mandag den 22. januar 1990

Den gyngende bro


O vidunder-tro!
du slår over dybet
din gyngende bro,
som isgangen trodser
i brusende strand,
fra dødningehjem
til de levendes land;
bo lavere hos os,
det huer dig bedst,
du højbårne gæst!

O kærligheds Ånd!
det evige liv
i fuldkommenheds bånd!
o, smelt du vort hjerte
ved højaltrets ild,
og klar du jordklimpen
i solglansen mild,
så glade vi føler,
os skabes i bryst
de levendes lyst!

GRUNDTVIG, 1824
Salmebogen er en god kilde til det, vi med et lidt gammeldags ord kalder opbyggelse.

Lad os håbe, at selve sagen ikke er gammeldags, men at vi jævnligt søger og finder ord og tanker til at opbygge vor tankeverden, vor tro, vort håb, vor opfindsomhed i kærlighed. En bygning, der ikke vedligeholdes, forfalder.

Og så sad jeg ved en af julens gudstjenester og kom til at slå op og læse endnu engang Grundtvigs lovprisning af kristenlivet, den, der hedder: »O kristelighed«.

Igen blev jeg betaget af disse billeder, hvormed han beskriver, hvad det vil sige at leve kristenlivet her i denne brogede verden. Læs den selv, hvis du ikke kan huske den.
O vidundertro,
du slår over dybet
din gyngende bro.
Kender du dybet? Har du følt et sug af angst, når Verdens begivenheder passerer revy for dine undrende øjne, når ondskabens og gudløshedens resultater præsenteres.

Når du i mindre format møder de samme begivenheder på nærmere hold, når overfladiskhed og ligegyldighed og materialisme synes at være det, der skal bære vort folk. Og når du i dig selv finder de egenskaber og tendenser, som du ikke kan lide.

Har du følt, at dybet var sort og truende, og at du selv og din kirke havde så lidt at møde med?

Grundtvig har følt, at dybet var der, og at troens bro gyngede, når han trådte ud på den, og den fornemmelse har de fleste af os vel også oplevet.

Men broen var der for ham, og den er der for os. Den kan føles gyngende og usikker, angst og tvivl kan vrænge af os fra dybet, men broen er der, og den kan bære.

Kristentroen, den højbårne gæst, bærer os, når vi vover at træde ud på den, og den fører »fra dødningehjem til de levendes land«. Fra den tilværelse, hvor der må bygges på døde ting, på tomhed og adspredelser, til de levendes land, hvor Gud lever ved vor side.
Bo lavere hos os,
det huer dig bedst,
du højbårne gæst.
Det kan være svært at sætte ord på, hvad troen er. Det kan være svært at finde rede i dogmer og trossætninger. Det kan af og til være svært at vide, om det er tro, de længsler og forestillinger, vi bærer med os. Fortjener det navn af kristentro?

Den dom skal vi ikke fælde for noget menneske. Men vi skal træde ud på troens gyngende bro og bæres over dybet til det land, hvor vi aldrig skal fortvivle, fordi Gud selv er der.

Det skal være vor bøn, for os selv og hinanden, at troens højbårne gæst må bo lavere hos os.

At troen ikke skal være en gæst ved særlige anledninger, men være den bro, vi hver dag vover at træde ud på.

Else Kofod

Kristelig Talsmand, Uge 4, 1990

Ingen kommentarer:

Send en kommentar