tirsdag den 1. september 2015

Fru Marie Bast

Født 1. september 1855, død 15. maj 1920

I Ferietiden 1879 mødte jeg første Gang Marie Bast — den Gang Frk. Marie Michelsen. — Det var paa Sognefoged Otto Jensens Gaard i Elling.

Hos Otto Jensen var altid aabent Hus især for kristeligt sindede Mennesker. Der var mange voksne og halvvoksne Børn, af hvilke den nu bedst kendte er Overlæge Carl Ottosen, Skodsborg Sanatorium. Hjemmet var derfor i særlig Grad tiltrækkende for os unge, og vi lagde ogsaa rigeligt Beslag paa Gæstfriheden.

Frk. Michelsen var den Gang Lærerinde i Vejle, men holdt Ferie hos en Veninde i Frederikshavn; og skønt Feriehjemmet ikke havde noget religiøst Præg, fornægtede hun ikke sit Forhold til Gud eller til Metodistkirken, som den Gang var ret beskedent repræsenteret i Byen. Hun kom paa Møderne i den lille Kældersal og bragte sin Veninde med, og hun søgte social Omgang med kristeligt sindede unge.

Jeg ser hende endnu for mig fra Besøget hos Sognefogden i Elling. Hun var saa ung og saa smuk. Jeg ser endnu hendes smaa fine Sko blive vaade, da vi sejlede ned ad Aaen til Kattegat, og Baaden — soltørret som den var — tog Vand ind. Jeg husker stadig, hvor indtaget vi alle var i den unge intelligente Dame med det livlige og dog saa beskedne Væsen.

Fra da af har jeg fulgt hendes Liv saa nær, som Mennesker, der ikke staar i direkte Familieforhold, kan følge hverandre. Jeg har deltaget med hende i munter Leg, hvor hun som faa mestrede de gamle Folkedanse og smidigt kunde klare Traadene, naar de gik i Urede under Vadmelsvævningen; jeg har deltaget med hende i højtidelige og alvorlige religiøse Sammenkomster; jeg har mødt hende atter og atter under hjemlivets dagligdags Levesæt; og ingensinde traf jeg paa Vandringen gennem Livet et mere taktfuldt og harmonisk Menneske.

Da hun i sin Tid gik ind i „Familien“ — i hine Dage var her kun taa Metodistprædikanter, og vi og vore Hustruer følte os derfor som en Familie — fik denne en særdeles velkommen og værdifuld Tilvækst. Fra den Tid af er jeg igen og igen kommen i hendes Hus.

Jeg kom der baade i Tide og i Utide. Ofte har jeg tænkt paa Abrabam, der mødte de tre Mænd i Ørkenen og lod dem forstaa, at de gjorde ham en Tjeneste ved at gaa ind med ham og blive vederkvægede med Mad og Hvile i hans Telt. Saaledes evnede Familien Bast at næsten paatvinge os den Forstaaelse, at det var dem, der blev begunstigede, naar vi spiste deres Mad.

Mangfoldige Gange, medens jeg rejste meget, er jeg kommen træt og medtaget til Præstehjemmet i Odense. Kom jeg om Dagen, var der Mad, kom jeg om Natten, var der en god Seng i Tilgift. Altid de samme venlige Ansigter, altid det samme hjertelige velkommen, altid den bedste Mad i Huset, selv om Indtægterne gjorde Eftersavn nødvendig, naar Gæsten havde voldt ekstra Udgift.

Som hos Abrahams var det Manden, der tvang Gæsterne ind; men da Gæstfriheden altid stiller størst Krav til Husmoderen, havde Pastor Bast ikke gjort det, om ikke Fru Bast havde opmuntret ham dertil. Pastor Bast var en altfor øm Ægtefælle til at ville paalægge Hjemmet saa store Ofre, om det ikke var efter hans Hustrus Ønske.

Fru Bast var en sjælden dyb religiøs Natur; men hun var en af de sjælelig blufærdige Mennesker, der ikke stillede sine dybeste Hjerteanliggender frem til offentlig Beskuelse. Hendes rige Aandsevner virkede udadtil som den stille Magt, der mulder Jordskorpen og gør den frugtbar. Hvad hun virkede kan ikke maales med menneskeligt Maal. Hendes Liv hernede er ikke afsluttet med hendes Levetid.

Det Liv, der er skjult med Kristus i Gud, fortsætter ikke blot i Udødeligheden hinsides, det fortsætter ogsaa hernede og vil fortsætte i dem, hun som Lærerinde, som Hustru, som Moder, som Veninde, som Præstekone og som den beskedne, venlige, mmneskekærlige Fru Bast kom til at paavirke, og gennem de bedste af dem vil det naa stedse videre ud.

Hendes Bortgang var efter Guds Villie, og ingen tør ønske hende tilbage. Hun gjorde sit til at løfte Slægten og gøre Verden til en bedre Menneskebolig, og hvad hun efterlod sig, vaager Gud over.

Svend Johansen.


Kristelig Talsmand 1920, Nr. 20

Ingen kommentarer:

Send en kommentar