Pastor P. M. S. Jensen - del 8
Af C. Nielsen
I Aaret 1884 blev det aarlige Prædikantmøde eller Biskopsmøde, som man ogsaa kaldte det til Forskel for de Møder — Distriktsmøder, Missionsmøder — hvor ingen Biskop var tilstede, afholdt i Frederikshavn.
Jeg har en Gang hørt en Biskop spøgefuldt sige, at han af Princip aldrig flyttede den Forstander, hvor Aarsmødet holdtes — han vilde sikre sig at komme velbeholden fra Byen. Det var dog ikke alle Biskopper, der fulgte den Regel, thi netop ved denne Lejlighed fik Præsten Rejseordre; han skulde til København, og Københavnerpræsten skulde til Frederikshavn. Det gik altsaa lige op.
Jeg husker saa godt dette Skifte og den Sorg, der var i København, da vi erfarede, at vor kære Præst, J. J. Christensen, skulde rejse fra os. Det var første Gang, jeg og mit Barndomshjem var ude for noget saadant; det var ikke stort mere end et Aarstid siden, vi havde faaet vor Gang i Metodistkirken, og nu kom Afskeden med den Præst, vi alle syntes saa godt om.
Det varede ikke længe, inden vi opdagede, at den nye Præst ikke som Taler kunde staa Maal hverken med ham, der var rejst, eller med Superintendenten, Karl Schou, der boede i København og jævnligt prædikede i Kirken.
Men hvad der fattedes ham i Veltalenhed og Dybde opvejedes tilfulde ved den store Nidkærhed, han lagde for Dagen i sin Gerning. Det vistes i Forkyndelsen, der var indtrængende og paagaaende, og det saas i Menighedsarbejdet ved Hus- og Sygebesøg, der var en af den nye Præsts stærke Sider; han havde saa let ved at komme omkring til Folk og komme paa Talefod med dem. Og endelig var han stærkt interesseret i det nye Arbejde, der af hans Forgænger var paabegyndt paa Nørrebro (Korsgade 49) og paa Frederikssundsvej.
Mange Folk kom til Møderne, og Søndagsskolerne voksede begge Steder saavelsom i Kirken og paa Christianshavn. Efter en Tids Forløb blev Dansesalen (Korsgade 49) opgivet, og der lejedes en fast Forsamlingssal i Griffenfeldtsgade 21, hvor Møderne fortsattes med stigende Tilslutning, baade af Børn i Søndagsskolen og af voksne.
Denne Virksomhed førte tilsidst til Stiftelsen af „Bethania-Menighed (1889), og denne fik saa, i 1892, sit faste Hjem i „Bethania-Kirken, Møllegade, hvor Menigheden har haft til Huse siden.
Foruden disse faste Prædikesteder deltog Jensen flittigt i Gaardmøder og i Møder paa Landet, og overalt blev Mennesker vundne for Gud, og mange sluttede sig til Samfundet. Jeg husker en Søndag Aften ved Nytaarstide; Præsten stillede Opfordring om at slutte sig til Menigheden paa Prøve og meddelte samtidig, at siden Aarsmødet om Sommeren havde over hundrede Mennesker meldt sig. Det imponerede mig den Gang, ung og ukendt med Forholdene, som jeg var.
I to Aar forestod Pastor Jensen Københavns Menighed, saa blev han forflyttet til Vejle, og Pastor Eltzholtz blev hans Eftermand. Iblandt dem, der blev vundne for Kirken i de Aar, var bl.a. cand.phil. Søren Udsen og hans elskelige og begavede Hustru. De to fik efterhaanden en ikke ringe Betydning, han som Lærer paa Præsteskolen og Leder af Kirkens Forlag og de begge som Forstanderfolk for Redningshjemmet „Stormly“ ved Odense.
Vi har nu fulgt P. M. S. J. i tretten Aar fra 1873—86. I de Aar har han betjent Menighederne paa Langeland, i Vejle, Hornsyld-Horsens, Frederikshavn og København, dels som Hjælper og dels som Forstander.
Pladsen tillader ikke en nærmere Omtale af hver enkelt af de Menigheder, han senere betjente; det er heller ikke nødvendigt for at bibringe Læserne Forstaaelsen af hans Gerning som Herrens og Kirkens Tjener. Forholdene er jo i det store og hele ens de forskellige Steder, selv om hver enkelt Plads har sine Ejendommeligheder, som man mere eller mindre føler sig tiltalt eller frastødt af.
For dog at give et Begreb om en Metodistpræsts noget omflakkende Tilværelse i hine Tider skal jeg nævne Rækken af de Ansættelser, Jensen havde, indtil han i 1917 søgte og fik sin Afsked:
Langeland 1873—76;
Vejle 1876—77 (Hjælper);
Hornsyld-Horsens 1877—80;
Frederikshavn 1880—84;
København 1884—86;
Vejle-Enkelund 1886—88;
Aalborg 1888—91;
Odense 1891—95;
Kalundborg 1895—98;
Frederikshavn 1898—1902 (2. Gang);
Varde-Esbjerg 1902—04;
Aalborg 1904—08 (2. Gang);
Holstebro 1908—11;
Golgatha, København 1911—12;
Rudkøbing 1912—15 (2. Gang);
Helsingør 1915—17.
Overalt virkede han med den samme Nidkærhed, om just ikke altid og alle Steder med det samme Held som i de yngre Aar. Tiden og Forholdene blev efterhaanden andre end dem, han var fortrolig med, og selv om de fysiske Kræfter stadig var i Behold, saa syntes det dog, som Tiden gled fra ham.
Det har han sikkert selv følt, og derfor besluttede han sig til, dog næppe uden stor Overvindelse, at bede om sin Afsked, inden han endnu havde fyldt de 70 Aar. Det skete ved Aarskonferencen i Horsens 1917.
onsdag den 26. november 2014
I det høje Nord
Pastor P. M. S. Jensen - del 7
Af C. Nielsen
Metodistkirkens Arbejde i Vendsyssel var ikke ret gammelt; det blev paabegyndt i Vinteren 1875—76. I „Historisk Aarsskrift“ 1937 har jeg gjort Rede for Arbejdets Begyndelse.
Pastor H. Hansen blev i Efteraaret 1876 ansat deroppe med Bopæl i Hjørring. Aaret efter flyttede han til Frederikshavn, hvor han bedre end i Hjørring syntes at kunne faa Indgang blandt Befolkningen. Han flyttede ind i en halvfærdig Lejlighed i et nyopført Hus ligefor Jernbanestationen, og da der intet andet Lokale kunde faas i Byen, fik han sin Vært, Tømrermester Poulsen, til at indrette Lokale i Kælderen.
Her holdtes nu Gudstjenester og Søndagsskole, til Kirken, der blev bygget ved Siden af, blev indviet i November 1881. I 1880, efter tre Aars Arbejde i Frederikshavn og Omegn, blev Pastor Hansen forflyttet til Hornsyld-Horsens Menighed, og P. M. S. J. blev hans Efterfølger. Menigheden talte da 51 Medlemmer og Prøvemedlemmer og havde en Søndagsskole med ca. 50 Børn. Da Jensen havde orienteret sig lidt, skrev han til sin Formand:
Der var et Spørgsmaal, der meldte sig straks efter hans Ankomst til Frederikshavn: En større Sal eller en ny Kirke! Selv om Kældersalen ikke var saa helt ringe, kunde den dog ikke i Længden tilfredsstille Kravene, hvis man vilde gøre sig Haab om at faa Folk i Byen i Tale. Men hvordan skulde det gaa til?
Der laa ganske vist en stor dejlig Grund ved Siden af Huset, hvor Virksomheden havde hjemme. Men Penge at købe den for, og Penge at bygge forl Nej, det svimlede, naar man tænkte paa det. Men da P. M. S. J. havde grundet paa det en Tid lang, tog han fat paa en praktisk Maade. Han fik Folk til at yde Bidrag til en ny Kirke.
Den første, der staar opført paa den gamle Bidragsliste, gav 100 Kr.; større og mindre Summer blev givet, ialt indkom der Kr. 3.455,88, hvoraf Missionsselskabet havde sendt som Gave 500 $ = 1865 Kroner. Men inden de var kommet saavidt, havde Jensen sikret sig Grunden. Herom fortæller et af Menighedens ældste Medlemmer, Fru Nielsine Ambjørn, følgende karakteristiske Træk:
Da P. M. S. J. blev klar over, at nu kunde han, om det var nødvendigt, betale den omskrevne Grund kontant, gik han til Ejeren, Købmand Wølck. Om han kunde købe den Grund? Jo, det kunde han maaske nok. Man talte frem og tilbage om det, blev enige om Pris og Betingelser m. m. Saa kom Købmandsfruen til, og man talte paany om Sagen, og der var ingen Vanskeligheder, før Ægteparret foreslog at tænke over Sagen og „sove en Nat paa det“.
Men det vilde Jensen ikke; der skulde skrives Slutseddel med det samme; det kunde lige saa godt gøres nu, da man dog var enige. Og frem af Lommen halede P. M. S. J. en Slutseddel, han havde konciperet og nu foreslog renskrevet og underskrevet. Det endte med, at han fik sin Krig igennem, og Grunden var nu hans — eller Menighedens naturligvis!
Næste Dag fik Købmanden Besøg af Sognepræsten, Provst Levinsen. Han var ganske bestyrtet; han havde om Aftenen læst i Avisen om Handelen. Men den maatte gaa tilbage. Om han (Købmanden) var klar over, hvad det var for Folk han havde handlet med? Metodister! Sekterere! Det var forfærdeligt. Og saa den bedste Grund i hele Byen! Det var dog for galt!
Men der var intet at gøre. Jensen havde været dem for resolut. Og det bør vi mindes ham med Tak. Denne dejlige Grund, hvorpaa Kirke og Præstebolig ligger med tilhørende Have — det hele blev købt for — 3000 Kr.! Nu er den vel det tidobbelte værd, om ikke mere.
Den 6. November 1881 blev den nye Metodistkirke indviet. Den havde været under Arbejde i fem Maaneder. Den kunde rumme ca. 300 Mennesker og havde kostet knapt 12.000 Kr., Grund, Inventar og Klokke inklusive. Man byggede billigt i hine Dage!
Pastor Schou, der indviede Kirken, holdt „en smuk og belærende Tale om Pauli Omvendelse“, hedder det i „Missionsvennen“, og Glæden var stor baade hos Præst og Venneflok:
Arbejdet i Frederikshavn var meget krævende. „Sognet“ strakte sig fra Frederikshavn i Øst til Løkken i Vest; fra Skagen i Nord til Aalborg i Syd; og der var mange Prædikepladser i Landsdelen. Flere Steder i Frederikshavns Omegn, Hjørring, Løkken, Asaa og adskillige Prædikepladser paa Landet — overalt var den lille Mand paa Færde og fulgte i saa Henseende trolig sin Forgængers Eksempel.
I Vinteren 1883 paabegyndte han Virksomhed i Aalborg. Han skriver herom i sin Rapport til Præstemødet:
De fattige Fiskere i Løkken havde kun lige „fra Haanden og i Munden“, saa de havde intet at bygge Kirke for, og de faa Landmænd, der tilhørte Venneflokken, var omtrent stillet ligedan, saa Udsigterne var langt fra lyse. Men Jensen havde en ikke ringe Evne til at begejstre andre for, hvad han selv var grebet af. Og inden længe fik han en Indsamling igang til den nye Kirke.
Han formaaede en Gaardmand, Søren Mølholm, der boede øst for Byen, til at skænke fornøden Grund, og det satte jo yderligere Gang i Indsamlingen. Alligevel var det ikke blevet til mere end 700—800 Kroner, da Jensen hen paa Sommeren 1884 blev flyttet fra Frederikshavn og dermed ogsaa fra Arbejdet i Løkkenkredsen.
Den nævnte Sum samt en Grundplan for Kirken, som han selv havde udarbejdet, efterlod han til sin Eftermand i Løkkenkredsen, og denne nye Mand, Pastor L. Christensen, med det rige Initiativ, fortsatte det paabegyndte Arbejde, og inden et Aar stod der en pæn lille Kirke i den østlige Del af Byen.
Jeg skal ikke yderligere gaa i Detailler med Hensyn til P. M. S. Jensens Virksomhed i denne Kreds, men lade ham selv give et kort Resume af de otte Aar, han betjente Menigheden i Frederikshavn (1880 —84; 1898—1902). Det er skrevet efter Opfordring af „Talsmandens“ Redaktør og former sig som en Hilsen til Menigheden i Frederikshavn i Anledning af Aarsmødet, der i det Aar (1909) afholdtes dér. Pastor Jensen skriver:
Af C. Nielsen
Metodistkirkens Arbejde i Vendsyssel var ikke ret gammelt; det blev paabegyndt i Vinteren 1875—76. I „Historisk Aarsskrift“ 1937 har jeg gjort Rede for Arbejdets Begyndelse.
Pastor H. Hansen blev i Efteraaret 1876 ansat deroppe med Bopæl i Hjørring. Aaret efter flyttede han til Frederikshavn, hvor han bedre end i Hjørring syntes at kunne faa Indgang blandt Befolkningen. Han flyttede ind i en halvfærdig Lejlighed i et nyopført Hus ligefor Jernbanestationen, og da der intet andet Lokale kunde faas i Byen, fik han sin Vært, Tømrermester Poulsen, til at indrette Lokale i Kælderen.
Her holdtes nu Gudstjenester og Søndagsskole, til Kirken, der blev bygget ved Siden af, blev indviet i November 1881. I 1880, efter tre Aars Arbejde i Frederikshavn og Omegn, blev Pastor Hansen forflyttet til Hornsyld-Horsens Menighed, og P. M. S. J. blev hans Efterfølger. Menigheden talte da 51 Medlemmer og Prøvemedlemmer og havde en Søndagsskole med ca. 50 Børn. Da Jensen havde orienteret sig lidt, skrev han til sin Formand:
„Du har lagt en udmærket Grundvold heroppe, Br. Hansen, som jeg vil være glad ved at arbejde videre paa.“Og det passede.
Der var et Spørgsmaal, der meldte sig straks efter hans Ankomst til Frederikshavn: En større Sal eller en ny Kirke! Selv om Kældersalen ikke var saa helt ringe, kunde den dog ikke i Længden tilfredsstille Kravene, hvis man vilde gøre sig Haab om at faa Folk i Byen i Tale. Men hvordan skulde det gaa til?
Der laa ganske vist en stor dejlig Grund ved Siden af Huset, hvor Virksomheden havde hjemme. Men Penge at købe den for, og Penge at bygge forl Nej, det svimlede, naar man tænkte paa det. Men da P. M. S. J. havde grundet paa det en Tid lang, tog han fat paa en praktisk Maade. Han fik Folk til at yde Bidrag til en ny Kirke.
Den første, der staar opført paa den gamle Bidragsliste, gav 100 Kr.; større og mindre Summer blev givet, ialt indkom der Kr. 3.455,88, hvoraf Missionsselskabet havde sendt som Gave 500 $ = 1865 Kroner. Men inden de var kommet saavidt, havde Jensen sikret sig Grunden. Herom fortæller et af Menighedens ældste Medlemmer, Fru Nielsine Ambjørn, følgende karakteristiske Træk:
Da P. M. S. J. blev klar over, at nu kunde han, om det var nødvendigt, betale den omskrevne Grund kontant, gik han til Ejeren, Købmand Wølck. Om han kunde købe den Grund? Jo, det kunde han maaske nok. Man talte frem og tilbage om det, blev enige om Pris og Betingelser m. m. Saa kom Købmandsfruen til, og man talte paany om Sagen, og der var ingen Vanskeligheder, før Ægteparret foreslog at tænke over Sagen og „sove en Nat paa det“.
Men det vilde Jensen ikke; der skulde skrives Slutseddel med det samme; det kunde lige saa godt gøres nu, da man dog var enige. Og frem af Lommen halede P. M. S. J. en Slutseddel, han havde konciperet og nu foreslog renskrevet og underskrevet. Det endte med, at han fik sin Krig igennem, og Grunden var nu hans — eller Menighedens naturligvis!
Næste Dag fik Købmanden Besøg af Sognepræsten, Provst Levinsen. Han var ganske bestyrtet; han havde om Aftenen læst i Avisen om Handelen. Men den maatte gaa tilbage. Om han (Købmanden) var klar over, hvad det var for Folk han havde handlet med? Metodister! Sekterere! Det var forfærdeligt. Og saa den bedste Grund i hele Byen! Det var dog for galt!
Men der var intet at gøre. Jensen havde været dem for resolut. Og det bør vi mindes ham med Tak. Denne dejlige Grund, hvorpaa Kirke og Præstebolig ligger med tilhørende Have — det hele blev købt for — 3000 Kr.! Nu er den vel det tidobbelte værd, om ikke mere.
Den 6. November 1881 blev den nye Metodistkirke indviet. Den havde været under Arbejde i fem Maaneder. Den kunde rumme ca. 300 Mennesker og havde kostet knapt 12.000 Kr., Grund, Inventar og Klokke inklusive. Man byggede billigt i hine Dage!
Pastor Schou, der indviede Kirken, holdt „en smuk og belærende Tale om Pauli Omvendelse“, hedder det i „Missionsvennen“, og Glæden var stor baade hos Præst og Venneflok:
„Menigheden er særdeles lykkelig over den nye Kirke og knytter mange glade Forhaabninger til det dejlige Gudshus, som ogsaa ved sin Nethed synes at drage Mennesker til at høre Evangeliet om ham, der kom til Verden for at gøre Syndere salige.“ („Missionsv.“ 1881, S. 174).En Tid efter havde Jensen Besøg af sin lidt yngre Ven og Medarbejder, Chr. Thaatup; han var jo, som bekendt, lidt kritisk og kunde sige sin Mening ganske uforbeholdent, naar det skulde være. Det gjorde han ogsaa om den nye Kirke:
„— — den tager sig rigtig godt ud“, skriver han i „D. Kr. Talsmd.“ 1883, S. 124, „kun har Bygningsentreprenørerne skilt sig temmelig rask fra den og berøvet den alt, der hedder Forsiring, ligesom de have gjort Spiret saa trykket, at det støder Øjet, og man siger ved Synet deraf: „Det har de ikke skilt sig godt fra!“Men føjer saa til:
„Kan man end kritisere selve Kirken, saa kan man ikke kritisere Aanden eller Livet i den, thi det er Herrens! Det hedder almindeligvis: „der er saa koldt deroppe i Frederikshavn.“ Det kan gerne være, dog mærkes det ikke i Metodistkirken, og jeg tror, at selv om det var saa koldt, at man rystede af Kulde, saa vilde man der kunne sige: „Her er godt at være!“Det var et dejligt Vidnesbyrd fra en Kollega. Han havde, lig Barnabas i Antiokia, set Guds Naade — og han glædede sig! (Apg. 11, 22—23).
Arbejdet i Frederikshavn var meget krævende. „Sognet“ strakte sig fra Frederikshavn i Øst til Løkken i Vest; fra Skagen i Nord til Aalborg i Syd; og der var mange Prædikepladser i Landsdelen. Flere Steder i Frederikshavns Omegn, Hjørring, Løkken, Asaa og adskillige Prædikepladser paa Landet — overalt var den lille Mand paa Færde og fulgte i saa Henseende trolig sin Forgængers Eksempel.
I Vinteren 1883 paabegyndte han Virksomhed i Aalborg. Han skriver herom i sin Rapport til Præstemødet:
„Den 16. Januar begyndte jeg Missionen i Aalborg, og skønt derboende Venner stillede Udsigterne for Fremgang i et meget ugunstigt Lys, gik jeg til Arbejdet med Haab til Gud, og vi have idag i Aalborg, efter fire Maaneders Arbejde, en ny Menighed paa 30 Sjæle .... Aalborg har jeg i den senere Tid besøgt regelmæssigt engang hver Uge.“ („D. Kr. Talsmd." 1883, S. 108).Nævnes maa det ogsaa, at Jensen i de Aar var stærkt optaget af at fremme Sagen i den vestlige Del af sit store „Sogn“ — Løkkenegnen. Da det kneb med at faa de nødvendige Lokaler i Løkken til Afholdelse af Møder, fremsatte han den Tanke for de faa Venner dér i Kredsen, om man ikke kunde tænke sig at arbejde hen til at faa en Kirke bygget. Selvfølgelig vilde man nok det, men — Pengene, hvor skulde de komme fra?
De fattige Fiskere i Løkken havde kun lige „fra Haanden og i Munden“, saa de havde intet at bygge Kirke for, og de faa Landmænd, der tilhørte Venneflokken, var omtrent stillet ligedan, saa Udsigterne var langt fra lyse. Men Jensen havde en ikke ringe Evne til at begejstre andre for, hvad han selv var grebet af. Og inden længe fik han en Indsamling igang til den nye Kirke.
Han formaaede en Gaardmand, Søren Mølholm, der boede øst for Byen, til at skænke fornøden Grund, og det satte jo yderligere Gang i Indsamlingen. Alligevel var det ikke blevet til mere end 700—800 Kroner, da Jensen hen paa Sommeren 1884 blev flyttet fra Frederikshavn og dermed ogsaa fra Arbejdet i Løkkenkredsen.
Den nævnte Sum samt en Grundplan for Kirken, som han selv havde udarbejdet, efterlod han til sin Eftermand i Løkkenkredsen, og denne nye Mand, Pastor L. Christensen, med det rige Initiativ, fortsatte det paabegyndte Arbejde, og inden et Aar stod der en pæn lille Kirke i den østlige Del af Byen.
Jeg skal ikke yderligere gaa i Detailler med Hensyn til P. M. S. Jensens Virksomhed i denne Kreds, men lade ham selv give et kort Resume af de otte Aar, han betjente Menigheden i Frederikshavn (1880 —84; 1898—1902). Det er skrevet efter Opfordring af „Talsmandens“ Redaktør og former sig som en Hilsen til Menigheden i Frederikshavn i Anledning af Aarsmødet, der i det Aar (1909) afholdtes dér. Pastor Jensen skriver:
„Frederikshavn er et af de bedste Steder, jeg har været. Jeg blev forflyttet dertil ved Aarsmødet 1880 og var der til 1884, da J. J. Christensen og jeg byttede Menigheder, idet jeg overtog Menigheden i København efter ham.
14 Aar senere, nemlig 1898, kom jeg atter til Frederikshavn og var der til 1902 og har saaledes i 8 Aar betjent Menigheden dér. Da jeg kom til Frederikshavn første Gang, havde Menigheden sin Forsamlingssal i en Kælder, men ved ihærdigt Arbejde for at faa en Kirke, lykkedes det allerede næste Aar at bygge „Vor Frelsers Kirke“, der nu i mange Aar, grundet paa Consul Døllners Gavmildhed, har staaet gældfri.
Min bedste Tid i Frederikshavn havde jeg i 1883, mit tredie Aar første Gang, jeg var der, idet det behagede Herren at give os en velsignet Vækkelse. Foruden Frederikshavn havde jeg alle vore Forsamlingssteder i Vendsyssel tilligemed Aalborg at besørge med Ordets Forkyndelse. Særlig siden den 14. Januar var der kommen mange i Vækkelse i min Kreds.
Det egentlige velsignede Gennembrud begyndte den 25. Maj med, at nu afdøde Kaptajn Vestbo fandt Fred med Gud ved et Klassemøde, jeg afholdt i Forværelset i „Vor Frelsers Kirke“. Ingen, som overværede Mødet den Aften, vil glemme den Frelsens Jubel, Br. Vestbo udbrød i. Efter den Aften, i en Tid af seks Uger indtil Aarsmødet, var der næppe en Gudstjeneste, et Klassemøde eller Bønnemøde, uden der var nogen, der fandt Fred med Gud, og i den Tid havde 60 Personer bekendt, at de havde fundet deres Frelser ved vore Møder.
Jeg har mange skønne og lyse Minder fra min Virksomhed i Frederikshavn, men ovennævnte er det skønneste.“ („Kr. Talsmand“ 1909, S. 198).Endnu skal blot nævnes, at blandt den store Flok, der sluttede sig til Frederikshavns Menighed i Jensens Tid, var en ung Smedesvend, Anton Christensen, der nogle Aar senere kom ind i Missionsarbejdet og blev en fremgangsrig Prædikant og Menighedsforstander, der i Aarenes Løb betjente en Række Menigheder, deriblandt et Par af de største. Han døde i 1912.
I de Jyders Land
Pastor P. M. S. Jensen - del 6
Af C. Nielsen
Menigheden i Vejle talte paa det Tidspunkt (1876) henimod tre Hundrede Medlemmer og Prøvemedlemmer; denne store Flok var spredt viden om:
I Vejle og nærmeste Omegn, i Østeregnen (Bjerre-Hatting Herreder), Vesteregnen (Egnen omkring Thyregod-Give) og Slesvig, hvor der afholdtes 3—4 maanedlige Møder. Der var paabegyndt Møder helt oppe i Vendsyssel, men Kredsen dér havde netop samme Aar faaet sin egen Mand, idet H. Hansen af Biskop Andrews havde faaet sin Virksomhed anvist dér.
I hans Sted kom P. M. S. J. til Vejle og fik anvist Østeregnen som sit særlige Virkefelt, dog foreløbig med Bolig i Vejle. Hen paa Foraaret 1877 flyttede han til Landsbyen Neder-Vrigsted, der laa midt i Kredsen, og havde saaledes betydelig lettere ved at komme omkring til Medlemmer og Venner, der for Størstedelen boede i Bjerre Herred, men ogsaa en Del i Hatting og Thyrsting Herred.
Gamle Folk har fortalt mig om, hvorledes de som Børn og unge ofte mødte den lille Præst fra Neder-Vrigsted. Ret ofte kom han ridende paa sin lille Hest (lig sin Kirkefader Wesley, som han gerne vilde ligne i alle Henseender, ogsaa i denne), til andre Tider, f. Eks. naar hans Hustru var med paa Missionsturen, kørte han.
Det hed om den lille Hest, at den bestemt vidste, hvor alle Metodisterne boede, saa han kunde godt have givet den frie Tøjler, den skulde nok have fundet frem baade ved Sommer- og Vintertide; baade ved Dag og ved Nat. Han færdedes ude i al Slags Vejr. Var der bestemt Forsamling, skulde han frem, hvordan end Vejret var. Og det kunde jo stundom blive haardt.
Det hændte saaledes, at han en Vinteraften kørte fast i nogle mægtige Snedriver i Nærheden af Landsbyen Hornum. Hans Hustru var med. De havde lang Vej hjem; hvad skulde de gøre? Hvad andet vel end spænde Hesten fra, kvittere Vognen, sætte Hustruen paa Hesten og lede den ind til Byen, hvor man fik Folk banket op og fik Nattelogi.
Naa, det var jo ikke anderledes end i vore Dage, — i Jernbanens og Bilernes Dage — hvor man kan være ude for i dagevis at være hindrede i at befare Vejene. Tit saa man P. S. M. J. tilfods. Felix Sindahl, i mange Aar Medlem af Hornsyld Menighed, mødte ham ofte som Dreng. Han, den lille fattige Københavnerdreng, der var sendt til Jylland og af Sogneraadet var bortliciteret til den Bonde, der forlangte mindst for at have ham, var meget betaget af den lille pæne Præst med høj Hat og smuk sort Frakke paa.
Han var nok forøvrigt ikke den eneste, hvem Klædedragten faldt i Øjnene. Metodistprædikanterne paa den Tid markerede som Regel deres præstelige Stilling ved bl. a. at have aaben Vest, saa Skjortebrystet var meget synligt. En Kone havde lagt Mærke hertil og fortæller en Nabokone (lidt syrligt): „— og ka do tænk dæ, hans (P. M. S. J.s) Skjotbryst naaed li’e ni’e te æ Bovselinning.“ Det var vist nok Toppunktet af Verdslighed i hendes Øjne.
Hvor meget eller hvor lidt P. M. S. J. var optaget af sin Klædedragt, véd jeg ikke, men at han ogsaa tænkte paa andre Ting, fik de gode Bjerre-Herreds-Folk snart at mærke.
Han holdt Møder alle Vegne omkring i sit store „Sogn“, først og fremmest i Hornsyld, hvor Virksomheden siden 1872 havde haft til Huse i det dejlige Kapel, som Gaardejer Niels Simonsen i Hornsyld skænkede Venneflokken, før han og hans store Familie udvandrede til Amerika, men ogsaa i Løgballe, hvor man havde købt et Hus, som blev indrettet til Kapel og Skole for Menighedens Børn og til Bolig for Lærerinden.
Og dernæst rundt om i hele Herredet, samt i Ring og Føvling i Thyrsting Herred, hvor der boede nogle Metodistfamilier, der aabnede deres Huse for Ordets Forkyndelse for baade voksne og Børn (Søndagsskole).
Naar han skulde besøge disse Venner, kom han gerne gennem Horsens, hvor der endnu ikke fandtes nogen Virksomhed af Metodistkirken. Dette kunde Jensen ikke bære over sit Hjerte. Han talte med sine Venner om Sagen, og inden længe blev Arbejdet paabegyndt i denne By, der senere blev Centrum for Metodistkirkens Arbejde paa denne Egn. Modermenigheden i Hornsyld blev Anneks til Datteren i Horsens og blev betjent med Ordet dels af sin mangeaarige Lokalprædikant, Ole Peter Olesen, og dels af Menighedens Forstander, der nu boede i Horsens.
I 1880 flyttede Jensen fra Kredsen, men indtil da holdt han trolig og trøstig ved med sit omfattende Arbejde baade i By og paa Land. Det er ikke Stedet her at skildre hverken Horsens eller Hornsyld Menigheds Historie.
Jeg gør kun opmærksom paa, at P. M. S. J. var den, der plantede Metodismens Fane i Horsens By; det var en af de Byer, hvor han blev Banebryder. En anden var Randers.
Medens P. M. S. J. var ret flittig til at sende Meddelelser om sin Virksomhed til Kirkens Blad, „Missions-Tidende“, medens han var paa Langeland, leder man forgæves efter noget fra hans Haand i de første tre Aar, han gjorde Tjeneste i Hornsyld Kreds. Men fra anden Side, særlig fra Redaktøren af Kirkens Blad, foreligger der en Del Udtalelser, der viser, at han arbejdede med stor Energi, og at Arbejdet ogsaa bar gode Frugter.
Redaktøren, Pastor Schou, skriver saaledes i Kirkebladet, der nu har skiftet Navn og hedder „Missionsvennen“, følgende (Septbr. Nr. 2, 1877):
Den viser, at Evangeliets Forkyndelse har baaret herlig Frugt i Menneskers Omvendelse, og at de troende lever et velsignet Samfundsliv indbyrdes. Menigheden talte da 97 Medlemmer, hvoraf de 14 var Prøvemedlemmer, og den vilde have været betydelig større, om ikke en stor Del af Medlemmerne var udvandret til Amerika.
Ved „Missionær-Mødet“, der dette Aar afholdtes i København (2. Septbr.) under Forsæde af Biskop Merrill, blev P. M. S. J. forflyttet til Frederikshavn. Under sit Ophold i Hornsyld Kreds var han blevet optaget som fuldstændig Medlem af Aarskonferencen og ordineret til Diakon (1877 i København) og til Ældste (1880 samme Sted).
Han var saaledes fuldtkvalificeret (i det ydre) til at optage Gerningen i den hurtigt opblomstrende Menighed i Frederikshavn, og hvad de indre Kvalifikationer angaar, har vi set, at han var i Besiddelse af Aandens Kraft, saa man allerede paa det Tidspunkt begyndte at regne med ham som en betydelig Sjælevinder.
Det sidste Vidnesbyrd om hans Virksomhed i Bjerre Herred har vi fra Superintendenten, der i en Rejsekorrespondance skriver følgende:
Af C. Nielsen
Menigheden i Vejle talte paa det Tidspunkt (1876) henimod tre Hundrede Medlemmer og Prøvemedlemmer; denne store Flok var spredt viden om:
I Vejle og nærmeste Omegn, i Østeregnen (Bjerre-Hatting Herreder), Vesteregnen (Egnen omkring Thyregod-Give) og Slesvig, hvor der afholdtes 3—4 maanedlige Møder. Der var paabegyndt Møder helt oppe i Vendsyssel, men Kredsen dér havde netop samme Aar faaet sin egen Mand, idet H. Hansen af Biskop Andrews havde faaet sin Virksomhed anvist dér.
I hans Sted kom P. M. S. J. til Vejle og fik anvist Østeregnen som sit særlige Virkefelt, dog foreløbig med Bolig i Vejle. Hen paa Foraaret 1877 flyttede han til Landsbyen Neder-Vrigsted, der laa midt i Kredsen, og havde saaledes betydelig lettere ved at komme omkring til Medlemmer og Venner, der for Størstedelen boede i Bjerre Herred, men ogsaa en Del i Hatting og Thyrsting Herred.
Gamle Folk har fortalt mig om, hvorledes de som Børn og unge ofte mødte den lille Præst fra Neder-Vrigsted. Ret ofte kom han ridende paa sin lille Hest (lig sin Kirkefader Wesley, som han gerne vilde ligne i alle Henseender, ogsaa i denne), til andre Tider, f. Eks. naar hans Hustru var med paa Missionsturen, kørte han.
Det hed om den lille Hest, at den bestemt vidste, hvor alle Metodisterne boede, saa han kunde godt have givet den frie Tøjler, den skulde nok have fundet frem baade ved Sommer- og Vintertide; baade ved Dag og ved Nat. Han færdedes ude i al Slags Vejr. Var der bestemt Forsamling, skulde han frem, hvordan end Vejret var. Og det kunde jo stundom blive haardt.
Det hændte saaledes, at han en Vinteraften kørte fast i nogle mægtige Snedriver i Nærheden af Landsbyen Hornum. Hans Hustru var med. De havde lang Vej hjem; hvad skulde de gøre? Hvad andet vel end spænde Hesten fra, kvittere Vognen, sætte Hustruen paa Hesten og lede den ind til Byen, hvor man fik Folk banket op og fik Nattelogi.
Naa, det var jo ikke anderledes end i vore Dage, — i Jernbanens og Bilernes Dage — hvor man kan være ude for i dagevis at være hindrede i at befare Vejene. Tit saa man P. S. M. J. tilfods. Felix Sindahl, i mange Aar Medlem af Hornsyld Menighed, mødte ham ofte som Dreng. Han, den lille fattige Københavnerdreng, der var sendt til Jylland og af Sogneraadet var bortliciteret til den Bonde, der forlangte mindst for at have ham, var meget betaget af den lille pæne Præst med høj Hat og smuk sort Frakke paa.
Han var nok forøvrigt ikke den eneste, hvem Klædedragten faldt i Øjnene. Metodistprædikanterne paa den Tid markerede som Regel deres præstelige Stilling ved bl. a. at have aaben Vest, saa Skjortebrystet var meget synligt. En Kone havde lagt Mærke hertil og fortæller en Nabokone (lidt syrligt): „— og ka do tænk dæ, hans (P. M. S. J.s) Skjotbryst naaed li’e ni’e te æ Bovselinning.“ Det var vist nok Toppunktet af Verdslighed i hendes Øjne.
Hvor meget eller hvor lidt P. M. S. J. var optaget af sin Klædedragt, véd jeg ikke, men at han ogsaa tænkte paa andre Ting, fik de gode Bjerre-Herreds-Folk snart at mærke.
Han holdt Møder alle Vegne omkring i sit store „Sogn“, først og fremmest i Hornsyld, hvor Virksomheden siden 1872 havde haft til Huse i det dejlige Kapel, som Gaardejer Niels Simonsen i Hornsyld skænkede Venneflokken, før han og hans store Familie udvandrede til Amerika, men ogsaa i Løgballe, hvor man havde købt et Hus, som blev indrettet til Kapel og Skole for Menighedens Børn og til Bolig for Lærerinden.
Og dernæst rundt om i hele Herredet, samt i Ring og Føvling i Thyrsting Herred, hvor der boede nogle Metodistfamilier, der aabnede deres Huse for Ordets Forkyndelse for baade voksne og Børn (Søndagsskole).
Naar han skulde besøge disse Venner, kom han gerne gennem Horsens, hvor der endnu ikke fandtes nogen Virksomhed af Metodistkirken. Dette kunde Jensen ikke bære over sit Hjerte. Han talte med sine Venner om Sagen, og inden længe blev Arbejdet paabegyndt i denne By, der senere blev Centrum for Metodistkirkens Arbejde paa denne Egn. Modermenigheden i Hornsyld blev Anneks til Datteren i Horsens og blev betjent med Ordet dels af sin mangeaarige Lokalprædikant, Ole Peter Olesen, og dels af Menighedens Forstander, der nu boede i Horsens.
I 1880 flyttede Jensen fra Kredsen, men indtil da holdt han trolig og trøstig ved med sit omfattende Arbejde baade i By og paa Land. Det er ikke Stedet her at skildre hverken Horsens eller Hornsyld Menigheds Historie.
Jeg gør kun opmærksom paa, at P. M. S. J. var den, der plantede Metodismens Fane i Horsens By; det var en af de Byer, hvor han blev Banebryder. En anden var Randers.
Medens P. M. S. J. var ret flittig til at sende Meddelelser om sin Virksomhed til Kirkens Blad, „Missions-Tidende“, medens han var paa Langeland, leder man forgæves efter noget fra hans Haand i de første tre Aar, han gjorde Tjeneste i Hornsyld Kreds. Men fra anden Side, særlig fra Redaktøren af Kirkens Blad, foreligger der en Del Udtalelser, der viser, at han arbejdede med stor Energi, og at Arbejdet ogsaa bar gode Frugter.
Redaktøren, Pastor Schou, skriver saaledes i Kirkebladet, der nu har skiftet Navn og hedder „Missionsvennen“, følgende (Septbr. Nr. 2, 1877):
„Brødrene Thaarup og Jensen have i Forbindelse med mig (Pastor Schou var paa den Tid Forstander for Menigheden i Vejle) prædiket her i Menigheden, men siden April har Jensen især prædiket i Bjerre Herred, hvor han bor.
Gud har velsignet hans Virksomhed, og Brødrene der ere forenede i Kjærlighed og stræbe med hverandre at fremme Guds Rige. Nogle nye Prædikepladser ere aabnede der omkring paa Landet, hvor det synes, at Folkene føle stor Trang til at høre Guds Ord.“I Januar Nr. 1879 af „Missionsvennen“ er der en ny Meddelelse fra Redaktøren, hvor det hedder (S. 14):
„I Horsens blev der sidst i Aaret (1878) for første Gang uddelt Nadvere til den lille Skare af Troende. Det var en meget velsignet Aftentime og bar i sig, syntes det, Løftet om mange og salige Stunder. Pastor Jensen, som virker i Hornsyld, Løgballe og andre Steder, har paabegyndt Arbejdet her, og Gud har hidindtil velsignet hans Gjerning rigelig ----
Denne Menighed (Hornsyld-Horsens), som nu tæller 72 i fuld Forening og 15 paa Prøve, har tidligere staaet i Forbindelse med Menigheden i Vejle, men er i Efteraaret blevet skilt fra den og organiseret med egen Kvartalskonference. Guds Fred og Kjærlighed hersker blandt Brødre og Søstre og knytter Hjerterne til hverandre med faste Baand. Guds Fred hvile over disse kjære Guds Børn!“I Sommeren 1879 blev der bygget Præstebolig i Forbindelse med Kapellet i Hornsyld, og Forstanderen flyttede nu hertil og boede her det sidste Aar, han betjente Menigheden. Endelig i 1880 kommer der en Meddelelse fra P. M. S. J. selv angaaende hans Virksomhed. Den er interessant, men for lang at gengive her.
Den viser, at Evangeliets Forkyndelse har baaret herlig Frugt i Menneskers Omvendelse, og at de troende lever et velsignet Samfundsliv indbyrdes. Menigheden talte da 97 Medlemmer, hvoraf de 14 var Prøvemedlemmer, og den vilde have været betydelig større, om ikke en stor Del af Medlemmerne var udvandret til Amerika.
Ved „Missionær-Mødet“, der dette Aar afholdtes i København (2. Septbr.) under Forsæde af Biskop Merrill, blev P. M. S. J. forflyttet til Frederikshavn. Under sit Ophold i Hornsyld Kreds var han blevet optaget som fuldstændig Medlem af Aarskonferencen og ordineret til Diakon (1877 i København) og til Ældste (1880 samme Sted).
Han var saaledes fuldtkvalificeret (i det ydre) til at optage Gerningen i den hurtigt opblomstrende Menighed i Frederikshavn, og hvad de indre Kvalifikationer angaar, har vi set, at han var i Besiddelse af Aandens Kraft, saa man allerede paa det Tidspunkt begyndte at regne med ham som en betydelig Sjælevinder.
Det sidste Vidnesbyrd om hans Virksomhed i Bjerre Herred har vi fra Superintendenten, der i en Rejsekorrespondance skriver følgende:
„Næste Morgen (Søndag) Kl. 9 forsamledes Menighedens Medlemmer i Kapellet i Hornsyld for at deltage i en Kjærlighedsfest forinden Gudstjenesten. Med Rette kunde Mødet betegnes en Kjærlighedsfest, derom bar hvert Ord Vidne, som Brødre og Søstre talte. Guds Kjærlighed opvarmede alle Hjerter, og Glædestaarer randt ved Bevidstheden om, at Gud var vor Frelser og Saliggjører.
Denne hjertelige Maade, hvorpaa der blev talt om Guds store Naade imod dem, maatte røre ethvert Hjerte, og navnlig gav det sig tilkjende, da Br. Jensen, Menighedens Forstander, talede og bød Menigheden Farvel.
Efter at have tilbragt to Timer i kristelig Samtale blev der prædiket, og Nadveren blev uddelt til Menigheden. .... Menigheden i Østeregnen, som denne Menighed gjerne kaldes, har haft en god Fremgang, medens Jensen har virket der; dens Antal er blevet betydelig forøget, og dens aandelige Liv har efter alle Tegn at dømme haft en frodig Væxt.“
tirsdag den 25. november 2014
Den nye Prædikant
Pastor P. M. S. Jensen - del 5
Af C. Nielsen
P. M. S. Jensen var den først ansatte Metodistprædikant paa Langeland, men han var ikke den første, som virkede der. Banebryderen var en ung 28-aarig Mand, Hans Hansen, (den senere saa bekendte Pastor H. H.), der tilhørte Svendborg Menighed.
Han havde i flere Aar rejst som Kolportør, blev dernæst af Menigheden i Svendborg givet Formaner-Bemyndigelse (14. April 1870) og blev kort Tid efter af en Skipper fra Rudkøbing indbudt til at besøge Øen.
Han fulgte Indbydelsen og færdedes meget derovre i et Par Aar, solgte Bøger og aflagde sit Vidnesbyrd baade i offentlige Forsamlinger og i private Hjem. Om dette og adskilligt andet har hans Søn, Sekretær Adolph Hansen skrevet interessant i „Historisk Aarsskrift 1936“.
Kort Tid efter, i Juni 1870, kom hans Præst Markus Nielsen til Langeland og afholdt Forsamlinger, der fortsættes mer eller mindre regelmæssigt med gode Resultater. I Indberetning til Kvartalskonferencen 13. Marts 1871 skriver han saaledes:
Det ses heraf, at Modstanden imod aandelig Virksomhed udenfor Folkekirken stadig holdt sig, og selv om man ikke nu længere for frem med Fængsel og Mulkter (vi havde jo i Mellemtiden faaet Grundloven med fri Religionsøvelse), saa var Sindelaget det samme baade her og andre Steder i Landet, og det fik Metodisterne i rigt Maal at føle i hine første Tider.Men alt dette kendte den nye Prædikant ikke til eller regnede maaske ikke med det. Han tog fat paa Arbejdet med frisk Mod, og det lykkedes.
Den første Meddelelse angaaende Jensens Arbejde har jeg fundet i „Missions-Tidende“ fra September 1873; det er en Redaktionsnotits, hvori det hedder:
Dette Ønske blev efterkommet i Foraaret 1875. Desværre findes der ingen Meddelelse i nogen af de officielle Protokoller om, naar det skete, men ved Kvartalskonferencen i Svendborg den 10. Juli 1875 er Missionær P. M. S. Jensen og Kirkeværge H. R. Bruun fra Langeland ikke længere opført som Medlemmer af Konferencen. „H. R. Bruun hører til Konferencen paa Langeland“, hedder det.
Det maa have været en stor Glæde for Venneflokken og dens nidkære Prædikant, og en anden Glæde var forbeholdt dem samtidig. Derom meddeler P. M. S. J. i „Missions-Tidende“ for Aug. 1875:
Endnu et Aar blev det forundt P. M. S. J. at virke i det for ham saa kære Arbejde paa Langeland, og det Aar blev ingenlunde ringere, hvad det aandelige Udbytte angik, men i Tilgangen til Menigheden var der kommet en Standsning. Medlemsskabet var det samme som i 1875. Forøvrigt havde han den Glæde at være Vært for Aarsmødet i 1876, idet dette afholdtes i Skebjerg Kapel 7.—10. Juli.
Ved Konferencen blev Brødrene O. Olsson, P. M. S. Jensen, H. Hansen og C. I. M. Thaarup anbefalede til Optagelse paa Prøve i Aarskonferencen, efter at have aflagt Prøve i de foreskrevne Konferencestudier. O. Olsson blev tillige anbefalet til Diakons Ordination, og en ny Mand, N. F. Carstensen, dansk af Fødsel, der var overflyttet fra Norge, blev anbefalet til Optagelse som fuldstændigt Medlem af Aarskonferencen.
Aarsmødet havde været meget velsignet. P. M. S. J.( der ved denne Lejlighed for første Gang fungerede som Sekretær, sendte en Meddelelse herom til „Missions-Tidende“, af hvilken gengives følgende:
Af C. Nielsen
P. M. S. Jensen var den først ansatte Metodistprædikant paa Langeland, men han var ikke den første, som virkede der. Banebryderen var en ung 28-aarig Mand, Hans Hansen, (den senere saa bekendte Pastor H. H.), der tilhørte Svendborg Menighed.
Han havde i flere Aar rejst som Kolportør, blev dernæst af Menigheden i Svendborg givet Formaner-Bemyndigelse (14. April 1870) og blev kort Tid efter af en Skipper fra Rudkøbing indbudt til at besøge Øen.
Han fulgte Indbydelsen og færdedes meget derovre i et Par Aar, solgte Bøger og aflagde sit Vidnesbyrd baade i offentlige Forsamlinger og i private Hjem. Om dette og adskilligt andet har hans Søn, Sekretær Adolph Hansen skrevet interessant i „Historisk Aarsskrift 1936“.
Kort Tid efter, i Juni 1870, kom hans Præst Markus Nielsen til Langeland og afholdt Forsamlinger, der fortsættes mer eller mindre regelmæssigt med gode Resultater. I Indberetning til Kvartalskonferencen 13. Marts 1871 skriver han saaledes:
„Paa Langeland har vi haft god Indgang blandt Folket og talrige Forsamlinger, da der er vakt stor Begjærlighed efter at høre Guds Ord. En agtet Gaardmand, der bor en Miil fra Rudkjøbing har aabnet sit Hus for os og staar vor Sag trolig bi, og paa flere Steder ere baade Hjerter og Huse aabne for os.
Men det mangler heller ikke paa Modstand, da Præsterne have rejst sig og kan ikke taale denne Bevægelse. De gjøre Alt for at afvende Folket fra os, idet de betone, at Metodisterne høre til den reformerte Kirke, der hylder forskjellige Vildfarelser og navnlig, at vi undervurdere og udhule Sakramenterne og frarøve dem deres Livskraft, hvorved det lykkes dem at afvende Adskillige fra os. Men Herren staar dog med os, skjøndt vi maa erfare, at „Jerusalem bygges i de trange Tider“.Videre hedder det:
„Siden Nytaar har jeg nogle Gange besøgt Langeland, hvor der er kommet Vækkelse blandt Folket, og er der store Forsamlinger, da der er stor Længsel efter at høre Guds Ord. Mange dersteds ere venligsindede imod os, og nogle af de største Gaardmænd have aabnet sine Huse til Forsamlinger og staar med vor Sag. Alt har været særdeles opmuntrende for mig, og er altid Spørgsmaalet, naar jeg forlader Vennerne, om jeg snart kan besøge dem igen“.Saaledes fortsættes Arbejdet paa Øen til Velsignelse for mange Mennesker. Hvad Tilslutningen til Samfundet angik, var det kun smaat, men alligevel var der 19 Personer paa Øen, der var tilsluttet Menigheden i Svendborg, da P. M. S. Jensen i 1873 flyttede dertil samt en Søndagsskole med 26 Elever, iblandt hvilke var den senere saa bekendte Pastor L. C. Larsen, nu Aarhus. Denne Søndagsskole ofrer Pastor M. Nielsen en nærmere Omtale i en af sine ret fyldige Indberetninger:
„Den 2. Februar 1873 blev der oprettet en Søndagsskole paa Langeland med 12 Børn, hvilket Antal nu er vokset til 26. Ved Oprettelsen var der efter udgaaet Indbydelse indmeldt 50 Børn, men aldrig saa snart kom dette Skolelæreren og Præsten i Sognet for Øre, før de satte alle Kræfter i Bevægelse for at forhindre Søndagsskolens Stiftelse, idet baade Læreren og Præsten et Par Dage forud forkyndte i Skolen for Børnene den Trusel, at Metodistemes Børn skulde udelukkes af den offentlige Skole, og Børn af Forældre i Folkekirken, som vovede at gaa i Metodisternes Søndagsskole, skulde udelukkes fra Religionsundervisningen i Skolen og fra Konfirmation.
Dette indjagede Frygt i baade Børn og Forældre i Sognet, saa at ingen af de indmeldte Børn turde komme, naar undtages enkelte, hvis Forældre vare Metodister. Derimod kom der nogle fra andre Sogne, saa at Skolen blev stiftet, som nævnt, den 2. Februar 1873 med 12 Børn, hvis Antal nu er voxet til 26.“
Det ses heraf, at Modstanden imod aandelig Virksomhed udenfor Folkekirken stadig holdt sig, og selv om man ikke nu længere for frem med Fængsel og Mulkter (vi havde jo i Mellemtiden faaet Grundloven med fri Religionsøvelse), saa var Sindelaget det samme baade her og andre Steder i Landet, og det fik Metodisterne i rigt Maal at føle i hine første Tider.Men alt dette kendte den nye Prædikant ikke til eller regnede maaske ikke med det. Han tog fat paa Arbejdet med frisk Mod, og det lykkedes.
Den første Meddelelse angaaende Jensens Arbejde har jeg fundet i „Missions-Tidende“ fra September 1873; det er en Redaktionsnotits, hvori det hedder:
„Paa Langeland gør Metodismen Fremskridt, skjøndt Folkekirkens Præster baade aabent og skjult med Iver arbejde for at forhindre Værkets Fremgang. Ikke desto mindre synes det kun at frugte lidet, thi Gud er med os, og hvo kan da være imod os; — det er ikke godt at stride imod Gud.
Broder Nielsen fra Svendborg har prædiket der hidindtil, og Herren har rigelig velsignet hans Arbejde. Br. Jensen fra Kjøbenhavn er nu sendt derover, og vi haabe, at Herren vil vedblive at udgyde sin Aand over Folket dersteds.
Et af Menighedens Medlemmer, Broder H. R. Bruun, har bestemt at opføre et Hus, der skal være stort nok saavel til Beboelse som til Kapel og tillige, naar en vis Tid er forløben, at skænke samme til Missionen. Forberedelserne ere allerede gjorte, og Bygningen vil snart blive paabegyndt.“I Marts Maaned 1874 er P. M. S. Jensen til Kvartalskonference i Svendborg, og her afgiver han sin første Rapport om Arbejdet paa Langeland.
„Siden sidste Kvartalsmøde“, skriver han, „ere 20 Personer optagne paa Prøve i vor Menighed. Stemningen iblandt Folket er god. Paa de fleste Steder, hvor vi har prædiket, navnlig i Humble og Stoense Sogne, ere vore Forsamlinger udmærket gode; paa disse Steder ere Husene stundom for smaa til at rumme de samlede Mennesker.
Ordet forbliver heller ikke uden Virkning; flere ere bievne overbeviste om Synd og have søgt Frelsen. I Skebjerg ere Forsamlingerne dog ikke saa store og bestaar for Størstedelen af Menighedens egne Medlemmer. Jeg har i den seneste Tid faaet en god Indgang i Øens sydligste Sogne, hvor vi have havt nogle store Forsamlinger, over hvilke mange udtale deres Glæde og Tilfredshed.“I April Nr. af „Missions-Tid.“ 1874 hedder det videre i en Redaktionsnotits om Langeland:
„Mange er i det sidste Kvartal vakte op af Syndesøvnen og have begyndt for Alvor at søge efter det Ene Fornødne, og 15 have forenet sig med Menigheden. Forskjellige nye Prædikepladser have været aabnede især i de sydlige Sogne.
Under Superintendentens Besøg i Marts Maaned prædikede han i Haugbølle til en stor Forsamling; over 100 maatte staa udenfor. I Tryggeløv Gæstgivergaard, hvor han prædikede den paafølgende Aften, var allerede en Time før Tiden Salen overfyldt og vedblev at forøges, saa Forsamlingen maatte deles i to Dele og Br. Jensen prædike til de sidstankomne i Gæstgivergaardens inderste Lokale.“Dette var jo meget opmuntrende, men hvad der var ikke mindre godt, var det Vidnesbyrd, Forstanderen kunde give sin Menighed: I en Korrespondance til „Missions-Tidende“ (Aug. 1874, Side 88) hedder det:
„Vore Sødskende her leve et kjærligt Samliv, hvorved de give et skriftmæssigt Bevis paa Ægtheden af deres Religion. Jeg har Grund til at takke Gud for den Venlighed og Kjærlighed, jeg møder overalt blandt Vennerne; thi det opmuntrer mig ofte i min vigtige Gjernings Udførelse. Gud velsigne dem derfor!“Kirkens aarlige Distriktsmøde blev det Aar (1874) afholdt i København (27.—30. Maj). I sin Indberetning gør P. M. S. J. opmærksom paa, at Forsamlingerne paa Landet er stærkt besøgte og Udsigterne gode. Endvidere beretter han, at „Medlemmerne have næret Ønske om at blive adskilt fra Svendborg for at blive organiseret som en selvstændig Menighed.“
Dette Ønske blev efterkommet i Foraaret 1875. Desværre findes der ingen Meddelelse i nogen af de officielle Protokoller om, naar det skete, men ved Kvartalskonferencen i Svendborg den 10. Juli 1875 er Missionær P. M. S. Jensen og Kirkeværge H. R. Bruun fra Langeland ikke længere opført som Medlemmer af Konferencen. „H. R. Bruun hører til Konferencen paa Langeland“, hedder det.
Det maa have været en stor Glæde for Venneflokken og dens nidkære Prædikant, og en anden Glæde var forbeholdt dem samtidig. Derom meddeler P. M. S. J. i „Missions-Tidende“ for Aug. 1875:
„Se vi tilbage i Tiden blot en 5—6 Aar og betænke, at her den Gang aldrig var prædiket af nogen Metodistprædikant, saa er det med Glæde, at vi erindrer Dagen den 2den Maj, da Skarer af Mennesker fra fjærn og nær vare samlede i Skebjerg for at overvære den sjældne Højtidelighed ved Indvielsen af et Methodistkapel.
Dette er et herligt Værk af Evangeliet, og dog have vi et herligere i de 65 Sjæle, som udgør vor Menighed. Æren derfor er alene Guds; thi det er ham, der har givet den Sejr ved Jesum Kristum!
Methodismens Indflydelse paa Befolkningen her er ikke ringe, især naar vi tænke paa, hvad den ofte maa lide paa Grund af Folks Uvidenhed om den og Fordomme imod den. Her staar mange levende Vidner rundt omkring, som ere vakte af Syndens Søvn ved vort Evangelium og hente deres aandelige Næring hos os, og vi haabe at møde dem hos Gud.
Vi have en Fremtid for os og et Værk, over hvilket Haabets Sol lyser bestraalet af ham, der siger: „Se, jeg er med eder alle Dage til Verdens Ende.“ O, maa Gud fremdeles velsigne sin Sag her! Maa han igjennem den megen Strid og de mange Møjsommeligheder, hans Sag skal kæmpe med, føre os til Sejr her og hisset!“Det Aar kunde Forstanderen for Langeland Menighed indberette ved Kirkens aarlige Møde (Septbr. 1875 i Vejle), at Menigheden bestod af 64 Medlemmer og Prøvemedlemmer, at der var fire Søndagsskoler paa Øen med 130 Børn, at de havde indviet et nyt Kapel, og at den aarlige Missionskollekt til Hedningemissionen havde indbragt 150 Kroner — et ganske pænt Resultat efter to Aars Arbejde.
Endnu et Aar blev det forundt P. M. S. J. at virke i det for ham saa kære Arbejde paa Langeland, og det Aar blev ingenlunde ringere, hvad det aandelige Udbytte angik, men i Tilgangen til Menigheden var der kommet en Standsning. Medlemsskabet var det samme som i 1875. Forøvrigt havde han den Glæde at være Vært for Aarsmødet i 1876, idet dette afholdtes i Skebjerg Kapel 7.—10. Juli.
Ved Konferencen blev Brødrene O. Olsson, P. M. S. Jensen, H. Hansen og C. I. M. Thaarup anbefalede til Optagelse paa Prøve i Aarskonferencen, efter at have aflagt Prøve i de foreskrevne Konferencestudier. O. Olsson blev tillige anbefalet til Diakons Ordination, og en ny Mand, N. F. Carstensen, dansk af Fødsel, der var overflyttet fra Norge, blev anbefalet til Optagelse som fuldstændigt Medlem af Aarskonferencen.
Aarsmødet havde været meget velsignet. P. M. S. J.( der ved denne Lejlighed for første Gang fungerede som Sekretær, sendte en Meddelelse herom til „Missions-Tidende“, af hvilken gengives følgende:
„Præstemødet her vil længe haves i kjær Erindring; fra Begyndelsen til Enden herskede der den bedste Forstaaelse mellem Brødrene, og det hele bar Præget af et langt Kjærlighedsmøde, og vi skiltes med det Indtryk i Hjertet, at Herren var i Sandhed tilstede med sin Velsignelse. Herren hjælpe, at dets velsignede Virkninger længe maa spores baade her i Menig« heden og hos alle Brødrene, der besøgte det!“Senere paa Aaret — i September — afholdtes et „Missionsmøde“ i Svendborg under Forsæde af Biskop Andrews. Ved den Lejlighed fik Prædikanterne deres Ansættelse for det nye Kirkeaar; de fleste skulde flytte. P. M. S. J. blev sendt til Vejle for som Hjælpeprædikant sammen med Chr. Thaarup at bistaa Menighedsforstanderen i den vidtstrakte Kreds, som den Gang udgjorde Vejle Menighed.
lørdag den 22. november 2014
Religiøse Forhold paa Langeland
 |
Ole Peter Holm Larsen, kaldet Peter Larsen Skræppenborg. Vækkelsesprædikant og bonde, født i Odense 1802, bonde på Skræppenborg i Tommerup, ejede Donsgaard i Dons fra 1841 til 1873, hvor han døde. |
Af C. Nielsen
I Slutningen af det attende Aarhundrede og første Halvdel af det nittende gik der en stærk religiøs Vækkelse hen over Fyn og omliggende Øer.
Den begyndte paa Kertemindeegnen og bredte sig derfra over hele Øen undtagen nord- og vestpaa mellem Odense og Bogense, den saakaldte „Sletten“, som synes at have været ganske uberørt af Bevægelsen.
Det var særlig to Mænd, der blev de første Befordrere af Vækkelsen, en gammel Ungkarl ved Navn O. H. Svane, Skomager i Kerteminde, og dennes langt yngre Ven og Discipel, Tømmermanden Chr. Madsen. Det var de saakaldte „Forsamlingsfolk“, hvis Virksomhed i det sydøstlige Jylland jeg tidligere har omtalt.
Efterhaanden sluttede mange sig til Forsamlingsfolkene eller „de gudelige Forsamlinger“, som Bevægelsen ogsaa kaldtes, og flere ret betydelige og indflydelsesrige Mænd blev vundne, bl. a. den senere saa bekendte Lægprædikant og dygtige Gaardmand Peter Larsen Skræppenborg fra Brylle ved Odense.
I Aaret 1837 kom Bevægelsen til Langeland. Her blev bl. a. to Mænd vundne, den blinde Jens Sørensen Dyrholm og Smedeenkens Søn fra Simmerbølle, Anders Madsen. Begge sluttede sig senere til Baptisterne, der ligeledes i denne Tid (1839) optog Virksomhed paa Øen. Førstnævnte fortrød dog snart dette Skridt, traadte ud af Baptistmenigheden og sluttede sig til Indre Mission, hvor han til sin Død virkede som Koh portør.
Det var en stærk aandelig Bevægelse, der gik hen over Langeland i disse Aar. Skræppenborg fortæller herom:
„Jeg var næsten bange for at være der; men ikke af anden Aarsag, end fordi min Tro var for svag. De traadte Verden og Djævelen i den Grad under Øjnene, at jeg var bange for, at de skulde blive alt for vrede og rasende.“Der blev klaget baade over Baptisterne og „Forsamlingsfolkene“ til Autoriteterne, og Resultatet var Fængsel og Bøder i lange Baner.
Men ikke blot fra Øvrighedens Side fo’r man haardt frem imod de vakte, ogsaa Kirkens Tjenere viste sig saare ofte som Fjender af det nyvakte Liv.
P. Larsen Skræppenborg fortæller om en betegnende og saare kostelig Oplevelse, han havde med Præsten paa den lille Ø Lyø.
Der var paa Øen nogle faa, som havde faaet Lyst til Guds Ord, hvorfor de sendte Bud efter Skræppenborg om at komme og holde gudelig Forsamling derovre. Da Præsten hører det, siger han følgende fyndige og betegnende Ord:
„Nej, lad det Skarn blive borte og ikke komme og gøre Ufred her paa min Ø.“Skræppenborg lod sig imidlertid ikke afskrække af denne gejstlige Enevældskonge, men kom, selv om han ikke var ganske rask; han havde en forfærdelig Tandpine. Saa snart han kommer i Land, møder Præsten ham og langer ham en vældig Ørefigen ud til Velkomst — saa Tandpinen forsvinder!
„Det er ikke saadanne Vaaben, De skal føre, Hr. Pastor“, siger Skræppenborg roligt; men Præsten føjer til: „Jeg ved nok, I Skarn ikke bryder jer om Præsterne; men jeg er Karantæne-Kommissær, og mig skal I respektere“.„Det var heller ikke saa ilde,“ skriver Lindberg, som beretter denne Historie, at denne Præst beraabte sig paa sin Karantænemyndighed imod Kristendommen, som Verden altid fornægter som den allerfarligste Pestilens, om hvis Smitsomhed den ikke er saa stridig som om Kolerapestens.
Men trods al Modstand fra Øvrighedens og Præsternes Side bredte det aandelige Røre sig til alle femten Kirkesogne paa Øen. Den holdt sig i nogle Aar, saa hørte den op som Bevægelse.
Nogle faa gik til Baptisterne og en Del gik vel tilbage til Verden igen, men mange vedblev at leve et stille gudfrygtigt Liv med deres Bibel og Opbyggelsesboger og Kingos Salmebog, som de gammeldags troende satte saa stor Pris paa.
Et Par Aartier senere høstede baade Grundtvigianerne og Indre Mission Frugt af den Udsæd, der havde fundet Sted i Trediverne og Fyrrerne, og da Metodisterne i Halvfjerserne begyndte Virksomhed paa Øen, fandt de Folk overalt, der med aabent Sind tog imod Budskabet, de havde at bringe.
mandag den 10. november 2014
Nogle Data fra Barndommens og Ungdommens Dage
Pastor P. M. S. Jensen - del 3:
Af Chr. Nielsen
Peter Martin Severin Jensen blev født den 30. April 1848 i Frederiksborg (Hillerød).
Hans Fader drev Guldsmedeforretning i Byen, og Familien levede under jævnt gode økonomiske Forhold.
Der var en temmelig stor Børneflok, hvoraf nogle senere i Livet kom til at indtage ret fremskudte Stillinger i Samfundet; en Søn, Frederik, blev Skattedirektør i København, en anden, August, var i mange Aar Godsforvalter paa Herresædet Rosenvold ved Vejlefjord; der var flere Søstre, hvoraf én, maaske to, rejste til Amerika.
De fik alle en god Skolegang, der, saavidt vides for P. M. S. J.s Vedkommende, endte med en Præliminæreksamen, der paa den Tid kun opnaaedes af faa, hvis man da ikke agtede at gaa Studievejen. Og det vilde den unge Jensen ikke. Han vilde være en Haandens Arbejder, mente han.
Han elskede sit gode Hjem og havde mange dejlige Minder derfra. Om Faderen skrev han mange Aar efter i en Dagbogsnotits:
Et andet Barndomsminde var Slottets Brand (Decbr. 1859). Efter Genopførelsen af Slottet blev Digteren Chr. Hostrup, efter Kongens Ønske, ansat som Sognepræst i Byen (1862), og hos denne er da P. M. S. blevet konfirmeret.
Efter udstaaet Læretid i Klejnsmedfaget (han var bl. a. med til at lave Laasene til det nyopførte Slot), rejste han til København og fortsatte sin Virksomhed i Faget. Og her er det saa, at han som tyveaarig ung Mand faar sin store Oplevelse med Gud.
Hvorledes den unge Jensen er kommet ind i Menighedsarbejdet og Prædikegerningen, vides der, saavidt mig bekendt, intet bestemt om. Antagelig har han passet sin daglige Gerning ved Hammer og Ambolt samtidig med, at han har deltaget i Menighedens Arbejde. Der var f. Eks. Søndagsskolegerningen, der blomstrede stærkt i hine Aar.
Siden 1866 havde der været offentlig Søndagsskole i Sct. Pouls Kirke, og et ret betydeligt Antal Børn var indskrevet som Elever. Her var god Brug for Menighedens unge Mænd og Kvinder, og der er ingen Tvivl om, at den unge Jensen, varm og nidkær som han var, snart har meldt sig til Tjeneste.
Det vides, at han var med, da det første Missionslokale paa Christianshavn blev taget i Brug. Flere af Menighedens Medlemmer havde været rundt i Kvarteret og indbudt Børn til Søndagsskolen, og Indbydelsen blev efterkommet i saa høj Grad, at den unge Jensen, der tog imod dem og skulde forestaa Skolen, erklærede, at nu kunde de ikke have flere i Salen.
Men Børnene protesterede:
..................
Et lille interessant Vidnesbyrd om Søndagsskolen paa Christianshavn fandt jeg forleden i nogle af min afdøde Broder, Sofus Nielsens efterladte Papirer.
Det er et Brev skrevet til Wilh. Hoffenblad, der paa det Tidspunkt var Leder af Søndagsskolen i Rigensgade, fra hans Svigerinde Anna Søndergaard. Heri hedder det bl. a.:
Hvornaar Kaldet er kommet til ham om at ofre sig helt for Guds og Kirkens Tjeneste, vides heller ikke med Bestemthed; men saa snart det har staaet ham klart, har han begyndt at forberede sig, dels ved at deltage i private Kursus, dels ved at modtage Undervisning i de teologiske Fag hos Præsterne Willerup og Karl Schou, hvilken sidste var kommet hjem fra Amerika i Slutningen af 1872 for at overtage Stillingen som Superintendent for hele Kirkens Virksomhed i Danmark efter Pastor Willerup, der havde søgt og faaet sin Afsked som saadan.
Samtidig gav Menigheden den unge Jensen Formaner-Bevilling, hvorved han erholdt Bemyndigelse til at afholde Møder for Bøn og Formaning (det første Trin paa den Stige, der fører op til en Rejseprædikants Stilling), og dermed havde han baade det indre Kald fra Gud og det ydre fra Menigheden.
Aaret 1873 betegner i mange Henseender en Epoke i Metodistkirkens Virksomhed i Danmark. Hidtil havde Arbejdet været ledet ud fra tre Centrer: København, Svendborg og Vejle. Pastor Willerup, der som Leder var ret eneraadende, havde ordnet alt paa egen Haand, ansat Prædikanter, udgivet Bøger, forestaaet Leje af de nødvendige Lokaler osv.
Anderledes blev det, da den nye Superintendent, Karl Schou, overtog Arbejdet. Han sammenkaldte kort Tid efter sin Ankomst til en Distriktskonference, hvor alle, der havde en Forkyndergerning i Menighederne, blev indbudt. Denne blev afholdt i Svendborg fra 10.—13. Juni 1873. Der var ialt 10 Deltagere, og iblandt dem var P. M. S. J. Om ham hedder det i det skriftlige Referat fra Mødet:
Saa var det da at komme hjem til København og faa sine Sager i Orden for hurtigst muligt at komme til den nye Arbejdsmark. Den, der har kendt P. M. S. J., er klar over, at det ikke har taget lang Tid med at blive færdig. For ham var det alle Dage om at gøre at benytte Tiden vel; thi det havde „Hastværk med Kongens Ærinde!“ Men før han drog afsted, skulde han alligevel holde en Slags Prøveprædiken — eller var det maaske Afskedsprædiken? Nok er det.
Pastor Schou og andre Autoriteter var tilstede ved et Møde i Kryptkirken, hvor han skulde tale. Og hvad var de der for? Hvad andet vel end for at bedømme den unge Mands Præstationer. Han har selv fortalt, at han var i høj Grad trykket af Situationen, da han betraadte Talerstolen.
Men heroppe fik han Øje paa et lille grønt Blad, der laa paa Pulten. Den Tanke kom til ham, at det var en eller anden god Ven, der havde lagt dette Blad med Haabets grønne Farve derop for at opmuntre ham. Senere kom han rigtignok paa Tanke om, at Bladet kunde være kommet der efter en Pyntning af Lokalet — hvordan det end forholdt sig:
Let grebet og bevæget, som han var, fattede han Mod og prædikede med Varme og Kraft over sin Tekst. Det kunde jo ikke nytte at hænge med Hovedet. Det hverken var hans Skik eller nogensinde blev det at se mørkt paa Tingene. Optimistisk, som han var, havde han altid let ved at se den lyse Side af en Sag. Det kom ham til Hjælp ved mange Lejligheder, — ikke mindst ved denne, da han — 25 Aar gammel — tiltraadte sit første Embede i Kirkens Tjeneste.
Af Chr. Nielsen
Peter Martin Severin Jensen blev født den 30. April 1848 i Frederiksborg (Hillerød).
Hans Fader drev Guldsmedeforretning i Byen, og Familien levede under jævnt gode økonomiske Forhold.
Der var en temmelig stor Børneflok, hvoraf nogle senere i Livet kom til at indtage ret fremskudte Stillinger i Samfundet; en Søn, Frederik, blev Skattedirektør i København, en anden, August, var i mange Aar Godsforvalter paa Herresædet Rosenvold ved Vejlefjord; der var flere Søstre, hvoraf én, maaske to, rejste til Amerika.
De fik alle en god Skolegang, der, saavidt vides for P. M. S. J.s Vedkommende, endte med en Præliminæreksamen, der paa den Tid kun opnaaedes af faa, hvis man da ikke agtede at gaa Studievejen. Og det vilde den unge Jensen ikke. Han vilde være en Haandens Arbejder, mente han.
Han elskede sit gode Hjem og havde mange dejlige Minder derfra. Om Faderen skrev han mange Aar efter i en Dagbogsnotits:
„Den 16. Februar 1898: Min gamle Faders Fødselsdag. Det er nu 28 Aar siden, han døde, som jeg haaber, i Herren. Jeg har mange gode Minder om min kære Fader. Havde han været under virkelig evangelisk Paavirkning fra Ungdommen af, havde han sikkert været en sjælden velsignet Kristen. Ære være hans Minde!“Nogle af Jensens Barndomsminder har knyttet sig til Kongefamiliens (Frederik VII og Grevinde Danners) aarlige Vinter-Ophold paa det prægtige Frederiksborg Slot. I sin Skoletid var han Kordreng i Slotskirken, der tillige var Byens Sognekirke; hans smukke og kraftige Stemme gjorde ham velskikket dertil.
Efter udstaaet Læretid i Klejnsmedfaget (han var bl. a. med til at lave Laasene til det nyopførte Slot), rejste han til København og fortsatte sin Virksomhed i Faget. Og her er det saa, at han som tyveaarig ung Mand faar sin store Oplevelse med Gud.
Hvorledes den unge Jensen er kommet ind i Menighedsarbejdet og Prædikegerningen, vides der, saavidt mig bekendt, intet bestemt om. Antagelig har han passet sin daglige Gerning ved Hammer og Ambolt samtidig med, at han har deltaget i Menighedens Arbejde. Der var f. Eks. Søndagsskolegerningen, der blomstrede stærkt i hine Aar.
Siden 1866 havde der været offentlig Søndagsskole i Sct. Pouls Kirke, og et ret betydeligt Antal Børn var indskrevet som Elever. Her var god Brug for Menighedens unge Mænd og Kvinder, og der er ingen Tvivl om, at den unge Jensen, varm og nidkær som han var, snart har meldt sig til Tjeneste.
Det vides, at han var med, da det første Missionslokale paa Christianshavn blev taget i Brug. Flere af Menighedens Medlemmer havde været rundt i Kvarteret og indbudt Børn til Søndagsskolen, og Indbydelsen blev efterkommet i saa høj Grad, at den unge Jensen, der tog imod dem og skulde forestaa Skolen, erklærede, at nu kunde de ikke have flere i Salen.
Men Børnene protesterede:
„Damerne har indbudt os“, erklærede de, „og saa vil vi ogsaa ind!“Hvordan det saa ellers gik, melder Historien intet om. Saa var der ogsaa adskillige Udposter, hvor man afholdt Møder.
..................
Et lille interessant Vidnesbyrd om Søndagsskolen paa Christianshavn fandt jeg forleden i nogle af min afdøde Broder, Sofus Nielsens efterladte Papirer.
Det er et Brev skrevet til Wilh. Hoffenblad, der paa det Tidspunkt var Leder af Søndagsskolen i Rigensgade, fra hans Svigerinde Anna Søndergaard. Heri hedder det bl. a.:
„Saavidt jeg husker, begyndte jeg at gaa i Søndagsskole i 1870. Vi boede da paa Christianshavn, og dér gik jeg og legede i Gaarden, da den lille Pastor Jensens Hustrus Moder (Fru Holm) kom og spurgte, om jeg vilde gaa med i Søndagsskole.“Det gjorde Barnet og fortæller saa videre:
„Først gik jeg en Tid i Torvegade, derefter i Overgaden oven Vandet og dernæst i Rigensgade under Præsterne Schou, J. J. Christensen og Thaarup (sidstnævnte var paa det Tidspunkt J. J. C.s Hjælper), og jeg har altid med Glæde gaaet til min Søndagsskole.“Morgen. Adskillige andre Udposter var der: Nørrebro, Ordrup, Dragør, ialt syv forskellige Steder i København og Omegn. Her afholdtes ugentlig (ifl. Meddelelse i „Missions-Tidende“ Nr. 2, 1873) tolv Prædikemøder og ni Klassemøder foruden Bønnemøder, og der var fire Søndagsskoler med 472 Børn. I Sandhed en betydelig Virksomhed for den lille Menighed.
Hvornaar Kaldet er kommet til ham om at ofre sig helt for Guds og Kirkens Tjeneste, vides heller ikke med Bestemthed; men saa snart det har staaet ham klart, har han begyndt at forberede sig, dels ved at deltage i private Kursus, dels ved at modtage Undervisning i de teologiske Fag hos Præsterne Willerup og Karl Schou, hvilken sidste var kommet hjem fra Amerika i Slutningen af 1872 for at overtage Stillingen som Superintendent for hele Kirkens Virksomhed i Danmark efter Pastor Willerup, der havde søgt og faaet sin Afsked som saadan.
Samtidig gav Menigheden den unge Jensen Formaner-Bevilling, hvorved han erholdt Bemyndigelse til at afholde Møder for Bøn og Formaning (det første Trin paa den Stige, der fører op til en Rejseprædikants Stilling), og dermed havde han baade det indre Kald fra Gud og det ydre fra Menigheden.
Aaret 1873 betegner i mange Henseender en Epoke i Metodistkirkens Virksomhed i Danmark. Hidtil havde Arbejdet været ledet ud fra tre Centrer: København, Svendborg og Vejle. Pastor Willerup, der som Leder var ret eneraadende, havde ordnet alt paa egen Haand, ansat Prædikanter, udgivet Bøger, forestaaet Leje af de nødvendige Lokaler osv.
Anderledes blev det, da den nye Superintendent, Karl Schou, overtog Arbejdet. Han sammenkaldte kort Tid efter sin Ankomst til en Distriktskonference, hvor alle, der havde en Forkyndergerning i Menighederne, blev indbudt. Denne blev afholdt i Svendborg fra 10.—13. Juni 1873. Der var ialt 10 Deltagere, og iblandt dem var P. M. S. J. Om ham hedder det i det skriftlige Referat fra Mødet:
„Forslag om, at Formaner Br. P. Jensen erholder Bemyndigelse som Lægprædikant, fremførtes, og hans Anbefalingsattest til Lægprædikant fra Kvartalskonferencen i Kjøbenhavn blev oplæst. Han blev derefter examineret i forskjellige Punkter, saasom: Retfærdiggøreisen, Gjenfødelsen og den sønlige Udkaarelse, Daaben og Nadveren, og hvad der var en absolut Nødvendighed for den, der er kaldet til at prædike.
— Svar: En saadan maa være omvendt til Gud, besidde Kundskaber, have Frugter at opvise, være kaldet af Gud og Kirken samt ledet af Guds Aand, anvende Flid i Studier og beflitte sig paa i enhver Henseende at pryde Evangeliet.
Det blev vedtaget, at Broder P. Jensen bemyndigedes til Lægprædikant.“Ved dette Møde fik han sin første Ansættelse. Han blev sendt til Langeland som Hjælper i den store Svendborgkreds, hvortil Øen hørte.
Saa var det da at komme hjem til København og faa sine Sager i Orden for hurtigst muligt at komme til den nye Arbejdsmark. Den, der har kendt P. M. S. J., er klar over, at det ikke har taget lang Tid med at blive færdig. For ham var det alle Dage om at gøre at benytte Tiden vel; thi det havde „Hastværk med Kongens Ærinde!“ Men før han drog afsted, skulde han alligevel holde en Slags Prøveprædiken — eller var det maaske Afskedsprædiken? Nok er det.
Pastor Schou og andre Autoriteter var tilstede ved et Møde i Kryptkirken, hvor han skulde tale. Og hvad var de der for? Hvad andet vel end for at bedømme den unge Mands Præstationer. Han har selv fortalt, at han var i høj Grad trykket af Situationen, da han betraadte Talerstolen.
Men heroppe fik han Øje paa et lille grønt Blad, der laa paa Pulten. Den Tanke kom til ham, at det var en eller anden god Ven, der havde lagt dette Blad med Haabets grønne Farve derop for at opmuntre ham. Senere kom han rigtignok paa Tanke om, at Bladet kunde være kommet der efter en Pyntning af Lokalet — hvordan det end forholdt sig:
Let grebet og bevæget, som han var, fattede han Mod og prædikede med Varme og Kraft over sin Tekst. Det kunde jo ikke nytte at hænge med Hovedet. Det hverken var hans Skik eller nogensinde blev det at se mørkt paa Tingene. Optimistisk, som han var, havde han altid let ved at se den lyse Side af en Sag. Det kom ham til Hjælp ved mange Lejligheder, — ikke mindst ved denne, da han — 25 Aar gammel — tiltraadte sit første Embede i Kirkens Tjeneste.
Abonner på:
Opslag (Atom)