Afdøde pastor Herman Særmarks hustru, fru Marie Særmark, f. Hertel, var født i Gefell, Tyskland, den 14. september 1885.Hun voksede op i et alvorligt kristent hjem og fik sin første ungdom i en strengt pietistisk kreds. Dette satte sit præg på hende gennem hele livet.
Som ganske ung mand arbejdede Herman Særmark, der var snedker af profession, før han senere tog fat på præstestudierne, en tid ved sit fag i Tyskland, en tid, der iøvrigt fik stor betydning for hans åndelige udvikling.
Her mødtes de to unge og slog følge for livet. I mindetalen, ved sin mors båre sagde pastor Georg Særmark bl. a.:
»I det gamle testamente fortælles om en ung kvinde, som ved et afgørende vendepunkt sagde: Dit folk skal være mit folk, din Gud skal være min Gud. På en smuk og inderlig måde passer disse ord på mor. Engang i sin ungdom traf hun det samme valg og forlod sit fædreland for at leve, virke og dø i et andet og for sammen med ham, hun havde kær, at tjene den samme Gud under helt andre forhold. Vi ved lidt om, at det især i begyndelsen kunne falde lidt svært, men helt gik mor ind for at tjene der, hvor hun stod. — Der var jo et folk, som på en ganske særlig måde blev fars folk, nemlig vor kirke. Trofast fulgte mor også i denne henseende med far, og hans folk blev mors folk.«I 1911, da pastor H. Særmark var i sin første ansættelse, Esbjerg, indgik de to ægteskab. Igennem årene har fru Særmark stået trofast ved sin mands side i de menigheder, hvor de har tjent som præstefolk, nemlig Esbjerg, Betania, København (to gange), Neksø, Aarhus (to gange) og Kalundborg.
Fru Marie Særmark var sin mand en god støtte i menighedsarbejdet såvel som i de mange fælleskirkelige tjenester, han stod i, f. eks. som mangeårig formand for ungdomsforbundet og distriktsforstander gennem flere perioder.
Fru Særmark må vel nok betegnes som værende blandt de stille i landet, der ikke meget trådte offentligt frem, men hun var den stærke åndelige kraft bag ved og ved siden af den mand, hun havde valgt at dele såvel livets goder som dets kampe med. Og biskop Wade gav nok udtryk for noget rigtigt, når han (som Georg Særmark anførte det i sin mindetale over sin mor), da han første gang hilste på fru Særmark, sagde:
»Jeg har altid undret mig over, hvem der var kraften bag den store, stærke mand.«Fru Særmark var dog ikke altid alene »kvinden bag manden«. I de respektive menigheder, de betjente, gjorde hun et aktivt arbejde. I sine yngre år gav hun nye ideer, som blev praktiseret i vor kirkes juniorarbejde, M. K. i Betania, København, blev stiftet på fru Særmarks initiativ, ligesom hun bl. a. sammen med sin mand øvede en personlig indsats i hjælpen for wienerbørnene lige efter den første verdenskrig.
Og så har fru Særmark ikke mindst været en god og trofast hustru og mor, der med fast, men kærlig hånd ydede sin indsats i opdragelsen af den børneflok, der voksede op i hjemmet, ligesom hun med stor dygtighed ledede sit hjem og administrerede de beskedne midler, det normalt er beskåret et metodistpræstehjem at råde over.
Fru Særmark boede — også efter sin mands død i 1949 — i hjemmet hos datteren, læge frk. Henny Særmark, i Brønshøj, København, hvor hun, så langt kræfterne tillod det, ydede sin hjælp i hjemmet, men hvor hun tillige nød en god og kærlig pleje.
Her, såvel som når fru Særmark kom ud i børnenes hjem rundt i landet, berigede disse såvel som børnebørnene hendes tilværelse. Og ikke mindst berigende for hende selv var det nok, at hun stadig var i aktivitet for at være til glæde og gavn for sine kære, både små og store.
I de seneste måneder svigtede kræfterne gradvis, og efter et kort sygeleje sov hun stille ind den 2. marts 1957.
Æret være fru Marie Særmarks minde!
Ole Olesen
Mindeord bragt i Årbog for Metodistkirken i Danmark, 1957
Kommentarer
Send en kommentar