Gå videre til hovedindholdet

Pastor Johannes Kristian Kofod

Johannes Kristian Kofod
1900-1965
Johannes Kristian Kofod fødtes i Pedersker på Bornholm den 29. december 1900 som søn af landmand Hans Jørgen og Henriette Frederikke Kofod.

Under en vækkelse i kredsen oplevede han som ganske ung mand Jesus Kristus som sin personlige frelser.

Den 9. december 1917 blev han optaget som medlem i Neksø metodistmenighed, og kort tid efter kom Guds kald til en tjeneste i kirken.

Johannes Kofods uddannelse begyndte med et ophold på kirkens højskole i Århus, hvorefter han læste til præliminæreksamen i København.

I september 1922 mødte han sammen med to andre unge på vor teologiske skole i Stokhusgade, København. Efter to års studier under pastor A. Rogerts ledelse rejste Johannes Kofod sammen med en af sine kammerater til Øverås, Gøteborg, hvor den skandinaviske skoles første hold begyndte sine studier i efteråret 1924.

I foråret 1925 tog han afgangseksamen fra Øverås, og ved årskonferencen samme år i Silkeborg fik han sin første ansættelse af biskop Edgar Blake. - Det blev Rudkøbing, hvor han ikke mindst skabte et meget stort børnearbejde.

Den 12. juli indgik han ægteskab med frk. Ingeborg Eleonora Larsen, og de to præstefolk skaffede sig mange venner i de menigheder, de i tidens løb betjente.

Strandby blev den næste ansættelse. Her oplevede han en vækkelse, hvis frugter den dag i dag er med til at præge vor nordligste menighed. - Som min gode ven gennem de mange år har han engang betroet mig, at før vækkelsen brød ud, var han i dyb nød og inde i svære åndelige kampe, der førte ham og andre i menigheden på knæ for Gud.

Senere fik han sammen med sin hustru anledning til at virke i: Neksø, Kalundborg, Randers og Århus, hvor de også i to år var forstanderpar på kirkens Betaniahjem.

Fra Århus gik rejsen i 1960 til Fyn, hvor hans virkekreds med Set. Jakobskirken i Odense som udgangspunkt, blev stor. Men som den trofaste arbejder, han var, havde han glædet sig til at se en rejsning af de menigheder, der nu var betroet ham.

Dog arbejdsbyrden oversteg hans kræfter, og efter tre års forløb tog han afsked med vennerne og rejste til Holstebro.

Hans tid her blev dog ikke lang, men tro og ihærdig var han i tjenesten indtil først på sommeren 1965, da han pludselig blev lammet i den ene side og samtidig blind.

Ved besøg på sygehusene i Århus og Holstebro delte vi alvorlige og fortrolige samtaler med hinanden. Men Johannes Kofods sidste dage var meget svære - både for ham og hans hustru og børn.

Øjnenes lys var slukket, men når han nu og da kom med sine korte, men meget bestemte sætninger, forstod man, hvad han i sine sidste timer var optaget af. - Det var ikke mindst den kirkes fremtid, som han havde viet sit liv og sine kræfter.

Den 6. juli 1965 blev den trætte Herrens tjener kaldt hjem til Gud.

Pastor Johannes Kofod var en retlinet karakter, og hans forkyndelse var dybt forankret i de bibelske sandheder. - Hans ønske var at få lov til at være noget for sine medmennesker, og først og fremmest at få lov til at føre søgende sjæle til frelsen i Jesus Kristus.

Han var samvittighedsfuld ikke alene som menighedsforstander, men også som distriktsforstander, idet han viste stor omsorg og interesse for menighederne samt præsterne.

I tidens løb betroede kirken ham forskellige tillidshverv. Han har været delegat til Generalkonferencen i USA, formand for missionsrådet samt medlem af adskillige bestyrelser og komiteer.

Vi takker for pastor Johannes Kofods liv og tjeneste iblandt os - vi nedbeder Guds velsignelse over hans hustru og børn med familier - og vi udtaler:

»Velsignet være pastor Johannes Kofods minde«.

Andreas Lylloff.

Mindeord bragt i Årbog for Metodistkirken i Danmark 1966

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Anton Bast

Anton Bast fødtes i Løkken den 8. september 1867. Hans forældre var skomager Nicolai Thomsen Bast og hustru Dorthea Marie Kjeldsen. Hjemmet var — som mangfoldige andre dengang — fattigt. Der var 12 børn, og det kneb ofte med udkommet. En journalist skrev engang om Anton Bast: „Allerede som 8 års dreng måtte den lille Anton ud at tjene hos bønderne. Han har selv fortalt mig, at hans første kongelige løn for en hel udslagen sommer var, siger og skriver, 4 (fire) kroner og et par træsko..." Efter sin konfirmation var Anton Bast en tid fisker, senere kom han i manufakturlære. Men meget tidligt stod det ham klart, at han ville læse til præst i Metodistkirken, og det kald kom han ikke udenom. Han blev optaget på kirkens nyoprettede teologiske skole i København, hvorfra han dimitteredes i 1890 og blev ansat ved menigheden i Vejle. Han var da 23 år gammel. Den længste virketid uden for København havde han i Odense, og her oplevede han en virkelig stor tid. Han gjorde sig på mange m

En Salme fylder 100 Aar (1947)

Abide with me. — Bliv du hos mig Bliv du hos mig, naar Natten stunder til, og Mørket om mig snart sig sænke vil, naar anden Trøst og Hjælp maa fjerne sig, du store Hjælper, bliv da nær hos mig. Snart kan min korte Livsdag ebbe ud, og midt i alt jeg faar mit Vandringsbud, alt om mig skifter og forandrer sig, o, du, som ej forandres, bliv hos mig. Hver Stund jeg trænger, Herre Gud, til dig, kun du kan lede mig paa Livets Vej, kun for dit Blod vil Satan vige bort, bliv da hos mig, o, Krist, i Natten sort. Naar du er nær, jeg kender ingen Frygt, i Smil og Graad jeg hviler hos dig trygt, Dødens og Gravens Nat jeg ænser ej, naar du, o, Herre, bliver nær hos mig. Naar Øjet brister, vis mig da dig selv, lys mig og led mig over Dødens Elv, Jorden forsvinder, Himlen aabner sig: I Liv og Død, o, Herre, bliv hos mig. H. F. Lyte / Anton Bast Den engelske Salme, »Abide with me«, som findes oversat til Dansk i vor Sangbog, Nr. 287, fyldte i September 100 Aar. Salmen,

Betaniakirkens første 25 år

FESTSKRIFTET BETANIAKIRKEN 1892-1917 Ved N. P. Nielsen Indledning og forhistorie MED oprigtig Tak til Gud og hans Venner udsendes dette lille Festskrift i Anledning af, at Betaniakirken, Møllegade 7 i København for 25 Aar siden blev bygget og indviet, og fordi den siden har været et godt Hjem for Metodistmenigheden paa Nørrebro. Vi haaber, at Festskriftet ved at bringe et lille Pust fra svundne Dages Kampe og Sejre maa glæde og inspirere alle Kirkens Venner, unge som ældre og hjælpe dem til endnu større Sejre i Fremtiden. De svundne Arbejdsaar fortæller, at Herren ogsaa paa Nørrebro har benyttet Metodistkirken til sin Sags Fremme, og meget tyder paa, at han fremdeles vil bruge den herude og muligvis til endnu større og mere gennemgribende Ting. I de 25 Aar har Menigheden mange Gange staaet som en ung drømmende Helt, der støttet til de smaa vundne Sejre planlagde og profeterede om de store Sejre, Fremtiden skulde blive vidne til. — Gid den altid maa planlægge i Tillid ti