 |
| Mama Lutala & Uwandji Wetsi Lulonga (Valborg og Immanuel Bitsch-Larsen) |
Uddrag af brev fra fru Bitsch-Larsen,
23. september 1951
Regntiden er lige begyndt. Det regner et par gange om ugen, ikke altid lige voldsomt. I dag var det nærmest grøderegn, men det sker jo også, at der kommer en ordentlig masse ad gangen.
Børnene elsker at stikke ud, når det regner, og er det ikke for meget, får de også lov, men det kan ske, at det kommer så pludseligt, at det lykkes dem at gå og vade i vand og pladder til knæene. Det tordner og lyner ofte endda meget kraftigt, men det rører dem ikke. De har aldrig været bange og er det nu mindre end nogen sinde. For den sags skyld kunne de godt gå ude i det mest forrygende vejr.
Taget er af aluminium og tøjret til jorden med wirer. Den vej går lynene, så det er sjældent, huset brænder. Der er desuden meget hårdt træ og lidt af det, men hvor der er elektrisk lvs, går der jo en pære. Vore petroleumslamper er meget beundrede, nydelige og effektive.
Jorden er hverken ler eller sand, men en rødbrun blanding, ikke særlig frugtbar. Man kan tage jord næsten overalt og klistre det op som mur, oftest over et stativ af træ, så tørrer det og bliver hårdere end vort hjemlige ler. Går man på de afbrændte flader, er det meget hård bund at gå på, men når det regner, bliver det meget klægt. Det er rart, at regnen kommer i den varme tid. Det køler altid noget.
Når vi får rigeligt med regn, gror alting frodigt. Vi kigger tit til vor køkkenhave, for vi er jo spændt på at se noget komme op. Det tog os nogen tid at få fat på frø, så vi kom lidt bagefter. Men de andre har haft noget fra Amerika og har delt pænt med os. Vi har nu bestilt noget fra Sydafrika. Det, vi har sået, ser nu helt lovende ud, løg, bønner, radiser og tomater. Majsen og de andre afrika-planter står godt, men det er jo, hvad vi kan vente.
Bag vor have er savanne-græs med spredte træer. Det er ikke svært at rydde, og når man har arbejdskraft nok, er det jo ikke vanskeligt. Vi har plantet fire små planter af appelsin, mandarin, grapefrugt og 40 paipatræer, en slags søde meloner på en høj stang, og en mængde bananer. Desuden har vi et stykke med jordnød og en anden slags nødder, der ligner valnødder, og advokatpærer, der ikke er pærer, men en slags velsmagende grøntsager. Et asparges-bed er lige ved at pippe op.
Angående folkene har vi jo ikke mange erfaringer, men hidtil er vore erfaringer med vore egne boys gode. De arbejder støt og godt, de hverken stjæler vore sager eller sløser med dem. Nogle af dem har endda meget omløb i hovedet og ansvarsfølelse. Hvis børnene er ude, skal de nok se efter dem, at de ikke kommer noget til.
Det er aldrig sagt til dem, men det følger af sig selv. De, vi har i huset, er lige så dygtige og flinke som en ung pige hjemme. Jeg kan tage min kogebog og finde nye, svære kager frem, og kokken svnes, det er morsomt at prøve, og resultatet er ganske udmærket. Det er jo mærkeligt, når man ser deres små hytter og ofte vilde udseende.
Vi har antaget en ny vandmand, den forrige vil Immanuel (dr. Bitsch-Larsen) forsøge at oplære til altmuligmand, da han har godt håndelag. Han sidder for øjeblikket og sveder over forsøget på at forsåle et par sko. Det er en mærkelighed, at man næppe kan se, om en. mand er 15 eller 40, og så pludselig er det blevet gamle folk med grå hår.
Vor pige hedder Mama (mama hedder alle kvinder) Kombe. Hun har været gift, men blev kasseret, fordi hun ingen børn fik. Hendes broder arbejder på hospitalet, er formand for folkene og er en udmærket fyr. Hun er meget pæn. Store sorte øjne med lange øjenvipper, nydeligt tatoverede krydser på kinderne og flotte mønstre på skuldre og arme.
Hun er villig og intelligent, har næppe gået i skole, men har alligevel et godt begreb om hygiejne, hvad man ikke kunne vente. Hun går trolig rundt med Ulla, og de har det rart sammen. Jeg har selvfølgelig haft hende under opsyn, især i begyndelsen, og synes, at det tegner godt.
Vi har fået vore officielle Otetela navne. Lasse hedder Uwandji Tunda (høvding Tunda), Johs. Uwandji Luhahi (en anden høvding, som bad missionen at komme over på denne side af floden), Gunver: Mama Akatsji (akatsji betyder blad, og det skal vistnok betyde noget med, at hendes far er læge. Muligvis er der tænkt på et blad af en lægeurt, men det kan også betyde blad i alle danske betydninger).
Ulla hedder Mama Lukala. Det er muligvis taget som det, der ligner Ulla mest klang-agtigt, men det betyder negl eller spids. Jeg har fået navn efter en gammel dame i Tunda landsby: Mama Lutala. En afdød høvdings yndlingshustru. Immanuel hedder Uwandji Wetsi (medicinmand-høvding) Lulonga (som går på den rette vej).
De fleste læger får navn efter en medicinmand. Medicinmænd findes der jo stadig. De har deres forretning, som hospitalet har sin. Ofte prøver folk begge dele for en sikkerheds skyld. Men der er ingen tvivl om, hvad der er dyrest. D’herrer ved nok, hvad deres kur er værd. Standardbehandling er at ridse en hel masse sår på det sted, hvor den pågældende sygdom sidder. Muligvis for at den onde ånd kan få plads til at slippe ud. Det koster ofte over 100 kr. Det er mange penge, når en boy ofte kun får een krone om dagen. De folk, der dyrker bomuld, får dog betydeligt mere.
Det er meget udbredt at give medicin til folk, særlig til spædbørn, om hvem man tror, at de har en forkert ånd, tvillinger eller andre. Mange gange er et lille nydeligt, velskabt barn født på hospitalet til stor glæde for forældrene, og efter nogen tids forløb er man kommet med det igen i uhelbredelig tilstand, fordi familien har fået forældrene til at give det medicin af en eller anden grund. Det dør næsten altid af det. Det er sket, at det er blevet reddet både to og tre gange, efter at kuren var gentaget.
Alligevel elsker de børn og ønsker at få børn. Men så stærk er altså frygten i dem. De børn, der bliver født i spedalskhedskolonien og de, hvor moderen dør, bliver anbragt i et lille børnehjem her, så bliver de sendt hjem til forældrene, når de er to til tre år gamle og ude over det stadium, da de skal have børnemad.
Man prøvede at sende dem til plejeforældre, men resultatet var, at barnets egen familie før eller senere gav det medicin. Seks af otte børn, som man fra Wembo Nyama havde anbragt på den måde, døde, så holdt de op med det. Det er en selvfølgelig ting, at barnets familie, onkler, tanter, bedsteforældre osv. har forsørgerpligt.
Derfor er det også sådan, at hvis en mand har en god stilling et eller andet sted, kan hans brødre, onkler, tanter osv. med familie komme og slå sig ned hos ham, så længe de vil, og han skal pænt sørge for dem, måske hele deres liv.
Det er også en af grundene til, at der dyrkes så lidt frugt i landsbyerne, for hvis en har noget, kan han ikke undslå sig for at give de andre noget, og så går energien af de flittige, hvis de fleste ikke gider lave noget. Desuden er de i almindelighed ikke så fremsynede, at de kan vente 2—3 år på resultatet af deres anstrengelser. Men de har alle haver med majs, ris, mani ok og andet. Regelen er, at hvis en mand har ryddet et stykke land, tilhører det ham.
I almindelighed stjæler de ikke fra hinanden. De har ikke selv principper om at stjæle, men at man f. eks. er hos en hvid mand og bruger noget af det, han har alt for meget af, det er noget andet. Men det har vi ikke mærket noget til. Naturligvis må man heller ikke friste nogen.
- - -
Bragt i Kristelig Talsmand, 11. januar 1952
Kommentarer
Send en kommentar