Fru Astrid Elisabeth Petersen, Odense, døde den 2. februar 1971, 77 år gammel.
Hun blev født i Svendborg den 5. december 1893 og var datter af fiskerikontrol Joachim Gerhardt og hustru Laurine, f. Larsen. Hendes hjem i Svendborg var et godt metodistisk hjem, som var åbent for kirkens arbejde, og ikke mindst stod det åbent for kirkens præster.
Også pastor Carl Petersen, som havde sin første ansættelse i Fåborg fra 1910-14, kom meget i hjemmet, og her var det, at Astrid og Carl Petersen blev bekendt med hinanden, hvilket resulterede i, at de indgik ægteskab den 5. december 1921, da Carl Petersen var præst i Emmaus-kirken, Odense, første gang.
Præsteparret betjente herefter Jerusalemskirken i København med Centralmissionen, hvorefter de igen flyttede tilbage til Emmauskirken i Odense, hvor de blev, indtil de gik ind i de pensioneredes rækker i 1956.
Deres virketid i Odense blev på ikke mindre end 25 år, og deres navne vil altid være knyttet til denne menighed. I perioder var der noget af en åndelig vækkelse i menigheden, og der er mennesker, der den dag i dag takker Gud for præsteparrets gerning der.
Fru Astrid Petersen var sin mand en uvurdelig hjælp, og hun var i høj grad med til at skabe et godt og trygt hjem for sin familie. Det er nok rigtigt, som en af sønnerne udtrykte det:
Vi takker Gud for den gerning, hun fik lov til at udføre iblandt os og udtaler et æret være Astrid Elisabeth Petersens minde.
Poul Rasmussen.
Mindeord bragt i Årbog for Metodistkirken i Danmark 1971
Hun blev født i Svendborg den 5. december 1893 og var datter af fiskerikontrol Joachim Gerhardt og hustru Laurine, f. Larsen. Hendes hjem i Svendborg var et godt metodistisk hjem, som var åbent for kirkens arbejde, og ikke mindst stod det åbent for kirkens præster.
Også pastor Carl Petersen, som havde sin første ansættelse i Fåborg fra 1910-14, kom meget i hjemmet, og her var det, at Astrid og Carl Petersen blev bekendt med hinanden, hvilket resulterede i, at de indgik ægteskab den 5. december 1921, da Carl Petersen var præst i Emmaus-kirken, Odense, første gang.
Præsteparret betjente herefter Jerusalemskirken i København med Centralmissionen, hvorefter de igen flyttede tilbage til Emmauskirken i Odense, hvor de blev, indtil de gik ind i de pensioneredes rækker i 1956.
Deres virketid i Odense blev på ikke mindre end 25 år, og deres navne vil altid være knyttet til denne menighed. I perioder var der noget af en åndelig vækkelse i menigheden, og der er mennesker, der den dag i dag takker Gud for præsteparrets gerning der.
Fru Astrid Petersen var sin mand en uvurdelig hjælp, og hun var i høj grad med til at skabe et godt og trygt hjem for sin familie. Det er nok rigtigt, som en af sønnerne udtrykte det:
„Mor var aldrig fremtrædende, hendes natur var sådan, at hun gjorde sit i det stille.“Men selv om hun hørte til de stille i landet, så var hun i sandhed en gudhengiven kvinde, som levede med i alt, hvad der skete i kirken, samtidig med, at hun øvede forbønnens tjeneste som få.
Vi takker Gud for den gerning, hun fik lov til at udføre iblandt os og udtaler et æret være Astrid Elisabeth Petersens minde.
Poul Rasmussen.
Mindeord bragt i Årbog for Metodistkirken i Danmark 1971
Kommentarer
Send en kommentar