Penge og tid - frelse og gode gerningerHvis Metodistkirken i Danmark vil satse på fremtiden og fremgang for Guds sag, er der ting, i den nuværende situation, som synes at sige, at man må omprioritere.
Det drejer sig om de to væsentlige ting, som kirken på den måde er forvalter af: Penge og tid. Som det ser ud nu, er afkastet ikke det optimale. Skal afkastet i form af en nummerisk og trosmæssig voksende kirke blive til noget, er det selvklart, at udgangspunktet er en åndelig sund kirke.
Lad os forudsætte, at det er den. Vækst for kirken vil alligevel kræve sine ofre i form af tid og penge for den enkelte, der er involveret i vækstprocessen, ligesom kirken som sådan må bære sin del. Når det kommer til stykket, er den slags ofre slet ikke så svære at give, fordi man vil glæde sig over væksten.
Det er nemlig her med hensyn til vækst og indsats på samme måde som med frelse og gode gerninger. Frelsen opnås ikke på grund af gode gerninger. Men det bevirker jo på ingen måde, at man vil påstå, at så kan det også være lige meget med gode gerninger. Det er langt fra tilfældet.
Væksten i kirken kommer heller ikke af vore ofringer, men på baggrund af Guds vilje. Men vil Gud, er det jo naturligt, at vi også ofrer, ligesom det er naturligt,. at den frelste gør sig al umage for at leve sit liv så kærligt som muligt.
Hvad kan vi da prioritere, og til hvad vil vi bruge de mange penge og den megen tid, spm der findes i kirkens regi allerede nu? Hvad vil vi bruge de yderligere penge og den yderligere tid, kirken får stillet til sin rådighed?
At gøre det upersonlige personligt!
De økonomiske midler er de mest upersonlige og vil næsten altid blive brugt på en eller anden form for upersonlig måde. Det er lige fra kirkebyggeri til bekostning af fjernsynskampagner. Det gode resultat vil afhænge af, hvor meget personlig tid der investeres i kirkens bygning, som et sted man kommer.
Det samme gør sig gældende vedrørende en fjernsynsreklame. Hvor meget mere effektiv bliver den ikke, hvis man vil »ofre« tid til bagefter at besøge og være noget for dem, der telefonisk giver respons på udsendelsen?
Det er muligt, at det vil være begrænset, hvor mange timer af sit daglige liv, man kan leve i kirkebygningen. Måske er den gammel og uhensigtsmæssigt indrettet eller ligger et uhensigtsmæssigt sted. Så bør der altså gøres noget ved det, for uhensigtsmæssige kirker giver ikke et så godt vidnesbyrd som hensigtsmæssige kirker. Udover at være en funktionsmæssig god kirke, skal den være en synlig kirke og gerne en hørlig kirke. Lad den så vidt mulig have en kirkeklokke. Hvorfor?
Fordi kirken ved sin blotte tilstedeværelse, dér, hvor den fylder og dér, hvor der er mange af dem, dér er kirken et vidnesbyrd og en udfordring i sig selv. Den fortæller hele tiden til mennesker omkring den, at her er et tempel til Guds ære.
På samme måde med de anonyme kampagner i radio, fjernsyn og aviser i form af annoncering eller omtale. Man kan ikke altid måleligt gøre resultatet op. Men blev alle kirkebygninger i det ganske land brugt til andet end menighedens brug og holdt enhver offentlig omtale og reklame vedrørende kirken op i vort land, ja så ville man jo tro, at det var en hedensk stat. Og 25-50 år efter ville man virkelig have svært ved at evangelisere.
For når kirken ikke udadtil viser sin eksistens, vil man opfatte den som noget glemt, småt og sekterisk. Der er ingen vej udenom. Vi vil og skal og må have og bygge smukke, funktionsduelige og hørlige kirkebygninger. Og vi vil bruge penge til det. Vi vil vise os udadtil med annoncering og omtale i medierne - ellers tror folk vel at Metodistkirken ikke længere findes i Danmark - og det gør den måske heller ikke.
Bevidst brug af tiden
Og så en anden ting - tiden: I den nærmeste fremtid bør det, inden for folket, der kaldes metodister, snarest være en dyd at have system i tingene fremfor at lade tiden tilfældigt rulle afsted. I prioriteringen af tiden skal der være stor plads til samværet med andre kristne såvel som ikke-kristne.
Af en eller anden grund ser det ud til at en families samlede fritid ikke bliver større, som tiden går. Her gælder det om at holde fast ved principperne om, at man vil bruge så og så mange aftener om ugen på familie, kirke, hobby, uddannelse, venner etc.
Lad mig foreslå: To aftener til familie, en aften til familie og venner, en til uddannelse/hobby, en til kirkeligt brug, en til kirkelig ydelse, en til kirkelig administration. Og weekenderne i måneden kan prioriteres på en lignende måde, men måske burde søndagen prioriteres som en helligdag og en familiedag og ikke det ene eller andet.
Kirkens strålende fremtid ligger gemt i en bevidst og bred tidsorientering blandt kirkens medlemmer.
Finn Uth
Kristelig Talsmand, Uge 6, 1990
Kommentarer
Send en kommentar