Pastor Carl Christian Petersen fødtes i Neksø den 17. december 1885 af forældrene smed Peter Petersen og hustru.Det var et gudfrygtigt hjem, præget af Luthersk Missionsforening, hvor især moderen havde sin gang, og i denne atmosfære levede den unge Carl Petersen, til han i 17—18 års alderen fik sin gang i metodistkirken, og her mødte han sin Gud og frelser og gav sig til ham for livet.
Han viste tidligt, at han mente det alvorligt med sin kirkegang. Inden så længe var han et meget aktivt og nidkært medlem og blev hurtigt stærkt optaget af arbejde særlig indenfor ungdomsforeningens rammer.
Og så viste det sig også inden så længe, at Carl Petersen følte sig kaldet til at indvi sig og sit liv til Gud og tjenesten i hans kirke, og da beslutningen var taget, var han ikke et øjeblik i tvivl om, at det var Guds vej, og han fulgte den uden tøven og var trofast på den vej, til Gud kaldte ham højere op.
Carl Petersen begyndte sine studier på Den teologiske skole i København i eftersommeren 1909. Han viste sig også her at være en meget flittig og målbevidst ung mand, der vidste, hvad det gjaldt. Efter endt uddannelse ansattes han i Fåborg og var der til 1914. Derefter betjente han Horsens, Emmauskirken i Odense, Jerusalemskirken med Centralmissionen og igen Emmaus, til han i 1956 fratrådte sin tjeneste og gik ind i de pensioneredes rækker.
Da Carl Petersen overtog Jerusalemskirken og Centralmissionen i 1926, var kårene indenfor dette arbejde meget trange og vanskelige. Men det var særegent for Carl Petersen, at han tog ufortrødent fat på opgaverne, og man hørte ham sjældent klage. Frimodigt arbejdede han i den for kirken vanskelige tid, til han i 1932 løstes fra sin tjeneste i Jerusalemskirken og i 1937 fra Centralmissionen. Sin livsgerning lagde han dog i Emmauskirken, og det var her han sluttede sin lange arbejdsdag.
Carl Petersen har været betroet mange betydelige tillidsposter indenfor kirken. Han var to gange distriktsforstander og har haft sæde i mange bestyrelser og udvalg. Udenfor det praktiske menighedsarbejde var det særligt afholds-arbejdet, der havde hans store interesse. I 1948 var han kirkens delegat ved generalkonferencen i Amerika.
Efter at Carl Petersen var blevet pensioneret, fik han betroet posten som missionskasserer, og med en ordenssans og punktlighed, der var ham egen, varetog han dette arbejde til sin død.
Carl Petersen var en betydelig prædikant, en dygtig og meget flittig menighedsforstander. Han var i besiddelse af store organisatoriske evner og udviste i alt sit arbejde et stærkt initiativ. Han havde let ved at komme i forbindelse med mennesker og var altid på talefod med mange udenfor de mere snævre menighedsrammer.
I 1921 indgik han ægteskab med Astrid Petersen, født Gerhardt, der var fra Svendborg, og sammen levede de et meget lykkeligt familieliv. Fru Petersen var meget for sin mand, og præstehjemmet var et godt og afholdt hjem, der altid havde mange venner.
Det var med megen vemod, vi i fjor ved konferencen lagde mærke til broder Carl Petersens helbred. Men den store kreds af venner mente dog ikke, at sygdommen var til døden. Budskabet om hans bortgang kom derfor ret brat. Men der var fred og sejr over hans dødsleje. Han kunne trøste sine kære, til de trætte øjne lukkede sig i døden. Gud tog sin gamle tjener hjem efter arbejde og slid for Gud og kirken gennem et langt liv.
Carl Petersen døde den 1. september 1959. Vi føler dyb vemod ved ikke mere at skulle se ham iblandt os. Men vi under ham den hvile og fred, han så hårdt behøvede i de sidste svære måneder.
Æret være Carl Petersens minde!
Niels Mann
Mindeord bragt i Årbog for Metodistkirken i Danmark, 1960
Kommentarer
Send en kommentar