 |
| Stormfloden hærger Lolland Illustreret Tidende, 1872 |
Det var hin skæbnesvangre 13de November 1872, der for Danmarks Vedkommende vil staa indskrevet i Historiens Aarbøger som en af de mest grufulde, der nogensinde har hjemsøgt dets Kyster.
Det er ikke Hensigten at give en Skildring af den Rædsel, der fyldte Befolkningens Hjerter, da de lagde Mærke til Vandets hurtige Stigen, eller da de saa Havet som en eneste stor Bølge vælte sig ind over de lavere Jordstrækninger langs Sjællands Østkyst, saa vel som paa de syd for liggende Øer.
Endnu mindre vilde jeg være i Stand til at beskrive de arme Familiers Nød og Elendighed, der i et Øjeblik saa sig afskaarne fra alt Samkvem med Naboer og Genboer, og i det næste saa Vandet trænge ind i deres Huse, hvor det steg Tomme for Tomme, indtil de saa sig nødsagede til at søge Frelse paa Loftet, hvor mange stakkels Mennesker maatte opholde sig i flere Timer, indtil der endelig kom Baade med behjertede Mænd, der reddede dem af deres fortvivlede Stilling.
Alle disse grufulde Begivenheder ere saavel i Dagblade som i Bøger skildrede saa omstændeligt, at en Gentagelse deraf ikke nu vilde kunne fremkalde Interesse.
Hvad der derimod synes at være forbigaaet omtrent i Tavshed, det er de gribende Scener, der fandt Sted paa Søen, hvor de stakkels Søfolk, der kun havde den gyngende Planke under deres Fødder, med hvert Minut saa sig tydeligere prisgivne Døden i de fraadende Bølger, der i Forening med Orkanens Buldren skulde blive deres eneste Gravsang.
Der hørtes mange, mange hjerteskærende Raab fra disse djærve og haardføre Søfolk. Nogle havde deres gamle Forældre at forsørge, andre havde en ung Hustru og atter andre med hende en større eller mindre Flok uforsørgede Børn, som de ingen Udsigt havde til at se mere i denne Verden.
Under saadanne Forhold vaagner hos de fleste Mennesker Tanker om en Gud eller et Forsyn, selv om den maaske i lange Tider har været kvalt.
Kære Guds Børn, der selv befandt sig blandt de ulykkelige, har fortalt mig, hvorledes Skarer i Fortvivlelse vred deres Hænder og raabte til Herren om Hjælp og Frelse, i Forbindelse med, at de gav højtidelige Løfter om at leve et bedre Liv, om en fuld Overgivelse til Herren, dersom han denne Gang vilde høre deres Bønner.
Alt dette var ganske naturligt, naar man tænker sig al den Jammer og Nød, der omgav dem, og den visse Død, som stod for deres Øjne. Men hvad der ikke var naturligt, det var, at de samme Mennesker, da de nogle Timer efter stod frelste paa Landjorden, hvor godhjertede Mennesker med Mad og Drikke søgte at mildne Indtrykket af de udstaaede Lidelser, teede sig som besatte, idet de lo, spøgede, bandte, sang og dansede under Indflydelse af Spiritus, saa de mere lignede Dyr end Mennesker.
Mange saadanne Træk blev mig fortalte i de næst paafølgende Dage. En gammel norsk Kaptejn S. fra A. var det første Øjenvidne, jeg talte med. Han opsøgte mig i mit Hjem og bad under Taarer, om der ikke kunde blive afholdt Gudstjeneste for disse Søfolk, der for en stor Del vare indlogerede i Værtshuse, hvor de enkelte gode Forsætter, der var tilbage, syntes at skulle kvæles i Drik og Liderlighed.
Med ham var der samme Dag kommen over 500 forliste Søfolk til København. Der blev straks foranstaltet afholdt Gudstjeneste for dem den paafølgende Aften i Methodist-Kirken, og da der i de Dage var et Par svenske Methodistpræster i Besøg i København, saa blev der hver Aften talt baade paa Svensk og Dansk.
Kaptejn S. gik selv omkring i Værtshusene og jeg ombord i Skibene for at indbyde saa mange som muligt til disse Gudstjenester, og Kirken var da ogsaa fyldt hver Aften. Det var paa disse Vandringer, jeg fik at høre paa første Haand de mange grufulde Skildringer, men, Gud ske Tak, ogsaa flere Beviser paa den gode Hyrdes Trofasthed mod sine.
Blandt de mange Havarister, der tyede ind til København for at reparere, var ogsaa en temmelig stor Bark fra F ... d i Norge. Kaptejnens Navn mindes jeg ikke mere, da jeg i det hele ikke havde megen Omgang med ham.
Ombord i samme Skib var der en gammel Tømmermand, som i mange Aar havde elsket sin Frelser. Han havde sin eneste Søn ombord som Matros. Skønt Sønnen levede et moralsk Liv, saa foraarsagede han dog de gamle Forældre en stor Sorg ved at være aldeles uimodtagelig for den guddommelige Naade.
Faderen havde haabet, at den øjensynlige Dødsfare, hvori de svævede under Orkanen, og de Rædsler, de saa omkring sig, samt flere Sømænds Død i Bølgerne for deres Øjne skulde have haft en vækkende Virkning paa Sønnen, da der i de første Dage var kommen en hidtil ukendt Ro og Stilhed over ham, men dette Haab bristede omtrent, saa snart de vare ankomne til København.
Selv bad han Sønnen, og gennem mig lod han ham flere Gange anmode om at gaa med til Kirke, men det syntes at være forgæves. Han forsøgte hverken at haane Faderens Gudsfrygt eller at afholde ham fra hans religiøse Øvelser og syntes i det hele at have al Agtelse for hans Gudsfrygt, men selv ønskede han ogsaa Frihed til at gaa de Veje, han foretrak, uden at have Faderens Indblanding deri.
Endelig kom Julen, denne de Kristnes største Glædesfest, da Han blev født, som skulde frelse Verden fra Synden. Denne Fest var næsten Faderens sidste Haab i Øjeblikket, da Skibet atter skulde stikke i Søen saa hurtigt efter Julen, som det paa nogen Maade lod sig gøre.
Jeg tilbød at hente baade Fader og Søn til Gudstjeneste Julemorgen Kl. 6; til den Tid kunde dog ingen af dem komme, men Kl. 10 og Kl. 5 var den gamle i Kirken og tilbragte der imellem en Times Tid i mit Hjem. Han havde ikke været i Stand til at formaa Sønnen til at følge med. Anden Juledag blev jeg derfor meget forbavset ved at se baade Fader og Søn til Formiddags-Gudstjenesten og endnu mere ved at se dem igen om Eftermiddagen.
Efter Gudstjenesten om Eftermiddagen kom de begge hen til mig med glædesstraalende Ansigter og fortalte mig, at nu var den forlorne Søn vendt tilbage og kunde glæde sig over en herlig Modtagelse af Faderen, der havde tilgivet ham alle hans Synder. Nu var der imidlertid kommen en bitter Draabe i Glædens Bæger.
Skibet skulde lette allerede næste Dag, og nu vilde han dog saa inderlig gerne være bleven lidt længere, i det mindste Nytaar over. Skibet laa sejlklart, og Vinden blev føjelig hen paa Eftermiddagen 3dje Juledag, og Barken stod ud af Havnen med to saa lykkelige Mennesker ombord som maaske næppe nogensinde før. Baade Fader og Søn udbrød, førend vi skiltes: Denne var i Sandhed den glædeligste og mest velsignede Julefest, vi nogensinde har oplevet.
I Slutningen af Februar eller i Begyndelsen af Marts modtog jeg et Brev fra Frankrig med en ukendt Haandskrift. Brevet var fra den gamle Tømmermand, og han skrev iblandt andet følgende:
„Vi havde meget god Vind Kattegat igennem, men da vi skulde Skagen ud, blev den kontra, hvorfor vi midlertidigt maatte ankre op i Aalbækbugten. Den Vind blev ved at staa i flere Dage, saa at vi først Dagen efter Nytaarsdag kunde lette, og vi stod da for en frisk Brise ud i Nordsøen.
Mange Gange og i mange forskellige Slags Vejr har jeg passeret Nordsøen, men aldrig nogensinde med saadanne Følelser som denne Gang, hvorfor jeg ogsaa er fast bestemt paa, om Herren fører mig hjem til gamle Norge og til min brave Ægtefælle, aldrig nogensinde mere at forlade mit rolige og lykkelige Hjem for at færdes paa det lunefulde Hav.
Samme Dags Eftermiddag lød Raabet ud over Skibet: „Mand overbord!“ Det var min Søn, og skønt der blev gjort alt, hvad Forholdene tillod, saa maatte jeg dog se min elskede Søn omkomme for mine Øjne, uden at jeg, hans Fader formaaede at række ham en hjælpende Haand.
Det var et af de mørkeste Øjeblikke i mit Liv, og det var, som skulde mit gamle Hjerte briste med det samme.
Een Lysstraale var der dog, som trængte gennem Mørket; thi jeg havde en salig Vished om, at han gik til Himlen, og det maaske kun nogle faa Aar eller Dage førend jeg. Stunden kan være nærmere, end vi ane, da de adskilte atter skal samles for aldrig mere at kende Skilsmissens Kvaler.
Jeg indrømmer, at mine Taarer rinder og mange Gange fordunkler mit Øje, medens jeg nedskriver disse Linier, men jeg siger endnu, hvad jeg sagde København, at Julen 1872 var den lykkeligste i mit Liv, fordi den Søn, som var død, han blev levende, og han, som var fortabt, han blev funden.“
Lykkelige gamle Mand, paa hvem Apostlens Ord rettelig kunde anvendes: Som bedrøvet og dog glad.
(Gengivet i Historisk Aarsskrift for Metodistkirken i Danmark 1936)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar