Dynamisk frelsesforståelse

Hvad er frelse?
Mange taler om frelse, men gør det med meget forskelligt indhold. I snæver betydning er frelse det samme som omvendelse. I bredeste forstand bruges frelse om adgangen til et fremtidigt paradis.

Bibelen giver os indblik i frelsens mysterium i små glimt. Med lignelsessprogets malende billeder giver Jesus os forståelse for, hvordan mennesket får del i Guds frelse. Og helbredelsesscenernes »din tro har frelst dig« viser os lidt af frelsens konsekvens.

Frelsens mål
Frelsen er Guds værk. Gud har travlt i verden. Og Guds aktivitet er ikke planløs eller uden mål. Gud skabte verden, som verden skulle være, »og Gud så, at det var såre godt«. Det fortælles der om i Bibelens første kapitler. I Bibelens afslutningskapitler tegnes et billede af en fremtidig verden, der også er helt efter Guds vilje.

Både det tabte og det kommende paradis siger noget om, hvad Gud vil med sit engagement i vores faldne verden, med lidelse, konflikt og meningsløshed. Gud vil, at vores verden skal blive efter hans vilje. Det er frelsens mål.

Frelsens grundlag
Gud kunne have valgt at lade verden destruere sig selv. Men Gud er trofast over for det løfte, som han gav Noa. Vi har ikke set en anden syndflod.

Derimod valgte Gud at bryde de onde cirkler, og midt i en verden, der langsomt, men uundgåeligt nedbryder sig selv, at restaurere, genopbygge og påbegynde en total genskabelse af det nedbrudte.

Frelse er Guds fortsatte skabelse.

Det er det, evangeliet om Jesus handler om. Gud blev menneske. Han solidariserede sig med menneskers livsvilkår og dødsbetingelser. Men ved, i sin opstandelse, at sprænge de kræfter, der hindrer livet, gik han forrest på vejen imod og igennem alt nedbrydende. Og han efterlod en åben invitation til alle mennesker om at følge efter.

Jesu gerning er grundlaget for enhver frelsesforkyndelse.

Den aktive Gud
Læren om Helligånden er læren om Guds aktivitet i nutiden. Helligåndens opgave er at herliggøre Jesus. Det vil sige, at Helligånden, med Jesu død og opstandelse som grundlag og model, oprejser og genskaber mennesket, så det bliver et rigtigt menneske, hvor »alt er såre godt«. Helligånden bevirker på en måde, at Jesu sejr gentages i de mennesker, der vil acceptere, at det sker.

Guds aktivitet i mennesket bliver også ofte kaldet Guds nåde.

Det får os først til at tænke på, at Guds frelsende handling over for mennesket begynder med en benådning fra den dødsdom, som alle kan se er ved at blive virkeliggjort i hele verden og i mennesket; økologisk og individets nedbrydning.

En uundgåelig dødsdom, som man har forsøgt at give mange årsager, men som ingen kan bortforklare, er ved at blive fuldført, og i hvis skygge ethvert menneskeliv bliver absurt og meningsløst.

Benådning er Guds nåde. Men nåden er også kraft, der er modsat dødsprocessen. Nåden sætter livsprocessen igang i den troende, så mennesket genskabes til at genspejle Guds billeder, Gud, der er kærlighed. Nåden er derfor en Guds kraft, der sætter mennesket i stand til at leve dynamisk, drevet af kærlighed.

Når kærligheden således får overtaget og bliver det drivende motiv bag enhver handling, så er den troende en helhjertet og moden kristen, der i sig selv er et vidnesbyrd om Guds virke i verden.

I Metodistkirken bruger vi også ordene retfærdiggørelse, helliggørelse og kristelig fuldkommenhed for at sætte ord på Guds frelsesproces i mennesket.

Personlighedsudviklende
Menneskets oplevelse af frelsen bliver ofte en betoning af Guds kraft, som en helende person, der restaurerer den svage menneskenatur. Frelsen medfører, at mennesket finder sit sande jeg og bliver opbygget til at tage ansvar, dels for sig selv og egne handlinger, dels for den nærmeste omverden, som også er elsket af Gud.

Frelsen er ikke en statisk lyksalighed, men et liv i fortsat udvikling med Jesus som ideal og livsledsager, og kærligheden som norm for adfærd og tanke.

Kirken, et redskab
Kirken kaldes også Kristi legeme i verden. På samme måde som Jesus benyttede sit legeme som indsats i det store opgør på Golgatha, således sættes det nutidige »Kristi legeme« ind som et Guds redskab under Helligåndens herredømme i den fortsatte frelsesproces.

Derfor kastes enkelt-kristne og hele kirken ud i forsoningsopgaver. Kirken er kaldet til at mægle og stifte fred, også selvom det medfører den stedfortrædende lidelse, der altid følger med, når kirken solidariserer sig med verdens små og påtager sig ansvaret for forhold, den ingen skyld har i.

De kristnes forkyndelse og mission er også Guds værktøj i den store redningsplan. GudJiar valgt at formidle verdens frelse gennem evangeliets forkyndelse med ord og i handling.

Og i Bibelen lærer vi at tænke Guds tanker om verden, som hans håndværk; om mennesket, som hans elskede; om ondskaben, som en kraft imod ham; om Jesus, som hans svar på menneskers meningsløse tilværelse, osv.

Guds folk
De kristne er et folk i bevægelse. Bag dem ligger en verden i grus. Foran sig er der mange kampe, der ikke er vundet endnu. Når fortsat bevægelse stadig er muligt, er det fordi de kristne også har vendepunktet bag sig og kan se Guds frelse som noget, de dels allerede har fået andel i, dels udvikles frem mod målet: den ny himmel og jord.

Jørgen Rasmussen

Kristelig Talsmand, Uge 2, 1990