Gå videre til hovedindholdet

Pastor Ludvig Lorenzen

Ludvig Lorenzen
1900-1966
Ludvig Lorenzen fødtes i Horsens den 25. december 1900 som søn af typograf Nicolaj Ludvig Lorenzen og hustru Elna Elisabeth, f. Larsen.

I sin tidlige ungdom i Horsens fik han kontakt med vor kirke og optoges i menigheden den 4. juni 1916. Hans forældre blev medlemmer af menigheden få måneder senere.

Samme år flyttede den unge Lorenzen til Lemvig. Han blev udlært i manufakturfaget, men Gud havde andre planer for hans liv.

I september 1922 begyndte Ludvig Lorenzen sammen med to andre unge mænd sin præsteuddannelse på vor teologiske skole i Stokhusgade i København. Efter to års studier måtte han imidlertid gøre en pause i sin uddannelse på grund af militærtjeneste.

I 1925 blev Lorenzen optaget på prøve i konferencen dog uden ansættelse, da han manglede at afslutte sin uddannelse med et års studier ved vor teologiske skole »Øverås« i Gøteborg.

I 1926 fik Lorenzen sin afgangseksamen og sin første ansættelse som hjælper for pastor Rosendahl i Ålborg. 1927 blev han optaget i fuld forening med konferencen.

Den 26. august 1928 indgik han ægteskab med frk. Karen Elise Møller, medlem af Kalundborg menighed. Som nygifte flyttede præsteparret til Løkken, og dermed var de to inde i en metodistpræsts omskiftelige tilværelse.

I mere end 30 år var Lorenzen i aktiv tjeneste som menighedsforstander og blev med sin hustru ved sin side til velsignelse og hjælp for mange i den lange række menigheder, han betjente.

Pastor Lorenzen har været ansat ved følgende menigheder, et par af dem i to perioder:
Ålborg,
Løkken,
Give-Vonge,
Holstebro-Lemvig,
Randers,
Hjørring,
Strandby,
København,
Bethania,
Vejle,
Kalundborg
- og Holstebro som sidste plads, hvor Lorenzen på grund af svigtende helbred så sig nødsaget til at anmode om at blive pensioneret. 
I flere år havde Lorenzen kæmpet med sin legemlige svaghed og ville ikke give op. Vi kunne ikke andet end beundre hans udholdenhed. Det var da også typisk for ham, at han trods sin pensionering ikke lagde helt op, men både i Holstebro og til sidst i Hjørring var levende med i menighedsarbejdet og desuden redaktør af vort søndagsskoleblad til sin død.

Pastor Lorenzen var en særegen type, i besiddelse af et sprudlende humør, jævn og ligefrem. Han ejede en sjælden evne til at komme i kontakt med mennesker i alle aldre og fra alle samfundslag. Hans forkyndelse var hjertelig og evangelisk og kunne fængsle såvel børn som voksne.

Pastor Lorenzen ydede på forskellig måde en trofast indsats inden for vor kirke, men ingen er i tvivl om, at særlig hans tjeneste på søndagsskolens område lang tid frem vil blive husket og mindet i taknemmelighed.

Pastor Lorenzen holdt af børn. Den, der aldrig fik lejlighed til at høre ham forkynde Guds ord for børnene, gik glip af noget væsentligt. Søndagsskolen var hans hjertebarn. Som søndagsskolesekretær fra 1946—59 ydede han en betydelig indsats for at understrege søndagsskolens vitale betydning for kirkens fremtid.

En årrække redigerede ban »Søndagsskolearbejderen« og gav her gennem sine vel tilrettelagte tekstforklaringer en nyttig hjælp til medarbejdere ud over landet. Vi, som fik lov at sidde sammen med ham i søndagsskolerådet, lærte at værdsætte hans arbejde og initiativ.

Også i en større sammenhæng stod der respekt om hans arbejde som søndagsskolemand. Som medlem af den danske komité under verdenssøndagsskoleunionen valgtes han bl. andre til at repræsentere Danmark ved verdenssøndagsskolekongressen 1950 i Toronto i Canada.

I tiden 1954—59 var han den danske komités repræsentant i verdensunionens hovedbestyrelse og i en lang årrække var han formand for Dansk søndagsskoleforening.

To begivenheder fra hans sekretærtid skal nævnes: Det nordiske søndagsskolekursus på Engelsholm og vor første søndagsskolelejr i 1958. Med lejren i 1958 så pastor Lorenzen en gammel drøm blive virkeliggjort, og ingen af os, der var med, vil glemme hans velkomst til de 140 børn på denne lejr.

I 1962 stod vi uden redaktør af »Kammeraten«. Pastor Lorenzen, som tidligere havde redigeret bladet, løste problemet og overtog redaktionen. Det blev hans sidste arbejde for søndagsskolen. De to første numre af bladet i dette år var hans arbejde og udkom efter hans død og blev ligesom hans sidste hilsen til søndagsskolen.

Pastor Lorenzen døde den 22. december 1966, pludselig og uventet. Sammen med sin hustru havde han deltaget i hjemmets juleforberedelser. Det var betegnende, og som det skulle være, at en flok børn fra søndagsskolen i Hjørring havde været på besøg hos vor gamle søndagsskolesekretær for at ønske glædelig jul netop den dag. Mindre end en time senere blev han kaldt hjem. Løbet var endt.

Han begravedes den 27. december fra vor kirke i Hjørring under stor deltagelse. Vi takker Gud for, hvad vi modtog gennem pastor Ludvig Lorenzens liv og virke. Må Gud styrke og trøste hans hustru og nærmeste familie.

Velsignet og æret være pastor Lorenzens minde!

Hans Kristian Bhutho

Mindeord bragt i Årbog for Metodistkirken i Danmark 1967

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Anton Bast

Anton Bast fødtes i Løkken den 8. september 1867. Hans forældre var skomager Nicolai Thomsen Bast og hustru Dorthea Marie Kjeldsen. Hjemmet var — som mangfoldige andre dengang — fattigt. Der var 12 børn, og det kneb ofte med udkommet. En journalist skrev engang om Anton Bast: „Allerede som 8 års dreng måtte den lille Anton ud at tjene hos bønderne. Han har selv fortalt mig, at hans første kongelige løn for en hel udslagen sommer var, siger og skriver, 4 (fire) kroner og et par træsko..." Efter sin konfirmation var Anton Bast en tid fisker, senere kom han i manufakturlære. Men meget tidligt stod det ham klart, at han ville læse til præst i Metodistkirken, og det kald kom han ikke udenom. Han blev optaget på kirkens nyoprettede teologiske skole i København, hvorfra han dimitteredes i 1890 og blev ansat ved menigheden i Vejle. Han var da 23 år gammel. Den længste virketid uden for København havde han i Odense, og her oplevede han en virkelig stor tid. Han gjorde sig på mange m

En Salme fylder 100 Aar (1947)

Abide with me. — Bliv du hos mig Bliv du hos mig, naar Natten stunder til, og Mørket om mig snart sig sænke vil, naar anden Trøst og Hjælp maa fjerne sig, du store Hjælper, bliv da nær hos mig. Snart kan min korte Livsdag ebbe ud, og midt i alt jeg faar mit Vandringsbud, alt om mig skifter og forandrer sig, o, du, som ej forandres, bliv hos mig. Hver Stund jeg trænger, Herre Gud, til dig, kun du kan lede mig paa Livets Vej, kun for dit Blod vil Satan vige bort, bliv da hos mig, o, Krist, i Natten sort. Naar du er nær, jeg kender ingen Frygt, i Smil og Graad jeg hviler hos dig trygt, Dødens og Gravens Nat jeg ænser ej, naar du, o, Herre, bliver nær hos mig. Naar Øjet brister, vis mig da dig selv, lys mig og led mig over Dødens Elv, Jorden forsvinder, Himlen aabner sig: I Liv og Død, o, Herre, bliv hos mig. H. F. Lyte / Anton Bast Den engelske Salme, »Abide with me«, som findes oversat til Dansk i vor Sangbog, Nr. 287, fyldte i September 100 Aar. Salmen,

Betaniakirkens første 25 år

FESTSKRIFTET BETANIAKIRKEN 1892-1917 Ved N. P. Nielsen Indledning og forhistorie MED oprigtig Tak til Gud og hans Venner udsendes dette lille Festskrift i Anledning af, at Betaniakirken, Møllegade 7 i København for 25 Aar siden blev bygget og indviet, og fordi den siden har været et godt Hjem for Metodistmenigheden paa Nørrebro. Vi haaber, at Festskriftet ved at bringe et lille Pust fra svundne Dages Kampe og Sejre maa glæde og inspirere alle Kirkens Venner, unge som ældre og hjælpe dem til endnu større Sejre i Fremtiden. De svundne Arbejdsaar fortæller, at Herren ogsaa paa Nørrebro har benyttet Metodistkirken til sin Sags Fremme, og meget tyder paa, at han fremdeles vil bruge den herude og muligvis til endnu større og mere gennemgribende Ting. I de 25 Aar har Menigheden mange Gange staaet som en ung drømmende Helt, der støttet til de smaa vundne Sejre planlagde og profeterede om de store Sejre, Fremtiden skulde blive vidne til. — Gid den altid maa planlægge i Tillid ti