Gå videre til hovedindholdet

En drøm, der går i opfyldelse

For alle os, der gennem årene har fulgt bestræbelserne for at få lagt et smukt og værdigt tæppe på vort altergulv, kan man sige, at en lys og dejlig drøm er gået i opfyldelse.

Det ville være meget fristende at skrive lidt nærmere om den historie, dette altertæppe har. Men det er vor spalteplads jo alt for lille og belagt til. Men alligevel bør nævnes, at det snart kan blive en snes år siden, Kvindernes Hjælpeforening for første gang begyndte at tale om sagen.

Det gik lidt langsomt med den økonomiske side til at begynde med, og omsider kom krigen, der med sin materialemangel satte en foreløbig stopper for foretagendet. Og siden hjalp Kvindernes Hjælpeforening menigheden på anden måde, hvor et eller andet nødvendigt skulle skaffes, og flere gange tømte de deres kasse til sådanne formål.

Men da krigen sluttede, tog søstrene igen fat på arbejdet med at samle penge, og selv om der var lang vej endda, inden de rigtige materialer kunne skaffes, var der nok at gøre med finanserne, for der skulle mange penge til. Det lykkedes omsider.

Og så for ca. 2½ år siden blev stramaj og garn indkøbt, mønstret udtaget, og så blev der taget fat. Adskillige meldte sig til det store arbejde.

Søster Ella var den fødte leder, og som der blev syet!

Millioner af sting, et kæmpearbejde, der sommetider var ved at tage lidt af modet fra de tapre søstre, der ofte syede, til både øjne og hænder sagde nej af overanstrengelse.

Det er de færreste, der forstår, hvad der ligger af arbejde og hovedbrud bagved det store og pragtfulde tæppe. Men nu har vi det, og det er en meget stor værdi for Jerusalemskirken — og en seværdighed. Tæppet pålagt beløber sig til op imod 2.500 kroner. Hvis arbejdet også skulle betales, vil det gå op til 20-25.000 kroner.

Eksperterne i det firma, der i disse dage syer tæppet sammen og skal lægge det på, har udtalt, at de aldrig har set så smukt et tæppe og så fint et arbejde.

Og så har vi i flere år i høj grad trængt til nye løbere i kirken. De lægges også på i disse dage og vil yderligere pynte på vort skønne kirkerum. Det er os en stor glæde at meddele, at søstrene også har nogle af pengene til indkøb af disse løbere.

Vi er overbevist om, al alle vil stå bag os, når vi retter en hjertevarm tak til fru Anna Lylloff, formand for Kvindernes Hjælpeforening, bestyrelsen og alle søstrene for det store trofaste arbejde med at skaffe pengene til veje. Og en lige så varm tak retter vi til søster Ella med sine 14-15 medarbejdere for det store og værdifulde arbejde, som vi rigtignok har trængt til i mangfoldige år.

Søndag den 14. december er tæppet lagt på sin plads, løberne med, og andre ting er ordnet. Vi vil den dag kl. 10 afholde en særlig gudstjeneste i anledningen, hvor vi også gerne vil indsamle en god offergave, der kan dække, hvad der mangler i, at alt er betalt.

Vi håber, at mange vil komme og være med den dag.   

N. M.

Foruden de søstre, der ses på billedet, har følgende, der ikke var nærværende, da billedet blev taget, været med til at forarbejde altertæppet: fru pastor Sørensen, søster Johanne West, frk. Kirsten Thorstensen, dr. Elisabeth Johansen, fru Andreas Nielsen, fru pastor Bjerno, Randers, og søster Johanne Kårvåg, Oslo, samt fru Else Møller, Sønderborg.


Bragt i Jerusalemskirkens Maanedsblad, December 1952

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Søster Ane Thomsen

Søster Ane Thomsen 2. marts 1879 - 31. august 1959 Søster Ane Thomsen blev født i Stenum den 2. marts 1879. Hvornår søster Ane begyndte på sygeplejen, ved jeg ikke, men 1909 meldte hun sig til Bethaniaforeningen under forudsætning af, at hun måtte beholde sit arbejde som hjemmesygeplejerske i Løkken og omegn. Efter en sygdomsperiode i 1912 kom hun til Frederikshavn, hvor hun gik i privatpleje, indtil hun i 1921 fik ansættelse på »Fremtidshåb«, et nyt børnehjem sorterende under Centralmissionen. Hjemmesygeplejen var en god forberedelse til arbejdet i et stort hjem med mange børn, og søster Ane har fyldt sin plads som få. Hun elskede sine børn, delte sorger og glæder med dem fra den dag, de kom ind, og så længe hun levede. Søster Ane og hendes børn, svigerbørn og børnebørn havde den glæde, at hun fik lov at opleve sin 80 års dag, og det var en festdag for dem alle. Mere end 40 børn og svigerbørn kom med gaver, sange og blomster og ikke mindst med tak for kærlighed og forbøn ge...

Anton Bast

Anton Bast fødtes i Løkken den 8. september 1867. Hans forældre var skomager Nicolai Thomsen Bast og hustru Dorthea Marie Kjeldsen. Hjemmet var — som mangfoldige andre dengang — fattigt. Der var 12 børn, og det kneb ofte med udkommet. En journalist skrev engang om Anton Bast: „Allerede som 8 års dreng måtte den lille Anton ud at tjene hos bønderne. Han har selv fortalt mig, at hans første kongelige løn for en hel udslagen sommer var, siger og skriver, 4 (fire) kroner og et par træsko..." Efter sin konfirmation var Anton Bast en tid fisker, senere kom han i manufakturlære. Men meget tidligt stod det ham klart, at han ville læse til præst i Metodistkirken, og det kald kom han ikke udenom. Han blev optaget på kirkens nyoprettede teologiske skole i København, hvorfra han dimitteredes i 1890 og blev ansat ved menigheden i Vejle. Han var da 23 år gammel. Den længste virketid uden for København havde han i Odense, og her oplevede han en virkelig stor tid. Han gjorde sig på mange m...

Officielle Hverv

Superintendent J. J. Christensen - del 8 Af C. Nielsen I Sommeren 1873 blev der paa Initiativ af den nye Superintendent Karl Schou afholdt et Distriktsmøde i Svendborg, hvortil de ordinerede og uordinerede Menighedsforstandere samt en Del Hjælpere i Menighederne — ialt en halv Snes Personer — havde givet Møde. Dette var Begyndelsen til den lange Række Distriktskonferencer, Missionair-Møder, Biskopsmøder, Præstemøder, Aarsmøder, Missionskonferencer, Aarskonferencer, Efteraarsmøder m. m. — Navnene har været forskellige — der har været afholdt siden. I „Historisk Aarsskrift“ 1933 Side 51 har Pastor Mann givet en interessant Skildring af dette første Møde og hvilken Betydning det fik for Virksomheden. Til denne henviser jeg. Forhandlingerne ved disse Møder var ofte ret livlige, men det syntes ikke, som J. J. Christensen har taget synderlig aktiv Del i dem udover at læse den skrevne Indberetning fra den Menighed, han betjente, hvilket var Skik og Brug i adskillige Aar, og Afhandl...