Mission Methodiste, Sandoa,
Elisabethville, Congo Belge,
Decbr. 28th 1951.
Kære venner!
Ved årets slutning vil jeg gerne sende mine venner i Danmark en nytårshilsen. Denne hilsen kommer her fra Sydafrika, hvor jeg opholder mig på ferie. Det er jo langt at rejse på ferie, men jeg behøver det for helbredets skyld, idet jeg her kommer ned i et andet klima.
Her ved Atlanterhavet og det Indiske Oceans friske kyststrækninger er det, som jeg er blevet fornyet. Det er også i åndelig henseende, jeg føler mig fornyet, idet jeg er kommet i forbindelse med mange gode kristne, som jeg har delt det bedste sammen med.
Om en uges tid vil jeg vende tilbage til Kongo og mit arbejde i Sandoa. Hr. og fru Everett og frk. Anna Lerbæk har sammen med de indfødte medarbejdere taget vare på min gerning foruden deres egen.
Frk. Anna Lerbæk har jo det medicinske og oversættelsesarbejdet. Desuden har hun agerdyrkningsarbejdet med kvægavl. Vi venter jo en ny missionær i det nye år, som særligt skulle lære de indfødte at dyrke jorden, men jeg tænker, at han, når han har lært sproget, vil overtage al anden slags arbejde på missionsmarken.
Mr. Everett har jo måttet tage vare på både Kapanga og Ranene distrikt, foruden at han er kasserer for hele den sydlige Kongo-mission. Vi håber at få nye missionærer på Kapanga stationen, men jeg er bange for, at mr. Everett må fortsætte at være distriktsforstander for Kapanga. Fru Everett leder børneskolen i Sandoa, og der er mere end nok at tage vare på.
Foruden Sandoa distrikt har jeg lærer- og bibelskolen, der uddanner lærere for både Kapanga, Kanene og Sandoa. Vi har en god medarbejder i Salomon Tshisand, som er overlærer. Han har været med mig i mange år både i Jadotville og Sandoa.
Både dagarbejdere og skoleelever fra børne- og lærerskolen holder jo stationen i orden. Der skal jo stadig bygges huse for at rumme alle dem, som kommer til skolen. Huse skal repareres, veje holdes i stand. For tiden lægger vi et nyt aluminiumstag på kirken, og vi anlægger en sportsplads.
Ude i landsbyerne har vi ca. 40—50 udstationer, hvor der er lærere og evangelister ansat, som underviser børnene i landsbyskolerne og samtidig udbreder evangeliet blandt uruunda- og achokwa-folket. Nogle taler uruunda-sproget det sprog, jeg selv taler; andre achokwa-sproget. Der er omkring halvt af hver i de to sprogklasser.
Nu er det så heldigt, at de indfødte kan forstå begge sprog, men for rigtig at kunne være til gavn skal man kunne begge sprog. Så er der jo også gwaheli-sproget, som mere og mere bliver kendt af de indfødte og i årenes løb vil blive fællessproget, alle stammerne i Centralafrika vil benvtte. Skal man i Sandoa være rigtig til nytte, burde man kende alle tre sprog.
Også at kende fransk, som er landets sprog, der nu benyttes i de højere klasser og indbyrdes blandt de hvide, ja undertiden i vor årskonference, gør det endnu sværere.
Min opgave er det at gøre mit missionsarbejde så enkelt som muligt, at centralisere om det, jeg føler er min hovedopgave, at sprede det glade budskab om frelsen i Jesus Kristus til store såvel som små iblandt alle stammer og sprog, jeg kan nå frem til.
For at opnå det forsøger jeg at uddanne evangelister, så de kan nå frem til så mange steder som muligt. En evangelist har op til 20 landsbyer, han besøger, hvor han samler folket om Guds ord og bønnen. Selv besøger jeg så mange landsbyer, jeg kan, hvor jeg både med musik og sang og lysbilleder søger at få så mange i tale som muligt.
Men alt det, hvor godt det end er, er ikke tilstrækkeligt. Det er det individuelle arbejde med de enkelte mennesker, som er det mest nødvendige. — På missionsstationen iblandt skoleeleverne og i landsbyerne iblandt de enkelte ved ild-stedet foran deres hvtter. Der er intet, der kan tage pladsen for dette — mand til mand-samtale om livet i Gud.
Og i den tid, jeg har tilbage, vil jeg mere og mere hellige mig dette arbejde, selv om måske noget af det andet arbejde må gå. Vi arbejder for evigheden. Så kort er vor tid, og så vigtigt er det, at alle stammer skal kende den eneste sande Gud og den, han udsendte, Jesus Kristus, så vé, om jeg ikke forkynder evangeliet.
Jeg ved ikke, hvem der skal overtage min gerning her i Afrika. Man søger så meget at få læger og lærere herud, og det er jo godt og rigtigt, men hvad vi med evigheden for øje mest trænger til, er evangelister og præster, som kan forkynde det fulde evangelium og måske ved siden af kunne hjælpe de sorte i deres sociale kamp for livet.
Mænd og kvinder tvungen af Kristi kærlighed har vi altid brug for. Mænd og kvinder, som er praktiske og ikke er bange for at tage fat ved hvad som helst, men hvis vigtigste opgave er at frelse mennesker — det er, hvad vi trænger mest til. At de har studentereksamen og et andet fag som bygningskonstruktør eller er uddannet præst — og er metodist, det kommer så i anden række.
Vi skal have nogle vækkelsesmøder i januar, og vi beder som sidste år vore venner huske os specielt i deres bønner. Sidste år var der over 500 mennesker, der ved vore vækkelsesmøder gav til kende, at de ønskede vore forbønner. Vi søger igen som ifjor så mange som muligt, der vil bede om, at Guds velsignelse må komme over os, så mange må finde fred og frelse.
Eders hengivne
John Bræstrup.
- - -
Bragt i Kristelig Talmand, 18. januar 1952
Elisabethville, Congo Belge,
Decbr. 28th 1951.
Kære venner!
Ved årets slutning vil jeg gerne sende mine venner i Danmark en nytårshilsen. Denne hilsen kommer her fra Sydafrika, hvor jeg opholder mig på ferie. Det er jo langt at rejse på ferie, men jeg behøver det for helbredets skyld, idet jeg her kommer ned i et andet klima.
Her ved Atlanterhavet og det Indiske Oceans friske kyststrækninger er det, som jeg er blevet fornyet. Det er også i åndelig henseende, jeg føler mig fornyet, idet jeg er kommet i forbindelse med mange gode kristne, som jeg har delt det bedste sammen med.
Om en uges tid vil jeg vende tilbage til Kongo og mit arbejde i Sandoa. Hr. og fru Everett og frk. Anna Lerbæk har sammen med de indfødte medarbejdere taget vare på min gerning foruden deres egen.
Frk. Anna Lerbæk har jo det medicinske og oversættelsesarbejdet. Desuden har hun agerdyrkningsarbejdet med kvægavl. Vi venter jo en ny missionær i det nye år, som særligt skulle lære de indfødte at dyrke jorden, men jeg tænker, at han, når han har lært sproget, vil overtage al anden slags arbejde på missionsmarken.
Mr. Everett har jo måttet tage vare på både Kapanga og Ranene distrikt, foruden at han er kasserer for hele den sydlige Kongo-mission. Vi håber at få nye missionærer på Kapanga stationen, men jeg er bange for, at mr. Everett må fortsætte at være distriktsforstander for Kapanga. Fru Everett leder børneskolen i Sandoa, og der er mere end nok at tage vare på.
Foruden Sandoa distrikt har jeg lærer- og bibelskolen, der uddanner lærere for både Kapanga, Kanene og Sandoa. Vi har en god medarbejder i Salomon Tshisand, som er overlærer. Han har været med mig i mange år både i Jadotville og Sandoa.
Både dagarbejdere og skoleelever fra børne- og lærerskolen holder jo stationen i orden. Der skal jo stadig bygges huse for at rumme alle dem, som kommer til skolen. Huse skal repareres, veje holdes i stand. For tiden lægger vi et nyt aluminiumstag på kirken, og vi anlægger en sportsplads.
Ude i landsbyerne har vi ca. 40—50 udstationer, hvor der er lærere og evangelister ansat, som underviser børnene i landsbyskolerne og samtidig udbreder evangeliet blandt uruunda- og achokwa-folket. Nogle taler uruunda-sproget det sprog, jeg selv taler; andre achokwa-sproget. Der er omkring halvt af hver i de to sprogklasser.
Nu er det så heldigt, at de indfødte kan forstå begge sprog, men for rigtig at kunne være til gavn skal man kunne begge sprog. Så er der jo også gwaheli-sproget, som mere og mere bliver kendt af de indfødte og i årenes løb vil blive fællessproget, alle stammerne i Centralafrika vil benvtte. Skal man i Sandoa være rigtig til nytte, burde man kende alle tre sprog.
Også at kende fransk, som er landets sprog, der nu benyttes i de højere klasser og indbyrdes blandt de hvide, ja undertiden i vor årskonference, gør det endnu sværere.
Min opgave er det at gøre mit missionsarbejde så enkelt som muligt, at centralisere om det, jeg føler er min hovedopgave, at sprede det glade budskab om frelsen i Jesus Kristus til store såvel som små iblandt alle stammer og sprog, jeg kan nå frem til.
For at opnå det forsøger jeg at uddanne evangelister, så de kan nå frem til så mange steder som muligt. En evangelist har op til 20 landsbyer, han besøger, hvor han samler folket om Guds ord og bønnen. Selv besøger jeg så mange landsbyer, jeg kan, hvor jeg både med musik og sang og lysbilleder søger at få så mange i tale som muligt.
Men alt det, hvor godt det end er, er ikke tilstrækkeligt. Det er det individuelle arbejde med de enkelte mennesker, som er det mest nødvendige. — På missionsstationen iblandt skoleeleverne og i landsbyerne iblandt de enkelte ved ild-stedet foran deres hvtter. Der er intet, der kan tage pladsen for dette — mand til mand-samtale om livet i Gud.
Og i den tid, jeg har tilbage, vil jeg mere og mere hellige mig dette arbejde, selv om måske noget af det andet arbejde må gå. Vi arbejder for evigheden. Så kort er vor tid, og så vigtigt er det, at alle stammer skal kende den eneste sande Gud og den, han udsendte, Jesus Kristus, så vé, om jeg ikke forkynder evangeliet.
Jeg ved ikke, hvem der skal overtage min gerning her i Afrika. Man søger så meget at få læger og lærere herud, og det er jo godt og rigtigt, men hvad vi med evigheden for øje mest trænger til, er evangelister og præster, som kan forkynde det fulde evangelium og måske ved siden af kunne hjælpe de sorte i deres sociale kamp for livet.
Mænd og kvinder tvungen af Kristi kærlighed har vi altid brug for. Mænd og kvinder, som er praktiske og ikke er bange for at tage fat ved hvad som helst, men hvis vigtigste opgave er at frelse mennesker — det er, hvad vi trænger mest til. At de har studentereksamen og et andet fag som bygningskonstruktør eller er uddannet præst — og er metodist, det kommer så i anden række.
Vi skal have nogle vækkelsesmøder i januar, og vi beder som sidste år vore venner huske os specielt i deres bønner. Sidste år var der over 500 mennesker, der ved vore vækkelsesmøder gav til kende, at de ønskede vore forbønner. Vi søger igen som ifjor så mange som muligt, der vil bede om, at Guds velsignelse må komme over os, så mange må finde fred og frelse.
Eders hengivne
John Bræstrup.
 |
| Lerbæk, Everett, Houston og Bræstrup |
Bragt i Kristelig Talmand, 18. januar 1952
Kommentarer
Send en kommentar