Gå videre til hovedindholdet

Missionær Marie Jensen

Marie Jensen, her i 1959
Missionær Christiane Marie Jensen fødtes den 18. november 1879 i Lønstrup, en lille fiskerby ved Vesterhavet.

Hun var datter af murer Jens Peter Jensen og hustru. I familien var der en børneflok på fem, to drenge og tre piger. Marie Jensen siger selv således om sit hjem:
„Mine forældre var - kan man kalde dem fattige? jeg ved det ikke, måske når man tænker på jordisk gods - for mig var de rige!“ 
Børnene fik en sund og god opdragelse, der byggede på sand og levende kristendom.

Marie Jensen udtrykte ofte sin taknemmelighed for den værdifulde arv, hun fra sit hjem fik med sig ud i livet: gudsfrygt, nøjsomhed, arbejdsglæde, medmenneskelig forståelse og kærlig til alt i Guds skaberværk.

Med sit følsomme sind kom Marie Jensen allerede i sin tidlige barndom ind i et tillidsfuldt forhold til Gud, der holdt sig gennem hele livet. Det betød ikke, at hun blev fri for åndelige kampe, men at netop dette tillidsforhold bar hende gennem alle vanskeligheder og kampe.

Efter sin konfirmation i Mårup kirke tjente hun som pige i fire år i piræstegården. Så flyttede hun til Horsens og kom i huset hos en familie, der ofte havde ferieret i Lønstrup.

Siden lærte hun at sy, noget som senere i hendes livsgerning blev til stor nytte. Hendes læremester var metodist, og dette blev anledningen til, at Marie Jensen for første gang stiftede bekendtskab med metodistkirken - den kirke, der gennem et langt liv skulle blive hendes åndelige hjem.

I pastor H. Hansens tid blev Marie Jensen (21 år gammel) optaget i Horsens menighed, og snart var hun aktivt med i menighedens arbejde: Søndagsskolen og juniorforeningen og desuden optaget af at gå på sygebesøg. Medens pastor Anton Christensen Kostrup var ansat i Horsens, oplevede Marie Jensen sit virkelige åndelige gennembrud.

Det skete ved et lille bønnemøde i kapellet i Vimmelskaftet. Guds Helligånd forvandlede hendes liv og gav hende en glæde og fred, som hun aldrig siden kunne blive træt af at tale om og takke for.

Men også på anden måde havde Gud noget for med Marie Jensen. Et kald til at drage ud på missionsmarken med Evangeliet begyndte at vokse frem i hendes indre.

En dag og efter mange og grundige overvejelser stod det klart for hende: Gud ville have hende til Afrika. Det var svært for familien at forstå, hvorfor hun skulle så langt bort, men hun var vis i sin sag. Gud ville det således!

En dag, samme dag, som Danmark fik sin nye konge Chr. d. X., den 12. maj 1912, forlod Marie Jensen sit fædreland for at sejle over til Amerika. Den første tid var ikke let. Sproget kunne hun ikke, og hun havde blot en ganske almindelig landsbyskoleuddannelse.

Hun mødte megen skepsis fra missionsrådets side, men intet kunne slå hende ud. Gud havde kaldet hende til en missionærs gerning, så måtte Han også bane vejen for hende! Og det skete. Frk. Jensen undrede sig ikke, men priste Gud, hver gang en dør åbnedes for hende.

Efter endt sygepleje- og jordemoderuddannelse blev Marie Jensen antaget af missionsselskabet i New York til at rejse til Kapanga i Belgisk Kongo. I juni måned 1910 sejlede hun sammen med nogle andre missionærer med en fragtbåd ud til sin fremtidige livsgerning.

Gennem 32 år fik Marie Jensen lov til at virke på Kapanga missionsstation - en forret hun aldrig kunne takke Gud nok for.

Da Marie Jensen kom ud, var der brug for pionerer, og hun var i sandhed en sådan! Hun begyndte sin gerning helt på bar bund. Villigt delte hun kår med det folk, hun skulle arbejde iblandt, og som hun kom til at elske så højt, at hun kaldte Kongo sit andet fædreland.

Kendskabet til sin fars håndværk og hendes medfødte praktiske sans blev til stor hjælp for hende. Selv de vanskeligste opgaver kunne hun give sig i kast med. Marie Jensen havde en sjælden evne til at sætte sig ind i de indfødtes tankegang og begrebsverden, og hun følte sig aldrig, fordi hun var hvid, hævet over dem, men forstod at værdsætte dem og deres kultur.

Derfor stod der respekt omkring KAPANGAS HVIDE MODER, en respekt der ikke hvilede på frygt, men på hengivenhed og tillid.

I 1948 blev Marie Jensen pensioneret og måtte forlade Kongo. Hun bosatte sig i Horsens og kom atter til at tilhøre den menighed, hvorfra hun i sin tid var udgået.

At menigheden gennem de følgende år, indtil Marie Jensens bortgang, høstede megen glæde og velsignelse af hendes fortsatte utrættelige virke, kan ikke undre nogen.

Fra 1948 til 1972 var Marie Jensen i aktivitet. Hun førte en overvældende korrespondance med Kapanga-vennerne. De skrev og bad om hendes råd og hjælp - og alle fik svar!

I 1959 opfyldtes en drøm, Marie Jensen længe havde haft: at besøge Kongo endnu engang, før Gud kaldte hende hjem. Den gamle pionær-missionær rejste denne gang med fly til Afrika. Man havde ønsket der ude at holde hendes 80-års fødselsdag.

Det blev for Marie Jensen en overvældende oplevelse. Efter hjemkomsten tog hun fat med fornyet styrke igen og fortsatte sin skrivende og forbedende tjeneste fra sit hjem i Horsens. Hun overraskede os alle med at gå i gang med at skrive en bog, et omfattende arbejde.

Bogen: „Bring dem til mig!“ er hendes egen gribende og interessante skildring af hendes liv som missionær og udkom i 1966.

Nu har denne flittige og gudhengivne kvinde sluttet sin tjeneste på denne jord. Hun sagde ofte til os:
„Hvor har jeg haft et rigt liv, og hvor har Gud været god imod mig!“
Marie Jensen vil også blive husket af mange, når hun var på rejseturne rundt til menighederne og M. K.-kredsene. Altid var hun rede til at vidne om sin Herre og Mester. Det var betegnende for hende, at da hun måtte slutte sit arbejde blandt Kongos folk, følte hun kald til at fortsætte herhjemme blandt sine landsmænd.

Alle, der kom i hendes nærhed, måtte have et Guds ord med på vejen. De syge, de sørgende, de anfægtede, de bekymrede - alle, der krydsede hendes vej, blev opmuntrede. Hendes lys brændte klart til det sidste.

Kort tid før jul blev Marie Jensen indlagt på sygehuset. Hun følte selv, at kræfterne svandt, men hun var beredt som altid. Hendes ben havde i flere år været dårlige efter et uheld, men hun søgte at leve med sit handicap på en beundringsværdig måde.

Den 12. januar 1972 sov hun stille og tillidsfuldt ind i døden - 92 år gammel. Den gode og tro tjenerinde, der havde været tro over lidet, var gået ind til sin Herres glæde!

Nu hviler Marie Jensens støv i forældrenes gravsted på Lønstrup kirkegård til opstandelsens morgen.

I dyb taknemmelighed og ærbødighed udtaler vi et:
Gud signe missionær Marie Jensens minde i blandt os!
Hans Kristian Bhutho

Mindeord bragt i Årbog for Metodistkirken i Danmark 1972

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Anton Bast

Anton Bast fødtes i Løkken den 8. september 1867. Hans forældre var skomager Nicolai Thomsen Bast og hustru Dorthea Marie Kjeldsen. Hjemmet var — som mangfoldige andre dengang — fattigt. Der var 12 børn, og det kneb ofte med udkommet. En journalist skrev engang om Anton Bast: „Allerede som 8 års dreng måtte den lille Anton ud at tjene hos bønderne. Han har selv fortalt mig, at hans første kongelige løn for en hel udslagen sommer var, siger og skriver, 4 (fire) kroner og et par træsko..." Efter sin konfirmation var Anton Bast en tid fisker, senere kom han i manufakturlære. Men meget tidligt stod det ham klart, at han ville læse til præst i Metodistkirken, og det kald kom han ikke udenom. Han blev optaget på kirkens nyoprettede teologiske skole i København, hvorfra han dimitteredes i 1890 og blev ansat ved menigheden i Vejle. Han var da 23 år gammel. Den længste virketid uden for København havde han i Odense, og her oplevede han en virkelig stor tid. Han gjorde sig på mange m

En Salme fylder 100 Aar (1947)

Abide with me. — Bliv du hos mig Bliv du hos mig, naar Natten stunder til, og Mørket om mig snart sig sænke vil, naar anden Trøst og Hjælp maa fjerne sig, du store Hjælper, bliv da nær hos mig. Snart kan min korte Livsdag ebbe ud, og midt i alt jeg faar mit Vandringsbud, alt om mig skifter og forandrer sig, o, du, som ej forandres, bliv hos mig. Hver Stund jeg trænger, Herre Gud, til dig, kun du kan lede mig paa Livets Vej, kun for dit Blod vil Satan vige bort, bliv da hos mig, o, Krist, i Natten sort. Naar du er nær, jeg kender ingen Frygt, i Smil og Graad jeg hviler hos dig trygt, Dødens og Gravens Nat jeg ænser ej, naar du, o, Herre, bliver nær hos mig. Naar Øjet brister, vis mig da dig selv, lys mig og led mig over Dødens Elv, Jorden forsvinder, Himlen aabner sig: I Liv og Død, o, Herre, bliv hos mig. H. F. Lyte / Anton Bast Den engelske Salme, »Abide with me«, som findes oversat til Dansk i vor Sangbog, Nr. 287, fyldte i September 100 Aar. Salmen,

Betaniakirkens første 25 år

FESTSKRIFTET BETANIAKIRKEN 1892-1917 Ved N. P. Nielsen Indledning og forhistorie MED oprigtig Tak til Gud og hans Venner udsendes dette lille Festskrift i Anledning af, at Betaniakirken, Møllegade 7 i København for 25 Aar siden blev bygget og indviet, og fordi den siden har været et godt Hjem for Metodistmenigheden paa Nørrebro. Vi haaber, at Festskriftet ved at bringe et lille Pust fra svundne Dages Kampe og Sejre maa glæde og inspirere alle Kirkens Venner, unge som ældre og hjælpe dem til endnu større Sejre i Fremtiden. De svundne Arbejdsaar fortæller, at Herren ogsaa paa Nørrebro har benyttet Metodistkirken til sin Sags Fremme, og meget tyder paa, at han fremdeles vil bruge den herude og muligvis til endnu større og mere gennemgribende Ting. I de 25 Aar har Menigheden mange Gange staaet som en ung drømmende Helt, der støttet til de smaa vundne Sejre planlagde og profeterede om de store Sejre, Fremtiden skulde blive vidne til. — Gid den altid maa planlægge i Tillid ti