Gå videre til hovedindholdet

Manna Mann

Manna og Niels Mann
Fru Manna Hermandine Mann, født den 9. september 1892, døde den 27. juni 1974, 81 år gammel.

Det var ved begyndelsen til årsmødet sidste år, at vi modtog budskabet om fru pastor Manns død. Dette budskab berørte umiddelbart forsamlingen dengang, og det blev ligesom indledningen til den mindehøjtid, som kirken nu vil fuldføre med taknemmelighed og i ærbødighed.

Fru pastor Mann fødtes i Rønne som datter af skibsfører Ole Chr. Beck og hustru Marie, født Pihl. Hendes far døde, da hun kun var tre år gammel. Hendes mor blev optaget i menigheden, og dermed var for fru pastor Manns vedkommende forbindelsen med kirken også sluttet; men fru pastor Manns metodistiske historie begyndte for alvor under pastor Manns ansættelse i Rønne fra 1913 - 1919.

Det var hans første ansættelse efter prøvetiden i kirkens arbejde. Det blev år, som satte spor i kirken. Efter en vinter med vækkelse blev der optaget 26 nye medlemmer på pinsemorgen i 1916. Kirken i Rønne, som hævder sig smukt i byen, blev opført 1918. Parret Manna og Niels Mann blev viet den 16. december s.å. i Rønne. Disse begivenheder blev baggrunden for deres hjem og tjeneste. De var rodfæstede i den kirke, som de viede deres liv i fælles tjeneste. Deres samliv var født i vækkelse, og det fornægtede sig aldrig i deres forhold til kirken.

Siden fortsattes tjenesten i Svendborg fra 1919 - 1921. Det var fra et lovende arbejde, at de forflyttedes herfra til Frederikshavn, hvor de oplevede ni gode år, som faldt sammen med en periode, hvor pastor Mann var distriktsforstander. Derefter havde de bopæl i Randers fra 1930 - 1932. Det var de år, pastor Mann virkede som ungdomsmissionær. Alt dette fortæller om, hvor engageret hjemmet var i kirkens liv.

Siden fulgte årene ved Jerusalemskirken og Centralmissionen. Det blev de fleste år af deres tjeneste, nemlig fra 1932 til pensioneringen i 1966, ialt 34 år. Der oplevede de de svære år i 30'erne, som skulle strides igennem. I København blev fru pastor Mann mere end nogen sinde indviklet i arbejdet. Hun var i mange år formand for Kvindernes Hjælpeforening, som fik en stor økonomisk betydning for menigheden. Hun deltog i sangkor, og vi husker endnu, hvordan hun med sin gode sikre stemme var med til at lede salmesangen i Jerusalemskirken gennem det lille kirkekor.

Det, som næsten kunne kaldes fru pastor Manns livsopgave, var de ca. 15 år, hun passede Centralmissionens hjælpekontor hver formiddag undtagen lørdag. Den gerning holdt fru pastor Mann meget af. Hun var meget afholdt af mændene, som kom dér. Hun lod dem snakke. Hun var også altid med ved bespisningerne, som dengang blev påbegyndt. løvrigt var fru pastor Mann ualmindelig trofast over for kirkens program, og hun savnedes aldrig på sin plads i kirken.

Fru pastor Mann var udpræget en hjemmets kvinde både som hustru og mor for de to børn, Grethe Thaarup, (nu præstefrue i Asnæs) og Poul Mann (nu Amerika). Det var hende en kær pligt at holde døren til hjemmet åben. Vi husker anledninger, hvor vi var ca. 60 unge til kaffe søndag aften efter mødet. Hun klagede aldrig over mange gæster eller over, når pastor Mann på grund af sin tjeneste var meget borte fra hjemmet.

Fru pastor Mann var en stille, indadvendt karakter, som ikke så let åbnede sig for andre; men for os, som lærte hende at kende på nærmeste hold, var hun åben, fri, fortrolig og med megen lune, som ikke
mindst kom tydeligt frem under hendes sygdom til sidst. Vi lærte at værdsætte fru pastor Mann meget højt, og hendes tjeneste gav sig udtryk i et langt livs vidnesbyrd fra én, som var gammel metodist i sin form og i sit væsen.

Gud velsigne fru pastor Manns minde iblandt os.

Poul Poulsen

Mindeord bragt i Årbog for Metodistkirken i Danmark 1975

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Anton Bast

Anton Bast fødtes i Løkken den 8. september 1867. Hans forældre var skomager Nicolai Thomsen Bast og hustru Dorthea Marie Kjeldsen. Hjemmet var — som mangfoldige andre dengang — fattigt. Der var 12 børn, og det kneb ofte med udkommet. En journalist skrev engang om Anton Bast: „Allerede som 8 års dreng måtte den lille Anton ud at tjene hos bønderne. Han har selv fortalt mig, at hans første kongelige løn for en hel udslagen sommer var, siger og skriver, 4 (fire) kroner og et par træsko..." Efter sin konfirmation var Anton Bast en tid fisker, senere kom han i manufakturlære. Men meget tidligt stod det ham klart, at han ville læse til præst i Metodistkirken, og det kald kom han ikke udenom. Han blev optaget på kirkens nyoprettede teologiske skole i København, hvorfra han dimitteredes i 1890 og blev ansat ved menigheden i Vejle. Han var da 23 år gammel. Den længste virketid uden for København havde han i Odense, og her oplevede han en virkelig stor tid. Han gjorde sig på mange m

En Salme fylder 100 Aar (1947)

Abide with me. — Bliv du hos mig Bliv du hos mig, naar Natten stunder til, og Mørket om mig snart sig sænke vil, naar anden Trøst og Hjælp maa fjerne sig, du store Hjælper, bliv da nær hos mig. Snart kan min korte Livsdag ebbe ud, og midt i alt jeg faar mit Vandringsbud, alt om mig skifter og forandrer sig, o, du, som ej forandres, bliv hos mig. Hver Stund jeg trænger, Herre Gud, til dig, kun du kan lede mig paa Livets Vej, kun for dit Blod vil Satan vige bort, bliv da hos mig, o, Krist, i Natten sort. Naar du er nær, jeg kender ingen Frygt, i Smil og Graad jeg hviler hos dig trygt, Dødens og Gravens Nat jeg ænser ej, naar du, o, Herre, bliver nær hos mig. Naar Øjet brister, vis mig da dig selv, lys mig og led mig over Dødens Elv, Jorden forsvinder, Himlen aabner sig: I Liv og Død, o, Herre, bliv hos mig. H. F. Lyte / Anton Bast Den engelske Salme, »Abide with me«, som findes oversat til Dansk i vor Sangbog, Nr. 287, fyldte i September 100 Aar. Salmen,

Betaniakirkens første 25 år

FESTSKRIFTET BETANIAKIRKEN 1892-1917 Ved N. P. Nielsen Indledning og forhistorie MED oprigtig Tak til Gud og hans Venner udsendes dette lille Festskrift i Anledning af, at Betaniakirken, Møllegade 7 i København for 25 Aar siden blev bygget og indviet, og fordi den siden har været et godt Hjem for Metodistmenigheden paa Nørrebro. Vi haaber, at Festskriftet ved at bringe et lille Pust fra svundne Dages Kampe og Sejre maa glæde og inspirere alle Kirkens Venner, unge som ældre og hjælpe dem til endnu større Sejre i Fremtiden. De svundne Arbejdsaar fortæller, at Herren ogsaa paa Nørrebro har benyttet Metodistkirken til sin Sags Fremme, og meget tyder paa, at han fremdeles vil bruge den herude og muligvis til endnu større og mere gennemgribende Ting. I de 25 Aar har Menigheden mange Gange staaet som en ung drømmende Helt, der støttet til de smaa vundne Sejre planlagde og profeterede om de store Sejre, Fremtiden skulde blive vidne til. — Gid den altid maa planlægge i Tillid ti