Pastor Ejler Sørensen

Ejler Sørensen (1885-1976)

Den ældste prædikant i den danske årskonference, pastor Ejler Sørensen, blev den 24. november 1976 kaldt hjem til Gud 91 år gammel og blev den 27. november 1976 stedt til hvile fra Christianskirken i Sønderborg, hvor han nu havde sin bopæl.

Pastor Sørensen var født i Ubberup, Tommerup sogn, den 31. januar 1885 og var søn af smed Anders Sørensen og hustru, Ane Kirstine Nielsen. Pastor Sørensen har selv på opfordring nedskrevet lidt af sin erindring om, hvordan han blev omvendt til Gud og kom til klarhed over sit kald. Lad os høre hvad han fortæller:

"I maj måned 1905 var der en ny herlig tid ved at bryde igennem mit liv, jeg sagde farvel til Danmark for at tilbringe et år i USA. Jeg glædede mig meget dertil, idet jeg var træt af mit daværende arbejde og mit liv.

Det var hverken for at tjene penge, ære eller andet stort, at jeg drog der over, og det skulle kun være for eet år for at få en uddannelse, der gav mig mulighed til at udfylde en stilling i en handelsvirksomhed i Thailand, og dette mente jeg ville blive begyndelsen til at opleve den store verdens herlighed.

Jeg vidste slet ikke noget om, at mine tanker og længsler var Guds førelse og den vej, han ville lede mig ind i Guds rige.

Jeg var træt af den tvang, mit arbejde var mig, og længtes efter frihed og at få afbrudt den omgangskreds, jeg havde, idet jeg indså, at mit liv var forfejlet, så det var godt at blive fri og få andre forhold at leve under, jeg var blevet usikker med mig selv, egentlig var jeg ateist og havde ingen åndelig sans eller tanker om Gud, men at min mor og min bror bad for mig, vidste jeg, skønt de ikke talte med mig derom, de havde opgivet det, da de indså, det var ganske omsonst. Inden jeg forlod hjemmet, lovede jeg min mor, at nar jeg kom til USA, ville jeg gå i kirke og læse i bibelen, hun havde givet mig.

Jeg skulle bo i Perth Amboy hos min moster, hun var metodist, og hendes mand var medlem i Frelsens Hær; der var fire sønner i hjemmet, den ældste var 15 år. Min onkel, der var bygmester, overtalte mig til at blive tømrer, og jeg begyndte hos ham som lærling, og skønt jeg syntes, det var urimeligt, gik jeg ind derpå.

Min moster var en elskelig, gudhengiven kvinde, så det var et dejligt hjem, jeg fik der. Allerede den anden eller tredie dag efter ankomsten blev jeg præsenteret for en student, og vi blev straks gode venner, og ved den første søndag mødte han op kl. 9 og tog mig med til kirke, en dansk-norsk Metodistkirke, og det varede ikke længe, før den blev min kirke.

Kirken var fuldt besat, sangen var kraftig, og prædikenen var sådan, at præstens ord altid havde bud til mig, jeg syntes, de var som særligt adresseret til mig. Jeg kom der til gudstjeneste hver søndag, og oftest to gange; snart efter begyndte jeg også at gå til bibelmøde, og lidt senere tog jeg også del i ungdomsmøderne.

Men den måde disse forskellige møder virkede pa mig var, at jeg følte mig urolig og ønskede at blive som de andre var, men jeg forstod ikke, hvorledes det kunne ske."

 I 1907 fik Ejler Sørensen en varm anbefaling med fra præsten i den danske metodistkirke i Perth Amboy. Han skulle bringe hilsener i de danske ungdomsforeninger og tale til de unge, fordi han havde været præsident for Epworthligaen (ungdomsforeningen) i Perth Amboy.

Uroen i hans sind holdt sig, og et brev fra pastor L.C. Larsen i januar 1911 viser, at han har kæmpet med sit kald, åbenbart også efter at han kom på missionsskolen 1910. For Ejler Sørensen tænkte sagerne igennem.

Det har nok også siden været karakteristisk for denne ranke personlighed, der skulle få en så afgørende tjeneste i den danske metodistkirke. Pastor Sørensen blev optaget på prøve i konferencen i 1912 og i fuld forening 1914.

Efter nogle års tjeneste blev han gift med Anna Jensen Mann den 16. december 1918. Hun blev ham en god hustru og en god støtte i arbejdet i de mange menigheder, han kom til at betjene. Sammen dannede de et godt kristent hjem, hvor børnene Else og Harald voksede op.

Pastor Sørensen var en god prædikant både med sit liv og med sine ord. Uforlignelig var han til husbesøg og gjorde her en fin tjeneste.

Med aldrig svigtende troskab betjente han, først alene, men fra 1918 støttet af sin hustru, en lang række menigheder: Hjørring, Fåborg, Ålborg, Neksø, Betaniakirken, København, Esbjerg-Varde, Kalundborg, Slagelse, Holbæk, Vindinge-Karlslunde, endnu en gang Betaniakirken, København, Jerusalemskirken, København og Centralmissionen.

I Jerusalemskirken sluttede han sin lange tjeneste, der tydeligt afspejler rejseprædikantens vilkår. Men tjenesten fortsatte efter hans pensionering. I Sønderborg, hvor metodistkirken ingen virksomhed har, tog han snart fat på at besøge syge og andre og var bibelkredsleder.

Pastor Sørensen havde sine meningers mod, men var man en gang blevet hans ven, var hans trofasthed uforlignelig. Kirken gjorde også brug af hans rige evner. En del tillidshverv kom han til at beklæde. I 1932 blev han sendt til kirkens generalkonference i USA som repræsentant.

Han blev medlem af præsteuddannelsesrådet, af den teologiske skoles bestyrelse, bogudvalget, Centralmissionens bestyrelse og Frikirkerådet, lians evner som maler kom også kirken til gode, her i Jerusalemskirken huskede han os helt op i sin høje alder med et maleri til basaren hvert år.

Pastor Sørensens ranke holdning og hans troskab mod Gud og kirken var måske det allerbedste vidnesbyrd. Så fuldførte han da løbet og bevarede troen. Med dyb taknemlighed vil vi bevare erindringen om ham i Metodistkirken i Danmark.

Ære være pastor Jens Ejer Sørensens minde.

Erik Kyst

Mindeord bragt i Årbog for Metodistkirken i Danmark 1977