Fru Inger Marie Thaarup

Inger Thaarup
2. marts 1851 - 20. juli 1946

Det er en smuk Skik ved vore Aarskonferencer at mindes ikke alene vore afdøde Prædikanter, men ogsaa vore Prædikanters afdøde Hustruer.

En saadan er vi i denne Stund samlet for at mindes i Ærbødighed og Taknemlighed. For snart et Aar siden, d. 20. Juli 1946, hjemkaldtes til Gud Danmarks ældste Metodist, baade med Hensyn til Alder og Aaremaal som Medlem af Kirken.

Fru Inger Marie Thaarup blev født d. 2. Marts 1851 i Stenderup, Bjerre Herred ved Horsens, som Datter af Væver Peter Chr. Christensen og Hustru Ane Cathrine.

Hun blev saaledes godt 95 Aar gammel. I sin tidlige Ungdom kom hun i Berøring med Metodismen i Hornsyld Kredsen og blev snart omvendt til Gud og derefter optaget i Menigheden.

Ved sin Død havde hun antagelig været Medlem af Kirken i 80 Aar. Som ung Pige og ung Kristen omsatte hun sin Kærlighed til Jesus i praktisk Tjeneste, saasom Traktatuddeling, Sygebesøg og i Søndagsskolen.

Hornsyld ejede jo i hine Dage et rigt aandeligt Liv med tilsvarende aktiv Virksomhed for at vinde Stedets og Egnens Befolkning for Kristus. Heri tog Inger Marie Christensen levende Del. Med sit klare, afgjorte Vidnesbyrd, sin smukke Sangstemme, sit milde Sind og glade Smil blev hun en Opmuntring til det gode for alle, med hvem hun kom i Berøring.

Her i Hornsyldkredsen lærte hun ogsaa den unge Malersvend Christian Johan Martin Thaarup at kende. De forlovede sig snart, og da han følte et stærkt Kald til at blive Metodistprædikant, lod han sig uddanne til denne Gerning, for derefter at holde Bryllup med Inger Marie Christensen. De fik Lov til at være Ægtefæller og dele Livet med hinanden i Medgangs som Modgangs Dage helt til 1918, da Døden gjorde Skilsmisse imellem dem.

Det blev saaledes en meget lang Tid — næsten 50 Aar — hun kom til at dele Kaar med en dansk Metodistprædikant i adskillige af vore Menigheder og i de forskelligste Egne af Landet — København, Vejle, Rudkøbing, Svendborg, Holstebro, Horsens, Aarhus, Frederikshavn, Silkeborg, Odense. Nogle af disse Steder gentagne Gange.

Overalt var hun sin Mand en trofast og god Hjælper, ikke mindst paa Sangens Omraade. Dette Præstepar gjorde sig i mange Aar smukt gældende ikke alene gennem Ledelsen af Menighedskoret, men ogsaa ved deres smukke Duetter, der altid greb Tilhørerne.

Trods den megen Optagethed i Menighedens Gerning forsømte Fru Thaarup dog ikke sit Hjem, men holdt dette i mønstergyldig Orden. Naar vi betænker de ringe økonomiske Kaar, er det beundringsværdigt, at Fru Thaarup paa saa ypperlig Maade kunde faa det til at slaa til.

Altid var Præstehjemmet hyggeligt og gæstfrit. For sine Børn var hun en enestaaende god og opofrende Moder. Trods den omskiftelige Tilværelse havde Børnene altid den rette Følelse af at have et Hjem, hvor de var Genstand for Mors aldrig svigtende Omsorg og Kærlighed.

I 1916 tog Pastor Thaarup sin Afsked som Præst, og Ægteparret bosatte sig i Odense, hvor de tilsluttede sig Set. Jakobs Menighed. Efter to Aars Forløb døde Pastor Thaarup, men i sin Enkestand vedblev Fru Thaarup at bo i Odense og var lige til det sidste et sjældent trofast og nyttigt Medlem.

Hun var en sikker Gæst ved alle vore Gudstjenester og Møder og flittig til at besøge gamle og syge lige til det sidste. Hendes milde Sind var kendt af alle i Menigheden og Bykvarteret, og elsket og æret var hun iblandt os. En Moder i Israel er gaaet bort for at være med Herren. Lad hendes Eksempel inspirere os til den samme udholdende Tro.

Vi velsigner hendes Minde og nedbeder samtidig Guds Velsignelse over hendes efterladte Børn og Slægtninge!

Vilh. Jørgensen.

Mindeord bragt i Aarbog for Metodistkirken i Danmark 1947