Det er spændende og interessant at rejse, at se andre lande, møde fremmede folkeslag, få et indblik i kultur og levemåde.
Fra Thurø til Gibraltar, der sejlede et skib
Jeg har været så heldig at blive forhyret på en lystyacht, bygget på det bådeværft, hvor jeg arbejdede.
Båden er amerikansk ejet, 77 fod (23,50 meter) lang, vejer 65 tons og er udstyret med alt, der gør livet bekvemt ombord.
Lørdag den 16. september afsejlede vi fra Thurø med kurs mod Kiel for at passere gennem Kielerkanalen. Fire dage senere anløb vi Lymongton i Sydengland, hvor vi tilbragte nogle dage. Jeg fandt en lille metodistkirke her, men fik desværre ikke lejlighed til at besøge vennerne.
Vi stak til søs igen, og efter en fin tur over Biscayen fortsatte vi langs Portugals kyst helt til Gibraltar.
Her er et lille pluk fra min dagbog:
Vi anløb Gibraltar efter seks
døgn i søen. Her tilbragte vi to og en halv uge, det gav mig mulighed
for at opsøge metodistkirken, som ligger på hovedgaden.
Bygningen hedder »Wesley House«, der er kontorer i stueetagen, kirkesalen er på første sal, her er tillige kirkekontor og et par mødelokaler. På anden sal holder børnearbejdet til.
Jeg blev godt modtaget af menigheden, vi var fire fremmede og vore navne blev nævnt fra talerstolen i forbindelse med en speciel velkomst. Gudstjenesten foregik stort set som i Danmark, dog kommer bekendtgørelserne umiddelbart efter velkomsten og man står op under alle salmerne.
Der var barnedåb, så kirken var festligt pyntet, ritualet var tæt på det, vi oplever i en dansk metodistkirke, da menigheden blev mindet om ansvaret for dette lille, nye menneske, gik præsten ned mellem bænkerækkerne med barnet på armen. Der var kirkekaffe, og her mærkede jeg, hvilket fællesskab vi er en del af som metodister.
Den følgende søndag deltog jeg i den årlige høstgudstjeneste, børnene medvirkede og mange forskellige frugter pyntede op omkring alteret. Det var en god oplevelse, jeg fik ved dette møde med metodister, og jeg følte, at det kristne fællesskab rækker over alle grænser.
Menigheden er på størrelse med den i Odense, præsten er udsendt fra England og havde kun været der i seks uger. Pastor Dougie Dennos kom fra en ansættelse ved de engelske tropper i Tyskland. Jeg blev bedt om at bringe en hilsen med hjem til Danmark fra metodisterne i Gibraltar. Det er mig en glæde at kunne bringe denne hilsen.
Til Paradis!
Vi sejlede ud i Atlanterhavet til den portugisiske ø Madeira, og findes Paradis på jord, så er det her, alt er grønt, frodigt og friskt. Efter nogle dejlige dage her fortsatte vi sydpå til Tenerifa, hvorfra jeg fløj hjem.
Efter tre ugers »ferie« tager jeg tilbage til det gode skib »Duende« for at sejle tværs over Atlanten til Barbados i Vestindien.
Folkene ombord, de fleste er amerikanere, har alle kendskab til metodismen gennem familie og venner, så der er en god forståelse for, at jeg tilhører en frikirke, ejeren er iøvrigt katolik.
Lars Bræstrup
Svendborg
Kristelig Talsmand, Uge 4, 1990
Fra Thurø til Gibraltar, der sejlede et skib
Jeg har været så heldig at blive forhyret på en lystyacht, bygget på det bådeværft, hvor jeg arbejdede.Båden er amerikansk ejet, 77 fod (23,50 meter) lang, vejer 65 tons og er udstyret med alt, der gør livet bekvemt ombord.
Lørdag den 16. september afsejlede vi fra Thurø med kurs mod Kiel for at passere gennem Kielerkanalen. Fire dage senere anløb vi Lymongton i Sydengland, hvor vi tilbragte nogle dage. Jeg fandt en lille metodistkirke her, men fik desværre ikke lejlighed til at besøge vennerne.
Vi stak til søs igen, og efter en fin tur over Biscayen fortsatte vi langs Portugals kyst helt til Gibraltar.
Her er et lille pluk fra min dagbog:
»Da jeg kom op på vagt kl. 23, gik vi ret syd i den mørke nat, der er et par coastere foran os, den ene lyste på os med sin kraftige projektør. Det er en dejlig nat, helt skyfrit og stjernerne lyser, vinden er lun, 10-15 sekundmeter fra øst-sydøst.Der er metodister på Gibraltar!
Vi har nu sejlet 660 sømil siden Lymongton, og hvis vejret holder, fortsætter vi til Gibraltar. Begge døre i cockpittet er lukkede, men vindfanget i læside er rullet op, her står vi og ser ud over Atlanterhavet.
Det, vi oplever gennem dette vindue ud til den store verden, kan ikke beskrives på et stykke papir, det skal opleves. Lydene, duftene og bølgernes rytme bringer én tæt til Guds storslåede natur.«
Vi anløb Gibraltar efter seks
døgn i søen. Her tilbragte vi to og en halv uge, det gav mig mulighed
for at opsøge metodistkirken, som ligger på hovedgaden.Bygningen hedder »Wesley House«, der er kontorer i stueetagen, kirkesalen er på første sal, her er tillige kirkekontor og et par mødelokaler. På anden sal holder børnearbejdet til.
Jeg blev godt modtaget af menigheden, vi var fire fremmede og vore navne blev nævnt fra talerstolen i forbindelse med en speciel velkomst. Gudstjenesten foregik stort set som i Danmark, dog kommer bekendtgørelserne umiddelbart efter velkomsten og man står op under alle salmerne.
Der var barnedåb, så kirken var festligt pyntet, ritualet var tæt på det, vi oplever i en dansk metodistkirke, da menigheden blev mindet om ansvaret for dette lille, nye menneske, gik præsten ned mellem bænkerækkerne med barnet på armen. Der var kirkekaffe, og her mærkede jeg, hvilket fællesskab vi er en del af som metodister.
Den følgende søndag deltog jeg i den årlige høstgudstjeneste, børnene medvirkede og mange forskellige frugter pyntede op omkring alteret. Det var en god oplevelse, jeg fik ved dette møde med metodister, og jeg følte, at det kristne fællesskab rækker over alle grænser.
Menigheden er på størrelse med den i Odense, præsten er udsendt fra England og havde kun været der i seks uger. Pastor Dougie Dennos kom fra en ansættelse ved de engelske tropper i Tyskland. Jeg blev bedt om at bringe en hilsen med hjem til Danmark fra metodisterne i Gibraltar. Det er mig en glæde at kunne bringe denne hilsen.
Til Paradis!
Vi sejlede ud i Atlanterhavet til den portugisiske ø Madeira, og findes Paradis på jord, så er det her, alt er grønt, frodigt og friskt. Efter nogle dejlige dage her fortsatte vi sydpå til Tenerifa, hvorfra jeg fløj hjem.
Efter tre ugers »ferie« tager jeg tilbage til det gode skib »Duende« for at sejle tværs over Atlanten til Barbados i Vestindien.
Folkene ombord, de fleste er amerikanere, har alle kendskab til metodismen gennem familie og venner, så der er en god forståelse for, at jeg tilhører en frikirke, ejeren er iøvrigt katolik.
Lars Bræstrup
Svendborg
Kristelig Talsmand, Uge 4, 1990
Kommentarer
Send en kommentar