Johannes Emanuel Bræstrup fødtes i København den 18. december 1888 af forældrene Henrik og Sara Bræstrup.Forældrene tilhørte Jerusalemskirken i København, og meget tidligt fik Johannes sin gang i sin fars og mors kirke. Efter at han havde taget sin præliminæreksamen i 1906, blev han antaget som kontorelev i et større københavnsk firma.
Johs. Bræstrup var ikke ret gammel, før åndelige kampe brødes i hans sind, og han var ganske ung, da han gav sit liv til Gud og kirken.
Samtidig med at han vandt klarhed i sit åndelige liv, fødtes noget andet stort i ham. Hvad han som dreng havde drømt om, blev nu til et stort og lysende mål for ham. Han følte, at Gud kaldte ham til at gå til Afrika — et kald, som det viste sig, han måtte kæmpe hårdt for at få realiseret.
Mange forhåbninger og dybe skuffelser gik forud for dette. Men aldrig tabte Bræstrup sine længslers mål af syne, og aldrig prisgav han sit kald for de vanskeligheder og hindringer, der mødte ham.
I eet år, nemlig 1911—12, læste han på vor teologiske skole i København, og senere tog han en plads i Odense og hjalp samtidig med i arbejdet i kirken. I 1915 blev han vor kirkes første ungdomsmissionær, og dette års arbejde bekræftede stærkt hans kald. Hans gerning blandt de unge bar rig frugt.
I 1917 rejste Bræstrup til Amerika, og i de følgende to år læste han på den dansk-norske præsteskole i Evanston. I 1919 ansattes han i en lille menighed i Freemont i Nebraska, og den 3. oktober 1920 blev han ordineret både til diakon og ældste i Duluth i Minnesota. Nu lysnede det for vor ven. Målet var inden for rækkevidde.
Jeg har med tak til Gud siddet med det gamle gulnede brev fra missionsstyrelsen i New York, der var dateret den 26. juni 1920, og som meddelte ham, at han var antaget som missionær i Belgisk Congo. Det har været en lys og strålende dag for den unge Bræstrup.
I oktober 1920 vendte han tilbage fra Amerika til Danmark og gjorde sig klar til udrejse. Den 6. marts 1921 var der udsendelsesmøde for ham i Jerusalemskirken, og så rejste han ud til den fjerne arbejdsmark, som han gav sit liv. Og at han rejste som den danske metodistungdoms hedningemissionær gjorde glæden større.
I ca. 32 år virkede Johs. Bræstrup derude og havde i de vekslende perioder sit arbejde på forskellige stationer: Kambove, Kapanga, Sandoa, Elisabethville, Jadotville, og han sluttede sin lange og indholdsrige tjeneste i Sandoa.
Bræstrup var noget af pionertypen. Han veg aldrig tilbage for at prøve noget nyt, blot det kunne fremme Guds sag. Hans arbejde var mangesidet. Han prædikede, underviste, byggede kirker og skoler. Men først og sidst var han sjælevinderen og sjælesørgeren, og han var det ikke mindst i det skjulte, når han på tomandshånd var i mesterens tjeneste.
Det mærkedes også i høj grad, når han var herhjemme i Danmark på orlov. Altid var han i arbejde, holdt møder, rejste og skrev og samlede ikke mindst ungdommen om sig, og mange har takket Gud, fordi de mødte Johs. Bræstrup. Gud brugte ham som redskab til manges frelse.
Først på året 1953 forlod Bræstrup sin station, sagde farvel til sine mange sorte venner. Hans lange arbejdsdag var endt. Syg rejste han fra Afrika, og syg var han i Amerika, hvor han opholdt sig nogle måneder, og det var en stærkt mærket mand, vi tog imod på Kastrup flyveplads en grå dag i december måned samme år, men en mand med det samme varme og nidkære hjerte.
Bræstrup var kendt langt uden for vor egen kirke. Ikke mindst hjalp hans meget interessante bog »Junglemissionæren« med til dette.
Han var en i ordets sande betydning meget from mand. Der stod en åndelig atmosfære om ham, som vidnede om et nært gudsforhold. Han var den fødte missionær, hvis hjerte brændte for Afrikas indfødte befolkning, og det er et stort og rigt kapitel i Belgisk Congos missionshistorie, der bærer navnet Johannes Bræstrup.
Et af Bræstrups største ønsker, efter at han var kommen hjem, var at få lov til at rejse en tur rundt i Skandinavien for at tale Afrikas sag. Trods hans store svaghed lykkedes det ham virkelig også til manges forundring at tage en tur til Finland for at holde en række møder. En lignende rejserute var også lagt i Sverige. Men Bræstrup måtte afbryde rejsen. Han kom syg hjem, og svagheden tog til. Hans hjerte var slidt op.
Efter et kortere ophold i sin broders hjem i Neksø, hvor han holdt til, når han var i Danmark, kørtes han til amtssygehuset i Rønne. Her holdt han sin sidste jul, her drømte han sine sidste drømme om sine længslers land, og her så han de syner, der åbnede det ny Jerusalem for hans blik. Den 3. januar 1955 lukkede den trætte afrikamissionær sine øjne.
I inderlig tak til Gud og i dyb ærbødighed bøjer vi vort hoved: Gud signe Johs. Bræstrups minde iblandt os.
Niels Mann.
Mindeord bragt i Årbog for Metodistkirken i Danmark, 1955
Kommentarer
Send en kommentar