Og synd ikke mere...!

Det er muligt!
Et par gange nævnes det i Johannes-evangeliet, at Kristus har hjulpet nogle mennesker. Da Han havde gjort sin gerning, siger han: Og synd ikke mere!

Det er jo en henstilling/befaling, som ville være uden mening, hvis det ikke var muligt at udføre den. Jeg har også svært ved at forestille mig, at Kristus har givet råd og henvisninger og befalinger, som modtageren ikke havde skygge af chance for at realisere.

Nederlags-evangelium
Når jeg ser bedeugens tekster, som vi lige har været igennem, bliver jeg deprimeret, når jeg kommer til det afsnit, der handler om, hvad vi — Hans menighed — har gjort forkert og har forsømt. Afsnittet kommer år efter år.

Hvad mon Gud tænker, når Han hvert år skal lægge øre til bekendelser om fejl og svigt? Mon Han tænker: Det bliver da aldrig anderledes. Eller: Nå, nu skal jeg høre det gammelkendte nederlags-evangelium igen. Og jeg, som ved, at min søn sagde: Så vær da I fuldkomne, som jeres himmelske Fader er fuldkommen.

Det er kristenliv!
I bogen »Det er Kristendom« står der noget, jeg ikke kan glemme. Det er en bog, der indeholder en serie radioforedrag, som den engelske skribent C. S. Lewis holdt i BBC, en yderst populær serie. Manden er selv gået fra vantro og skepsis til et liv i tro på Kristus.

I afsnittet om at beregne omkostningerne ved kristenlivet, siger han:

»Befalingen ‘Vær I fuldkomne’ er ikke idealistisk tågesnak. Det er heller ikke en befaling om at gøre det umulige. Han vil gøre os til skabninger, der kan adlyde denne befaling.

Hvis vi lader Ham gøre det — for vi kan forhindre Ham, hvis vi vil — vil Han gøre den svageste og mest smudsige af os til en gud eller gudinde, en blændende, strålende, udødelig skabning, der helt gennemstrømmes af en sådan kraft og visdom og kærlighed, som vi ikke kan forestille os nu.

Processen vil være langvarig og til dels smertefuld; men det er det, der er hensigten med os. Intet mindre. Han giver ikke op på halvvejen. Han mente, hvad Han sagde.«

Jeg ved ikke, hvor mange gange jeg har været gennem det nadverritual, som jeg stadig bruger, og har studset over dette faktum: Hver gang jeg har bedt »...tilgiv og frels os fra alle vore synder«. Og næste gang har jeg igen troligt bedt:

»Vi bekender vore mangfoldige synder, som vi så ofte har begået...«. 

Der er da noget galt!

Budskabet til tidens jantelovsbefængte mennesker!
Jeg mener, at Lewis udtrykker en dyb sandhed. Ved Guds indflydelse gennemstrømmes mennesket af kraft og kærlighed, så der kan fremkomme et resultat.

Er det ikke præcis, hvad der står i vor troslære? Er det ikke lige det, vi prædiker? Er det ikke det budskab, tidens jantelovsbefængte, ensomme, bange mennesker behøver?

Erik Kristoffersen

Kristelig Talsmand, Uge 6, 1990