Gå videre til hovedindholdet

Ejner og Elna Kyst

Ejner Kyst (1895-1970)
Ejner Kyst blev født i Odense den 23. marts 1895. Hans forældre var Martha og Julius Hansen. Hjemmet havde en stor børneflok og var tilknyttet Sct. Jacobs Kirke, som blev hans åndelige hjem.

Sidste gang, jeg talte med br. Kyst, fortalte han mig meget oplivet og glad om dejlige barndoms- og ungdomsdage. Han havde fra de tidligste år sin gang i søndagsskolen og ikke nok dermed, han var også medlem af en drenge-afholdsforening „Samaritanen“, navnet antyder hvilken karakter denne forening havde.

Det lyder underligt, at han havde behov for at være både i søndagsskole og afholdsforening, men sagen var den, at Sct. Jacobs Kirkens menighed på det tidspunkt var stærkt præget af en tidligere og den daværende præst, som var af gammel metodistisk vækkelsesmentalitet og glødende afholdsagitator.

I hans tidlige ungdom var der et stærkt åndeligt røre i menigheden, hvor mange mennesker, især unge, blev grebet af Kristi ånd og ført ind i Guds rige. Iblandt disse var også Ejner Kyst. Disse unges glæde og begejstring blev straks omsat i arbejdet i menigheden. De blev engageret som indbydere til møder og gudstjenester, både i byen og rundt omkring på landet.

Dette var uden tvivl en god forberedelse for br. Kyst til den gerning, han senere skulle gå ind til, og inden længe kom tanken op i hans sind, at Herren måske kunne bruge ham i sin tjeneste. Efter megen bøn og dybtgående overvejelser følte han Guds kald dertil.

I 1914 begyndte han så sin uddannelse på vor daværende teologiske skole i Århus.

Den første ansættelse blev i Rudkøbing, hvor han kun var en kort tid.

I 1916 indgik Ejner Kyst ægteskab med frk. Camilla Byskou fra Lemvig. Hun blev ham en god hustru og en uvurderlig støtte i arbejdet. De første år fik de nygifte hjem i Fåborg, hvor de faldt godt til og fik mange venner. I ægteskabet fødtes to børn: Ellen og Erik. Desværre blev dette lykkelige ægteskab af kort varighed. Allerede i 1928 mistede Ejner Kyst sin hustru, Camilla, efter en lang og håbløs sygdom. Det blev svært for ham at stå alene tilbage med de to mindreårige børn. Men Herren hjalp ham igennem.

Som andre metodistpræster fik Ejner Kyst ansættelse i flere forskellige menigheder omkring i landet. Efter Fåborg kom han til Hjørring, derefter til Holbæk, Rønne, Esbjerg-Varde, Svendborg og for anden gang til Holbæk. - Ejner Kyst var vellidt i menighederne og fik mange venner.

Efter enkestand i fire år giftede han sig i 1932 med frk. Elna Klein fra Holbæk, som blev hans børn en sjælden god mor og ham selv en trofast ven og medhjælper.

Br. Kyst nærede ikke store tanker om sig selv, men var tværtimod meget beskeden, tilbageholdende, havde et bramfrit væsen og arbejdede troligt og overmåde samvittighedsfuldt. Derfor var han en velkommen gæst, når han kom rundt i hjemmene eller kom på sygebesøg. For man forstod, det var en ven, der broderligt ønskede at være til hjælp og opmuntring. Han havde en særlig evne til at sætte sig ind i andres forhold og kunne både tale med unge og ældre.

Som prædikant var br. Kyst velhørt, havde et smukt sprog, og prædikenen gav et godt, sundt indblik i de bibelske sandheder, var positiv Kristus-centret.

Som person var han loyal mod kirken, en fredens mand, en god kollega at tale med og en hjertensgod far og ægtefælle.

Foruden præstegerningen havde kirken betroet br. Kyst en betydelig og ansvarsfuld stilling. Han var redaktør af Metodistkirkens Ugeblad de sidste 18 år, han var i aktiv tjeneste. Det tog selvfølgelig en stor del af hans tid, men han røgtede den med glæde. - En anden vanskelig opgave havde han også i en række år som konferencens sekretær.

Efter lang tids sygdom og svækkelse, hvor hans trofaste hustru med stor kærlighed plejede ham, lukkede denne trætte Herrens tjener sine øjne. Vi takker Gud for hans liv og tjeneste iblandt os og nedbeder Herrens velsignelse og trøst over hans sørgende hustru og børn.

Æret være Ejner Kysts minde iblandt os.

Ejler Sørensen.

Mindeord bragt i Årbog for Metodistkirken i Danmark 1970

- - - 


Fru Elna Kyst,
f. Klein, blev født i Holbæk den 23. marts 1896.

Pastor Ejner Kyst indgik sit første ægteskab i 1916 med Camilla Byskou. I dette ægteskab var der to børn, Ellen og Erik. Ret tidligt, i 1929 mistede Ejner Kyst sin første hustru, efter at hun havde gennemgået en lang sygdomsperiode. Under pastor Kysts første ansættelsesperiode i Holbæk, rakte frk. Elna Klein ham og de to børn en værdifuld hjælpende hånd i hjemmet.

Efter enkestand i ca. fire år indgik Ejner Kyst ægteskab med Elna Klein, der blev en særdeles god mor for Ellen og Erik, samt god og trofast ægtefælle og sin mand en uvurderlig hjælp i menighedsarbejdet. Fru Elna Kyst forstod sin opgave som værende ikke blot i hjemmet, men også som aktiv medarbejder i de skiftende menigheder, hvor deres ansættelser faldt.

Den 20. marts 1970 døde pastor Ejner Kyst, efter længere tids skrøbelighed og sygdom. Fru Elna Kyst blev boende i Holbæk et par år efter, at hun var blevet alene, men flyttede så ind på Bethania-hjemmet på Frederiksberg. Her boede hun blot nogle måneder til sin død den 9. marts 1973.

Æret være Elna Kysts minde!

Ole Olesen

Mindeord bragt i Årbog for Metodistkirken 1973

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Anton Bast

Anton Bast fødtes i Løkken den 8. september 1867. Hans forældre var skomager Nicolai Thomsen Bast og hustru Dorthea Marie Kjeldsen. Hjemmet var — som mangfoldige andre dengang — fattigt. Der var 12 børn, og det kneb ofte med udkommet. En journalist skrev engang om Anton Bast: „Allerede som 8 års dreng måtte den lille Anton ud at tjene hos bønderne. Han har selv fortalt mig, at hans første kongelige løn for en hel udslagen sommer var, siger og skriver, 4 (fire) kroner og et par træsko..." Efter sin konfirmation var Anton Bast en tid fisker, senere kom han i manufakturlære. Men meget tidligt stod det ham klart, at han ville læse til præst i Metodistkirken, og det kald kom han ikke udenom. Han blev optaget på kirkens nyoprettede teologiske skole i København, hvorfra han dimitteredes i 1890 og blev ansat ved menigheden i Vejle. Han var da 23 år gammel. Den længste virketid uden for København havde han i Odense, og her oplevede han en virkelig stor tid. Han gjorde sig på mange m...

Søster Ane Thomsen

Søster Ane Thomsen 2. marts 1879 - 31. august 1959 Søster Ane Thomsen blev født i Stenum den 2. marts 1879. Hvornår søster Ane begyndte på sygeplejen, ved jeg ikke, men 1909 meldte hun sig til Bethaniaforeningen under forudsætning af, at hun måtte beholde sit arbejde som hjemmesygeplejerske i Løkken og omegn. Efter en sygdomsperiode i 1912 kom hun til Frederikshavn, hvor hun gik i privatpleje, indtil hun i 1921 fik ansættelse på »Fremtidshåb«, et nyt børnehjem sorterende under Centralmissionen. Hjemmesygeplejen var en god forberedelse til arbejdet i et stort hjem med mange børn, og søster Ane har fyldt sin plads som få. Hun elskede sine børn, delte sorger og glæder med dem fra den dag, de kom ind, og så længe hun levede. Søster Ane og hendes børn, svigerbørn og børnebørn havde den glæde, at hun fik lov at opleve sin 80 års dag, og det var en festdag for dem alle. Mere end 40 børn og svigerbørn kom med gaver, sange og blomster og ikke mindst med tak for kærlighed og forbøn ge...

En Salme fylder 100 Aar (1947)

Abide with me. — Bliv du hos mig Bliv du hos mig, naar Natten stunder til, og Mørket om mig snart sig sænke vil, naar anden Trøst og Hjælp maa fjerne sig, du store Hjælper, bliv da nær hos mig. Snart kan min korte Livsdag ebbe ud, og midt i alt jeg faar mit Vandringsbud, alt om mig skifter og forandrer sig, o, du, som ej forandres, bliv hos mig. Hver Stund jeg trænger, Herre Gud, til dig, kun du kan lede mig paa Livets Vej, kun for dit Blod vil Satan vige bort, bliv da hos mig, o, Krist, i Natten sort. Naar du er nær, jeg kender ingen Frygt, i Smil og Graad jeg hviler hos dig trygt, Dødens og Gravens Nat jeg ænser ej, naar du, o, Herre, bliver nær hos mig. Naar Øjet brister, vis mig da dig selv, lys mig og led mig over Dødens Elv, Jorden forsvinder, Himlen aabner sig: I Liv og Død, o, Herre, bliv hos mig. H. F. Lyte / Anton Bast Den engelske Salme, »Abide with me«, som findes oversat til Dansk i vor Sangbog, Nr. 287, fyldte i September 100 Aar. Salmen,...