 |
| Anton Bast 8. sept. 1867 - 23. apr. 1937 |
Under Mødet kom en ung Mand ind i Salen. Han var høj, hans Ansigt var skarpt markeret, og hans Dragt af Vadmel fortalte om Hjemmeskrædderens Kunst. Han var, blev der sagt, en ung Fisker fra Løkken, og hans Navn var Anton Bast.
Det føjede sig saaledes, at jeg kom til at være en Del sammen med ham, og jeg blev hurtigt stærkt interesseret i denne jævnaldrende, unge Mand. Han fortalte om Livet i Fiskerbyen og paa Vesterhavet, om Gendarm-krigen i Brønderslev og meget andet, saa jeg syntes, jeg kunde se det hele for mig.
— Aaret efter kom han ind paa vor nyoprettede Skole i København og blev et Medlem af det Skolehold, der i saa høj Grad kom til at præge vor danske Kirke. Af dette Hold paa fem Mand er nu de tre kaldt bort: R. Petersen, C. Jensen og A. Bast. Kun Gaarde og Chr. Nielsen er endnu i Virksomhed.
I 1890 blev Bast ansat i Vejle. Jeg, der dengang var i Aarhus, blev snart klar over, at vi i ham havde faaet en Taler af Guds Naade, og jeg søgte, saa ofte jeg kunde, at faa han til at komme til Aarhus for at hjælpe mig. Og da havde vi fuldt Hus og stor Bevægelse i vor lille Sal i Fredensgade.
Da Bast endnu ikke var ordineret, blev jeg ofte kaldt til Vejle for at forrette en Begravelse eller Daabshandling, og da jeg først havde fundet min fremtidige Hustru der, var disse Besøg mig ikke ukære. Ofte deltog jeg ogsaa i Vækkelsesmøderne i Vejle, og disse Tider staar for mig i et lysende Skær.
Vi var unge, vi havde Tro til os selv og vor Fremtid, og der var Liv og Glæde over vort Samvær baade i Hjem og i Kirke. Nogle af vore Drømme gik i Opfyldelse, andre blev til bitre Skuffelser. Men medens mit Liv forløb i et forholdsvis roligt Strømleje, saa blev det anderledes med Basts. Hans Livslinie viste stærke Kurver, opad mod de store Højder og ned i de dybeste Ydmygelser. --
Men saa har nu dette bevægede Liv naaet sin Afslutning! Vi var en lille Kreds, der i Fredags sad og lyttede til Radioens Nyheder. Pludselig blev vi vaagne, da Meldingen kom om Anton Basts Bortgang.
Underlige, vemodsfyldte Tanker gik igennem vort Sind. Fortiden dukkede op med lyse og mindre lyse Minder. Men igennem det altsammen er der, i alt Fald hos mig, bevaret en Kærlighed til min Ungdomsven, Kammerat og Kollega, en Kærlighed, der aldrig kan dø. Jeg har været med i den store Lidelse og bærer endnu Mærkerne deraf; men jeg glemmer heller aldrig de mange lyse Minder.
Radioavisen bragte et overmaade hensynsfuldt Resumé af det Liv og den Virksomhed, der nu var afsluttet. De betydelige Blade, jeg har læst, har fulgt i samme Spor. Dette Spor besluttede ogsaa jeg at følge, da jeg modtog Opfordringen til at skrive et Mindeord om min afdøde Ven. Derfor har jeg skrevet dette, ikke som en Biografi, men kun som et Mindeord om en, der længe stod mig nær.
Basts Indsats i vor Virksomhed kan ikke udslettes. Der vandrer endnu iblandt os mange, der ved hans Vidnesbyrd blev ført til Livet, hans Navn staar mange Steder i vore Salme- og Sangbøger, og naar vi i Morgen indsamler Bidrag til vore Børnehjem igennem Salget af „Foraarsblomsten“, saa er hans Navn ogsaa knyttet hertil.
Og saa vil vi overgive til Guds Barmhjertighed alt, hvad der i hans Liv, saa vel som i vort, maa have været ufuldkomment og vrangt, og vi vil klynge os fast til Troen paa, at vi frelses af idel Naade, uden nogen vor Fortjeneste og Værdighed. Gud give os at samles og være med i den Skare, der har faaet deres Synder aftoede og deres Klæder tvættede i Lammets Blod!
Aarhus, 26. April 1937.
L. C. Larsen.
Mester! Tak, du kom ombord,Kristelig Talsmand, 1937
Himmellods paa Livets Hav!
Tak for Trøst i Nattens Gru,
Himmellods: Tak være du!
Du trods Synd og Død og Grav
lodser hjem os paa dit Ord!
Anton Bast.
Kommentarer
Send en kommentar