Henry Minet |
Har metodistkirken noget at gøre i dansk kirkeliv?
Metodistkirken er en del af kirkelivet i Danmark og har været det gennem de sidste 100 år eller mere. Gennem disse år er der talrige vidnesbyrd om de spor, som kirken har sat sig i dansk kirkeliv, og også om den betydning, kirken har haft på forskellige sociale områder ved sit initiativ.
Den samfundsudvikling, der har fundet sted i vort land har vanskeliggjort alt kirkeligt arbejde, men ikke mindst den kritiske indstilling, der i mange samfundsgrupper findes til folkekirken, giver en frikirke muligheder for at placere sig, og jeg tror, at den strukturændring, som sikkert vil komme indenfor folkekirken i dens tilhørsforhold til staten i løbet af de næste 10 år, vil gøre metodistkirken endnu bedre egnet til danske forhold end hidtil. Ved at vise fremsyn tror jeg, kirken har en stor mulighed for at gøre sig gældende fremover.
Hvad betyder det at være præst i metodistkirken?
En metodistpræst har jo den store fordel at kende sin menighed og derved få et helt anderledes personligt forhold til den, end f. eks. folkekirkens præster har til deres menigheder.
Det er vel ikke netop de kirkelige handlinger, der præger præstens arbejde, men vi ved alle, at det er en meget alsidig opgave at være metodistpræst.
Han må være med og indlevet i alle menighedens forskellige arbejdsgrene. Være den, der tager initiativer og går foran, og så vil han også opleve, at menigheden slutter op om ham og yder ham al mulig støtte. Men præstens vigtigste opgave må være at forkynde ordet.
Er vore præster deltidspræster på grund af deres løns størrelse?
Det spørgsmål forstår jeg ikke rigtigt. Det er, som om det slår fast, at metodistkirkens præster er deltidspræster. Det turde dog være en fuldstændig forvrængning af situationen.
Naturligvis er metodistkirkens præster heltidspræster. Som sådanne er de ansat af kirken, og det er mig ikke bekendt, at ikke alle vore præster fungerer som heltidspræster. Vel, der er præster, der supplerer deres indtægt med f. eks. undervisning eller foredrag.
Men er de ikke også i den forbindelse netop først og fremmest præster, og er det ikke ofte derfor, at man ønsker dem til at holde et foredrag?
Der er måske også præster, der har et bierhverv på et par timers dagligt arbejde, der ikke netop har relation til deres præstegerning, men det kan vel også have betydning for præsten at kende, hvordan tilværelsen former sig for andre mennesker, og jeg kan ikke se, at det på nogen måde bevirker, at de så bliver »mindre« præst.
Jeg går ud fra, at kirkens præster er præster, fordi de har følt et kald til denne gerning. Ellers ville de næppe have valgt den opgave, da de jo forud vidste, at det jo ikke var blandt de bedst lønnede i samfundet.
De fleste lægfolk ser sikkert gerne, at det ville være muligt at give præsten en højere løn, og til stadighed arbejdes der på forbedringer, men vi må erkende, at udviklingen på det lønmæssige felt går os stærkt imod, og at det er svært at leve op til de lønnormer, samfundet opstiller.
Når vi må erkende dette, må vi også se med forståelse på, at præsterne bruger en begrænset tid til at supplere deres indtægter. Men jeg vil gerne slå fast, at jeg mener vore præster er heltidspræster, og at det er bedst at fortsætte denne linje.
Skulle en situation opstå, hvor der er tvivl om dette, må spørgsmålet tages op til en forhandling ved kvartalskonferencen.
Indebærer 8 års studier ret til ordination som metodistpræst?
Det mener jeg ikke, det gør. Metodistkirken har jo sine egne regler for at blive præst, og hele vejen går gennem menighedens anbefaling via kvartalskonferencen. Og mon ikke det er et ret fornuftigt system?
Hvornår indebærer andre aktiviteter, at en præst ophører med at være præst?
Det er egentligt et spørgsmål, jeg aldrig rigtigt har haft i tankerne. Man kan måske sige, at det er vanskeligt at blive metodistpræst, men når man først er ordineret, så er det vanskeligt for kirken at ændre på forholdet.
Skal vi i metodistkirken til at aflønne lægfolk, der vil påtage sig deltidsarbejde som menighedsforstandere?
Det er vel ikke et spørgsmål, der har været aktuelt, men om det bliver det, må det vel bedømmes ud fra, om det afskærer vedkommende fra sin normale indtægt eller dele heraf, og er det tilfældet, vil det være naturligt, at kirken yder et vederlag for tjenesten. Men selve tanken at have lægfolk som menighedsforstandere tiltaler mig ikke, og jeg mener, den vil indebære adskillige problemer.
Inden for kirken har vi en stor skare lægfolk, der på forskellig vis yder en god indsats ikke for at opnå løn, men fordi de finder en glæde ved at være medarbejdere i Guds riges gerning, og jeg mener det er bedst, at lægfolket er præstens medarbejdere og ikke optræder i rollen som menighedsforstandere.
Hvilke krav kan og bør honoreres med hensyn til præstelønninger, herunder boligforhold?
Jeg ved, at kirkens medlemmer gerne vil yde det mest mulige i løn til præsterne, men vi må som frikirke erkende, at vore muligheder er begrænsede, og at vi ikke kan følge med i det alm. lønniveau i samfundet, men vi anstrenger os for at gøre det bedst muligt, således at præsten også kan få nogen del i den alm. velstandsstigning.
For boligforholdene gælder det også, at man fra lægfolkets side gerne ville stille en god præstebolig til rådighed for præsten, og i de senere år er der også sket stadige forbedringer af forholdene på dette område, selv om der vel endnu er steder, hvor forholdene kan blive bedre og - sikkert også bliver det.
Vort flyttesystem indebærer vel nok, at det er mest praktisk, at menigheden har en fast præstebolig, der stilles vederlagsfrit til præstens disposition, men det giver også menigheden ansvar og pligter med hensyn til, at den holdes i god og forsvarlig stand.
Hvad dette gode så repræsenterer i penge, vil skattevæsenet finde ud af. En ordning med, at præsten får en højere løn og selv skaffer sig en lejlighed, kan næppe gennemføres af praktiske grunde, da det ofte viser sig meget svært at skaffe sig bolig i forbindelse med flytning til anden by.
Afslutning. Mon ikke ovenstående spørgsmål er udsprunget af den debat, der var ved årskonferencen om præst/lægmand? Jeg mener, at vor kirkeordning — om det da er vor agt fortsat at ville følge den — sætter grænser for, hvor langt vi kan gå med ligesom at forvirre begreberne med at »bytte roller«, så man efterhånden ikke ved, hvem der er præst, og hvem der er lægmand.
Mon ikke det gamle ord om at blive ved sin læst også passer her?
Henry Minet.
Bragt i Kristelig Talsmand, 13. november 1970
Kommentarer
Send en kommentar