Af Niels Mann
Den danske stats anerkendelse af den biskoppelige Metodistkirke i Danmark var et ønske, der fyldte Christian Willerups sind. — Willerup ønskede, at den verdenskirke, han var repræsentant for, skulle arbejde og udvikle sig under værdige kår.
Da han var kommet til Norge som superintendent i juli 1856 havde han sammen med O. P. Petersen taget fat på at få den norske stats anerkendelse af Metodistkirken i Norge i orden, og allerede tre måneder senere, nemlig den 16. oktober 1856, forelå denne anerkendelse i overensstemmelse med den norske dissenterlov af 16. juli 1845, og allerede den 10. november samme år blev Willerup og Petersen anerkendte som præster for Sarpsborg Metodistmenighed, der var den første i Norge.
Slet så hurtigt skulle det ikke gå med anerkendelsen i Danmark, ganske simpelt af den grund, at Danmark ikke havde og aldrig har haft nogen dissenterlov — og forhåbentlig får den heller aldrig nogen sådan.
Da Willerup ikke havde nogen klar lovparagraf at holde sig til, måtte han gå ad omveje for at nå sit mål, og en sådan omvej var den forespørgsel, som folketingsmand Barfod den 17. december 1861 stillede til regeringen, og i hvilken der blev forespurgt, om regeringen mente, at den ad administrativ vej kunne give Metodistkirken i Danmark statsanerkendelse, eller, om dette ikke var muligt, den da ville stille sig velvillig overfor et lovforslag, der gav Metodistkirken denne ret.
Den daværende kultusminister Monrad besvarede forespørgslen meget imødekommende.
Willerup ventede da heller ikke med at indsende ansøgningen om anerkendelse, og der førtes derefter forhandlinger mellem Justits- og Kultusministeriet, om sagen kunne ordnes administrativt — altså uden at der behøvedes et lovforslag til vedtagelse i Rigsdagen.
Forhandlingerne endte med, at dette nok kunne lade sig gøre. Forhandlingerne vedrørende den endelige ordning trak dog i langdrag; men sidst på året i 1863 meddeltes det Willerup, at sagen nu var så langt fremme, at den kun manglede kongens underskrift.
Der var da gået ca. to år, siden folketingsmand Barfod stillede forespørgslen i Folketinget, og i den tid var der skrevet og forhandlet frem og tilbage. Nu manglede anerkendelsen altså kun kongens navn, og dog nåede man ikke at få denne sidste akt, der kun var en formssag og ikke krævede megen tid, fuldbyrdet.
Kong Frederik VII døde nemlig på Glücksborg slot den 15. november, og dermed var der indtil videre sat bom for sagens endelige ordning, og foreløbig var to års arbejde med møjsommelige forhandlinger og skriverier spildt.
De for vort land så kritiske dage, som fulgte derefter, bragte regeringsskifte. Ministeriet Hall måtte gå af den 24. december, og den nye regering fik den tidligere kultusminister Monrad, der havde stillet sig så velvillig overfor vor sag, til chef, medens biskop Engelstoft blev kultusminister.
Willerup fik snart at vide, at den nye kultusminister ikke var nogen ven af metodismen; han standsede sagen under foregivende af, at han ønskede den nøje undersøgt, inden han ville fremme den.
Den 19. marts 1864 blev der indbragt en ny forespørgsel i Folketinget, denne gang ved folketingsmand P. Olsen. Forespørgslen var rettet til kultusministeren og havde følgende ordlyd:
Derefter overtager ministeriet Bluhme regeringen, i hvilket Chr. Bræstrup senere skulle blive kirke- og undervisningsminister. Det var midt i Danmarks ulivsår. Sønderjylland var tabt, store dele af Jylland var besat af fremmede soldater, og Danmark græd i sin nød og sorg.
Der var ikke megen tid til at beskæftige sig med mindre vigtige spørgsmål, og 1864 gik til ende og omtrent de tre fjerdedele af 1865, før endelig den dag oprandt, der bragte sagen til endelig afgørelse.
Den 22. September 1865 udstedtes en kongelig resolution, i hvilken der meddeles:
I 1863 måtte han forlade dette embede, grundet på stærke liberale kræfter, der krævede en nylig vedtagen politiordning ført ud i livet af en uhildet mand. I en kort tid repræsenterede han derefter Danmark i udlandet ved flere vigtige anledninger, indtil han den 7. april 1865 indtrådte i ministeriet Bluhme, hvor han både overtog Justits- og Kirke- og Undervisningsministeriet.
Der skrives om kirkeminister Bræstrup, at han egnede sig ikke for den parlamentariske virksomhed. Han var kun minister i et halvt års tid, idet ministeriet gik af i november samme år. Bræstrup blev derefter Københavns overpræsident og var dette til sin død.
Han vil i vore kredse mindes som den, der i løbet af sin korte ministertid ordnede det spørgsmål, der lå Willerup så meget på hjerte.
Medens det samme spørgsmål for Norges vedkommende blev ordnet i løbet af et par måneder, tog det små fire år at få sagen ført igennem i Danmark.
- - -
Dette er et uddrag af Niels Manns artikel: Metodismens første Dage i Danmark,
Historisk Aarsskrift for Metodistkirken i Danmark 1933
 |
| Superintendent Chr. Willerup |
Da han var kommet til Norge som superintendent i juli 1856 havde han sammen med O. P. Petersen taget fat på at få den norske stats anerkendelse af Metodistkirken i Norge i orden, og allerede tre måneder senere, nemlig den 16. oktober 1856, forelå denne anerkendelse i overensstemmelse med den norske dissenterlov af 16. juli 1845, og allerede den 10. november samme år blev Willerup og Petersen anerkendte som præster for Sarpsborg Metodistmenighed, der var den første i Norge.
Slet så hurtigt skulle det ikke gå med anerkendelsen i Danmark, ganske simpelt af den grund, at Danmark ikke havde og aldrig har haft nogen dissenterlov — og forhåbentlig får den heller aldrig nogen sådan.
Da Willerup ikke havde nogen klar lovparagraf at holde sig til, måtte han gå ad omveje for at nå sit mål, og en sådan omvej var den forespørgsel, som folketingsmand Barfod den 17. december 1861 stillede til regeringen, og i hvilken der blev forespurgt, om regeringen mente, at den ad administrativ vej kunne give Metodistkirken i Danmark statsanerkendelse, eller, om dette ikke var muligt, den da ville stille sig velvillig overfor et lovforslag, der gav Metodistkirken denne ret.
Den daværende kultusminister Monrad besvarede forespørgslen meget imødekommende.
Willerup ventede da heller ikke med at indsende ansøgningen om anerkendelse, og der førtes derefter forhandlinger mellem Justits- og Kultusministeriet, om sagen kunne ordnes administrativt — altså uden at der behøvedes et lovforslag til vedtagelse i Rigsdagen.
Forhandlingerne endte med, at dette nok kunne lade sig gøre. Forhandlingerne vedrørende den endelige ordning trak dog i langdrag; men sidst på året i 1863 meddeltes det Willerup, at sagen nu var så langt fremme, at den kun manglede kongens underskrift.
Der var da gået ca. to år, siden folketingsmand Barfod stillede forespørgslen i Folketinget, og i den tid var der skrevet og forhandlet frem og tilbage. Nu manglede anerkendelsen altså kun kongens navn, og dog nåede man ikke at få denne sidste akt, der kun var en formssag og ikke krævede megen tid, fuldbyrdet.
Kong Frederik VII døde nemlig på Glücksborg slot den 15. november, og dermed var der indtil videre sat bom for sagens endelige ordning, og foreløbig var to års arbejde med møjsommelige forhandlinger og skriverier spildt.
De for vort land så kritiske dage, som fulgte derefter, bragte regeringsskifte. Ministeriet Hall måtte gå af den 24. december, og den nye regering fik den tidligere kultusminister Monrad, der havde stillet sig så velvillig overfor vor sag, til chef, medens biskop Engelstoft blev kultusminister.
Willerup fik snart at vide, at den nye kultusminister ikke var nogen ven af metodismen; han standsede sagen under foregivende af, at han ønskede den nøje undersøgt, inden han ville fremme den.
Den 19. marts 1864 blev der indbragt en ny forespørgsel i Folketinget, denne gang ved folketingsmand P. Olsen. Forespørgslen var rettet til kultusministeren og havde følgende ordlyd:
„Agter den højtærede minister at indstille til hans majestæt kongens stadfæstelse den under hans formand forberedte anerkendelse af det herværende metodistsamfund, eller vil ministeren forelægge Folketinget et lovforslag, som ordner denne sag?“Ministerens svar var ikke til at tage fejl af, det var nærmest afvisende; men ministeriet Monrad sad kun et halvt års tid, idet det fratrådte i juli 1864, og dermed gled også biskop Engelstofts indflydelse på vor sag ud af verden.
Derefter overtager ministeriet Bluhme regeringen, i hvilket Chr. Bræstrup senere skulle blive kirke- og undervisningsminister. Det var midt i Danmarks ulivsår. Sønderjylland var tabt, store dele af Jylland var besat af fremmede soldater, og Danmark græd i sin nød og sorg.
Der var ikke megen tid til at beskæftige sig med mindre vigtige spørgsmål, og 1864 gik til ende og omtrent de tre fjerdedele af 1865, før endelig den dag oprandt, der bragte sagen til endelig afgørelse.
Den 22. September 1865 udstedtes en kongelig resolution, i hvilken der meddeles:
„ ... At der må meddeles de til den biskoppelige metodistiske kirke her i landet hørende trossamfund den i Grundloven § 82 omhandlede anerkendelse, således at der tillægges de af sammes præster, forsåvidt de have modtaget allerhøjeste anerkendelse i denne egenskab, foretagne kirkelige handlinger, navnlig ægtevielser, såvel som deres overensstemmende med kirkebøgerne afgivne attester borgerlig gyldighed.Den mand, der endelig ordnede anerkendelsessagen, kirke- og undervisningsminister Chr. Bræstrup, var oprindelig politidirektør i København.
At den omhandlede anerkendelse for det enkelte trossamfund, der måtte danne sig, skal være betinget af, at ordning foregår overensstemmende med indholdet af det af det biskoppelige metodistiske trossamfund i København vedtagne regulativ angående samfundets bestyrelse og repræsentation, hvilket regulativ ministeriet bemyndiges til at approbere.
At ligesom bestyrerne for de pågældende menigheder skulle være pligtige til at underkaste sig såvel lovgivningens almindelige forskrifter som de nærmere forholdsregler, der måtte blive meddelte dem angående sådanne menighedsanliggender, der vedrører den offentlige orden, såsom angående kirkebøgernes førelse og kontrollen med samme m. v., således skal navnlig den anerkendelse, der måtte meddeles præsterne ved samme være betinget af, at de edelig forpligte sig til at holde sig den danske lovgivning og den vedkommende øvrigheds anordninger og befalinger efterrettelige såvel i almindelighed som særlig med hensyn til den borgerlige side af deres præstelige handlinger, hvorhos de for opfyldelsen af denne forpligtelse skulle være ansvarlige efter dansk lovgivning og for de almindelige borgerlige domstole, ligesom også deres anerkendelse kan tilbagekaldes, såfremt den pågældende måtte befindes at misbruge den.“
I 1863 måtte han forlade dette embede, grundet på stærke liberale kræfter, der krævede en nylig vedtagen politiordning ført ud i livet af en uhildet mand. I en kort tid repræsenterede han derefter Danmark i udlandet ved flere vigtige anledninger, indtil han den 7. april 1865 indtrådte i ministeriet Bluhme, hvor han både overtog Justits- og Kirke- og Undervisningsministeriet.
Der skrives om kirkeminister Bræstrup, at han egnede sig ikke for den parlamentariske virksomhed. Han var kun minister i et halvt års tid, idet ministeriet gik af i november samme år. Bræstrup blev derefter Københavns overpræsident og var dette til sin død.
Han vil i vore kredse mindes som den, der i løbet af sin korte ministertid ordnede det spørgsmål, der lå Willerup så meget på hjerte.
Medens det samme spørgsmål for Norges vedkommende blev ordnet i løbet af et par måneder, tog det små fire år at få sagen ført igennem i Danmark.
- - -
Dette er et uddrag af Niels Manns artikel: Metodismens første Dage i Danmark,
Historisk Aarsskrift for Metodistkirken i Danmark 1933
Kommentarer
Send en kommentar