moder havde helliget til Brug for den Menighed, som hendes Hjerte hang ved til hendes sidste Stund.

Gerne, meget gerne, vilde jeg personligt have kunnet være til Stede hos Menigheden i »Betania« for at hilse paa den og dele eders Festglæde, og jeg har forsøgt at lægge en Plan dertil, men jeg har ikke kunnet ordne mine Sager her saaledes, at jeg har kunnet rejse til København just den Dag.

Jeg vil bede for eder og i Aanden dele med jer Glæden i vor kære Herre Jesus Kristus.

Modtag vor bedste Tak for al den Velsignelse, som blev Moder til Del hos eder og gennem hende ogsaa os.

Hils Menigheden, Deres Præstebrødre og Moders gamle Venner — jeg ser nogle af dem i Festskriftets Tekst og Billeder — og være De og Deres eget Hus kærligst hilset i Jesu Navn!

Jeg ønsker den biskoppelige Metodistkirke »Betania« og anden Steds al Guds Naade til Synderes Frelse og de helliges fuldkomne Beredelse!

Deres taknemlige og hengivne
Jul. Ifversen.

Bragt i Kristelig Talsmand, 21. december 1917

En glemt adventssalme (1970)

Hvorledes skal jeg møde
og favne dig, min skat?
Du skønne morgenrøde
mod al min jammers nat!
Min Jesus, sig, hvorledes
mit arme hjerte skal
opsmykkes og beredes
dig til en brudesal!

Dit Sion palmer svinger
til evig sejers tegn,
og frydens tone klinger
i nådens blide egn;
mit hjerte dig til ære
skal grønnes som en skov,
og alt mit liv skal være
din kærlighed til lov.

Jeg lå i bånd og fængsel,
da førte du mig ud;
jeg stod i spot og trængsel,
da tog du mig til brud;
for mig at få ophøjet
du bar min skam og brøst;
hvad du så tungt har pløjet,
er mig en evig høst.

Ej andet fra dit rige
har draget dig herned
end din den uden lige
grundløse kærlighed.
Da jeg i mørkets sæde
og Satans rige sad,
da kom du selv, min glæde,
og gjorde mig så glad.

Kom, bange sjæl, at skrive
dig det i hjertet ind,
lad denne glæde blive
i hjerte, sjæl og sind:
at hjælpen er til stede,
at Jesus selv er her,
han vil dig trøste, glæde
og altid have kær!

Du skal ej heller klage,
at du ham ej kan få,
han kommer selv at tage
dig ud af jammers vrå;
han kommer selv, han kommer
at dæmpe al din ve,
og gør en liflig sommer
af al din trængsels sne.

Poul Gerhardt. Brorson.

Intet er fuldkomment. Det er et salmebogsudvalg heller ikke. I 1953 forelå vor nye salmebog.

Ved en meget beklagelig fejltagelse var vor gamle og skønne adventssalme »Hvorledes skal jeg møde -« ikke kommen med. Det var meget, meget trist.

Salmen er skrevet af den kendte tyske salmedigter Paul Gerhardt. Den så første gang dagens lys i »Geistliche Lieder und Psalmen«, der udkom i Berlin i 1653.

På den tid var Gerhardt præst i Mittenwalde, og det var altså længe før, han sammen med mange lutherske præster blev indviklet i lærestridigheder med de reformerte, og som endte med, at adskillige præster blev afsat fra deres embeder. Kurfyrst Friedrich Wilhelm var en streng herre. Det fik også Gerhardt at føle, skønt han havde været meget moderat i striden.

Paul Gerhardt var sin tids største salmedigter i Tyskland. Mange af hans salmer er oversat til dansk. Nogle af de mest kendte: »O hoved, højt forhånet«, Befal du dine veje«, »Skulle jeg dog være bange«, »Hjerte, løft din glædes vinger«, »Nu hviler mark og enge« og flere.

Brorson oversatte salmen til dansk, og den var med i »Nogle Advent-Salmer«, der udkom i 1733, altså året efter, han havde udgivet sine kendte og højtelskede julesalmer, her iblandt den uforlignelige »Den yndigste rose er funden«.

Brorson levede i Pietismens stærkeste tid, og han og hans salmeproduktion var selvfølgelig meget stærkt præget af denne retning, denne stærkt individualistiske kristendomsopfattelse, der var opstået som protest mod den golde Ortodoksi. Han fornægter sig heller ikke i sin adventsalme. Alligevel er den sunget i Danmark i snart halvtredie hundrede år.

»Hvorledes skal jeg møde -« var med i vor gamle salmebog, og den blev ikke alene sunget i advent, men ofte søndag morgen og gav altid en festlig indledning til gudstjenesten. — Nu findes den i vort nye hefte med jule- og nytårssalmer.

Men i denne advent — i forventning om og i beredelse for den kommende højtid — nynner vi den gamle salme igen, og lægger vi vort hjerte ind i bønnen, som salmisten har formet den, får vi en god og lys højtid.

N. M.

Bragt i Kristelig Talsmand, 4. december 1970

Aarsfesten i Neksø (1917)

Vor Kirkes Aarsfest, der fejredes Søndag den 9. Decbr. .blev en virkelig Højtidsdag for os. Om Formiddagen prædikede vor Forstander, Pastor Særmark, over Ef. 6 om:

»En Kristens Kamp og Rustning.« 

Det var en inspirerende Prædiken, der manede til aandelig Fornyelse og Inderlighed i Gudsdyrkelse, der er Betingelser for Menighedens Vækst indadtil som udadtil.

Kl. 3 Eftrm. samledes vi til Menighedsmøde med Nadverens Uddeling. Saa godt som hver Plads i Kirken var optaget, væsentlig af Medlemmer og Prøvemedlemmer fra vor store Virkekreds.

Ved denne Lejlighed talte Pastor Særmark om Hemmeligheden ved Guds Børns Liv og Kraft.

Aftenmødet, der af Hensyn til vore Venner fra Landet blev afholdt Kl. 6 Eftrm., samlede atter Kirken fuld, og Teksten, 100. Ps., »gaar ind ad hans Porte med Pris, ad hans Forgaarde med Lovsang« passede vist for de Følelser, der fyldte Forsamlingen, idet vi mindedes de 22 Aar, Menigheden havde bygget under dette Kirketag.

Flere af dem, der var med fra Begyndelsen, aflagde Vidnesbyrd om Herrens Trofasthed og Naade.

Dagen slutlede med Optagelse af 27 Medlemmer i fuld Forening, største Parten unge Mænd og Kvinder fra vor Landkreds. Gud give, at disse unge som ældre, der er plantet i Herrens Hus, maa grønnes i vor Guds Forgaarde.

Blandt dem, der blev optaget, var en Familie paa fem Medlemmer, Mand, Hustru og tre voksne Børn. Herren har været god imod disse vore Venner, at de med deres Børn kan følges ad paa Himmelvejen.

A. Br.

Bragt i Kristelig Talsmand, 21. december 1917

Advent (1952)

Det er adventtid nu.

Men mon vi rigtig tænker over, hvad advent betyder?

Det er et latinsk ord og betyder »komme«, og der tænkes i denne forbindelse altså på Jesu komme, på julen. Allerede i det 5. århundrede indførtes advent i den kristne kirke. Det skulle altså være en forberedelsestid før julen, og man gjorde meget ud af den tid.

Det kan jo ikke siges, at vi ikke forbereder os til julen. Skønt vi kun endnu er i november, da disse linier skrives, møder man »jul« alle vegne, og travlheden er begyndt. Den synes at begynde tidligere år for år. Og senere tager den til, så det tilsidst går i et forrygende tempo. Jo, menneskene forbereder sig rigtignok tit julen.

Men forbereder vi os til Jesu komme? Bereder vi vore hjerter for en højtid, der er mere end god mad, lys og glimmer? Nej, det synes, som om julens sande højtid, evangeliet om Jesus, ordet, der blev kød og tog bolig iblandt os, drukner i materialisme og selvoptagethed, og denne ånd er trængt dybt ind i menighedens hjerte.

Men Jesus er kommen, og han må gøre julen til jul for os, og i alt, hvad julen bringer med sig af lyst og smukt og godt, skal vi se ham og takke ham for hans kærlighed.

Det var kun en lille flok, der i tidens fylde oplevede Jesu komme, en flok, der havde biet og ventet i tro på Guds forjættelser. Den store flok var optaget af alt andet. Men de få levede i advent.

De ænsede ikke i den henseende, at tidsånden blev en anden. De overhørte skoser og hånlige ord om, at man måtte følge med titlen, være moderne og ikke tage det for tungt eller for nøje og så videre.

Nej, de levede i tro og advent.

Må vi ligne dem. Må det være vort dybeste begær, at vort hjerte er beredt for Herren.   

N. M.

Bragt i Jerusalemskirkens Maanedsblad, December 1952

Marie Jensens Afsked med Kapanga (1947)

Af Missionær Bræstrup

Her er et Billede af os tre danske Missionærer, taget lige før vi skiltes. Det er taget lige udenfor mit Hus i Kapanga. Vi ser jo ikke saa helt unge ud mere. Nu er Frk. Lerbæk jo i Danmark paa Orlov. Hun er den yngste af os, og dog har hun været her siden 1930, Frk. Jensen kom i 1915.

Jeg vil gerne fortælle lidt om Frk. Jensen. Vi har jo været paa samme Station i mange Aar. Nu, da hun er paa Vej hjem, efter at hun har levet et langt Liv herude, er det jo ganske naturligt, at vi savner hende meget.

Ja, der er vist ikke blandt os herude nogen, hvide eller sorte, der ikke savner hende. I flere Dage efter hendes Afrejse græd Børnene paa hendes Børnehjem og vilde ikke spise. Det gjorde mig ondt at se de smaa Stakler, nu da de ikke har nogen, der rigtig kan tage sig af dem.

Fru Brinton (den unge Brintons Hustru), som kom herud for et Aar siden, forsøger, saa godt hun kan, at tage Frk. Jensens Plads i Børnehjemmet og paa Pigeskolen. Men dels kan hun ikke endnu tale Sproget, dels har hun sin eijen Familie med to smaa at tage Vare paa.

Vi venter Frk. Karen Thomsen, saa snart hun er færdig i Bryssel med sit Kursus i Tropesygdomme, men hun skal jo afløse Frk. Ruth Piper som Sygeplejerske, da denne, ligesom jeg, rejser paa Orlov næste Aar.

Frk. Jensen tilbragte mindst fire Timer paa Kliniken hver Dag for ikke at tale om, naar hun som Jordemoder maatte være paa Hospitalet. Det er efter-haanden blevet Skik, at Kvinderne kommer til Hospitalet, naar de skal føde, og hvor mange Børn, Frk. Jensen har hjulpet ind i Verden, har vist kun Himlen ført Regnskab med, det er sikkert mange Tusinder.

Kvinderne savner hende ved deres ugentlige Bedemøder. Det System, hun har gennemført, at sende kristne Kvinder ud til de nærliggende Landsbyer for at forkynde det glade Budskab, har sikkert baaret sine rige Frugter. De kristne Kvinder her paa vor Station er en Inspiration for hele vort Arbejde. De er her som i Hjemlandet langt forud for Mændene i Menighedsarbejdet. De savner deres Ndona (Frøken) til at give dem Raad og Daad. Lad mig ikke glemme de smaa Lam i Søndagsskolen.

Da Frk. Jensen for et Aar siden regnede med, at Selskabet vilde sende hende hjem, da hun var nær ved Aldersgrænsen, da Missionærerne pensioneres, og hun fik Lov til at blive her et Aar endnu, optog hun Arbejdet blandt de mindste i Søndagsskolen i den nærliggende Konges Landsby, Musum-bu. Frk. Jensen gjorde det saa interessant, at ogsaa de større Børn ønskede at høre med til de smaa Lam.

Frk. Jensen er et meget følsomt Menneske, og vi var bange for, at det vilde blive for meget for hende at sige Farvel til alle sine Børn og Børnebørn, saa vi arrangerede et lille Farvelmøde, lige før hun skulde gaa i Bilen, der førte hende til Banen, 200 miles borte. Store Skarer af yngre og ældre havde stillet sig op paa Vejen.

Efter en Geværsalve, der er Tegnet, naar en Høvding rejser bort, traadte Kirkens ledende Præst, Andrew Nawej, frem og talte smukt om, hvad Frk. Jensen havde været for dem. Det var saa rørende, at vi havde svært ved at holde Taarerne tilbage.

Saa kom Kvindernes Deputation med et Sengetæppe, der var syet sammen af mange smaa Broderier fra de forskellige kristne Familier. Det var noget saa originalt og betegnende for de indfødte herude, noget, jeg er sikker paa, at Frk. Jensen vil bevare som et dyrebart Minde.

Derpaa kom de kristne Mænd, som, om jeg saa maa sige, kronede Frk. Jensen med en Krone som den, de store Høvdinger bærer. Den er lavet af kulørte Perler.

Derefter talte Frk. Jensen stærkt og klart om Nødvendigheden for dem alle af at bevare, hvad de havde modtaget, og om at fortsætte med at leve et helligt Liv. Hun talte med den Varme og Inderlighed, der er saa betegnende for hende. Jeg var bange for, at hun skulde bryde sammen, thi det havde været svære og travle Dage for hende, men hun klarede sig tappert — og saa var Bilen der.

Br. Brinton og Familie skulde bringe hende til Jernbanen. Frk. Buth Piper var allerede kørt bort i sin Bil og havde taget hendes Ejendele . med sig, saa langt hun ikke havde foræret dem bort til de indfødte. — Og saa var hun her ikke mere. Vi stod der tilbage med et synkende Hjerte, thi vi vidste jo, at vi ikke skulde se hende mere. De indfødte listede ind i deres smaa Hytter for at græde ud i Stilhed, fordi hun, som de alle elskede og havde kær, var taget fra dem.

Frk. Jensen er et alsidigt Menneske, praktisk og af den gamle Skole. Hun kan spinde og væve, sy og strikke og brodere. Hun lærte de indfødte Kvinder alt dette i Industriskolen. Af sin Fader havde hun lært saa mange praktiske Ting, saa hun kunde bygge sit eget Hus. Naar der var noget, vi ikke vidste, hed det altid: »Spørg Ndona Jensen.«

Hun var lige saa meget Doktor som Sygeplejerske. Vi var alle mere afhængige af hende, end hun af os. Hun maatte ofte være alene paa Missionsstationen, men det syntes hun ikke var saa svært.

»Jeg har lært at være tilfreds under alle Forhold,« sagde hun engang til mig, og det er sandt. Naar der var noget, hun ikke syntes om, var hun ikke bange for at sige det rent ud, men det velsignede var, at hun bagefter kunde være lige saa venlig og imødekommende, enten vi var enige eller ikke. Hun bar aldrig Nag mod nogen.

Jeg haaber, at naar Frk. Jensen om et halvt Aar kommer hjem fra Amerika, at hun da maa faa noget at bestille, thi hun er ikke færdig til at lægge op og hvile sig paa sine Laurbær, og der er jo ogsaa Hedninger nok hjemme.

Ja, mit Brev blev langt, længere, end det maa være for at komme i »Avisen«, saa, Broder Særmark, skær blot fra, hvad du synes.

De bedste Hilsener
din hengivne
Johs. Bræstrup

NB. Vi takker for Brevet. Det er ikke for langt. Vi takker Gud for at høre om en Tjeneste, der er udført i Jesu Navn, og glæder os til Gensynet med Frk. Jensen og byder hende velkommen hjem efter fuldført tro Tjeneste.
S.m.k.

Bragt i Kristelig Talsmand, 28. november 1947

Bibelmaraton i Vejle (1992)

Det er lørdag formiddag, og det øsregner. Alligevel vover du dig ud for at tømme postkassen.

Her finder du en nydelig bog i paperbackudgave. Ved nærmere eftersyn finder du ud af, at det er Det nye Testamente. Brevet, der er vedlagt fortæller, at det er den nyautoriserede udgave, og at det er en foræring!

Du er overrasket! Sådan var det at bo i Vejle for et par uger siden. Nyoversættelsen af Bibelen var ikke bare noget, man kunne læse om i avisen; den lå i postkassen - lige til at undersøge.

Mange var allerede forberedt, man havde kunnet læse om det i avisen. Foreningen “Bibelen til alle” havde stillet et beløb til rådighed, så Nye Testamenter kunne bliv trykt og delt gratis ud til alle husstande i byen.

Som uddeler kan jeg bare sige: Jeg følte mig SÅ rig! Det varede heller ikke længe, før reaktionerne kom. De uheldige, som af en eller anden grund ikke havde fået, ringede og ville have en. En anden kunne tirsdag fortælle, at han var nået til Galaterbrevet!

Et rigtigt herligt budskab kom, da en fortalte, at hendes klassekammerat ikke havde fået et testamente. Klassekammeraten mente nok, at der var andre i klassen, som bestemt ikke ville være interesseret i den, de havde fået. Men om de ville af med den...! Der var heldigvis andre at give af.

Men dette var kun indledningen til en stor begivenhed, der skulle indtræffe ugen efter. Man havde sat sig for at læse Bibelen fra ende til anden for at markere, at den nu påny var blevet oversat.

Med det føromtalte Testamente og en avis var Vejles borgere blevet informeret ugen i forvejen. Bag arrangementet, som også indbefattede en døgncafe og videoforevisning for børn, stod 14 folke- og frikirker.

Jeg spurgte Keld Munk (også kendt som Metodistpræst i Vejle), der var det ledende samlingspunkt, hvordan ideen opstod.

“En folkekirkepræst foreslog det på et lokalt evangelisk alliancerådsmøde. Allerede i 1990 besluttede rådet at gennemføre en bibelmaraton, men kredsen af deltagende kirker udvidedes undervejs. Dette er den første bibelmaraton i Danmark.”

Torsdag morgen 12. november begyndte man på læsningen. Det skete på rådhuset, og byens borgmester, Karl Johan Mortensen, var den første oplæser. Herefter læste amtsborgmester, alle præsterne, nogle byrådsmedlemmer og redaktøren fra den lokale avis.

Oplæsningen varede i døgndrift til søndag aften, hvor de to sidste kapitler i Johannes Åbenbaringen læstes i kor ved den afsluttende gudstjeneste.

I alt var 350 vejlensere med til at læse deres del af den nye oversættelse, og kunne man ikke lytte med på byens aktivitetshus, så kunne man åbne for en lokal station, som transmitterede hele begivenheden.

Hvad var det vildeste ved at holde bibelmaraton?

Keld: “Jeg syntes, det var vanskeligt at læse nogle dele af Det Gamle Testamente op, især slægtsregistre og forskrifter. Jeg var også spændt på, hvordan borgmester og andre kendte folk ville reagere på opfordringen til atvære med. Jeg havde i det hele tage slet ikke forventet så meget opmærksomhed, f.eks. når der var pauser i radiotransmissionen, så ringede folk for at spørge, hvad der var i vejen!”

Hvad var jeres hensigt?

Keld: “Vi ville gøre Bibelen kendt og få den enkelte vejlenser til at læse i den.”

Søndag aften sluttede man begivenheden af med en festgudstjeneste i Vor Frelsers kirke. Der var ca. 700 mennesker til denne begivenhed, hvor man sammen læste slutningen på Bibelen....

“Han, der vidner om dette siger: ‘Ja, jeg kommer snart’. Amen, kom, Herre Jesus! Herren Jesu nåde være med jer alle!”

Biskop Henrik Christiansen holdt aftenens prædiken, hvor han bl.a. sagde, at demonstrationer var andet end noget med brosten. Bibelmaraton i Vejle blev en demonstration af, at Bibelen har et budskab til verden, der stadig kan bruges.

Et af vores medlemmer fortalte, at en medbo, der desværre lige havde fået konstateret kræft, var blevet meget opmuntret over at finde Det nye Testamente i posten, efter at være kommet hjem fra sygehuset.

Hvad glædede du dig mest over?

Keld: “Afslutningsgudstjensten - den var fantastisk!”

Det var en lykkelig Keld Munk, som til kaffen efter gudstjenesten takkede alle implicerede. De to bibler, der var blevet brugt til oplæsningen, og som var signeret med alle deltageres navne, blev givet til rådhus og byhistorisk arkiv.

Den nye udgivelse af Bibelen blev mere end en kort omtalt begivenhed - det var den anledning, hvor mange mennesker fik deres første Nye Testamente, og hvor Bibelen var almindeligt samtaleemne og noget, man reklamerede for på busser.

Vejlenserne fik set, at Bibelen ikke kun er en bog af kulturhistorisk interesse, som oversættes af sprogkyndige - det er en bog, som mange mennesker læser i og som har betydning i deres liv.

Tine Jørgensen

Bragt i Metodistkirken, december 1992

Allehelgen (1970)

Vi er ved Allehelgen. I Norden falder den i mørketid med nøgne marker og ribbede træer og i storm og slud. Det er de dødes dag med naturens store prædiken om alle tings forgængelighed.

Vi tænker vel alle ofte på vore kære, der gik bort. Nu og da kan de være os så nær, så vi ser deres ansigt og kan høre deres stemmer, det kendte tonefald, og mærke den hånd, der kunne trykke så varmt. Men vi er ikke i illusionen ret længe. De er her ikke, de er for bestandigt borte for os på denne jord. Kun mindet lever. Og længslen.

Men Allehelgensdag taler om døden og vore døde på en helt anden måde end minder og længsler. Den taler med største ret om, at vi er Guds børn, og om håbet, Guds børns kostelige klenodie, det, som er lagt ind i vort hjerte sammen med troen og kærligheden. Det gudfødte i os. Den henter sin fortrøstning fra Guds eget ord.

Hør, hvad der lyder ved vore åbne grave:

»Lovet være Gud, vor Herres Jesu Kristi Fader, som i sin store barmhjertighed har genfødt os til et levende håb ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde«. 

Den synger om den store hvide flok, der for Johannes synes som tusinde bjerge, der er dækket med sne. Og lægger vi øret til det samme kapitel i Åbenbaringen, hvorfra Brorson også fik sit store syn og nedfældede det i bunden stil, hører vi om den store skare, som ingen kunne tælle, de mange, der bar de hvide klæder, og på spørgsmålet om, hvem de er, får vi at vide, at det er dem, som kommer fra den store trængsel og nu er foran Guds trone og tjener ham, de skal ikke mere lide eller savne, og Gud vil aftørre hver tåre af deres øjne.

Det er et af disse udødelige ord, der har fået vore fædre til at forme Allehelgensdag. Men Ny Testamente har så mange ord, der fortæller os, hvad der venter dem, der tror på Kristus.

Må vi bede for vore døde? Vi skal i hvert tilfælde ikke gøre det for at få dem ud af skærsilden. Vi tror ikke på den. Men der er protestantiske kristne, der beder for deres hengangne kære. Vi skal ikke tage stilling til dette spørgsmål her. Men vi forstår måske den fromme mand, der i sin an-
dagt nævnte navnene på sine nærmeste, der var gået bort. Han delte med Gud sit savn og længsel.

Vi metodister lærer sammen med andre trossamfund, at der eksisterer en synlig og usynlig kirke, og det er samme kirke. Vore døde er nok borte, men de danner den del af kirken, der er skjult for os. Charles Wesley har givet så stærkt udtryk for denne sandhed i sin kendte salme — i Grundtvigs gendigtning:

Helgen her og helgen hisset 
er i samme menighed, 
derom haver os forvisset 
han, som alle dybder ved.
Sammen bo vi i Guds-haven 
skilt kun ved et lille bælt. . .

Der er noget meget smukt i det gamle billede af nadverbordet, hvis øverste ende er i Himlen, og den er tæt besat, og den nederste ende hernede, hvor vi, der endnu er i den stridende kirke, bænker os.

Jeg færdedes i Jerusalemskirkens menighed i mange år, og jeg kendte så mange, mange af denne menighed, der nu er bag ved skyen. De var med i højtidsskaren til Guds hus. Jeg kan endnu se så mange af dem på deres bestemte pladser i kirken. Men jeg holder af at tænke på den usynlige kirke og dens medlemsliste, som Gud fører. Nu tælles de med i den. De er blot overførte. De står i samme menighed som du og jeg.

Det gælder også de elskede, som du mistede. Hvilken dejlig tanke!

Allehelgensdag skal også minde os om, at vi endnu lever i den stridende kirke modsat dem, der er gået forud og nu er i den triumferende.

Paulus taler om troens strid. Han taler om den fulde rustning. Han tillod aldrig sig selv at lægge den. Han kendte noget til den modstander, troen måtte stå på vagt overfor.

Vi er også, om vi vil høre Gud til, i troens strid. Fristelserne og anfægtelserne er så tit over os, tidsåndens isnende vinde blæser om os. Kampen for vor tro skal være standende: Giv os at kæmpe med det samme mod som fordum her din helgenskare god, til den med sejrskrans for tronen stod.
Og med Gud skal vi sejre. Han giver kraften og velsignelsen til hver, der stoler på ham.

Men det at leve i troen på Kristus og i håbet om et evigt liv, er ikke ensbetydende med at leve med en uvirkelig og en hel eller halv sygelig himmellængsel. Klostertanken er en misforståelse. Vi skal leve midt i vor hverdag med vor tro, og Gud har kaldet os til at være vidner.

»I er jordens salt ... I er verdens lys!« 

Og det er et lige så stærkt udtryk for Allehelgensdagens evangelium som noget andet. Vi er lige så fuldt kaldet til at være, hvor mennesker lider, trodser og bander Gud, som vi er kaldet til at være med i Guds hus.

Så mange af dem, der gik forud, skal mane os til at følge Kristus efter, »for at vi må kende ham og kraften i hans opstandelse og fællesskabet med ham i hans lidelser . . .«

Lad denne Allehelgen mane os til alvor og til at besinde os på vort kald: at tjene Kristus med vort liv.

N. M.

Bragt i Kristelig Talsmand, 30. oktober 1970

Pastor A. Rogert bliver 70 (1947)

Den 17. September fylder en af Kirkens mest veltjente Mænd, Pastor A. Rogert, Holbæk, 70 Aar.

Det er ikke rigtig til at forstaa, at dette er Tilfældet. Men saaledes er det.

Pastor Rogert er kendt ud over vort Land og behøver saaledes ikke nogen Præsentation.

Jeg skal da heller ikke komme med nogen Opremsning af Data o. lign., men nævne, at Pastor Rogert har betjent en Række Menigheder ud over Landet, har været Distriktsforstander i en længere Aarrække og været Forstander for vor teologiske Skole.

Dertil kan nævnes, at han var vor »Biskop« i den bispeløse Tid.

Pastor Rogert har haft en Mængde Tillidsposter, siddet i mange Udvalg og Bestyrelser, og det vilde føre alt for vidt at begynde paa at nævne alle disse. Det skal dog lige siges, at Pastor Rogert i adskillige Aar sad i Ungdomsforbundets Bestyrelse og i en Del Aar var dens Formand.

Rogert er en betydelig Prædikant og en meget dygtig Administrator. Ved Aarskonferencer og lignende Møder har hans Intelligens og Indsigt i Tingene klaret adskillige Situationer og Problemer.

Da Pastor Rogert gav sit Arbejde fra sig i Vejle, vilde han egentlig have gaaet paa Pension. Men paa Grund af Prædikantmanglen opfordrede Ledelsen ham til at fortsætte en Tid i Gerningen, og han tog da vor lille Menighed i Holbæk, hvor han og hans Hustru har faaet rigtig mange Venner. Menigheden er meget glad for sine Præstefolk.

Mange kærlige Tanker og Hilsener vil gaa til Holbæk den 17., og vi er mange, der vil ønske Pastor Rogert mange lyse og lykkelige Aar.

Niels Mann

Bragt i Kristelig Talsmand, 5. september 1947

Hilsen fra flygtningemissionen, Zaire (1977)

Methe Rasmussen

Evakueringen fra Kapanga den 28/5 efter en uge, hvor stilheden, efter at oprørerne var flygtet og havde drevet resten af befolkningen med sig mod Angola den 21/5, virkede trykkende.

Folkeoptællingen viste 11 elever, som havde skjult sig ganske nær hospitalet og kom tilbage, så snart det igen var roligt, 6 gamle mennesker, der ikke kunne gå, 1 patient som sakkede agterud og bestemte sig for ikke at krydse floden og endelig 8 katolske og 9 protestantiske missionærer og dr. Mbuya Katenge, vor indfødte læge, som vi betragter mere som missionær end som afrikansk medarbejder.

Vi tilbragte de første 4 dage med at prøve at kontakte rekognosceringsflyene, der næsten konstant kom ind over området, og dels med at søge dækning for bombeflyene i de bedst beskyttede dele af husene, men det lykkedes os ikke at få fortalt omverdenen, at oprørerne var flygtet og med dem også resten af befolkningen, og at vi stadigt var der.

Onsdag aften lød eksplosioner fra tungt skyts så nær, at vi bestemt troede at regeringstropperne var lige på trapperne, og vi indstillede os på, at natten til torsdag nemt kunne blive vor sidste, — fra erfaringerne i tresserne vidste man, at muligheden for at FAZ (Force armée du Zaire) ville meje alt levende ned, når de trængte ind i området, var tilstede.

Vi var igen samlet under eet tag og var i vildrede med, hvad vi kunne gøre. Vi følte os meget små, og vor aftenbøn var længere og mere inderlig, end den før havde været.

Vi tænkte på alle de ulykkelige ude i junglen, — oprørerne, som ikke vidste, hvad de i grunden var gået ind til, landsbyernes beboere, som var dels truet dels skræmt til at flygte, — vi tænkte på alle dem derhjemme, der kun hørte dele af sandheden og løse rygter, og naturligvis tænkte vi på Glen Eschtruth, overlægen, der den 19/4, hans fødselsdag (49 år), var ført bort, efter sigende til forhør i Angola, og hvis skæbne stadig var ukendt for os.

Det blev hen på de små timer, før vi lagde os for at prøve at sove lidt, og ingen kan vel undre sig over, at det ikke blev til ret meget. Kl. 5 torsdag morgen sad de første af os og snakkede om vore muligheder, men vi følte os som hjernevaskede, og ikke en fornuftig ide til løsning af vort øjeblikkelige problem viste sig. I stedet for den løse snak holdt vi så morgenandagt sammen, såsnart vi alle var oppe.

Der var så stille omkring os, — eksplosionerne var ophørt, og vi havde endnu ikke set en regeringssoldat. Det var underligt, men forklaringen kom. Vor indfødte læge foreslog en katolsk fader, at de to skulle prøve at få kontakt med hæren. Fader Joseph fik dog overtalt dr. Mbuya til at forholde sig indendørs på grund af hans hudfarve.

Han selv ville så sætte sig på sin knallert, en Mobylette, der for lang tid siden var blevet tjenlig til udskiftning, og med så megen støj som muligt (og det var ikke så lidt, for den manglede udstødningsrøret) og med en lang stang med et hvidt pudebetræk skulle han prøve at kontakte de angribendes leder. Det skete kl 8 torsdag morgen lige udenfor Musumba, hvor soldaterne var ved at gøre klar til angreb.

Så snart de hørte, at oprørerne var flygtet, blev der sendt radiobesked til Kolwezi, at luftangrebet kunne aflyses. Og mindre end en halv time senere stillede Fader Joseph og en major udenfor med besked om, at alt var roligt og under kontrol, og at Musumba, Kapanga mission og den katolske mission lidt nærmere floden var reddet.

Vi havde været meget tæt på total udslettelse. Bombeflyene skulle være kommet ind over området kl. 9 for at bombe alt, inklusive missionerne og hospitalet, og såsnart luftangrebet var ovre, skulle FAZ være rykket ind for at brænde, hvad der var tilbage, og sikre sig, at intet levende blev efterladt. I stedet for død og ødelæggelse kunne de nu drage igennem en uskadt landsby og modtage landets præsident, Mobuto Sese Seko som sejrherre kl. 15 samme dag.

Fredag var naturligvis en festdag, men alligevel begyndte vi at finde ud af, hvor meget materiel og medicin der var tilbage på hospitalet. Det var ikke store sager, men vi kunne da fortsætte arbejdet. Området var stadigt øde. Vi havde fået sendt radiobesked til Kolwezi, at vi gerne ville have kontakt med et par andre missionærer så hurtigt som muligt, så vi kunne høre, hvordan forholdene var andre steder, og finde ud af, hvilke muligheder der var for fortsat arbejde. Så hver gang vi hørte et fly, løb vi ud for at se, om det var et af vore.

— Der var dog endnu en dårlig nyhed i posen til os. Dr. Mbuya var om natten taget ud for at hente sin familie små 50 km. fra missionen, og der hørte han, at Glen vist nok var begravet lidt udenfor landsbyen. Han vendte tilbage for at hente en af de andre missionærer, og sammen tog de ud for at undersøge graven. Fredag eftermiddag kom de tilbage med bekræftelsen. Glen var blevet dræbt samme dag, han var blevet ført væk, og var blevet begravet sammen med en tilfangetagen regeringssoldat. Det var, som om gnisten var taget fra os, og det blev endnu sværere at tænke på missionens fremtid.

Det var en stor lettelse, da vi endelig lørdag formiddag hørte et par af vore missionsfly. Det var naturligvis vor egen pilot Rich. Radford, som ikke havde kunnet komme hjem til sin gravide kone i al den tid, og vor seniormissionær, Ken Enright.

På vejen havde Ken fået besked over radioen fra Kinshasa, at Glens kone, Lena, i hvert tilfælde skulle bringes ud af området, men desuden havde han opfanget en ordre fra oprørernes hovedkvarter i Angola, at de skulle genindtage Kapanga.

Vi fik ikke megen tid til at pakke, kun de mest nødvendige ting. 2 andre missionsfly blev tilkaldt fra Central Zaire, og militæret lovede at tage resten med i deres transportfly, så lørdag eftermiddag lidt over middag var området ryddet for civile borgere.

Ankommet til Kolwezi begyndte de andre missionærer straks at arrangere deres hjemrejse, men jeg syntes ikke, det var rigtigt af mig bare at lade vore sygeplejeelever i stikken, og da jeg lod en bemærkning falde om det, lovede Ken mig al den støtte, han kunne give.

I løbet af de næste par uger fik vi fat i yderligere en del elever. De blev indlogeret i et gæstehus, og alt imens dr. Mbuya snakkede med myndighederne om at udsætte eksamen til et senere tidspunkt, begyndte jeg at undervise eleverne i en af vore kirker. Undervisningen blev kun afbrudt af vor årskonference og vore ture ind i det tidligere besatte område, bl. a. til Kapanga, og lidt mere end 5 uger senere end det oprindelige skema havde angivet, afsluttede 19 andenårs- og 15 førsteårselever deres skoleår.

Jeg nævnte lige vore ture tilbage til Kapanga; — ja vi har virkelig været der adskillige gange, første gang i ugen efter vi var blevet evakueret. Ken fløj mig derop, men vi blev der kun et par timer og i løbet af den tid fik Ken arrangeret med vor distriktsforstander og militæret, at Glens og soldatens lig skulle bringes ind til missionsstationen, hvor de så kunne blive rigtigt begravet lige overfor hospitalet; desuden fik han arrangeret en vagtordning, så vore huse ikke blev ødelagt, mens vi ikke var der.

Alt imens gik jeg mine egne veje, fik kontakt med en af vore sygeplejere, der var vendt tilbage, udleverede medicin, så han kunne begynde at behandle folk i polyklinikken, og fik fat på noget af vort undervisningsmateriale, der ikke var forsvundet, så vi havde noget at arbejde med i Kolwezi.

Dr. Mbuya og jeg fløj tilbage flere gange siden, og det lykkedes at få gang i hospitalet igen. Det skete ikke helt uden »kamp«. Regeringen var meget ivrig efter at overtage hospitalet, men hver gang det er sket andre steder, har det kun været for en kortere periode og så har hospitalet fået lov til at forfalde. Efter mange forhandlinger har vi nu fået lov til at beholde både hospitalet og sygeplejeskolen.

Nu ligger mulighederne for næsen af os. Vore fly og biler er de eneste, der hele tiden har haft tilladelse til at færdes frit i det tidligere besatte område. Det giver os et stort ansvar, for al hjælp både medicinsk og humanitært må arrangeres gennem metodistkirken. De katolske stationer begynder
også så småt at komme igang igen, men de må stadigvæk bede om tilladelse til at færdes i nye områder, hvilket gør arbejdet meget besværligt.

Vore muligheder ligger klar, det er op til os at udnytte dem. Gør vi det på den rigtige måde, kan det betyde en vækst for missionens arbejde, men lader vi dem ligge nu, bare lader dem vente, vil arbejdet smuldre hen og kirken blive endnu mere sårbar, når eller hvis de kommunistiske oprørere kommer tilbage.

Vi er indstillede på, at arbejdet skal fortsætte, og vi satser endog på at udvide det. For mit vedkommende er det naturligvis det medicinske arbejde, det gælder, d.v.s. sammen med dr. Mbuya vil jeg have opsynet med alle poliklinikker under vor konference fra den sydlige grænse mod Zambia, vestlige mod Angola til Kasaiprovinsen mod nord, Kamina mod nordøst og Kolwezi mod sydøst.

Det er et kæmpeområde, og da visse vejstrækninger stadigt er lukkede p.g.a. miner, vil transport af personer og materiel være afhængig af flyverne.

Sygeplejeskolen må vi have i gang med en udvidelse. Pigerne har indtil nu haft ret dårlige værelser, men så snart vi kan få penge nok og dermed mulighed for at opkøbe byggemateriale, vil vi gå i gang med den nye elevfløj. Den skulle også give plads til flere elever, og det er tiltrængt, da man presser os til at indføre den treårige uddannelse.

Det kan se ud, som om vi gaber over for meget, men vi må udnytte den tid, vi har, og de muligheder, der ligger foran os. Dr. Mbuya fører forhandlinger med sundhedsvæsenet, mens jeg er på ferie, for at vi kan kende betingelserne for den længere uddannelse. Hvis det er muligt, bliver den treårige uddannelse indført i det kommende skoleår.

Vi vil behøve økonomisk støtte både til genopbygning af arbejdet og til udvidelse, men også til vore elever, så vi kan tilbyde friplads til de elever, hvis hjem er blevet opløst under urolighederne. Der er flere af vore elever, der ikke kender til deres families skæbne, og jeg synes ikke, jeg med god samvittighed kan udelukke dem fra undervisningen, blot fordi de ikke kan betale de 135 Z, det koster i skolepenge.

Jeg tror på jeres hjælp og siger på forhånd TAK

Methe Rasmussen

Bragt i Kristelig Talsmand, 23. september 1977

Anton Bast

Anton Bast fødtes i Løkken den 8. september 1867. Hans forældre var skomager Nicolai Thomsen Bast og hustru Dorthea Marie Kjeldsen. Hjemmet var — som mangfoldige andre dengang — fattigt. Der var 12 børn, og det kneb ofte med udkommet. En journalist skrev engang om Anton Bast:

„Allerede som 8 års dreng måtte den lille Anton ud at tjene hos bønderne. Han har selv fortalt mig, at hans første kongelige løn for en hel udslagen sommer var, siger og skriver, 4 (fire) kroner og et par træsko..."

Efter sin konfirmation var Anton Bast en tid fisker, senere kom han i manufakturlære. Men meget tidligt stod det ham klart, at han ville læse til præst i Metodistkirken, og det kald kom han ikke udenom. Han blev optaget på kirkens nyoprettede teologiske skole i København, hvorfra han dimitteredes i 1890 og blev ansat ved menigheden i Vejle. Han var da 23 år gammel.

Den længste virketid uden for København havde han i Odense, og her oplevede han en virkelig stor tid. Han gjorde sig på mange måder bemærket i den fynske hovedstad. Emmauskirken blev bygget i hans tid, så der blev to metodistkirker i byen. En kort periode sad han i byrådet.

I 1906 kom han til Jerusalemskirken i København, og her var stedet for den rigt begavede og initiativrige præst, og her var der brug for hans rige evner og arbejdskraft.

Han havde kun været i København ca. 3 år, da det arbejde begyndte under primitive former, der senere blev kendt under navnet Centralmissionen, og hvorved han blev kendt langt uden for landets grænser. Han blev den populære „fattigpræst", og hans arbejde voksede meget stærkt i de følgende år.

En overgang samlede han store skarer om sin prædikestol, hvad enten han var hjemme eller ude på en af sine talrige rejser. Hans arbejdsevne og arbejdskraft var ufattelig stor. Tidlig og silde var han på færde. Noget urolig af karakter var han. Der skulle ske noget om ham. Men det skal også siges, at kærlighed til Gud og kirken og sine medmennesker var det drivende motiv bag hans virke.

Jerusalemskirken havde en stor tid i de år, og Centralmissionen blev kendt viden om.

I 1920 valgtes han til biskop over Skandinavien og fik dermed yderligere store arbejdsbyrder at tumle med. Selvfølgelig måtte han nu overlade meget af arbejdet i Centralmissionen til sine medarbejdere. Men han var dog fremdeles den ledende faktor i det store arbejde.

Han blev endnu mere kendt og populær. Fiskerdrengen fra det fattige hjem i Løkken, „Fattigpræsten" var blevet biskop, og mere end een brugte de to små linier om Hans Tausen:

Hver purk kan blive bisp, når Vorherre det vil.

Det var i de år, Bast nåede de højder, som ikke mange præster i dette land nåede. Men det var også her, han led sine store nederlag og skuffelser. Han måtte sande, at folkeyndest er en såre skrøbelig ting. Den, der kan være med til at løfte een op i den højere sfære den ene dag, kan være behjælpelig med at få ham trukket i dybet den næste.

Biskop Bast fratrådte sit arbejde i Metodistkirken i 1928. Derefter levede han stærkt tilbagetrukket, men havde dog en del år et arbejde inden for en mindre kreds, der samledes i en sal på Sct. Knudsvej på Frederiksberg. Han døde den 23. april 1937, knap 70 år gl.

Biskop Bast var ikke alene en stor prædikant og en betydelig organisator, men var et stort og varmtfølende menneske, der har hjulpet mange, mange mennesker både åndeligt og timeligt. Han blev ikke filantrop med organiseringen af et socialt arbejde, men var det af hjerte. Det lå i hans væsen som en naturlig ting.

Derfor satte Anton Basts liv dybe spor, for intet går så langt og dybt som det varme hjertes arbejde. Der lever endnu mange mennesker, der mindes Anton Bast med glæde og tak. Det gør vi også.

Niels Mann

Kristelig Talsmand, 87. årgang. Nummer 45. Fredag 11. november 1960

En Salme fylder 100 Aar (1947)

Abide with me. — Bliv du hos mig

Bliv du hos mig, naar Natten stunder til,
og Mørket om mig snart sig sænke vil,
naar anden Trøst og Hjælp maa fjerne sig,
du store Hjælper, bliv da nær hos mig.

Snart kan min korte Livsdag ebbe ud,
og midt i alt jeg faar mit Vandringsbud,
alt om mig skifter og forandrer sig,
o, du, som ej forandres, bliv hos mig.

Hver Stund jeg trænger, Herre Gud, til dig,
kun du kan lede mig paa Livets Vej,
kun for dit Blod vil Satan vige bort,
bliv da hos mig, o, Krist, i Natten sort.

Naar du er nær, jeg kender ingen Frygt,
i Smil og Graad jeg hviler hos dig trygt,
Dødens og Gravens Nat jeg ænser ej,
naar du, o, Herre, bliver nær hos mig.

Naar Øjet brister, vis mig da dig selv,
lys mig og led mig over Dødens Elv,
Jorden forsvinder, Himlen aabner sig:
I Liv og Død, o, Herre, bliv hos mig.

H. F. Lyte / Anton Bast

Den engelske Salme, »Abide with me«, som findes oversat til Dansk i vor Sangbog, Nr. 287, fyldte i September 100 Aar.

Salmen, der er en af de mest brugte i den engelsktalende Verden, blev skrevet af Pastor H. F. Lyte kort før dennes Død i 1847.

Pastor H. F. Lyte fødtes 1. Juni 1793. Allerede som Dreng oplevede han, hvorledes Livets Storme kom ind over Barndomshjemmet, idet Faderen forlod Hjemmet og overlod de to Sønner til Moderens Omsorg.

Dybt skuffet og fortvivlet døde Moderen kort Tid efter, men gode Mennesker traadte hjælpende til overfor Drengene, og i 1895, 22 Aar gammel, blev H. F. Lyte ordineret til Præst i den anglikanske Kirke.

Senere giftede han sig med en ung Kvinde, der tilhørte Metodistkirken.

Et Dødsfald i Vennekredsen gjorde et dybt Indtryk paa ham.

I Dødskampen laa Vennen, der var fortvivlet over, at han ikke havde givet Gud mere Raaderum i sit Liv, og gentog Gang paa Gang Ordene:

»O, bliv hos mig! O, bliv hos mig!«

Ved den Anledning blev Spiren lagt i Pastor Lyte til senere hen at skrive Salmen: »Abide with me!« — Bliv du hos mig, naar Natten stunder til.

Hans Helbred var ikke stærkt, og selv om han havde en god Tid i Fiskerlejet Brixham, maatte han flere Gange rejse til Sydfrankrig for at komme under et mildere Klima.

Den 4. September 1847 prædikede han forud for en saadan Tur ved en Nadvergudstjeneste, og Teksten var Apostlenes Bøn til Jesus:

»Bliv hos os, det er mod Aften, og Dagen hælder.« Luk. 24, 29. 

Samme Nat skrev han den Salme, som nu hele Verden synger: »Abide with me.«

Som Ordene formede sig, idet Pastor Lyte skrev Salmen, var det Spiren, der blev lagt ved Vennens Dødsleje, der nu foldede sig ud. Men Salmen var mere, den var ogsaa hans egen personlige Bøn, det var Forberedelsen til Døden, der indhentede ham et Par Maaneder senere d. 20. November 1847.

Pastor H. F. Lyte var ypperlig til at skrive Vers. Men hans stadige Bøn var, at Gud vilde give ham Naade og Visdom til at skrive en Salme, der maatte være til Velsignelse selv efter hans Død. Og det kan i Sandhed siges om denne.

Den var Kong Georg d. V’s Yndlingssalme, den retlinede Sygeplejerske, Edith Cavell, der af Tyskerne i forrige Verdenskrig blev dømt til Døden, sang paa Vej til Retterstedet Strofen:

»Naar du er nær, jeg kender ingen Frygt!«

Soldaterne sang den under den frygtelige Evakuering fra Dunkirk, og i japanske Fængsler blev Teksten under sidste Verdenskrig spredt i al Hemmelighed.

I Westminster Abbey blev der ved Formiddagsgudstjenesten Søndag d. 16. November afsløret en Mindetavle som Nationens Tak til Pastor H. F. Lyte for den Velsignelse, Salmen har bragt utallige Mennesker indenfor alle Samfundslag.

Tavlen har faaet sin Plads under Mindetavlen for John og Charles Wesley.

Samme Søndag blev der afholdt særlige Takkegudstjenester, der blev transmitteret, og ved dem alle blev Salmen »Abide with me« sunget.

Fire Dage efter, altsaa Torsdag d. 20. November, blev Prinsesse Elisabeth gift i Westminster Abbey, og Bryllupshøjtideligheden blev efter Prinsessens personlige Ønske indledet med en anden af Lytes Salmer:

»Praise, my soul, the King of Heaven!«

Dette Valg var netop blevet truffet af Prinsessen for at markere, at Bryllupsdagen faldt paa 100 Aars Dagen for Pastor H. F. Lytes Død.

I sidste Verdenskrig fik en engelsk Undervandsbaad Maskinskade, da den befandt sig under Vandet i Nærheden af Helgoland. En grundig Undersøgelse blev iværksat, men det var umuligt at finde, hvad Aarsagen var. Hele Mandskabet samledes i Maskinrummet, man saa Faren lige ind i Øjnene, Døden vilde snart indhente dem alle.

For at lindre de sidste Øjeblikke uddeltes der Tabletter, for at man saa let som muligt kunde glide ind i Døden. Før det skete, var der en af Mandskabet, der spurgte, om man ikke maatte synge Salmen »Abide with me«.

Selvfølgelig blev Tilladelsen givet. Men da sker det mærkelige, at medens Salmen blev sunget, er der en Marinesoldat, der paa Grund af den tiltagende daarlige Luft falder besvimet om, men i Faldet kommer han til at ramme en Vægtstang paa Maskinen, og paa Grund af dette Tryk udløses en Mekanisme, der bevirker, at Maskinen saa smaat begynder at arbejde.

Længe varede det ikke, før alle Mand var paa hver sin Plads, Undervandsbaaden kom snart oven Vande igen, og alle blev frelst. Tilfældigt, siger en og anden, men for den, der tror paa Gud, er det et Bevis paa Guds underfulde Indgriben. Hvor Mennesker siger umuligt, der aabenbarer Gud sit muligt.

Bragt i Kristelig Talsmand, 28. november 1947

Lyt til salmen nedenfor: 

Interview med Rektor Odd Hagen, Överås (1947)

Paa vor skandinaviske Skole, Överås, Gøteborg, tiltræder den norske Lærer, Pastor Odd Hagen, som Rektor ved det ny Skoleaars Begyndelse.

Paa Gennemrejse fra England prædikede Rektor Hagen i vor Kirke i Esbjerg Mandag d. 25. August inspirerende over Teksten: Alle Ting er jo eders. 1. Kor. 3,21.

Efter Gudstjenesten havde vi Anledning til i vort Hjem at veksle nogle Ord med Rektor Hagen. Idet vi lykønsker Pastor Hagen med Ledelsen af Arbejdet paa Overås, og beder ham fortælle »Kristelig Talsmand« lidt derfra, svarer han:

»Det skal jeg gerne, men først maa jeg mindes min Forgænger, Rektor J. E. Ruthér. Det var et stort Tab for vort Skolearbejde, da han døde i Sommeren 1946. — Pastor Ruthér var vel kvalificeret til Rektorstillingen paa Overås. Ikke blot sad han inde med megen Kundskab, men han var ogsaa en stærk aandelig Kraft, idet han ikke mindst tog Sigte paa at uddanne de unge Mænd til gode, evangeliske Arbejdere i Kirken. Dertil kom hans friske og bramfri Maade at omgaas Lærere og Elever, saa han var elsket og afholdt af alle. Det var et smerteligt Tab, da han døde kun 56 Aar gammel efter at have været knvttet til vor Skole siden 1922, først i Upsala og senere i Gøteborg.«

»Sig os, Rektor Hagen, hvordan kom De egentlig i Forbindelse med vor Kirke?«

Med et stort Smil lyder Svaret:

 »Ja, det maa mine Forældre tage Ansvaret for. De var ikke selv Metodister, men som gode kristne Mennesker sendte de mig i Søndagsskole, og den holdtes i Metodistkirken i Trondheim, og gennem Søndagsskolearbejdet blev jeg saaledes vundet for Gud og Kirken.« 

 (Atter et Bevis paa, at Velsignelsen hviler over dette Arbejde.)

»Hvornaar begynder Skoleaaret paa Overås?«

»Fredag den 29. August, og vi har i Aar 35 Elever, der repræsenterer hele Skandinavien. 3 af Eleverne er fra Danmark. Det er Tove Jensen, Poul Poulsen og Harry Christensen. Tove Jensen skal læse 1 Aars Missionærkursus sammen med 5 andre kvindelige studerende. Dette Missionærkursus er noget nyt, men vi venter os meget af det. Studieplanen er lagt i Samraad med og godkendt af Missionsselskabet i Amerika.«

 »Hvormange Lærere underviser paa Överås?«

»Ja, foruden mig underviser Præsterne Lager og Kallstadt, og desuden har vi fire Lærere, der har visse Timer.«

»Bor en Del af Eleverne stadig paa Betaniahjemmet, Hanneberg?«

»Nej, ved at inddrage en Lejlighed, hvor der før boede en Lærer, er der nu gjort Plads til, at alle Eleverne kan bo paa Overås, hvad vi finder, er den bedste Ordning.«

»Har De noget særligt Ønske for Skolen, Rektor Hagen?«

»Ja, det kan ikke nægtes. Det vilde være underligt, om det ikke var saadan. — Mit specielle Ønske er, at vi, der skal undervise, maa faa Naade, Visdom og Kraft til at opdrage de unge, der bliver betroet os, til trofaste, evangeliske Forkyndere i Kirkens Arbejde i Skandinavien saavel som paa de forskellige Missionsmarker, med andre Ord, jeg ønsker at fortsætte hen imod de Maal, der var Rektor Ruthérs. — Derfor bed »Kristelig Talsmands« Læsere om at tage Arbejdet paa Overås med ind i Menighedens Forbøn.«

Om sig selv ønsker Rektor Hagen ikke at sige meget. Men vi ved, at han er vel skikket til Tjenesten som Rektor. Han er enstemmigt indstillet dertil af Skandinaviens forskellige Aarskonferencer, og har desuden en god og grundig Uddannelse.

Efter Studentereksamen gennemgik han Skolen paa Overås, tog senere mag. art. ved Oslo Universitet, fil. lic. ved Universitetsfakultetet i Gøteborg og er desuden hædret med flere udenlandske akademiske Grader.

Men, det vigtigste af alt er, at vor ny Rektor er stærk evangelisk og ikke mindst præget af Metodismens Budskab om Omvendelse og Helliggørelse.

Bragt i Kristelig Talsmand, 5. september 1947

Brev fra Afrika (1917)

Missionær Marie Jensen i Katanga har sendt Pastor Ørsnæs et Brev, hvor af vi med Tilladelse gengiver følgende Uddrag:

Ja, nu er jeg saa i Afrika, i det Land og blandt det Folk, som jeg i Aarevis har tænkt paa og drømt om.

Det er med Glæde, Fred og en dyb Stilhed i min Sjæl, jeg ser tilbage paa Herrens Førelse med mig. Skridt for Skridt aabnede han Vej for mig. Men ser jeg fremad, saa er Vejen stadig skjult. Dog jeg ønsker fremdeles, at Gud maa lede mig, saa jeg maa blive en Velsignelse, hvor jeg nu er.

Legemligt befinder jeg mig bedre, end jeg har gjort de sidste fire Aar. Jeg haaber, det maa vare ved, saa jeg kan fortsætte Arbejdet sund paa Legem og Sjæl.

Vor Fodtur, der var paa 456 miles, var fuld af Oplevelser. Hver Dag bragte noget nyt. Dersom vi havde hørt om det alt sammen paa Forhaand, vilde vi have sagt, at det var umuligt.

Vor Fører, der ledede Karavanen, førte os ad de indfødtes Sti. En af den belgiske Regerings Officerer sagde til os, at det var det samme som at sætte Livet til, om vi rejste den Vej. Ingen Kvinde havde nogen Sinde gaaet den Vej før, og det vilde være umuligt for mig at komme igennem. Men hvad skulde vi gøre? Vor Fører vilde ikke gaa ad nogen anden Vej, og vi kunde naturligvis ikke gaa uden Fører.

Saa drog vi da af Sted over høje Bjerge, dybe Dale, gennem umaadelig lange, mørke Skove, gennem Græs langt over Mands Højde. Vi vadede i Mudder til Bæltestedet og gik gennem Floder, hvor Vandet naaede os til Halsen. En Dag var Fru Brinton og jeg i Vandet i tre Timer, derefter gik vi, vaade, som vi var, i Mørke gennem en lang Skov.

Hr. Brinton gik noget foran os andre med Barnet paa sine Skuldre (Missionær Brinton og Frue har et lille Barn med ud til Afrika), og vi var fuldstændig overladt til alle disse sorte Mænds Forgodtbefindende; dog tænkte jeg ikke et Øjeblik paa, at der kunde ske os noget ondt; de var da ogsaa allesammen meget behjælpsomme mod os.

Den omtalte Dag havde vi startet om Morgenen Klokken 5 og naaede ikke Lejr før om Aftenen Kl. 8. Men det var ogsaa den haardeste Dag paa hele Turen. Nu kan I maa-ske bedre forstaa mig, naar jeg siger, at det var kun ved Guds særlige Bistand, vi kom levende igennem. Det, der gjorde det saa særlig vanskeligt var, at det var netop lige i Regntiden, og alle Floder og Sumpe var derfor overfyldte med Vand. Det tog os lidt over en Maaned at komme hertil.

Nu maa I ikke tro, at alle Dagene var som den omtalte; mange af dem var fulde af Solskin, skønt Vejen var lidt trang. Vi saa Naturen i al sin storslaaede Skønhed; den var som lige kommen fra Skaberens Haand.

Aldrig har jeg set saa mange mægtige, skønne Træer som paa denne Tur eller saa mange smukke Fugle.

Dog det smukkeste og rigeste paa Farver var Insekterne fra den mindste til den største; endnu den Dag i Dag maa jeg staa stille og beundre dem i deres smukke, rige Dragt.

Som I allerede ved, dersom I har læst Springers Bog, var Dr. Pipers Hustru og deres lille to-aarige Datter her paa Stationen, da vi kom. Vi var altsaa fire: Pastor Brinton og Hustru, deres lille elleve Maaneder gamle Søn og jeg. I kan tro, vi fik en varm Modtagelse. Vi var de første hvide Kvinder, Fru Piper havde set i tre Aar.

Efter at vi havde hvilt os en Ugestid, blev vi sat i Arbejde. Jeg blev sat til Skolearbejde, skønt jeg ikke syntes videre godt om det, jeg var bange for. at jeg ikke kunde gøre det tilfredsstillende. Dog Skole er ikke det samme her som i Danmark eller Amerika, saa det gaar helt godt.

Lunda-Folket er meget fattigt; den længste Tid paa Aaret er det vanskeligt for dem at skaffe Arbejde, saa de kan tjene tilstrækkeligt til deres Ophold. Mange, mange af dem kommer til os og beder om Arbejde, men vi maa stadig sige, at vi ikke har noget.

Det er dog ikke helt rigtigt, vi har Arbejde nok, men vi har ikke noget at betale dem med for deres Arbejde. Det kan til Tider gøre meget ondt at se deres modløse Ansigter, naar vi har maattet give dem et saadant Svar.

De forstaar ikke, at den hvide Mand ikke kan hjælpe dem, naar han blot vil, saa kan han efter deres Mening gøre hvad som helst. Jeg har ikke haft den Ære før at blive kaldt Moder, men her kalder baade stnaa og store mig saaledes.

I Førstningen lød det temmelig morsomt, især naar det var nogle voksne unge Mænd eller Piger, der sagde det. En Dag kom lille Ikatombo og sagde:

»Mama, maa jeg ikke bede om en Naal og en Traad.« 

Han havde revet en særlig slem Flænge paa sin i Forvejen stærkt pjaltede Trøje. Jeg vil blive meget glad, om jeg en Dag kan blive i Stand til at give ham Tøj til en ny Trøje, og han vil blive endnu mere.

For en Maaned siden begyndte vi en Søndagsskole med 120 Børn. Vi delte dem i to Klasser, Fru Brinton har de største, og jeg de mindre — 63 i Tal. Mutumbo oversætter for mig til Lunda-sproget.

Disse 120 Børn fra Missionen her er Børn af forhenværende Slaver. Inden længe haaber vi ogsaa at faa en Søndagsskole i Landsbyen|Mwata Yamvo, der er adskillige hundrede Børn i den Landsby. Men inden vi kan det, maa vi have noget mere Hjælp.

Vi bruger de store Søndagsskolelektiebilleder i vor Søndagsskole, men det er kun en Del af dem, vi kan bruge med nogen virkelig Fordel.

Børnene forstaar kun de bibelske Karakterer som: David, Josef, Jesus i hans Barndom o. s. v. Den anden Dag kom jeg til at tænke paa en Gang at faa et Juletræ for vore sorte Venner, hvor vilde de gøre store Øjne, om det kunde realiseres, men det ligger vel foreløbig udenfor Mulighedens Grænser.

Jeg antager, at I gerne vil vide noget om, hvorledes vort Skolehus ser ud. Det er naturligvis bygget i afrikansk Stil. Det er en smuk Lerhytte med Straatag og Lergulv. Engang var der ogsaa Døre, men de er forsvundne nu. Der er ingen Siddepladser; Eleverne sidder allesammen paa Gulvet, hvis de da ikke tager en Stol med.

De indfødte laver to Slags Stole. De, der har haft nogen Forbindelse med den hvide Mand, laver smukke behagelige Stole, medens de andres naturligvis staar en Del tilbage, hvad Skønhed og Behagelighed angaar.

Da vi nu ingen Døre har, aflægger Gederne os Besøg, naar der ingen er nærværende; det giver imidlertid en Parfume, som ingen Skole i Danmark har Mage til, og det er det gode ved den, at den er meget billig.

Jeg fik for nogen Tid siden Brev fra Fru Springer; hun fortæller, at Bræstrup muligvis kommer til Afrika, hans Station vil i saa Tilfælde blive 500 miles fra vor. Jeg antager, at han vil blive den eneste hvide Mand paa den Station.

Vor Konference skal holdes i Kamhove i April, til den Tid faar vi at vide, om vi alle skal blive sammen igen næste Aar, eller vi skal skilles. Vi haaber at faa Lov at blive sammen, her er Arbejde nok til os alle og mere til.

— — —

Bragt i Kristelig Talsmand, 10. august 1917

Brev fra Feriekolonien (1937)

Puh ha, hvor er det varmt heroppe i Raageleje. Vi er allesammen helt brunstegte, men vi har i Aar undgaaet at blive skoldede, for vi har brugt en Krukke Coldcreme til at gnide Huden med, og Resultatet vilde faa en Malaj til at blegne af Misundelse, saa herligt brune er vi alle lige fra lille Karl og til Leif den store.

Der siges forresten om disse to Drenge, at de har slugt en Fodbold, men det passer nu ikke, de har bare spist saa meget Havregrød, at Fru Vernholm, (vor Madmoder) troede, at de vilde slaa Verdensrecord i Grødspisning.

Men de to er nu ikke de eneste, der har faaet tykkere Maver, det har vi alle, selvom den ikke er ligestor hos enhver.

Vore gamle Huler og Stier oppe i Skoven er blevet udbedrede, og naar vi ikke spiller Boldt omme paa Fodboldbanen, saa er vi oppe i Skoven eller paa Lyngbakken for at lege Indianere o. lign.

Og det bedste af det hele er, at vi endnu ikke har haft et eneste Sygdoms- eller Ulykkestilfælde. Hidtil har der kun været nogle faa smaa Skrammer at behandle i vor "Sygekasse", det kalder vi nemlig den Del af Sovesalen, hvor Medicin- og Forbindskassen staar, og hvor vi bliver forbundet og faar "Piller".

Vi har det godt, og der er højt Humør over hele Linien, og vi siger Tak til alle dem, der har støttet Centralmissionens Feriekoloni paa den ene eller den anden Maade.

En, der er med.

Bragt i Kristelig Talsmand, 6. august 1937

Solveig Nybergs beretning fra Landslejren (1967)

75 spejdere og førere fra Metodistkirkens pigespejdere deltog i det store eventyr, Landslejren 1967, på Svenstrup ved Borup på Sjælland i dagene fra den 19. til 28. juli.

I sandhed, det var et eventyr for os, der var med, 15000 piger havde skabt en enorm teltby med alt, hvad der skal være i en by, posthus, politi, sygehus, cafeteria, forretninger og meget mere.

Den store by var opdelt i 6 mindre byer med navnene Kæden, Knuden, Kvasten, Løkken, Slyngen og Sløjfen. MP boede i Sløjfen sammen med jyder, københavnere, fynboer, japanere, australiere, belgiere og nordmænd, og vor byledelse bestod af 5 førere, hvoraf Gudrun Bjerno fra MP var den ene.

Lejrens program var afvekslende og righoldigt, men først og sidst var det kammeratskabet, der bar det hele så godt igennem. Skel mærkedes ikke, surhed mødte vi ikke, men hvor man gik og stod, hørte man lystige sange, og glade smil hørte til dagens orden.

Hvad skal man mon drage frem af alt det, vi oplevede? Hvad kom til at betyde mest for den enkelte?

Var det åbningsparaden med de 1600 smældende faner, eller var det den godt tilrettelagte dagsøvelse, hvor MP blev nr. 135 af 180 deltagende patruljer? Måske var det en af de 5 bibeltimer, hvor vi ude i Guds natur delte Hans ord, eller det var omkring lejrbålet, når de fleste var gået til ro? For mange førere var det en berigelse at deltage i lejrhøjskolen, hvortil man havde hentet mange fremragende og dygtige foredragsholdere.

Det er med stor tak til KFUK-spejdeme, vi mindes denne lejr, men den største tak sender vi opad til Ham, som var med os fra først til sidst. Han vågede over vor by, Han gav os det gode vejr, Han passede på os, idet vi ikke havde større uheld eller sygdom. Vi følte, at vi via Hans trone blev bundet sammen i et fællesskab, som ikke forsvinder nu, da vi er kommet hjem og skal begynde vor hverdag.

Under denne omtale af Landslejren 1967 vil jeg gerne på MP’s vegne bringe en hjertelig tak til alle forældre og venner, som har hjulpet os i forberedelserne med denne lejr. Tak til alle som besøgte os, det var dejligt at hilse på venner og bekendte. En særlig tak til den spejderfar, som så rundhåndet gav os midler til diverse „Guf“, da vi sidste gang samledes omkring vort eget lille bål.

Stor spejderhilsen fra MP.  
Solveig Nyberg

Bragt i Kristelig Talsmand, 11. august 1967

Et Mindeord om Pastor P. M. S. Jensen (1927)

Mange af mine Barndomsminder er knyttet til Pastor P. M. S. Jensen.

Han gav mig i min tidlige Barndom et Indtryk af en Metodistpræsts Personlighed, og det var et højt Ideal, han allerede den Gang viste i sit Liv.

Hans Redelighed, Trofasthed, Nidkærhed og dybe Fromhed kunde læses selv med Barneøjne. Han kom til min Fødeø, Langeland, vistnok i 1874.

Pastor H. Hansen havde berejst Øen som Kolportør, og Jensen fulgte nu efter ham. Han drog fra Sted til Sted og forkyndte Evangeliet i alle Øens 14 Sogne, og han efterlod en Menighed paa ca. 70 Mennesker. — Den Iver, der betegnede hans Ungdom, svigtede ikke igennem hans lange Liv i noget Øjeblik.

Jeg skal give et kort Omrids af hans Liv. Jeg haaber, der ikke skal være Fejl deri, men jeg kan ikke garanterer derfor, da jeg ikke her har Adgang til andre Kilder end mundtlige Meddelelser.

Peter Martin Severin Jensen fødtes i Hillerød den 30. April 1848. Hans Fader var Guldsmed og havde en stor Børneflok — 12—13 Børn. Den unge Jensen blev Kleinsmed, og fingernem og interesseret, som han var, har han uden Tvivl været en dygtig Mand i sit Fag.

Men i en ung Alder, først i Tyverne, blev han omvendt til Gud og sluttede sig til Metodistkirken. Og den unge, nidkære Mand blev snart Prædikantemne, og efter den Forberedelse, som dengang kunde ydes, blev han sendt ud. Hans første Plads var som sagt Langeland, og her virkede han til stor Velsignelse. „Den lille Jensen“ var kendt og respekteret overalt.

Jeg kan ikke i Enkeltheder følge ham i de mange Omskiftelser og Forflyttelser, som dengang faldt i en Metodistpræsts Lod. Men jeg skal nævne enkelte af hans Virksomheder. Saa vidt jeg ved, blev under hans Virksomhed Kapellet i Hornsyld bygget.

Efter et stort Arbejde lykkedes det ham i Frederikshavn at faa en Kirke bygget. Fra Frederikshavn begyndte han Virksomhed i Aalborg. Da han senere var ansat i Aalborg, begyndte han Virksomhed i Randers.

I Odense byggede han Trækirken, der blev benyttet i Fangel, i Odense og Silkeborg. Og i de sidste Maaneder, han levede, var han travlt optaget af at konstruere en transportabel Trækirke, som han vilde faa rejst i Byer og Landsbyer paa Sjælland for at prædike der.

Og hans gode Ven,Bagermester Rockstroh, som gik forud for ham ind i Evigheden, skulde køre for ham og transportere Kirken rundt. En Del af Kirken og dens Inventar ligger færdig. Saaledes var han i Virksomhed til det sidste.

Det lyder underligt at kalde os andre for aktive Præster og Jensen pensioneret. Han var saa aktiv som nogen iblandt os til sine sidste Dage. Ofte udtalte han sit Ønske om at maatte prædike et Par Gange hver Dag og 3 Gange hver Søndag.

Under vor Aarskonference i Varde i Aar blev Br. Jensen syg. Dette var noget forholdsvis ukendt for ham, og vi havde alle en Følelse af, at dette i hans Alder og med den Sundhed, han hidtil havde nydt, vistnok var skæbnesvangert.

Halvt overtroisk mindedes vi, hvorledes under vor forrige Konference i Varde, hvor Jensen dengang var Præst, Pastor J. J. Christensen var bleven syg, en Sygdom, der snart førte til Døden. Denne Gang slog vore mørke Anelser til.

Det lykkedes at faa Br. Jensen flyttet hjem, men efter faa Ugers kærlig Pleje af Hustru og tilstedeværende Børn, blev han den 1. Aug. kaldt hjem til den evige Hvile. Et sjældent virksomt og uegennyttigt Liv var afsluttet.

Jeg er ombord paa Færgen fra Kalundborg. I Dag har vi fulgt Br. Jensens Legeme til det sidste Hvilested. Jeg skal fortælle lidt om Begravelsen. En talrig Skare var mødt frem i Kirken, og et Væld af Kranse dækkede Kisten og Pladsen foran. Pastor Særmark talte først. Han anvendte med fuld Ret Karakteristiken af Barnabas paa vor afdøde Broder:

„Han var en god Mand, fuld af den Helligaand og Tro. Og der blev meget Folk ført til Herren“.

Den afdødes Søn, Pastor E. Ried, fortalte bevæget om sin Fars sidste Timer. Da de talte sammen om Himmelen, udbrød den gamle Herrens Tjener:

„Ja, og vi har Ret til en Plads derhjemme — i Kraft af Blodet“.

Undertegnede sang: „Den store, hvide Flok“, og Pastor Rogert som Distriktsforstander afsluttede med at omtale Pastor Jensen som en lykkelig Mand, der var glad i sin Gerning, glad over sin personlige Frelse og glad i sin Gud. Ved Graven forrettede Pastor Særmark Begravelsen.

Ved Bordet, hvor om Eftrm. den afdødes Slægtninge og Kolleger samledes, blev der talt varme Ord om Br. Jensens Arbejde og Personlighed. Brødrene Rosendahl, L. P. Bjerno og undertegnede talte.

For os ældre tynder det ud i Rækken af de gamle Medarbejdere. Vi tænker paa Navne som Willerup, Schou, J. J. Christensen, H. Hansen, Chr. Thaarup. A. Christensen, Folden m. fl., og vi føler, at som Rækken af de gamle Venner tyndes ud hernede, vokser Skaren paa den anden Side.

Og vi er en Del, der sommetider synes, vi kan skimte „Lysene fra Land“. Gud give os at være tro indtil Døden, saa Herren kan skænke os Livets Krone.

L. C. Larsen.

Til ovenstaaende smukke Minderune vil jeg gerne føje et Par Ord. Jeg har altid følt mig i nogen Taknemmelighedsgæld til Pastor P. M. S. Jensen. Han var den første Metodistpræst, der kom ind i min Barnetilværelse.

Under hans Gerning i Vejle sidst i Firserne blev min Moder omvendt til Gud og Medlem af Kirken, og ganske naturligt har Mors Omtale af denne Mand, hun kaldte sin „aandelige Fader“, ogsaa været med til at bestemme mine Følelser overfor ham. Siden jeg blev ansat her i Kalundborg, er disse Følelser blev uddybet, saa Pastor Jensen staar for mig som en af de frommeste Mænd, jeg har mødt.

Altid levede han i sin Kristendom, det var ikke noget, han skulde søge frem ved given Anledning, nej, hans Kristenliv var det Element, han levede i.

Det var altid rart at besøge ham i hans Hjem, hvor hans Hustru hjalp til at berede ham en hyggelig Livsaften, og netop denne Omsorg har været med til at gøre det muligt for vor gamle Broder at bevare sin Energi og Arbejdslyst lige til det sidste.

Han vidste, at naar han kom hjem fra sine mange ofte lange Rejser, saa ventede der ham et hyggeligt Hjem. Gud velsigne vor Søster og lønne hende, for hvad hun var for ham, der er draget bort.

H. Særmark.

Bragt i Kristelig Talsmand, 12. august 1927