I afvigte sommer har ungdommens store sal oven over kirken nu også fået sit udseende fuldstændig forandret.
Torsdag den 3. september genindviedes den med et meget festligt program. Jeg kan ikke komme med en nøjere beskrivelse af den nye sal, men jeg kan sige, at der er ikke en ting fra det afhøvlede gulv til det forsænkede loft og væggene rundt, stole, borde ect. uden det er nyt eller været under behandling på en eller anden måde. Og det var et meget festligt syn at se salen den 3. september og med hver eneste siddeplads besat.
Formanden, Mogens Hønnicke, bød velkommen og ledede aftenen på en særdeles god måde.
Og programmet var meget afvekslende: Korte taler af forhenværende formænd samt af pastor Kyst, beat musik af god kvalitet, ungdomskoret, som sædvanlig i fin form, Hans Mølbæks fortræffelige farvelysbilleder fra arbejdet sommeren igennem, fornøjelig festsang af Gitte Tvilling.
Tak til de mange, der har taget et nap med i sliddet — og en særlig tak med alle tiders blomsterkurv til Bent Fredsby, der har været primus motor i det hele.
Men programmets højdepunkt var landsformanden, forstander Erik Kristoffersens festtale:
Taleren begyndte med at nævne kirken som bærer af Guds ord, det menighedsdannende samfund, og Kristus, der er menighedens hoved og den grundvold, der skaber fasthed og stabilitet i de skiftende tider. Han talte om den søgende, individualistiske og rådvilde ungdom, som vi skal lære bedre at forstå og komme i møde med det, vi selv har fået af Gud.
»Få har som jer så gode lokaliteter for ungdomsarbejde. Det forpligter. Disse lokaler skal være som et værksted for indad- som udadgående arbejde«.Pastor Kristoffersen sluttede med et citat fra kirkens største teologiske autoritet omkring 1800-tallet, Adam Clarke. (I Rev. Robert Newsteads album en måned før Clarkes død.):
»Hvis nogen vil sige: »Dr. Clarke! Er du ikke en snæversynet bigot?« ville jeg svare uden betænkning: »Nej, jeg er ikke, for jeg er ved Guds nåde en metodist«.N. M.
Bragt i Kristelig Talsmand, 25. september 1970
