Konsul Harald Døllner

Af S. N. Gaarde

Blandt alle de gode Gaver, Gud giver, indtager gode Mennesker en fremragende Plads. De er ikke blot til Velsignelse, mens de lever; men deres Ihukommelse er ifølge Skriften ogsaa til Velsignelse — for de kommende Slægter, som hører eller læser om dem.

I Forhallen til St. Jakobs Kirke i Odense er paa et iøjnefaldende Sted anbragt en Marmorplade i Væggen, hvorpaa der er anbragt følgende Indskrift:

Kirken er bygget til Minde om den danske Metodistmissions ædle Velgører, afdøde Konsul H. Døllner, R. af D. og Dbm., i New York. Hans Minde bevares i taknemlig Erindring.

Menighedens daværende Præst, Pastor J. J. Christensen skrev i en Omtale af Kirkens Indvielse i Februar 1889, at Hensigten med Tavlen var, at den skulde fortælle de kommende Slægter, hvad denne ædle Mand har været for vor Kirke i Danmark.

Nærværende Artikel er et Forsøg paa, efter de forskellige foreliggende Kilder, særlig Uddrag af hans Breve, at tegne et Billede af denne gode Mand.

Hans biografiske Data kender jeg ikke meget til udover, at han var født den 1. December 1805 i København, og at han døde den 29. August 1886 i New York, ca. 81 Aar gammel.

Under sin Opvækst havde han faaet en alsidig og god Uddannelse, før han gik til Søs en Tid. Senere bosatte han sig i New York, stiftede Familie og grundede en stor og god Forretning. I denne Periode blev han omvendt og gav Gud sit Hjerte, forenede sig med Metodistkirken og erhvervede sig sine Medborgeres og Medkristnes Agtelse og Kærlighed.

Han blev en hædret Borger baade i Danmark og Amerika. Uagtet han forlod sit Fædreland i en ung Alder, saa vedblev han dog at elske dette lille Land, og han fulgte Begivenhederne herhjemme med levende Deltagelse.

Han sørgede over saavel den ydre som indre Ufred, Landet led under; og han glædede sig over ethvert Gode, Folket nød, og ethvert godt Foretagende, som nød Fremme. Og Danmark hædrede sin loyale Søn i det fjerne Land; det betroede ham at være dets befuldmægtigede Konsul i New York; og Regeringen hædrede ham med saavel Ridder- som Dannebrogskorset.

I Amerika ærede og skattede man ogsaa hans ædle og retskafne Karakter og varme Hjertelag. Hvormange Tillidsposter han indehavde, ved jeg ikke, men de var mange og forskellige; og de vidner om, at han havde en levende Interesse og Deltagelse for alle gode, humane saavel som religiøse Foretagender.

Han var en god Forretningsmand. Det hedder i Davids første Salme om en gudfrygtig Mand, at „alt hvad han gør, skal han faa Lykke til.“ Og Døllner havde i høj Grad Lykken med sig. Hvorledes han selv betragtede sit Forhold giver følgende Uddrag af et Brev et Indblik i; han skrev:

„Dersom jeg ikke var bleven en Kristen og ikke havde haft den Ære at blive Medlem af Kirken, saa havde jeg maaske aldrig faaet Lykke til noget af det, jeg tog mig for. Det er Gud alene, der tilkommer Æren, ikke en uværdig Orm, som jeg er; jeg har kun opfyldt nogle af de Pligter, jeg skyldte min Gud.“

Men det gaar ikke altid efter den gamle Salmes Ord. Ogsaa gudfrygtige Mennesker er udsatte for Uheld og Tab; men den Maade, en Mand bærer saadanne Skuffelser paa, viser bedre end mange andre Ting hans Hengivenhed i Guds Vilje. I Anledning af saadanne Erfaringer skrev han:

„Den gode Gud tillader somme Tider, at Planer, som er lagte i den bedste Hensigt, bliver kuldkastede ved Menneskers Uærlighed. Jeg har lidt uhyre Tab, nogle endog ved Venner og Medlemmer af Kirken; Tab, hvis Størrelse vilde mere end dække al den Kirkegæld, vi har i Danmark; men Herren tillod det, og da Penge jo ogsaa er en Gave fra ham, saa vil jeg være taalmodig og ikke knurre; men under det alt bestræbe mig for af Hjertet at sige: Velsignet være Herrens Navn!

Somme Tider er det svært, eftersom det naturlige Menneske hænger ved de jordiske Ting; og skønt vi ved, det er Uret, saa er den menneskelige Natur svag i saa Henseende. Ja, vi kommer alle tilkort; men det er en stor Trøst, at vi har en barmhjertig Dommer og kærlig Talsmand og Forbeder.“

En saadan Tankegang er ikke Verdensmandens, ikke den Forretningsmands, der søger at samle sig Skatte paa jorden; der higer efter Rigdom som det højeste Gode. Men det var heller ikke den Aand, som drev ham, idet han virkede i sit Kald.

At mange af de Virksomheder, hvori han var Tillidsmand, trængte til hans Hjælp og Støtte og lagde Beslag paa meget af hans Tid er selvfølgeligt. Og da Kirken i mange Aar betroede ham at være Medlem af Missionsraadet, hvor han var medbestemmende over Anvendelsen af mellem 2 og 3 Millioner Kr. om Aaret, var det ret naturligt, at han med sin levende Interesse for det religiøse Livs Fremme alle Vegne ogsaa tænkte paa den lille Gren af Metodistkirken, som var spiret frem i hans Fædreland.

Derfor var han stærkt medvirkende til, at det i sin Tid blev muligt at opføre den store og smukke Metodistkirke i Rigensgade i København. Foruden hvad han udvirkede af Støtte dertil fra Missionsraadet og flere private Personer, ydede han selv personligt store Summer til denne Bygning, saa det vistnok kan siges med Rette, at det skyldes mere ham end nogen anden Person, at den blev opført denne Gang.

I denne Forbindelse bør det bemærkes, at skønt han var Metodist, og naturligvis først lod sin egen Kirke nyde godt af sine Gaver, saa foreligger der Vidnesbyrd om, at den lutherske Kirke i hans Fødeby ogsaa nød godt af hans Velgørenhed.

Til Belysning af hans Syn paa sit Forhold i disse Sager tjener et Uddrag af et Brev fra ham, som Svar paa en Takkeskrivelse fra Menighedsraadet i København, da han havde betalt en Restgæld paa Kirken. Han skrev:

„Jeg har modtaget eders Takkeskrivelse, og jeg paaskønner naturligvis den Kærlighed og de gode Ønsker, som er udtalt deri; men der gøres for meget ud af en Handling, som jeg ikke fortjener den Tak for, som ydes mig.

Hvad jeg har gjort, var kun min Pligt; thi jeg har engang lovet Herren, at jeg vilde gøre det, hvis min Gerning lykkedes, idet jeg kun betragtede mig selv som Husholder. I en ringe Grad har jeg somme Tider fornægtet mig selv for at opfylde denne min Pligt.“

At tage Beslutninger og give Løfter er ikke saa svært for adskillige Mennesker; men at opfylde dem, naar Tiden kommer, er ofte vanskeligere. Han havde givet Gud et Løfte, og da Anledningen kom, opfyldte han det samvittighedsfuldt — os alle til Efterfølgelse!

Hvor meget han Tid efter anden gav til Kirkens forskellige Foretagender i Amerika og her i Landet eller paa Missionsmarkerne, det ved kun Gud. Men ved at sammenholde forskellige Meddelelser derom, som er fremkomne efter hans Død, er jeg tilbøjelig til at mene, at det drejer sig om mere end en Million Kroner. Denne Sum betød jo en god Del mere for 50—60 Aar siden, end den har gjort i de senere Aar.

Ved Testamente havde han bl. a. bestemt, at al daværende Kirkegæld i vore Menigheder i Danmark, efter hans Død skulde betales af Midler, han havde betroet Missionsraadet at forvalte, ligesom der var bestemt 15,000 Kr. til en ny Kirke i Odense. Det var da ret naturligt, at de danske Metodistprædikanter ved et Møde et Par Maaneder efter hans Død udtalte deres Taknemlighed for denne Bestemmelse og en Forsikring om, at „hans velsignede Minde vil altid leve i vore Folks Hjerter.“

Sidst — men ikke mindst — kan der lykkeligvis skrives, at han var en sund Kristen. Det lagde han for Dagen paa mange Maader, baade i Hjemmet og i Forretningen; i Kirkens Sager saavelsom i de borgerlige Forhold. Hans Livssamfund med Gud gjorde ham til en elskelig, bramfri og virksom Mand.

Som den dygtige og praktiske Forretningsmand han var, kunde man jo godt tænke sig, at han kunde være tilbøjelig til at lægge mest Vægt paa den mere udvortes Side af Kirkens Arbejde; men følgende Uddrag af Breve fra ham vidner om noget andet:

„Min kære Broder! Jeg er glad ved, at vor Sag vinder Fremgang. Jeg er fuldkommen overbevist om, at Deres Arbejde ikke har været forgæves, og at al Frugten af Deres Arbejde ikke vil blive kendt her i Tiden. Den moralske Indflydelse kan ikke maales med nogen Talstørrelse. — — —

Jeg har sagt til dem, som mener, at Guds Værk gaar ikke frem i K—, at da jeg ved, at flere Sjæle er bleven omvendte og frelste, har det betalt os for alt vort Arbejde og Pengeudlæg. Med Hensyn til Missionsgerningen, da ser vi formeget paa det som en Forretning; vi forventer visse Procenter af vort Arbejde og vore Penge, medens een Sjæls Værdi i Virkeligheden ikke kan beregnes i Dollars eller Cents — — —“

En anden Gang skriver han:

„Jeg har ofte tænkt, at kun faa af de oprigtige og tro Præster og Missionærer vil lære at kende Udstrækningen af deres Fremgang i Arbejdet for Sjæles Frelse, før de kommer hjem til Himlen! Men blot een dyrebar Sjæls Frelse vil være tilstrækkelig Belønning for meget Arbejde og store Bekymringer. — — —“

Som en Kristen bad han ikke blot om Guds Velsignelse over sit Hus og sin Gerning; men flere Bemærkninger i hans Breve viser, at han var en tro Forbeder for sine Venner og de forskellige Missionsarbejdere og deres Gerning, og at han glædede sig barnligt, naar han erfarede, at de havde Fremgang i Arbejdet. Saaledes hedder det i et Brev:

„Jeg er ellers noget reserveret af mig og ikke let bevægelig af Natur; men da jeg læste Deres Brev med de gode Tidender, det indeholdt, jublede mit Hjerte et bevæget: Ære være Gud! Det var sandelig opmuntrende at erfare, hvorledes Guds Aand virker paa Hjerterne, og at Mennesker bliver omvendte til Gud. — — —

Jeg har ofte været bedrøvet, naar der var saa faa og smaa synlige Frugter af Arbejdet i K—. Men naar jeg saa betragtede Sagens Stilling som et Hele, levede Haabet op paany---og saa takkede jeg Gud og fattede Mod igen, og fortsatte ivrigere end før i mine Forbønner for Sagen. Selv om mange af Præsterne vil foragte og modarbejde eder, saa er den ene, som er for eder, stærkere end dem alle. Gud velsigne eders Bestræbelser for at vinde Sjæle for Kristus — selv om de ikke bliver Metodister — hjælp dem til at blive Kristne i Aand og Sandhed. — — —

Jeg ved, at vi skal erfare, at vort Arbejde er ikke forgæves. — — —

Jeg haaber, at der raader Enighed og Kærlighed blandt de gamle Medlemmer i Menigheden.“

At hans Deltagelse for saavel Præsterne som Menighederne ikke blot kunde give sig Udslag i trofast Forbøn, venlige Opmuntringer og Raad, men ogsaa i alvorlige Henstillinger og Irettesættelser, foreligger der adskillige Eksempler paa i Brevene. Naar det sidstnævnte skete, kan man tydelig mærke, at det har været en Lidelse for ham selv at gøre det. Men for Sagens saavelsom Personernes Skyld maatte han være „Sandheden tro i Kærlighed."

Hans Gudsfrygt viste ogsaa sin Ægthed, da det led mod Aften og Skyggerne lejrede sig om ham.

Sommeren 1883 døde hans Hustru. Et Aarstid derefter skrev han:

„Det har naturligvis været en Sorgens Tid for mig, siden jeg mistede min gudhengivne Hustru. — — — Jeg begynder dog nu at kunne beherske mine Følelser mere; men jeg har endnu Stunder, da jeg er meget nedbøjet.

Naar vi bliver ældre, kan vi ikke saa let besejre vore Sorger, som da vi var unge og stærke. Men jeg er under alle Omstændigheder taknemlig for, at det blev os forundt at leve et saa lykkeligt Liv sammen i næsten et halvt Aarhundrede, og at min Sorg er blandet med saa mange velsignede Minder om en saa hjertensgod, kristelig Kvinde.“ — — —

Senere, da han selv havde gennemgaaet en haard Sygdom og følte sig meget svag, saa han ikke kunde deltage i Forretningen, skrev han:

„Skønt jeg maaske kan leve endnu nogle Aar, saa venter jeg det dog ikke; jeg ser ikke længere frem end fra Dag til Dag og gør ingen Beregninger for Fremtiden. Jeg bestræber mig for at være taalmodig og lydig under min Pilgrimsgang her. At se mod Graven er trøstefuldt for mig og uden Gru.

Nu er jeg lagt bort som et unyttigt Redskab; men jeg skuer haabefuldt fremad mod den Tid, da jeg skal have det bedste og saligste Selskab, og den kære Gud vil sikkert give mig Taalmodighed til at oppebie hans Kaldelse.“ — —

I et andet Brev hedder det:

„Min Hjemgang kan ikke være fjærn, og jeg ser taalmodig fremad mod den forjættede Hvile; jeg tror, at jeg snart skal mødes med de Kære, som er gaaet forud. Igennem det alt vil Herren frelse os af sin Naade.“

Et halvt Aarstid før sin Død skrev han:

„Jeg ser fuld af Glæde Fremtiden i Møde og haaber og venter i Taalmodighed, indtil min kære Herre kalder mig bort, hvad enten det saa sker i denne Uge eller næste Aar. Jeg beder om en taalmodig og lydig Aand, og jeg glæder mig ved Besiddelsen af Guds Fred, og ofte frydes jeg ved Evangeliets velsignede Haab.“

En Maanedstid før han døde, skrev han, efterat have omtalt sine Svagheder og Lidelser:

„Men under det alt sammen har jeg Sjælefred, og jeg glæder mig i Haabet om den Herlighed, som er rede til at aabenbares paa dem, som forbliver tro; og min Bøn er, at Herren vil give mig i ydmyg og lydig Hengivenhed at vente paa Hans Komme, enten Han kommer i Morgen eller om et Aar.“ — — —

Skønt det nu snart er 50 Aar siden denne gode Mand, som en Synder frelst af Naade, gik hjem til Hvilen hos Gud — og Papiret i hans Breve er gulnet af Ælde, saa vidner Indholdet i dem fremdeles om, hvorledes det er muligt for Gud at frelse en Sjæl og bevare den i Ydmyghed, trods Rigdommens Fristelser, og bruge den, som er villig til at tjene Herren med sit Gods, til at være Medarbejder i hans store Vingaard.

Vi takker Gud for, hvad han gav denne Broder at være og gøre med de ham betroede Midler for vort Samfund her og andre Steder; og vi velsigner hans Minde!

Historisk Årsskrift for Metodistkirken i Danmark 1932