Gå videre til hovedindholdet

Pastor Carl Petersen

Pastor Carl Christian Petersen fødtes i Neksø den 17. december 1885 af forældrene smed Peter Petersen og hustru.

Det var et gudfrygtigt hjem, præget af Luthersk Missionsforening, hvor især moderen havde sin gang, og i denne atmosfære levede den unge Carl Petersen, til han i 17—18 års alderen fik sin gang i metodistkirken, og her mødte han sin Gud og frelser og gav sig til ham for livet.

Han viste tidligt, at han mente det alvorligt med sin kirkegang. Inden så længe var han et meget aktivt og nidkært medlem og blev hurtigt stærkt optaget af arbejde særlig indenfor ungdomsforeningens rammer.

Og så viste det sig også inden så længe, at Carl Petersen følte sig kaldet til at indvi sig og sit liv til Gud og tjenesten i hans kirke, og da beslutningen var taget, var han ikke et øjeblik i tvivl om, at det var Guds vej, og han fulgte den uden tøven og var trofast på den vej, til Gud kaldte ham højere op.

Carl Petersen begyndte sine studier på Den teologiske skole i København i eftersommeren 1909. Han viste sig også her at være en meget flittig og målbevidst ung mand, der vidste, hvad det gjaldt. Efter endt uddannelse ansattes han i Fåborg og var der til 1914. Derefter betjente han Horsens, Emmauskirken i Odense, Jerusalemskirken med Centralmissionen og igen Emmaus, til han i 1956 fratrådte sin tjeneste og gik ind i de pensioneredes rækker.

Da Carl Petersen overtog Jerusalemskirken og Centralmissionen i 1926, var kårene indenfor dette arbejde meget trange og vanskelige. Men det var særegent for Carl Petersen, at han tog ufortrødent fat på opgaverne, og man hørte ham sjældent klage. Frimodigt arbejdede han i den for kirken vanskelige tid, til han i 1932 løstes fra sin tjeneste i Jerusalemskirken og i 1937 fra Centralmissionen. Sin livsgerning lagde han dog i Emmauskirken, og det var her han sluttede sin lange arbejdsdag.

Carl Petersen har været betroet mange betydelige tillidsposter indenfor kirken. Han var to gange distriktsforstander og har haft sæde i mange bestyrelser og udvalg. Udenfor det praktiske menighedsarbejde var det særligt afholds-arbejdet, der havde hans store interesse. I 1948 var han kirkens delegat ved generalkonferencen i Amerika.

Efter at Carl Petersen var blevet pensioneret, fik han betroet posten som missionskasserer, og med en ordenssans og punktlighed, der var ham egen, varetog han dette arbejde til sin død.

Carl Petersen var en betydelig prædikant, en dygtig og meget flittig menighedsforstander. Han var i besiddelse af store organisatoriske evner og udviste i alt sit arbejde et stærkt initiativ. Han havde let ved at komme i forbindelse med mennesker og var altid på talefod med mange udenfor de mere snævre menighedsrammer.

I 1921 indgik han ægteskab med Astrid Petersen, født Gerhardt, der var fra Svendborg, og sammen levede de et meget lykkeligt familieliv. Fru Petersen var meget for sin mand, og præstehjemmet var et godt og afholdt hjem, der altid havde mange venner.

Det var med megen vemod, vi i fjor ved konferencen lagde mærke til broder Carl Petersens helbred. Men den store kreds af venner mente dog ikke, at sygdommen var til døden. Budskabet om hans bortgang kom derfor ret brat. Men der var fred og sejr over hans dødsleje. Han kunne trøste sine kære, til de trætte øjne lukkede sig i døden. Gud tog sin gamle tjener hjem efter arbejde og slid for Gud og kirken gennem et langt liv.

Carl Petersen døde den 1. september 1959. Vi føler dyb vemod ved ikke mere at skulle se ham iblandt os. Men vi under ham den hvile og fred, han så hårdt behøvede i de sidste svære måneder.

Æret være Carl Petersens minde!

Niels Mann

Mindeord bragt i Årbog for Metodistkirken i Danmark, 1960

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Helsingør Menighed

Helsingør, ejendommen med menighedens kirkesal St. Annagade 77 Af Poul Fredsby, 1980 Jeg er blevet bedt om at fortælle historien om menigheden i Helsingør. Det er en historie om en menighed, hvis begyndelse og levevis var vidt forskellig fra alle vore andre menigheder. Om bedre eller dårligere, men anderledes, helt anderledes. Jeg fik et meget stærkt indtryk af denne forskel, ja, næsten et chok første gang jeg kom til metodistkirken i Helsingør. Jeg kom til Helsingør fra Aarhus for næsten 50 år siden. Jeg havde aldrig været i Helsingør før og kendte ikke eet menneske der. De første måneder gik med at sætte mig ind i mit nye arbejde, men endelig en dag satte jeg mig for at opsøge de metodister, som jeg fra min tid i København vidste skulle findes i Helsingør. Jeg husker, hvordan jeg gik ud af en lang, trist sidegade. Uden butikker og uden nogen trafik. Gaden bestod mest af gamle eenetages huses, og så længst ude kom jeg så til nr. 77 . Det var ganske vist i 2 etager, men ...

En Salme fylder 100 Aar (1947)

Abide with me. — Bliv du hos mig Bliv du hos mig, naar Natten stunder til, og Mørket om mig snart sig sænke vil, naar anden Trøst og Hjælp maa fjerne sig, du store Hjælper, bliv da nær hos mig. Snart kan min korte Livsdag ebbe ud, og midt i alt jeg faar mit Vandringsbud, alt om mig skifter og forandrer sig, o, du, som ej forandres, bliv hos mig. Hver Stund jeg trænger, Herre Gud, til dig, kun du kan lede mig paa Livets Vej, kun for dit Blod vil Satan vige bort, bliv da hos mig, o, Krist, i Natten sort. Naar du er nær, jeg kender ingen Frygt, i Smil og Graad jeg hviler hos dig trygt, Dødens og Gravens Nat jeg ænser ej, naar du, o, Herre, bliver nær hos mig. Naar Øjet brister, vis mig da dig selv, lys mig og led mig over Dødens Elv, Jorden forsvinder, Himlen aabner sig: I Liv og Død, o, Herre, bliv hos mig. H. F. Lyte / Anton Bast Den engelske Salme, »Abide with me«, som findes oversat til Dansk i vor Sangbog, Nr. 287, fyldte i September 100 Aar. Salmen,...

Nekrolog: Tidligere missionær Maren Tirsgård (1984)

Det var med vemod, at vi, der har kendt Maren Tirsgård gennem mange år, modtog budskabet om, at hun var død den 12. oktober 1984, næsten 95 år gammel. Maren Tirsgård var et rigt begavet menneske med evner og kræfter ud over det almindelige, og disse gudgivne gaver blev brugt i et langt livs tjeneste. Kaldt af Gud: Lige fra barndomsårene havde Maren Tirsgård følt, at Gud kaldte på hende – og dette kald blev dybere og stærkere i de unge år. Men at skulle forlade hjem og familie – det var for meget for den unge Maren, og der gik derfor flere år, før hun kunne sige helt ja til Guds kald. Medvirkende hertil var ikke mindst et højskoleophold i 1914, hvor hun igennem pastor L. C. Larsens bibeltimer blev stærkt påvirket. Desuden indtraf der en begivenhed, som var en væsentlig årsag til, at den endelige beslutning blev taget. Agnes Bülow: I de år boede der i Vejle en ung sygeplejerske, Agnes Bülow (leder af Betaniaforeningens virksomhed i Vejle), som også gik med et kald til tjeneste. Hun blev ...