Jul og glæde som vi aldrig vil miste

Der er i vore julesalmer — de uforlignelige salmer — linier og dele af vers, som næsten ethvert barn kan, og som vi alle husker livet igennem.

Det er ikke blot, fordi vi har sunget dem som børn, eller fordi de er knyttet til en af årets største og mest festlige højtider.

Men det er, fordi de i deres primitive form er mageløs kunst, fin poesi, udtrykt så ligetil og jævnt, så hvert barn fatter det.

Allermest er det dog, fordi de udtrykker den største af alle sandheder, sandheden om Jesus Kristus, ordet, der »blev kød og tog bolig iblandt os«.

Det ville være meget fristende at nævne mange af de kendte versstrofer og standse lidt ved hver af dem. Men vi tør ikke gå for vidt med dette. Det er pladsen ikke til.

Men lad os se på nogle få af de mest karakteristiske og mest kendte. Vi kan begynde med Grundtvigs kendte og skønne linier:

Julen er kommen
med solhverv for hjerterne bange.

Det har været så mørkt, som det kan blive, vil disse linier sige. Men nu er vi kommen til solhvervstid. Det går igen mod lyset, og det er det velsignede budskab for alle bange hjerter. Jesus er det store solhverv. Med ham går vi mod en ny tid. Holder vi ikke fast ved dette?

Eller vi kan hente de dejlige ord fra den gamle latinske salme, den første, som den kristne menighed fik i reformationen, efter at sangen så godt som var døet hen blandt Guds folk, »Lovet være, du Jesus Krist«. Her forekommer de:

Godt kan vi nu ved nattetid
kende som børn vor fader blid.

Med Jesu komme blev verden ikke med det samme stort anderledes. Der var fremdeles nattetid over slægten, mørket rugede, og vejret var hårdt.

Men lyset fra Ham, der var kommen »som et lys til verden«, var så klart og strålende, så vi som børn kunne kende vor fader, trods al mulm og mørke. Endnu er det dyb nattetid over jorden. Men Jesus er det strålende lys for hver den, der tror.

Eller hvad mener vi om Ingemanns barnlige form som udtryk for den største glæde, når han synger:

Dans, lille barn, på moders skød,
en dejlig dag er oprunden,
i dag blev vor kære Frelser fød,
og paradisvejen funden.

Selv det mindste barn, der endnu er på moders skød, skal danse og juble og være med i den store glæde over den dejlige dag, der er oprunden. Glæden er uden ende.

Og dog er der vel ingen linier eller noget Vers, der kommer op ved siden af Brorsons slutningsvers i »Den yndigste rose er funden«, når han over glæden, for hvad han har fundet, må synge det ud, så stærkt som han kan:

Lad verden mig alting betage,
lad tornene rive og nage,
lad hjertet kun dåne og briste,
min rose jeg aldrig vil miste.

Her har vi ikke blot glæden som den dybe undergrund, men forvisningen om, at intet i verden kan gøre det så svært for een, så man ikke kan holde fast på den dyrebare skat, »den yndigste rose«, frelsen i Jesus Kristus.

Brorson kan føre store ord i bekendelsen. Men de holdt gennem et langt livs prøvelse, og de vil holde for enhver, der har sat sin tro til Jesus.

Så vil vi, med bøn i vore hjerter, prøve på at sige det samme: »Min rose jeg aldrig vil miste«, koste hvad det koste til. Eller som de gamle sang det for år tilbage: »Aldrig, aldrig, aldrig fra dig vil jeg gå«.

Med denne forvisning i vore hjerter vil vi gå mod en velsignet jul.

Niels Mann

Bragt i Jerusalemskirkens Maanedsblad, December 1951