Betaniakirkens første 25 år

FESTSKRIFTET BETANIAKIRKEN 1892-1917

Ved N. P. Nielsen

Indledning og forhistorie

MED oprigtig Tak til Gud og hans Venner udsendes dette lille Festskrift i Anledning af, at Betaniakirken, Møllegade 7 i København for 25 Aar siden blev bygget og indviet, og fordi den siden har været et godt Hjem for Metodistmenigheden paa Nørrebro.

Vi haaber, at Festskriftet ved at bringe et lille Pust fra svundne Dages Kampe og Sejre maa glæde og inspirere alle Kirkens Venner, unge som ældre og hjælpe dem til endnu større Sejre i Fremtiden.

De svundne Arbejdsaar fortæller, at Herren ogsaa paa Nørrebro har benyttet Metodistkirken til sin Sags Fremme, og meget tyder paa, at han fremdeles vil bruge den herude og muligvis til endnu større og mere gennemgribende Ting.

I de 25 Aar har Menigheden mange Gange staaet som en ung drømmende Helt, der støttet til de smaa vundne Sejre planlagde og profeterede om de store Sejre, Fremtiden skulde blive vidne til. — Gid den altid maa planlægge i Tillid til Herren og hans Kraft.

Men til andre Tider har den ogsaa lignet en lidende Moder, der begræd Tabet af sine Døtre og Sønner. Hun vred Hænderne i Smerte og vilde ikke paa nogen Maade lade sig trøste, før hun havde dem alle hjemme hos sig. — Velsignede Moder!

 

Vi mindes med Glæde og Tak de forskellige Forkæmpere, Sagen har haft her paa Nørrebro, og vi haaber, at Herren vil bevare dem i sit Samfund, som endnu er tilbage i Stridens Land og lønne dem med de hjemfarene for deres trofaste Gerning, og at Gud tillige vil opvække nye Kræfter og hellige dem til sin Tjeneste, saa vi ikke blot i de kommende Dage maa faa Lov til at være en selvstændig Menighed, men at vi maa blive livskraftige og frugtbærende Gud til Ære og Mennesker til Frelse.

Allerførst maa jeg dog med et Par Pennestrøg tegne de første Spor af Metodistkirken her i vort Land. I 1857 kom Burril Smith fra Amerika til Danmark, hvor han virkede som Lægprædikant. 

I New York blev han omvendt til Gud ved Metodistkirken, og i dens Tjeneste virkede han iblandt os. Resultatet af Smiths Forarbejder her, indtil Pastor Chr. Willerup i 1858 kom til Danmark, fortæller Kirkens Protokoller intet om, men det er sikkert indtegnet i de himmelske Annaler.

Willerup, der er født i København, kom som ganske ung til Amerika, hvor han blev omvendt til Gud og sluttede sig til Metodistkirken. I denne Kirke virkede han som Prædikant til stor Velsignelse.

Den 8. August 1858 holdt Willerup sit første offentlige Møde her i København, i en lejet Sal i St. Kongensgade 39, hvilket „Københavns Brevbærer“ omtaler som følger:

„Der var 50 af begge Køn af den simple, mellem og den fornemmere Klasse .... Prædikenen var vel udtænkt, skarp, indtrængende og dog kortfattet, meget sagt med faa Ord, uden Gentagelser; men tillige kristelig, enfoldig, hjertelig, uden Angreb paa Statskirken...“

Den 11. Januar 1859 organiserede Pastor Willerup den første biskoppelige Metodistmenighed i Danmark og den 6. Januar 1866 indviedes den smukke, men kostbare Metodistkirke paa Hjørnet af Rigensgade og Stokhusgade.

Dette Kirkehus var indtil 1889 Midtpunktet for vor Virksomhed, ikke blot i Hovedstaden, men for hele Sjælland. Her var de forskellige Prædikanter ansatte som optog Arbejdet flere Steder i Byen og dens Omegn. Paa de fleste af disse Pladser er Arbejdet desværre nedlagt. ---

Vi, som tilhører Betaniakirken, har meget at takke Modermenigheden for, og vi ønsker den fortsat Naade til at opforstre Herren et helligt Folk her i denne vor gamle Hovedstad.

Dernæst vil vi omtale Superintendenterne Schou og Christensen, der begge betød meget baade for Kirkens Trivsel i Danmark og for Betania-Menigheden i Særdeleshed.

 

Pastor Karl Schou, der er født i Holsterbro, rejste i sit 22 Aar til Amerika, hvor ogsaa han kom i Berøring med Metodisterne, — blev omvendt til Gud og sluttede sig til Menigheden.

Pastor Schou studerede ved Garrets Institut i Evanston, og kun 32 Aar gammel blev han udnævnt til Superintendent for Metodistmissionen her i Danmark, hvor han virkede som saadan med Troskab og Kærlighed, indtil Gud efter en forholdsvis kort Arbejdsdag kaldte ham hjem til den evige Hvile.

 
Pastor Jens Joakim Christensen, der blev Karl Schous Efterfølger, er født i den yndige Grejsdal ved Vejle og uddannet herhjemme til den Gerning, som Gud paa en underfuld Maade vedkendte sig, til mange Menneskers Frelse.

Denne Mand har, som vi vil se en enestaaende fremskudt Plads ved Arbejdets Begyndelse her paa Nørrebro, og hans Minde er velsignet iblandt os.

Selvfølgelig er der mange andre, hvis Navne vi ikke kender, der ved Forbøn og en hellig Vandel var med til at jævne Vejen for Metodisterne paa Nørrebro.

Gud glemmer ingen, men lønner dem i sit evige Himmerige.

Begyndelsen paa Nørrebro

DE allerførste Spor af Metodisternes Virksomhed her paa Nørrebro er os ukendte. Den første Indberetning om Arbejdet giver Pastor J. J. Christensen ved Konferencen d. 5. Januar 1874, hvori det hedder:

„Paa Nørrebro har der ogsaa i den senere Tid været meget gode Forsamlinger, og en Del er ogsaa der vundne og lagt til Menigheden. .... Virkomheden paa Blegdamsvejen og i Ordrup har heller ikke været uden Velsignelse.“

Denne Meddelelse fortæller jo ikke, hvem der først ved Metodisternes lyse og malmfulde Toner kaldte Folket sammen om den korsfæstede Frelser her paa Nørrebro eller hvornaar det skete; men den siger, at de paabegyndte Møder fortsættes og bærer Frugt.

Dog har jeg bragt i Erfaring, at i 1872 lejede Pastor P. M. S. Jensen, der da var Formaner her i København, et Lokale i Fru Løves Institut paa Nørrebrogade ved Runddelen, hvor Brødrene P. M. S. Jensen og H. Hansen bistaaet af Præsterne Sørensen og Schou virkede.

Paa Blegdamsvejen hos Fru Weile, blev der kun afholdt Møder nu og da, og disse havde efter Pastor Hansens Udsagn mest Karakter af selskabelige Sammenkomster. Den 28. Februar 1874 rapporteredes:

„Møderne paa Blegdamsvejen er ophørt som Følge af, at Lokalet blev opsagt. Søndagsskolen flytter ind i Fru Løves Institut“ 

Paa Nørrebrogade fortsættes Arbejdet et Aars Tid længere, men ved Kvartalskonferencen d. 8. Februar 1875 meddeler Pastor J. J. Christensen, at ogsaa dette desværre er opgivet af Mangel paa Lokale.

Nu ligger Arbejdet stille i flere Aar. — De spæde Spirer i Hjerteagrene: Anger over Synden, gode Forsætter til at leve et bedre Liv, Omvendelse til Gud, og hvad andet stort og skønt Evangeliets velsignede Solstraaler har fremtryllet lider overmaade meget, ja næsten helt ødelægges af de kolde Verdensvinde, der ugenert hærger Ødemarken her; thi i Sandhed, København var paa den Tid at ligne ved en øde Mark, næsten blottet for Evangeliets Vingaardsarbejde.

Følgende Udtog af „Dansk Kirketidende“ for 1874 vil give os et lille Billede af de kirkelige Forhold her i Hovedstaden, hvor afdøde Biskop Fr. Nielsen, dengang Kappellan ved Vor Frelsers Kirke og Bladets Redaktør, skriver:

„København er intet London og Paris, hvad Størrelsen angaar, men det gemmer vel en forholdsvis lige saa stor Masse, der er fremmedgjort for Evangeliet og stillet i et blot statskirkeligt Forhold til Herrens Indstiftelser. Hvad kan der gøres for at vinde blot enkelte af disse Masser? . . . Hvad gøres der for at vinde dem? Kun saare lidet . . . Naar man saaledes overfaldes af Mismod baade over Arbejdernes ringe Tal og Gerningens faa Frugter, er det ikke ilde at se hen til de helt frivillige Arbejdere, der virke udenfor Folkekirken. I Metodisternes Kirketidende (April 1874) læses der saaledes:

„Paa Christianshavn vedbliver Tilstrømningen for at høre Ordet fremdeles at være stor, og vi nære Haab om, at der med Tiden skal blive oprettet en selvstændig Menighed.“

Med Forholdene her i Hovedstaden for Øje maa vi inderlig længes efter en Pinsetid...!“

Aarsagen til at der atter bliver taget fat herude er sikkert ikke at finde hos noget Menneske, men alene i Guds Kærlighed til Menneskene, thi de første Møder, der nu bliver afholdt finder Sted i nogle Gaarde. Det var en Slags Gaardmission, som nogle unge stærkt Missionsinteresserede Metodister i Forsommeren 1883 afholdt. Disse unge arbejdede ikke for at faa en Menighed stiftet, deres Tanke gik ikke saa langt, men de ønskede at gøre noget for Jesus. Den kristelige Ungdom er til alle Tider grebet af Kongstanken.

— Forfatteren af dette lille Festskrift havde det Hverv at lede de første Møder, som vor Kirke lod afholde i Gaardene baade paa Nørrebro og Christianshavn.

Pastor J. J. Christensen, der atter var ansat som Menighedsforstander her i København omtaler denne Sag i sin Rapport for 2. Juli 1883 paa følgende Maade:

„Der er Trang hos vore Venner til at gøre noget for Jesus, og denne Trang tilfredsstiller en Del ved Søndag Eftermiddag at gaa omkring i forskellige Gaarde og synge og tale med Børn og Voksne. Jeg var selv i Søndags Vidne til et saadant Møde, hvorved 150 Mennesker var samlede. Jeg føler Trang til at virke paa flere Steder i denne store By og vil herved bede Konferencen at lægge Sagen frem for Gud, at han maa vise os baade Vejen og Maaden at bringe dette i Udførelse.“

Allerede samme Efteraar begynder Pastor J. J. Christensen at holde Møder i Korsgade 40, saa han til Kvartalskonferencen d. 8. Oktober s. A. kan rapportere:

„Paa Nørrebro er Forsamlingerne meget gode, og flere har hver Gang givet tilkende, at de søgte Gud; der prædikes regelmæssig hver Fredag Aften... Indvidere er der gjort Skridt til at begynde en Virksomhed paa Frederikssundsvejen 31. Salen er lejet for en Maaned, og der skal prædikes første Gang førstkommende Torsdag Aften. Gud ske Lov for at disse Døre er aabnede for os, han lægge nu Velsignelse i vort Arbejde for Jesu Kristi Skyld.“ 

Værket gaar nu godt fremad baade i Korsgade og paa Frederikssundsvejen, og der høres intet om Forandring af Lokaler før Pastor P. M. S. Jensen til Kvartalskonferencen d. 1. Maj 1885 rapporterer:

„I dette Kvartal har vi lejet os et nyt Lokale paa Nørrebro, som er udmærket beliggende for vore Forsamlinger der, og til hvilket vi knytter det Haab, at vi skulde se Herren gøre store Ting til Synderes Omvendelse. Stedet ligger i Griffenfeldtsgade Nr. 4, 1. Sal og skal koste 1200 Kr. om Aaret i Leje. Det bliver at tiltræde først i Juli Maaned.“    

— Lokalet i Griffenfeldtsgade 4, der fik Navnet „Betania“ blev taget i Brug den 16. August 1885. Pastor P. M. S. Jensen skriver:

„Her samles mange Mennesker for at høre Livets Ord, flere Aftener har Lokalet været aldeles fuldt af Tilhørere, og Gud har velsignet Ordets Prædiken.“ 

Lignende Vidnesbyrd lyder senere, hvor vi tillige faar at vide, at en Del har forenet sig med Menigheden.

Præsterne C. F. Eltzholtz og Ole Olsen, der derefter var Menighedsforstandere for Modermenigheden her i København, tog sig med Interesse af Arbejdet paa Nørrebro, og de i Forening med Brødrene L. C. Larsen, der hjalp Eltzholtz og Chr. Jensen, A. Bast, Gaarde, Chr. Nielsen og R. Pedersen, der under deres Ophold paa Den theologiske Skole virkede under Ole Olsens Ledelse og havde saaledes alle mer eller mindre Andel i Værkets Fremgang, saa Dagen oprandt, at „Betania“ blev en selvstændig Menighed.

Metodist-Menigheden paa Nørrebro blev stiftet d. 5. August 1889 og bestod da af 78 Medlemmer og 14 paa Prøve.

2 Dage senere blev den første Kvartalskonference afholdt under Forsæde af Pastor J. J. Christensen. Brødrene: J. Karlsen, P. M. Larsen, J. Rasmussen, H. Nielsen, P. Rasmussen, H. Jensen og M. Madsen der alle vare Medhjælpere, udgjorde det første Menighedsraad.

Flere af disse er gaaet hjem hos Gud, og kun en eneste, J. Rasmussen staar endnu i de kæmpendes Rækker. — Maa Herren bevare ham og hans kære fremdeles for Gud og Kirken! Af Indberetninger findes kun følgende i Konferencens Protokol:

„Forstanderen havde faaet et godt Indtryk af Forholdene. Arbejdet skal jo først begyndes nu.“ 

Udover at nogle Komiteer nedsattes, er der kun at meddele, at man lovede 500 Kr. til Prædikantløn og 700 Kr. til Salsleje, samt at Brødrene, Skomager P. Rasmussen og Missionselev Chr. Jensen, vare Søndagsskolebestyrere henholdsvis i „Betania“ og paa Frederikssundsveien.

Ved Aarsmødet i Frederikshavn 1889 ansatte Biskop C. H. Fowler Anton Christensen som Forstander for den nystiftede Menighed. Christensen, der er født i Bangsbostrand, blev omvendt til Gud ved Metodisternes Virksomhed i Frederikshavn.

Den unge Menighed tager venlig imod den nye Præst og støtter ham i Arbejdet. I „Betania“ erfarer man derfor ogsaa, at Herren er blandt Venneskaren, som samles der, saa Hjerte slaar imod Hjerte af Kærlighed og Glæde, og de føler til at udbryde:

„Hvor lifligt, naar Brødre og Søstre bor tilsammen! Da flyder Glædens Oliestrøm, da ser vi Himlen aaben.“

Forsamlingerne var gennemgaaende saa store, som Lokalet kunde rumme; den unge Menigheds Medlemmer forsømmer intet Møde, alle er grebne af Begejstringens Varme for Herrens Sag, og Haabets stærke Vingefang bar fremad, hjemad og opad trods alle Vanskeligheder, det er derfor meget naturligt, at vi hører, at mange søger og finder Herren, som deres Frelser.

Hvis vi forventer, at Menighedens Dage skal forløbe under lutter Solskin, da tager vi Fejl. Livets Kampe maa til, og de kommer ogsaa. Guds Sags svorne Fjende kan selvfølgelig ikke med Ligegyldighed se paa den lille blomstrende Menighed, men maa søge at hindre den, og der er jo altid nogle, som bevidst eller ubevidst gaar hans Ærende, men trods det var Herren med sin Menighed og beredte den gennem Kampe og Vanskeligheder for Fremtidsgerningen.

Ude paa Frederikssundsvejen gaar Arbejdet godt fremad, særlig i Vintermaanederne 1890. Det daarlige Lokale i Nr. 37, der bærer saa mange Minder om Livtag med Bøller og Slagsmaal for at faa Lov at tale Guds Ord, blev os omsider for trangt, og den 15. Juni 1890 tog vi det nye Lokale i Brug, som fik Navnet „Elim“ og var beliggende paa Østre Fasanvej tæt ved Frederikssundsvejen, „Elim“ kunde rumme c. 150 Personer og var i alle Maader et hyggeligt Kirkelokale med Knæfald og Prædikestol.

Desværre var der store Udgifter forbundne med Gudstjenesternes Afholdelse paa dette Sted, og i „Kristelig Talsmand“ anmoder Menighedsforstanderen, alle Kirkens Medlemmer i Landet om 25 Øre af hver for at faa denne Gæld betalt, som var fremkommen ved Inventariets Anskaffelse. En Del kom ind.

For Betaniamenigheden bliver Trangen til et mere Tidsvarende Lokale føleligere, som Tiden gaar, og Superintendenten siger om denne Sag:

„Hvad Betaniamenigheden behøver, er et eget Guds Hus, hvor den kan samle Folket, thi Lokalet i Griffenfeldtsgade er uheldig baade om Vinteren og om Sommeren. Brødrene har imidlertid gjort Skridt til at faa et eget Guds Hus opført, og der er Haab om, at der inden ret længe skal rejse sig et praktisk Metodistkapel paa Nørrebro.“

Pastor Christensen forlader imidlertid København førend, der bliver bygget nogen Metodistkirke her ude. Om Forholdene udtaler han sig paa følgende Maade:

„Det første Aar i „Betania“ var meget velsignet. En god Aand — maaske til Tider for god (?) — var raadende. Der var en Del Vækkelse i Vinteren 1889, som gav Menigheden nogen Tilvækst. Det andet Aar var fuldt saa meget et Kampens som et Sejrens Aar. De indre Forhold gjorde, at vi ikke vandt det udadtil, som vi ventede og ønskede, og dog var Herren med i Arbejdet, saa Sjæle frelstes og lagdes til Menigheden“. 

Og i sidste Indberetning hedder det:

„Angaaende Besøget i „Betania“, da var det godt i de tre første Maaneder af Aaret, men er nu taget en Del af. Søndag Formiddag er Pladserne omtrent optagne.“

I 1891 blev Pastor S. N. Gaarde, der er født i Tistrup ved Varde, Anton Christensens Efterfølger. Det var langt fra nogen let Gerning at gaa ind til, thi Menigheden, der stod i Begreb med at opføre en Kirke, var allerede kommen ind i vanskelige Byggeforetagender.

Der var udarbejdet en meget smuk Plan, der gik ud paa at rejse en Kirke med Taarn og Spir paa hele Byggegrunden mellem Møllegade og Peter Fabersgade, just et Guds Hus, der kunde tilfredsstille de berettige Krav, men da de aarlige Udgifter vilde overstige, hvad man med Billighed kunde vente af Menigheden og Vennekredsen, opgav man den, og enedes saa om at opføre en Kirke paa Halvparten af Grunder, den Del der vender ud mod Møllegade og afstaa Resten.

Pastor Gaarde maatte i Forening med enkelte andre Brødre, der havde et varmt Hjerte for Sagen, til Tider trække et altfor stort Læs, thi her var i Sandhed meget at gøre angaaende Byggeforetagendet selv om vor Kirkesags Velgørere, Hr. Patikuler J. Johansen med Frue, havde skænket Menigheden 16000 Kr. mod at den forrenter Summen til Givernes Død.

Grundstenen til Betaniakirken blev nedlagt d. 26 Maj 1892, og Opførelsen var overdraget en Entreprenør A. Christensen for en Sum af 22000 Kr. Entreprenøren kunde imidlertid ikke opfylde sine Forpligtelser, men frasagde sig det hele, og kun efter megen Besvær blev det Menigheden mulig at faa Kirken færdig, saa den kunde indvies den 11. December s. A.

Men dermed var Vanskelighederne ikke overvundne, thi faa Dage ind i det ny Aar, nedlægger Bygningsinspektøren Forbud mod Kirkens Afbenyttelse, indtil visse Mangler ved Bygningen var rettet.

Det var først den 18. April, at vi fik Bygningsattest med Tilladelse til at bruge Kirken. Alt havde nu været godt, hvis ikke Entreprenørens Kontraktbrud havde stillet Menighedens Pengesager i et saa misligt Forhold, at disse kun ved juridisk Bistand kunde ordnes, og naar man skal gaa de Veje, bliver det kostbart.

Om Forholdene her skriver Pastor Gaarde:

„Angaaende „Betania“ Menighed i min Tid, da betragter jeg det som en stor Naade fra Herren, at jeg fik Lov at leve to Aar af mit Liv blandt Vennerne der. To uforglemmelige Aar! Vel sandt, det var Læretid, og Læretiden er sjælden ublandet Fornøjelse; men bag efter vil dog ingen, som har haft den, undvære den.

Det manglede sandelig ikke paa Skyggesider i Mindet; men lad dem ligge! Jeg fik lært en Del, hvorfor jeg evig vil takke Gud og de Venner, som havde Taalmodighed med mig. Medlemmerne i vore Menigheder er jo sjældent „skaarne over een Læst;“ hvorlænge og hvor ofte vore Modstandere raaber op om vor Omvendelsesmetode, saa slipper de fleste af vore Venner mærkværdig heldig gennem den og beholder deres forskellige Karakter og Naturel temmelig ubeskaarne.

Synet af vore Forsamlinger frembyder en meget behagelig Afveksling saavel i ydre som indre Henseender. Kan dette siges om Menighederne i Almindelighed, saa kunde det siges om den 2 Aar gamle „Betania“ Menighed i Særdeleshed, da jeg kom dertil i 1891. Og de Forhold, der blev arbejdet under i de følgende 2 Aar, bidrog til at aabenbare Hjerternes skjulte Tanker og Raad.

Der var baade Maria’r, Martha’r og Lasarus’r, ja, jeg kunde nævne Navnene paa alle Jesu Disciple — Judas med indbefattet uden at mangle Repræsentanter for nogen af dem ved vore Gæstebud. Men det bedste af alt var dog, at Jesus var der med sin Aand. Ved hans forbarmende Kærlighed blev vi holdt sammen trods alle Mørkets Fyrsters Angreb.

Der var nok af Muligheder — flest til Nederlag og Skam, naar vi saa hen til os selv, — men Herren var naadig. Han gik foran hele Tiden; og hvor levende mindes jeg ikke hver Broder og Søster, hvis Hjerte han Betaniakirken bøjede til at „arbejde med“ — i Forbønnen, med Indbydelser og ved Undervisningen baade blandt store og smaa. Ingen af dem skal miste sin Løn.

De skal høste i sin Tid, saafremt de ikke forsager —  . Nogle af dem er allerede gaaet over den kolde Flod — vi andre maa følge efter.“

Ved Aarsmødet 1893 i København blev Pastor Herman Jacobsen ansat ved Betaniakirken og betjente Menigheden i 5 Aar. Der kommer nu mere rolige Tider for Menigheden efter at alt Kirkebygningen ved-rørende er ordnet, og vi i November 1893 modtager Skøde paa Ejendommen.

Men Kirkegælden er ogsaa bleven saa stor, saa den aarlige Rente andrager 1695 Kr., som ansaas for en meget stor Afgift og hvilede særlig i Begyndelsen meget tungt paa Menigheden. Dette foraarsager, at Arbejdet i „Elim“ blev nedlagt, thi Vennkredsen der var ikke i Stand til selv at bære Udgifterne, der var forbundne med Mødernes afholdelse der, thi Menigheden fik nok med selve Kirken at gøre, saa den ikke kunde hjælpe „Elim“.

Det er beklageligt, at vi ikke kunde fortsætte det velbegyndte Arbejde i det smukke Kirkelokale, hvor ikke saa faa havde fundet Herren og et aandeligt Hjem, men skulde se dem spredes for alle Vinde. En ikke lille Del søger Kapernaumskirken, en anden Del finder Vej til Betaniakirken, og en tredie Del besøger fra den Tid sjælden nogen Kirke.

Hvad det aandelige og sjælefrelsende Arbejde angaar, da maa det siges, at det gaar godt. En ret betydelig Vækkelse fremkom i Vinteren 1895, hvor Pastor Jacobsen med Assistance af J. J. Christensen og Emil Nielsen havde en gylden Tid. Mange blev vundne for Gud og lagt til Menigheden.

Af nyt, som saa Dagens Lys, medens Jacobsen var Menighedens Præst, maa nævnes Sekstetten, der til stor Glæde for Menighedens Medlemmer og Venner spillede ved Fester o. l., og frem for alt gjorde storartet Lykke ved Søndagsskolebørnenes Skovture.

Før vi afslutter disse Optegnelser om Pastor Herman Jacobsens Virken her i Betaniakirken, maa vi meddele, at han er født paa Langeland og virkede en Tid som Missionær i Indien, til han i 1883 kom til Danmark. Om de Aar, Pastor Jacobsen var her, skriver han følgende:

„Det var trange Tider i „Betania“, da jeg modtog Menigheden; men Herren var med og hjalp os. Brødrene i Bestyrelsen og Menigheden havde Tillid til mig og jeg til dem, og ved fælles Arbejde gik det fremad baade i aandelig og materiel Henseende. Alle hjalp, og Gud velsignede, — det var Hemmeligheden. Jeg glæder mig ved at kunne sige, at da jeg forlod Menigheden var den stærkere baade indad til og udad til, end da jeg overtog den, for hvilket Gud alene tilkommer Æren.“

Ved Aarsmødet 1898 blev dette lille Festskrifts Forfatter ansat ved Betania-kirken, hvor jeg virkede i 4 Aar. Mange herlige Minder drager frem for min Sjæls Blik. naar jeg mindes de 4 Aar, det blev mig forundt at være med i et velsignet Menigheds-, Søndagsskole- og Foreningsarbejde.

Med særlig Forkærlighed tænker jeg paa nogle uforglemmelige Stunder ved Alteret og ved Møderne paa Pulpituret, hvor ufrelste Mennesker, mest unge, søgte og fandt Vorherre.

Mange af disse staar endnu i Dag i de helliges Rækker, nogle i John Wesleys Kirke og andre uden for, men med Gud. Selvfølgelig var disse velsignede og minderige Aar ogsaa haarde Kampaar, hvor mangen en sort Sky drog op og formørkede min Horrisont, men Gud var med, og i Tillid til hans forbarmende Naade imødeser jeg Høstdagen over disse Naade-aar med Glæde.

Ved et Medlems Hjælp, blev vi sat i Stand til at bygge Kirkens Orgel, og selv om det nu langt fra er tidssvarende, ja er for Tiden det ringeste Orgel, som findes i vore Kirker her i København, og vi i høj Grad kunde ønske at faa det omdannet efter Nutidens Fordringer, saa har det dog nu i adskillige Aar gjort Tjeneste ved vore Gudstjenester, Møder og Søndagsskoler, hvorfor vi takker Gud alle Gavers Giver.

Betaniakirkens Guitarkor begynder i dette Tidsafsnit sin Gerning. Koret synger og spiller ved vore Gudstjenester og Møder til stor Opmuntring.

Den 15. December 1898 udsendes det første „Menighedsbud for Betania-kirken“ som vi ansaa for et nødvendigt og naturligt Bindeled i den store Bys Menighedsarbejde, hvor Medlemmerne bor saa spredt, og Bladet er da ogsaa med Undtagelse af en ganske kort Hviletid fortsat igennem Aarene, og har sikkert været til stor Velsignelse.

Ved Aarsmødet i Aarhus 1902 blev Pastor Herman Jacobsen atter ansat for Menigheden her. I de paafølgende 4

Aar, i hvilke Jacobsen denne Gang betjener Menigheden, erfares den samme Guds Naade, som under det første Ophold, selv om det ikke bliver dem forundt at opleve saadanne lyse og herlige Tider som i 1895.

I 1905 var Menigheden med i den da oprettede Bymission, hvis Opgave var lejlighedsvis at holde Vækkelsesmøder i forskellige lejede Lokaler i Byen, hvorved de kom i Berøring med mange Mennesker, og ikke saa faa blev vunden for Gud, og lagt til Menigheden.

I Aaret 1906 paa Aarsmødet i Horsens ansattes Pastor S. S. S Rosendahl ved Betaniakirken. Det blev ham forundt at leve og virke sammen med Menigheden her i 2 Aar, det var i en Tid, hvor store aandelige Brydninger gik igennem Landene og paavirkede ogsaa en Del af Hovedstadens kristelig interesserede saavel som helt verdslige Individer.

Mange blev sikkert beriget ved dette Aandens Vejr, medens der samtidig var nogle, der tog Skade deraf, og hvad der maa siges om Bevægelsen i det hele og store gælder blandt Vennerne i Betaniakirken.

Angaaende Menighedens Forhold og Stilling, saa giver følgende Strofer i Indberetningen til Aarskon-ferencen klar Besked, idet der siges, at Menigheden har haft et godt Aar, at Vennerne har faaet nyt Mod og ny aandelig Kraft og vil atter gaa frem til Sejr.

Foruden det rent aandelige Arbejde, som der sikkert blev lagt al Kraft ind i, saa sysler man ogsaa i denne Tid med Rammen om Menighedsbilledet. Til den 8. Oktober 1907 indbydes Menigheden til et Møde for at drøfte Spørgsmaalet om at omdanne den ene Kælderlejlighed til en Kryptkirke, hvor Ugemøderne kan afholdes.

Og det lykkedes Pastor Rosendahl i Forening med Menigheden at løse dette betydningsfulde Spørgsmaal. Kryptkirken blev en Virkelighed, og har nu i adskillige Aar været til uvurderlig Nytte særlig i Ungdoms- og Afholdsarbejdet.

Pastor Rosendahl, der er født i Varde, hørte i sit Barndomshjem Metodisterne holde Klassemøder, og Kærligheden til disse Møder var saa stærk, at han meget energisk tilskyndede Medlemmerne til flittigt at besøge Klassemøderne.

Ved Aarskonferencen i København 1908 modtog Pastor Chr. Jensen Ansættelse som Menighedens Præst i Betaniakirken og tjente som saa-dan i 2 Aar. Om Virksomheden skriver Pastor Chr. Jensen i Kirkens Menighedsbud for Juli 1909:

„Det var med nogen Ængstelse, at jeg overtog Menigheden i Fjor, dels fordi de 2 foregaaende Aar havde været en Opgangstid for Menigheden baade i timelig og aandelig Henseende, og dels fordi Overtagelsen af Menigheden vilde forøge mit Arbejde meget. Men det nu svundne Missionsaar kan med Rette betegnes som et Naadeaar fra Herren.

Han var med os i Arbejdet for Guds Riges Fremme. Vore Gudstjenester var ofte herlige Stunder, hvor Ordet varmede vore Hjerter, og hvor Aanden oplod vore Øjne, saa vi skuede nye og herlige Aabenbarelser af ham, som er Vejen, Sandheden og Livet. Vore Klassemøder var til megen Velsignelse for os og Gennemgaaelsen af Rommerbrevet styrkede vor Tro. Ungdomsmøderne var gode og Søndagsskolen voksede.“

I 1908 stiftedes Drengenes Afholdsforening, vistnok paa Initativ af en Søndagsskoleelev. Foreningen udgav et lille Blad, som de kaldte „Afholds-Basunen“, samlede Drengne paa 10 Aar og derover, og var til virkelig Velsignelse for dens Medlemmer. Lederne var Brødrene Carl Rosdal og Johannes Bræstrup. Senere blev der stiftet en Pigernes Afholdsforening, som ogsaa gjorde stor Nytte.

Pastor Jensen giver i følgende et lille Billede af Betaniamenigheden, han skriver:  

„Enhver Metodistkirke staar som et Vidnesbyrd om Guds frelsende Naade i Kristus. Og som et saadant Vidne har ogsaa det lille „Betania“ i Møllegade staaet nu i 25 Aar. En Del af min Virksomhed har ogsaa funden Sted indenfor „Betanias“ Mure.

I de 6 Aar, jeg var Distriksforstander i Københavns Distrikt, kom jeg der jævnlig og i de 2 Aar (1903—10) jeg var Forstander for Menigheden i Betaniakirken, oplevede jeg mange herlige Stunder i denne Kirke.

Det er en stor Skare, baade Børn og voksne, som har gaaet ud og ind i Betaniakirken i de svundne 25 Aar. Og mange, baade unge og ældre, har ved Ordet, der har lydt, fundet Vej til Korset og er bleven frelst. Herren give, at dette Sted, maa være helliget Herren fremdeles, og at det i Sandhed maa være et Guds-Tempel. “

Pastor J. C. Iversen bliver efter Aarskonferencen i Vejle 1910 Pastor Chr. Jensens Afløser ved Betaniakirken, og virker her i 3 Aar til Menighedens Trivsel og Fremgang. De erfarer, at Herren er med dem, saa Sjæle frelses og lægges til Menigheden, og at ikke saa faa fremmede Søndag efter Søndag i Betaniakirken lytter til det gamle Budskab om Korsets Naade, der aldrig er forgæves.

I Januar 1911 lejes der et Lokale paa Frederiksborgvej 42 til at holde Møder og Søndagsskole i. Senere blev dette Lokale erstattet med et andet paa Østre Fasanvej 230, hvor der var en udmærket Søndagsskole, som lededes af Th. Jacobsen.

I Efteraaret 1912 optages et lignende Arbejde i Birkerød, efter at en Søster gentagende Gange havde betjent sig af det makadoniske Raab: „Kom og hjælp os!“

Den 13. Septbr. 1912 stiftes Betaniakirkens Afholdsforening, der har kundet glæde sig ved god Tilslutning lige fra Begyndelsen.

Brødrene J. Jacobsen og Otto Jensen, der har været Foreningens Formænd, har sammen med adskillige Brødre og Søstre i Foreningen udført et udmærket Arbejde, som vi haaber skal bære rige Frugter for Kirken her og hisset.

Fru Thora Ifverser, en hellig og from Kvinde med en aldrig svigtende Interesse for Menigheden i Betaniakirken, døde d. 22. Februar 1911 c. 83 Aar gammel. Hun var Menighedens ældste Medlem og et levende Vidne om Guds Naade. Efter hende modtog Menigheden 100 Kr., som blev bestemt at skulle udgøre det første Bidrag til et Fond til Støtte for Menighedens Arbejde. Fondet kom til at bære hendes Navn.

Den 18. Marts stiftedes Epworthforeningens Juniorafdeling paa Resterne af Drengenes og Pigernes Afholdsforening, som Pastor J. C. Iversen udtrykker sig i den sidste Rapport.

Carl Rosdal med nogle Hjælpere fortsatte nu Gerningen blandt de mindreaarige under de nye Former indtil Carl Pedersen i 1916 overtog Ledelsen af Juniorafdelingen. Begge disse Brødre med deres Hjælpere har udført et godt og opofrende Arbejde, selv om det ikke altid er forstaaet.

I Pastor Iversens forannævnte Rapport fremholder han følgende:

 „Jeg vover at paastaa, at Betania-menigheden har aldrig haft saadanne Arbejdskaar og Muligheder som nu.“

Ved Aarskonferencen i Randers 1913 blev Pastor H. Særmark ansat ved Menigheden her og betjente den i 3 Aar, som kan betegnes for gode Arbejdsaar, der bar sine Frugter for Gud og Kirken.

Af nyt, som ser Dagens Lys i denne Tid, maa noteres, at den 10. Marts 1914 stiftedes en lille Epworth-forening i Birkerød, og Kristi Himmelfartsdag s. A. indvies den nye Sal til gudstjenstlig Brug. Den følgende Søndag begyndtes der en Søndagsskole.   

Tillige stiftedes den 15. November s. A. en Afdeling af Kvindernes ydre Missionsforening med Fru Særmark som Formand. Efter Fru Særmarks bortrejse i 1916 valgtes Frk. Vilhelmine Bagger.

Om de aandelige Forhold siger Pastor Særmark i en Kvartalsindberetning:

„Gud har vedkendt sig Arbejdet, og vi fik Lov til at lede Sjæle til Gud. Det er især blandt de yngre Familier og unge, der har været nogen synlig aandelig Bevægelse“.

Pastor Særmark meddeler i sin Indberetning til Kvartalskonferencen, at Søndagsskolen paa Østre Fasanvej er nedlagt af Mangel paa Lokale. E. F. i Birkerød ophører ogsaa at eksistere.

Paa vor Opfordring skriver Pastor Særmark:

„Naar jeg skal skrive lidt om de 3 Aar, jeg havde den Forret at være Forstander for „Betania“, saa er det lidt vanskeligt at gøre det saa hurtig efter Bortrejsen. Det er jo vanskeligt at faa Tiden saa meget paa Afstand, at baade Lys og Mørke kommer til sin Ret. Som Helhed kan det vist siges, at den jævne Udvikling, der altid har kendetegnet Menigheden, ogsaa blev fortsat i de 3 Aar.

Der skete intet revolutionært, hverken til den ene eller anden Side. Gennem Afholdsforeningen og Møderne paa Blaagaards Plads og Kapelvejen kom vi i Berøring med et større Publikum som ogsaa fulgte med ved Menighedens Gudstjenester. Økonomisk var det en god Tid. Vi oplevede ogsaa ret ofte at se Herren blotte sin Arm til Frelse for adskillige.“

I 1916 blev det min Lod at afløse Pastor Særmark. Jeg har søgt at gøre min Mesters Gerning efter de Evner og den Naade, han har betroet mig. Gud har været med os, og velsignet ethvert modtageligt Hjerte. Efter endte Teltmøder i Efteraaret 1916 lejede vi et Lokale i Raadmandsgade 40 for der at fortsætte, og det er i nogen Maade lykkedes.

Det er med Tak til Gud, at jeg dvæler ved ethvert Arbejde, stort eller lille, som mine Brødre for Guds Ansigt har udført, men samtidig føler jeg mig som en stor Skyldner overfor de mange trofaste og opofrende Medlemmer, Menigheden tæller i Dag, eller de, der har faaet Hjemlov.

Hvorledes skal jeg kunne orntale disse hellige Brødres og Søstres nidkære og velsignede Gerning i Mesterens Tjeneste, og det mer end noget andet er Aarsag til vor Fremgang? Jeg kan ikke engang nævne alle disse Navne.

Dertil kender jeg altfor lidt til den enkeltes Vingaardsarbejde. Eders stadige Besøg ved Kirkens Gudstjenester og Møder og trofaste Arbejde for at faa andre med til Herrens Hus, for ikke at tale om det store Lønkammerarbejde, hvor sikkert langt den største Gerning øves. Jeg kommer til kun at nævne Kirkens Bestillingsmænd og saadanne, som har en særlig Gerning at udføre.

Først vil jeg nævne Menighedsraadet, der bestaar af følgende: Pastor; N. P. Nielsen; Lokalprædikant: Carl Rosdahl; Formanere; Otto Jensen og Carl Pedersen; Værgere: J. Jacobsen (Formand), Alfred Hansen (Kasserer), J. Rasmussen, J. F. Olsen, Sofus Petersen, Hans Christiansen og Asmus Hansen; Medhjælpere; J. F. Olsen, J. Rasmussen, Carl Rosdahl, Alfred Hansen, Karl Lorentsen, P, Schock, C. Lichtenstein, A. Mouritzen. Karen Andersen, Katrine Grann, Anna Hansen, Vilhelmine Bagger, E. Iversen, S. Jacobsen, M. Nielsen, A. Nielsen og R. Nielsen.

Metodistkirkens Søndagsskolegerning paa Nørrebro er omtalt flere Steder her. Derfor skal jeg kun med Tak til Gud for det velsignede Arbejde, der ved Søndagsskolen er udført iblandt Børnene, nævne Skolens Bestyrere og dens nuværende Personale.

Som forud nævnt var P. Rasmussen Bestyrer i Korsgade og en Tid i Griffenfeldtsgade. Fra 1890 —98 var E. Berger Bestyrer. I det følgende Aar lededes Søndagsskolen af  alene er blevet bevaret fra at komme ud paa Syndens Veje, men tillige er vundne for Gud og Kirken.

Mange forskellige Brødre har beklædt Formandsstillingen i de 25 Aar, men trods Manglen af en førende og ledende Kraft i Foreningens Midte har det dog gaaet godt ja maaske allerbedst.

Den nuværende Bestyrelse bestaar af: N. P. Nielsen (Formand), A. Kyed Nielsen, Uffe Rasmussen, Magdalene Schock, Chr. Iversen, Marie Sivertsen og Ebba Larsen.

E. F.s Juniorafdeling blev, som andet Sted omtalt, stiftet den 18. Marts 1912 af Pastor J. C. Iversen, og den har ubestridelig været til Velsignelse for en Del større Børn i deres vanskeligste Aar. Den nuværende Bestyrelse med Undtagelse af Lederen er ganske unge i Arbejdet, men omfatter det desuagtet med stor Interesse.

Juniorafdelingens Bestyrelse er: C. Pedersen (Leder), G. Kyed Nielsen, Rigmor Sigurdsen, Lydia Jacobsen, Ejner Hansen (Kasserer) og Emilie Jeppesen (Sekretær).

Strengeorkesteret, der praktiserer det paulinske Ord; „Taler hverandre til med Salmer og Lovsange og aandelige Viser og synger og spiller“, er os til megen Glæde og Nytte, ja til Menighedens Opbyggelse og Synderes Frelse. Angaaende Orkesterets Medlemmer se Billedet.

Syforeningen er en gammel Kending i Betaniakirken. I flere Aar var Fru Thora Ifversen den ledende ved de ugentlige Sammenkomster for at forarbejde Klædningsstykker til fattige Børn. Denne Gerning fortsatte E. F., da Syforeningen i sin Tid gik til Hvile.

Men i Februar 1913 fremstod Syforeningen i fornyet Skikkelse. Formaalet blev da at forarbejde smukke Haandarbejder m. m. til Kirkens Missionsudsalg. De ledende Søstre har været Fruerne Bodil og Anna Rosdahl, Marie Iversen, Marie Særmark og Anna Nielsen bistaaet af rnange gode Søstre, hvis Snille har været ofret til Kirkens Fremme. Syforeningen har været til stor Nytte.

K. y. M., hvis Begyndelse er omtalt andet Sted, er en Del af den store verdensomspændende Mission, hvis Motto er „Frelst for at tjene“.

Afholdsforeningen blev, som det er nævnt forud, stiftet den 13. September  1912. Den har været til megen Glæde og Hjælp i det ret besværlige Arbejde at rædde de af Alkoholen stærkt paavirkede Individer. Lederne med deres mange Hjælpere har haft Held i Gerningen.

Foreningens nuværende Bestyrelse er Otto Jensen (Formand), A. Kyed  Nielsen (Næstformand),    Peder Schock (Sekretær og Kasserer), J. Jacobsen, Chr. Iversen, Viggo Hansen og N. P. Nielsen.

Der var endnu adskilligt, som jeg gerne vilde omtale, men Festskriftets meget begrænsede Plads    forbyder mig det, dog maa jeg nævne Kirkens Organist, Hr. Martin Gyldsø, der demitteredes fra Københavns Organistskole 1911 og siden Ansættelsen i 1913 har tjent os med Troskab.

Med Ærbødighed og Tak vil jeg som Slutsten sætte Navnene paa de Medlemmer, der endnu er iblandt os, og som var med til at danne Betaniamenigheden:

Peter og Dortea Mou, Jens og Hansine Rasmussen, Sofie Berger, Anna Grosshenning, Martine Andersen, Ane Larsen, Alma Lorentsen, Vilhelm og Kirstine Larsen og Johanne Pedersen.

Velkomst i Rønne

Søndag Formiddag den 30. Juli 1916 holdt Pastor Mann sin første Prædiken efter Aarskonferencen.

Kapellet var pyntet som til en Løvsalsfest. Over Indgangsdøren stod Navnet »JESUS« prentet med store Bogstaver af røde Roser, og smukke Blomsterguirlander prydede Væggene.

Ved Alteret stod Palmer og Bladplanter næsten saa tæt, som var det et lille Stykke Urskov, og det var for mig, som om Guds Herlighed fyldte Huset under Pastor Manns alvorlige, formanende Prædiken, hvor samtidig Guds dybe Kærlighed skinnede igennem paa en saa forunderlig Maade, at mange, ja, de fleste af de kære Brødre og Søstre, der sad og lyttede, fik Glædes-taarer ned ad Kinderne, og Guds Sol skinnede paa Taarerne.

Ja, Herren har velsignet os i en forunderlig Grad her i Rønne.

Om Aftenen havde Menigheden indbudt til Velkomstfest for Præsten, og denne Fest var saa velsignet og talte saadan til Hjerterne, at jeg ikke kan andet end fortælle det til Brødre og Søstre.

Lokalprædikant Brendes bød Velkommen til Præsten og til Medlemmer og Venner og efter Sang og alvorlig Bøn holdt Brendes en kort Velkomsttale ud fra Filip. 2, 12—15. (Læs disse Vers, Broder og Søster).

Og det var som vor kære Broder i disse faa, men kærlige Ord, han talte, der føltes kom fra Hjertets Dyb, tolkede netop, hvad vi alle havde paa Hjertet. Vor Broder sluttede med at give Pastor Mann de Ord med i det nye Aar, der staar i Filip. 4,19.

Efter Velkomsttalen overtog Broder Olesen Ledelsen af Festen, og vi samledes om et smukt og stilfuldt pyntet Kaffebord, der yderlig bød paa en Overraskelse, idet der ved hver Kuvert laa en lille hvid Rulle, omvundet med et rødt Silkebaand. Efter Bordbønnen tillodes det at aabne Rullen og den indeholdt disse inspirerende Vers:

Melodi: Som Hønen klukker.

Med denne Sang vi byde vil:
Velkommen her tilbage!
En Velkomstfest det maa der til,
vor Præst skal se og smage,
at vi hans Gerning skønner paa hos os,
blandt store og blandt smaa,
og gerne ham vil glæde.

Det kan ej tolkes her i Ord,
hvad sig i Hjertet rører,
den Glæde, som derinde bor
og sammen her os fører,
den Glæde, som er himmelvendt,
som ej med Festen her er endt,
kan Ordet ej forklare.

Det Aar, der svandt, var Gud med os,
derfor vi vil ham prise
og byde Synd og Djævel Trods,
og det i Gerning vise,
at vi fik Gud og Kirken kær
og gaar til Kamp mod Mørkets Hær
med Jesus som vor Fører.

Men for at vi skal Sejer faa i
Kampen for Guds Rige,
vi maa endrægtig sammen staa,
og ikke én maa vige,
om Tusind ved vor Side faldt,
til Sejer har sit Folk han kaldt
og vi skal Sejren vinde.

Saa gaar vi da med Gud i Pagt
vort Kirkeaar imøde
og stoler paa, hvad han har sagt,
som for os led og døde,
at han er med os hver en Stund
til Øjet lukker sig i Blund
til vi hos ham skal samles.

Velkommen alle da til Fest,
men særlig skal det lyde:
Velkommen! til vor unge Præst,
De skal det ej fortryde,
at De tilbage til os kom —
vor Plads skal ej De finde tom,
naar De os sammenkalder.

I disse Vers synes det ogsaa, at alles Tanker var tolkede. Ved Kaffebordet bød Broder Olesen Præsten Velkommen tilbage og lagde sig selv og Brødre og Søstre paa Sinde, at det Løfte, vi havde sunget, maatte vi sætte meget ind paa at hulde, det maatte ikke være eller blive tomme Ord. (Herren give os Kraft og Kærlighed dertil).

Efter Kaffebordet samledes vi til frie Vidnesbyrd og gennem disse Vidnesbyrd og de Taarer, jeg her saa mange kæmpede for at holde tilbage, mærkede jeg, at Kærligheden til Kristus brændte meget mere i Hjerterne, og at der fandtes meget større Nidkærhed for Evangeliet end jeg før havde vidst. (Ære og Pris ske Gud, som lader sin Naade tilflyde os saa rigelig).

Før Festen sluttede, talte Pastor Mann meget bevæget og bragte alle en Tak, som jeg saa kom fra Hjertets Inderste, en Tak til alle, der havde været med til at byde dette Velkommen, der havde lydt gennem hele Dagen, en Tak til alle, der havde været med til at pynte saa smukt, til dem, der i saa kærlige Ord havde budt Velkommen, til dem, der saa kærligt og trofast havde trykket hans Hænder, og til dem, der havde holdt ud i Bøn for ham og for Menigheden.

Han var mere end nogensinde rede til at ofre sig helt for Mesteren og havde den hele Dag slet ikke følt, at det var for hans Skyld, der var pyntet, men at det var for Kristus. Ham alene tilkom al Ære og Pris.

Jeg vil slutte dette med, at det ogsaa for mig hele Dagen havde været, som om det var for Kristus, vi holdt Fest, og det var det jo ogsaa, for det var jo ham, der havde velsignet os saa rigeligt i Aaret, der svandt, og det er jo ham, der havde givet os saa store Forjættelser og Muligheder for det kommende Aar.

Og nu, Brødre og Søstre, som læser dette. Vil I bede, bede meget for denne Menighed, at vi maa faa Naade og Kraft til at gaa fremad i Striden for Kristi Rige, og at vi maa holde os rede. Thi en Dag, før nogen aner det, kan Vækkelsens mægtige Aand komme med Kraft som i gamle Dage, og da vil Skarerne, der nu sukker efter Frelse, høre hans Røst, og da maa vi, som er kaldet til at være Himmellys, gaa foran i Striden. Søstre og Brødre: Gøreder alle rede og skil eder mere ud fra denne Verden.

Med kærlig Hilsen.
Eders Broder i Kristus
Fr. Jensen.

Et venligt Haandtryk kan frelse en Sjæl fra Fortvivlelse.

Bragt i Kristelig Talsmand 11. august 1916

Mindeblade af Vejle Metodistmenigheds Historie gennem 50 Aar

Udgivet i Forbindelse med Aarsmødet 1910

Da Metodist-Kirkens første Præst i Danmark, Pastor Willerup, havde begyndt sit Arbejde i København, havde han af og til som Tilhører en Skibsfører Peter Hansen fra Vejle, som under sit Ophold i København for at losse og lade søgte hen for at høre denne nye Prædikant.

Kaptajn Hansen fandt saa stort Behag i Willerups Forkyndelse, at han tænkte sig, det vilde gaa hans Familie og Bekendte hjemme i Vejle ligesaa, om de kunde faa Lejlighed til at høre Willerup, hvorfor han indbød denne til at komme til Vejle og prædike.

Da Willerup ikke saa sig i Stand til at efterkomme denne Opfordring og personlig optage nogen regelmæssig Prædikegerning i Vejle, sendte han sin Hjælper, Pastor Burrel Smith, hertil for at optage et regelmæssigt Missionsarbejde.

Pastor Smith kom da til Vejle den 9. Juni ved Pinsetid 1860. Han prædikede først en Tid i en privat Skole, som velvilligst blev ham overladt til Brug. Senere blev der indrettet og lejet et større Lokale i Flegborg, og dette blev saa højtidelig indviet af Pastor Willerup til kirkeligt Brug ved et Møde den 12. Maj 1861. Samtidig blev de første 19 Medlemmer indskrevne i Menigheden.

Deres Navne anføres her i den Række, de er opførte i den første Medlemsliste:

Slagtermester Johan Heinrich Dittmann og Hustru Anne Mette;
Tjenestepige Anne Dorthea Gydesen;
Skibsfører Peter Hansen og Hustru Johanne;
Kædeskærer Christen Jochumsen og Hustru Birgitte;
Skrædderlærling Jens Joachim Christensen;
Tjenestepige Caroline Henriette Christensen;
Daglejer Niels Henriksen og Hustru Anne Kirstine;
Enke Marie Møller;
Syjomfru Signe Møller;
Tømrer Poul Christensen og Hustru Kirstine;
Vaskekone Anne Kathrine Andreasen;
Snedkersvend Carl Ferdinand Andreasen;
Lysestøber Carl Gotlieb Müller og Hustru Thomasine Henriette.

Af disse 19 Venner, hvormed Menigheden grundlagdes, har vi nu blot 2 tilbage, nemlig Slagter Dittmanns Enke, Anne Mette, og Postbud Lausens Hustru, Caroline Henriette. Gud velsigne disse to Veteraner i den stridende Kirke.

Af de øvrige Venner, som blev optagne hin mindeværdige Dag, bemærker vi den 15-aarige Skrædderlærling J. J. Christensen, der senere, efter at have studeret i nogle Aar i København under Willerups Ledelse, blev Hjælpeprædikant her i Kredsen fra 1867—72, hvorefter han var Forstander her et Aarstid, og ligeledes senere fra 1879 til 1881, ligesom han fra 1889 til sin Død i 1904 som Missionens Superintendent havde Overtilsynet ogsaa med denne Menighed.

Omtrent samtidig hermed (Foraaret 1861) besøgte Pastor Smtih efter Indbydelse en Gaardejer Niels Simonsen i Hornsyld, og fra den Tid blev der ogsaa holdt Møder i dette Hjem og Omegnen der; senere blev der ligeledes begyndt i Byerne syd for Fjorden, særlig Ankjær og Børkop, og mod Vest ude i Giveegnen.

1864 afløstes B. Smith som Forstander af Markus Nielsen, der ligeledes virkede her i 4 Aar.

I hans Tid udvidedes Virksomheden Vest paa helt ud til Nørup Sogn og mod Nord til Thyregod. — Det sidste Aarstid havde han, som bemærket foran, J. J. Christensen som Hjælpeprædikant. 1868—1872 var Pastor Smith igen Forstander her med J. J. Christensen som Hjælpeprædikant. Samtidig hermed virkede Christian Hansen som Friskolelærer og Lokalprædikant i Vesteregnen indtil han i Foraaret 1872 rejste til Amerika.

Da Pastor Smith i Efteraaret 1872 rejste til Amerika, blev J. J. Christensen Forstander og fik som Hjælpeprædikant en tidligere Indre-Missionær Ola Olson. Samme Aar blev C. Thaarup optaget i Menigheden og snart efter anvendt som Hjælper i Hornsyldkredsen.

I Foraaret 1873, da Pastor Carl Schou havde afløst Willerup som Missionens Superintendent, blev den Grund i Vissingsgade, hvor Kirkens Ejendom ligger, købt, og der blev ligeledes tegnet en betydelig Sum (5000 Kr.) til et Kapel med Præstebolig.

1873 afløstes J. J. Christensen af Chr. Sørensen som Forstander. Samtidig virkede Thaarup som Hjælper i Østeregnen og J. Nielsen i Vesteregnen. Senere blev H. Hansen ogsaa Hjælpeprædikant her i Kredsen.

Den 1. November 1874 blev der oprettet en Dagskole for Menighedens og andre Venners Børn, og denne er bleven fortsat og udvidet siden i Aarenes Løb. Af de Søstre, som har virket længst i dette Arbejde, skal lige nævnes daværende Frk. Michelsen (nu Fru Marie Bast i Kbhvn.), som ledede Skolen ene i ca. 18 Aar, og Frk. Christine Hansen, som har ledet 1. Klasse de sidste 10½ Aar. —

Hvor tidligt Søndagsskolearbejdet blev taget op her, foreligger der ingen Meddelelser om; men i 1872 talte Søndagsskolen i Vejle 150, i Østegnen 40 og i Vesteregnen 90 Elever.

I September 1876 blev Chr. Sørensen flyttet til Langeland og Superintendent Schou overtog selv Forstanderskabet i Vejle med C. Thaarup og P. M. S. Jensen som Hjælpeprædikanter, og den 10. Decbr. blev Kapellet i Vissingsgade indviet til kirkeligt Brug.

Bygningen var det nuværende Forhus i Kirkens Ejendom. Det indeholdt i Stueetagen et Kirkelokale med Plads til ca. 250 Personer samt et Skolelokale, og paa 1. Sal Bolig for Forstanderen og Hjælpeprædikanten.

Hvor omfattende Virksomheden da var, kan skønnes af, at det meddeles, at der var 30 Prædikepladser i Kredsen, saa der var nok at gøre for de tre Prædikanter.

I Januar 1878 maatte Superintendenten flytte til København for at overtage Menigheden der. Pastor Thaarup blev derfor Forstander her, indtil Pastor C. F. Eltzholtz ankom fra Amerika hertil i Juli s. A. og overtog Forstanderskabet.

Eltzholtz var her kun ca. 1 Aar, saa kom J. J. Christensen igen i 2 Aar fra 1879—81, derefter betjente Thaarup, H. Hansen og Lorent Thomsen Menigheden hver 1 Aar, derefter var Schou her igen en kort Tid, indtil Eltzholtz blev ansat i 1884 og virkede her i 2 Aar til han afløstes af P. M. S. Jensen, som var her i godt 2 Aar til Efteraaret 1888, da han afløstes af Joackim Petersen, som virkede her til Sommeren 1890, da han afløstes af A. Bast.

I den Periode, der her kortelig er indrammet af de skiftende Præster, var der foregaaet en betydelig baade Udvidelse og Beskæring af Virksomheden. I 1876 fik saaledes de Venner, som boede i Vendsyssel, hvorhen Virksomheden da ogsaa havde strakt sig herfra, deres egen Prædikant, idet H. Hansen da blev ansat deroppe.

I 1878 blev Vennekredsen i Hornsyld organiseret til en Menighed med P. M. S. Jensen som Forstander, det samme skete i Vesteregnen i Foraaret 1882, idet denne Kreds dog i flere Aar blev betjent af Forstanderen fra Vejle i Forening med forskellige lokale Prædikanter derude.

Den 17. April 1879 stiftede Pastor C. F. Eltzholtz her den første af de nu bestaaende Afholdsforeninger i Danmark; og den 29. April 1892 stiftede Pastor Bast her den første Epworth-Forening i Danmark under Navn af „Sions Vægtere“. —

I Sommeren 1892 blev Kirkeejendommen her ombygget og udvidet til sin nuværende Skikkelse. Det store Kirkelokale toges i Brug den 18. December d. A.

I Sommeren 1895 afløstes A. Bast som Forstander af A. Christensen, der virkede her i 7 Aar, til han i 1902 afløstes af L. C. Larsen, som ogsaa virkede her i 7 Aar og afløstes 1909 af S. N. Gaarde.

Foruden de allerede nævnte Prædikanter, der har virket her i Kredsen som Forstandere eller Hjælpere, har Præsterne N. P. Nielsen og Emil Nielsen m. fl. været Hjælpeprædikanter her, og af de stedlige eller lokale Medarbejdere, som har virket med til varig Velsignelse hver paa sin Vis, bør Jørgen Uth og Chr. Nielsen ikke forglemmes.

 
Hvor mange Medlemmer, der i Tidens Løb har været optaget i Menigheden, kan ikke opgives ganske nøjagtigt, men man kan nok anslaa Tallet til en ca. 1500 voksne Personer, deraf er over 1000 optaget i fuldstændig Forening.

Over Halvdelen af dette Antal er imidlerlid senere udskreven. En stor Del er flyttet til andre Menigheder; en anden Del er desværre bleven utro og som saadan fjernet, medens et betydeligt Antal, især i de senere Aar mange, er overførte fra den stridende Kirke til den triumferende Kirke hjemme hos Herren.

- - -

Som Afslutning paa dette korte Omrids skal endnu blot meddeles en kort Oversigt over vor Stilling som Samfund for Tiden.

Metodistmenigheden er et Samfund af troende Mennesker, hvori Guds klare og levende Ord prædikes og Sakramenterne forvaltes efter Kristi Indstiftelse. Indadtil kan vort Forhold nærmere betegnes med Wesleys Ord:

Vort Samfund er en Forening af Personer, som har Gudfrygtighedens Form og søger dens Kraft; vi er forenede i den Hensigt at bede sammen, modtage Formaning og vaage over hverandre i Kærlighed, at vi kan hjælpe hverandre i Arbejdet for vor Saliggørelse.

Udadtil er vor Opgave fælles med alle Jesu sande Disciple : At gøre alle Folkeslagene til hans Disciple ved at døbe dem til Faderens, Sønnens og den Helligaands Navn, og ved at lære dem at holde alt det, han har befalet os.

Med dette for Øje samles vi regelmæssigt til offentlige Gudstjenester om Søndagen i Sct. Pouls Kirke (og paa andre Pladser) om Ordets Forkyndelse, Sakramenterne og Fællesbønnen; ligesom der som Regel gentagne Gange i Ugens Løb er Anledning til at pleje Samfundslivet ved Sammenkomster for Betragtning af Guds Ord, Fællesbøn og Udveksling af religiøse Erfaringer.

Børnene søges samlede i Søndagsskolen og under andre Former til Oplærelse i Kristendommens Sandheder. Og det Antal af Mænd og Kvinder i Vejle og Omegn, der i deres Barndom og senere Tid efter anden har besøgt vor Søndsgsskole er ret anseeligt. Gud velsigne dem alle!

Ungdomsforeningen, der tæller godt 200 Medlemmer, er aaben baade for Besøg og Medlemsskab for enhver ung Mand og Kvinde. Foreningens Opgave er at hjælpe de unge til alt, hvad der er godt for dem. Maalet søges naaet ved gennem religiøse Møder, Foredrag, Bøger og selskabelige Sammenkomster at faa dem interesserede i at blive gode Samfundsborgere ved at leve et sandt, bevidst og intelligent aandeligt Liv og efter Evne og Lejlighed at deltage i saavel Barmhjertigheds-, literært som Missionsarbejde

Evangelisk Afholdsforening, der tæller et betydeligt Antal Medlemmer udenfor Menigheden, arbejder i Tilslutning til Menigheden for at „redde drikfældige og forfaldne Mennesker, samt for Afskaffelsen af alle Slags berusende Drikke“. Medlemsskab i Menigheden forpligter til: „ikke at nyde berusende Drikke, undtagen naar Nødvendighed fordrer det.“

Af en Række andre Virsomheder med saavel religiøse som humane Formaal, der har Hjem i Kirken, kan nævnes: Børnebespisningen, som de sidste 10 Aar hver Vinter har fundet Sted i Kirkens Lokaler, velvilligt betjent af en Kreds af Medlemmerne og liberalt understøttet af et stort Antal af Byens Borgere og Institutioner, har i flere Uger daglig bespist flere Hundrede Børn.

I denne Forbindelse kan nævnes, at der aarligt forarbejdes og uddeles for flere Hundrede Kroner Beklædningsgenstande til fattige Børn. Det for nogle Aar siden oprettede Børnehjem „Marienlund“ paa Søndermarken er ligeledes væsentligst grundlagt af en Kreds af Mænd her i Menigheden.

De sidste 3 Aar har der her i Januar, Februar og Marts Maaned været afholdt et Højskolekursus for unge Mænd og Kvinder fra hele Landet.

De 3 sidste Aar har Menigheden ydet Bolig for Bethaniaforeningens Diakonisser, som foruden at underholde sig selv ved privat Sygepleje, ret jævnlig har rakt ubemidlede fattige saavel i som udenfor Menigheden en hjælpende Haand. Muligen faar vi det ordnet saaledes med Tiden, at en af Søstrene kan ofre hele sin Tid til at pleje ubemidlede syge.

Hvor rig og omfattende en Gerning i forskellige Retninger det er bleven os forundt at arbejde i, er vi dog ganske paa det rene med, at det bedste af alt er, at Gud er med os. Dette bevidner de mange, mange Mennesker, som i Tidens Løb gennem vort Arbejde er blevne ledede til at leve et lykkeligt og nyttigt Liv og dø en salig Død. — De er vor Ære og Krone. —

Herren vedkende sig i Naade denne vor Gerning i stedse større Udstrækning, hans Navn til Ære !

Betaniaforeningens første 25 år

Et festskrift ved L. C. Larsen

Allerede i lang Tid havde den Tanke gæret i Sindene, at den danske Metodisme burde optage en Sygeplejevirksomhed. Vi havde jo hørt og læst om de smukke Resultater, der var opnaaet i Tyskland. Og ogsaa i vor »Indflydelsessfære« var der nok af Sygdom og Nød.

Dertil kom, at vi manglede Arbejde for vore unge, begavede Søstre. Og af dem fik vi flere og flere, alt som Menighederne voksede i Størrelse og Aandskultur. Men ingen kunde finde Vejen til den praktiske Løsning af dette Spørgsmaal.

Saa lang Tid tilbage som i Aaret 1888 vedtoges der ved et Efteraarsmøde en Resolution, hvori der fattedes Beslutning om at optage Diakonissevirksomhed i alle vore Menigheder saa snart som muligt.

Denne Resolution førte ikke til noget; men den blev paa Forslag af L. C. Larsen fornyet ved Efteraarsmødet i Varde 1892. Til Komite for denne Sag valgtes J. J. Christensen, Thaarup og Gaarde.

Ved næste Aarsmøde 1893 udtalte Superintendent J. J. Christensen sig om Sagen. Han saa meget pessimistisk paa Muligheden for at oprette en Diakonissevirksomhed iblandt os. Vi havde ingen Penge. Saa valgtes der et nyt Udvalg bestaaende af C. Jensen, C. Nielsen og L. C. Larsen.

Pastor C. Jensen, der var stærkt optaget af Sagen, gik nu sine egne Veje. Han fik dannet en Sygeplejeforening i Kalundborg, og den 1. April 1895 begyndte den sin Virksomhed med Frk. Sofie Lambrecht som Sygeplejerske, en Stilling hun beklædte med Ære, indtil hun efter ca. 40 Aars Tjeneste flyttede ind paa Aarhus Betaniahjem, hvor hun endnu færdes blandt os som en glad og god Herrens Tjenerinde.

Eksemplet fra Kalundborg blev efterfulgt i Vejle, Frederikshavn o. fl. St. Men kun faa Steder slog det rigtig an. Den rette Form var ikke endnu funden.

I Aaret 1904 kom der en ny Biskop paa Inspektion til Danmark. Det var Biskop Burt, som i mange Aar havde været Leder af Arbejdet i Italien, førend han i 1904 blev valgt til Biskop.

Fra sit Kendskab til vor tyske Diakonisses virksomhed medbragte han en stor Interesse for denne Sag. Han udnævnte nu et Udvalg til at undersøge Muligheden for at optage en lignende Virksomhed i Danmark. Superintendent J. J. Christensen, L. C. Larsen og A. Bast udgjorde Udvalget.

Men kort Tid efter døde J. J. Christensen.

De to øvrige Medlemmer af Udvalget aflagde et Besøg i Hamburg og var Gæster paa vort Betaniahjem der. Men de to Komitemedlemmer var ikke enige om, hvorvidt det var denne Form for Virksomhed, der skulde indføres her, eller om det burde være et rent Barmhjertighedsarbejde.

Vi indhentede Oplysninger fra Norge, og Sagen blev behandlet ved Distriktsmøderne. I 1905 blev Udvalget udvidet med C. Jensen, A. Christensen og H. Jacobsen.

I 1906 blev Udvalget bemyndiget til at antage Søstre og sørge for deres Uddannelse. Og i det Øjemed laante vi en Kapital paa — 600 Kr.!

Fra nu af gik Initiativet mere og mere over til Pastor Chr. Jensen.

I 1907 godkender Konferencen Dannelsen af en Betaniaforening, og tre Søstre bliver derefter antagne som Prøvesøstre. Deres Navne var Laura Risom, Clara Christiansen og Anna Damgaard. Sidstnævnte er død, Str. Laura er bleven Husmoder, og Str. Clara er traadt ind i anden Tjeneste; men Mindet om deres trofaste Tjeneste i den første trange Tid skal ikke saa let dø.

Foreningen begynder nu at arbejde. Der udarbejdes Love, og der udgives et Kvartalsblad. Og fra flere Sygeplejeforeninger kommer der Begæring om Assistance.

Den 15. December 1908 blev en Festdag for den unge Virksomhed. Foreningen fik sin officielle Indvielse ved en Festdag i Vejle. Referatet fortæller, at Sct. Pouls Kirke var fyldt til Eftermiddagsgudstjeneste i Dagens Anledning.

Da Søstrene fremtraadte i deres klædelige Dragt (Model fra Amerika, lignende bruges i Sverige og Norge), vakte de stor Opmærksomhed.

Mødet aabnedes af Forstanderen for Menigheden, Pastor Larsen, der omtalte Frelserens Jordeliv som Idealet for et Menneskeliv og gav Søstrene med som Hilsen Kol. 4, 17; »Giv Agt paa den Tjeneste, som du har modtaget i Herren, at du fuldbyrder den!«

Pastor C. Jensen, Formand for Diakonisseudv., udtalte sig om, hvorledes det store Ansvar, der nu var lagt paa disse Søstre, ikke burde tynge dem til Jorden, men burde bringe dem til i Ydmyghed at søge Hjælpen hos ham, der har sagt: »Værer stærke i Herren og i hans Vældes Kraft!«

Der blev holdt Bøn for Søstrene og Arbejdet, og derefter bød Købmand Harris som Medlem af Diakonisseudv. og som Menighedens Repræsentant dem velkommen til Arbejde og tolkede i varme Ord den Glæde, han følte ved at være med til at fremhjælpe den første Spire af denne Form af metodistisk Arbejde i vort Land. I Paulus’ Ord til Menigheden i Rom angaaende Føbe, Diakonissen i Kenkræa, anbefalede han Søstrene til Menighedens bedste og varmeste Sympati.

Søstrene Clara og Laura blev nu ansat i Vejle, hvor de skulde virke som Privatplejersker, medens Str. Anna blev ansat ved Foreningen i Lemvig.

1. Aug. 1908 traadte Str. Agnes Bülow til og blev Leder af Hjemmet i Vejle. Denne udmærkede Søster havde dog ikke Ro paa sig til det stille Arbejde. Efter 4 Aars Tjeneste rejste hun til Amerika for at lade sig uddanne til Missionær. Hun blev i 1913 sendt til Indien, men blev syg kort efter Ankomsten og døde i Lucknow 16. Jan. 1914. (Str. Agnes Bülows Billede findes paa Omslaget.)

Imens fortsattes Arbejdet herhjemme under vekslende Kaar. Der var Tider, hvor der var vel lidt at gøre, og til andre Tider var der for meget.

Men hertil kom, at en Del af vore egne Venner havde lidt svært ved at vænne sig til den nye Form for Virksomhed. Enkelte overvurderede den og stillede derved Krav til Søstrene, som svage Menneskebørn ikke kunde bære. Men mere almindeligt var det, at man fandt det fors kert, at der skulde betales for Arbejdet, de udførte.

Idealet var en Slummission. At vi ikke kunde magte en saadan Virksomhed, idet Pengene dertil jo saa skulde skaffes af os selv, og at en Gerning i Guds Rige ikke er uforenelig med Løn, dette havde man ikke Øje for. Dog medførte denne Misforstaaelse en Del Smerte baade for Ledelsen og Søstrene, og B. F. fik trykket et Stempel paa sig af at være en Forretning, et Stempel, som underligt nok ikke er helt udvisket endnu.

Det vil ikke være mig muligt paa den begrænsede Plads jeg tør raade over, at omtale de aarlige Bevægelser og Forandringer i Virksomheden, lige saa lidt som jeg kan faa Lejlighed til at omtale hver enkelt Søster.

Fra dette Tidspunkt af maa jeg saa indskrænke mig til at omtale Hovedbegivenhederne.

Ved Aarskonferencen i Odense 1912 oplyses det, at der i Aarets Løb har været i Vejle: 42 Dagplejer, 18 Natplejer, 672 Døgnplejer, 76 Sygebesøg, og at Indtægten havde været 2443 Kr.

Pastor Jensen var imidlertid et Par Aar forud flyttet til Aarhus, hvor han var i Færd med at faa bygget Kirke. Han ønskede nu at faa en nærmere Forbindelse med Diakonissearbejdet, og han saa, at der i denne store Provinsby var et større Arbejdsfelt end i andre Byer. Han foreslog derfor, at Hovedstationen flyttedes til Aarhus, og Konferencen godkendte Tanken.

Der blev i Ny Munkegade 73 lejet en tre Værelsers Lejlighed, og den blev monteret og blev Hjem for Søstrene Elisabeth, Cathrine og Hansine. Foruden dette havde vi Diakonisser i Frederikshavn, Esbjerg, Varde og Lemvig.

Forholdene var dog ikke fuldtud tilfredsstillende. Der manglede et Hjem, et fælles Samlingssted for hele Virksomheden. Men at bygge et Søsterhjem alene vilde langt overs stige vore Kræfter. Og at knytte Hospital dertil som flere Steder i Tyskland, kunde der heller ikke være Tale om. Dertil er vore offentlige Hospitaler for gode og billige.

Det er mig ukendt, hvorledes den Tanke opstod hos Pastor Jensen at knytte Søsterhjemmet sammen med et Plejehjem for gamle og svage Mennesker. Men Tanken kom, og Jensen talte ofte om den baade privat og offentligt.

Ligesom B. F. ikke var en Institution for de allerfattigste, idet det offentlige tog sig af dem, saaledes skulde ogsaa Hjemmet være et Tilflugtssted for saadanne, som var for velhavende til at komme paa Alderdomshjemmene og for lidet velhavende til at holde fornøden Betjening og Sygeplejehjælp.

Denne Plan blev forelagt og godkendt af Aarskonferencen i 1913. Herefter fulgte en Række Bestyrelsesmøder, hvor Planerne blev udarbejdet nøjere.

20.—27. Juli holdtes der paa Højskolen i Aarhus et Kursus for social Virksomhed, som var besøgt af Sygeplejersker og Børnehjemsarbejdere.

Det var vort Haab, at Hjemmets Opførelse snart skulde have været paabegyndt; men der fattedes Penge, og hertil kom, at Verdenskrigen, der begyndte i Aug. 1914, bragte Forstyrrelse i disse som i saa mange andre Planer.

Saaledes naaede vi ind i 1915, før der kunde begyndes. Men saa blev der ogsaa begyndt trods Krig og Dyrtid. Ved et Bestyrelsesmøde i Aarhus 30. Aug. 1915 blev det definitivt besluttet at tage fat.

Overslaget fra Arkitekt Fritz lød paa Kr. 95,000. Af dette Beløb havde vi Udsigt til at kunne skaffe 25,000. Resten skulde vi have ved Belaaning af Ejendommen. Grunden, der købtes af Kommunen, var paa 2338 Kvadratalen og kostede 10,000 Kr.

Det var under mange ængstelige Tanker, vi begyndte Opførelsen af det første Hjem. Tiderne var vanskelige, Priserne var høje og i stadig Stigen, vanskeligt var det blot at fremskaffe Materialer, og hvorledes vilde det gaa med Tilslutning, naar Hjemmet blev færdigt?

Det var i Tro til Gud, vi stemte for at begynde, og det var samtidig i Tillid til, at den praktiske Sans og administrative Evne, som Herren havde udrustet vor Broder med, ikke heller her vilde svigte. Og vi blev ikke beskæmmede.

Onsdag den 8. Marts 1916 blev Grundstenen nedlagt. Der blev holdt korte Taler af Præsterne Larsen og Jensen, og sidstnævnte nedlagde Grundstenen.

Uro i Klimaet saavel som i Arbejdsverdenen sinkede Arbejdet; men fremad skred det. Længe før det var færdigt, kom der i Massevis af Forespørgsler om Optagelse, og dette var selvfølgelig en stor Opmuntring.

Ved April Flyttedag 1917 drog de første Pensionærer ind, og Virksomheden begyndte. Men først den 13. og 14. Maj fandt den egentlige Indvielse Sted. Der var store Møder i Kirken, hvor Præsterne Bast, C. Nielsen, J. Nielsen, C. Jensen og L. C. Larsen talte.

Den egentlige Indvielse fandt Sted om Eftermiddagen ved Pastor Chr. Jensen.

Prisen paa Bygningen blev ca. 111,000 Kr., deri indbefattet Inventar. Der var 40 Værelser, deraf kunde 25 udlejes til Pensionærer, og alle Pladser var optaget fra Begyndelsen.

Meddelelserne fra 1917—19 lyder paa, at Hjemmet, trods Krig og Dyrtid er belagt og i fuld Gang. — 15. Decbr. 1918 forefalder det første Dødsfald blandt Søstrene, idet Str. Marie Thomsen i Frederikshavn under sin Tjeneste blev smittet af »den spanske Syge« og faldt som dens Offer.

I Aarene 1920—21 herskede der megen Sygdom blandt Søstrene. I dette Aar blev Str. Elisabeth Munch udnævnt til Oversøster, og adskillige nye Søstre blev antaget.

Str. Elisabeth blev senere Missionær i Afrika og virkede der i nogen Tid. Str. Johanne West overtog 1. April 1921 Ledelsen af Pigehjemmet »Dear Home« i Hellerup, hvor hun har udført en god Gerning siden. Str. Ane Thomsen overtog samme Aar Børnehjemmet i Frederikshavn og Johanne Jacobsen Spædbørnsafdelingen paa Aaløkkegaard, Odense.

I dette frugtbare Aar bliver der ogsaa købt Grund til en Udvidelse af Hjemmet i Aarhus. Grunden, der ligesom den første blev købt af Kommunen, var paa 1230 m2 og kostede 14,000 Kr.

1. April 1922 aabnedes der et Filialhjem i København under Ledelse af Str. Kristine Pedersen. Det indviedes under festlige Former den 13. April, og det gjorde god Tjeneste igennem 9 Aar, indtil det afløstes af det nye.

I Aarsberetningen meddeles det, at en stor Skare syge Mennesker igennem Aarene har funden Pleje ved Betaniaforeningens Søstre. Alene Sygeplejeforeningen i Aarhus kræver aarlig ca. 4000 Sygebesøg og har ca. 100 Patienter under Pleje i Løbet af et Aar.

I Betingelserne ved Købet af Grunden hed det, at den skulde bebygges i Løbet af Aar 1924. Som en Følge heraf maatte Byggeriet begynde i 1923. Der blev udarbejdet to Planer til henholdsvis 208,000 og 289,000 Kr., heri indbf. Inventar. Det sidstnævnte blev valgt.

Planering og Grunds støbning begyndte, og 11. Juni blev Grundstenen lagt. Vejret var højst ugunstigt, pibende Storm og efter Aarstiden en usædvanlig Kulde.

Men Huset rejste sig, blev taget i Brug til April Flyttedag 1924 og indviet Onsdag den 4. Juni i Overværelse af Byens Borgmester og en Del Byraadsmedlemmer, foruden Søstrene og adskillige andre Gæster. Pastor Jensen foretog Indvielsen.

Der var nu Plads til 75 Pensionærer. Naar hertil lægges Antallet af Søstre og Medhjælpere, vil Ejendommen komme til at rumme ca. 100 Personer. Paa Grund af en Del Ændringer gik Prisen op til Kr. 367,683, hvilket Beløb dog i Statusopgørelsen blev nedskrevet til Kr. 343,555.

Paa Skovvangsvej var der i sin Tid købt en Ejendom til Højskolebrug, og der var i 1920 bygget en stor Skolebygning.

I Nedgangstiderne efter Krigen viste det sig dog, at der ikke var Midler nok, ej heller tilstrækkeligt med Elever til, at denne Virksomhed kunde fortsættes efter Planen.

Betaniaforeningen tilbød derfor at overtage dette Kompleks for en Købesum af 140,000 Kr., foreløbig dog blot som et Lejemaal, indtil det viste sig praktisk at realisere Købet. Dette Forslag blev godkendt af Aarskonferencen i København den 20. Febr. 1925. Derved forøgedes Hjemmenes Kapacitet med 20 Pensionærer.

I 1926 berettedes der om fuldt Hus overalt. Paa Skovvang boede bl. a. pensioneret Præst Jens Nielsen og Hustru. Dette gudfrygtige, gamle Ægtepar var til stor Velsignelse paa Hjemmet, indtil de døde, Pastor Jens Nielsen i 1928 og hans Hustru Aaret efter.

I 1927 mindedes Foreningens 20-Aars og Hjemmets 10-Aars Jubilæum. Dette Aar blev Ejendommenes Værdinedskreven til Ejendomsskyldsværdi med 96,555 Kr.

Aaret 1928 blev saare begivenhedsrigt. Oversøster Kristine flyttede til Aarhus, og Str. Agnes Bjerløv overtog Hjemmet i København.

— Sygdom rasede i Hjemmene i dette og det følgende Aar baade blandt Pensionærer, Søstre og det øvrige Personale, og der forefaldt mange Dødsfald. Flere af Søstrene var nær ved et nervøst Sammenbrud paa Grund af Sindsbevægelse og Overanstrengelse.

Men dette Aar mistede vi ogsaa Foreningens utrættelige Leder og Administrator, idet Pastor Jensen døde den 8. Novbr. 1928. En god Maaned senere blev han efterfulgt af sin Hustru. Fru Jensen døde den 18. Decbr. De blev begravede fra Bethlehemskirken og ved begge Begravelser blev der vist stor Deltagelse, og mange varmtfølte Ord blev udtalt over dette usædvanlig dygtige og initiativrige Præstepar.

Efter et Ønske, der i sin Tid var udtalt af Pastor Jensen, overtog nu Pastor J. C. Iversen Hvervet som Bestyrelsens Formand, og han har indtil nu lagt et stort Arbejde ind i at fortsætte og udvide Virksomheden.

Ogsaa i 1929 forefaldt der flere betydningsfulde Begivenheder. Saaledes blev Købet af »Skovvang« nu afsluttet.

Det havde længe været følt, at Lokaleforholdene i Hjemmet i København var utilfredsstillende. Paa Initiativ af Pastor Iversen henledtes nu vor Opmærksomhed paa et Kompleks paa Kong Georgsvej, Frederiksberg, bestaaende af en stor Villa, med en Del Basarbygninger indrettet til Butikker.

Efter mange Overvejelser og Forhandlinger afsluttedes Købet, og det smukke Hjem overtoges 15. August 1930. Prisen var 275,000 Kr.; men desuden maatte der ofres ca. 65000 paa Varmeinstallation og andre Forandringer. Resultatet er nu ogsaa smukt. Det nye Hjem giver Plads til 32 Pensionærer.

Alle disse Forhandlinger, Forandringer og Ordningen af Pengesagerne gav et stort Arbejde for Bestyrelsen, men især for dens Formand. Og samtidig gik den øvrige Virksomhed sin støtte Gang baade i København og Aarhus og i de forskellige Børnevirksomheder m. m.

Den 26. April 1932 døde den anden af vore trofaste Søstre, Str. Anna Damgaard, den eneste, vi havde tilbage af de tre, som begyndte vor Virksomhed.

Og den 20. Maj blev Købmand Holm i Hjørring pludselig hjemkaldt. Han har hele Tiden været en trofast Støtte for denne Sag, og han bliver savnet her som saa mange andre Steder, hvor han havde lagt sin Arbejdskraft og saa tidt vist sin Offervillie.

Betaniaforeningens Historie burde fortælles som en Roman. I en ægte Journalists Hænder vilde den være spændende. Den begyndte i 1907 med en Gæld paa 600 Kr., og nu har den en Formue paa over 200,000 Kr., Midler, der dog alles sammen er bundne i Bygningerne.

Søstrenes Antal er steget fra 3 til 23, hvilket ganske vist er for lidt, og Søstrenes Virksomhed omfatter nu ca. 130 Pensionærer, en Skare af Børn og unge Kvinder paa vore Børnehjem og mere end Tusinde i Privat- og Foreningspleje.

»Hidindtil har Herren hjulpet!«

Al Foreningens Virksomhed søges ledet i kristelig Aand. I Hjemmene er der daglig Andagt og Gudstjeneste næsten hver Uge igennem Vintertiden. Pensionærerne ved, at de er velkommen til disse Andagter; men forøvrigt er der fuldstændig Frihed til at deltage eller lade være.

Præsterne Iversen i København og Larsen i Aarhus er altid rede til at være til aandelig Hjælp for saadanne, som ønsker det.

Nu og da afholdes der paa Hjemmene Koncerter, Lysbilledforedrag o. lig., ligesom der om Sommeren bliver arrangeret en Udflugt og ved Juletid Fester, hvilket altsammen synes at være til Glæde og Opmuntring for de ældre og skrøbelige Mennesker, som har funden Tilflugt i vore Hjem.

Betaniaforeningens Organisation og Virksomhed.

Bestyrelsesmedlemmer:

Pastor J. C. Iversen, Formand og Kasserer for Hovedkassen. Pastor L. C. Larsen, Sekretær. Oversøster Kristine Pedersen, Kasserer for Aarhusafdelingen. Pastor H. Særmark, Københ. Grosserer C. A. M. Harris, Københ. Husejer J. Dalbøge, Aarhus. Oversygeplejerske Str. Emilie Holtzweissig, Københ. Str. Johanne West, Hellerup. Bygmester Johs. Munch, Neksø.

Hjemmene i Aarhus:

Oversøster Kristine Pedersen. Str. Hansine Hansen, Sine Jørgensen, Marie Wemmelund, Signe Pedersen, Else Minet, Martha Jakobsen, Rigmor Haugaard, Ida Knudsen, Rigmor Eriksen, Irma Frederiksen, Ella Petersen, Kaja Larsen. Prøvesøstre: Isa Rex-Pedersen, Ingeborg Petersen.

Hjemmet i København:

Str. Agnes Bjerløv, Bestyrerinde. Str. Johanne Nielsen.

De øvrige Søstre er i Tjeneste som følger:

Str. Johanne West, Bestyrerinde af Centralmissionens Kvindehjem, »Dear Home«, i Hellerup.
Str. Minna Poulsen, Bestyrerinde af Centralmissionens Alderdomshjem, Københ.
Str. Martha Nielsen, Leder af Spædbørnshjemmet Aaløkkegaard, Odense.
Str. Ane Thomsen, Bestyrerinde paa Børnehjemmet Fremtidshaab i Frederikshavn.
Str. Ane Petersen, Sygeplejeforeningen, Varde.